DEN DOBBELTE REGNBUE

 Et stykke for mindre børn

 af

 Kaj Nissen

Stedet:
Det rum hvori stykket spilles

Personerne:
FØRSTE
ANDEN

DEN DOBBELTE REGNBUE

(Rummet er som sagt det rum som stykket spilles i. Det kan være alt fra et legerum til et auditorium til en gymnastiksal, andet er der ikke at sige om det, mere er der ikke brug for)

(FØRSTE er den der først kommer ind. Børnene sidder ud over det hele. Første går ganske nedtrykt rundt og søger mellem børnene)

FØRSTE: Nej, ikke nu igen! Åh, nej, ikke igen! Det er altid det samme! Ligesom man troede den var der, så var den der ikke alligevel!

(Første tramper i gulvet af lutter fortvivlelse og raseri, men tager sig så sammen, og giver sig til at lede imellem børnene)

FØRSTE: Hvor kan jeg have lagt den? Åh nej, nu har vi balladen. Åh, nu blir der stor ballade. Hvor kan jeg dog - - oh ballade!

(Første leder og leder og leder)

FØRSTE: Den kan da ikke forsvinde op i den blå luft, kan den det - kan sådan en forsvinde op i den tomme luft selv om den er blå, altså luften? Forsvinde op i den tomme blå luft?

(Første ser sig fortvivlet om til alle sider)

FØRSTE: Bare af sig selv? Uden en lyd - uden et vink?

(Første indser nu hvor håbløs situationen er)

FØRSTE: Vi kan ikke blive her, vi må videre. Det er rigtigt at vi skal videre. Men den er væk, den har gjort sig usynlig, vi kan -

(Første må nu til at udlægge hvorfor situationen er så håbløs)

FØRSTE: Vi snakker om - en - vi snakker om en - vi snakker om - det vi snakker om er en - vi snakker om en -

(Første kan ikke huske hvad det er for en, og rytmer i stedet)

FØRSTE: Vi kan ikke bare lade den ligge og flyde her - ikke - lade den ligge - og flyde - her -

(ANDEN kommer ind, virker som en der er parat til at drage af, med morgenmaden indenbords, og med sit instrument over nakken)

FØRSTE: (slutter nedbøjet dansen) Vi må videre, det er rigtigt, jeg ved det. Men den er væk, jeg kan ikke finde den. Den har gjort sig usynlig - er helt borte!

(Anden genoptager "flyde"-temaet, men rytmer bestemt ikke til)

ANDEN: Vi kan ikke bare lade den ligge og flyde her! Det går ikke! Vi ved hvordan det går - vi kan ikke lade den ligge og flyde her!

(Anden tager sig alvorligt sammen)

ANDEN: (med forfærdende ro) Ikke én gang til.

FØRSTE: (beklagende) Jo, den er helt bortkommet.

ANDEN: (retter) Næ, bortgået - i nedtrykt tilstand!

FØRSTE: Tror du da ligefrem at den er ked af det?

ANDEN: Jeg tror den er glad for at være sluppet af med os - med dig!

(Anden giver sig til at smælde en meddelelse ud over børnene)

ANDEN: Det drejer sig om - en - det drejer sig - det drejer - det som det drejer sig om er en - det drejer sig om en -

(Første ser sig fortvivlet og bedende omkring og ved pludselig ikke om man skal lede efter noget meget mega eller noget mini)

FØRSTE: Jeg savner den allerede.

ANDEN: Du gør bedst i at finde den, nu.

FØRSTE: Jeg kan ikke komme til for alle dem der.

(Anden blir med ét stiktosset)

ANDEN: Jeg går ikke uden den!

(Anden blir mild og honningblød)

ANDEN: Det gør jeg altså ikke! Jeg går ikke uden den!

(Anden kigger ud over børnene. Det ser godt nok lidt uoverskueligt ud, men man har da prøvet det der var værre. Anden griber instrumentposen og finder sit instrument frem og giver sig til at spille, med et listigt smil om læben. Stopper snart op igen, da musikken tilsyneladende ikke har den ringeste effekt)

FØRSTE: (beklagende) Så vidt - så skidt - det virkede lige så lidt.

ANDEN: Når jeg spiller djævelsk musik, plejer folk da ellers at svæve lige op i luften og blive hængende der.

FØRSTE: Måske var det ikke djævelsk nok.

(Anden forsøger en gang til, ser meget listig ud nu. Første er begyndt at nyde musikken, går ind i den, lader sig dåre af den)

ANDEN: (stopper brat op) Du morer dig!

FØRSTE: Overhovedet ikke!

ANDEN: Du morer dig rasende godt!

FØRSTE: Jeg morer mig meget meget lidt måske!

ANDEN: Det er en meget meget alvorlig sag - er du med!

(Første ser sig omkring og siger så med dyb bekymring)

FØRSTE: Bare den ikke er gået i stykker!

ANDEN: (meget bestemt) Den går ikke i stykker!

FØRSTE: Den er jo lige så skrøbelig som en sæbeboble. Den holder ingenting til. Det mindste vindpust og den splittes til atomer.

ANDEN: Den er for sej, ingenting i verden kan knække den.

(Anden ser igen tankefuldt ud over børnene)

ANDEN: Hvorfor svæver de ikke? Svæv, svæv!

FØRSTE: Plejer de virkelig at svæve?

ANDEN: Det er jo ikke himmelmusik jeg spiller, vel!

FØRSTE: Ikke det? Nåh, nej, undskyld, selvfølgelig er det ikke det!

(Anden begynder igen at spille)

FØRSTE: En ret alvorlig sag, det er hvad det er, en meget alvorlig, en ganske overordentlig alvorlig, en meget alvorligt alvorlig sag!

(Første leder imens sit instrument frem, det ligger gemt under en tøjbylt. Da instrumentet er fundet, spiller Første også med. Men instrument nummer to giver en helt anden stemning, blidere. Det virker slet ikke efter hensigten, og efter en tid må Anden afbryde det. Det er meget smukt, men det fører ingen vegne hen)

ANDEN: Vi har et problem.

FØRSTE: (nikker ivrigt) Det har vi.

ANDEN: Dig.

FØRSTE: Mig - et problem?

ANDEN: Man kan også sige vi har tre problemer.

(tre, det er mere end Første kan overskue på fingrene)

FØRSTE: Har vi tre problemer?

ANDEN: Første problem - er dig!

(Første tæller med på fingrene)

ANDEN: Andet problem - er også dig!

(det går helt godt med at tælle nu)

ANDEN: Tredje problem, det er også dig!

FØRSTE: (i triumf) Nu kan jeg tælle til tre! (tæller på fingrene) Første problem, mig. Andet problem, mig. Og tredje problem mig. (stritter med fingrene, og kommer så til at tænke over det) Det var ikke så godt, hvad. Det var mange problemer på én gang.

ANDEN: Det er dig den altid blir væk for.

FØRSTE: (tæller igen på fingrene) Den er 1) væk, 2) usynlig, 3) borte.

ANDEN: Det er altid dig.

FØRSTE: Men den er altså ikke 1) knust, 2) brudt sammen, 3) i stykker?

ANDEN: Hvordan kan den være i stykker?

FØRSTE: (har stadig fingrene oppe) Hvad kommer efter 1) en, 2) to, 3) tre?

ANDEN: Hvorfor sker det altid for dig?

FØRSTE: (opgiver det med fingrene) Fordi det er mig der skal passe på den - hvis jeg ikke skulle passe på den, kunne den heller ikke blive væk for mig. Vi kan bare lade som om jeg ikke skal passe på den - så kan det være den ikke ved at den er væk og kommer tilbage helt af sig selv.

(men Første aner ikke hvordan man bærer sig ad når man "lader som om", så de forsøg der gøres virker ikke overbevisende)

ANDEN: Nej, nej, jeg har en bedre idé.

FØRSTE: En bedre idé end hvad?

ANDEN: En idé, altså!

FØRSTE: Om hvad?

ANDEN: (snedigt) Man kan lugte den!

FØRSTE: Kan man?

ANDEN: Man kan bruge sine sanser!

FØRSTE: (meget skeptisk) Sanser? Men hvad lugter den så af, tror du?

ANDEN: Af en gammel, udslidt, friskpudset, nylakeret, halvrådden, pilfingergavtyveagtig, tæskedum, tilsneet, opgravet, nedkulet, og ikke mindst syrlig vingummiskive skåret i tern dyppet i sukker.

(Første tænker sig utrolig godt om)

FØRSTE: Det tror jeg ikke hjælper.

ANDEN: Hvad gør vi så?

FØRSTE: Jeg har det!

ANDEN: Har du?

FØRSTE: Kan vi ikke få dem der til at svæve med musik, så kunne man måske lokke den frem med musik! Kan vi hale den frem, behøver vi ikke få dem der til at svæve. For så sidder de jo ikke i vejen.

(Første lægger så for med noget rigtig indsmigrende musik, som burde kunne kalde hvad som helst frem fra hvor som helst. Også Anden prøver så med noget rigtig indsmigrende musik, og det lyder utroligt godt nu og kan næsten ikke tænkes bedre - bortset fra at det i sidste ende ikke har den påtænkte effekt)

ANDEN: (ser sig beklagende om) Jeg er ret ked af det nu. Jeg er virkelig rigtig, rigtig meget ked af det. Ligesom den var der, så var den der ikke alligevel.

FØRSTE: (stor trøstende bevægelse) Sådan er det også tit med regnbuer.

ANDEN: (uforstående) Regnbuer?

FØRSTE: De sidder inde i et trekantet stykke glas - hvis man sender et hvidt lys ind i glasset, kommer regnbuen ud på den modsatte side - somme tider kommer der en dobbelt regnbue!

ANDEN: Og skatten, hvor ligger så den!

FØRSTE: Der er ingen skat.

ANDEN: Jamen, hvad så med regnbuen?

FØRSTE: En dobbelt regnbue måske. Den forsvinder igen.

ANDEN: Hvis man ikke kan finde nogen skat, så er det jo lige meget!

FØRSTE: (meget i tvivl) Eller også vender den bare tilbage til glasset.

(Anden ser på Første meget længe)

ANDEN: Så kan du godt pudse næsen og se at komme i gang!

(Første har dog lige en sidste indvending)

FØRSTE: Det er ikke en skat. Det er mere en -

(Anden vinker meget kommanderende)

FØRSTE: (bøjer sig) Jeg snuser lige rundt lidt så.

(Første giver sig til at snuse overivrigt rundt mellem børnene)

ANDEN: Kan du lugte noget?

FØRSTE: Masser.

ANDEN: Masser af hvad?

FØRSTE: Her lugter af nyslået græs.

ANDEN: Af hvad?

FØRSTE: Måske mere som fyrrenåleduft.

ANDEN: Mener du -

FØRSTE: En skov efter stille natteregn.

ANDEN: Nej, ikke det!

FØRSTE: Solens første stråler om morgenen.

ANDEN: (tager sig til halsen) Kan du lugte mere?

(Første mener nok der er mere at lugte)

ANDEN: Kan du lugte mere, spørger jeg?

FØRSTE: Jeg tør næsten ikke sige hvad det er.

ANDEN: Så hvisk det til mig - så siger jeg det.

(hviske-hviske. Anden ser sig skuffet om)

ANDEN: Morgengry og kornmarker?

(Første opgiver at snuse mere rundt)

FØRSTE: Nu har jeg det! Vi driver den ud med en helt ny sang!

(Anden griber igen sit instrument, de gør klar til at synge en sang der begynder med et omkvæd. Derefter følger selve teksten der begynder lokkende, og ender truende, for så fortrydende at vende tilbage til omkvædet)

BEGGE: (synger, gerne på skift)

Giv nu lyd,
kom frit frem,
nu er det alvor,
vi leger ikke mere,
jeg har set dig,
kom bare frem,
giv så lyd.

Du behøver ikke mere gemme dig,
vi leger nemlig ikke mere gemmeleg,
hvis du ikke kommer frem og ta'r din tørn,
så går vi - vi leger ikke far og mor og børn,
så kan du ha' det så godt,
også når næsen er fyldt med snot,
og du ku' trænge til lidt hjælp og pleje,
så kald ikke på mig, det er slut med at lege,
du skal ikke tro at jeg gi'r mig igen,
du skal ikke tro jeg fortryder og pylrer den,
der ikke vil høre eller se eller lyde,
jeg la'r mig ikke alverden byde.

Giv nu lyd,
kom frit frem,
nu er det alvor,
vi leger ikke mere,
jeg har set dig,
kom bare frem,
giv så lyd.

(de lader som om det også kan være lige meget alt sammen. Men da de kigger stjålent rundt, har heller ikke dette givet pote)

FØRSTE: (ny idé) Vi tager øjnene i stedet for!

ANDEN: Tager vi øjnene?

FØRSTE: Og bruger.

ANDEN: Øjnene!

FØRSTE: Vi bruger øjnene til at se med - ikke næsen!

ANDEN: Man kan ikke se med næsen!

FØRSTE: Men øjnene!

ANDEN: Du sagde med næsen, du sagde -

FØRSTE: Prøv at kigge omme bag.

ANDEN: Omme bag hvad?

FØRSTE: (mod et sted bag Anden) Deromme.

ANDEN: (drejer en kvart omgang) Ikke heromme?

FØRSTE: Deromme.

ANDEN: (drejer en kvart omgang) Jeg troede det var -

FØRSTE: Deromme.

ANDEN: (drejer en kvart omgang) Jamen, sagde du ikke det var -

FØRSTE: Deromme.

ANDEN: (drejer en kvart omgang) Jamen, du sagde lige selv at det var -

(Anden har nu drejet helt rundt, så de peger samme sted hen)

ANDEN: (glædesstrålende) Rigtigt! Deromme!

FØRSTE: Har du rigtigt kigget der?

ANDEN: Jeg vidste ikke jeg skulle kigge der.

FØRSTE: (peger) Så prøv engang at kigge der! Kig rigtig efter!

(Anden bøjer sig ned og kigger gennem benene. Det blir selvfølgelig i den forkerte retning i forhold til den udpegede. Anden ser børnene gennem benene og retter sig forskrækket op. Dér er ingen børn, tæt på i hvert fald. Anden kigger igen ned. Ser alle børnene som før, retter sig forskrækket op. Finder ud af at dreje sig rundt i opretstående stilling, ser de samme børn. Og nu blir forskrækkelsen erkendelse og retningsgenkendelse)

ANDEN: (ser sig længe om) Hvordan var det nu den så ud?

(Første ser eftertænksomt på Anden)

FØRSTE: Der var noget bestemt man kunne kende den på.

ANDEN: Er den tung, er den let, kan den tælle, kan den tumle?

FØRSTE: Var det ikke sådan en slags, du ved nok -

ANDEN: Sådan lidt firkantet?

FØRSTE: Mere kugleformet!

ANDEN: Som en trekant?

FØRSTE: Bare rundagtig!

ANDEN: På tværs eller langs?

FØRSTE: Mere på tværs end på langs!

ANDEN: Rundere forneden end oppe på toppen?

FØRSTE: Med forkortede, kegleformede knopper rundtom!

ANDEN: Som en blomst? Som noget man kan lave hurtige penge på?

FØRSTE: (ryster på hovedet) Skidt nu med det - vi leder videre.

ANDEN: Vi er nødt til at lede videre.

FØRSTE: Det er vi jo tvunget til.

ANDEN: Ellers må vi blive her.

FØRSTE: Vi skal jo videre.

ANDEN: (helt i kælderen nu) Vi kan ikke fortsætte uden den.

FØRSTE: (helt ny idé) Nu har jeg det!

ANDEN: Det går ikke på den måde.

FØRSTE: Det har virket før!

ANDEN: At gøre hvad?

FØRSTE: At fortælle en historie!

ANDEN: Ikke den om bjørnen!

FØRSTE: Bare fordi du ikke kender en -

ANDEN: Jeg kender en!

FØRSTE: Der er så god som den jeg kender!

ANDEN: Men så kan jeg noget andet! Jeg kan synge en kattesang!

FØRSTE: Nu fortæller jeg først, så kommer den frem af sig selv!

ANDEN: Og hvis det ikke virker, synger jeg min sang om katten!

(Første strammer sig godt op og fortæller historien om bjørnen. Denne historie fortælles ikke kun - den ageres, mimes, handles)

FØRSTE: Der var en stor bjørn der kom luntende sådan midt hen ad vejen. Så mødte den en hare og fik den lige trukket med ind til siden. "Ved du hvor der er nogle små mus som jeg kan lege med?" spurgte bjørnen, men haren var jo ikke dum, den vidste godt at bjørnen slet ikke ville lege med musene, den ville jo æde dem! Men haren kunne heller ikke sige at den ikke ville sige noget, for så ville bjørnen bare æde haren i stedet for! Så sagde den til bjørnen: "Kan du se den fine skov derhenne?" Det kunne bjørnen godt, den var jo heller ikke blind - vel! "Kan du så også høre alle fuglene derinde i skoven?" Det kunne bjørnen sagtens, den var jo ikke døv - vel! "Kan du så også huske hvordan du finder rundt imellem træerne og fuglene, hvis jeg fortæller dig det?" spurgte haren. Det kunne bjørnen selvfølgelig godt, den var jo ikke dum - vel! Og verdens bedste til at huske - ikke! "Godt," sagde haren, "så skal du gå ind i skoven og inde i skoven skal du gå til højre, og så til venstre - så kommer du til en lille sø, og ved den sø skal du gå to gange til højre og en gang til venstre, og igen til højre - når du er gået til højre, skal du dreje til venstre, og så skal du passe godt på, for næste gang skal du huske at dreje til venstre før du drejer til højre men hvis du ér drejet til højre skal du huske at dreje til venstre efter at du er drejet til højre og ikke før, kan du godt huske alt det?" Det kunne bjørnen da sagtens, den hjulede lige ind i skoven og drejede til højre, og til venstre og til venstre, og til højre, og så til venstre, og til venstre, og til højre, og til højre, og til venstre og til højre og til højre og til venstre, og - venstre, højre, venstre, højre - lige pludselig gik den rundt og rundt i takt med sig selv. Til sidst var den helt rundtosset, og satte sig ned på enden. Den havde slet ikke set en sø nogen steder og mus var der heller ikke nogen af, og det var selvfølgelig fordi haren havde sendt besked ud i skoven at der var en stor bjørn der var på vej for at æde musene, derfor havde de gemt sig i tide alle sammen, fuldkommen som om de var forsvundet lige op i den blå luft. Bjørnen var nu blevet meget sulten. Der var nogen blåbær. Dem ville den ikke spise, nixen-bixen, ikke tale om. Den kunne bare ikke finde noget andet den kunne spise og så tog den alligevel en håndfuld blåbær. De var lidt sure, og de rimpede munden sammen - men der var ingen mus, der kom frem for at lege, og så tog bjørnen en håndfuld blåbær til. Nu smagte de bedre. Da bjørnen prøvede igen kunne den faktisk helt godt lide dem. Den spiste en hel masse blåbær, og de var gode til at smaske med, man kunne rigtigt slubre dem i sig, og det blev den så ved med lige til den var tyk og fed og glad igen. Så nu spiser bjørnen kun blåbær - for det meste.

(Første er nu ligefrem blevet til en bjørn og lader som om børnene kunne være et godt alternativt måltid lige nu. Men så sætter Anden forspil i gang til en sang, for det andet virkede jo ikke. Og selv Første lytter nu andægtigt og tysser på børnene)

ANDEN: (synger)

Der var engang en gammel kat,
som købte en soldaterhat,
da hatten kom på kattens knold,
så gik det som på Dybbøl Vold.

Den eksploder'te med et knald,
og så var det forbi, det bal,
for hatten røg af kattens top,
og lige lukt i himlen op.

Og katten fik et ord'ntlig gok,
og sa': Nu kan det være nok,
og siden ser man ingen kat,
som går med nogen form for hat.

(Første giver sig til at klappe som en gal når sangen er slut)

FØRSTE: Bravo, bravo, har du selv lavet den? (hvisker til børnene) Det er en hjemmelavet sang - det kan man vist godt høre. (igen mod Anden) Bravo, bravo, du skulle lave nogle flere! (til børnene) Bare ikke lige nu. Senere måske. Til din fætters fødselsdag.

(de lytter begge intenst ud imod rummet)

FØRSTE: Det duede altså heller ikke.

ANDEN: (lytter lige intenst) Jeg har ikke nogen fætter.

FØRSTE: (lytter ditto) Så hils ham bare fra mig.

(Anden ser grædefærdig ud - men finder så en mulig forklaring)

ANDEN: Måske har den simpelthen været for længe hos os. Måske trængte den til nye omgivelser, det kan man jo godt bruge en gang imellem når tingene blir for stramme, og dagene med for meget regn.

FØRSTE: (nikker tungt) Måske blir vi alligevel nødt til at gå videre uden den.

ANDEN: Hvad hvis den dukker op når vi er gået?

(de tænker sig meget længe om)

FØRSTE: (ud over børnene) Så må de jo tage sig af den.

ANDEN: Tror du de vil være gode ved den?

FØRSTE: Ja.

ANDEN: Du tror ikke de vil rive og flænse og flå i den?

FØRSTE: Nej.

ANDEN: De vil ikke holde den ved jorden, og forringe dens chancer?

FØRSTE: Nejnej.

ANDEN: De vil ikke kilde den om morgenen og drille den om aftenen?

FØRSTE: Nejnejnej.

ANDEN: De vil ikke lade den kukkelure bag mørke gardiner uden sol?

FØRSTE: Nejnejnejnej.

ANDEN: De vil ikke lade den ligge alene, uden at høre en historie?

FØRSTE: Nejnejnejnejnej.

ANDEN: De vil ikke - - nej, det vil de ikke.

(Første går i gang med give fuldmagt til børnene)

FØRSTE: (råber højt besværgende) Vi overlader jer til evig arv og eje for al fremtid -

(Anden står lidt og ser til og kommer med råd)

ANDEN: Du skal huske at efterlade din adresse.

(Første spoler tiden tilbage)

FØRSTE: Hvad er en adresse?

ANDEN: Der hvor du bor.

(Første spoler tiden tilbage)

FØRSTE: Der hvor jeg bor?

ANDEN: Ja.

FØRSTE: Hvor bor jeg?

ANDEN: Ved du ikke hvor du bor?

FØRSTE: Hvor skulle jeg vide fra hvor jeg bor.

ANDEN: Man skal vide hvor man bor, det er meget vigtigt!

(Første spoler blot tiden frem igen)

FØRSTE: Til evig arv og eje for al fremtid!

(fuldmagt er hermed givet)

ANDEN: Hvad nu næste gang.

FØRSTE: Næste gang?

ANDEN: Næste gang vi skal bruge en.

FØRSTE: Så må vi vel se om vi kan finde en. Næste gang.

ANDEN: Finde en?

FØRSTE: Eller købe en.

ANDEN: Købe en, hvorhenne?

FØRSTE: Bare tilvejebringe en, ikke!

ANDEN: Den kan man ikke købe nogen steder!

FØRSTE: (går lidt i stå) Det blir ikke let.

ANDEN: Hvem har sagt at det skulle være let.

FØRSTE: Bare en gang imellem. Så var det nemmere hvis det var let. Men næ nej, du, ligesom den var der, så var den der ikke alligevel.

ANDEN: (stor trøstende bevægelse) Sådan er det også tit med -

FØRSTE: (som ramt af et lyn) Jeg har det! Jeg ved hvad det er for en!

ANDEN: (ramt af det samme lyn) Jeg har det også - jeg ved lige præcis hvordan den ser ud!

FØRSTE: Hvordan kan man tage så meget fejl! Hvor dum kan man være!

ANDEN: Hvordan kan man være så blind!

FØRSTE: (ovenud lykkelig) Det første man blir blind på er ørerne.

ANDEN: (begejstret) Det man blir allermest dum på - det er næsen.

(Anden omfavner og klapper Første)

ANDEN: Du sagde det selv! Kan du ikke huske det!

FØRSTE: Jeg hørte bare ikke efter!

(de omfavner og klapper på hinanden)

FØRSTE: (stopper op) Hvad sagde jeg?

ANDEN: Du sagde: En regnbue!

FØRSTE: Det var det jeg sagde: En regnbue!

ANDEN: En regnbue, det er dét! Det er lige hvad det er!

FØRSTE: En fantastisk dobbelt regnbue!

ANDEN: Regnbuen står med sit dobbelte hvælv!

(de omfavner hinanden. Så er det Andens tur til at stoppe op)

ANDEN: Men ingen skat?

FØRSTE: (højtideligt) Blot en regnbuefarvet rose!

ANDEN: Som gemmer på alle farver i hele verden!

FØRSTE: Rigtigt! Ud og pakke den sammen og af sted i en fart!

(Anden foretager en stor opbremsning)

ANDEN: Det kan vi ikke!

FØRSTE: Hvad!

ANDEN: Til evig arv og eje!

FØRSTE: Til hvad?

ANDEN: Vi har givet den væk!

FØRSTE: Alt det?

ANDEN: Det hele!

FØRSTE: Rub og stub?

ANDEN: Både rub og så stub!

(Første tænker sig godt om)

FØRSTE: Nåja, så ved vi da hvor den er.

ANDEN: Så ligger den heller ikke her og flyder.

FØRSTE: En regnbue kan ikke ligge og flyde. Den kan ikke -

ANDEN: Det jeg mener er at så behøver vi ikke mere gå og passe på den.

FØRSTE: (bekræfter) Det man har givet væk, det kan ikke blive væk for en!

(de forstår begge to at sådan må det være)

FØRSTE: Skal vi give den en afskedssalut?

ANDEN: Du mener en slutsalut!

FØRSTE: Til afsked?

(de finder samtidig deres instrumenter frem og gør dem klar)

ANDEN: Så den har lidt at styrke sig på!

FØRSTE: En slutsalut til slut?

ANDEN: Som farvel!

(de gør parat til at synge afskedssang til det de har mistet)

BEGGE: (synger)

Farvel, min ven, mit gyldne håb,
så fuld af latter, sang og råb,
du var en ven fra vi var små,
nu stak du op i himlen, blå.

Vi ses igen, min grønne drøm,
nu drev du væk i livets strøm,
som morgen køn, som aften sød,
som månens op og ned så rød.

Gå bort med fred, min fine ven,
bring glæde hvor du kommer hen,
du var min trøst så solskinsgul,
nu fløj du bort, du flimmerfugl.

I sort og hvidt du sejled' væk,
som solen der går i en sæk,
nu gik du hen og gik i ét,
vi ses måske igen om lidt.

(de vinker farvel og forsvinder ud i verden)

SLUT