EN VIS VENTEN

Radiogyser

af

Kaj Nissen

Medvirkende:

LARSEN
ELENA

Contentum-delene bør stå meget klart og præcist og komme med samme direkte voldsomhed som man oplever det hos Pink Floyd.

EN VIS VENTEN

Scene 1:

(Klirren af glas og klingen af latter. Det kunne være til en reception eller lignende festlig anledning. Det står lidt og holder så op igen - lidt brat)

LARSEN: Hvad? Hvad har du!

ELENA: Jeg spurgte dig om noget, Larsen.

LARSEN: Du spurgte ikke - det der var en information!

ELENA: Går du med på lørdag - eller skal jeg spørge en anden?

LARSEN: Hvilken anden? Kan du ikke gå derhen alene?

ELENA: Jeg tør ikke gå derhen alene.

LARSEN: Hvem ville du have skulle gå med dig?

ELENA: Jeg vil helst have dig med. Jeg vil helst ikke være alene.

LARSEN: Hvis jeg forstod informationen rigtigt, så har du fernisering på Galleri van Acken på lørdag - er det dét du siger?

ELENA: Ja, det er skræmmende, ikke? Det synes jeg. Jeg aner intet om hvordan sådan noget foregår og hvad man gør.

LARSEN: Med billeder du selv har malet!

ELENA: Ja, som jeg selv har malet!

LARSEN: Ja, dét er sgu skræmmende!

ELENA: Du har jo ikke set dem.

LARSEN: Den brølende hjort?

ELENA: (morer sig lidt) Noget andet.

LARSEN: Hvornår?

ELENA: Hvad?

LARSEN: Hvornår har du malet dem, Elena?

ELENA: Jeg har mest stået med dem om aftenen.

LARSEN: Når jeg havde overarbejde?

ELENA: Og i weekenderne.

LARSEN: Så meget har jeg ikke været væk.

ELENA: Hvad troede du jeg gik og lavede her, når jeg var færdig med stuerne og køkkenet og bryggerset og haven? Hvad troede du?

LARSEN: Ikke noget du behøvede holde hemmeligt for mig.

ELENA: Jeg har fortalt dig det 100 gange -

LARSEN: At du gik på kursus!

ELENA: På syvende år!

LARSEN: Et ganske almindeligt tegnekursus!

ELENA: Jeg har haft masser af tid til at udvikle mig i!

(hun farer pludselig i flint)

ELENA: Jeg kunne ikke bare gå her og vente på dig, kunne jeg!

LARSEN: Du havde dine egne interesser -

ELENA: Vente og vente, og spejde ud af vinduet. Jeg kunne ikke mere -

LARSEN: Du er faldet godt til her i kvarteret, ifølge dit eget udsagn. Du har bekendte og - - hvornår har du arrangeret det?

ELENA: Hvilket?

LARSEN: Udstillingen. Ferniseringen.

ELENA: Det er jo ikke noget jeg selv har -

LARSEN: Sådan noget skal vel ordnes og aftales og -

ELENA: (skærer af) Der har været tid nok til det også.

LARSEN: Vi to havde jo også en aftale!

ELENA: Masser af tid, masser!

Scene 2:

(Et rædselsvækkende skrig - og en pause)

LARSEN: Elena, har du malet det?

ELENA: (lidt stolt) Det er mine der hænger på den her væg.

LARSEN: Også det der? Og det?

ELENA: Hele væggen.

LARSEN: Det er jo forfærdeligt.

ELENA: Hvad mener du? Hvad er forfærdeligt?

LARSEN: Det ér sgu skræmmende!

ELENA: Hvilket?

LARSEN: Ja, motiverne.

ELENA: Kan du ikke lide dem?

LARSEN: Lide dem!

ELENA: Kan du slet ikke lide mine billeder?

LARSEN: Der er mareridt i de billeder til flere nætter i træk. Hvordan kan man så lide dem? Og nu går alle de her folk rundt og ser ind i -

ELENA: Jeg tror de fleste her udmærket forstår sig på at vurdere de -

LARSEN: De ser på os to og de sammenligner med billederne, og hvem kan fortænke dem i at gøre sig tanker om hvordan der ser ud hjemme hos os. Går de ud fra billederne her, ser der ikke godt ud.

(det er som om hun først nu opdager de motiver, hun har malet)

ELENA: Jeg kan godt se at - men jeg har ikke tænkt så meget over det.

LARSEN: Hvor har du overhovedet stået henne med dem?

ELENA: Ja, nede i kælderen vel.

LARSEN: Nede i kælderen?

ELENA: Men teknikken?

LARSEN: Teknikken?

ELENA: Jeg har fået at vide at min teknik er -

LARSEN: Du kan vel ikke holde de to ting adskilt, kan du?

ELENA: Hvad for to ting?

LARSEN: Teknikken og de motiver - du kan da ikke holde dem adskilt?

ELENA: Nej, men -

LARSEN: Er det ikke to sider af samme sag?

ELENA: Selvfølgelig -

LARSEN: Eller opvejer du det der mørke med lyset fra din teknik?

ELENA: Det er måske ikke de mest muntre billeder man har set.

LARSEN: Munter er et ord man fuldstændig glemmer alt om her.

ELENA: (pause) Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over motiverne - det kan jeg godt se nu. De er bare kommet til mig. Og så har jeg malet de ting jeg - det jeg så - motiverne er bare - de er bare kommet til mig. Trådte af sig selv frem på det indre af mine øjenlåg.

LARSEN: Mens du stod nede i kælderen.

ELENA: Jeg ville så gerne have du kunne lide dem, Larsen.

LARSEN: (afgør sagen) De er forfærdelige.

Scene 3:

(Et ganske lille udsnit af Mozarts Requiem - stopper brat)

LARSEN: (utilpas) Du har alligevel gemt dem af vejen.

ELENA: Hernede i kælderen behøver jeg ikke gemme noget - her kan jeg have det hele stående fremme. Her kommer du aldrig.

LARSEN: I og med at du holder til her, gemmer du dig.

ELENA: Selv vinkælderen har du lagt på loftet.

LARSEN: Og hernede i dybet huserer du?

ELENA: Hvad skulle jeg gøre?

LARSEN: Og hvad er så alt det vi ser her?

ELENA: Det du ser her er starten på min næste udstilling.

LARSEN: (overvældet) Hvor mange er der overhovedet? Hvor mange har du lavet?

ELENA: Der er dem her - og så er der dem fra udstillingen - men de er næsten alle solgt. Og så har jeg nogen til bedømmelse. (stolt) Det er mange billeder, Larsen!

LARSEN: Det må jo have taget evigheder!

ELENA: (roder rundt) Der står vist også nogen her omme bag.

LARSEN: Det er okay, det er godt, det er rigeligt!

(der blir en lang pause. Hans hvæsende åndedræt)

LARSEN: (i et voldsomt udbrud) Jeg tror ikke på det! Jeg tror ikke på at det kan være dig der har malet det der! Jeg kan ikke få det ind i mit hoved! Lad os komme ud herfra - lad os komme op herfra! Lad os komme op, jeg tror ikke på det!

(han farer op ad trappen, en trætrappe i et betonrum)

ELENA: (i hælene på ham) Men de billeder har faktisk givet mig styrke og munterhed - de har været mig til hjælp og opmuntring!

LARSEN: Det der er et brud på vores aftale, Elena, det går langt ud over -

ELENA: Det er muligt at motiverne er lidt bizarre -

LARSEN: Bizarre! De er syge!

ELENA: De har ikke desto mindre givet mig et løft i mit liv! Ja, mere liv, uendeligt meget mere liv! Hører du mig, Larsen, hører du! Der var et hul der skulle udfyldes - jeg har selv udfyldt det!

(han haler en flaske op og skænker et stort glas til sig selv)

LARSEN: Den kvinde dernede, den nøgne kvinde, hende der ligger i skovbunden, mellem alle bladene -

ELENA: (tager selv et glas) Jeg drømte om hende. Jeg drømte at hun var stukket af og havde gemt sig i skoven, i tre dage og tre nætter. Hun ligger der bare -

LARSEN: Og alle de sorte pletter og ringene i hendes hud, hvad er det?

ELENA: De sorte pletter er tæger. Ringene er de betændelsessår tægerne fremkalder. Hvis man går tæt nok på kan man se dem.

LARSEN: Hvorfor skulle man dog have noget ønske om det?

ELENA: Det jeg siger er også bare at de er der.

LARSEN: Ligger du ved siden af mig og drømmer sådan?

ELENA: Det kræver fin penselføring og en meget præcis hånd.

LARSEN: Gør du, Elena?

ELENA: Det kan jeg ikke snakke mig fra.

LARSEN: Hvordan kan sådan et billede virke opløftende på dig?

ELENA: Der blir jeg dig svar skyldig.

LARSEN: Hun ligner jo en død!

ELENA: Men det gør det. (pause) Det er jo det mærkelige ved det: Det virker faktisk opløftende på mig.

(en ny lang pause, mens han tænker som en gal)

LARSEN: Ja, jeg tror vi skal finde et arbejde til dig.

ELENA: Jeg har et arbejde.

LARSEN: Ikke set med mine øjne.

ELENA: Jeg knokler her hele dagen.

LARSEN: (dyb indånding) Jeg tror vi må finde et anstændigt arbejde til dig, noget der ikke blot udspringer af lediggang. Jeg tænker på en seriøs og målrettet indsats. Noget man kan begrave sig i, glemme sig i.

ELENA: Som det arbejde du har?

LARSEN: Jeg går glimrende i spænd med mit arbejde.

ELENA: Jeg tror du er ved at slide dig selv ihjel, med vilje.

LARSEN: Du har virkelig nogle syge træk i dit sind, Elena, det har du.

ELENA: (uanfægtet) Jeg tror du flygter ind i dit arbejde som en slags glemslens rus. Det befrier dig for alle forpligtelser over for verden og sætter dit helbred og vores samliv på spil. Dit arbejde burde være rationelt og velovervejet, men er blevet noget destruktivt. Det er som om du er dukket ned i et fjernt og mystisk mørke.

LARSEN: Jeg trives med det.

ELENA: Det værste er at du ikke selv kan se det.

LARSEN: Men jeg kan se at du trænger til at komme ud af det her, komme væk herfra - du trænger til at komme ud blandt mennesker - ja, jeg mener andre end de kunstkloge hoveder du møder henne på galleriet. Hvad er det overhovedet for nogen mennesker du møder der, hvad - du har et liv derhenne som jeg er sat fuldkommen uden for.

ELENA: Du har jo aldrig tid så jeg kan introducere dig for dem.

LARSEN: Du trænger til at være ude blandt ordentlige folk.

ELENA: Jeg trænger til at du er her hos mig.

LARSEN: Det er jo så aldeles oplagt.

ELENA: Bare to dage i træk.

Scene 4:

(Et fald fra stor højde, en krop rammer jorden - brat væk)

ELENA: Larsen! Larsen!

LARSEN: Hvad nu?

ELENA: Jeg -

(hun går pludselig i stå)

LARSEN: Hvad er der i vejen?

ELENA: Hvorfor kalder jeg dig egentlig Larsen?

LARSEN: Engang var det kærligt ment.

ELENA: Du hedder Rolf.

LARSEN: Det har du aldrig benyttet.

ELENA: Valgte jeg selv at det skulle være sådan?

LARSEN: Du syntes ikke Rolf var pænt.

ELENA: Det var altså ikke noget du bad mig om?

LARSEN: Det kom sig vist bare.

ELENA: Det står lidt tåget for mig.

LARSEN: Ja, det er på den måde alle vaner opstår.

ELENA: Hvorfor kan jeg ikke huske det?

LARSEN: Sådan noget glemmer man.

ELENA: Men jeg tror faktisk godt du kan.

LARSEN: (tøvende) Det var - du bad selv om lov til at kalde mig Larsen. Du havde behov for den tryghed der lå i det. Du faldt bedre til ro. Jeg sagde det var i orden for mig - jeg havde ikke noget imod det.

(hun overvejer lidt og vender så tilbage til startintentionen)

ELENA: (bestemt) Det er smukt af dig at du har haft alt det besvær med at finde et arbejde til mig, men jeg vil ikke have det!

LARSEN: Selvfølgelig vil du det - det er et job som mange ville slikke sig om munden for at få. Det var ikke nemt.

ELENA: Jeg burde være taknemmelig?

LARSEN: Bare glad.

ELENA: (endnu mere bestemt) Jeg har fundet ud af at der er noget jeg kan - jeg ved at jeg har evner!

LARSEN: Det har ingen betvivlet!

ELENA: Jo, det har jeg været meget i tvivl om!

LARSEN: Selvfølgelig er der noget du kan. Alle kan noget -

ELENA: Og det vil jeg nu have lov til at gennemføre, for min skyld!

LARSEN: Det kan du gøre i din fritid, arbejdet er kun halvdags. Der er ingen der blander sig i hvad du laver i din fritid.

ELENA: (overhører det) Jeg ved godt at jeg har været længe om at finde ud af det. Man kan måske sige at jeg har været lidt sløset med mig selv - men nu tjener jeg oven i købet gode penge!

LARSEN: (nu blir han bestemt) Jeg tjener alt hvad vi skal bruge, det skal du slet ikke tænke på! Der er til hensættelser og forbrug og det hele! Der er til nu og til fremtiden, til det forudsigelige og det uventede. Vi har alt, det sørger jeg for, det var en helt klar aftale - det er jo sådan vi har indrettet os. Jeg er i stand til at give os noget fast og regelbundet, det er ikke det samme med en løs og tilfældig indkomst der klatter ind med visse mellemrum!

(pause. Han mener han har sat pausen. Men det er hendes pause)

ELENA: (omsider) Du har aldrig givet mig en ordentlig forklaring på, hvorfor du har så meget imod kælderen. Hvad har du imod kælderen, Larsen?

LARSEN: Det skal du ikke tænke på. Det kommer ikke sagen ved.

ELENA: (fortsætter så) Se på det her billede, Larsen - det er et af dem du ikke nåede at se nede i kælderen fordi du havde så travlt med at komme op igen. Det er sådan jeg forestiller mig mit arbejde. Jeg vidste det ikke mens jeg malede det, men sådan er det.

LARSEN: Du skal jo bare sidde ved en computer og tage imod - (her kommer reaktionen) Hvad i himlens navn er det?

ELENA: Det er ikke himlen, Larsen. Det er helvede.

LARSEN: Hvad er det der i hans bagdel?

ELENA: Det er et jernspyd.

LARSEN: Det er ondt.

ELENA: Det er helvede, siger jeg jo.

LARSEN: Hvordan kan du med koldt blod male sådan noget?

ELENA: Hvorfor tror du det er med koldt blod?

LARSEN: Jeg ser på din teknik og tænker -

ELENA: At alt det er overvejet?

LARSEN: Præcis, ja. Præcis.

ELENA: Noget bevidst?

LARSEN: Det ligner det.

ELENA: Det er det ikke.

LARSEN: Hvad er det så?

ELENA: Jo større inspiration, jo større præcision og omhu. Spyddet er gloende, man skal kunne se det er gloende, man skal kunne mærke det er gloende.

LARSEN: Han er jo skåret midt over. Og hende der - hun forhindrer hans to halvdele i at finde sammen igen. Hele verden brænder. Hvorfor viser du mig det, hvorfor viser du - hvad i alverden skal jeg bruge den slags billeder til? Kan du give mig én god grund til at jeg skal belemres med det? Hvorfor holder du det ikke bare for dig selv?

ELENA: Synes du virkelig for alvor det ville være bedre?

LARSEN: Alt andet end det der ville være bedre.

ELENA: Jeg viste dig det bare for at -

LARSEN: Jeg skulle mærke det?

ELENA: Bare lidt.

LARSEN: Hør nu her, jeg prøver at holde styr på mit liv, jeg ønsker at vi to skal leve under ordnede forhold og inden for ordentlige rammer! Men det der, det er kaos, totalt kaos i et ledigt sind -

ELENA: Et forsømt sind! Og hvem har forsømt det! Det er måske et kaos som det dér, der vil bringe mig ud over mig selv!

LARSEN: Jeg kender en psykolog der vil blive lykkelig over at få noget at rive i!

ELENA: Så må du først binde mig, og så skal du bære mig derhen, og så må du blive siddende på mig, så jeg ikke hopper ud af vinduet! Det var kun for at vise dig hvordan tanken om det arbejde virker på mig! Det blir jo ikke mindre ensomt og tomt af at sidde og kigge på en skærm - du er der jo ikke, vel! Du sidder jo på din egen pind et helt andet sted!

LARSEN: (kort pause) Et jernspyd i røven - hvor får du det fra?

Scene 5:

(En uendeligt blid og sagte susen - ligger under hele scenen)

ELENA: (ud i rummet) Jeg ligger vågen og mærker natten trække bort over himlen. Jeg ser syner i mørket, folk der bliver pint og nogle få forsøg på at unddrage sig. Jeg kan næsten ikke vente med at få det malet på lærredet. Det tager meget opmærksomhed fra dig, jeg ved det godt. Jeg kan i perioder glemme dig, selv om jeg ikke vil det. Jeg kan ligge vågen hele nætter på den måde, spændt som en bue og ude af stand til at sove, mens mit sind langsomt fyldes med billeder, som en skål man hælder sovs i. Sover du? Jeg tror at de folk der prøver at unddrage sig, gør det i et forsøg på at finde et bedre liv, uden for billedet, uden for helvede. Du ser slet ikke de folk der prøver at unddrage sig, gør du?

Scene 6:

(En vild og rasende brølen fra mange struber - stopper brat)

LARSEN: Jeg ringede til dit arbejde. Du var der ikke.

ELENA: Det havde jeg jo sagt.

LARSEN: Hvor var du?

ELENA: Nede i kælderen.

LARSEN: Du tog ikke telefonen.

ELENA: Det gør jeg ikke når jeg er i kælderen.

LARSEN: Jeg synes du skal overveje det arbejde en ekstra gang. Det var ikke nemt at skaffe, men det er nemt at passe - jeg synes ikke du skal presse mig yderligere nu.

ELENA: Prøv at høre engang - når jeg står i kælderen og maler, så kan jeg bagefter ikke huske hvad jeg har malet.

LARSEN: Du kunne godt have ringet og sagt at du ikke kom.

ELENA: Er det ikke mærkeligt at man kan stå så koncentreret om noget, og så ikke kunne huske det bagefter?

LARSEN: Når man overvejer hvad du maler, så er det vel ikke så mærkeligt.

ELENA: Et sted i en burde der sidde en fornemmelse tilbage. Jeg havde sagt til dig at jeg ikke kom, var det ikke det bedste? Men det er ligesom efter en drøm. For det meste er der ikke andet tilbage end visheden om at den har været der - og det er på samme måde med barndommen. Jeg ved at jeg har været barn - alligevel kan jeg ikke huske noget fra den tid. Måske gennemlever vi den slags tilstande et helt andet sted i vores krop, eller i vores hjerne - måske er det ikke meningen at vi skal huske det eller kalde det frem igen. Vi skal bare male, drømme, være barn.

LARSEN: De der folk på galleriet - hvad er det for nogen mennesker?

ELENA: (aner ikke uråd) Det er folk der lever af at sælge kunst.

LARSEN: Hvordan kom du i kontakt med dem?

ELENA: Ligesom du lever af at sælge -

LARSEN: Hvordan opstod forbindelsen?

ELENA: Det var min kunstlærer som -

LARSEN: Er han i ledtog med dem?

ELENA: Hvad mener du med det?

LARSEN: Det jeg siger!

ELENA: (nøgternt) Han mente de måske kunne være interesserede. De er jo hele tiden på udkig efter noget nyt og -

LARSEN: Jeg tror nemlig ikke et øjeblik på, at du selv har udtænkt alt det der. Det er jo ikke dine egne tanker du står og slynger om dig med. Det er noget du har fået puttet i hovedet af sådan en flok hensynsløse - har du også været i seng med din kunstlærer, hvad, eller ham der leder galleriet, hvad er det nu han hedder -

ELENA: John.

LARSEN: Har du været i seng med John, er det der vi er havnet? Ja, du kan roligt fortælle mig det, det kan jeg godt tåle at høre. Men alt det kunstpræk, det er svært at høre på - har de lokket dig med sex og gyldne løfter, der er meget sex i dine billeder, det er du godt klar over, ikke, ydmygelse, underkastelse - et eller andet sted må det jo komme fra.

ELENA: Inde fra mig vel - ude fra verden. Gennem mig. Det er overalt.

LARSEN: Det er også lige fedt. Jeg vil bare ikke have det her hos mig.

ELENA: Du er også en del af verden, Larsen - det kommer også fra dig.

LARSEN: Glem det. Læg alt det på hylden - det er slut med at udstille.

ELENA: Jeg har tænkt over det med mine motiver - jeg ved hvad det er.

LARSEN: Det er som om folk kan se gennem os. Og det de ser er snavset.

ELENA: Jeg har fundet ud af hvorfor jeg synes at mine motiver løfter.

LARSEN: Har de direkte rekvireret den slags snuskede billeder hos dig.

ELENA: Jeg har ventet på dig - jeg har ventet og ventet, og i mellemtiden har jeg fundet ud af, hvad jeg er god til. Og nu har jeg altså også fundet ud af hvorfor de her ting virker frigørende på mig, hvorfor de slipper noget ud. Vil du høre på mig, eller vil du ikke? Det vil du ikke, men det kommer du altså til! Der er blevet længere og længere mellem os, jeg ved det, og det er min skyld. Jo, jeg har på en måde undsagt vores fælles liv. Jeg er først nu blevet klar over det, jeg vidste det ikke. Men det er det jeg har gjort. Fordi jeg fandt ned til nogle lag i mig som jeg ikke mere kunne lade ligge. Jeg har altid haft de billeder i mig, selv som lille pige, ja selv som spæd, og jo tydeligere jeg fremstiller dem, og jo mere jeg udpensler dem, jo mere sætter det de sider fri i mig som er længslen, håbet, glæden, varmen, og det må du tro på, for det er den rene og skære sandhed - og det synes jeg så du skulle tage imod med samme glæde og varme!

LARSEN: (kort, afsluttende) Du skal ikke belære mig om hvad og hvordan jeg skal tage imod.

Scene 7:

(Et hurtigt og muntert opsving af let Lumbye - standser meget brat, chokagtigt)

ELENA: (prøver at forklare) Nederst en bund af sorg -

LARSEN: Foregår det ikke nede i kælderen?

ELENA: En bund af sorg, siger jeg, på dybt vand -

LARSEN: Det foregår i kælderen!

ELENA: Nej!

LARSEN: Det ser sådan ud.

ELENA: For dig måske. Men ikke for -

LARSEN: Hvad er så det der hænger ned der?

ELENA: Det ved jeg ikke. Hvor skulle jeg vide det fra.

LARSEN: Du er begyndt at male så utydeligt, man kan ikke se hvad det -

ELENA: Jeg udvikler mig jo også hele tiden!

LARSEN: Der er noget der hænger ned der!

ELENA: Det er ikke noget - en klat!

LARSEN: Foregår det i kælderen?

ELENA: Jeg bruger grovere virkemidler.

LARSEN: I vores kælder - foregår det ikke der?

ELENA: Det har jeg ikke tænkt over. (pause) Gør det?

LARSEN: Elena, vi havde aftalt at du ikke ville spørge til kælderen. Du havde lovet at du ikke ville komme ind på den igen. Du gik ind på at bevare status quo, og at alt skulle forblive som det var da vi traf hinanden - ligesom du frivilligt gik ind på at vente!

ELENA: En vis venten, ja, det kunne jeg gå med til! Men det har varet for længe, Larsen! Vi har ikke længere den samme selvfølgelige indforståethed som i starten - tingene flytter sig. Men at jeg ikke måtte spørge til kælderen, det havde jeg glemt.

LARSEN: Det var vigtigt for os begge to!

ELENA: Foregår det virkelig der?

LARSEN: Det bør du da vide.

ELENA: Det foregår bare.

LARSEN: Men hvorhenne?

ELENA: På bunden.

LARSEN: Hvor?

ELENA: På dybt vand - de er druknede - de driver med strømmen - de er ikke levende - men de bevæger arme og ben, som om de var levende - de nikker med hovedet og ser tænksomme ud - som om de ved bedre - deres øjne blinker mod lyset - der er lysglimt i deres øjne - men de ser ikke mere - de er døde og blinde nu - de har mistet deres længsel og sat al varmen over styr.

LARSEN: Alt det der kan jeg ikke få øje på.

ELENA: Men det er der.

LARSEN: Der hænger faktisk noget ned der.

ELENA: Det kan jeg ikke se. Hvad kommer det også sagen ved?

LARSEN: Du er jo overhovedet ikke til stede længere! Ikke engang i dine egne billeder er du til stede - du aner ikke hvad der foregår omkring dig! Du kan ikke tage vare på dig selv længere!

ELENA: Jeg gør stadig alt det der skal gøres - jeg gør det jo stadig! Jeg vasker, syr, gør rent, vander, rydder op - jeg skaber rammer - jeg skaber rammen om vores liv - altså er jeg til stede.

LARSEN: (konklusion) Jeg vil gerne have at du rydder kælderen.

ELENA: Det kan jeg ikke. Hvordan kan jeg -

LARSEN: Der skal være ryddeligt!

ELENA: Hvorfor det?

LARSEN: Så man ikke uforvarende render ind i noget - så man ikke løber med ansigtet ind i - ja, kommer gående og - det skal du ikke tænke på! Du skal bare rydde op! Jeg vil gerne have du rydder op i aften!

Scene 8:

(En voldsom hulken - blir stoppet med en kraftanstrengelse)

ELENA: (ophidset, forsvarer sig) En smule opmærksomhed, det er det hele - det er ikke store sager, Larsen, det kan du ikke komme og sige - jeg er voksen nu! Jeg er ved at finde min egen glæde - så lad mig dog!

LARSEN: Det jeg ikke kan forstå, det er at der skal rædsler og pinsler til for at sætte din glæde fri! Jeg fatter det ikke!

(det fremgår at han rent faktisk er ved at slæbe af med hende)

ELENA: Du har ikke ret til at spærre mig inde!

LARSEN: Jeg prøver at føre et ordentligt liv!

ELENA: Nej, du prøver at undgå det!

LARSEN: Jeg har et ansvar for mit arbejde -

ELENA: Men dit ansvar gælder langt mere, kan du ikke se det!

LARSEN: Jeg kan ikke tillade mig at se min tilværelse blive undergravet på den måde. Jeg har prøvet at snakke med dig, jeg har prøvet med argumenter, jeg har prøvet alt efterhånden. Nu er der folk fra mit arbejde der har været inde og se din udstilling. De fatter ikke hvad der foregår her i mit eget hjem. De fatter det ikke!

ELENA: Du har i forvejen taget dig selv fra mig. Du kan ikke tage det her fra mig også.

LARSEN: Jeg kan ikke med min bedste vilje se at jeg kan gøre andet.

ELENA: Det er de eneste to ting der kan give mig lindring.

LARSEN: Jeg kan ikke se bedre end at du må lære at beherske dig.

ELENA: Hvorfor skulle jeg beherske mig? Det er legalt at ville noget!

LARSEN: Det billede du viste mig i aftes - det blir det sidste billede du har malet!

ELENA: Det er mit bedste billede hidtil.

LARSEN: Det værste overhovedet!

ELENA: Jeg blir god!

LARSEN: Du blir ingenting - for nu sætter jeg en stopper for det. Hvad andet vil du have jeg skal gøre. Du skal ikke smække den slags op i synet på mig og regne med forståelse. Syv mænd der lader sig tage bagfra af syv kvinder med syv ålejern - tværs hen over en musikvalse besat med jernpigge. Og det værste - det værste er at man ikke kan se om de græder eller griner. Du har gjort det til en gåde om det er en nydelse eller en straf. Det er ikke set værre - og du har ellers budt dig selv og mig ikke så lidt. Det må have været et helvede at stå foran det. Men nu kan jeg berolige dig med at det findes ikke mere, det er væk.

ELENA: (et trodsigt barn) Jeg havde det fantastisk mens jeg malede det billede - jeg har sovet hele natten, som en delfin uden drømme, i dyb ro. Du har også haft en rolig nat, jeg har ikke rørt på mig én gang.

LARSEN: Jeg har været i fuldt sving hele natten - jeg har haft travlt.

ELENA: Hvad tænker du når du ser det billede? Giver det dig lyst til at grine eller græde. Nej, det er ikke nok bare at blive vred.

LARSEN: Jeg gider ikke snakke mere om det, jeg gider ikke!

ELENA: Skal jeg fortælle dig hvad du skal føle!

LARSEN: Jeg skal af sted på arbejde!

ELENA: (en lås smækkes i) Hvem er du sammen med hele dagen! Jeg aner jo heller ikke hvem du er i stue med i dag. Hvem sover du sammen med, når du er på dine kurser? Nej, du må ikke låse døren, ikke låse døren!

LARSEN: (råber ind gennem døren) Jeg har lagt noget lekture ind til dig - dine farver har jeg smidt ud - der er ingen lærreder, ingen pensler i huset. Måske du kunne finde på at anskaffe dig nye. Derfor vil jeg godt have, at du venter på mig derinde til jeg kommer hjem. Jeg kommer desværre ret sent hjem. Det blir nok over 10. Jeg er kommet langt bagud på grund af det her. Forstår du det? Forstår du det! Det har forsinket mig alvorligt og skabt mistænksomme miner, langt ud over det rimelige når man betænker den indsats jeg yder.

Scene 9:

(Genklangen af en ufatteligt stor port der brager i - væk)

LARSEN: Elena? Elena, mine kaktusser! Hvad er det du har gjort!

ELENA: Har du haft en god dag. For det har jeg.

LARSEN: Hvad i alverden har du lavet.

ELENA: Jeg har skabt noget nyt.

LARSEN: Hvordan er det her -

(han går i stå, han er næsten på grådens rand)

LARSEN: Hvad er dét, Elena?

ELENA: Er det ikke smukt?

LARSEN: Har du malet med -

ELENA: Det blev et billede af dig.

LARSEN: Du har smurt hele gulvet til med - - hvad er det?

ELENA: (godt tilfreds) Jord og spyt.

LARSEN: Du har brugt fingrene!

ELENA: Det er blevet fint, synes jeg. Særlig glorien.

LARSEN: Det var dog et forfærdeligt svineri! Elena -

ELENA: Et billede af dig - ophængt i rummet - vægtløs - uden tyngde.

LARSEN: Ophængt? Ophængt ved hvad? Hvorhenne?

ELENA: Ingen steder. Ingen reb. Det kan man godt i et billede.

LARSEN: Hvad mener du med ingen reb?

ELENA: Jeg synes selv det er kommet til at ligne meget godt. Jeg tror jeg har fundet frem til min helt personlige farvetone - det er egentlig mærkeligt at jeg ikke er kommet på det noget før.

LARSEN: Hvordan kan du få dig selv til at sige sådan noget!

ELENA: Hvor var det godt du smed mine farver væk.

LARSEN: Jeg mente at vi havde overstået alt det - jeg mente at når jeg havde været nede i kælderen og ryddet alle dine sager af vejen og igen skabt rene linjer, så var det slut med dine billeder.

ELENA: Har du virkelig været nede i kælderen og samle alle mine sager op? Det må have været slemt for dig. Jeg har ikke den samme skræk for kælderen som du har - men jeg var bange for at være låst inde. Det var jeg i meget lang tid. Det var jeg også altid som barn. Dengang var der ingen redning. Men i dag fandt jeg ud af at jeg alligevel kunne male. Jeg har haft det godt.

LARSEN: Kan jeg da slet ikke lade dig være alene mere?

ELENA: Jo, nu kan du godt. Så længe jeg véd at du kommer tilbage. Men hvad synes du om min nye teknik - der har været sådan et smukt lys herinde i dag. Du må tro mig når jeg siger at jeg ikke har spildt et eneste øjeblik, jeg har skam været flittig.

LARSEN: Kom her, så låser vi det herinde af.

ELENA: Men du tager ikke billedet?

LARSEN: I hvert fald ikke nu.

ELENA: Du er sød.

LARSEN: Du må ikke sige sådan noget! Du må ikke sige det. Jeg ved jo ikke hvad jeg skal stille op med dig! Hvad vil du have jeg skal gøre!

Scene 10:

(Rotter der piber og løber i hule rør - brat væk)

ELENA: Hvorfor skal jeg sidde i mørke? Hvorfor er her så trangt? Mine hænder kan nå ud til grænserne, mine fingerspidser finder væggene frem af mørket. Her har jeg væggene, her har jeg fingrene med deres spidse ender. Hvor lang tid har jeg mon endnu? Nu er jeg bedre klar over hvorfor jeg skal sidde her i mørket, ja nu ved jeg det jo. Hvor har jeg været blind som barn. Kunne jeg i det mindste ikke have sagt mig selv at der er et lys i mørket, som man kun kan se når man intet kan se, og at de billeder der ligger mest i mørke, har brug for mørket for at se dagens lys. Bare jeg når det. Jeg vil være sikker på at kunne nå det. Hvis man ikke laver sine lektier, forestår der lange straffe, måske vil det være sidste gang man får lov til at få lektier for, og det vil ikke være så godt, hvor gør man så af sine hænder. Ja, hvad gør man af sine negle når man ikke længere kan bruge dem?

Scene 11:

(Ultrakort musikvignet - bare fire faldende toner)

LARSEN: Dine negle! Se nu dine negle! Du har flået dem til blods.

ELENA: Jeg har brugt dem - jeg har brugt dem rigtigt meget.

LARSEN: Hvordan har du kunnet rive dine negle sådan op!

ELENA: Sådan ser manden ud, når pilene med modhager er blevet trukket ud af hans bryst.

LARSEN: Hvad for en mand? Hvor?

ELENA: Henne på væggen, der hænger han.

LARSEN: Har du kradset et billede ind i betonen!

ELENA: (forklarer) Det er set indefra. Sådan ser han ud set indefra.

LARSEN: Du må da ikke ødelægge dine negle sådan for at kradse billeder ind i beton! Hvad er det for en besættelse der har grebet dig, Elena, hvad er det her for en galskab - hvad er det for noget?

ELENA: Jeg er ved at bevæge mig væk fra de fine penselstrøg - du skal lægge mærke til sårkanterne - jeg har aldrig set sådan nogen i virkeligheden, men jeg er sikker på at de er rigtigt gengivet. Set udefra ville virkningen have været en anden. Ja, det ville have været en ganske anden - - mere som et close up.

LARSEN: Man kan da ikke kradse billeder ind i beton med neglene. Hvordan kan du finde på den slags, hvordan har du kunnet gøre det?

ELENA: Jeg kunne godt se alligevel. Mine fingre er mine øjne.

LARSEN: Bare du dog ville holde op med det her, Elena.

ELENA: Blir du så hjemme hos mig nu? Blir du her hos mig?

LARSEN: Jeg troede jo at når du bare sad i mørke -

ELENA: Man ser meget med fingerspidserne.

LARSEN: Du ville vist male, selv om du ingen fingre havde. Jeg tror du ville male selv om du -

ELENA: Blir du så hos mig?

LARSEN: Hvad gør jeg nu?

ELENA: Bliv hos mig.

LARSEN: Det får dig jo heller ikke til at holde op, vel. Du vil jo aldrig holde op, vel?

ELENA: Nejnej, men så er du her hos mig - så er du hos mig hele tiden. Og det vil så igen være en del af det.

LARSEN: Hvis du ikke kan hjælpe dig selv, så må jeg jo. Nej, du skal ikke være bange, min pige. Jeg giver ikke så let op. Jeg vil jo have min lille pige tilbage. Nu skal jeg ordne dine negle. De blir pæne igen. Så klipper vi også dit hår med det samme. Ikke? Vi klipper det helt kort denne gang, helt, helt kort. Det bliver så pænt igen. Så -

Scene 12:

(Et skingrende kvindeskrig - klinger af langt borte)

LARSEN: (behersket) Jeg går nu.

ELENA: Går du? Hvorhen? Hvor går du hen?

LARSEN: Det ved du jo godt. Jeg skal arbejde. Der er så meget jeg skal have fra hånden. Jeg har arbejde til hele weekenden. Nu er din hånd også pænere igen. Jeg kan ikke bare lade det sejle. Du må have tålmodighed med mig, Elena. Jeg kommer ikke hjem før søndag aften. Så blir jeg til gengæld her hos dig helt til mandag formiddag. Der er noget der hedder hviletidsregler. Men det er umuligt for mig at komme tilbage før, det hele ville falde fra hinanden, og jeg ville ikke kunne se mig ud af det mere.

(hun begynder at græde, ganske stille. Som om hun ikke forstår hvorfor hun græder)

LARSEN: Elena, vil du love mig én ting?

ELENA: Ja?

LARSEN: Jeg synes ikke, det er for meget forlangt. Jeg synes ikke, det er for tidligt at du udviser lidt forståelse for min stilling.

ELENA: Nej?

LARSEN: Prøv at få sovet så meget som muligt, lover du mig det?

ELENA: Ja.

LARSEN: Og du smider ikke pillerne væk?

ELENA: Nej.

LARSEN: Jo mere du prøver at få sovet mens jeg er væk, jo bedre får du styr på din tilværelse. Og jo mere jeg får fra hånden, jo mere får jeg styr på det hele. Vi to må prøve at få det til at køre igen - inden det blir for sent. Vi må finde tilbage til det vi to havde engang. Lad mig beskytte dig, Elena, lad mig være din Larsen - vær min lille pige, jeg skal nok tage mig af dig. Var det ikke det vi begge havde brug for engang, var det ikke? Det var vores aftale, vores højtidelige løfte til hinanden. Ikke?

ELENA: Jo.

LARSEN: Jeg har jo brug for dig, jeg kan ikke undvære dig. Men der var pludselig så mange lag uden på det der var dig - jeg kunne ikke finde dig - du var dukket ned i en mærkelig, underjordisk verden - jeg vidste ikke hvor min lille pige var blevet af. Nogen havde taget hende fra mig, jeg kunne ikke finde hende.

ELENA: Nej.

LARSEN: Vil du love mig at du ikke griser til, mens jeg er på arbejde, eller finder på noget stygt? Hvordan kan jeg arbejde med denne evige usikkerhed svævende over mig? Jamen, det kan jeg jo ikke. Andre mennesker har jo også lov til at passe deres arbejde -

ELENA: (stopper sin gråd) Jeg skal nok tage mig sammen.

LARSEN: Jeg ringer ikke til dig.

ELENA: Det behøver du ikke.

LARSEN: Jeg vil ikke vække dig hvis du sover.

ELENA: Jeg skal nok sove godt. Og du skal ikke vække mig.

LARSEN: (grådkvalt) Du er den eneste jeg har. Du er den eneste jeg nogen sinde har kunnet finde. Du var min øjesten - min lille pige. Jeg vil have min lille pige tilbage, Elena. Sig at du vil vende tilbage til mig. Jeg vil have min lille pige her når jeg kommer fra arbejde. Hun skal tage imod mig og glæde sig sammen med mig over at vi to har fået det så godt. Vi to, ja, vi to - du skal nok få lov til at sidde i vinduet igen, altså senere, ikke, når alt er ved det gamle.

ELENA: (helt fornuftigt) Det skal nok blive ved det gamle igen alt sammen.

LARSEN: Vi kan ikke fortsætte på den her måde.

ELENA: Skal jeg tage min pille nu?

LARSEN: Nej, først om tre timer.

ELENA: En hver tredje time.

LARSEN: Lover du mig det?

ELENA: Har du fyldt vandfadet op?

LARSEN: Ja, der er kaffe og kopper og sukker og -

ELENA: Bare du har fyldt fadet op - bare der er vand nok.

LARSEN: Men der står også noget mad til dig herinde - det er en meget stor ting jeg nu betror dig, Elena. Det er faktisk hele vores fremtid. Du skal tage vare på dig selv i mange timer nu, og der er kun dig til det. Det håber jeg du er helt klar over. Jeg håber du forstår at det er meget vigtigt for mig - du må ikke skuffe mig nu - for så vil det også ramme dig selv. Og det ved du godt, ikke?

Scene 13:

(En meget enkel lille melodi - den ligger under hele scenen og væver sig ind og ud mellem teksten)

LARSEN: Elena? (træder varsomt ind) Elena?

ELENA: Jeg er her.

LARSEN: Hvad laver du?

ELENA: Ingenting.

LARSEN: Godt.

(en god pause mens han ser sig om. Elena taler sagte i pausen)

ELENA: (til sig selv) Det er mere, hvis kirkegården går amok i en grøn eksplosion og æder ligene hurtigere end sædvanligt for at kunne holde gang i sin vækst. Det er mere, hvis det eksploderer og graver sig ind under kærlighedsbrønden med sit grovæderi -

LARSEN: Elena!

ELENA: Jeg er her, jeg er vågen.

LARSEN: Det er fantastisk, du har klaret det!

ELENA: Har jeg virkelig, Larsen?

LARSEN: Jeg var så bange.

ELENA: For min skyld?

LARSEN: Du er hos mig igen!

ELENA: Jeg har ventet på dig her.

LARSEN: Det er som det skal være igen! Ingen stygge billeder, ikke det mindste på væggen, ingen forfærdelige mareridt at forholde sig til. Her er jo lige så rent og pænt som da jeg tog herfra. Det må jeg sige - du har givet mig en storartet gave i dag, Elena, du har for alvor bekræftet det vi to havde sammen engang.

ELENA: Tager du mig så ud herfra? Må jeg ikke komme ud nu?

LARSEN: Selvfølgelig tager jeg dig ud herfra!

ELENA: Må jeg sætte mig ind i vinduet?

LARSEN: Du må være lige hvor du vil!

ELENA: Vente og se alt grønnes?

LARSEN: Du er helt rask nu!

ELENA: Jeg tager koppen.

LARSEN: Du er helt rask!

ELENA: Hjælper du mig lige?

LARSEN: (overhjælpsom) Ja, så tager jeg vandfadet.

ELENA: (alarm) Pas på! Forsigtig! Ikke skvulpe!

LARSEN: Hvis du vidste hvor jeg er glad!

ELENA: Du skal holde det lige!

LARSEN: Jaja, der sker ikke noget.

ELENA: Nejnejnej, helt lige!

LARSEN: Hvorfor skal jeg holde det lige?

ELENA: Ellers skvulper det over kanten og ud på gulvet.

LARSEN: Vi tørrer det op igen. Det er rent vand. Der er ikke noget i det som kan -

ELENA: Kirkegården!

LARSEN: Kirkegården?

ELENA: Ingen griseri!

LARSEN: (gentager dumt) Nej, ingen griseri.

ELENA: Kan du ikke se at du skal holde det helt lige! Kan du ikke se det!

LARSEN: (går lidt i stå) Nej, jeg kan ikke. Hvad er der med vandfadet - hvad er der med det?

ELENA: Jeg tegner i vandet. Ingen kan se det, og snart har alle glemt det.

LARSEN: Tegner du i vandet?

ELENA: (som til en tungnem) Ikke stikke fingrene ned!

LARSEN: Elena, hvad tegner du i vandet?

ELENA: Kan du da ikke forstå det!

LARSEN: Men hvad tegner du?

ELENA: Du rystede det!

LARSEN: Nej, nej! Nej!

ELENA: Du har ødelagt det!

LARSEN: Nej, jeg har ikke! Nej!

ELENA: Nu må jeg begynde helt forfra!

LARSEN: Hvordan skal jeg nu - hvordan skal jeg -

(den lille melodi slutter af og klinger snart ud)

SLUT