et udsnit af revolutionens historie

radiospil

af

Kaj Nissen

PERSONERNE:

POLL, skrædder, revolutionær
OSCAR, hans højre hånd
BORGMESTER, embedsmand
LANDRÅD, endnu mere embedsmand
URMAGER, en herre der forstår
KROKONE, en dame der også forstår
UNG PIGE, ufrivillig medvirkende
BODE, distinktionsløs søkaptajnløjtnant
SOLDAT
AEROPLANFLYVER
ARBEJDSMAND
FULD MAND
KOMPARSERE, folket etc.

 MESTER POLLS PROVISORISKE PARADIS

(Kort kraftig fanfare. Annoncering. Indledningskor, kraftigt, unisont)

KOR: (af samtlige medvirkende) En krig er mat, en krig takker af, en verdenskrig, efter 10 millioner døde og 20 millioner sårede, cirka. I det evigt store, altid bulede tyske rige ulmer den aldrig glemte revolutions gnister, og ingen ved hvad den i denne omgang kan føre til. Folket tænker indædt på brød og fred og hvem ved - måske en anden måde at komme ud af det med hinanden på. Der er handlet, nu forestår de store drømmes tid. Og på den lille ø Als ude i farvandet mellem det danske og det tyske rige, for tiden under tysk overhøjhed, ligger en syg skrædder og vil ikke dø. Han har store drømme. Han kan bruge revolutionen, den han ved må komme.

(kort kraftig fanfare. Lille pause. Neutral stemme: Første døgn. - Ingen lyd, forsigtig start)

OSCAR: Der er kommet et telegram, Poll. (som svar kun et tungt hivende åndedræt der smerter) Jeg måtte smugle det ind på infirmeriet. (åndedrættet skifter, går nu "udad", lidt krampagtigt, boblende) Jeg har åbnet det og lært indholdet udenad. (vejrtrækningen blir delvis til en undertrykt hosten) Telegrammet meddeler at 'Det centrale Revolutionsråd' for Tyskland overdrager dig ansvaret for dannelsen af et arbejder- og soldaterråd der skal sørge for en omvæltning her på øen. At du ved hvad du har at gøre. At der i morgen tidlig ligger en rød krydser i havnen til støtte for dig. At lignende omvæltninger finder sted over hele riget. (det krampagtige åndedræt afløses af et stort lettelsens suk) Der er noget her jeg ikke forstår. Det telegram kommer helt bag på os.

(Poll retter sig med et ryk op i sengen, og kommer så for alvor til at hoste. Men kort! Så får han luft til en lille latter)

POLL: Jeg var ellers så sikker på at den meddelelse kunne have kureret mig på stedet.

OSCAR: (bekymret) Vi kan ikke klare det, Poll. Det er for hurtigt, i morgen tidlig!

POLL: (klarer at trække vejret dybt) Men det lettede, helt ind i rygmarven. Oscar, om en tre-fire dage er revolutionen en kendsgerning.

OSCAR: Selvfølgelig, vi har snakket om det, længe - men vi har jo ikke rigtigt kunnet planlægge noget. Du har ligget syg her, og vi andre har heller ikke haft det for godt. Der er ingen der er forberedt på det!

POLL: Du kan tro de er forberedte på det. De er sig måske ikke bevidst i hvor høj grad, og måske ved de ikke hvordan de skal gribe sagen an. Men det må vi så lære dem.

OSCAR: Kan du overhovedet, jeg mener, du er vel stadig syg -

POLL: Jeg har ikke været bange for at komme til at dø her. Jeg har blot villet overleve for at kunne være med nu. I øvrigt har jeg været syg så længe at jeg ikke regner det mere.

OSCAR: Vi må vel tage det med i betragtning?

POLL: Der er andre før mig der har magtet både syge lunger og elendige samfundsforhold. Når min fysik har kunnet klare fire krigsår, kan den vel også tåle freden når den engang kommer. Oscar, jeg har fundet ud af at denne ø mere end noget andet sted har fredsmuligheder i sig. Her har vi en formidabel chance for at muge ud og lade folk komme i gang med en frisk. (må trække vejret) Men vi må gå varsomt frem og ikke skræmme dem, så de tror de skal miste alle deres rettigheder. Jeg har ligget uvirksom så længe at jeg skal passe lidt på ikke at gå for hårdt til den.

OSCAR: Jeg er altså meget urolig ved noget der kommer så pludseligt.

POLL: Det gør det jo faktisk ikke. Gennem hele krigen er grundlaget bygget op. Uroen, angsten og sulten har gjort resten. Det har været på vej længe. Hvad med strejkerne i ammunitionsfabrikkerne, og nu mytteriet i flåden, det ligger parat alt sammen. I morgen revolterer hele det tyske folk!

OSCAR: De fleste her er jo danske, vil gerne være det i hvert fald.

POLL: Og hvad så! Det blir deres elendighed vel ikke mindre af!

OSCAR: Nej, men hvis de nu har deres egen, nationale kur som de ønsker at benytte sig af, i ro og mag.

POLL: Det tror jeg ikke, jeg er overbevist om at alle vil give sig over, så snart det første chok er overstået. Det er os der står for tur nu, Oscar, og det skal være i morgen tidlig! Vi deler det af taktiske grunde op i tre etaper. Første gælder marinestationen her, her kender jeg stemningen og er rolig for udfaldet. Så må vi prøve at afvæbne infanteribataljonen henne på slottet, og jeg indrømmer at der her er flere usikkerhedsmomenter. I tredje omgang kommer så den store befolkning, det er sluttelig dem vi revolterer for. Det værste er at jeg kender så lidt til befolkningen på Als. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været ude i byen. Det er lidt af et forbandet tilfælde at jeg overhovedet er her, og nu føler jeg mig som en fremmed.

OSCAR: (lille pause) De er jo - de er meget flinke, de er - måske er de lidt selvrådige, og stædige er de også. For de har jo været vant til lidt af hvert og ved en hel del om at sno sig. Men selvfølgelig, de er sultne og trætte. Hvad er det for nogen forbindelser du har i Tyskland?

POLL: Revolutionære.

OSCAR: Vidste du at det telegram ville komme?

POLL: Jeg vidste at en dag skulle det nok dukke op.

OSCAR: Det jeg mener er jo også bare at vi godt kunne have brugt et varsel. Det ville have været praktisk.

POLL: Se engang på hvordan det er gået til. Først sætter de et helt land overstyr, og ikke noget lille land, og så forsøger de sig med at lægge forgyldning over fadæsen ved at sende flåden til søs hvor den værsgo har at dø sin egen død i skønhed, fædrelandet til ære og kejseren til velsignelse. Og alligevel vil vi nu komme til at se dem fare om som gale, fordi de ikke kan begribe hvordan de har kunnet lægge gnisten til den brand der vælter op. Sådan noget skal komme pludseligt!

OSCAR: Jeg ved det jo også godt. Jeg vidste bare ikke at det bunder i så stride sager. Jeg vidste ikke at de pryglede folk, og hvordan skulle jeg kunne vide at der har været ballade på ammunitionsfabrikkerne. Og så ryger man lukt ud i det uden at vide om man eventuelt kan komme fri af det igen.

POLL: (hoste på vej) Vi skal ikke tænke på at komme fri igen, vi skal grave os ned og befæste vore stillinger. Vi skal give os selv fred til at sætte den nye frihed i system. Men det skal jeg nok tage mig af, det blir mit ansvar.

OSCAR: Vi skal nok gøre hvad vi kan for at hjælpe dig over det.

POLL: Oscar, jeg vil blive en af jeres! Vi er måske de eneste der ved hvad de alle sammen vil. Vi må lære dem det. Jeg står op - tror du, du kan skaffe mig en frakke. (så kommer hosten) De forbandede tuberkler, hvad synes du vi skal gøre ved dem?

(pludselig udvidelse af rummet. Tre hæse ildevarslende stød i et skibshorn. Blæst og bølgeskvulp mod en kaj. Urolig marcheren omkring. Kommandoråb i et sprog der er uforståeligt men ligger et sted mellem dansk og tysk. Støvleklask i brolægningen, men fremdeles en forvirret og urolig stemning. Lang tuden fra krigsskibet. Så nær: Små hurtige løbende skridt. De standser, og Poll hvisker forpustet: Du der, vil du godt hjælpe mig op på det bord, så alle kan se mig. Lille pause. Så holder Poll sin tale med stor beslutsomhed og svækket stemme som vinden river i og til tider er ved at føre bort med sig. Der er respons fra marinerne, hans tilhørere, efterhånden kraftigere og mere og mere indforstået)

POLL: Så er det slut, venner, det er slut med at lege fyrbødere, sprællemænd, marionetter og kanonføde for officererne og de gamle mænd i Europa! Ud med dem, kammerater, folket revolterer, og vé dem der sætter sig imod os. Der er allerede i de tidlige morgentimer skudt 600 officerer, rundt om, og I ved hvorfor de er blevet skudt: Fordi de har smidt os ud i en krig som ingen kan se en mening med eller en ende på, uden at kunne forstå at de samtidig uundgåeligt måtte vække modstand og nye tanker i os. Og i dag står vi her så med hele drømmen om proletariatets magt og ret, vores magt og ret! (sære tudelyde fra skibet) Kammerater, det står jo til os at sætte en stopper for krigene og én gang for alle skabe retfærdighed. De andre har ikke kunnet og ikke villet. Derfor må vi stå sammen nu, og opsætsighed vil ikke blive tålt. Krydserens kanoner er rettet direkte mod marinestationen. (astmatisk snøft fra skibet) Jeg står her som garant for at denne ø aldrig nogen sinde mere vil glide tilbage i det gamle kaos. Nedlæg jeres våben og riv kokarderne af jeres huer, men lad det røde underlag sidde. Og alle de officerer der endnu ikke har taget flugten, skal komme forbi bordet her og lægge sabler og distinktioner for mine fødder. (lille pause, han hoster svagt) Det nytter jo ikke, I har tabt terræn. (i et udbrud) Jeg finder mig ikke i noget fra jer længere!! (sabler lægges raslende på bordet, mens skibet leger med små stød i hornet) Venner, lad os bruge magten bedre end de har formået. For at vi kan få ro til at bygge os selv op, har vi afbrudt forbindelsen til fastlandet. Pontonbroen sejles bort, øen erklæres herved i undtagelsestilstand. Er det i orden? (ja-brøl) Det er i orden, ja? (højere brøl) Alt i orden?? (taktfaste ja-brøl. Står lidt, fades lidt væk. Poll nær, for sig selv, let smilende tonefald) Jajajajaja.

(al larm fader hurtigt ud. To sekundere stilhed)

LANDRÅD: (hårdt på) Hvad i alverden foregår der her? Nu skal De høre - der er klistret et opråb op på pillerne ved min indkørsel: Meddelelser fra Soldaterrådet, underskrevet Poll. Hvad er det, hvem er det? - - Hr. borgmester, er De der?!

BORGMESTER: (let telefonforvrængning) Jeg lytter, hr. landråd. - Men godt, hvis det er min tur: Jeg tror ikke det er noget De behøver bryde hovedet med. Matroserne har taget magten på marinestationen. Der kan vi jo ikke blande os. Noget konkret ved jeg faktisk ikke, mine betjente kan ikke få snuset meget op. Jeg gætter på en revolution - det passer meget godt med opråbet på Deres piller der så må være revolutionsrådets første proklamation.

LANDRÅD: Javel ja. (så slår lynet ned) Og det skulle jeg ikke bryde hovedet med! Jamen, det er jo ikke kun flådestationen den revolution gælder for - hvis jeg ellers har forstået det opråb rigtigt. Det er øens befolkning de er ude efter!

(fjern, kort fanfare)

BORGMESTER: Som De vil. Naturligvis er det ikke kun flådestationen det gælder. Og det er ikke kun de militære menige de er ude efter. Der ligger en rød krydser i havnen. Der har vist sig røde aeroplaner på himlen. Det drejer sig om en koordineret aktion under et nydannet arbejder- og soldaterråd. Banegården, broen, de offentlige bygninger, alt er besat, Deres eget kontor sågar. Revolutionære patruljer har fuld kontrol over byen. Alt i alt en vellykket overrumpling. Men den er foregået i bedste mandstugt, ingen ildspåsættelser, ingen dræbte.

LANDRÅD: Og hvad så! Er jeg måske ikke gammel officer! Og betyder alt dette måske ikke at magten glider fra os og over på disse selvbestaltede råd?

BORGMESTER: Jo, det er klart. Og selvfølgelig er det en dårlig trøst at det ikke kun er en lokal foreteelse, men at disse råd har bidt sig fast overalt i landet. Og jeg tør ikke spå om hvor galt det kan gå andre steder i Tyskland. Men her i denne lomme, på Als, på en ø i et grænseland, blandt udsultede og forvirrede mennesker, nej landråd, den får De mig ikke til at hoppe på!

LANDRÅD: Det kan De selvfølgelig mene, men jeg foreslår at vi øjeblikkelig sætter gendarmerne, betjentene og vægterne ind for at få tingene sat på plads igen - jeg mener, gøre noget inden det er for sent.

BORGMESTER: De mener lade vore folk myrde. Det er for sent. Eller for tidligt måske. Og hvad tror De mine tre betjente og syv natvægtere sammen med Deres par gendarmer nytter mod flere 1000 mand revolutionære marinere der smager frihed for første gang i fire år. Det er søfyrbødere, hr. landråd, og andre af den art som man nok gør klogt i at stryge med hårene.

(fanfaren tættere på, mere aggressivt. En del råben, men ret svagt)

LANDRÅD: (fortvivlet) Vi er de lovlige myndigheder her på øen, vi er indsat af Kejseren!

BORGMESTER: (tørt) De er sikkert lige så vel som jeg informeret om at kejseren sidder et eller andet sted og overvejer med sig selv om det mon ikke var bedst om han abdicerede først som sidst.

LANDRÅD: Jeg forstår at vi er ved at bevæge os bort, bort fra ro, orden og disciplin. Det bliver mørke tider.

BORGMESTER: Det bliver i hvert fald mere kompliceret. Men i øvrigt har De jo selv læst: 'Ro og orden opretholdes i gaderne.'

LANDRÅD: (irriteret) Det er jo ikke det samme! Det bliver aldrig det samme. Hvordan vil det gå?

BORGMESTER: (helt sagligt) Infanteribataljonen slutter sig snart til oprørerne, det ville være unaturligt andet. Byens kommunistreder hopper også på vognen, men de er nu kun så få. Den store befolkning vil se sagerne an med apatisk ro, deri ligger dens interesse. Af samme grund kan det hele ikke undgå før eller senere at gå i skuddermudder. De fleste her ønsker, groft sagt, ikke andet end at komme tilbage til Danmark. De gider sgu ikke lave revolution.

LANDRÅD: Det kommer vel også an på denne Poll. Hvem er det? Ham med opråbene?

BORGMESTER: Tja, hvem er han. En skrædder fra Schlesien. Jeg ved faktisk ikke stort mere om ham, men han må jo have forbindelserne sydpå i orden. Jeg skal heller ikke kunne sige af hvilke uransagelige grunde netop han er indkaldt til marinen. Vi kan vist nøjes med at konstatere at han ikke hører til befolkningen her. Krigsmaskinen har tilfældigvis smidt ham af heroppe med en svær lungetuberkulose og har ladet ham ligge. Det vil sige, i går lå han, i dag laver han revolution.

(fanfaren helt tæt på, den overtager nu helt lydbilledet. Samtidig kommer der larm fra slet ikke så få mennesker, til tider taktfaste råb. Fra alle sider tilråb, latter, piften. I det hele taget storartet stemning. Det er borgerne der hilser fremrykningen, og marinerne der hilser igen)

POLL: (lige efter fanfaren) Det var dog satans så koldt det er. Ligegyldigt hvor meget tøj jeg tager på så kan jeg ikke holde varmen.

OSCAR: Du ser fantastisk ud i den mundering.

POLL: Jeg fryser. Man burde kun lave revolutioner om sommeren. En god varm sommerdag er under alle omstændigheder en bedre revolutionsfaktor end sådan en klam novembermorgen. Husk det hvis fremrykningen skulle gå galt.

OSCAR: Du ser fantastisk ud. Det skal nok gå.

POLL: Jeg har offentligt garanteret for borgernes liv og ejendom, men hvad nytter det hvis den infanteribataljon er en reaktionær rede der når som helst han falde os alle sammen i ryggen. De har masser af ammunition, vi har ikke et skud krudt.

OSCAR: Vi har krydseren, lad dem bare få lov til at kigge lidt på den.

POLL: Duer ikke. Hvis den skyder, risikerer vi at sætte hele den nedre bydel i brand.

OSCAR: Hvor i hele det tyske rige finder du en ærlig sjæl der vil lade sig påvirke af den slags betænkeligheder. Brug den i hvert fald som staffage.

POLL: Duer heller ikke. Går noget galt, begynder de jo alligevel at skyde. De er nervøse og aner ikke hvad de skal rette sig efter. Enhver ødelæggelse i byen på nuværende tidspunkt ville være uoprettelig.

OSCAR: (irriteret, kan ikke hitte balancen) Altså for fanden, du må vel udnytte den magt du har til din rådighed. Om ikke andet så bare til at beskytte dig selv og dine folk med.

POLL: (farer pludselig op) Ikke et ord mere om den krydser, jeg vil ikke høre et ord mere! (ned igen) Vi må klare det uden. Alle her er nervøse, men derfor må situationen ikke løbe af med os. Vi fortsætter planmæssigt hen mod slottet og stiller dem et ultimatum: Enten går de med os, eller også så, eller også så -

OSCAR: (ment som en accept) Hvis vi blir mejet ned på række og geled, sker det i hvert fald i en god sags tjeneste. Og nu var jeg ellers lige ved at få lidt styr på administrationen.

POLL: Du må vænne dig til kun at tænke på én ting ad gangen. Vi må have den bataljon til at gå med os før vi kan tænke på noget som helst andet.

OSCAR: (blidere og blidere) De går selvfølgelig med os når de ser os komme her med magt.

POLL: Vi har ikke et skud i geværerne, hvor kan du så sige vi kommer med magt.

OSCAR: Ved de at vi ikke har et skud i geværerne?

POLL: Jeg har ringet til deres kommandant.

OSCAR: Og sagt at vi ikke har et skud i geværerne!

POLL: (hurtigt) Jeg ringede og sagde vi ville rykke frem en kvart i ni, og at jeg gik ud fra som givet at hele hans mandskab var på vores side og at det ville være vanvid af ham at give dem ordre til at skyde på os.

OSCAR: Det gjorde vel et gevaldigt indtryk på ham?

POLL: Han havde allerede bevæbnet hele garnisonen til tænderne og svor på at han var parat til at tage imod os som de røde hunde eg landsforrædere vi var.

OSCAR: Det var trist. Jeg ville helst nå levende frem, om ikke for andet så bare for at kaste et blik på al den ammunition. Jeg kan ikke lide at befinde mig ude i den kolde revolution uden krudt.

POLL: Jamen, der er ikke skyggen af en chance for at de skyder på os! Det hele står jo sådan at ingen af os aner hvad den anden part kan eller vil finde på. Det vil holde det i ave. Desuden går jeg ud fra at de er lige så trætte af at lege krig som vi er. Jeg garanterer for folkenes liv og lemmer!

OSCAR: Går de med os, kan vi godt tilsammen minde lidt om en hær. Og det er en udmærket ting al den stund vi ikke ved hvem der kan finde på at blande sig. Og så ville vi være på den ligesom nu hvor vi går frem mod vores egne kammerater.

POLL: Vi går frem mod vores kammeraters undertrykkere!

OSCAR: Men hvis vores kammerater af gammel vane skulle falde tilbage til at lystre deres undertrykkere?

POLL: Så går vi mod dem der skulle have været vores kammerater, hold op igen!

(fremmarchen er under det sidste pø om pø stoppet op. Enkelte råb der flakser hen over det hele, ellers blot en nervøs uro)

OSCAR: (hvisker) Jeg ville have givet ikke så lidt for at have haft bare ét skud krudt nu, så jeg kunne have rammet kejserflaget ned deroppe. Bagefter river vi det røde felt af og syr det om til en fane.

POLL: (pause) Hør nu efter, Oscar. I blir alle sammen stående her mens jeg går frem mod slottet. I venter, og I rører jer ikke ud af stedet. Står bare og ser glade ud. Absolut ro på vor side, det vil gøre indtryk hos dem.

OSCAR: Men vi er klar ved bajonetterne.

POLL: Ja. Ja, det må I være. Men I rører jer ikke. (der er blevet dødstille rundt om) Forstår du, tingene sker fra nu af så hurtigt og uigenkaldeligt at de aldrig mere vil kunne bringes tilbage til deres gamle tilstand igen. (lille pause. Så hører man ham pludselig meget nær trække vejret, nervøst, hurtigt og anstrengt. Pludselig går hans vejrtrækning helt i stå med en lille rallen. Men han får luft igen. Og han har fuld kontrol over stemmen da han begynder at tale) Hør mig - kan I høre mig! Vi har gjort denne dag til vores! Vi har vendt strømmen for at den kan føre os derhen hvor vi selv ønsker det. For det er jo jer, det er jo os og jer der har retten. Forskellen er bare den at fra i dag har vi også magten! (med stigende autoritet, samtidig med at han fjernes fra mikrofon) I må være med, alle sammen, hører I, til at dæmme op for krigsforbryderne. Jeg kan dårligt forestille mig at der skulle være nogen hos jer der ønsker mere krig. I ville være forrædere over for jer selv hvis I nu viger tilbage for det første stykke positive arbejde i fire år. Man ville dømme jer som tåber og ignoranter hvis I ikke kan klare det øjeblik hvor vi står over for virkeliggørelsen af os selv. Kammerater, venner - (på disse stikord bryder en stor jubel løs. Hurtigt zoom til Poll: for sig selv) Det kunne godt ligne en rød fane, det de svinger med.

EN SOLDAT: (i et brøl) Leve Poll! Og revolutionen, he-e-ep!

(nyt jubelråb, nu fra begge lejre, og man hører Oscar, begejstret: En hær, en hær, vi har en hær!)

POLL: (fremdeles for sig selv) Den er god nok, det er en rød fane. (højt) Hør, hvor er jeres officerer?

SOLDAT: Hvem? Nå, dem! Jo, de tog benene på nakken tidligt i morges og stak til skovs. De putter sig med ræve og harer. Undskyld det med kejserflaget, nu skal vi se at få det hevet ned. Stig ind, bastionen er åben!

POLL: I er vores kammerater!

SOLDAT: Hvem har nogen sinde været i tvivl om det? Men kammerat Poll, hvorfor ringede du til kommandanten og sagde du ville komme, hvorfor ringede du ikke til os?

(stor latter og jubel, fades straks ned og lægges på afstand. Men det hænger ved og fades først helt væk lidt inde i næste sekvens)

BORGMESTER: (til det yderste rolig) Hr. landråd?

LANDRÅD: (lidt kulret, telefonforvrængning) Dette kan jeg som kejserlig embedsmand ikke tillade mig - jeg mener dette: Sætte mig ned eg vente! Vente - ja, vente siger De, men hvor venter vi os hen om ikke på hovedet ud i det pure anarki som disse mennesker sår om sig!

BORGMESTER: Nu er vi såvist alle embedsmænd for vor kejser, selv om kejserflaget har en tendens til at rutsje af stængerne i disse dage, men -

LANDRÅD: Tilfældige historiske foreteelser kan ikke rokke mig fra at betragte mig selv som kejserlig embedsmand, nu og til alle tider og med den myndighed og det ansvar dette indebærer!

BORGMESTER: Det er De herre over. Men må jeg som kejserlig embedsmand spørge Dem hvad De da mener vi kan foretage os ud over at vente: Se sagerne an, holde øje med udviklingen og afvente det tidspunkt hvor man måske kunne komme i gang med at hjælpe det hele ind i roligere, nok så solide baner?

LANDRÅD: Det forekommer mig utroligt letsindigt i betragtning af at denne skrædder på én formiddag har kunnet sætte sig fast på hele øen, uhindret, uden besvær. Hvor bliver vores ansigt af? Der er jo ikke det sted hvor han ikke har sine patruljer, flinke og venlige gudbevares, men pokkers bestemte. Broen ligger ikke hvor den skal, vi er afskårne, indespærrede, og telefonforbindelserne til Tyskland er afbrudte.

BORGMESTER: Jeg føler mig overbevist om at hvis De har specielle ønsker om at rejse, så ville De sikkert ved en audiens hos Poll kunne erhverve Dem et fripas og blive sat over med en båd. Han er vistnok en imødekommende herre. Med nerverne udenpå gudbevares, men pokkers rimelig.

LANDRÅD: Skal nogen i audiens hos nogen, blir det ham hos mig!

BORGMESTER: Hr. landråd, vi kommer jo nok til at se i øjnene at det gamle styre kun står til at redde i det omfang det kan reddes stykkevis. Den revolution er jo en kendsgerning. Var den ikke kommet nedefra, var den kommet alligevel, fra oven.

LANDRÅD: Da må jeg sige jeg havde foretrukket det sidste!

BORGMESTER: Nåja, men hvem havde ikke det? Men hvem forpassede tidspunktet?

LANDRÅD: (igen lettere desperat) Jeg siger Dem: Alle hans kommandoposter, hans opråb, hans afspærringer, restriktioner, overvågninger, hans nærvær, hans indflydelse, hele hans utrolige selvherskeri går mig på nerverne!

BORGMESTER: De kommer til at indtage noget beroligende.

LANDRÅD: (ved at blive kvalt i det) Jaja, jaja, og hvad med Deres forsikringer om at denne revolution aldrig ville nå ud til folk! Den er på vej, den er på vej, folk er glade for ham. Der er sket noget med dem. Forestil Dem det! Det har ikke taget ham en formiddag at forandre hele deres mentalitet!

BORGMESTER: (lille lattergrynt) Men hvad det var jeg ville have sagt: Jo, de har magten for indeværende, og de har myndigheden, men hvem har apparatet?

(hårdt klip til stabskontoret der summer af desperat travlhed. Meget og dæmpet og hurtig tale. Men især er der gang i en telegraf. Poll hoster svagt etsteds i larmen. Det hele kører fantastisk påtrængende og stresset. Den følgende sekvens afvikles meget kontant og så hurtigt det overhovedet kan gøres)

POLL: (hales frem) Ser du, Oscar, det hele er sådan set enkelt nok: Hvis man kan lave en revolution der er både god og rigtig, har man i samme øjeblik over for befolkningen bevist at omvæltningen var det eneste sande alternativ til en håbløs og umulig situation.

OSCAR: (fjernes) Det eneste argument herimod er måske at det kan være lidt vanskeligt at få folk til at se en håbløs og umulig tilstand lige i øjnene, hvilket jo altså ellers skulle være deres eneste chance for at de kan beslutte sig for noget bedre og rigtigere.

POLL: (lidt alene) Nåja, men det er et teoretisk problem som skal løses rent praktisk. (skifter brat, lidt for aggressivt udbrud) Hvad vil De?

UNG PIGE: (rystende nervøs for den store mand) Jeg blev vist herind, jeg - jeg skulle bede, jeg kommer fra Fedtcentralen!

POLL: Ja, og?

UNG PIGE: (viger lidt) Forretningsføreren har vist ringet til Dem?

POLL: Der er så mange der har ringet til mig.

OSCAR: (i en halvfjern, forretningsmæssig tone) Der er kun én bil på Als der kan køre, Poll, det er landrådens Opel. Den kan du også godt være tjent med. En helt moderne vogn. Åben og med messingbremser og forgyldte horn, meget flot, tiptop i orden, lige til at springe i.

UNG PIGE: Det drejer sig om en forsendelse smør.

POLL: Oscar, vi må så hurtigt som muligt afsætte tid, så vi kan køre ud og komme i nærmere kontakt med folk. Man kan ikke regere fra et kontor. De har mange uafklarede behov.

UNG PIGE: (er nødt til at fortsætte) Vi har 220 tønder smør som skulle have været af sted med jernbanen. Men tønderne kunne ikke komme forbi Deres mænd nede ved havnen. De stak bajonetterne frem og råbte at al udførsel var forbudt.

POLL: Det har jeg personlig givet dem besked om at gøre.

UNG PIGE: Og så ringede forretningsføreren til Dem. Og så sagde De at de 120 tønder godt kunne komme af sted. Men så må vi have Deres underskrift her på fragtbrevet.

POLL: Kan De godt selv mærke hvor det stinker langt væk af bureaukratisk fiduseri?

OSCAR: Hvis jeg falder over nogen der absolut ikke ved hvad de skal få tiden til at gå med, så slår jeg altså en klo i dem. Vi må også se at finde frem til et rimeligt forhold mellem arbejde, levevilkår og lønninger.

UNG PIGE: Jeg er ked af det men - vil De ikke nok skrive under?

POLL: Det er vigtigt at vi får alle med, Oscar. Det er af helt afgørende betydning at der ikke står nogen tilbage og føler sig snydt når vi andre er nået frem.

UNG PIGE: Vil De ikke nok skrive under?

POLL: De kan godt holde op igen, der kommer ikke noget af det smør af sted.

OSCAR: Det er sikkert blot et spørgsmål om at samle dem op. De mærker jo nok at vi allerede har vores egen lille våbenstilstand, og selv om de måske nok er lidt spændt på hvordan du vil føre dig frem, så er du på forhånd dømt til at være en oplevelse af de bedre.

POLL: Hvor skulle smørret have været hen?

UNG PIGE: Til Ruhrdistriktet.

POLL: Hvorfor sender vi smør til Ruhr så længe vi ikke har nok til os selv?

OSCAR: Deres ansigter, du, har allerede fået et helt nyt udtryk. Alt det bekymrede og udpinte er væk. Der er kommet noget helt fredeligt over dem, sgu.

UNG PIGE: (giver den lidt mere tand) Vi er jo underlagt den højere prøjsiske forvaltning under regeringen i Kiel -

POLL: Tag ikke fejl af at for os eksisterer den ikke mere, den højere prøjsiske regering. Hvis der er flere derude, så lad dem komme nu!

UNG PIGE: Hvortil vi hver uge sender store og omfangsrige statistikker hvori vi skal gøre nøjagtig rede for mælkemængde og smørproduktion samt fordelingen af de rationerede portioner til land- og bydistrikterne her på øen, hvorefter der foretages en udligning efter forholdstalssystemet, hvorefter myndighederne i Kiel -

POLL: Som jo nu har mistet den magt de uretmæssigt sad inde med -

UNG PIGE: Giver besked om forsendelse af den overskydende produktion som for det meste går til Ruhrdistriktet hvor de vist ikke har for meget smør. Til gengæld skulle vi så få - (kommer nu ud på gyngende grund) jern eller sådan noget.

POLL: Sig mig, tror De da at hele dette forbandede prøjsiske apparat uhindret kan køre videre nu efter at prøjserne er sat fra magten? Nej, nej, nej!

UNG PIGE: Jo, må jeg ikke nok få den underskrift? Jeg skulle have den med hjem, jeg tør ikke komme uden. Min chef blir frygtelig vred.

POLL: Sig til den herre fra Fedtcentralen at han kan rende mig et vist sted og give sig fanden i vold, smørret tilhører mig, farvel! (en hånd bliver slået ned i fragtbrevet, det rives itu) Jamen - - slår De papiret ud af hånden på mig?

UNG PIGE: (flår i papiret) De må meget undskylde, det må De - men jeg tør ikke komme tilbage uden den underskrift. Nu kan jeg i hvert fald sige at fragtbrevet er revet helt i stykker!

POLL: Unge dame, De er - - Hvad vil De?!

URMAGER: Mit navn er Bakke, jeg blev vist ind.

OSCAR: (lige forretningsmæssigt) Du, skal vi sende patruljer af sted for at indfange de officerer der ligger og gemmer sig i skoven fordi de tror de skal skydes?

POLL: Nej, lad dem ligge og hakke tænderne ud på sig. En dag kommer de af sig selv.

URMAGER: Jeg er urmager.

POLL: Hvordan stiller urmagerne sig til revolutionen?

URMAGER: Joh vi - har ikke stort, vi har ikke noget sådan, sådan noget imod at, vi -

POLL: Er de med os eller mod os?

URMAGER: Vi synes bestemt at det, at den, vi mener i hvert fald ikke at -

POLL: Altså positive.

URMAGER: Ja. Jo, men hvad det var jeg ville spørge om - jeg kommer på de danskes vegne - jeg ville gerne vide hvordan De som administrator af de nye forhold her på øen stiller Dem til de dansksindede. Jeg mener, De er jo tysker, jeg mener, vi har været besat af tyskere i 50 år -

POLL: (helt rolig) Deres spørgsmål er fuldkommen irrelevant.

URMAGER: Ja. Jo, men vi ville jo gerne vide om det nye, om revo - om omvæltningen vil stille andre krav til de danske her på Als end til tyskerne?

POLL: Jeg kan ærligt talt ikke se hvilke grunde man har til at vente forskelsbehandling af den art fra min side. Er vi ikke alle underkastet de samme betingelser, er vi ikke enige om mål og midler, tager vi ikke del i samme store bevægelse, bor vi ikke alle på samme ø, er spørgsmålet derfor ikke irrelevant?

URMAGER: (meget langsomt) Det er klart at når De stiller det op på den måde så -

OSCAR: Har du egentlig tænkt over at når vi åbner fængslerne, så springer de almindelige forbrydere jo med de politiske?

POLL: Dem må vi lære at leve med.

URMAGER: Men nu for eksempel landråden her, han er -

POLL: (hurtigt) Hør, urmager, hvad ville De sige til om man gjorde Als uafhængig, jeg mener gav den selvstændig status, fri for afhængighed til alle sider?

OSCAR: (højt i baggrunden) Hvad!?

URMAGER: Jeg tror ikke rigtig jeg forstår -

POLL: Så skal De bare glemme det. Fortsæt hvor De slap.

URMAGER: Jo, altså - jo, nu landråden her, han er tysker, og han -

POLL: (dette er selvklart) Vi kan ikke tage den slags smålige nationale hensyn. Vi har bedre ting at tumle med. Vi er os selv her, kun os selv og for os eksisterer der lige nu hverken fortid eller fremtid. Alle nationale uoverensstemmelser er lige så mange kæppe mellem benene på os. Vi anerkender dem ikke, og dermed er de ude af verden. Tak for i dag. Og nu De, unge dame -

URMAGER: De må ikke gøre hende noget. Jeg tror hun - herregud, vi er jo alle lidt -

POLL: (lettere irriteret) Hør nu her, urmager, jeg ved godt jeg ikke er en af jeres. Men derfor er jeg ikke menneskeæder! Gå De nu roligt hjem og fortæl urmagerne at jeg regner med deres fulde støtte. - Altså unge dame, nåja De skal få et nyt fragtbrev, og med underskrift. Vi kan ikke sende alt det smør væk, men vores kammerater i Ruhrdistriktet sulter også. De kan få 100 tønder. Resten blir fordelt blandt folk her.

UNG PIGE: Tak, mange mange tak.

POLL: Der er ikke noget at takke for, det er da en ærlig sag at være bange.

OSCAR: (helt nær, og ikke så højt) Der står en fyr herude fra en avis. Han spørger om han kan komme ind for at lave et situationsreferat til sine læsere.

POLL: (ditto) Selvfølgelig kan han ikke komme ind. Aviserne kan skrive hvad de vil. De må bare ikke skrive noget imod revolutionen. Revolutionen er en skrøbelig ting.

(hurtig udvidelse af rummet til åben kaserneplads. Råb der ekkoer mellem murene. Spredt støvletramp på belægningen. Så nær: et bilhorn der dytter flere gange. Denne sekvens er "sejere" end den foregående, men dens temperatur højere)

LANDRÅD: (nær, meget fortørnet) Hør nu her, De vil da vel ikke - (kan simpelthen ikke få sig selv til at tro det) De mener da ikke for alvor at De tager min bil fra mig!

POLL: (lidt borte, roligt smilende) Jeg er ked af at vi nok ikke kommer udenom at stille den til min rådighed. Ved De, jeg har lagt mærke til at der hersker en utrolig samarbejdsvilje hos alle her på øen. Men at De selv ville bringe Deres bil herhen, det var dog mere end jeg havde ventet, og det er jeg Dem taknemmelig for.

LANDRÅD: (arrigt fnys) Her er jeg kommet til Dem - det er mig der er kommet til Dem! Men det var da ikke derfor jeg kom, for at De skulle tage bilen fra mig! Jeg kom her for at - for at udveksle synspunkter.

POLL: Vi kan ikke have mange at udveksle.

(afprøvningslyde i baggrunden)

LANDRÅD: Jeg gik jo ud fra som givet at De var kommet til mig, jeg er dog kejserlig landråd, man må holde mig underrettet. Det er den eneste bil der er noget værd på hele øen, den er et klenodie!

POLL: Naturligvis ville jeg være dukket op hos Dem, på et eller andet tidspunkt. Men De må forstå at vi har travlt. Der er meget at rette op på! Bilen er også en brugsgenstand og jeg må som administrator kunne bevæge mig omkring! - De var kejserlig landråd.

LANDRÅD: De vil komme til at fortryde dette, engang.

POLL: (nu også nær) Engang, hr. landråd - det er noget der ligger langt ude i tiden. Det er noget fremtiden må tage stilling til. De må forstå at vi er alt for lykkelige til at kunne forurolige os over alt det mærkelige der måske kan komme - engang.

LANDRÅD: Dette skulle have været en fortrolig samtale!

POLL: (stille) Men hør selv hvor højt De råber.

LANDRÅD: (så det gjalder ud over pladsen) Er De klar over at Deres fremfærd i løbet af ganske få dage vil bringe totalt kaos i alle de led som øen er afhængig af for overhovedet at kunne fungere som et samfund?

POLL: (lavt) Følger De slet ikke med i hvad der sker lige for næsen af Dem? Skal vi henlægge det hele til Deres egne stuer før det går op for Dem i helbillede?

LANDRÅD: (trækker lidt i land, roligere) Mon De virkelig ved hvad det vil sige at skulle holde gang i alle de små hjul der driver den mekanisme en sådan del af det tyske rige er. Aner De hvilket arbejde der er gjort for at vi kunne vedligeholde bare de vigtigste overlevelsesmuligheder for de borgere hvis eksistens og velfærd har været afhængig af os?

POLL: (højere) Sig mig, står De der og antyder at De selv tror på at De har skaffet indbyggerne retfærdighed? At her skulle findes social lighed, åndelig frihed, rimelige levevilkår for alle uanset klasselag? At De ikke kender til undertrykkelse af nogen art?

LANDRÅD: (helt rolig, på sikker grund) Gennem fire års krig har vi formået at holde alle funktioner intakte. Vi har roligt, pligtopfyldende og samvittighedsfuldt styret os fri af den værste sult og nød. Det kunne have været meget værre her. Fremtiden vil vide at værdsætte det.

POLL: (kører sig nu op) Hvis der overhovedet skal tales om fremtidige mål lige her og nu, så kan jeg fortælle Dem at et af de vigtigste er den totale destruktion af Deres forbandede rolige, pligtopfyldende og samvittighedsfulde apparat! Det fungerer rent ud ad hekkenfeldt til! Jævnthen ad vejen uden at føre til noget. Konstant knirkende uden at et ærligt menneske kan finde ud af hvorfor! Det har spillet fallit og vi kan ikke bruge den ringeste stump af det!

LANDRÅDEN: (smilende) Og hvordan havde De tænkt Dem at få orden i økonomien, kriminaliteten, skolevæsenet, de sociale byrder, fattigdommen, fødevaresituationen, udskrivningerne, krigsinvaliderne, prostitutionen, for nu bare at nævne nogle af de mere påtrængende problemer?

POLL: Det skal jeg sige Dem, hr. landråd - (han har kørt sig for meget op, hoster sig igennem det) For det er nemlig overordentlig enkelt. Jeg ved sgu udmærket godt at alt dette er så fint indarbejdet i Deres forbandede system at det ikke sådan på en studs lader sig rede ud. Men det er der råd for. Samtlige Deres ansatte blir pr. omgående overflyttet til mine kontorer. De kender snurrepiberierne og skal få lov til at hjælpe os med at komme fri af dem. Og når den nye ordning er slået igennem og alle disse ting overhovedet ikke frembryder problemer længere, så skal De få Deres folk tilbage. Til den tid vil De selvfølgelig ikke have noget De kan sætte dem til, men det blir Deres sag!

LANDRÅD: Jeg må nok henlede Deres opmærksomhed på at der vil gå år før der er bragt så meget orden til veje på det her sted at De kan tænke på at frigøre blot så meget som spidsen af Deres lillefinger til alle Deres store fremtidsvisioner.

POLL: (dels træt, dels lurende) Vi får se, hr. landråd, vi får se.

LANDRÅD: (meget large) Udmærket, De kan tage mine folk.

POLL: (lille pause, spiller trumf ud) Og Deres bil, hr. landråd! (støn fra Landråd) Mange her kan naturligvis have svært ved at se hvad det hele skal ende med. Men den dag De får Deres bil tilbage, kan De roligt gå ud fra at alting er gået som det skulle. Og jeg skal lade broen svinge på plads og mine poster træde til side, så De kan komme forbi. For så er De blevet så overflødig her at De selv vil kunne se det.

(bildør smækker, bilen starter og kører væk. Zoom ind på Poll der sukker: Åh gud ja. Så snurrer bilen bort og står kun som en svag summen i baggrunden. En stemme lavt: 2. døgn. - Et øjeblik efter kommer bilen nærmere igen. Når den er helt nær, hopper vi med på. Bilen er åben, den skumpler af sted, men har en fin motorlyd)

OSCAR: (fryser bravt) Der er ingen overtrædelser af nogen art. Der er ingen overdreven færdsel i gaderne, men der er jo heller ikke noget at komme efter. Folk holder pænt deres vinduer lukkede, men det er jo også november. Der er ingen skyderi, og der er heller ikke noget at skyde med. Kort sagt, ingen gør andet i den foreliggende situation end hvad man kunne vente sig af dem. Det er da altid noget.

POLL: (fryser ditto) Det er klart, Oscar, at vi har givet dem alle sammen noget at tænke på. Men det hele har indtil nu kun været noget ydre. Og der er endnu langt til en virkelig forandring. Men der står uanede muligheder til vores rådighed.

OSCAR: Jeg foreslår at du lader de fleste af dem ligge indtil jeg administrativt er kommet lidt på højde. Det er fanme utroligt som det bunker sig op.

POLL: Alt det du laver skal selvfølgelig laves, Oscar. Men det skal styres efter sit formål. Udover at få tingene til at fungere må vi også kunne formidle en bevidsthed om dem. Hvad er det vi går og laver?

OSCAR: Ja mand, revolution!

POLL: Hvis revolution, Oscar?

OSCAR: (stanger ud) Din og min og alles!

POLL: Er du vis på det?

OSCAR: Det troede jeg i det mindste du var. - - Ja, jeg er vis på det!

POLL: Godt. Vi skal være sikre på det! På at det er din og min og alles! Der er nemlig mange ulve om det her opgør.

OSCAR: Jeg mente ellers det var een for alle og alle for een.

POLL: Tja.(pause) Det var de socialdemokratiske ledere i Centralrådet i Kiel der fik spillet os den krydser i hænde og på den måde ekstrapriviligerede os.

OSCAR: Længe leve dem.

POLL: Det var også de socialdemokratiske ledere der for fire år siden gik ind på at stemme for krigsbevillingerne og på den måde fik medansvar for krigen.

OSCAR: Død over dem.

POLL: De er nu bange for at denne revolution skal betyde al magt til folket. De kommer oppefra og de pukker på deres elendige parlamentariske ret. Men nu må de med os som mellemled prøve at føre deres sag igennem flest mulig steder. Men vi gror op mellem benene på dem, Oscar, vi vil gøre en ende på de gamle mænds fejltagelser.

OSCAR: Nemlig.

POLL: Sagen er altså klar nok, spørgsmålet er bare: hvad nu?

OSCAR: (lille pause) Det sidste spørgsmål forstod jeg ikke.

POLL: Det værste hos os, Oscar, er vores indskrænkethed, din og min og alles. (grynt fra Oscar) Hvad ligner det for eksempel at der ligger sådan en krydser og er parat til at skyde det hele i stumper og stykker ved det mindste vink -

OSCAR: De var aldrig faldet til føje ellers.

POLL: Når det er det modsatte vi arbejder os frem mod. Det kan ikke nytte noget at tvinge folk til at lave revolution. Hvis folk ikke kan finde grunde i sig selv, kan det jo være lige meget. Men så længe der ligger et krigsskib og leger med kanonerne mod dem, er der vel ikke noget at sige til at de står og ser mægtig overbeviste ud for revolutionen.

OSCAR: Det er der vel ikke, alt taget i betragtning.

POLL: Men det er da ravende galt at de bare står der og hopper på den - hvis det altså var tilfældet. Det er sådan noget vi må have ændret! Vi må have dem til at finde ud af hvad fanden det er de går og laver. Og det skal de finde ud af hele tiden, fortløbende. Ellers er de ikke et hak bedre end landråden der bare tænker på sin bil! Det gælder ikke kun brød og skuespil, det gælder også en idé.

OSCAR: Så er jeg med igen. Hvad er dit næste udspil?

POLL: Jeg stangede det forsøgsvis ud over for urmageren, men den sivede ikke ind.

OSCAR: (hæver stemmen) Du mener - for alvor gøre Als uafhængig, selvstændig, er det det du mener?

POLL: Prøv bare at mærke på dig selv hvilken virkning alene tanken om det har.

OSCAR: (meget betænkelig) Tror du ikke det kan blive farligt? Tror du virkelig de vil finde sig i det?

POLL: Næ, men de har vist nok andet at tænke på lige for øjeblikket.

OSCAR: Men det var jo ellers de selvstændige stater vi netop skulle afskaffe!

POLL: Det er også kun en midlertidig foranstaltning, selvfølgelig. På langt sigt er det eneste realistiske og ønskelige naturligvis at forene alle landene så de ikke mere kunne komme i totterne på hinanden, og Internationales idé om et forenet Europa skal også nok blive virkelighed. Men lige nu har vi brug for noget andet end partidisciplin, vi har brug for noget der kan få folk til at løsrive sig fra deres vaneforestillinger. Give dem en anden fornemmelse af sig selv. Andre steder putter man folk i fængsel nogle dage, så kan de sidde der og tænke over sagerne. Men vi har den fordel at være omsluttede af vand på alle sider, således giver denne ø os fred. Vi har ansvaret for beboerne på Als, vi må sørge for at holde dem vågne. Ved hele tiden at forbavse dem. Og udadtil kan det måske være med til at give lederne i Kiel og Berlin et grundstød. De har deres fasttømrede ideer om hvordan det her skal forløbe. Men de blir nu nok klogere. Jeg ved at vi ikke er de eneste der har i sinde at komme dem lidt på tværs. På den måde får vi lidt rotation i stivhovederne.

OSCAR: Jeg synes nu alligevel vi skulle vente.

POLL: Det blir proklameret nu til formiddag.

OSCAR: Du vil have folk til at røre på sig, men hvis de nu i stedet gør vrøvl?

POLL: Lad os vente og se. Det kan jo være det blir den rigtige slags vrøvl.

(bilen standser)

OSCAR: Hvad skal vi her?

POLL: Ind i banken og hæve penge, kom.

(hårdt klip til banklokalet. To matroser smækker bajonetterne i gulvet. Poll skrider ind med klingende trin. Oscar træder forsigtigt efter)

POLL: (højt og myndigt) Alle blir siddende på deres pladser og fortsætter ufortrødent deres arbejde. Jeg tillader ikke nogen form for forstyrrelse i bankens løbende forretninger der er af afgørende betydning for os alle. (knap så højt) Hr. kasserer, vil De være så venlig at lade mig kaste et blik på Deres kassebeholdning, hvorfor ser De så forskrækket ud, det er jo mit ansvar. (sedler og mønter) Gud ved om det slår til. Men jeg tager det hele. Vil De række mig et stykke papir, så skal jeg skrive Dem en kvittering. Et stk. kassebeholdning, værsågod. Afregning etc. foregår gennem soldaterrådet. Hvis De ser direktøren, så hils ham og sig at mit navn var Poll. Så skulle han være informeret. (går mod udgangen, hæver stemmen) Jeg bad udtrykkeligt om at der ikke skete nogen forstyrrelse i bankens arbejde!

(støvleklask, stor dør der går i med et brag. Hårdt klip til bilen der kører)

POLL: Kan du se hvad jeg mener, Oscar? Jeg kommer bare ind og ser bøs ud. Der er ikke én der i det mindste prøver at spørge. De stikker mig bare pengene.

OSCAR: Det er da indlysende.

POLL: Selvfølgelig er det indlysende. Men hvorfor er det så indlysende?

(sidste sætning blir trukket med bort idet bilen fjerner sig og spinder bort langt ude. Overgang til ølstue med stille glasklirren og rolig snak. Ud af den almindelige snak trækkes hurtigt Den fulde mand)

FULD MAND: (et virkeligt subjekt) Altså op sprang han og glemte alt om hvad der var hjerte og hvad der var lunger. Og selv om han endnu ikke har været så tæt på nogen af os at han har set det hvide i vores øjne, så er han alligevel en af vores. Og vi er et frit folk og han er vores præsident. Nu har jeg været 14 gange i Rusland og 17 gange i Frankrig, og oven på al den forbandede disciplin ville jeg godt have givet mit jernkors og mit sidste ben for at have haft en befalingsmand der så sådan ud, og mit glasøje. Han er ikke kommet af sin pyjamas endnu. Har bare trukket hvid marinetrøje stukket i blå marinebukser stukket i brune læderstøvler ovenover. For at man ikke skal tage fejl af ham, har han sin marinehue helt omme i nakken med bændlerne daskende langt ned ad ryggen og forpå det her røde tegn, som vi alle tjener os bedst ved at anskaffe. Og så udegående hospitalsfrakke af de alt for store stribede, smøget op ved ærmerne så foret kranser om håndleddene som et par manchetter, og et par magre håndled! (der er blevet stille i lokalet men han mærker det ikke) Og et magert ansigt, indfaldent kød, hvid hud, sorte hårtjavser der klistrer til panden, røde pletter på kindbenene, feberfri er han nok ikke. (Poll hoster svagt i baggrunden, den fuldes sidste sætning som retræte) Men hvor der er vilje -

(den fulde begynder at tralle, lavt, blir selv baggrund)

POLL: (frem) Det var ellers slet ikke min mening at forstyrre.

KROKONE: (hurtigt til) Sæt dig over i hjørnet, der kan du sidde i fred.

POLL: Jeg skulle bare have en kop suppe. Og et glas øl. Hvorfor skulle jeg gemme mig af vejen i hjørnet. Suppen -

KROKONE: Suppen må ikke være for kraftig, nej! Tror du, du kan leve af det! Du får aldrig andet end suppe, og den er ikke engang nærende. Hvis du skal kunne holde til noget som helst, må du spise! (bifaldende mumlen fra gæsterne) Ja, undskyld hvis jeg er lidt direkte, men Oscar og jeg er gamle venner, vi har snakket lidt sammen.

POLL: (pause) Det var i hvert fald rart at høre en fornuftsbestemt reaktion. Det er så vidt jeg ved den første. Og hvad har Oscar så fortalt?

KROKONE: Nå ja, ikke noget videre, vel. Han kan skam godt holde tæt, han er helt i orden. Men hvor mange dage har du afsat til at være rask i? Oscar påstår at du næsten ingenting spiser, at du er holdt op med at sove, og næsten også med at trække vejret.

POLL: (med et smil) Men Oscar har det med at overdrive. Så jeg må hellere fortælle jer hvad han i og for sig også godt ved. Jeg har jo længe været klar over at vi en dag ville få nok at gøre. Derfor sparede jeg op i tide, jeg har et overskud at tære på.

KROKONE: Hvor langt rækker det?

POLL: (højere) Al den tid jeg lå på infirmeriet her i byen, lå jeg og smuglede kræfter til side. Ganske vist blev de med mellemrum banket ud af mig - for sådan var nemlig de herrer vi havde dengang - men det voksede altid op i mig igen. Når det først er sket tilstrækkelig mange gange, ved man at det er i orden!

KROKONE: Jamen, vi må vide hvor langt det rækker. For din revolution skal vare længe, skal den ikke?

POLL: Revolutionen har jo ikke nogen egentlig afgrænsning på den måde. Den kommer man ikke sådan fri af.

KROKONE: Og det hele afhænger jo af dig, ikke. Det står og falder vel med om -

POLL: (meget bestemt) Nej, det er da jer det står og falder med! (nogen pause) Jeg er jeres redskab. Jeres befrielse må I gøre afhængig af jer selv.

KROKONE: (ny lille pause) Jo, men ser du - der er vist ikke ret mange her der har kræfter til selv at gøre så forfærdelig meget ved det. Vi er trætte, forstår du. Der er også mange sutter der ikke gider - de er det nu heller ikke værd.

POLL: Selvfølgelig, for alle dem der ikke kan eller ikke gider, må vi andre trække læsset så længe det er nødvendigt - indtil de begynder at forstå lidt af det.

KROKONE: Der er nu også nok en hel del der aldrig vil komme til at forstå et pluk af det. I har været for længe om at komme i gang. Der er for mange der er gået i opløsning. Der er ingen hold på dem. Selvfølgelig, de skal nok følge efter dig, for det er da altid en anden måde at prøve på. Jeg ved sgu ikke om de drømmer om bedre tider. Men de æder for at kunne leve nu!

POLL: Ja, og hvorfor pokker tror I jeg har gjort øen selvstændig. Det er for at kunne spærre den af og på den måde forhindre at vi mister alle de varer som vi selv har brug for. Folk æder og så kommer de til kræfter igen. I skal æde!!

KROKONE: Og dig selv? De andre tænker også kun på sig selv.

POLL: Det er de i deres gode ret til. Det er deres land. Det er dem der skal bygge det op, nu de har fået fred.

KROKONE: Du er vores præsident nu, er du ikke?

POLL: (højt, til dem alle) Det kan man godt kalde det. Men hvad betyder det også? Mit og jeres, det er jo det samme. Det håber jeg i hvert fald. Jeg håber det så meget at jeg vil prøve på at blive en af jeres når I har overtaget det hele selv. Ja! Jeg agter at søge statsborgerskab her hos jer, i jeres land, og ingen andre steder! Tænk over det. Tænk over om I vil give mig lov til at bo her, som en af jeres.

(krydsfade til stabskontoret hvor larmen er stadig stigende. Der kommer efterhånden noget fræsende over den. Men endnu går personerne gennem den med hovedet nogenlunde koldt)

POLL: (lettere udkørt) Jeg ønsker at I skal forstå mig og - og jer selv. Er der nogen der gider bringe mig et krus suppe?

OSCAR: (hurtigt frem, ophidset) Kaptajnløjtnant Bode står herude, han påstår han har fået ordre om at sejle til Kiel med sine tre skibe! Og en besætning på mindst 1000 mand! Han vil af sted straks og - (skarpe trin nærmer sig) Der har du ham allerede, han har kviksølv i røven.

(stram retstilling)

POLL: Bode, De er i civil?

BODE: (stramt) Jeg går ikke i en uniform uden distinktioner!

POLL: Det må vi respektere. (får suppen) Tak. (han slubrer den forsigtigt i sig under samtalen) Jeg må faktisk indrømme at jeg nærer en vis beundring for Dem, Bode, fordi de er blevet på Deres skibe.

BODE: Jeg er personlig ansvarlig for de skibe. Det har jeg været under hele krigen.

POLL: Og dog er ansvarsfordelingen jo nu blevet en meget indviklet ting. Jeg går ud fra at De er fuldt klar over hvor dårligt Deres skikkelse kommer til sin ret i det der slaskede civilisttøj. Bode, jeg kender intet som helst til en ordre om at der skulle afgå krigsskibe herfra.

BODE: Det eneste jeg ønsker at vide er hvilket flag vi sejler under, kejserflaget eller hvilket?

POLL: (op i en spids) Den kejserlige tyske flåde eksisterer fanden tage mig ikke længere. Fra nu af sejles der kun under det røde flag. (helt rolig igen) Det burde De jo næsten vide. (næsten bebrejdende) Ikke, Bode?

(modvilligt hæleklik fra Bode)

OSCAR: Men det er vel et spørgsmål om der overhovedet skal sejles nogen steder hen.

POLL: (slubrer igen roligt) Ja, hvem pokker har givet Dem personligt en ordre om at forlade os?

BODE: Flådekontoret i Kiel!

OSCAR: Hvem sidder på det flådekontor! (intet svar) Tre skibe og 1000 mand - det er en hel lille hær, ikke! Soldaterne er begyndt at bede om fri til at rejse hjem, og vi er begyndt at give dem lov. Hvem skal hjælpe os med at passe på det her til sidst? Og vi aner jo heller ikke noget om hvor de skibe forsvinder hen, vel!

BODE: Jeg har dampen oppe, jeg ønsker at sejle straks!

POLL: Nænæ, her bestemmer vi for tiden. - Oscar, jeg ved faktisk ikke hvem der sidder på det flådekontor.

OSCAR: Så er det jo vanvid at lade ham sejle!

BODE: Jeg har ordre om at stikke til søs inden en time.

POLL: Det er ved at gå op for os. Men der er altså noget der har undgået vores opmærksomhed. Tja, Bode, De kommer nok til at blive hvor De er indtil vi er færdige med at tygge Deres sag igennem. De skal få besked senere.

(Bode klasker indædt hælene sammen og tramper ud)

OSCAR: (falder straks over Poll) Poll, hør nu her, vi kapper af og kapper af, det går ikke længere. Du kan ikke lade ham sejle. Hele besætningen vil komme til at bestå af overbevist revolutionære. Hvem skal bære revolutionen når der ikke er flere af vores folk tilbage?

POLL: (sætter kruset fra sig) Kan du ikke se det - det skal befolkningen.

OSCAR: (lille pause) Er det din mening at vi skal stå helt alene til sidst?

POLL: Det kan vist ikke være andet. Vi kommer alligevel til at slippe soldaterne og matroserne på et eller andet tidspunkt. Vi kan jo heller ikke regne med disciplin hos dem længere - den ene gavnlige virkning her krigen da haft. De er dødtrætte og de vil hjem. Og hvad er naturligere end at stole på de mennesker der har en interesse i det her sted. De udgør et fundament der er langt sikrere end en hvilken som helst stående styrke. Ja, Oscar, de skal selv. Helt alene.

URMAGER: (helt nær og ret pludseligt) Jeg håber da ikke jeg forstyrrer, døren stod åben, vagterne sagde jeg blot kunne gå ind.

POLL: (en lille pause) Hvordan stiller urmagerne sig til revolutionen i dag?

URMAGER: (virker nu rund og glad) Jeg er kommet for at meddele Dem at nu går vi fuldt og helt ind for den.

POLL: Det var smukt.

URMAGER: Og vi - det er ikke blot de danske urmagere, det er også de tyske. Og det er ikke blot urmagerne, det er også sadelmagerne, buntmagerne, handskemagerne, pølsemagerne, ølbryggerne, vintapperne, kornhandlerne, kreaturhandlerne, jernhandlerne og alle selvstændige næringsdrivende, grossisterne og fabrikanterne. Vi har diskuteret revolutionen, vi har fundet den god.

POLL: Det var jo meget fint.

URMAGER: De har gennem Deres ord og Deres gerninger vakt store tanker til live i os og fremkaldt en helt ny situation der vil være til nytte og gavn for os alle.

POLL: Det var min hensigt.

URMAGER: Vi mener at Als har en stor selvstændig fremtid for sig og at den vil kunne danne rammen om et mønstersamfund. Vi ser nu at Deres dispositioner har været tidssvarende og fremsynede. I nyvunden frihed tør vi driste os til at mene at vi i Dem har fundet en fast og bestemt, en født leder.

POLL: Tiden vil vise det.

URMAGER: Der var blot en enkelt lille ting vi gerne ville have lov til at fremføre. (pause, intet svar) Burde man ikke i sagens interesse sende gesandter ud?

POLL: Og hvorhen ville De mene vore gesandter burde sendes?

URMAGER: Danmark, Tyskland, England, Holland, Frankrig, Amerika.

POLL: Det vil blive overvejet.

URMAGER: Jeg forstår at De har meget at gøre. Jeg vil derfor trække mig tilbage og blot bede Dem sanktionere vort fortsatte arbejde for revolutionen.

POLL: Intet er større.

URMAGER: Tak. Tusind tak for Deres venlighed.

POLL: Der er ikke noget at takke for, det er da en ærlig sag at være villig.

(blød overgang fra kontoret til bilen. Billyden står alene et øjeblik. Så begynder det at regne)

OSCAR: Jeg kan ikke lade være med somme tider at undre mig over din ihærdighed for Als. Tænker du aldrig på at du skal herfra igen, hjem til dit Schlesien?

POLL: Det er for sent nu. Jeg kommer nok aldrig mere herfra. Jeg kan i hvert fald ikke se hvad der skulle kunne få mig herfra. Als er det eneste sted jeg sådan rigtig har brudt mig om.

OSCAR: Du skal nu alligevel være lidt forsigtig med folk her. De har gennem 50 år været vant til at rette sig lidt for meget ind efter tyskerne. De har trods alt klaret sig. Og så nu hvor de begynder at føle sig lidt ovenpå.

POLL: I har altid gjort jeres pligt for senere at kunne hævde jeres ret, er det ikke sådan det hedder her?

OSCAR: Jo, og det lyder jo også meget kønt, men det er naturligvis alt for snævert og nationalt. De vil sno sig, og det ved de noget om, indtil tiden går hen og finder en løsning for dem.

POLL: Der er en ting der gør mig lidt urolig. Det er som om folk stadig er bange, inderst inde. Man mærker det ikke så meget ude i byen, men hysteriet ligger og lurer allevegne. På infirmeriet putter de sårede arsenik i deres sår af angst for at blive udskrevet. Sårene blir så ved med at flamme op igen og kan ikke heles. Og de bruger overdoser af kinin for at holde sig hospitalsmodne. Jeg har selv ligget syg og har selv været bange. Men dette her forstår jeg ikke.

OSCAR: Selvfølgelig ligger der noget og lurer, det ville sgu da være mærkeligt andet. Men jeg tror nu nok de fleste ude i byen er glade over det der sker nu. Jeg mener, der sker da noget.

POLL: Jeg forstår heller ikke helt de soldater der ikke vil blive her. Selvom det ikke oprindelig var deres ø. Her er fred, alle andre steder er der oprør og uroligheder. (næsten med et suk) Her er vi omgivet af vand på alle sider.

OSCAR: Jo, men det er der vel ikke noget nyt i.

POLL: For mig er der. Jeg har aldrig prøvet det før. Mens jeg lå på infirmeriet mærkede jeg det ikke. Nu kan jeg fornemme det selv om natten. Jeg kan mærke alle de muligheder vi har her. Als er vel frugtbar nok til for alvor at kunne være selvforsynende?

OSCAR: Tænk engang på hvad vi har måttet sende væk herfra, til industriområderne, til hæren og flåden, til øst og til vest, og det er ikke store sager vi har fået igen. Man kunne lægge en jernring om Als, og det ville kun være en fordel.

POLL: (lille pause) Der må være smukt herude om sommeren.

OSCAR: (tænderklaprende) Der er rigtig kønt.

POLL: Alt det hav er lidt skræmmende alligevel. Er det land derovre en del af Als?

OSCAR: Nej, nej.

POLL: Men de lave bakker bag skoven?

OSCAR: (råber op) Ja, men sæt dig dog ned, mand!

(bilen kører spindende bort, afløses af stabskontoret, med ikke for megen larm. Så smækkes en dør op, og en soldat kommer løbende ind. I og med at døren smækkes op, høres kort telegrafen der tikker vildt)

SOLDAT: (prøver at beherske sin ophidselse) Der er kommet et telegram fra München: Bayern er blevet udråbt til sovjetrepublik. Der har været uroligheder, men arbejder- og soldaterrådene har været i stand til at løsrive republikken fra Berlin.

POLL: (pause) Det lyder som om de er inde på noget af det rigtige. De får det svært.

OSCAR: (for første gang rigtig glad) Det er pragtfuldt, vi er ikke længere de eneste der isolerer sig.

POLL: Og så isolerer vi os kun så længe som -

(et skud går gennem et vindue i lokalet. En såret mand skriger tæt på. Poll råber forskrækket op, og der blir en panikagtig forvirring der står lidt)

POLL: (forsøger at få hold på det) Hvad er det der sker. Hvad - er - det - der - sker.

OSCAR: Rolig, for helvede, rolig! Det er ingenting. Ro, for satan, det er jo ingenting! (en smule fatning breder sig, den sårede stønner) Han er ramt i armen, men det er ikke alvorligt.

POLL: Hvem fanden skød!

OSCAR: To mand til at slæbe ham over på infirmeriet, og få ham så til at holde sin kæft, han døde jo ikke af det, vel! Poll, for pokker, der skete jo ikke noget. Et glas vand til Poll, men lidt hurtigt, hvad! (han vader gennem glasskår til vinduet, slår nogle skår ud) Hvad i helvede er det I laver dernede, hvad tænker I på? (utydelige råb udefra, man fornemmer bare den dårlige samvittighed i dem) Skvadderhoved, vi snakkes ved når det her felttog er overstået! Åndssvage idiot. (vader tilbage gennem skårene) Det er nogen kønne krigere, er det. Det var en der var ved at lade geværet, og så kommer han altså til at pille ved aftrækkeren og sender ladningen ind gennem vinduet. Manden kom heldigvis ikke noget alvorligt til, han gjorde ikke. - Poll, hvordan går det, du blev lidt bleg?

POLL: (dyb indånding) Jeg har det udmærket. Men vi kommer til at have nogen plader for det vindue.

OSCAR: To mand til at smække nogen plader for vinduet!

(de bankes på under dialogen)

POLL: Oscar, så har vi alligevel en såret.

OSCAR: Som om det nu var noget.

POLL: Der skal ikke så forfærdelig meget til at bryde et mønster. Vi isolerer os, Oscar, men kun indtil tiden er moden og vi kan finde sammen igen. Jeg blev sgu lidt forskrækket.

OSCAR: Andre steder har de i hundredevis af døde, og gud ved hvor mange sårede.

POLL: Jeg prøver hele tiden på ikke at sammenligne os med andre steder. Men vi må sende dem et telegram i Bayern, så meget kan vi i hvert fald gøre.

OSCAR: Men jeg har sgu da ret!

POLL: Man ved bare så lidt om hvad der kommer. (pause, så en lille latter) Ærlig talt, et øjeblik troede jeg det var en kontrarevolution. Jeg troede faktisk det måtte være kontrarevolutionen. (latteren begynder at smitte. Og så tager den fat, alle griner højt over dette usandsynlige begreb) Jajaja, nu har vi i hvert fald plader for vinduerne i stedet for glas, nu må vi have lyset tændt.

(det hele glider over i en større skare der er forsamlet i kasernegården. Voldsom diskussion, råben og skænderier. Der blir ro idet Poll tager fat)

POLL: Jeg kan ikke se bedre end at vi må lade skibene sejle. Det vil ganske vist gøre Als endnu mere afhængig af sig selv, men det mener jeg ikke kan være anderledes. Der er dem der har ment at vi en dag skulle kunne få brug for disse skibe og deres besætning. Men jeg må sige at jeg nødig vil udsættes for fristelsen til at bruge dem. Overmagten vil til hver en tid kunne gøres for stor, og det ville være en idiotisk gestus at sende dem ud. Alt hvad vi ville få ud af det var tre skrot og 1000 vandopløste kadavere - og æren ved at have besørget dem en død i skønhed. Og hvis vi aldrig får brug for skibene, har vi ofret mad og penge på den eskadre i al den tid. Vi har andet at bruge vore ressourcer til. Og vi er vel efterhånden alle så dødtrætte af krigsskibe, krigsmænd, krigskanoner, at vi må skaffe os af med det, når chancen er der. Vi har bedre ting at bruge vore kræfter på, vi kan lige så godt give verden et godt eksempel. Skibene skal altså sejle. Og alle her, alle marinere og soldater der er lede ved krig, lede ved at være hjemmefra, lede ved dette fremmede sted, kan få hjemsendelsespapirer og rejse med til Kiel, for derfra omsider at se til at komme hjem. Det vil nok ærgre Bode at det var det han måtte vente på, men det får være. Hvis I møder alsingere hvor I kommer frem, så bed dem vende hjem, sig vi har brug for dem. Det er så en aftale. Er det en aftale?

(et mægtigt ja-brøl. Stor leben og løben. Tummelen på pladsen fader langsomt ud. Under udfadning lav stemme: 3. døgn. Efter udfadningen er den eneste baggrund telegrafen, svagt)

POLL: (taler nu ligesom mest til sig selv) Godmorgen, hr. borgmester, hvad skylder jeg den ære?

BORGMESTER: (lille pause før hver replik) Jeg går ud fra at vi er to mennesker der burde træffe hinanden mens tid er.

POLL: Det lyder rimeligt. I nogen speciel anledning?

BORGMESTER: Jeg kunne tænke mig at spørge Dem om De selv tror på at man kan gøre mennesker bedre og klogere?

POLL: Tror De?

BORGMESTER: Det er vel Dem der sidder på jobbet?

POLL: Eftersom De har forsømt det.

BORGMESTER: Indrømmet.

POLL: Jeg tror ikke det er muligt at gøre folk bedre eller klogere.

BORGMESTER: De er i det mindste ærlig.

POLL: Men jeg tror jo nok man kan bedre deres ydre forhold, og jeg tror at det igen vil kunne smitte af på deres måde at opleve tingene på.

BORGMESTER: Det sidste kan jeg give Dem ret i.

POLL: Hvorfor har De så ikke gjort noget ved det?

BORGMESTER: Jeg har ikke villet.

POLL: De er i det mindste ærlig.

BORGMESTER: Situationen passede mig stort set som den var. Jeg siger udtrykkeligt: Den passede mig! Jeg kunne ikke vide noget som helst om hvilke konsekvenser blot minimale forandringer ville medføre blandt befolkningen.

POLL: De er dog dens borgmester. De har været borgmester her i mange år. De må da kende folk her i byen og også kunne bedømme deres reaktioner.

BORGMESTER: For at sige det som det er: Nej. Jeg kender dem ikke. Jeg interesserer mig heller ikke for dem. Det er jeg holdt op med for længe siden. Jeg opdagede meget tidligt hvor megen mistillid der er mellem dem. Den orkede jeg ikke at komme til livs. Og hvorfor skulle jeg? Ved De hvad det her vil føre til?

POLL: Jeg gør mig jo nok mine tanker.

BORGMESTER: De knuser øen med Deres kærlighed.

POLL: Hvis det slår fejl, må vi finde ud af hvorfor det slog fejl. Hvis ikke - nåja, borgmester, så må De jo finde et andet sted eller en anden stil. Jeg tror tiden er løbet fra Dem. De har ikke lyst til at fortrække inden det er for sent?

BORGMESTER: Næ tak, jeg foretrækker at blive hvor jeg er.

POLL: (træthed slår kort igennem) Tja, som De vil.

BORGMESTER: Jeg har en fornemmelse af at jeg kan klare mig, hvis de forstår.

POLL: Jaja, Jeg forstår. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at De klarer Dem mindre godt end De tror. Der vil blive tid til det også. Men skal vi ikke vende tilbage til det - senere?

BORGMESTER: Naturligvis, det ville være det eneste rigtige.

(til telegrafen kommer de øvrige kontorlyde, men også de svagt. Det hele fjernt, ligesom uden relevans. Intet ophold mellem foregående og følgende sekvens)

POLL: Og hvad har du på hjerte?

ARBEJDSMAND: Jeg har fået en genindkaldelsesordre, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.

POLL: Det er nu deres måde at forsøge at slå benene bort under os på. Kan de fjerne mændene, er de godt på vej til at have gjort os færdige. Hvornår skal du møde?

ARBEJDSMAND: Den 11. november klokken 11 minutter over 11.

POLL: Så skal du jo skynde dig, hvis du skal nå det. Hvor længe har du været soldat?

ARBEJDSMAND: Fra jeg var 17 til jeg var 20.

POLL: Hvorfor blev du hjemsendt?

ARBEJDSMAND: Jeg slap fra franskmændene med en granatsplint i armen og fra englænderne med lidt jern i lungen. Nok til at de måtte sende mig hjem. Man nu kan jeg bruge armen helt godt igen og trække vejret uden alt for meget besvær. Og det er jo ikke så godt. Derfor syntes jeg, jeg hellere måtte forhøre mig hos Dem, hvad skal jeg gøre?

POLL: Du kan jo brænde indkaldelsen og tage fat på dit arbejde. Hvad laver du?

ARBEJDSMAND: Skibsbygger, altså ufaglært, arbejdsmand.

POLL: Vi har brug for dig, se at blive udlært. Du gavner ingen ved et springe soldat. Bliv her hvor du hører til, og du har mit ord for at du aldrig mere kommer til et bære våben.

ARBEJDSMAND: (hurtigt) Kan jeg få mine hjemsendelsespapirer her, med det samme?

POLL: Den slags er det definitivt slut med.

(Poll begynder at hoste svagt. Al baggrundslyd lægges ud bag et slør af susende uvirkelighed. Efter en lille pause begynder han at tale med sig selv, lavt)

POLL: Som suveræne borgere i en fri folkerepublik må vi først prøve at komme dumheden til livs, i hvert fald holde den på afstand. Alle skal uden forskel kunne få en ordentlig uddannelse. Denne bekostes af rådet der også stiller materialer, midler og lokaler til rådighed. Vi må også sørge for at skaffe os gode kontakter udadtil og passe på ikke at blive infiltreret af gamle reaktionære ideer som har så let ved at trænge ind. Vi er ikke flere her på øen end at vi nok skulle kunne klare det. Militær har vi ikke råd til. Hvis vi sørger for at vinde den fornødne respekt hos andre, vil ingen finde på at antaste vor frihed. Vi decentraliserer helt ud til de enkelte borgere, for at vi kan bibringe dem den nødvendige sociale og kritiske indstilling. Alle levn fra fortiden forsvinder. Institutioner går op i røg, arbejdet kollektiviseres, samfundet åbnes, frihed går frem for lighed. Pengene afskaffes, alle faste værdier blir samfundsejendom. De der ikke kan tage springet med må falde. Det blir nok mange. Vi må blive et folk hæderligt nok til at kunne styre os selv. En ny stat, et nyt kosmos opstået af krigens kaos. Det ville ikke engang være et eksperiment, en fuldbyrdet virkelighed ville det være.

(under slutningen har lyden af et aeroplan blandet sig i baggrundslydene. Så snart Poll er færdig, kommer det med et sus helt tæt på, og fjerner sig igen. Samtidig får alle lyde rundt om deres reale karakter igen)

POLL: Oscar, hvad var det for en maskine?

OSCAR: Kender den ikke. Den er landet, eller hvad man nu skal kalde det, nede i havnen. Der er kun én mand i den, og den bærer rødt flag. Han er på vej herop nu, det virker som om han har travlt.

POLL: Vi vil tage imod ham.

FLYVER: (kommer væltende ind) Flyvende ilbud til kommandant Poll, af vejen, flyvende ilbud fra Kiel til -

POLL: Ja, det må vist være mig.

FLYVER: (studser højlydt. Kort pause) Süssgut her, hydroplanflyver, mig en fornøjelse. - Flyvende ilbud fra det centrale Revolutionsråd om at man på alle punkter holder sig de givne ordrer efterrettelig og ikke på nogen måde -

POLL: Poll, det er mig.

FLYVER: (er kommet for godt i gang) Det være sig ved unddragelse eller afvigelser, eller på anden måde, det være sig i stort eller småt, afviger fra planen om at koordinere samtlige revolutionære bevægelser i området. Det er rådene der har magten, under centralrådets myndighed. Centralrådet kan ikke tolerere sekteriske løsrivelser og henstiller at medfølgende 2000 flyveblade omgående uddeles på stedet her.

POLL: Og du skal ikke komme farende her på den måde!

OSCAR: Hvad fanden er det for en opførsel! Sekterisk!

FLYVER: (allerede lidt rundt på gulvet) Er du tosset, kammerat, Det centrale Revolutionsråd -

POLL: (ret voldsomt) Kan gøre hvad det vil, i Kiel, i Berlin, hvor det vil. Men her er det os der bestemmer. Og vi overvejer gerne henvendelser og tager gerne imod udsendinge, hvis der er en smule stil over dem, men vi finder os ikke i ordrer. Vi er udmærket klar over hvad der skal gøres. Og det bliver gjort. Vi er de eneste der kender behovene på denne ø, og det burde efterhånden være gået op for Centralrådets forstokkede partispidser! Indblanding -

FLYVER: Hør nu her, jeg skal være tilbage inden aften.

POLL: Indblanding fra fremmede magter frabedes, da det ikke kan undgå at gribe forstyrrende og måske ødelæggende ind i mønsteret. Vi ønsker ikke at komme i lommen på nogen som helst igen. Vi kender vores fjender, vores venner skal vi være mere forsigtige med. Var der ellers noget?

FLYVER: (pause) Nej, mere var der ikke. (og så lynhurtigt) Jo, altså en hel del om faren ved enegang, men det var også det hele, og ellers var der faktisk ikke noget.

(han spæner ud af døren)

POLL: Send et telegram til Kiel, med det samme.

OSCAR: Det er så drastisk, tror du det er klogt?

POLL: "Forbindelsen afbrudt", andet behøver der ikke stå.

(to lyde samtidig: telegraf der tikker budskabet af i rasende fart, og maskinen der letter og skummer hidsigt til vejrs i fræsende spiraler. Overgang til ølstuen hvor der er en ordentlig palaver i gang. Oscar høres tydeligst, han er kisteglad, lidt beruset og meget midtpunkt)

OSCAR: Så nu skal vi bare have sat nogen styrende organer sammen og have fundet nogen ledende fyre. (griner) Der er jo nok nogen der vil sætte et forbavset hoved op, når de ser hvem det blir. (latter) Det er helt skævt, men han har urmagerne og de andre i sin hule hånd, de kumpaner slikker ham op og ned ad ryggen. Og imens gør vi så revolutionen færdig bag ryggen på dem!

(almindeligt samtykke)

KROKONE: (lidt på afstand) De er jo bange for ham, ikke! De kan se hvordan han når ind hos alle, også hos dem der aldrig har haft et ord at skulle have sagt. Kumpanerne er ikke mere de eneste der har lov til at skræppe op, og så forsøger de at fedte sig ind hos ham.

OSCAR: De kommer galt af sted. Deres slags får sig nemlig aldrig luret færdig. De giver sig ikke frivilligt. Og så snart der blir fred, kan vi begynde at kule dem ned, en efter en, for de kan nemlig ikke komme herfra!

(latter)

KROKONE: (stort) Først når vi har fred hos os selv, kan vi stå os mod alle de andre! Men det kan vi også!

OSCAR: Vi må absolut bekrige de folk der fører krige. Det er først når den besiddende klasse er udryddet, at der ikke mere er nogen til at føre krige. Så har vi den virkelige fred. Og vent kun til vi kommer i forbund med Ungarn og Bayern.

KROKONE: Vent bare til vores mænd kommer hjem fra fronten. De falder ikke sådan uden videre til ro, de har alt for længe været vant til at skulle slås. Og så skal I ellers se ilden og krudtet finde sammen. Vi blir ikke til at stå os mod.

OSCAR: Der kom jeg vist til at buse ud med en statshemmelighed. Nå, men i hvert fald så fungerer det hele. Bortset fra kontorholdet og andre småting fungerer det! Poll har læst en masse bøger om revolutioner. Han kan alverdens revolutioner på fingrene, dem har han læst sig til!

KROKONE: Jeg synes nu alligevel det med skibene var en fejl. Jeg mener I må sende en note til Kiel og forlange de skibe tilbage. (ja-stemmer) Men selvfølgelig går det også uden. Folk æder og kommer til kræfter, og så er det vores tur til at profitere, gud hvor skal vi profitere!

FULD MAND: (bryder naivt ind) Han er en stor mand. Og hvem bryder sig om at høre på de dumhoveder der sladrer om at han nok er ved at belave sig på at stikke af, på den lille lortebrune toldkrydser, og med alle pengene, dem fra bankerne I ved nok.

OSCAR: Han ved sgu hvor det brænder på! (harmdirrende) Hold kæft, hvad er det for noget sludder! Han skal sgu ingen steder hen. Der er ikke en øre af de penge tilbage, det kan jeg godt fortælle dig. I øvrigt er han holdt op med at tænke på sig selv, han tænker kun i hele øer ad gangen!

KROKONE: Sådan noget! Hans og vores, fulderik, det er det samme, at du ved det!

FULD MAND: (begriber ikke helt) Jamen, jeg sagde jo heller ikke at - jeg mener, han er en stor mand, ikke. De ville gå i krig for ham, ikke.

KROKONE: Du forstår sgu ikke en kæft af det hele! (med stor overbevisning) Han har jo givet os noget, ikke. Noget at bruge os selv til. Han har givet os et stykke jord, vores eget land!

FULD MAND: (lidt melankolsk) Jeg ved det jo godt. Jeg har selv set ham komme kørende i landrådens bil. Han sad sådan og bredte sig lidt på bagsædet og frøs. Og der var soldater med opplantede bajonetter både for og bag. Det var vist i går, må det have været, eller også er det længere siden. Hvad siger du, Oscar, du var jo med i bilen. Er du ikke sådan en adjudant hos ham?

OSCAR: (forargelsens harme) Hvis du ikke klapper i af dig selv, skal jeg se hvad jeg kan gøre ved det!

FULD MAND: (vildt forbløffet) Jamen - du er da sådan en slags væbner, er du ikke? (højt hævet stemme) Vil du slå på en fuld mand!

(meget hurtig krydsfadning til stabskontoret. Urmageren hurtigt på)

URMAGER: (ærbødigt sænket stemme) Jeg tillader mig at møde allerede igen i dag for på ny at bevidne vor loyalitet over for revolutionen på Als.

POLL: (hører ikke ordentlig efter) Det er i orden.

URMAGER: Efter vort møde i går nedsatte vi straks et udvalg der kunne udarbejde nogle merkantile forslag til revolutionens fremme. Det er disse forslag vi allerede nu kan fremlægge i håbet om at også De vil finde dem nyttige og gode.

POLL: Lad mig høre, men kort.

URMAGER: (rasler med sine vedtægter) Forslagene sigter i al deres enkelhed på dannelsen af en særskilt handelsstandsforening for Als. Dette ville styrke vor handel og gøre det vanskeligere for andre at profitere af os. Der oprettes et fond hvoraf en tredjedel henlægges, en tredjedel bruges til investeringer inden for foreningen, medens den sidste tredjedel stilles til Deres og rådets disposition. De nærmere beregninger kan De finde her i vores oversigter.

POLL: Det lyder meget kønt. Men det går jo langt ud over hvad -

URMAGER: (straks på tæerne) Hvad er der i vejen med det! De gav os jo Deres udtrykkelige ord på at ville støtte os i alle vore bestræbelser. Dette her har vi med fuldt overlæg og god samvittighed ladet udarbejde til det almene vel. Vi troede ellers der mellem os bestod et tillidsforhold baseret på gensidig forståelse!

POLL: (smiler lidt) Næ, lille urmager, så let kommer De ikke om ved det. De ved jo meget godt at det der forslag er den rene skære protektionisme, at det skal tjene overklassen, og at det er det samme som udbytning af andre og priviligerede rettigheder for Dem og Deres.

URMAGER: (nu er han vred) Dette her vil jeg ikke finde mig i. De var jo for et samarbejde med os.

POLL: Godt. Så lad mig få tid til at kigge lidt i de papirer. Der er måske noget vi begge har misforstået.

URMAGER: Ikke tale om. Dette er et ultimativt forslag. Vi finder os ikke i - vi tolererer ikke at blive skuffede i vore forventninger!

POLL: (irritabel) Det kommer I sgu til!

URMAGER: Hør nu her, hør nu, hør nu her, hør -

(under den sidste del af samtalen er der kommet voksende larm udenfor. Nu blir døren revet op og larmen afbryder urmageren)

OSCAR: (farer ind) Hurra!! (et vældigt brøl) Wæææææh!

POLL: (roligt) Bevar roen. Hvad er der sket.

OSCAR: Våbenstilstanden er trådt i kraft. Vi har lige fået det ind over telegrafen. Vi er ikke længere i krig. Der er sluttet fred!

POLL: (lille pause) Den velsignede telegraf.

URMAGER: Hør nu her, jeg forlanger at vi gør vore forretninger færdige før -

POLL: Få den urmager ud, hurtigt, jeg er træt af ham. (han føres bort under hidsige udbrud) Det gjorde godt, han var ved at gå mig på nerverne. Hele verden slutter fred, og så står han der og tramper rundt i sine forretningsfiduser.

OSCAR: Han er sluppet godt og for nemt om ved den krig, det er det der er i vejen.

POLL: Nu må vi finde ud af hvordan det står til med alle de andre. Jeg tror stadig at det var forkert af dem at man overhovedet kunne føre krig ved hjælp af dem. Men nu er selv det slut, og de finder forhåbentlig ud af at bruge sig selv bedre for fremtiden. Det er store muligheder der åbner sig, og nu skal vi passe på, for det kan godt blive farligt.

OSCAR: De skal i hvert fald styres med en fast hånd, det er jeg da blevet klar over.

POLL: Oscar, først må vi have dem alle sammen vækket, dvs. vi kommer nok til at lave endnu mere rav i den, en overgang. De skal helt op på tæerne nu. Vi kan tillade os det, for nu vil vi få ro og tid til at bringe tingene i overensstemmelse igen. Vi kan tillade os at sætte alle kræfter i sving, også de ukontrollable. Vi må pirke til dem, Oscar. Als er godt på vej nu. Men vi må ikke lade dem falde til ro.

(ølstuen hvor snakken er blevet hidsig. Men den må ligge dæmpet, for så ind imellem at vokse eruptivt op, også som regulært skænderi. Ude på gaden er der en del råben og skrigen. Det hele antager efterhånden en lidt truende effekt. Men i baggrunden synger Den fulde mand hele tiden sørgmodigt hen for sig)

OSCAR: Hå, når en krig er slut, blir det da først vildt. Ingen disciplin mere og ingen der hører efter. Men vi kommer ikke udenom at der skal uorden til før der kan komme orden, kaos før - orden.

KROKONE: Nu har du da endelig fået hænderne fulde af en masse pragtfuldt liv.

OSCAR: Det tør siges. Tingene er ved at få fart på, måske lidt for meget fart på nu, men Poll ved sikkert hvad han gør.

KROKONE: Vi skal nok bakke op. Vi har ikke i sinde at slippe en tøddel af det han har fået indført. Vi står bag Jer.

OSCAR: Det må I gøre. Jo, for det kan godt blive en hidsig overgang. Soldaterne kræver jo oprustning igen. De vil slås, men matroserne kan ikke tåle at se våben. Urmageren og alle kumpanerne er helt oppe hvor skyerne ender. Landråden og borgmesteren forsøger lige så stille at mobilisere alt hvad der overhovedet er at hente i deres gamle kramkister.

KROKONE: Dem skider vi hul i. De har ikke noget at skulle have sagt mere.

OSCAR: Det er jo også derfor de gør så meget vrøvl. Ruhrdistriktet forlanger alt det smør de mener at have krav på. Sachsen vil snart se nogen svin. Berlin kræver heste. Hamburg har brug for korn, og Kiel -

KROKONE: I står bare fast og sender ikke en stump ud af landet.

OSCAR: Nu står vi fast, selv om de sulter. Det er en principsag at der ikke kommer noget af sted herfra. Kiel er fuldkommen gloende over os, de kalder os røde minoriteter og vrider hjernerne for at finde ud af hvad de skal gøre med os.

KROKONE: Hvad kommer det sagen ved hvad de tænker om os. Vi er os selv og gør bare hvad vi vil. De kan jo komme an hvis de tør.

OSCAR: Der er sluppet noget vilje løs, det kan man godt høre.

KROKONE: Jeg blir mere og mere overbevist om at vi nok skal få facon på det her. Vi får det aldrig bedre end vi har det nu. Vi skal også nok klamre os til det med hænder og fødder, der skal ikke laves om på noget her.

OSCAR: (ikke uden galgenhumor) Lige nu skiller det hele som sur mælk. Men Poll skal nok få en god ret ud af det til sidst. Han er så skøn at have i nærheden. Han har altid svar på rede hånd. Han har tænkt på det hele, han har nemlig haft tid til det.

KROKONE: Du, det skal blive som en oversvømmelse. Selv de mest fladpandede kvajhoveder kan da vel begribe at Poll har sat noget i gang som ikke mere lader sig stoppe - selv om der jo nok er nogen der vil prøve alligevel. Men vi står bag hinanden, vi skal holde møder og lave demonstrationer. Als er blevet én stor beslutsomhed der nok skal falde på plads. Vi skal vise dem, Oscar, vi skal vise dem, det skal blive som en oversvømmelse, en oversvømmelse!

(postyret i lokalet tager så voldsomt til at det lige så godt kunne være et regulært slagsmål. Det får lov til at stige lidt. Så hamrer Oscar i bordet)

OSCAR: (råber ud over det hele) Jeg advarer jer, freden er brudt ud, og jeg forlanger at alle overholder den!

(Oscars advarsel hjælper lidt, der kommer en dæmper på gemytterne. Men gryden er stadig i kog. Så fades det hele noget væk og blir liggende som en fjern udendørs baggrund. Et rum med en del mennesker, tavse. Poll taler "fra baggrunden", Oscar "fremme". Nogen pause)

POLL: (træt, kraftesløs og ked af det) Oscar, det kan lyde mærkeligt at jeg spørger, men hvor længe har revolutionen varet?

OSCAR: Jamen, mand! (spagt) Tre dage. Torsdag, fredag og lørdag. Det er lørdag i dag.

POLL: (lille pause) Kammerater, medlemmer af arbejder- og soldaterrådene på Als, jeg kan kun nå at give jer en sidste redegørelse for øens situation.

OSCAR: (lavt) Er du syg, Poll?

POLL: Jeg har prøvet at gennemføre alt hvad der stod i min magt. Jeg ved ikke om det har været tilstrækkeligt. Men jeg har fået pamperne sat fra magten. Jeg er kommet befolkningens ønsker i møde, jeg har forvist sulten, krigen og elendigheden fra denne ø hvor disse ting ikke hørte hjemme.

OSCAR: (rædselsslagen) Du mener da ikke at du er ved at trække dig ud af det!

POLL: (stemmerne ens i forhold til mikrofonen) Jeg er syg, Oscar.

OSCAR: (pludselig forarget) Det har du da været hele tiden, det har da ikke forhindret dig i at - det gik jo strålende, det gik da, for pokker!

POLL: Jeg er begyndt at spytte blod igen.

OSCAR: Derfor kan du da ikke holde op, ikke nu - - vi er kun halvvejs.

POLL: Jeg har spist piller hele tiden. De virker ikke mere. Med mellemrum falder alting bort for mig. Det er ved at være for sent for mig, Oscar.

OSCAR: Du må ikke holde op, du må ikke! Det var dig selv der ville! Og det er jo dig, helt alene, der har skabt alt - alt det her.

POLL: (lettere desperat) Jeg ville jo også fortsætte hvis jeg kunne. Jeg glemte at tvivle på mig selv, men jeg - (træt og rolig som før) Der skulle ikke længere være uløselige problemer. Du og jeg ved at grundlaget er så godt som det på nogen måde kan være.

OSCAR: (med al angstens harme) Du fik din chance, og så tog du den, fordi du var syg og det kunne der jo ikke ske noget ved. Og nu sidder vi her, vi andre, med hele møget!

POLL: Det forandrer intet på grundlaget at jeg ikke kan mere. Det vil gå godt.

OSCAR: Det vender op og ned på det hele, og hvis du tænker dig lidt om kan du også godt se det selv! Nej, undskyld, jeg kan godt se det er skidt med dig. Men du kan ikke bare lægge det fra dig på den måde, ikke nu. Det går galt.

POLL: (igen på afstand) Vi her er kun en meget lille del af en revolution der i dag bevæger sig hen over Europa. Der hviler en stor forpligtelse på os der er med i en sådan kæde af omvæltninger. Men en mand fra eller til betyder intet. I den sammenhæng.

OSCAR: (meget lavt, nær) Det er jo ikke vores sammenhæng. Hjælp os, sig hvad vi skal gøre nu - det andet er jo bare noget der skal komme engang. Vi arbejder jo på en helt anden led, i vores egen sammenhæng. (pause, spagt) Hvad? Gør vi ikke? Poll, hjælp os.

POLL: (endnu fjernere, udslukt) Det arbejde der endnu står for jer må og skal lykkes, for kan I ikke klare det, er verden allerede igen på vej ud i nye uroligheder, nye sammenstød, nye krige. Jeg fik tre dage til mit arbejde, men hele århundredet vil arbejde videre på den kraftudstrømning der i dag går på tværs af alle grænser. Jeres ledelse skal fra i dag forestås af en kommission på tre mand. Det er naturligt at Oscar kommer til at stå i spidsen for denne kommission. Med tre mand i spidsen og rådene stærke og intakte vil det ikke kunne mislykkes for os. Jeg ser et forenet socialistisk Europa dukke frem af mørket. Der er blevet så stille derude. Jeg er ked af at jeg ikke kan mere, men jeg kan ikke.

(al lyd bort. Et tomt og stille rum. En lille pause)

OSCAR: Der er kommet et telegram, Poll. (ingen reaktion, man hører blot et tungt lidt hivende åndedræt) Du blir nødt til at se på det. (åndedrættet blir lidt heftigere, men det er ikke en reaktion på Oscar) Nu kan jeg ikke klare det mere. (en svag rallen blander sig i åndedrættet, en enkelt dyb indånding) Telegrammet kommer fra Kiel, og der står at krigsskibene lige akkurat nåede tidsnok frem til at man kunne nå at sætte dem ind mod vores kammerater dernede. Der står også at arbejderne i Berlin er blevet slået ned, og at der er en hvid hær på vej mod Bayern for at nedslagte oprørerne dernede. Hvad skal jeg gøre, Poll, de vil slagte os, jeg kan ikke, hvad skal jeg gøre. Her på Als er der ingen der rigtig vil være med længere. Se på og høre efter, andet vil de ikke. De gør kun vrøvl. Hvordan skal jeg vænne dem af med det igen. Jeg kan ikke klare det. Poll, du må hjælpe mig. Det er for meget på én gang.

(under dette er åndedrættet faldet helt til ro. Man hører det meget tydeligt, det er langsomt og regelmæssigt. Det står lidt. Fader væk. Så en brat fanfare)

KOR: (af samtlige medvirkende) En krig er slut, en krig blir fortrængt, en verdenskrig. Folkene slikker sårene efter 10 millioner døde og 20 millioner sårede. Og sørger selv for at fylde hullerne ud. Af og til drømmer de om revolutioner, mens spillet bag kulisserne kører videre. Man må se at komme ud af det med hinanden. Og på den lille ø Als ude i farvandet mellem det danske og det tyske rige bliver en syg skrædder færdig med at drømme. Han har parlamenteret længe nok med sin død. Og han lægges i zink og i træ og følges bort til en damper af en gammel ven der er beruset og knap kan holde trop. Og hans kiste sejles fra øen og den føres bort ned gennem Tyskland. Der forsvinder han så, og ingen ved hvor man begravede ham og hans drømme.

(afslutningsfanfare, meget kort, tre toner)