RIBORG

En dialog

af

Kaj Nissen

PERSONERNE:

Riborg

Moderen

STEDET:

En døråbning

TIDEN:

For en rum tid siden

RIBORG

(En dør åbnes - en gammel dør, en tung dør)

RIBORG: (i døråbningen) Jeg slår ham ihjel!

MODEREN: (uden for døren) Det kan du ikke.

RIBORG: Du aner ikke hvad jeg kan!

MODEREN: Kom nu herud og stå ikke der i døren.

RIBORG: Og hvorfor har han så lige sendt dig herop?

MODEREN: Hvorfor tror du jeg kommer her og lukker dig ud nu?

RIBORG: Fordi du er blevet træt af ham og ønsker at jeg skal slå ham ihjel.

MODEREN: Fordi han er død, Riborg.

(pause)

MODEREN: Kommer du så ud?

RIBORG: Er far død?

MODEREN: I nat.

RIBORG: Hvordan?

MODEREN: Et hjerteslag.

RIBORG: Er du ked af det nu?

MODEREN: Det er ikke så let at forklare.

RIBORG: Du burde være glad. Jeg forstår det ikke.

MODEREN: Hvad er det du ikke forstår?

RIBORG: Det burde være let.

MODEREN: At forklare?

(pause)

MODEREN: Kommer du så ud?

(pause)

MODEREN: Burde jeg være lykkelig?

RIBORG: Hvordan kan noget menneske ellers tro på dig.

MODEREN: Det er ikke så nemt at mane lykken frem - eller ulykken for den sags skyld. Det er ikke nemt på forhånd at vide, hvordan man ser på den døde, der for lidt siden var levende, men nu ikke er andet end en skygge af sig selv. Det er ikke så nemt at se den mand for sig der engang tårnede sig op over os med sine beslutningers kraft og med ét er sunket sammen bag sit afmægtige liv.

RIBORG: Gud være lovet for det!

MODEREN: Hold gud uden for det her nu.

RIBORG: Man blir måske en smule rørstrømsk?

MODEREN: Man blir hverken hård i mælet eller hadsk.

RIBORG: Du mener at min tone er bare en anelse uforsonlig?

MODEREN: Gud har i hvert fald ikke haft sin finger med i spillet.

RIBORG: Gud havde ikke en finger med, nej.

MODEREN: Kommer du så ud?

(pause)

MODEREN: Kommer du ud - eller skal vi blive stående her?

(pause)

RIBORG: Du kunne også vælge at komme ind.

(pause)

RIBORG: Kommer du så ind?

(pause)

RIBORG: Kommer du ind - eller skal vi blive stående her?

MODEREN: Jeg kom for at sætte dig fri i dag. Jeg har åbnet døren for dig og ønsker nu bare at du sætter din fod over tærsklen og holder op med alt dit spilfægteri.

RIBORG: Man gror let sammen med et sted hvor man har opholdt sig gennem så lang tid - det blir en væsentlig del af ens måde at forholde sig til tilværelsen på. Det er fem år siden nu. Hvem ville have troet det. Et par dage går hurtigt hen og pludselig - det kan være svært at rykke sig fri af det igen, man kunne jo ikke selv vælge. I fem år har min far holdt mig indespærret i det kammer!

MODEREN: Du har aldrig -

RIBORG: Og du gjorde ingenting!

MODEREN: Du har aldrig lidt nød derinde!

RIBORG: Hvorfor er du overhovedet kommet hjem!

MODEREN: Du kan ikke forvente svar på alt på én gang!

RIBORG: Og nu kommer du så bare her og vil lukke mig ud!

MODEREN: Engang måtte det jo ske, engang måtte vi have den dør op!

RIBORG: Jeg har hungret efter selskab - jeg har hylet op for at få et glimt af et ansigt, et par venlige øjne, for at mærke et par kærlige arme holde om mig. Jeg har søgt varme og kun fundet den mest udsøgte kulde. Jeg har ikke lidt nød derinde - jeg har kun været som en nødlidende på et stort smerteligt hav af ensomhed. Jeg har ligget vågen om natten og lyttet efter lyde fra huset, en latter, en gråd, nogle trin. Det var ligegyldigt om det var menneskelig glæde eller menneskelig smerte jeg lyttede til, så længe det bare var noget menneskeligt - jeg kunne ikke længere høre forskel på smerte og glæde, det var bare lyde udefra, uvedkommende - ér der forskel?

MODEREN: På glæde og smerte?

RIBORG: Er der det?

(pause)

MODEREN: Jeg mener der er en forskel.

RIBORG: Jamen, er der?

(pause)

RIBORG: Han skal være glad for at han er død. Den viden må han godt få med sig nu.

MODEREN: Ellers ville det have været dig en sand fryd at slå ham ihjel?

RIBORG: Jeg har udklækket de mest storartede dødsmåder, mens jeg har ventet og ventet på at den dør skulle gå op - jeg har været vanvittigt konstruktiv og kreativ, jeg har tænkt mig utroligt godt om. Faktisk har jeg glædet mig som et barn til engang at skulle pakke alle disse løfterige gaver til mig selv ud.

MODEREN: Det er dig der skal være glad for at han er død nu.

RIBORG: Ser jeg da ked ud af det, synes du ikke at jeg -

MODEREN: Ellers var du ikke blevet lukket ud nu.

RIBORG: Han var ikke nået så vidt endnu?

MODEREN: Du havde vel ikke håbet at han selv ville komme herop?

RIBORG: Nogen skulle vel - det kunne vel ikke bare fortsætte sådan her? Engang måtte det vel stoppe.

MODEREN: Han havde svoret på at han ikke ville lukke dig ud så længe han levede - det var en aftale han havde med sig selv, og han var som du ved en mand der havde uhyre let ved at holde sit ord, fordi han ikke tålte selv det mindste nederlag - ja, du kendte ham fuldt så godt som jeg.

(pause)

RIBORG: Døde han i dine arme?

MODEREN: Han døde i køkkenpigens arme.

RIBORG: Der havde han vel ikke noget at bestille!

MODEREN: Det gjorde han heller ikke, han sov den bare ud.

RIBORG: (forsvinder ind i værelset) Jeg synes du skal komme herind. Så slår vi os ned her og lever sammen til vores dages ende -

MODEREN: Jeg har jo sagt at jeg ikke - - jeg kommer ikke ind, at du ved det!

RIBORG: (fortsætter uanfægtet) Vi får maden bragt ind og skidtet ført ud. Det er et velprøvet system, det fungerer aldeles upåklageligt og har bevist sin styrke igennem mange år nu - vi kan holde hinanden med selskab og behøver ikke omgås andre.

(pause)

MODEREN: Hvor langt nåede I to med hinanden?

RIBORG: Far og mig? Du mener ikke -

MODEREN: (uforstyrret) Dig og Rosenkrantz.

(pause)

RIBORG: Mig og Rosenkrantz?

MODEREN: Lyv ikke nu!

(pause)

RIBORG: Jeg kan dårligt huske det.

MODEREN: Åh, I nåede da vist længere end dét!

RIBORG: (tilbage i døren) Det er mange år siden. Var det Rosenkrantz og mig? Var det ikke Rosenkrantz og en anden?

MODEREN: Det var Rosenkrantz.

RIBORG: Rosenkrantz?

MODEREN: Og dig.

RIBORG: Mig?

MODEREN: Og ikke en hvilken som helst Rosenkrantz - han har faktisk fået en ret betydelig plads i sladderspalterne siden da!

RIBORG: Men de vers han lod dale ned over mig som løv fra træerne er visnede, både rytme og rim.

MODEREN: Jeg håber alligevel du kan få hans billede frem til sidst. Det er vigtigt, og du bør hverken føre dig selv eller mig bag lyset nu, det var for hans skyld du lod dig indespærre.

RIBORG: (oprørt) Jeg lod mig ikke indespærre, jeg blev -

MODEREN: Og det gør man vel ikke for intet.

RIBORG: Jeg blev fjernet på fars bud!

MODEREN: Jeg har hørt noget andet.

RIBORG: Han ville hævne sig!

MODEREN: (går mod trappen) Så siger vi det.

RIBORG: Det er sandheden!

MODEREN: Så taler vi ikke mere om det.

RIBORG: (råber hende tilbage) Har du hele tiden været på fars parti - har du det! Har du holdt med ham mod din egen datter, mente du at det han gjorde var ret og rimeligt mod mig og den mand som jeg -

MODEREN: (vender tilbage til døren) Hvad ville du egentlig have gjort, hvis du kunne have taget det sidste opgør med din far? Hvordan ser du på ham i dag?

RIBORG: Jeg ser ham som en voldtægtsmand - en forbryder og en ødelægger af menneskeskæbner! Men mest som en voldtægtsmand!

(pause)

MODEREN: Det var han nu ikke.

RIBORG: Men sådan fremstod han!

MODEREN: Har han da voldtaget dig?

RIBORG: Og jeg hader ham for det!

MODEREN: Det er altså sådan du ser ham?

RIBORG: (forsvinder ind i værelset) Og som til en anden voldtægtsmand ville jeg have sagt: Jeg vil flænge din hud, jeg vil flænse dit skæg! Jeg skal forgifte din mad med edder og forgift. Du vil ikke få fred hverken her eller der, før du er død og borte, og jeg igen kan trække vejret frit!

MODEREN: (meget roligt) Han må have vidst noget nærmere om din relation til Rosenkrantz, siden han blev så vred.

RIBORG: (råber fra værelset) Han - vidste - ingenting!

MODEREN: Jeg vidste ingenting.

RIBORG: Du var her ikke!

MODEREN: Men han må nu alligevel have vidst noget. Hvorfor siger du ikke bare hvad han vidste?

RIBORG: (tilbage i døren) Hvorfor kommer du ikke bare ind og ser for dig selv?

MODEREN: (på vagt) Hvad er det jeg skal se derinde?

RIBORG: Det han jo nok vidste.

MODEREN: (skriger) Kom herud!

RIBORG: (behersket) Se under det tredje gulvbræt fra vinduet. Der ligger dit første barnebarn godt forvaret. Den første uskyldige lille frugt af et syndigt skød. Guderne må vide om det ikke også blir det sidste.

(pause)

MODEREN: (får styr på sig selv) Siger du at du var gravid dengang du blev låst inde?

RIBORG: Alt ville han mane under jorden!

MODEREN: Rosenkrantz?

RIBORG: Far!

(pause)

MODEREN: Hvordan kunne -

RIBORG: Han har nok brugt trolddom.

MODEREN: Trolddom - hvem har brugt trolddom?

RIBORG: Rosenkrantz. Var det ikke en god forklaring?

MODEREN: Mon ikke han har gjort brug af en anden idræt.

RIBORG: Jo, nu husker jeg det. Han havde noget dernede som - en slags tredje ben mellem benene. Ikke så stort som de to andre, men kraftigt nok, stødsikkert.

MODEREN: Af alle morderiske og unyttige instrumenter!

RIBORG: Hvis vi havde været lovformeligt gift - og var udfaldet blevet det samme - så havde alle klappet i deres små hænder over hans nyttige og velanvendte brug af samme instrument!

MODEREN: Hvordan kunne du give ham lov til det!

RIBORG: Hvordan kunne jeg nægte ham det?

MODEREN: Det handler om viljestyrke!

RIBORG: Om at sige nej måske?

MODEREN: Ja, om at sige -

RIBORG: Du må ikke glemme at jeg selv havde et vist behov. Det var en så tiltalende fornemmelse, det føltes som det mest naturlige i situationen, alt i min krop bød mig lukke det ind.

(pause)

MODEREN: Hvorfor tav du stille med det?

RIBORG: Med fornemmelsen?

MODEREN: Med barnet!

RIBORG: Måtte jeg tale med nogen?

MODEREN: Har du født dit barn alene her?

RIBORG: Kunne jeg komme i forbindelse med jer?

MODEREN: Du må have skreget, var der ingen der hørte dig?

RIBORG: Jeg har vel bidt tænderne sammen.

(pause)

MODEREN: Jeg vidste ikke -

RIBORG: (forsvinder ind i værelset) Du var her ikke, du var taget af sted!

MODEREN: Jeg fik ingenting at vide - ingen fortalte mig noget som helst!

RIBORG: (råber inde fra værelset) Jeg flåede brættet af med mine egne hænder, jeg ville ikke have at ungen skulle ligge og kigge på mig hele tiden med sine store skuffede øjne! Ned under brædderne med det - bort fra mit åsyn! Jeg har aldrig set så håbløst et blik, jeg kunne ikke have det!

MODEREN: Du har vel ikke også -

RIBORG: (tilbage i døren) Det var dødt ved fødslen, det blev ikke nødvendigt at kvæle det mere end det var i forvejen - en dilettant som mig der ikke engang kan føde et barn og holde det i live! Tag en af pigerne derude, det klarer de i et snuptag - fødslen og drabet!

MODEREN: Var det en -

RIBORG: Jeg kiggede ikke efter, for jeg ville ikke vide det. Verden kan udmærket leve videre uden at vide om den gik glip af en kriger eller en jomfru. Ved du hvor Rosenkrantz holder hus nu for tiden? Eller har du været lige så afskåret fra meldinger som jeg?

MODEREN: Rosenkrantz -

RIBORG: Nej!

(pause)

MODEREN: Nej, hvad?

RIBORG: Blæse være med ham.

MODEREN: Men jeg ved noget som du kan -

RIBORG: Jeg vil ikke vide det, jeg er færdig med ham.

(pause)

RIBORG: Har far intet fortalt om det her - - ikke et eneste ord?

MODEREN: Du ved hvor tavs og tvær han kunne være.

RIBORG: Hvornår vendte du selv tilbage?

MODEREN: Jeg synes du skal følges med mig ned nu.

RIBORG: Jeg blir her indtil jeg får bedre besked. Og medmindre du frivilligt træder ind til mig - hvordan vil du så have jeg skal tro på dig!

MODEREN: (vender sig mod trappen) Så må du også sejle din egen sø! Først vil du ikke finde dig i at være spærret inde. Og nu vil du ikke lade mig lukke dig ud!

RIBORG: Hvad havde du ventet dig, kys og klap og kager!

MODEREN: (råber) Rosenkrantz slap for at få to fingre hugget af!

RIBORG: Det må vel være de to, han havde oppe i mig så!

MODEREN: Din far mente han havde opført sig meget skidt!

RIBORG: (råber) Og hvordan mon han så fremstår i min erindring!

MODEREN: Men han kunne ikke gå i krig uden de to fingre!

RIBORG: Kunne han gå i krig méd, luskebuks som han var!

MODEREN: (stopper) Nej, det kunne han faktisk ikke. De mistede forbindelsen med ham et sted inde i Ungarn. Da hans trop omsider igen nåede frem til ham, havde han ikke blot mistet alle fingrene, de havde også skåret tunge, næse, ører og genitalier af ham ved samme lejlighed.

(pause)

RIBORG: (roligt) Og den mand har jeg gået her og ventet på i alle de år.

MODEREN: (forskrækket) Hvad siger du?

RIBORG: Det kunne han godt have skrevet og fortalt mig.

MODEREN: Jamen, jeg siger jo at han -

RIBORG: Hvad skulle fyren nu lugte med, smage med - støde med?

MODEREN: Jeg vil ikke høre på dine frivoliteter!

RIBORG: Han er død og borte?

MODEREN: Ja, han er!

RIBORG: Så kunne han jo lige så godt have udåndet her hos mig, i mine arme. Så var det jo noget pjat at han lod sig overtale til at drage ned for at være med i krigen. Hvad betød Ungarn for ham?

(pause)

MODEREN: Må jeg ikke godt få det hele at vide nu?

RIBORG: Jeg elskede den mand desperat, jeg var fuldkommen besat af ham! Jeg ville have givet mit liv og den evige salighed for ham!

(pause)

MODEREN: Jeg burde nok være blevet hjemme dengang.

RIBORG: Og jeg tog mig ikke af hvad min far mente om den sag. Han havde planer med mig. Du havde planer med mig, alle havde planer. Imens søgte jeg blot udveje for at være sammen med min udkårne, under ethvert påskud, på enhver tænkelig og utænkelig måde.

MODEREN: Man kunne faktisk ane sporene efter jer.

RIBORG: Ikke i starten - ikke dengang! Ingen anede det mindste om vores ærede gæst og mig, før far opdagede os med de to fingre oppe!

MODEREN: Din far havde planer. Og jeg havde fundet en til dig, ja. Og du havde lovet ikke at se til anden side så længe sagen ikke var -

RIBORG: (meget pointeret) Jeg så skam ikke til hans side, jeg lå mig til hans side.

MODEREN: Det er noget sludder, det kan man ikke sige!

RIBORG: (artigt) Jeg lagde mig ved hans side?

MODEREN: Det kan man sige.

RIBORG: Men ikke gøre?

(pause)

MODEREN: Du havde fået et godt liv med ham jeg havde fundet til dig.

RIBORG: Hvad skulle jeg vel med et godt liv, når jeg havde himlen!

MODEREN: Hvad skulle Rosenkrantz have gjort, syntes du?

RIBORG: Han skulle være blevet og have holdt stand!

(pause)

MODEREN: Det var altså det din far vidste om jer to.

RIBORG: Han vidste mere, han vidste for meget.

MODEREN: Du sagde at han ingenting vidste?

RIBORG: (træt) Han holdt sig orienteret.

MODEREN: Hvad mener du?

(pause)

RIBORG: Selvfølgelig har han ikke voldtaget mig. Men hans planer rakte længere og længere. Han var hele tiden i hælene på os - alt ville han have del i. Han kendte vores færden indtil den mindste detalje.

(pause)

MODEREN: Jeres elskovslege, er det dét du mener? Du må være tydelig nu, hvordan skal jeg ellers kunne danne mig et billede af det!

RIBORG: Jeg ved ikke hvordan han bar sig ad. Men efter hans store opdagelse kunne vi ikke holde noget hemmeligt for ham.

MODEREN: Hvordan? Hvad mener du?

RIBORG: Han var på vores lønlige skjulesteder næsten før vi havde valgt dem.

MODEREN: Gamle mænd blir ofte mere snu end de selv ved af - og går snedigere til værks end de kan styre sig selv igennem!

RIBORG: Han havde sin særlige glæde ved at holde øje med os - køkkenpigerne kunne ikke hjælpe ham mere, du var her ikke. Men det var jeg og Rosenkrantz. Gennem Rosenkrantz' erobring af mig genoplevede han sin egen ungdoms erobringer, og han ville så tæt på som muligt, han ville have det hele med, ville helst være hvor det skete i al den tid det - - han hang som en skygge over os!

MODEREN: Så de to fingre var altså ikke alene skyld i at han -

RIBORG: De blev blot et påskud for at holde standret.

MODEREN: Så må der have været en anden grund.

RIBORG: Der var en anden grund.

MODEREN: Spyt nu ud!

RIBORG: Jeg var gravid med den mand jeg elskede, jeg ville have ham for mig selv! Men far ville dele det hele med os, med mig - en kvindes besættelse af en mand, hendes graviditet - til og med barnet havde han sat sig på, noget der voksede inde i maven, en helt ny fornemmelse for ham. Men jeg var ikke parat til at dele det med ham. Til sidst var jeg nødt til at finde på en plan. Jeg ville have Rosenkrantz langt væk, så langt væk som muligt, så hurtigt som muligt. Det blev en tvangstanke for mig. Jeg ville tage ham under armen og flygte med ham og vores fælles barn, bort fra far, bort fra krig og fri af al fare.

MODEREN: Og da din far opdagede den sammenhæng og hvor det hele bar hen -

RIBORG: På det tidspunkt havde han udpeget Rosenkrantz til sine formål!

MODEREN: Og da han nu så at du ville løbe bort med hele herligheden?

RIBORG: Måtte han samtidig til at se sin egen ensomhed i øjnene.

MODEREN: Og så huggede han hælene i og stoppede de søde lege?

RIBORG: Han spærrede mig inde og sendte Rosenkrantz bort.

MODEREN: Jeg forstår ikke helt - I må have haft masser af ubrugte muligheder og skyggefulde kroge.

RIBORG: (elendigt) Vi kunne ikke bruge al vores tid på det - vi kunne ikke bare -

MODEREN: Det var ellers en kær måde at tilbringe dagene på.

RIBORG: Vi havde jo ikke evigheden for os.

MODEREN: Noget af den havde I dog.

RIBORG: Den smule liv. Vi havde ikke mere end -

MODEREN: Det er altid kun de unge der tror at de skal dø lige om lidt!

RIBORG: Vores liv skulle ikke smuldre hen på den måde.

MODEREN: Akja, så ung og så utålmodig!

RIBORG: (forsvinder ind i værelset) Hvad er du så, hvad - gammel og utålmodig!

MODEREN: Ikke mere. Gammel, jo. Det andet har jeg lagt bag mig.

RIBORG: (råber) Det havde du ikke for fem år siden!

(pause)

MODEREN: (roligt) Nej, ikke for fem år siden.

RIBORG: Fem år - det er jo som en hel evighed!

MODEREN: Nu har jeg indrømmet så meget. Kommer du så ud?

RIBORG: (tilbage i døren) Jeg ér utålmodig - kan du fortænke mig i det! Og ikke helt ung længere - ikke bare ung mere -

MODEREN: For fem år siden var jeg ikke som jeg er nu. Hvornår ses det tydeligt på en at ens holdning til tilværelsen er skiftet?

RIBORG: På dig ses det stadig ikke.

MODEREN: Hvornår blir man klogere? Eller dummere, alt efter hvordan man tager det. Det kommer jo an på om man mener, kærlighed giver indsigt, eller berøver en den smule man har. Om den åbner ens øjne eller gør blind.

RIBORG: (retter sig selv) Nej, fem år er ikke en evighed - det er blot et knips med fingrene.

(pause)

RIBORG: Hvad havde du så hørt?

MODEREN: Om hvad? Hvad mener du?

RIBORG: Du havde hørt - "noget andet".

MODEREN: Om hvorfor han lod dig indemure?

RIBORG: Hvad var den begrundelse han gav dig?

MODEREN: Det var for hans skyld du lod dig indespærre.

RIBORG: For fars?

MODEREN: (uforstyrret) Det var en aftale mellem dig og Rosenkrantz.

RIBORG: (vantro) Gående ud på hvad?

MODEREN: Gående ud på at du ville sidde derinde og vente på ham indtil han havde vundet sine sporer i krigen og kunne vende hjem til dig igen - først ærens mark, siden hjem til kærlighedens enge.

RIBORG: Jeg ville bevare mig ren og uberørt af andre end ham?

MODEREN: Måske knap så utvetydigt udtrykt, men ja.

RIBORG: Hvornår fik du det der at vide?

MODEREN: Da jeg vendte hjem igen.

RIBORG: Troede du på det?

MODEREN: Ikke helt.

RIBORG: Næ, for hvorfor skulle I holde mig indespærret, efter at Rosenkrantz var død? Hvorfor skulle jeg sidde heroppe og kukkelure -

MODEREN: Jeg måtte vel først have lov til at finde ud af hvad her gik for sig!

RIBORG: Når der ikke længere var nogen at holde sig ren for.

MODEREN: Jeg holdt dig ikke indespærret.

RIBORG: Du lod det ske.

MODEREN: Nej!

RIBORG: Du lod det fortsætte!

MODEREN: (en anelse desperat) Jeg forsøgte at - men jeg kunne ikke gå hårdere til værks med din far end jeg gjorde - mere end jeg gjorde kunne jeg ikke gøre - det var umuligt. Det - kunne ikke gå hurtigere. Der var gode grunde til at fare med lempe - og vi vidste ikke at Rosenkrantz var død - før - for et lille års tid siden.

(pause)

RIBORG: Et år kun?

MODEREN: Kommer du så ud?

RIBORG: Kommer du ikke bare ind?

MODEREN: (går mod trappen) Jeg vil ikke bede dig på mine knæ!

RIBORG: Et år kun? Hvad er det du ikke vil røbe for mig nu?

MODEREN: (råber) Du er ikke min datter mere hvis du ikke går med ned!

RIBORG: (skærende) Det er en køn mor der fornægter den datter hun aldrig tidligere har villet kendes ved!

MODEREN: Jeg mener det, Riborg, jeg -

RIBORG: (forsvinder ind i værelset) Fortæl mig først hvor du holdt hus for fem år siden!

(pause)

MODEREN: (tilbage til døren) Jeg går ikke over tærsklen her. Men jeg skal gerne fortælle dig hvad der skete for fem år siden.

RIBORG: Hvordan skal jeg nogensinde kunne tro dig hvis du ikke tør vove dig herind?

MODEREN: (fortsætter uanfægtet) Også jeg har hungret efter selskab, også jeg har tørstet efter at kunne få et glimt af et ansigt, et par venlige øjne, og for at mærke et par kærlige arme holde om mig. Og det fik jeg ikke her. Jeg havde heller ikke forventet at finde det her. Men jeg havde ikke regnet med at savnet ville blive så stort til sidst, jeg havde ikke set i øjnene hvor dybt og inderligt man kan komme til at længes efter noget man sådan set havde afskrevet, noget man havde prøvet at glemme, den unge pige i en, hele den umådelige vilje til at tage verden ind, og specielt én i verden.

(pause)

RIBORG: (tilbage i døren) Hvad hed han?

MODEREN: Dagmar.

RIBORG: En mand kan da ikke hedde -

MODEREN: (hårdt) Du buser på og hører ikke hvad man siger til dig!

RIBORG: Jeg skal nok selv bestemme hvad jeg vil høre og hvad jeg ikke -

MODEREN: (roligere) Dagmar var ikke en mand. Hun var en stjerne på en meget formørket himmel, og da hun fandt tilbage til mænd igen, gad jeg næsten ikke se mig om efter en anden person jeg fremover kunne hælde mit hoved til. Der var ikke andre til for mig. Det vil sige det var der ikke lige der. Og det varede længe før jeg ville acceptere at det kunne der vel være alligevel.

RIBORG: Og for den sags skyld tog du herfra og lod mig i stikken?

MODEREN: Dengang jeg tog herfra, lod jeg ingen i stikken. Og da slet ikke dig. Du lagde ikke engang mærke til at jeg tog herfra - jeg kan i hvert fald ikke huske at du var nede for at vinke.

RIBORG: Jeg har nok været optaget af vigtigere sager.

MODEREN: (tørt) Rosenkrantz var, som du husker, allerede blevet indlogeret på gården dengang, så jeg går ud fra at det er ham du snakker om. Min tilstedeværelse her blev kun bemærket af mig selv. Jeg var en klam dødning på et sted der ellers husede levende mennesker.

RIBORG: Kunne du ikke unde mig den smule lykke?

MODEREN: (uanfægtet) Far knyttede sine forhåbninger til jeres samvær. Jeg måtte ud af skudfeltet, her var ikke til at være, det osede af jeres hede forventninger. Her var som i et væksthus, for meget fugt. Jeg vendte først tilbage hertil igen da alt var blevet stille.

RIBORG: Og du spurgte ikke dig selv hvorfor her var så stille?

MODEREN: Jeg trængte selv gevaldigt til lidt fred lige der.

RIBORG: Du kunne altså ikke unde mig min lykke!

MODEREN: (råber) Forelskede folk er også noget af det mest egoistiske!

RIBORG: (meget højt) Du var jo også kun opslugt af dig selv og dine forventninger!

MODEREN: (går mod trappen) Du skal ikke kræve mig til regnskab, jeg har ret til mit eget liv!

RIBORG: (råber efter hende) Som jeg har ret til mit måske - eller er det bare løgn?

MODEREN: (vender tilbage) Ved du hvad du er - du er noget af det mest selvoptagne og forskruede kvindekøn man kan se for sine øjne!

RIBORG: Og hvem mon jeg har det efter!

MODEREN: Og ikke engang fem år derinde har kunnet gøre dig mør!

RIBORG: (forsvinder ind i værelset) Hvis det kun er det, det handler om, hvorfor så ikke lade mig sidde! Fem år til og du vil se - jeg blir som et dikkende lam!

MODEREN: (græder) Kom nu ud, hører du!

RIBORG: Næ, lad mig nu bare sidde her!

MODEREN: Hvorfor tror du jeg kom tilbage til jer!

RIBORG: Hvorfor lukkede du mig ikke ud da du kom tilbage?

MODEREN: Jeg så at det var muligt at omskabe denne gård til et hjem!

RIBORG: For dig måske.

MODEREN: Et rigtigt hjem.

RIBORG: Ikke for mig.

MODEREN: (snøfter af) Her ville ikke have været til at være hvis ikke -

RIBORG: Her var ikke til at være!

MODEREN: Rejs dig nu fra den seng og kom herud!

RIBORG: Den er blevet mit hjem. Lad mig nu bo og dø på den seng!

MODEREN: Kun her kunne jeg forvente at finde nogen jeg kunne hælde mit hoved til! Det måtte der endnu findes til mig - på dette sted, i dette hus!

RIBORG: (kommer tilbage i døren) Du er gået det forkerte sted hen, du har opsnuset det gale hus - på denne gård har vi skam ikke råd til den slags vild luksus!

MODEREN: (helt tæt på Riborg) Hør nu på mig, du skal høre på mig!

RIBORG: (griber hende i kraven) Men er der nogen sinde nogen der har hørt på mig!

MODEREN: Send mig ikke væk nu! Du må høre på mig! Det er vores eneste chance for at få -

RIBORG: Det var mig der blev sendt væk!

MODEREN: Jeg har selv prøvet at - jeg har selv forsøgt -

RIBORG: (kyler hende bagud) Dig! Du har jo intet prøvet og intet forsøgt!

MODEREN: (trænger sig på igen) Jeg har selv været spærret inde engang! Jeg har selv siddet og kukkeluret i et fængsel som det her! Jeg havde svoret at ingen skulle få mig til at sige det - nu har jeg sagt det!

(pause)

RIBORG: (helt roligt) En overgang prøvede jeg at grave mig gennem døren med neglene.

MODEREN: Og opdagede at man ikke skal spilde tiden med umulige ting?

RIBORG: Døren er sine tre tommer tyk.

MODEREN: Du har mange kræfter.

RIBORG: Ikke mange nok.

MODEREN: Kan man ikke bøje et sind -

RIBORG: Den slags finder man snart ud af.

MODEREN: Så må man finde på noget andet og bedre.

RIBORG: Hvad ved du om det?

(pause)

MODEREN: Jeg var også ung engang og stangede som en tyr.

RIBORG: Der var måske også en du ville have?

MODEREN: Der var en jeg ikke ville have.

RIBORG: Var det far?

MODEREN: Det var den mand der blev din far.

(pause)

MODEREN: (meget lille) Synes du jeg skal stå her og afsløre alt?

(pause)

RIBORG: Jeg kan ikke forestille mig noget bedre sted.

(pause)

MODEREN: Min mor sad enke på det tidspunkt og havde fem voksne pigebørn og ikke mange midler at gøre godt med. Så da din far bad om at måtte få mig til kone - han var så forelsket i mig som en bjørn i honning - kunne min mor ikke se nogen grund til at takke nej.

RIBORG: Men det kunne du?

MODEREN: Jeg ville ikke have ham.

RIBORG: Men der var ingen vej udenom?

MODEREN: Jeg brød mig ikke om hans måde.

RIBORG: Du drømte vel om en der var smukkere?

MODEREN: Jeg ville ikke have noget med ham at gøre.

RIBORG: En Rosenkrantz, ville han have været køn nok?

(pause)

MODEREN: Jeg får ondt i benene af at stå her så længe!

(pause)

MODEREN: Kunne vi ikke bare sætte os ned i mit kammer?

(pause)

MODEREN: (med et suk) Det havde været noget andet med en Rosenkrantz. Det er klart at den slags gør en forskel - skønhed gør en forskel - det gør den jo altid.

(pause)

RIBORG: Hvad skete der så?

MODEREN: Så blev jeg spærret inde.

RIBORG: Var det din mor der gjorde det?

MODEREN: På egen hånd, helt efter egen anvisning.

RIBORG: Det ligner næsten en ærværdig gammel familietradition.

MODEREN: Jeg synes vi skal aftale at den har set sin bedste tid.

RIBORG: Det sker vel af sig selv når slægten stopper her.

MODEREN: Kunne du ikke tage og holde dig til emnet!

RIBORG: (artigt) Hvor længe sad du så der og gloede?

MODEREN: I fjorten dage og nætter.

RIBORG: Herregud endda.

MODEREN: Muttersalene.

RIBORG: Hvor trist at høre.

MODEREN: På et ensomt loftsværelse.

RIBORG: I fjorten skrækkeligt lange døgn!

MODEREN: Jeg fik mad skubbet ind tre gange om dagen. Efter det tåler jeg ikke lukkede rum, jeg ryster stadig over det hele ved tanken.

RIBORG: Hvor græsseligt!

MODEREN: Ingen fik lov at besøge mig.

RIBORG: Hvor har det set sørgeligt ud for dig!

MODEREN: Min mor sagde at jeg led af et smitsomt halsonde.

RIBORG: Og at du derfor absolut ikke kunne tåle at tale med nogen?

MODEREN: Ingen bøger og intet håndarbejde. Mit eneste selskab bestod af en stivrygget stol og en seng, og hver aften dukkede min mor op og spurgte om jeg var parat til at gifte mig.

RIBORG: Men du sagde nej.

MODEREN: I tretten dage og nætter holdt jeg stand. Men på fjortendedagen gav jeg dem både ja og amen og måtte søge brudeseng med en mand, jeg ikke på noget tidspunkt havde givet mit hjerte.

RIBORG: Så hurtigt havde jeg bestemt ikke givet op.

MODEREN: Jamen, jeg vidste ikke hvad jeg ville. Jeg vidste kun hvad jeg ikke ville - det gør en stor forskel.

RIBORG: Gør det?

MODEREN: Du har hele tiden vidst hvad du ønskede dig. Det bærer langt videre end en negativ afvisning.

(pause)

MODEREN: Så fik jeg dig, og mere fik han så ikke af mig.

RIBORG: Lige siden var du på vej væk.

(pause)

MODEREN: Var jeg en dårlig mor?

RIBORG: Jeg husker slet ikke nogen mor.

(pause)

MODEREN: Man kan måske godt sætte sig ind i fars følelser lige der. For nok er der faldet en masse unger efter ham ude omkring, men officielt og arveretsligt havde han kun dig at gøre godt med.

RIBORG: Det var ikke meget at skrige op om.

MODEREN: Og du skulle have været en dreng.

RIBORG: Jeg skulle have været en dreng.

MODEREN: Det var den ene ting han ikke kunne tvinge mig til at give ham.

RIBORG: Åh, at have været en dreng!

MODEREN: Og Rosenkrantz?

RIBORG: Hvad?

MODEREN: Hvor havde han så passet ind?

RIBORG: Så havde han vel - så havde alt vel - så var vi -

(pause)

RIBORG: (uendelig trist) Hvorfor bøjede du dig også? Hvorfor gav du op så hurtigt?

MODEREN: (varsomt) Skulle jeg ikke have gjort det, mener du?

RIBORG: Havde du ikke bøjet dig, var jeg ikke blevet født, og det hele ville have været meget nemmere.

MODEREN: Ja, men ville det også have været til at bære?

RIBORG: Det må have været et trist liv for dig.

MODEREN: Hvad for en del af det, mener du?

RIBORG: Sammen med en mand du ikke -

MODEREN: Det er som man tager det.

RIBORG: Jamen, var det ikke?

MODEREN: I starten var det jo.

RIBORG: Hvad skete der så?

MODEREN: I lang tid peb jeg og beklagede mig meget. Jeg gav ondt af mig og kom til at se herrens ud. Det var lige så folk fik mavekrampe af at se på min sure mine. Det holdt jeg ikke til ret længe, og en dag havde jeg taget mit parti.

RIBORG: Det kunne du godt?

MODEREN: Åh, ja.

RIBORG: Man tager sit parti.

MODEREN: Det andet blev ikke ved med at være særlig underholdende i det lange løb. Nu ville jeg more mig, jeg måtte også se at få lidt fornøjelse ud af det. Penge var der og muligheder i massevis. Jeg bed tænderne sammen og skiftede sind.

RIBORG: Kan man det?

MODEREN: Se på mit ansigt -

RIBORG: Hvad er der med dit ansigt?

MODEREN: Livet er gledet glat hen over det - ikke en rynke!

RIBORG: (forsvinder ind i værelset) Og du prøver stadig at finde en som du kan hælde dit hoved til!

MODEREN: (aner ikke uråd) Jeg vil gerne give dig den indrømmelse at jeg selv på dette sene tidspunkt forsøger at finde en som jeg kan hælde mit hoved til, ja.

RIBORG: (råber inde fra værelset) Så har jeg jo været utrolig heldig, har jeg ikke! Jeg havde en tyk bog, bibelen, jeg havde mit døde barn at underholde mig med gennem gulvbrædderne, jeg havde ikke kun fjorten dage, men fem år, til at bygge min eftertanke op på, jeg fik kun mad én gang om dagen - og ingen sol fik lov til at rynke min blegnede hud!

(pause)

MODEREN: Er du ked af det?

RIBORG: (i vildt oprør) Om jeg er ked af det!

MODEREN: For hvis du er ked af det -

RIBORG: Jeg har det ad hekkenfelt til!

(pause)

MODEREN: Hvis du er ked af det, så har du allerede nu fået svar på en ting, som du tidligere satte et meget stort spørgsmålstegn ved, og måske med rette -

RIBORG: Jeg sætter spørgsmålstegn ved livet selv hvis det passer mig!

MODEREN: Og det er om der er forskel på menneskelig smerte og menneskelig glæde.

RIBORG: (tilbage i døren) Selvom jeg føler smerte nu, beviser det ikke at der også findes menneskelig glæde. Og gør der ikke det, er der jo ingen forskel.

MODEREN: Men findes glæden, medgiver du vel at de to ting ikke bare kan slås i hartkorn?

RIBORG: (tappert) Det vil jeg godt være med til.

MODEREN: Godt. For som jeg fandt min glæde, vil du også -

RIBORG: (bryder sammen) Jeg har bare sådan trængt til nogen at snakke med! Det er ikke nok at brøle ud gennem madlemmen, eller op gennem lysskakten! Det er det ikke! Det er bare ikke nok - det er ikke nok! Man har også brug for nogen at snakke med!

MODEREN: (griber hendes hænder) Så, så - nu er jeg her jo.

RIBORG: (grædende) Der kom aldrig nogen når jeg råbte! I starten glædede jeg mig hver gang maden blev bragt - et livstegn! Men så holdt jeg også op med det, det forlængede jo bare livet, og hvad kunne jeg vel bruge det til når der ikke var nogen -

MODEREN: Jeg er her jo, jeg er her.

RIBORG: (trækker hænderne til sig) Hvad skulle jeg med et liv som - hvad skal jeg med en - det er jo ikke et liv som -

MODEREN: Du skal komme ud til mig. Vi går ned herfra. Vi lukker ikke nogen ind, og denne gang er det os der vedtager at vi vil være alene med os selv. Så må vi prøve at komme til bunds i det her.

(pause)

RIBORG: (snøfter af) Har du aldrig stået herude og lyttet efter om jeg mon trak vejret herinde, om der var liv, om der var noget at håbe på?

MODEREN: Lagde du aldrig mærke til de små godbidder, jeg sendte med op for at opmuntre dig og give dig en smule håb?

RIBORG: Jeg havde nok bare ikke sans for godbidder.

(pause)

RIBORG: Jeg troede jo også kun jeg skulle sidde derinde en nat, højst fjorten dage. Jeg vidste jo heller ikke at det var for livstid.

MODEREN: Jeg synes vi skal holde op med at gå i vejen for hinanden med vore helt egne krav på tilværelsen, så legitime de end kan være. Jeg synes vi skal give hinanden plads nu.

(pause)

MODEREN: Jeg plejer ellers aldrig at bede nogen om noget - men nu beder jeg dig på mine knæ om at komme ud til mig. Kom ud til mig, hører du.

RIBORG: Ser du da ikke hvordan jeg ser ud. Vil du virkelig have jeg skal gå ud i verden og se sådan ud. Hvordan vil det ikke tage sig ud i forhold til alle andre kvinder, alle de der er blevet pudset og passet og plejet gennem år og dag - der kan jeg ikke være med, det kan jeg slet ikke hamle op med. Jeg vil være som en mare i natten, folk vil græmmes blot de får et glimt på mig.

MODEREN: Et par dage under min hånd og du kan begå dig i et hvilket som helst selskab. Du har sådan et kønt lille ansigt -

RIBORG: Tror du virkelig selv på det?

MODEREN: Så skært og fint. Det skal nok virke.

RIBORG: Tror du det er så nemt at slette sporene efter årene -

MODEREN: Det skal du slet ikke bekymre dig om. Overlad det til mig.

(pause)

RIBORG: Jeg kunne også bare slå mig ned som bibelkyndig. Når nogen kommer i tvivl om et eller andet i bibelen, så kan de komme til mig og spørge. Jeg har svar på rede hånd. Jeg har faktisk svar på alt. Jeg kunne også rejse ud til fjerne lande og forkynde evangeliet og hælde manna ud over deres hoveder i form af mangt et trøstens ord og få dem til at forstå at -

(pause)

RIBORG: Beder du mig virkelig komme ud nu?

MODEREN: (gør plads for hende) Døren står åben, værsgo.

RIBORG: Hvem ejer gården nu?

MODEREN: Det gør jeg.

(pause)

RIBORG: Og så?

(pause)

RIBORG: Og så?

(pause)

MODEREN: Om lidt tilhører den dig.

RIBORG: Hvis ikke du gifter dig.

MODEREN: Det gør jeg ikke.

(pause)

RIBORG: Man kan aldrig vide.

MODEREN: Det kan man nu godt.

(pause)

RIBORG: Kan vi ikke sælge den og flytte et andet sted hen?

MODEREN: Vi kan gøre lige hvad vi vil.

(pause)

RIBORG: Og hvis Rosenkrantz havde holdt stand og var blevet her og havde levet op til alle sine rimede løfter og giftet sig med mig? Hvis helten havde vist sig som en sand helt og havde stolet på sine fingres held og sine højvelbårne evner i øvrigt?

MODEREN: Så havde gården været hans.

RIBORG: Kvit og frit?

MODEREN: Uden betingelser af nogen art.

RIBORG: Alt dette for kærligheden og alle blankversene?

MODEREN: (en anelse tørt) Han havde sine rim fra en engelsk digter som han havde mødt ved et drikkegilde på Kronborg. Jeg gad nok vide hvad han måtte betale for dem. De fås for en slik over det meste af Europa for tiden.

(pause)

RIBORG: Hvilke spor kunne man se?

MODEREN: Spor?

RIBORG: Efter Rosenkrantz og mig?

(pause)

MODEREN: Nogle væltede buske, bede der stadig lå ned, så lang tid efter, en sofa i tehuset og huler på høloftet - der var mange steder der stadig lod ane at Rosenkrantz havde været forbi og havde haft dig med.

RIBORG: Og alt det vidste vi ikke.

MODEREN: Der var spor i det skjulte, og i det åbenbare. Af de mere åbenbare husker jeg kighuller i væggene og lytteanordninger. Et signalsystem, kun delvis defekt. Jo, far vidste nok hvor han havde jer.

RIBORG: (forsvinder ind i værelset) Ak, Rosenkrantz, du tåbe! Hvorfor sadlede du ikke din hest den dag vi skulle ride? Hvorfor skulle du sadle den dagen før? Der blottede du os og gav os til pris for fars repressalier. Havde du din ære at tænke på, siger du? Kunne du ikke sådan snigløbe ham og stikke af bag ryggen på ham? Havde du nu tænkt på vores fælles ære, var udfaldet blevet et ganske andet, siger jeg dig.

MODEREN: Du finder en anden.

RIBORG: Gør jeg?

MODEREN: Med den figur.

RIBORG: Hvem skal jeg så vælge?

MODEREN: Prøv først med en ridekusk.

RIBORG: Det ville du ikke have noget imod?

MODEREN: Måske kan sådan en give slægten et skub.

(pause)

RIBORG: (tilbage i døren) Jo, der er forskel på menneskelig smerte og menneskelig glæde.

MODEREN: Der ser du selv.

RIBORG: Det må der absolut være.

MODEREN: Der kan du se, nu sagde du det selv.

RIBORG: Men det er ikke noget kønt eftermæle de to efterlader sig.

MODEREN: De skrev det selv.

(pause)

RIBORG: (ind mod værelset) Hvem skal jeg så slå ihjel nu?

MODEREN: Skal du absolut slå nogen ihjel nu?

RIBORG: Det har jeg lovet mig selv.

MODEREN: (træder ind i værelset) Og du kan ikke leve videre uden at give dig selv den gave?

RIBORG: Jeg ville komme til at mangle noget. Dig kan man jo ikke stole på og -

MODEREN: (lægger et sjal om hende) Der er noget andet vi er nødt til at tænke på først.

RIBORG: Hvad gør du? Hvad laver du her?

MODEREN: Nu synes jeg først vi lægger dit barn i en rigtig grav.

RIBORG: (mærker sjalet om sig) Jeg vil hellere slå nogen ihjel. Jeg tror nemlig det kan sætte det hele lidt bedre på plads og bringe balance i tingene.

MODEREN: Der er ting der kan udføres straks, og der er ting der må afvejes nøje, før de kan gennemføres. En ting ad gangen nu.

RIBORG: Jeg kunne jo også bare slå dig ihjel.

MODEREN: (roligt) Det synes jeg ikke du skal.

RIBORG: Hvorfor ikke det?

MODEREN: (tager hendes arm) Jeg har sikret mig mod alle eventualiteter. Du kommer bare til at sidde i et nyt fængsel.

RIBORG: Det kommer vel an på.

MODEREN: Med tremmer for denne gang.

RIBORG: Hvad betyder en tremme fra eller til.

MODEREN: Hvis de ikke bare hugger hovedet af dig.

(pause)

RIBORG: Alt det man har set frem til - det kan man ikke bare sådan smide væk.

MODEREN: (får Riborg med hen i døren) Det er dit barn, men det er mit barnebarn.

RIBORG: Hvad skulle man så glæde sig til det for?

MODEREN: Nu har du allerede én fod over tærsklen.

RIBORG: Så er det for altid slut med at glæde sig.

MODEREN: Nu har du snart begge fødder ude.

RIBORG: Selvfølgelig skal den ikke ligge der.

MODEREN: Du kan tage del i drabet på din far.

(pause)

MODEREN: Ville det være noget?

RIBORG: Var det ikke et hjerteslag?

MODEREN: (snakker Riborg ud af værelset) Så er vi to om det, det er altid mindre ensomt end at være alene om noget. Jeg kunne ikke gøre det hurtigere, jeg havde brug for hele dette sidste år for at kunne slå ham ihjel uden at nogen opdagede hvad jeg havde for - at forgifte hans mad med edder og forgift. Det er kun ganske små mængder der skal til - men til sidst er den samlede effekt stor nok til at slå den stærkeste til jorden. Men tålmodighed må der til - det går slet ikke hvis man buser på og ikke tænker sig om, og hvis jeg havde røbet alt det her for dig fra starten, ville du slet ikke være kommet ud, men nu er du ude, se selv. Man må bie sin tid, og nu er din tid inde. Nu er vi to om resten.

(en dør lukkes - en gammel dør, en tung dør)

 SLUT