ROTTEFÆNGEREN

En komedie

af

Kaj Nissen

Spillet om ROTTEFÆNGEREN er et markeds- og gøglerspil. Det kan spilles åbent i alle ender og kanter, selvom det i øvrigt er stramt nok disponeret. Illusioner kan brydes. Der må gerne være skift for åbent tæppe og jævnt hen pointeringer af at dette er et spil.

Den person der går under betegnelsen SCENEARBEJDER er stykkets "overgøgler". Det er en person der aldrig siger et ord, en mimisk-plastisk figur der trods sin stumhed fungerer som en slags prolog og sammenbinder af de enkelte scener. Denne scenearbejder er gennemgående ét stort stilbrud, en hund i et spil kegler, men også den der får kuglerne til at rulle.

Scenearbejderen er kun skrevet løst ind i manuskriptet og kan optræde i andre sammenhænge. Det er scenearbejderens ansvar at alt fungerer, det er scenearbejderens ret at glædes over gode præstationer, det er scenearbejderens pligt at hjælpe hen over koks. Scenearbejderen er én stor ironisk kommentar og tillige et sammenbindingsled mellem spillet og publikum.

Scenearbejderen hjælper tante Agathe på plads og alle med at få paraplyerne op når det blir regnvejr. Scenearbejderen hjælper med tryllenumre, men er altid den første til at lade sig dupere. Scenearbejderen kan bruge lydeffekter: fløjte, skralde, tordenplade. Derudover kan scenearbejderen have sine sympatier og antipatier, med hensyn til stykkets indhold og med hensyn til spillerne - og sikkert også med hensyn til publikum.

ROLLELISTE:

SCENEARBEJDEREN, mand eller kvinde
ROTTEFÆNGEREN, en kvinde
BORGMESTEREN
SKRAM, apoteker
STRØM, fabrikant
SMIDT, storbonde
PRÆSTEN
MOR DANA
AKSEL
ASTRID
ANDREAS, en dreng
KAREN, en pige
KONGEN I SOLEN
DRONNINGEN AF MÅNEN
LILLE MARS
BORGMESTERENS KONE
KATHRINE, hendes datter
EN TJENER
EN TJENESTEPIGE
TROMMEMANDEN
LÆREREN
RAKKERKNÆGTEN
FØRSTE KVINDE
ANDEN KVINDE
TREDJE KVINDE
FØRSTE SOLDAT
ANDEN SOLDAT
EN RÅDSBETJENT
EN KVINDE
EN GAMMEL MAND
EN RYTTER
KROMANDEN

Desuden børn, bønder og borgere

 FØRSTE AKT

Scene 1 - ÅBNINGSSANG OG JUBELKLANG

(Når publikum ankommer, er der leg og spil overalt, foran og bagved og på det sted der er den egentlige spilleplads.

Der er musik og løjer fra alle årstider: man slår katten af tønden, man danser om majstang, man fejrer høsten i hus, man slår potter på dørene, skyder fyrværkeri af, går med helligtrekongerslys.

Kroen der ligger op til spillepladsen, har åbent for udskænkning. Og ved siden af kroen er et par behjertede mænd ved at bortlicitere et par fattigbørn, dvs. tinge dem i pleje til den højestbydende, hvorfor de da også rekommanderer børnene så godt de kan og fremhæver deres styrke og dyder og ordentlighed.

Når publikum har været rundt og se på sagerne, begynder Scenearbejderen at samle de musikalske udfoldelser og siden de øvrige deltagere samt tilskuerne på byens torv. Byen udgøres af en smuk facade op ad hvilken der læner sig nogle faldefærdige rønner.

Scenearbejderen sørger for at alle får sig en plads og at alt er rede.

Omsider kan Scenearbejderen give tegn til de medvirkende om at stille op til åbningens jubelsang. Musikken spiller op. Alle finder deres pladser.

Der synges for af de mere velstående blandt borgerne, med borgmesteren i spidsen. De fattige og udskuddene synger med på omkvædet, gerne drevet lidt frem af de andre, med det gode eller med det onde. Dette skal være en fælles manifestation. Alle hører med)

BEFOLKNINGEN: (synger)

Vi har fundet et sted på denne vor jord
der kan nære og brødføde lav og stor,
vi har fyldt vore lader med lagre af byg,
svinet er fuldfedt og koen er tyk,
døre og vinduer maler vi blå,
højt på vor mønning skal storken stå.
Hejsa, vi har det så godt i vor by
- ja, så godt -
hejsa, af denne vor by går der ry
- åh, så flot!

Denne frugtbare plet af fædrenes arv
har vi pudset og plejet til alles tarv,
vi går til den med flid og vindskibelighed,
passer vor dont og la’r næsten i fred,
væggen vi kalker og tjærer vor port,
smykker vort værk så det syner stort.
Hejsa, vi har det så godt i vor by
- ja, så godt -
hejsa, af denne vor by går der ry
- åh, så flot!

Vi har dyrket en egn i dette vort land
hvor hver kvinde er dydig og viis hver mand,
her er kundskabers flor, her er lærdommens stol,
flittigt vi svedte fra hanen den gol,
hver som kun vil kan berige sig her,
sammen vi sanker fra fjern og nær.
Hejsa, vi har det så godt i vor by
- ja, så godt -
hejsa, af denne vor by går der ry
- åh, så flot!

Vi skal bygge en fremtid stærk som en mur,
for de mange der skred står nu vi for tur,
vi vil fylde hver kiste med klodser af guld,
stamper det op af den glinsende muld,
alle skal få hele bygrænsen rundt,
falde skal kun det der ej er sundt.
Hejsa, vi har det så godt i vor by
- ja, så godt -
hejsa, af denne vor by går der ry
- åh, så flot!

(i løbet af sidste vers begynder der at gå alvorligt kludder i geledderne. Det starter med at en af damerne rører på sig. Så sender en anden et kort, højst umelodiøst hvin i vejret. Så begynder en af mændene at slå om sig med sin stok, helt ude af rytme. Så begynder alle at se sig ængsteligt om, mens sanglinjerne falder så skævt fra dem. De fattige rykker sammen i en klump. Til sidst er der så meget uro at det kun med nød og næppe lykkes forsamlingen at klare sig igennem omkvædet. Og straks efter sangen bryder hele arrangementet sammen, og folk styrter bort til alle sider)

FORSAMLINGEN: (i munden på hinanden) Rotter, der er rotter! - Rotter! - Lad os komme væk! - Rotter alle vegne! - Hvor kommer alle de rotter fra! - Vi har rotter i byen, rotter i byen! - Hjælp, hjælp! - Rotter, rotter, rotter overalt! - Der er rotter i vor by, der er rotter i vor by! - Rotterne!!

(kun borgmesteren bevarer det kølige overblik - men han er også den stedlige politimyndighed, så det skulle bare mangle. Han breder armene ud og brøler ud over forsamlingen)

BORGMESTEREN: Tyve våbenføre mand til at beskytte laderne og magasinerne! Jeg betaler en krone om dagen, af min egen lomme! Skær nogen kæppe og følg mig! Alle I andre bevarer ro og orden og går hver til sit! Vi skal vise dem hvem der er de stærkeste! Stæng dørene, luk portene, tæt alle vinduer, sprækker, skorstenspiber, nøglehuller og katteåbninger! Stol på jeres borgmester! Sluk alt lys og alle ildsteder! Gem mad, læder og dyrefoder væk! Tyve mand til at følge med mig!

(borgmesteren drager af i spidsen for sine mænd. Kromanden sætter spuns i sine tønder. Alle andre pisker bort til alle sider, i løbet af få øjeblikke er torvet som blæst for mennesker. Døre og vinduer brager i hele vejen rundt.

Scenearbejderen kommer ind. Tysser på alle: nu skal vi først rigtig til at begynde. Scenearbejderen lægger et par henslængte ting til side og peger så mod fattighuset: derinde står det ringe til, der er rotter overalt, intet kan holde dem ude. Musik. Vi ser ind i fattighuset)

Scene 2 - OPVÅGNEN I FATTIGHUSET

(Her ligger alting hen i en utroligt dårlig forfatning. Fattighusets vægge er sorte, lodne og fugtige. Møblementet sparsomt og sønderbidt. I en slagbænk ligger Aksel og Astrid sammen med Karen, en pige på tolv år. Ude bagved høres et gennemtrængende barneskrig der går over i en jamrende gråd. Andreas der er en dreng på godt fjorten, kommer ind med et spædbarn på armen)

ANDREAS: De har bidt lillebror! Rotterne har bidt lillebror!

(Astrid sætter sig over ende og tager imod drengen. Aksel blir liggende. Karen gemmer sig dybt under dynen. Andreas farer ud igen, og man hører ham hamre omkring derude)

KAREN: (skriger op under dynen) Få dem ud, få dem væk herfra! Jeg vil ikke være her mere!

(Astrid holder barnet ind til sig. Aksel sætter sig over ende og holder et godt gennemgnavet tæppe om sig. Han er godt fyrre år, og han har kun én arm. Han har, selv nu i sengen, bevæbnet sig med en tyk stok med pigge i enden. Han er godt morgensur)

AKSEL: Hold så kæft med den larm! Andreas, for helvede, du kan da ikke hamre dem væk!

(Andreas kommer ind igen, med en træsko i hånden. Aksel rammer ud efter ham med sin stok)

AKSEL: Hvordan vil du have jeg skal kunne sove når du larmer sådan omkring.

ANDREAS: Hvordan vil du have vi skal sove når rotterne æder sengene væk under os.

ASTRID: (til Karen) Dette her er ikke et godt sted for børn. Men hvor finder du det bedre?

KAREN: Jeg vil finde det! Jeg vil væk herfra!

ANDREAS: (til Aksel) Du kan jo bare selv skaffe os af med rotterne!

KAREN: Vil du ikke nok få dem ud, Andreas, vil du ikke nok?

ANDREAS: Det kan jeg sgu da ikke! Ikke alene! Jeg er jo den eneste der slås!

ASTRID: Karen, stå op og hent noget vand til mig. Vi må have vasket lillebrors sår.

(Karen står op og går ud efter vand. Hun er ikke meget for det. Andreas farer pludselig op og kyler træskoen gennem rummet)

ANDREAS: Forbandede, satans, helvedes, stinkende krapyl!

AKSEL: Du skal vente til de holder sig i ro, ellers får du aldrig ram på dem.

ANDREAS: (ser kort på ham) De holder sig sgu da aldrig i ro. (han begynder at søge omkring oppe på loftsbjælkerne) Der lå noget forhutlet brød et eller andet sted i går, det er jeg sikker på.

(Karen vender tilbage med et vandfad. Hun dykker ned i sengen igen. Astrid bader barnet)

ASTRID: (på grådens rand) Jeg holder det ikke ud længere. Jeg holder ikke ud at det aldrig blir bedre! Det samme og det samme og -

AKSEL: Det nytter vel for fanden ikke at hyle op!

ASTRID: Det er også dine børn!

AKSEL: Det siges.

ASTRID: Inde kan man snart ikke være, ude kan man ikke være, sove er ikke til at tænke på! Man kan snart ikke røre sig for dem! Og nu skambider de børnene!

AKSEL: De forsvinder igen en dag, helt af sig selv.

ASTRID: Hvor meget tror du så vi har tilbage!

(Andreas har afsluttet sin søgen, han holder noget i hånden. Han sætter sig på en stol. Stolen braser sammen under ham. Han blir siddende mellem stumperne og bander indædt)

ANDREAS: For satan i hede hule helvedes pis og lort da også!

(deres nabo kommer ind. Hun hedder Mor Dana og er en firsårig kvinde der kan mere end sit fadervor. Hun har en kat på skulderen)

MOR DANA: Giv mig drengen ind i dag. I andre skal vel på arbejde.

AKSEL: (putter sig) Ikke mig! Ikke tale om!

MOR DANA: Jeg skal nok tage mig af drengen i dag, Astrid.

AKSEL: Det er deres skyld at vi ligger sådan i det. Så jeg blir liggende her. De skal ikke tro jeg trækker med på deres hammel længere.

ASTRID: (rejser sig med drengen) Jeg kommer ind med ham når jeg er klar. Jeg skal vaske på gården i dag.

MOR DANA: Ja, vi skal være glade for at vi har herskabet - og fabrikanterne og de store bønder. Uden dem var der såmænd ikke arbejde at få for fattigfolk. Skade kun at de sætter så lidt pris på det man gør for dem. Nå, men jeg har i hvert fald noget mælk til drengen. Jeg snød præsten og fik ham til at glemme at jeg allerede har fået min fattighjælp én gang.

(Mor Dana trisser igen af med sin kat. Andreas rejser sig møjsommeligt)

ANDREAS: Jeg er edderbukkeme godt træt af det her, det er jeg i hvert fald!

AKSEL: Børnene burde være de sidste til at give op! Hvad fandt du!

ANDREAS: En gammel skorpe, tro ikke der er noget indeni!

(Aksel langer ud med sin kæp og spidder brødskorpen og haler byttet hjem. Han begynder uden videre at spise skorpen. Andreas går sin vej. Astrid kommer frem med barnet på sine arme)

ASTRID: (synger)

Intet held i fødselsgave
fik du, ingen æblehave
rotter gnaver ved din rod
skæbnen var dig aldrig god.

Skam skal vandre ved din side
sot og sygdom må du lide
øksen ligger for din fod
ingen lykke bag dig stod.

Rådne skal din spæde stamme
lyn fra himlen vil dig ramme
had og hævn du ej forstod
håbet aldrig dig forlod.

Skæbnen slår så hårdt i blinde
dog kan kransen du vel binde
rotter trodses bedst med mod
vælg dit rette væsens rod.

(Scenearbejderen er kommet ind under sangen, for at lytte, og for at være parat til sceneskift. Når sangen er færdig, vinker Scenearbejderen til Astrid og sørger for at opmærksomheden skifter fra fattighuset over til et interiør af en helt anden statelig natur)

Scene 3 - BORGMESTEREN VÅGNER TIL EN NY DAG

(Vi ser ind i borgmesterens soveværelse. En overdådighed af stoffer. Fede farver. Dette gælder ikke mindst den enorme dobbeltseng hvor borgmesteren ligger og snuer morgensøvn ved siden af sin kone. Borgmesteren snorker fattet og myndigt. Og vågner med en prusten)

BORGMESTEREN: Prrrr, det er en stor fryd at have udrettet store ting. Selv i søvne udretter jeg ting. Det giver sjælefred, det giver styrke og morgensult. Jeg har sovet godt. Jeg har haft drømme. I drømme har jeg sovet mig til nye tanker og ideer, alt sammen til gavn for mig selv og mine kære bysbørn. Det giver humør på livet og glemsel for alle fortrædeligheder.

(han vender sig mod konen og piller lidt ved hende. Lægger sig så tilbage igen)

BORGMESTEREN: Det giver fred med gud.

(inde i rummene bagved lyder der nu en vældig larm. Borgmesteren sætter sig over ende i sengen og lytter. Han ser mod konen: nu vækker de hende vel ikke. Fornyet råben, banken og larmen. Borgmesteren lægger sig og vil ikke lade sig forstyrre i sin gode stemning. Men nu blir det da rent galt derude - og vi kan måske også få et glimt af Scenearbejderen der er mester for al denne larm.

Men nu kommer borgmesteren i en fart ud af sengen og i slåbrokken. Og så forsvinder han med en ganske betydelig adræthed ud af værelset. Konen vender sig om på den anden side.

Borgmesteren dukker op et andet sted. Han er tæt på at få en kost i hovedet: En tjener kommer farende med højt hævet kost. Først i sidste sekund opdager han borgmesteren og undgår derved at smadre hovedet på ham. I stedet skuldrer han gevær med kosten. Borgmesteren vælger at tage ham nedefra, ganske blidt. Imens stiger larmen og den flerstemmige råben alle vegne rundt om)

BORGMESTEREN: Hvorfor larmer I sådan?

TJENEREN: (hakkende) De kommer ind gennem gange og hemmelige smuthuller. BORGMESTEREN: (vil ikke høre) Sådan kan man ikke vågne til en ny dag!

TJENEREN: De sniger sig frem på alle fire.

BORGMESTEREN: Sådan starter man ikke en god gerning!

TJENEREN: Jamen, der er sluppet en rotte ind.

BORGMESTEREN: (nu råber han) Jeg er borgmester her i byen! Jeg har ansvaret for denne by! Der må ikke komme rotter ind til mig! Jeg har betalt for at der ikke kommer nogen rotter ind! (han vejrer et øjeblik uroligt ud mod larmen) Nu kommer de vel ikke ind i magasinerne?

TJENEREN: (vrider lidt på sig) Nej.

BORGMESTEREN: De kommer ikke ind i magasinerne, er du med!

TJENEREN: Jo.

BORGMESTEREN: Gå så ud og gør din pligt. Jeg gør jo også min pligt, ikke.

TJENEREN: Javel.

BORGMESTEREN: (råber) Og få så det krapyl jaget på porten! Men aldeles hamrende lydløst!

(tjeneren hvirvler ud. Der blir fuldkommen stille overalt. Borgmesteren står og lytter. Nu blev der lige stille nok. Han tørrer panden med et lommetørklæde. Han lytter efter: Intet der knirker eller gnaver? Imens dukker en ung pige op bag ham. Det er Kathrine, hans datter. Hun går hen og lægger to hænder over hans øjne. Han er lige ved at gå helt fra snøvsen. Men ser så hvem det er)

BORGMESTEREN: Er det dig, min pige?

KATHRINE: Hvad nu hvis jeg løber min vej.

BORGMESTEREN: Du løber sgu ingen steder.

KATHRINE: Hvad nu hvis jeg synes her er for kedeligt! Forskrækkede jeg dig?

BORGMESTEREN: Ja, faneme om ikke du forskrækkede mig! Jeg ser spøgelser alle vegne i dag.

KATHRINE: Jeg tror ikke på spøgelser. Men jeg tror på de underjordiske.

BORGMESTEREN: Jaja, pas du nu bare på at du ikke en dag blir taget af bjerggubben på grund af alle dine narrestreger og ført ind i hans banke og holdt der som troldeunderholdning.

KATHRINE: Er han da så slem en trold som man siger?

BORGMESTEREN: Hvor skulle jeg vide det fra?

KATHRINE: Du er jo så klog, er du ikke?

BORGMESTEREN: Og du er stadig lige køn og sorgløs? Din fars eneste trøst og husvalelse?

KATHRINE: Måske. Vi får se.

(Borgmesteren ser sig hastigt om og klapper så tre gange i hænderne)

KATHRINE: Men du har jo lige så travlt som to bjerggubber oven i hinanden.

(en tjenestepige kommer ind og nejer dybt for borgmesteren)

BORGMESTEREN: Min morgenmad! Tjep, tjep! Og lad der nu være nok af den! Jeg har på fornemmelsen at jeg kommer til at forbruge lige så meget energi som en hest i dag! Hep, hep!

(han hjælper hende ud med et klap bagi. Han vender sig mod Kathrine igen)

BORGMESTEREN: To bjerggubber oven i hinanden, siger du det?

KATHRINE: (knejser) Eller tre. Jeg ved det ikke så nøje. Jeg er også ligeglad.

BORGMESTEREN: (tager om hendes liv) På børnene kan man se at man har udrettet noget!

KATHRINE: På børnene kan man se at man blir gammel - hedder det!

BORGMESTEREN: Ja hvad, det kommer til tider ud på ét.

KATHRINE: Hvad er det du har så travlt med?

BORGMESTEREN: Vi har rotter i byen.

KATHRINE: Det ved jeg da godt.

BORGMESTEREN: Jeg må se hvad råd jeg kan finde på.

KATHRINE: (ser lidt på ham) Så det kan godt være jeg ikke løber min vej alligevel.

(hun snurrer omkring og går ud. Borgmesteren står lidt. Men iler så til sin morgenmad)

Scene 4 - MORGEN PÅ TORVET

(En tromme lader sig høre. Lidt efter dukker Trommemanden op på torvet, byens annoncør og udråber. Med ham dukker der flere af byens borgere frem, torvet befolkes af et noget forsigtigt morgenliv. Folk passer deres dont, men der er ikke meget gang i dem. Enkelte har allerede fået sig en tår over tørsten. Rakkerknægten stryger igennem på jagt efter et udkomme i de yderste nicher. Mor Dana ses passere i et eller andet ærinde.

Og nu synger trommemanden, højt og skingrende, kun til trommeakkompagnement)

TROMMEMANDEN: (synger)

Solen skinner i hver rude,
takker af for hver ny dag,
vinden går så kold herude,
her er liden fred at ha’.
Stol dog trygt på øvrigheden,
den er sat af Gud herneden.
Solen skinner i hver rude,
takker af for hver ny dag.

(han trommer igen med den ene hånd, mens han med den anden finder et stykke papir frem. Undervejs i sin rekommendation udpeger han de personer hvis produkter han falbyder)

TROMMEMANDEN: Rottefælder! Bedste model, fås ved personlig henvendelse hos fabrikant Strøm. Ligeledes findes endnu et lager af den mest probate rottegift at få hos apoteker Skram, garanteret ved kongelig approbation. Rottefælder og rottegift, køb nu.

(han trommer af og holder så en pause med en lille flaske han kan varme sig ved. Så lyder der et kor af spinkle drengestemmer der uvilligt istemmer et la–lalala–la. En lille flok drenge dukker op på række og geled, anført af deres lærer der selv synger for. Læreren formaner sin lille flok)

LÆREREN: Livet går videre. - Nå, så I troede I kunne skulke. Nå, så man skulle hente jer. Men sådan leger vi ikke her! Undervisningen går videre. Hvad betyder det så om rotterne har ædt alle skolebøgerne. Hvad betyder det, siger jeg, når jeres lærer har det hele herinde!

(han banker sig på panden. Alle drengene banker sig også på panden, men nu betyder det noget helt andet. Scenearbejderen kommer nu ind for at blande sig i den almindelige folkevrimmel og hjælpe til hvor det behøves. Scenearbejderen hilser på alle drengene. Læreren leder klassen ind i skolen hvor deres sang snart ophører. Trommemanden genoptager sin dont ved stikkerne)

TROMMEMANDEN: (synger)

Trindt om lande står en våde,
favner os med knugetag,
tit man mættes kun med måde,
sulten skrumper hver en bag.
Stol dog trygt på øvrigheden,
den har styr på herligheden.
Trindt om lande står en våde,
favner os med knugetag.

(han trommer igen lidt og finder en ny meddelelse frem. Under følgende annoncering dukker nu hele rådet frem og kigger ud over os)

TROMMEMANDEN: Rådet lader bekendtgøre at eftersom der på det sidste er blevet en ganske overordentlig overflod på katte i vor by med samt dens omegn og tilliggender, vil der herefter være pålagt hver husstand at betale en katteskat på en krone per hoved til sognekassen.

(to soldater kommer marcherende ind. De brummer taktfast: Bum-bumme-lum-bumbum. De er på inspektion i landskabet. De stopper op som på kommando. De ser til højre, de ser til venstre. De ser på hinanden. De går videre: Bum-bumme-lum-bum-bum. Imens er tre kvinder kommet frem til brønden der er midt på torvet. De bærer tørklæder om hovedet, næsten ned over øjnene. De har spande og bøtter med. Idet de to soldater forsvinder ud, giver en af kvinderne et skrig fra sig og lader sin spand falde ned i brønden som hun straks vender ryggen til. Musik)

FØRSTE KVINDE: Brønden er forgivet, brønden er forgivet!

ANDEN KVINDE: Nu har vi ikke mere vand!

TREDJE KVINDE: Åh gud, lad det regne i stride strømme og drukne os alle! Lad det skylle skidtet væk og lad en ny sol skinne på vor by!

ALLE TRE: Giv os regn i stride strømme!

FØRSTE KVINDE: Hvem har ikke sat dækslet på brønden!

ANDEN KVINDE: Hvem har ikke sat vagt ved brønden!

TREDJE KVINDE: Åh gud, giv os regn, giv os regn, giv os silende regn!

ALLE TRE: Vi besværger dig, gud: Giv os regn!

(Præsten har ladet sig kalde ud. Han går direkte til kvinderne og stiller sig op der med hænderne foldet over maven. Han ser strengt på dem)

PRÆSTEN: Gå ikke i rette med gud! Pres ham ikke til det yderste, men lad jer vederkvæge ved hver dråbe af hans nåde. Vi er alle udsat for svære prøvelser i denne hårde tid. Udfaldet skal nu vise hvem af os der har skuldre og rygrad til at bære dem.

FØRSTE KVINDE: Du har flasker i din kælder! Der går du hen og vederkvæger dig! Hvor går vi hen!

TREDJE KVINDE: Giv os regn!

FØRSTE KVINDE: Du forstår dig på din gud! Hos ham kan du altid finde trøst! Hvor går vi hen!

TREDJE KVINDE: Giv os regn!

FØRSTE KVINDE: Du har adgang til både nåde og skinker! Der kan du varme dig! Hvor går vi hen!

TREDJE KVINDE: Åh gud, send os din syndflod!

(Anden kvinde smider sin spand i brønden. De to andre ofrer så også deres bøtter derned. Anden kvinde smider dækslet på. Så går de derfra i en samlet klump)

PRÆSTEN: (prøver at råbe dem op) I vandrer en farlig sti! Mennesket er ikke skabt til at tage sin skæbne i egen hånd! Læg bi, læg bi! Vær taknemmelige for den lod gud har tildelt jer og stræb ikke efter noget højere! Thi jeg siger jer: Det er dømt til at mislykkes!

(men han kan så pludselig godt høre at han står der og skaber sig for døve øren. Han går hen og kaster et blik ned i brønden. Men det er ikke hans sag. Han ser på trommemanden. De trækker begge to på skuldrene. Præsten går, mens trommemanden lægger an til sidste vers i sin sang)

TROMMEMANDEN: (synger)

Tåger driver over lande,
her er godt med ubehag,
mangt et håb på skær skal strande,
livet ta'r et basketag.
Stol dog trygt på øvrigheden,
den har sværdet løst i skeden.
Tåger driver over lande,
her er godt med ubehag.

(trommemanden går derfra efter veludført gerning. Rundt omkring fortsætter livet i sit slidsomme trit. Scenearbejderen kommer frem og gør opmærksom på, at sådan fortsætter livet faktisk, uanset hvad, dag efter dag efter dag efter dag.

Scenearbejderen viser på en kalender hvorledes dagene går. Scenearbejderen trækker sig tilbage)

Scene 5 - KVINDERNE GÅR I KRIG

(De tre kvinder fra brønden kommer ind i fattighuset og stiller sig der. De står i en klump med ansigterne skjult. Astrid dukker op, hun er ved at iføre sig sit hovedklæde. Så tager hun sit barn op og er parat. Karen står bag sengen og ser forvildet ud)

ASTRID: Pas på huset, Karen, mens vi er væk.

KAREN: Jeg vil ikke være her alene.

ASTRID: Hvor vil du gå hen?

KAREN: Ud i verden!

ASTRID: Jamen, hvorhen i verden, hvor vil du -

KAREN: Jeg ved godt hvor jeg vil hen, jeg ved bare ikke hvor det ligger!

ASTRID: Nu passer du foreløbig huset mens vi er væk og sørger for at alt er i orden.

(Astrid slutter sig til de tre kvinder. Aksel kommer farende ind med sin kæp)

AKSEL: Hov, hvor tror I mon I skal hen?

(de tre kvinder dukker hovedet helt bag tørklæderne. Sådan står de under resten af scenen)

ASTRID: Dag efter dag på den her måde. Hvor længe tror du vi kan blive ved. Der kan komme til at gå måned efter måned på den her måde. Hvor længe kan vi holde det ud, tror du mon!

AKSEL: Det skal du ikke spørge mig om. Det skal du spørge dem om der ved besked.

ASTRID: Det er lige nøjagtig det vi er på vej hen for at gøre!

AKSEL: Sådan en flok forhutlede koner! Er I da tæske ravende sindssyge!

ASTRID: Døde rotter rådner op i vores brønd! Levende rotter mæsker sig for øjnene af os! Og hvad gør rådet! Tjener penge på rottefælder og gift. Lægger skat på kattene - hvad tænker de på! Men nu går vi op til dem og fortæller hvad konerne tænker på!

KAREN: Jeg vil med jer derhen! Lad mig gå med!

AKSEL: Hvorfor skulle rådet mon høre på jer!

ASTRID: Fordi vi siger de skal! Går du med?

AKSEL: Hellere rådne op først som sidst!

ASTRID: Så blir det os kvinder alene da.

KAREN: Så lad mig gå med. I stedet for far, jeg vil godt.

AKSEL: Det lidt jeg har haft med dem at gøre, kostede mig en arm!

ASTRID: Gå hen og tag den tilbage nu!

AKSEL: Det var deres krig! De udskrev mig!

ASTRID: Gå hen og udskriv dem nu, til din sag!

AKSEL: Jeg vil ikke arbejde for de mennesker, jeg vil ikke snakke med dem, jeg vil ikke -

ASTRID: (vender sig for at gå) Næ nej, næ nej. (hun samler sjalet om sig og vender sig igen mod Karen) Jeg skal nok fortælle dig ord for ord hvad der sker derhenne, Karen, er det så godt?

(Karen nikker tøvende. Smiler så til moderen. Astrid og kvinderne er på vej)

AKSEL: Jeg blir bare til grin ude i byen. Du skulle hellere se at tjene nogle penge hjem.

ASTRID: (uden at vende sig) Arbejde eller holde mund, er det hvad jeg har at vælge imellem?

(hun giver ham ikke tid til at svare, men forsvinder med de andre. Aksel går i seng)

Scene 6 - ROTTEFÆNGEREN ANKOMMER

(Musik. Tema: Rottefængerens vise. Rottefængeren træder ind på torvet. Standser op og ser sig om. Tager en dyb indånding. Fortryder det straks. Hun er klædt i spraglet tøj. Ikke narrekluns. I en snor om halsen bærer hun to fløjter. Anden bagage har hun ikke. Hun fortsætter over torvet. Her møder hun kvinderne som er på vej med Astrid i spidsen. Hun stopper op ud for dem)

ROTTEFÆNGEREN: Hvor finder jeg Mor Dana?

ASTRID: Mor Dana?

ROTTEFÆNGEREN: En kvinde af mit bekendtskab.

ASTRID: Hun bor ved siden af mig.

ROTTEFÆNGEREN: Og hvor bor du?

ASTRID: Mor Dana bor henne i fattighuset.

ROTTEFÆNGEREN: Her som alle andre steder.

ASTRID: Hun er min nabo.

ROTTEFÆNGEREN: Så finder jeg hende nok.

(de står lidt og ser på hinanden. Astrid vender sig for at fortsætte, men rottefængeren rækker en hånd frem, og i hånden har hun en blomst som hun pånøder Astrid. Så hilser rottefængeren og går mod fattighuset. De tre kvinder fortsætter. Astrid står lidt. Følger så efter de tre andre)

Scene 7 - KVINDERNES MØDE MED RÅDET

(Rådets tema slås kraftigt an i musikken. Rådssalen hvor borgmesteren præsiderer. Desuden er der apotekeren, Skram, lille, tør, vissen, han lugter hele tiden til sine fingre. Der er fabrikant og købmand Strøm, knap så velstående som borgmesteren, en nervøs type. Og der er storbonden Smidt, en kraftig mand med lidt gale øjne, der ser anslag alle vegne. Der kan også godt være to tussegamle rådsmedlemmer der sidder hen som døde, dækket af støv og spindelvæv. Vi finder også præsten her i rådets midte. Borgmesteren ringer med sin klokke og rejser sig med et papir)

BORGMESTEREN: Det er ikke fordi vores dagsorden er særlig lang, men derfor kan den godt gå hen og blive trang. Punkt ét: Forbud mod skovballer der giver anledning til svir og umoralitet. Det er præstens punkt. Det er vedtaget. Punkt to - det springer vi over. Punkt tre: Rotterne! Her kunne situationen være bedre. Så er der også det at vi har fået bud fra regeringen om at den ikke kan støde hjælpende til. Sognene må selv klare deres -

(en rådsbetjent kommer ind og afbryder borgmesteren midt i talen)

BETJENTEN: Undskyld, men der er altså nogle kvinder som ønsker at tale med rådet.

PRÆSTEN: En lille sort flok?

BETJENTEN: (nikker) Den trænger sig mægtigt på.

BORGMESTEREN: Dagen kan virkelig godt blive lang og trang.

(borgmesteren vinker betjenten af sted efter kvinderne: Det skal jo til. Apotekeren nyser. Astrid kommer ind som den første. De tre andre klumper sig sammen bag hende)

BORGMESTEREN: Vi hører.

ASTRID: Det her klarer vi ikke ret meget længere. Vi er fattige og vi ved jo at vi skal finde os i meget. Og udstå meget. Det er som det er. Og det er vel så guds mening med os. Men det kan ikke være efter guds vilje at rotter skal gå løs på mennesker, og det kan ikke være efter rådets ønske at vores by skal lade sig gnave ned til den bare jord.

PRÆSTEN: Byens råd vil kun det bedste for byens borgere. Og hvad gud angår -

ASTRID: Jamen, hvad skal vi tænke som kun får det værste!

BORGMESTEREN: Men rådet har allerede -

ASTRID: Intet har I gjort, udover at leje vores mænd til at feje rotterne væk fra jeres døre!

STRØM: Giver det dem ikke en indtægt som de ellers ikke ville have haft?

ASTRID: Men det hjælper ikke. Det giver dem og os en sulteløn. Og imens -

PRÆSTEN: Hvor længe vil din mand forresten ligge byen til byrde ved at nægte at tage arbejde?

ASTRID: Det er ikke for at tale om min mand at vi er kommet!

BORGMESTEREN: Så taler vi om ham en anden gang. (til præsten) Vi kan jo altid gøre udlæg i børnene. De har et par stykker som kan gøre god fyldest i et arbejde.

ASTRID: Vi kan ikke beskytte os selv mere. Hvor skal hjælpen komme fra? Skal vi æde rotterne!

BORGMESTEREN: Kan man det? (pause) Æde rotterne?

SKRAM: (halvfniser) Jeg ville anbefale at tage godt med stryknin til.

ASTRID: (ser forbløffet på dem) Sig mig, gør I nar af os?

BORGMESTEREN: (rejser sig værdigt) Rådet vil naturligvis altid se sit ansvar i øjnene. Jeg kan meddele at ministeren, der er født og opvokset på disse kanter, og min gode ven, har stillet os i udsigt at der muligvis kan stilles midler til rådighed så vi kan tage skridt til at beskytte -

ASTRID: Rotterne har allerede ædt alt hvad der var!

BORGMESTEREN: (træt af at blive afbrudt hele tiden) Det er nu noget der må gå sin gang! En vis forretningsorden må der vel til! Det er jo ikke verdens undergang, det her! Så kan man heller ikke forvente at rådet hovedkulds kaster sig ud i hasarderede foretagender, der kan få særdeles uheldige følger. Stol kun på mig! Det er til jeres eget bedste når jeg, der holder trådene i min hånd, ved hvad jeg gør. Sådan har det altid været. Skal det nu laves om fordi vi har rotter?

ASTRID: Der er ingen af jer der har levet mellem de dyr!

SMIDT: Skal man nu også kunne kærne for at kunne værdsætte sit daglige smør?

(Astrid når ikke at svare før rådsbetjenten kommer farende ind. Han stammer frygteligt)

BETJENTEN: Mamamamamagasinerne - de - nu - er - de - rotterne - - - mamamamagasinerne!

BORGMESTEREN: Har jeg ikke sagt at der ikke må komme rotter ind i magasinerne?

BETJENTEN: Jo. Men de kommer skam heller ikke ind. (pause) De kommer ud.

BORGMESTEREN: Kommer de ud?

SMIDT: Hvordan ser der så ud derinde?

BETJENTEN: Det ved vi ikke. Vi tør ikke åbne.

STRØM: Hvorfor ikke det?

BETJENTEN: Så kommer alle de andre jo ind.

(borgmesteren falder bagover i sin stol, for en gangs skyld perpleks. Astrid rækker sit barn frem)

ASTRID: Man kan jo ikke lade sine børn vokse op her! De skambider vores børn!

BORGMESTEREN: (råber) Vi gør jo for helvede hvad vi kan! - Undskyld, præst, mine følelser løb af med mig. Men i morges var de nået helt ind i mit eget hjem, og hvor stopper de så? (rejser sig) Mine herrer, kan det end komme til at svide til os - vi må gribe om nældens rod. Ellers går vi rabundus, ellers ender vi som et hul i jorden, og man vil senere sige: Dette var et samfund, det er ikke mere, fanden tog det - undskyld, præst, men det her kan godt gøre en kort for hovedet.

ASTRID: Og hvad skal vi så fortælle når vi kommer hjem?

BORGMESTEREN: Intet. Jeg vil selv komme ud og sige det der skal siges. Mangen øse er gået så tankeløs til vands at den aldrig siden kom hjem. Fortsæt jeres arbejde som om intet var hændt. Situationen kræver det yderste af os. Og vi vil tage den i agt. Gå I kun hjem til jeres.

(kvinderne har ikke noget valg, de trækker sig baglæns ud og forsvinder. Scenearbejderen sætter en ny melodi an, en anden slags musik, som kan lede vores opmærksomhed et andet sted hen)

Scene 8 - ROTTEFÆNGEREN HOS MOR DANA

(Rottefængeren kommer fra fattighuset sammen med Mor Dana. Sidstnævnte sætter sig hen og rører i en gryde som Scenearbejderen netop har stillet på et pindebål. På nabogrunden sidder Aksel med sin stok og forsøger at få fat i hvad det er der foregår henne ved bålet)

MOR DANA: Og du behøver ikke et værelse for dig selv?

ROTTEFÆNGEREN: Jeg skal bare bruge en seng i den tid jeg er her.

MOR DANA: Men vi har ingen halm. Det må du tænke dig til.

ROTTEFÆNGEREN: Så skal vi også til at tænke på en tid da her igen ér halm.

MOR DANA: Foreløbig skal du i hvert fald være velkommen i en seng uden.

ROTTEFÆNGEREN: Gode dage koster penge. Dem får du når jeg får.

MOR DANA: Lad os nu se hvor gode de blir.

ROTTEFÆNGEREN: Verden er lille. Verden er så lille at man aldrig kan komme nogen steder uden at træffe folk der har venner man kender. På den måde blir verden også mere håndterlig.

(Mor Dana er helt enig. Astrid vender tilbage fra rådet og ser straks at Rottefængeren sidder ovre hos Mor Dana. Rottefængeren ser også op og får øje på hende. Andreas er sammen med sin mor)

AKSEL: Hvad sagde borgmesteren så?

ASTRID: Hvor er Karen?

AKSEL: Var han imødekommende?

ASTRID: Hvorfor går du ikke hen og spørger selv?

(Astrid går kort ind i huset. Andreas går lige hen til rottefængeren)

ANDREAS: Jeg er Andreas. Hvem er du?

ROTTEFÆNGEREN: Jeg er rottefængeren.

ANDREAS: Kan du fange rotter?

ROTTEFÆNGEREN: Hvad andet kan en rottefænger?

ANDREAS: Spiller du et stykke på dine fløjter?

ROTTEFÆNGEREN: Det venter vi med. Kender du den her?

(Rottefængeren viser en meget enkel tryllekunst. Andreas noterer sig nøje effekten)

ANDREAS: Kender du så den her?

(drengen viser noget der både er en tryllekunst og et taskenspillernummer med lommetyveeffekt)

ROTTEFÆNGEREN: Flot.

ANDREAS: Dem kan jeg mange af.

ROTTEFÆNGEREN: Kender du så den her!

(Rottefængeren laver et nummer med stor overraskelseseffekt. Andreas giver et højligt udbrud fra sig. Astrid er igen kommet ud af huset og har ganske stille sluttet sig til dem)

ROTTEFÆNGEREN: (ser op på Astrid) Jeg fandt det. (Astrid nikker bare) Det gik nemt nok. (om Andreas) Selskab har jeg også fået.

MOR DANA: (til Astrid) Nu har I gjort et forsøg.

ASTRID: Jeg ville gerne fortælle Karen hvordan det er gået.

MOR DANA: Men nu er her kommet en som måske kan tage anderledes fat.

(Astrid nikker og går igen hen til sig selv. Mor Dana rører dybt i gryden)

MOR DANA: (ser ned i gryden) Det er kun en tynd suppe man kan koge på sten og knofedt.

(Karen har pludselig sneget sig ind foran Rottefængeren og står og ser på hende)

KAREN: Kommer du ude fra den vide verden?

ROTTEFÆNGEREN: Det må man nok sige.

KAREN: Fra den rigtige store vide verden?

ROTTEFÆNGEREN: Så langt som den rækker.

KAREN: Der ville jeg gerne hen og prøve min lykke.

ROTTEFÆNGEREN: Hvem siger du ikke kan komme det.

(Karen smiler stort og sætter sig ned. Astrid blir stoppet af Aksels kæp)

AKSEL: Hvem er det menneske?

ASTRID: Rottefængeren.

AKSEL: Bah!

(Astrid går uden om kæppen og forsvinder ind i huset. Aksel råber efter hende)

AKSEL: Rottefængere! Hvad blir det næste - at borgmesteren står frem og erklærer sig villig til at gøre hvad som helst for at hjælpe og støtte! Hvad er det de vil have os til at tro på - - mirakler og taskenspillerkunster! Arme land!

ROTTEFÆNGEREN: (til Karen) Der er små syvogtyve mil til verdens ende. Det finder vi ud af.

ANDREAS: Ellers skal jeg nok hjælpe, hun er sgu da for helvede min søster!

MOR DANA: Jaja, og suppen er tynd, men nu er den klar.

(så sætter Andreas sig ned igen, og alle spiser suppe, også scenearbejderen. Imens vinker en helt ny musik, et forspil, os andetsteds hen)

Scene 9 - BORGMESTERENS KATHRINE

(Vi ser ind i Kathrines værelse. Hun er alene. Hun leger med et stort stykke sort klæde, leger skjul eller nat. Hun synger imens en vise om de underjordiske)

KATHRINE: (synger)

Månen står så klar som glar
damper bryg af mosens kar
natten er så god og lang
elver går i ellevang.
Vel skal min lykke iblandt dem jeg finde.

Trolde når så vidt omkring
ser på alt og ingenting
nøkken synger i sin elv
alfer under himmelhvælv.
Vel skal min lykke iblandt dem jeg finde.

Dødens helhest traver sort
lammet lukker mørkets port
dværge smeder dybt i jord
sølverkæder, gyldne ord.
Vel skal min lykke iblandt dem jeg finde.

Ravnen flakser omvendt vild
finder vej ved slangens ild
dragen drømmer i sin høj
lindorm ved hver kirkefløj.
Vel skal min lykke iblandt dem jeg finde.

Natten er så klar som glar
feen har for tvivlen svar
tit når solen finder fred
flyver jeg blandt skygger med.
Vel skal min lykke iblandt dem jeg finde.

(musikken fortsætter. Hun danser rundt. Så kommer borgmesterens kone, hendes mor, ind med favnen fuld af klæde i mange farver. Konen selv er yderst veludstyret, men er lidt sur på datteren)

KATHRINE: Er det til mig, er det til min nye kjole!

(hun hvirvler af sted med stofferne så konen næsten ikke kan få vejret)

KONEN: Du kan vel stå stille mens vi finder ud af hvor meget vi skal købe hjem!

KATHRINE: Skal vi købe hjem? Jeg troede vi havde.

KONEN: Alt i dette hus er trevlet op af små modbydelige tænder.

KATHRINE: Du mener rotterne, er det det du mener?

KONEN: Nævn dem ikke ved navn!

KATHRINE: De små lede gnavere, er det sådan jeg skal sige?

KONEN: Din far burde virkelig snart finde på noget!

KATHRINE: Er rotterne inde i huset, kan de ikke dresseres?

KONEN: Stå nu stille, jeg kan ikke komme til! Du har ikke andet i hovedet end tant og fjas!

KATHRINE: Så skulle du have fyldt noget andet i det - det her stof vil jeg gerne have!

KONEN: Kvindepynt, kvindefjas. Til mandfolkenes ære. Du er for letsindig. Klæder er ikke kun til for at tiltrække. Det er på tide du får lidt klar besked, så vi ikke snart skal rende ind i en ulykke.

KATHRINE: Sådan som du kom galt af sted med far?

KONEN: Mænd er noget rak, og det er min opgave at beskytte dig mod dem. Mænd er som dyr, og det gælder også din far, det lærte jeg allerede af min mor.

KATHRINE: (koketterer rundt med stofferne) Og alligevel kom du galt af sted med far?

KONEN: Og så leger man ikke med det der snart kan blive alvor! Kom med ind til spejlet!

KATHRINE: (danser af sted) Jeg vil hvirvle rundt i natten og kyse de stakkels små underjordiske med mine raslende skørter, men jeg vil berolige dem igen, og vi skal løbe sammen på engen!

(konen lægger forarget armene over kors. Rottefængeren dukker op udenfor. Hun står og kigger ind til dem. Kathrine får øje på rottefængeren. De har nogle sekunders øjenkontakt. Så griber konen konsterneret ind og genner Kathrine ud af rummet. Rottefængeren trækker sig tilbage)

Scene 10 - RÅDET SKÆNDES OM KONSEKVENSERNE

(Tilbage til rådet. Borgmesteren hamrer en næve i bordet for at understrege sit synspunkt)

BORGMESTEREN: Selvfølgelig kan vi ikke give slip på vore privilegier nu, for pokker! Gud forbarme sig at vi skulle give os til at dele vilkår med de ringeststillede, bare fordi vi har rotter! Dét bør ikke blive konsekvensen! Spørgsmålet er bare - hvor hårdt kan vi gribe om nælden?

SKRAM: Giv mig fjorten dage, og jeg skal fremstille en altudslettende, altfortærende gift.

BORGMESTEREN: Ellers tak, apoteker, din sidste fremstilling raserede sådan blandt byens høns at selv ikke rotterne kunne have gjort det bedre. Jeg tror ikke mere på dine giftblandinger!

SKRAM: Da har jeg ellers solgt mange af dem.

BORGMESTEREN: Det tror da fanden med den opbakning!

SKRAM: Bare otte dage, og jeg -

BORGMESTEREN: Vi har ikke otte dage!

SKRAM: Man har altid otte dage.

(pludselig smækker fabrikant Strøm et klædeomhængt instrument op på bordet)

STRØM: Vi har ikke otte dage. Vi har ikke to. Men hvad har vi? Vi har her en helt ny fælde, opfundet af mig, fremstillet på borgmesterens og mit fælles savværk!

(som en tryllekunstner afslører han en sindrig indretning ved at trække klædet væk. Han holder den et øjeblik frem til beskuelse og stiller den så på bordet, yderst forsigtigt)

SKRAM: (gnækker) Hæhæhæ, rotterne vil gøre den til deres gud!

(borgmesteren bringer Skram til tavshed med en håndbevægelse. Han går rundt om fælden)

BORGMESTEREN: Det er din model nr. 37, Strøm, og en anden god gang vil jeg gerne underrettes på forhånd om de private projekter du går og driver med på vort fælles savværk!

STRØM: Jamen, den er uovertruffen. Nej! Ikke røre ved den, det er kun rotter der må -

(men borgmesteren har allerede fået hånden i klemme så han hyler mod himlen. Han kan ikke få fælden af igen, han smadrer den omsider mod bordet ved hjælp af dens skaber. Borgmesteren slipper omsider fri, gnider hånden, hælder sprit på, og tager sig en forsvarlig dram af flasken)

BORGMESTEREN: Jeg håber ellers at resten af savværket fungerer upåklageligt. Ellers er der et kompagniskab dér der ryger sig en tur. Og hold så op med at glo sådan på mig!

(alle ser den anden vej. Der blir en vis pause. Så pludselig rejser storbonden Smidt sig og bryder igennem stilheden. Alle de andre ser undrende på ham: Det er noget helt nyt at han siger noget)

SMIDT: Vi er udsat for de alvorligste trusler der tænkes kan! Det nytter ikke at snakke udenom! Der ligger en omfattende konspiration bag dette - jeg har næse for den slags. Hele sagen stinker af bedrag, og det står skrevet i stjernerne at -

BORGMESTEREN: Til sagen, mand!

SMIDT: Jeg sidder i dette høje råd. Jeg har en god lille gård. Økonomisk set kan jeg ikke måle mig med borgmesteren, men selv en beskeden planet på himlen tæller i det samlede kor. Jeg kan mit landmandskab, jeg sparer op. Men nu smuldrer det for mig, jeg kan ikke mere stå imod -

SKRAM: Taler du nu privat eller som medlem af rådet?

SMIDT: Jeg taler som menneske. Jeg har fem børn, jeg tør ikke mere tænke på hvordan det skal gå dem. Jeg har ikke råd til at holde vagter der kan smide rotterne ud af mine lader. Mine herrer, vi er truet, af denne bys befolkning, og af den trussel der truer dem.

BORGMESTEREN: Vi ved det, Smidt, vi ved det.

SMIDT: Vi står på lerfødder, mine herrer!

BORGMESTEREN: Men lad mig om at drage konklusionerne her!

SMIDT: Der er set kometer på himlen!

BORGMESTEREN: Fødder eller ikke fødder, kometer eller ej, børn eller ikke børn -

SMIDT: Jeg har fem!

BORGMESTEREN: Ja! Du har fem, og vi er i stor fare! Alle sammen. Ingen tvivl om det. Intet af det vi har gjort, kunne gavne. Nyttesløst var det. Men hold kometerne udenfor! (han rejser sig og går mod døren) Hvor meget kan vi gøre, det er det der spørges om! (han åbner døren) Uden at vi risikerer at alting ramler om ørerne på os, stjerner og sole og hele indretningen. -Vi har et ry at leve op til, et navn, en kultur! En samfundsorden! Så hvad gør man! Jeg er her igen om en time!

(borgmesteren forlader hastigt lokalet og smækker døren i bag sig. Nogen stilhed)

STRØM: (siger så ganske fromt) Han skal nok finde på noget. Han tænker så godt når han skider.

Scene 11 - GØGLERNES INDTOG

(Sælsom og betagende musik. En gøglertrup gør langsomt sin entre på torvet. Gruppen består af tre medlemmer, men ser ud af mere. Deres dragter er meget fantastiske, med spraglede bånd og bjælder. De medfører en kæmpeparaply der kan slås ud som telt. Denne paraply er selvgående. En flok børn opdager truppen, og kommer nærmere. Teltet stopper op, og gøglerne begynder omgående at danse, jonglere og arbejde med deres rekvisitter. Børnene har det helt fint. Men nu kommer borgmesteren gående i dybe tanker mens han klør sig bagi. Han får øje på morskaben)

BORGMESTEREN: (styrer straks sin kurs derhen) Hov, hør, hvad skal det der forestille!

(børnene spredes til alle sider, men forsvinder ikke. Gøglerne stopper op og afventer nærmere)

KONGEN: Vi er gøglerne, Deres nåde!

BORGMESTEREN: Jeg er ikke nogens nåde. Og vi har snyltere nok i forvejen. Er I betlere eller rakkere?

DRONNINGEN: Kun i en højere betydning af ordene. Vi er det udvalgte folk af tidsfordrivere og tankehøjnere. Vi forlyster mængden og dens børn i alle aldre.

BORGMESTEREN: (ser dem an) Til så stor en opgave må høre en saftig overskrift.

KONGEN: (bekræfter formodningen) Vi kalder os De Syv Planeters Imperium. Jeg er Kongen i Solen, og dette er Dronningen af Månen. Og dette her er Lille Mars. En fattig gøglertrup og dens sølle aflægger.

BORGMESTEREN: Hvor kommer I fra?

DRONNINGEN: Fra jeres gode naboer.

BORGMESTEREN: De smed jer vel ud?

DRONNINGEN: Jamen, Deres kære nåde dog! Vi drog derfra med guld og berømmelse!

BORGMESTEREN: Og hvad havde I så tænkt jer at opføre her - hvis I får lov?

DRONNINGEN: En prægtig forestilling der handler om at der var engang en - (lang klamamse med sort snak, mens børnene morer sig og borgmesteren kommer i tvivl) - kort fortalt!

KONGEN: Og det siger straks sig selv at den slags kræver et utal af roller!

BORGMESTEREN: Et utal af roller? Er der da mange roller i?

KONGEN: (griner til alle) Om der er mange roller! Han spørger om der er mange roller!

DRONNINGEN: (slår det fast) Der er syvogtyve!

BORGMESTEREN: Syvogtyve?

DRONNINGEN: (slår det helt fast) Syvogtyve!

BORGMESTEREN: Men hvem spiller så alle dem?

KONGEN: Det gør vi da!

BORGMESTEREN: Gør I det?

DRONNINGEN: Det gør vi sådan her!

(rollepræsentationen foregår ved at hver af gøglerne på skift gør et lille hop når deres rolle præsenteres. Det er et nummer og må gerne udarte til en hel lille handling)

KONGEN: Hun spiller dronningen, og jeg spiller kongen, og jeg spiller jægeren, og han spiller hjorten, og hun spiller feen, og hun spiller den gamle heks, og hun spiller den fortryllede eg, men også det talende hoved, og han spiller spillemanden, og jeg spiller bjørnen, og han spiller de to tvillingedjævle (hop-hop), og hun spiller Jomfru Maria, og jeg spiller Martha med håret, og jeg spiller grædepilen, og jeg spiller bokseren på vindebroen, og hun spiller svanernes flugt, og han spiller vejen til horisonten, og jeg spiller den vildfarne, og jeg spiller sørøveren, og hun spiller delfinen, og han spiller den lede slange, og jeg spiller æblet, og han spiller fristeren, og hun spiller den onde stedbror, og hun spiller skøgen med fløjten, og han spiller den gamle morlille i ilden!

DRONNINGEN: Og alle tre spiller vi gøglertruppen De Syv Planeters Imperium!

(hop-hop-hop. Børnene klapper i åndeløs betagelse og glæder sig allerede til at se forestillingen)

BORGMESTEREN: (omsider) Jeg kan give jer tilladelse til at blive her i tre dage. Men I skal nu ikke tro I kan spinde guld her. Vi er en fattig by. Vi er plaget af rotter og alskens kryb!

KONGEN: Tænk ikke på os. Den slags generer os ikke det fjerneste.

(borgmesteren kigger igen lidt på dem, men vender så omkring og går videre i sine egne tanker. Gøglerne slår sig ned på torvet, dvs. Scenearbejderen slår deres telt op som et sted hvor de kan både bo og arbejde. Derefter overlader Scenearbejderen gøglerne til sig selv)

KONGEN: (retter sig op imod byen) Herligt, herligt, herligt, fint, smukt, smukt, herligt, herligt!

LILLE MARS: Det er sgu da et røvsygt sted!

DRONNINGEN: Du holder din mund, er du med!

LILLE MARS: Bare fordi jeg siger det som det er!

DRONNINGEN: Vi skal ikke have nogen ballade her!

LILLE MARS: Det var da ikke min skyld at vi blev smidt ud det sidste sted.

KONGEN: Ssssssssh, ikke så højt, din klør!

LILLE MARS: Det var fordi I absolut skulle sige dem sandheden lige op i øjnene!

KONGEN: Kan du så holde din kaje!

LILLE MARS: Jeg vil være større end borgmesteren når jeg blir stor og snyde alle voksne!

KONGEN: (ser sig om mod byen) Men vi vil spille vores komedie med stadig nye variationer.

DRONNINGEN: Og nogle vil kunne bruge os, og andre vil lægge os for had.

(de synger alle tre en sang om gøglernes færden)

GØGLERNE: (synger)

Gøgleren spænder sin bjælde om halsen
og håber den ikke kvæler hans valsen,
vi gøgler om dagen og sover om natten
og håber vi aldrig falder til patten,
snart traver vi mile og vandrer af led
og finder for gøglet et kortvarigt sted.
Oh, at være en nar for vor herre
på herrens mark skal vi trække vor kærre.

(præsten kommer hen til dem og stopper deres udfoldelser et øjeblik)

PRÆSTEN: Hør, nu giver jeres sang vel ikke anledning til hor og deslige?

DRONNINGEN: Vi er de mest ærbare mennesker der har trådt landevejenes støv!

PRÆSTEN: Så kan I vel undvære en skærv til de fattige. Den der giver til de fattige låner til gud!

KONGEN: Den rige fugl kommer susende, den fattige fugl kommer hinkende. Hink, hink, hink.

(præsten må gå derfra med uforrettet sag. Gøglerne genoptager deres sang)

GØGLERNE: (synger)

Gøgleren triller en vise på tungen
og håber det sidste vers er ej sungen,
vi sælger vor sjæl og vi gør det for penge
og håber vi ikke derfor skal hænge,
snart spiller vi for jer med stemme og krop
og venter I tillader masken et hop.
Oh, at være en nar for vor herre
på herrens mark skal vi trække vor kærre.

Gøgleren griber sin drønende tromme
og taler om mer end verden kan rumme,
vi spiller i syvmilestøvler og klude
og håber vi maned et billed’ der du’de,
snart vandrer vi vide og falder på halen
og håber vi ikke dør før finalen.
Oh, at være en nar for vor herre
på herrens mark skal vi trække vor kærre.

(de forsvinder ind i deres telt der lukker sig bag dem)

Scene 12 - ROTTEFÆNGEREN SAMLER BRÆNDE IND

(Rottefængeren går sammen med Karen og Andreas omkring og samler brænde ind. De slæber allerede rundt på hver sit bundt. Imens fortæller Rottefængeren)

ROTTEFÆNGEREN: Først gjorde jeg det at jeg gav mig god tid. Det må man med rotter, det må man med alle dyr. Jeg lyttede mig ind til deres pibelyde - i parringstiden bruger de bestemte fløjtetoner. Til sidst fik jeg bestemt alle deres småord og kaldelyde. Og nu var der gået tre år.

(hun blir afbrudt af høje hyl. En kvinde kommer farende og kyler puder gennem luften samtidig med at hun stamper i jorden og skriger op. Rottefængeren træder ind foran hende)

ROTTEFÆNGEREN: Lad det fare, det lønner sig ikke. Jeg skal nok tage mig af dem.

(kvinden går helt i baglås. Står bare der og glor på rottefængeren. Men så tager fanden pludselig ved hende og hun danser derfra som en besat med en skingrende latter)

KVINDEN: Hun tager sig af dem, hun skal nok, hun tager sig af dem, hahahihihahaha!

(kvinden forsvinder ud af syne. Rottefængeren og de to børn fortsætter deres runde)

ROTTEFÆNGEREN: Så var det næste jo at få lavet en fløjte der kunne frembringe de toner. På den måde ville jeg kunne lokke rotterne til at følge efter mig. Det tog mig yderligere tre år at finde materialet og få skåret fløjten. Men jeg skar den. Og nu var der gået seks år.

(de får nu øje på en gammel mand der roder sultent med en kæp under nogle gamle brædder)

ROTTEFÆNGEREN: (sætter en fod på hans kæp) Du kan jo ikke spise dem alligevel. Hold den nu bare gående en dags tid, ikke.

DEN GAMLE MAND: (sidder på jorden og glor op) Så æder du dem vel bare selv, for næsen af mig, og jeg får ingenting!

(rottefængeren ryster på hovedet og fortsætter sammen med Karen og Andreas)

ROTTEFÆNGEREN: Nu følger rotterne mig når jeg blæser i fløjten. Det er et håndværk.

ANDREAS: Der mangler noget.

ROTTEFÆNGEREN: Hvad mangler der?

ANDREAS: Jeg tror ikke du kan få rotterne til at følge dig så længe du lugter af menneske.

KAREN: Men du lugter da af menneske!

ROTTEFÆNGEREN: Inden jeg var helt klar, måtte jeg også bruge tre år på at få afskaffet min menneskelugt. Jeg opfandt en væske. Når jeg bruger den væske lugter jeg ikke anderledes end for eksempel solskinnet eller månestrålerne eller det rindende vand. Og nu var der så gået ni år.

KAREN: Hvorfor har du to fløjter?

ROTTEFÆNGEREN: Hvis den ene ikke duer, så duer den anden måske.

(rakkerknægten kommer styrtende hen over torvet med en stor sæk på nakken, skarpt forfulgt af skoleknægte i sort uniform. De råber: Rakkerknægt, rakkerknægt, samler rotter i sin sæk! - Og de kaster sten efter ham. Han tumler lige ind i rottefængeren. Rottefængeren holder ham tilbage)

ROTTEFÆNGEREN: Hvor mange rotter har du i din sæk?

RAKKERKNÆGTEN: 126! Jeg får to øre for hver ti!

ROTTEFÆNGEREN: Der er mange måder at tjene forkerte penge på. Tag sækken med hen til det bål vi er ved at bygge. Og kom så med os. Inden de sætter dig til noget der er endnu farligere.

(Rakkerknægten ser ikke spor overbevist ud om at tilbuddet er et godt bytte)

ROTTEFÆNGEREN: Det med pengene skal vi nok finde ud af. Og vi har brug for dig, du kan jo fortælle os hvor rotterne er værst og hvor de har deres smuthuller, det ved du vel alt om.

(rakkerknægten er helt med og slår følge. Skoledrengene trækker sig tilbage. En rytter kommer i fuld galop over torvet og rider op foran gården. Der sidder han af hesten og haster ind. Andreas og rakkerknægten løber lidt frem for at se hvad det var. Rottefængeren og Karen er kommet helt hen i nærheden af gøglerteltet. Kongen stikker pludselig hovedet frem helt oppe under telttaget)

KONGEN: De snyder dig, din nar! Gud har sat dem på denne jord for at snyde os alle!

ROTTEFÆNGEREN: (glad) Konge, gamle hanrej, hvordan går det, elsker du mig stadig?

KONGEN: (tysser og peger ned mod teltet) Sådan en fjante skal være glad til hvis hun slipper hel ud af byen!

ROTTEFÆNGEREN: Det skulle kun glæde mig hvis kongen og jeg kunne drage herfra i samme forrevne tilstand!

KONGEN: (smiler, men råber videre) Jo mere de snyder, jo højere karakter får de hos Sct. Peter!

ROTTEFÆNGEREN: (kysser på fingeren) Næ nej, mig snyder de ikke. Ikke denne gang.

KONGEN: Du er en skamplet for alle landevejsstoddere! (nok så lavt) Vi ses vel.

(Kongen kysser tilbage og forsvinder. Rottefængeren svarer på Karens uudtalte spørgsmål)

ROTTEFÆNGEREN: En storartet tosse jeg kender fra landevejene.

KAREN: Tror du ikke jeg kunne lære ham at kende også?

ROTTEFÆNGEREN: Først rotterne. Så ser vi.

(Andreas og rakkerknægten slutter sig til dem igen)

ANDREAS: Vi skal bruge en helvedes masse mere brænde hvis det skal forslå!

(det viser sig nu at scenearbejderen også har samlet brænde ind. De går derfra med brændet)

RAKKERKNÆGTEN: (til rottefængeren) Er du god til pilefløjter?

ROTTEFÆNGEREN: Hvis man har en god kvist kan man få meget ud af den.

ANDREAS: Hyldefløjter er nemmere at lave.

KAREN: Men de lyder ikke så godt.

(de forsvinder om bag husene)

Scene 13 - RÅDET KØBER ROTTEFÆNGEREN

(Rådet kommer ind i rådssalen i hælene på den fremmede rytter. De er sure og hærgede. Og de forstyrres af betjenten der vimser om og fejer rotter ud med en kost)

BORGMESTEREN: Tag lige og gentag det sidste der!

RYTTEREN: Hvis rådet ikke inden tre dage har skaffet sig af med alle sine rotter, vil regeringen af sikkerhedsmæssige grunde brænde byen af og flytte dens indbyggere til andre områder.

STRØM: Jamen, det er jo en fuldstændig desperat og ganske kortsigtet løsning!

RYTTEREN: Regeringen er af den opfattelse at denne by udgør en farlig smitterisiko og har ikke tiltro til at dette råd kan skøtte sagerne selv og sørge for rotternes udslettelse.

BORGMESTEREN: Ja tak, vi har hørt det, vi ved nu hvad vi har at rette os efter!

(rytteren knalder hælene sammen og iler ud. Lidt senere ser vi ham ride derfra i galop)

STRØM: Fuldstændig uacceptabelt, i bund og grund uacceptabelt! Føj for satan!

SMIDT: Jeg siger jer: Der er ikke kun én konspiration. Høj og lav rejser sig nu mod os -

BORGMESTEREN: (slår en hånd i bordet) Jajaja, sagen er desperat. Men vi har stadig tre dage.

SKRAM: Og vort højtberømmede selvstyre kan vi putte skråt op efter dette!

BORGMESTEREN: Hvor fanden blir maden af! - Dér!

(siger borgmesteren fuld af håb da døren åbnes. Men det er hans kone, opløst af gråd)

KONEN: Rolf, Rolf, de har invaderet huset! De forfølger os overalt, din familie!

SKRAM: (snuser til sine fingre) Det er da godt man ikke har de problemer!

BORGMESTEREN: Du skal blive hjemme og passe dit hus. Du skal sørge for at vor datter ikke kommer noget til. Kvinden har intet at bestille i denne forsamling.

STRØM: Det er mit daglige amen derhjemme.

BORGMESTEREN: Der har vi maden, mine herrer!

(tjenestepige ind med sølvfad med låg. Hun sætter fadet og vender sig for at gå. Men blir standset af et brøl fra borgmesteren, der sultent har løftet låget og kun finder rotter derunder. Alle går fra snøvsen. Pigen stikker af, konen trækker sig ind i hjørnet. Rådet og betjenten jager rotter overalt. Totalt kaos. Kun borgmesteren står som forstenet over fadet. Til sidst hamrer han låget i bordet)

BORGMESTEREN:(brøler ud over dem alle) HØØØØØØØØØØØV!

(alle går i stå med et smæld. Tavshed. I stilheden kommer præsten ind i rummet)

PRÆSTEN: Guds fred i stuen.

(alle ser på ham. Han ser sig om. Borgmesteren har igen fuld kontrol over sig selv)

BORGMESTEREN: Gå hjem, min due, jeg gør jo hvad jeg kan. (konen siver ud) Velkommen, præst. (til betjenten) Og tag så den kost og forsvind, vi må koncentrere os. (tjeneren ud. Ro om bordet) Mine herrer, det nytter ikke med koste længere. Det nytter ikke mere at gå stykkevis til værks. Vor eksistens, mine herrer, selve vort livsgrundlag er truet. Vi kan kun håbe at der ikke sker for stor skade ved at vi for denne gangs skyld bøjer os for pøblens krav. De kan misforstå situationen, det er der ikke noget at gøre ved. Vi står nu kun til at redde hvis vi går fuldt og helt ind på alles betingelser. Ja, mine herrer, sådan er det, jeg er parat til hvad som helst nu.

(rottefængeren står pludselig i rummet. Hun har en knortekæp i hånden fra brændet)

ROTTEFÆNGEREN: Gælder det også mig?

BORGMESTEREN: (snurrer rundt) Hvem er du?

ROTTEFÆNGEREN: Rottefængeren.

BORGMESTEREN: Hvordan er du sluppet ind?

ROTTEFÆNGEREN: Nu jeg alligevel er her, kan jeg lige så godt hjælpe jer med jeres rotter.

BORGMESTEREN: Rottefængeren? (pause) Hvad skal du have for det?

(rottefængeren tager en lang tur rundt om rådmændene. De sidder som på pinde, hun bevæger sig meget tæt op ad dem. Hun får præsten til at træde et stort skridt tilbage)

ROTTEFÆNGEREN: Vi må også tænke på at den kunst der kræves for at udfri en by medfører en voldsom belastning for den person der påtager sig opgaven. Man må også tage i betragtning at der bør finde en efterbetaling sted for alle de år det har taget at lære denne kunst.

BORGMESTEREN: Prisen!

ROTTEFÆNGEREN: (fortsætter uanfægtet) Den rottefænger der til fulde kan sin kunst er lige så sjælden en fugl som den gøgler der kan få et helt folk til at le og græde på samme tid.

BORGMESTEREN: Gøgleren er dårligt betalt.

ROTTEFÆNGEREN: Ikke rottefængeren. Rottefængeren har sin pris: en krone per rottehoved.

(alle stivner. Præsten folder himmelfalden sine hænder. Borgmesteren ser ned i bordet. Skram har hånden ved næsen. Smidt har tabt munden. Strøm holder sig for ørerne)

BORGMESTEREN: (omsider) Det blir ret mange penge.

ROTTEFÆNGEREN: Det er som man tager det.

BORGMESTEREN: (langsomt) Men jeg forstår godt at der ligger et stort arbejde bag din kunst. Og der må være lange dage hvor du skal leve af de midler du kan tjene i få heldige øjeblikke. Jeg går ud fra at du har et mangeårigt underskud du skal have dækket. Og vi er jo ikke i en situation hvor vi kan tinge om prisen. En krone per hoved. Hvornår går du i gang?

ROTTEFÆNGEREN: I aften. Så snart månen står op. Det blir ved midnat. Alle skal da holde sig indendøre. De må gerne kigge ud af vinduerne. Men er der bare ét menneske ude, vil det gå galt. Jeg starter ved kirken. Betalingen henter jeg her i morgen. Og jeg ser gerne at vores aftale forelægges for folk ved et møde på torvet, skal vi sige om et par timer?

(rottefængeren går ud og lukker døren lige så stille efter sig. Præsten lister efter)

SKRAM: (lidt efter) Var det nu klogt?

STRØM: Hun tager os jo aldeles i pant!

BORGMESTEREN: Slipper vi måske ikke af med rotterne! Undgår vi ikke at få byen svedet af til sin grundvold og omsat til sod og aske! Var det ikke netop vores problem!

SKRAM: Et pulver, se det ved man hvad er, men en troldkvinde!

BORGMESTEREN: Jeg ser gerne at alle tager det lidt fornuftigt. Unyttig jammer har vi nok af.

SKRAM: Når jeg tænker på alle de indtægter jeg nu går glip af. Hvad stiller jeg efter dette op med mine lagre af gift. Det er jo ikke til eget brug jeg har produceret så meget.

SMIDT: (ryster på hovedet) Der er også noget andet der bekymrer mig ved hele denne handel -

BORGMESTEREN: Vi begynder med apotekeren. Ingen må ruineres på det her. Jeg tror at jeg på rådets vegne kan tilbyde apoteker Skram et faktisk monopol for sig og sine efterkommere.

SKRAM: (surt) Hvor fanden skulle jeg få efterkommere fra!

BORGMESTEREN: (oprigtig ked af det) Undskyld, undskyld! For sig selv altså.

SKRAM: Og hvis man så kunne standse denne Mor Dana i sin håndtering. Rottefængeren har for øvrigt indlogeret sig hos hende. Hendes bryg stjæler alt for mange af mine kunder.

BORGMESTEREN: Jeg skal se hvad jeg kan gøre. Vi vil naturligvis alle få større og rigere handel efter dette. I det hele taget tror jeg man kan sige at vi næringsdrivende -

STRØM: Hvad med det store arbejde jeg har lagt i mine rottefælder?

BORGMESTEREN: (som et piskesmæld) Byg dem om til dueslag!

(dét tog fusen på Strøm. Smidt sidder hele tiden og ryster bekymret på hovedet)

BORGMESTEREN: Alt i alt vil vi få flere penge mellem hænderne efter dette. Og netop denne pengerigelighed - - Smidt, hvorfor sidder du hele tiden og ryster på hovedet?

SMIDT: Jo. Jeg tror jo ikke hun er nogen troldkvinde - men jeg tror vi skal se os morderlig godt for lige nu. Jeg tror nemlig at det er hende selv der har sendt rotterne ind i byen.

STRØM: Hvorfor det?

SMIDT: Skal hun måske ikke have penge for at drive dem ud igen?

BORGMESTEREN: Jeg har faktisk tænkt på det. Men tænk dybere. Rottefængeren befrier byen for rotter. Alle ånder lettet op. Hvem vil da, efter den bedrift, fremstå som byens redningsmand -

SMIDT: Men det er jo det jeg siger, det er en konspiration!

BORGMESTEREN: Om ikke denne kvinde! Og hvilken magt vil hun da ikke have vundet sig!

SKRAM: Du mener hun kan vælte os, rådet, af pinden?

BORGMESTEREN: Det var der jeg ville hen.

STRØM: Og byen vil stå bag hende?

BORGMESTEREN: Det var sådan noget jeg tænkte på.

SKRAM: Men det er jo en fuldstændig uholdbar situation!

BORGMESTEREN: Det er den vi må se i øjnene efter dette.

STRØM: (efter en god pause) Men du skal nok finde på noget. Ikke?

(borgmesteren rejser sig og slår ud med armene. Han forlader lokalet. De andre følger)

Scene 14 - SAMLING PÅ TORVET

(Trommen går rundt om i byen. Men vi ser endnu ikke Trommemanden, hører kun hans ihærdige kalden sammen. Rottefængeren og Astrid kommer sammen ind på torvet)

ASTRID: Hvad vil du bruge så mange penge til?

ROTTEFÆNGEREN: (gestus mod byen) Hvad ville du selv gøre hvis alt det her var dit?

ASTRID: Sådan noget kan man ikke svare på, det er umuligt.

ROTTEFÆNGEREN: Men du bestyrer det hver dag. Uden dig kunne det ikke fungere. Det er dig der sørger for byens velfærd, ude og inde.

ASTRID: Det gør jeg for andres regning. Og her er ikke stor velfærd at byde på.

ROTTEFÆNGEREN: Jeg skal betale Mor Dana for kost og logi, andet skylder jeg ikke væk. Og kommer jeg først ud på landevejen igen, er bønderne flinke til at give til landstrygere. Jeg har ikke brug for de penge. Men jeg kunne give dem til dig og de andre her i byen som ingenting har. Som det er nu blir jeres børn pranget væk, så de kan arbejde for deres underhold. For mit honorar kan I selv sørge for jeres børn. Vi overlader pengene til jeres børn, så blir de brugt rigtigt.

ASTRID: (ser lidt på hende) Det er et nummer, ligesom den blomst du gav mig.

ROTTEFÆNGEREN: Blomsten var ægte nok. Nummeret var også ægte nok. Min sjæl, hvad vil du mer?

(Trommemanden dukker nu op og råber ud over det hele)

TROMMEMANDEN: Alle byens borgere, hver som kan gå og stå, skal mødes på torvet, for der at få kundskab om rotternes fordrivelse og bortfjernelse! Efter rådets ordre og vilje!

(alle stimler sammen på torvet, hjulpet af Scenearbejderen der gerne vil have samling på folket nu. Karen, Andreas og Rakkerknægten kommer sammen. Præsten går rundt og snuser. Mor Dana går omkring og falbyder sine varer. Mens torvet langsomt fyldes, hører vi inde fra skolestuen eleverne messe deres lektie)

ELEVERNE: (i kor) Konger, kejsere, fyrster, de hellige krige. Gorm, Tveskæg, Atterdag, oldtid, styrke, de gamle helte. Paven i Rom og bispen i Roskilde, præsten i kirken og manden på gården!

LÆREREN: Vi lærer ikke for livet, men for skolen. Vi glemmer livet. Nu én gang til for skolen!

(mens eleverne tager lektien nok en gang, går rottefængeren hen og slår vinduerne op)

ROTTEFÆNGEREN: (råber ind i skolestuen) Af sted med jer, trommen går, det er nu det sker!

LÆREREN: (råber vildt op derinde) Bliv på jeres pladser, hører I, kan I så blive siddende!

(men alle ungerne vælter ud gennem vinduerne og fordeler sig ud over torvet)

LÆREREN: (stikker hovedet ud) Bliv her! (får øje på rottefængeren) Hvem fanden er du i det hele taget!

ROTTEFÆNGEREN: Hvorfor lærer du dem ikke noget om deres egen tid?

LÆREREN: Disse børn tilhører kun mig og min undervisning. Kom tilbage! Disse børn er min åndelige ejendom!

ROTTEFÆNGEREN: (smågrinende) Så lær dem et håndværk, menneske. Lær dem at forholde sig. Bliv fremtidens mand!

(rottefængeren lader læreren stå i vinduet og går ud blandt folk. Gøglerne kommer nu frem foran deres telt. Kathrine og konen kommer frem på balkonen. Soldaterne dukker op og holder et godt øje med denne sammenstimlen. Trommemanden slår en ny hvirvel)

LILLE MARS: Jeg vil også være med! Hvorfor får jeg aldrig lov til at være med!

DRONNINGEN: Jo mindre vi blander os nu, jo større opsigt vækker vi senere.

LILLE MARS: Jeg vil ikke vække opsigt, jeg vil være med!

KONGEN: Hold kæft, eller vi binder dig til teltstangen!

(Lille Mars makker ret, vil ikke ind og bindes. Fra balkonen høres Konen)

KONEN: (til Kathrine) Stå ikke der og lad dig udstille!

KATHRINE: Jeg vil også være med! Nu sker der da noget! Er det noget far har fundet på?

KONEN: Det var også på høje tid i så fald!

KATHRINE: Gå bare ind, jeg skal nok fortælle dig hvad der sker!

(men begge blir stående ude på balkonen. Trommemanden slår nye hvirvler. En forventningsfuld stilhed sænker sig over torvet. Igennem denne stilhed dukker rådet op, på deres vej hen mod den platform hvor de skal stå. De ser alle glade og fortrøstningsfulde ud, helt i modsætning til sidst vi så dem. De stiller sig op med front mod torvet. Kort trommehvirvel)

BORGMESTEREN: (vinker rottefængeren op) Her, rottefænger!

ROTTEFÆNGEREN: (vinker af) Jeg står fint her!

(alle ser fra den ene til den anden. Borgmesteren trækker på skulderen og tager ordet)

BORGMESTEREN: Jeg har sammenkaldt jer her i dag for at meddele jer en vigtig beslutning. Som repræsentant for en hårdt ramt by kender jeg vel den nød vi er stedt i. Vi er alle underkastet de samme prøvelser, alle er vi udsat for de samme trusler. Rådet har derfor nu besluttet sig for at betale den pris det koster at få byen renset, men kan dog allerede nu love at det ikke kommer til ekstra skatteudskrivninger i den anledning. Rådet har til formålet besørget en rottefænger til byen. Rottefængeren står dér. Vi har i princippet accepteret hendes tilbud. Og hun vil nu med rådets velsignelse og fulde opbakning drive rotterne ud af byen. Det vil ske i aften når månen står op. Alle må da holde sig indendøre. Forhold jer blot i ro. Alt vil blive godt igen og ved det gamle.

(alle har lyttet i tavshed. Præsten kommer nu med et forslag)

PRÆSTEN: Lad os synge vores bysang, vores herlige bysang! Her går megen djævelskab i svang, her er utrygt, vi bør synge sammen igen! Lad os synge den og højne vore sjæle! Lad os alle synge!

(men det blir der ikke noget af. Hele torvet tager, efter en smule tøven og forsigtig opstart, fat på en helt anden sang. Dog ikke rådet. De står tavse og ser på. Og kan på den anden side heller ikke bare gå deres vej)

TORVET: (synger)

Der var engang
da vi drømte om lykke
vi lød en sang
om tider så trygge.

Vi drømte dengang om en gylden tid
velsignet var vore hænders flid
vor møje et forskud på morgendagen:
en sølvmønt slagen for al vor jagen.

Vi øjned’ en banke så fjernt herfra
vi skulle dens top i besiddelse ta’
græsset var grønt på dens strålende flanker
over højen til himlen gik alles tanker.

Der skulle vi sadle den hurtigste hest
der kunne vi stille det an til en fest
der ville der være stor rigdom til rest
og hver skulle gøre som hver syntes bedst.

Der var engang
hvor vi fandt det nok
at synge en sang
og drømme i flok.

Der var engang
hvor vi fandt det nok
at drømme en sang
og synge i flok.

(sangen er slut. Rottefængeren blir grebet og løftet op over alles hoveder og båret derfra i triumf. Rådet forsvinder ind. Musikken spiller lystigt videre. De runder først af efter at Scenearbejderen har været hele vejen rundt med et skilt der højt og tydeligt for alle siger)