Scener fra skoven

af

Kaj Nissen

PERSONERNE:

En plankulori
En kronhjort
To krager
Et egern
En gase
Tre ræve
En musvåge
En spurvehøg
En grævling
En kropdue
En mandarinand
To vildsvin
En mink
Fire rotter 

Scenen er meget tydeligt fremstillet af pap og malede sætstykker, et dukketeater - en ægte Fritz Jürgensen-kulisse. Der er træer, buske og krat der svajer for den ringeste trampen. Der er neongrønt græs. I baggrunden skimtes et fladt landskab, og længst ude en bakke der næsten er et lille bjerg - og op over hvilken en sti meget tydeligt snor sig. Sidekulisser kan skubbes ind og trækkes ud for at skabe en vis variation på scenen.

PLANKULORI PÅ PRØVE

Scene 1:

(En PLANKULORI kommer gående. Det er et lille bamselignende dyr, med et meget kønt ansigt og store, runde øjne. For dem, der ikke ved det: Plankulorien er et meget klogt, lille dyr. Og dette lille dyr blir nu standset, midt inde i skoven, af den store, flotte KRONHJORT)

KRONHJORTEN: Hov - stop! Det her er vores skov! Hvor skal du hen?

PLANKULORIEN: Ved et dyr hvor det skal hen når det vandrer?

KRONHJORTEN: Ingen snedige modspørgsmål, kammerat!

PLANKULORIEN: Ved en vandrende hvor vejen er når den ikke før er betrådt?

KRONHJORTEN: Kom bare ikke her med den slags!

PLANKULORIEN: Mener du min slags? Er det dét du mener?

(hjorten kigger plankulorien an, har aldrig set sådan en før)

KRONHJORTEN: Du ligner ikke en, der hører hjemme her i skoven.

PLANKULORIEN: Jamen, hvem hører så hjemme her?

KRONHJORTEN: Jeg! Jeg, mig og mine!

PLANKULORIEN: I er vel også vandret ind engang.

KRONHJORTEN: (taber næsten mælet) Hvad mener du med det?

PLANKULORIEN: Er I ikke?

KRONHJORTEN: Her er det mig der stiller spørgsmålene!

PLANKULORIEN: Det er du, som barnefødt her, selvfølgelig i din gode ret til.

KRONHJORTEN: Vi har altid været en naturlig del af naturen her!

PLANKULORIEN: Også dengang isen lå her?

KRONHJORTEN: Isen!?!

PLANKULORIEN: Ja - engang dækkede isen landet her - den lå over det hele i et flere kilometer tykt lag.

KRONHJORTEN: Ikke i min tid!

PLANKULORIEN: I tiden før din familie kom her.

KRONHJORTEN: Du skal ikke blande dig i mine familieaffærer!

PLANKULORIEN: De må være vandret ind, dengang isen trak sig tilbage.

KRONHJORTEN: Du skal ikke komme her og fornærme min familie! Den går ikke, kammerat, det der kan du godt glemme igen!

PLANKULORIEN: De kan da ikke have ligget gemt under isen.

KRONHJORTEN: Min familie er en stolt og ren indenlandsk race, der har holdt hornene højt gennem generationer - hold nallerne fra min familie! Hvad er du overhovedet for en?

PLANKULORIEN: En plankulori.

KRONHJORTEN: Jeg har hørt om jer!

PLANKULORIEN: (beæret) Har du?

KRONHJORTEN: Jeg kender godt din slags!

PLANKULORIEN: Gør du virkelig?

KRONHJORTEN: Lever under åben himmel!

PLANKULORIEN: Der er ellers ikke så mange af os mere.

KRONHJORTEN: Jeg kender jer ikke for det gode, hvis du tror det!

PLANKULORIEN: Jeg ville så gerne finde mig en mage her.

KRONHJORTEN: Yngler som rotter og kaniner!

PLANKULORIEN: Måske kunne man stadig håbe på at få børn engang.

KRONHJORTEN: Det er altså det, du er kommet for - du vil have tilfredsstillet dit erotiske begær! Du har hørt om vores demokratiske frisind, men dette er en fredelig skov, du skal ikke -

PLANKULORIEN: Man vil jo gerne gøre sit til at slægten kan fortsætte.

KRONHJORTEN: Stop det! Jeg har hørt mere end nok! - Du skal ikke komme her med dine fordærvede ideer og friluftstanker! I vil bare brede jer i ly af træerne og fordærve ungdommen for os!

PLANKULORIEN: Vil vi?

KRONHJORTEN: Et uskyldigt ydre med en sjofel inderside - det er de værste! Jeg kender det!

PLANKULORIEN: Har I da mange af dem her?

KRONHJORTEN: Ud med dig! Farvel! Hils hvor du kommer fra!

(plankulorien ser meget bedrøvet ud, vender så om og siger bedrøvet hen for sig mens den går tilbage i sine fodspor)

PLANKULORIEN: Så skal man af sted igen - sådan var det også i går, sådan var det også for lidt siden. Sådan er det hver gang man kommer til en lille stump skov med et par skyggefulde træer.

(hjorten kommer i tanker om noget og råber efter plankulorien)

KRONHJORTEN: Hov, vent lidt! Hvor kommer du fra lige nu?

PLANKULORIEN: Ude fra den flade marsk.

KRONHJORTEN: Ville de heller ikke have dig?

PLANKULORIEN: Ikke rigtig for alvor.

KRONHJORTEN: Smed de dig ud?

PLANKULORIEN: På en måde.

KRONHJORTEN: Hvem var det der smed dig ud?

PLANKULORIEN: En ørn i sin trætop.

KRONHJORTEN: En stor fyr?

PLANKULORIEN: Ret stor.

KRONHJORTEN: Var han grov?

PLANKULORIEN: Han var høflig nok.

KRONHJORTEN: Men han smed dig altså ud?

PLANKULORIEN: De havde jo deres paragraffer. Og rotterne havde lige udsendt en alvorlig advarsel om eventuel smittefare og -

KRONHJORTEN: Så er det en anden paragraf - en fjende af hans rottereder er en ven af den personlige ukrænkelighed her i skoven!

PLANKULORIEN: (endnu mere beæret) Tak.

KRONHJORTEN: Så kom ind da.

PLANKULORIEN: Rigtig mange tusind tak.

KRONHJORTEN: Vi er nemlig ikke så hjerteløse som visse andre. Men regn ikke med nogen form for hjemme- eller anden hjælp - for megen hjælp fører kun til blødsødenhed og mindre opfindsomhed i kampen for overlevelse og tilpasning.

PLANKULORIEN: Jeg har altid klaret mig selv.

KRONHJORTEN: Vi har vores rettigheder, du har dine pligter.

PLANKULORIEN: Det er klart, det siger sig selv.

KRONHJORTEN: Og så ingen ballade, du er her kun på prøve!

(Plankulorien går lidt videre frem, men vender sig så om)

PLANKULORIEN: Jaja, nu prøver jeg. Og hvis jeg så ikke kan lide at være her, så prøver jeg et andet sted.

(og mens kronhjorten stadig står og tænker over den sidste replik forsvinder plankulorien ind i skoven for at prøve at finde sig til rette der)

Scene 2:

(FØRSTE GAMLE KRAGE og ANDEN GAMLE KRAGE sidder på en stub og strikker på et par vanter. De virker lidt forpjuskede)

FØRSTE GAMLE KRAGE: En plankulori?

ANDEN GAMLE KRAGE: En vaskeægte plankulori!

FØRSTE GAMLE KRAGE: Det lyder ikke vaskeægte i mine ører.

ANDEN GAMLE KRAGE: Den er ellers sød nok - siger de der har set den.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Jeg har aldrig hørt det der navn før.

ANDEN GAMLE KRAGE: Den er ellers god nok.

(de strikker. Plankulorien kommer ind, gemmer sig, lytter)

ANDEN GAMLE KRAGE: En særligt sjælden art, siger de.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Det giver dem ingen ret til særbehandling.

ANDEN GAMLE KRAGE: Meget stille af sig.

FØRSTE GAMLE KRAGE: (viist) Det stille vand, den dybe grund.

(de strikker)

FØRSTE GAMLE KRAGE: Vi hører selv til en sjælden art.

ANDEN GAMLE KRAGE: Det kan ingen tage fra os.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Dog ikke truet endnu.

ANDEN GAMLE KRAGE: (optimistisk) Det kan komme.

(de strikker)

ANDEN GAMLE KRAGE: Den er så sjælden at man ikke engang kan slå den op i nogle af de bedste encyklopædier!

FØRSTE GAMLE KRAGE: Synes du, det lyder særlig betryggende at ingen vil have den i deres leksikon? Dubiøst!

(de strikker)

ANDEN GAMLE KRAGE: Vi bor i det mindste godt her. Det er det jeg altid siger.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Denne skov er den skønneste plet på hele jorden!

ANDEN GAMLE KRAGE: Det kan alle her vist skrive under på.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Andre kan have deres fordele -

ANDEN GAMLE KRAGE: Lad dem beholde dem.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Vi har vores demokrati! Det skal ingen komme her og ødelægge!

(de strikker)

ANDEN GAMLE KRAGE: Den søger forresten en mage.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Får man da ikke fred for det svineri! Som solsortekonen sagde til sin nabo: Mænd er da også så ubetænksomme - ligger han nu ikke der og har ladet sig køre over midt i fodringssæsonen.

ANDEN GAMLE KRAGE: Man er ikke sikker på om det er en han eller en hun.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Det er en plankulori, det er rigeligt for mig.

ANDEN GAMLE KRAGE: Den har jagtet en mage gennem lang tid.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Himmel, det er skrækkelige tider.

ANDEN GAMLE KRAGE: Der er kun få af dem tilbage.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Der er ingen udholdenhed!

ANDEN GAMLE KRAGE: De er meget monogame.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Ingen tålmodighed!

ANDEN GAMLE KRAGE: Der kan gå tyve år før to af dem finder sammen.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Ikke som da vi var unge. Da kunne man vente på opfyldelsen.

ANDEN GAMLE KRAGE: (sukker) Jeg ventede måske for længe på min.

(de strikker)

ANDEN GAMLE KRAGE: Den skal have sat en formue over styr i sin søgen.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Hvor meget?

ANDEN GAMLE KRAGE: Ti sække æbler.

FØRSTE GAMLE KRAGE; Sikke tider, sikke sæder!

ANDEN GAMLE KRAGE: Femten poser nødder og en del svesker. Noget brød.

(første gamle krage sænker strikketøjet, det lyder næsten for vildt til at være sandt)

FØRSTE GAMLE KRAGE: Og det er ikke bare en skrøne?

ANDEN GAMLE KRAGE: Det er den rene og skære sandhed, jeg har det fra hønsene, og de har det fra fuldstændig upålidelig kilde.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Og når de så har ødet det hele væk og ikke har mere på lommen, så kommer de her og vil bespises på vores regning!

ANDEN GAMLE KRAGE: Man må trøste sig som man kan bedst. Jeg har et par gamle orm liggende derhjemme, hvad siger du til at vi deler dem?

FØRSTE GAMLE KRAGE: Plankulori, sagde du? (anden gamle krage nikker) Man ved hvad man har, man ved ikke hvad man får! Orm, sagde du?

(anden gamle krage nikker igen, og de samler strikketøjet sammen og går derfra, ikke helt trygge ved situationen som sådan. Plankulorien kommer frem og rækker tungen langt ud af halsen)

PLANKULORIEN: Orm, sagde de?

(den får en dårlig smag i munden og skynder sig ud)

Scene 3:

(Plankulorien kommer frem mellem træerne, den er i meget godt humør, danser lidt, slår lidt med svansen. Men ikke for meget og ikke for vildt - man skulle nødig tale om, at den ligefrem trives. Den skal netop til at synge, da et EGERN kommer farende frem, med en slags politikasket på, og peger ned i jorden)

EGERNET: Så pas dog på! Se dig dog for! Du jokker lige på dem!

(plankulorien hopper et langt skridt op i luften)

EGERNET: Hvad laver du overhovedet her, her er ingen adgang!

PLANKULORIEN: Jeg troede der var fri adgang overalt.

EGERNET: Det er der også. Bare ikke her.

PLANKULORIEN: Det er det ingen der har fortalt mig. Jeg troede, det var en fri og åben skov og at alle -

EGERNET: Det du ikke får fortalt skal du passe ekstra meget på med at overholde - bare så du ved det!

PLANKULORIEN: Altså kun delvis adgang overalt. Jeg troede der var lige ret for alle der boede her - hvad så med ytringsfriheden, er der så også noget om at man ikke må -

EGERNET: (peger mod jorden) Se nu der - du er kommet til at skubbe et strå ind på banen!

PLANKULORIEN: (kigger efter) Hvad er det for noget? Hvad laver du?

EGERNET: Ytringsfriheden er ukrænkelig!

PLANKULORIEN: Hvad så med -

EGERNET: Hold kæft! (peger igen mod jorden) Nu er der jo ikke længere tale om ens vilkår for alle, vel!

PLANKULORIEN: Er det snegle?

EGERNET: Og hvad så hvis det er!

PLANKULORIEN: Laver du væddeløb med vinbjergsnegle?

EGERNET: Fineste opdræt! Fremragende spurtere!

PLANKULORIEN: Er det der så nummer 1?

EGERNET: Sig mig, er du her endnu - sagde jeg ikke, der var adgang forbudt? Ja, jeg har givet dem numre på ryggen med et stykke kul.

PLANKULORIEN: (afleder) Det var nok det jeg kunne se - nu er nummer 2 ved at overhale.

EGERNET: Fordi du forstyrrede nummer 1's koncentration! - Nej, for nogle odds der kommer ud nu! - Hvis man ikke giver dem numre kan man jo ikke kende den ene fra den anden, vel!

PLANKULORIEN: Det er klart - det ville jeg heller ikke kunne.

EGERNET: For pokker! Nu har nummer 3 taget en kæmpe omvej!

PLANKULORIEN: Så blir det nok den der kommer først, skal du se.

EGERNET: Det er ikke tilladt at lede dem på sporet igen!

PLANKULORIEN: Hvem siger det?

EGERNET: Det er ikke fair game.

PLANKULORIEN: Spiller I så om vinderen?

EGERNET: (lynhurtigt) Aldrig! Det er ikke tilladt!

PLANKULORIEN: Blir det så ikke lidt kedeligt?

EGERNET: Kedeligt! Det er smadderspændende! – I øvrigt må det ikke være alt for spændende! Så kan jeg jo ikke passe min vagt!

PLANKULORIEN: Står du på vagt her?

EGERNET: Træd så lidt tilbage der!

PLANKULORIEN: Hvem er det, du skal beskytte?

EGERNET: Du må ikke stå så langt fremme her!

PLANKULORIEN: Se nu nummer 2 der, nu har den sat spurten ind!

EGERNET: Slet ikke. Den er faktisk ved at give op! Følehornene hænger!

PLANKULORIEN: Hvem holder du vagt over?

EGERNET: Prinsessen.

PLANKULORIEN: Nå.

EGERNET: Ingen må se hende i de bare fjer!

PLANKULORIEN: Det er der sikkert mange der gerne vil, hvad?

EGERNET: Er du tosset! De er helt vilde med hende! Ikke for tæt på!

PLANKULORIEN: Nejnej, jeg skal nok - - hvem er prinsessen?

EGERNET: Der har vi nummer 3! For fanden, der har vi nummer 3 tilbage på banen! Du har ret, den kommer sgu først! Det har jeg ikke set før, sikke et staldtips! - Prinsessen, det er prinsessen.

PLANKULORIEN: Er der så mere lige ret for hende end for alle andre?

EGERNET: (mistroisk) Du spørger meget - er du en slags spion?

PLANKULORIEN: (om sneglene) Hvornår tror du, de er i mål?

EGERNET: (mod solen der står højt) I aften. - For at sige det som det er, så keder jeg mig lidt. Der sker aldrig noget. Det er det samme dag ud og dag ind. I virkeligheden er det ikke noget værd - jeg kan ikke forsvare prinsessen, det er sådan mere for et syns skyld. Så skal man have tiden til at gå med et eller andet, ikke? Okay, så spiller vi lidt en gang imellem, det gør vi måske.

PLANKULORIEN: Du mener, sådan med indsatser og -

EGERNET: (hvisker) Hele skoven er med på en vædder. Det er lidt tystys. Men det er de! Hvad med en indsats? Der er store summer på spil!

PLANKULORIEN: (fromt) Nej tak, ikke hvis det er ulovligt.

EGERNET: Alle er med!

PLANKULORIEN: Jeg er under observation.

EGERNET: Kom nu, der sker jo ikke noget, vel!

PLANKULORIEN: Det er nok bedst at jeg ikke blander mig i noget -

(egernet blir pludselig meget vagthavende og bøs i mælet)

EGERNET: Hvad laver du overhovedet her - her er ingen adgang for uvedkommende! Grænsen går ved multebærrene! Ryd området! Hørte du ikke hvad jeg sagde! Der vanker bøder for ulovlig indtrængen!

(plankulorien lader sig drive tilbage og forsvinder ud)

EGERNET: (råber efter den) Og hvis du siger noget til nogen blir det værst for dig selv!

(egernet vender sig igen mod sneglene og opdager til sin forfærdelse, at en af dem er mast til ukendelighed)

EGERNET: Nej! Ikke 3'eren! Outsideren! Min bedste outsider nogensinde! Hvordan skal jeg nu gennemføre eftermiddagens store løb? Hvad med indsatserne, hvad vil de sige! Min 3'er, min 3'er! - Ærk!

(den opdager at den har slim af den kvaste snegl under foden)

EGERNET: Bare fordi jeg lod mig distrahere! Her skal renses ud, her må statueres et eksempel! Her må udsendes en advarsel! Selvfølgelig er her ikke lige ret for alle, det skulle bare mangle!

(egernet ser sig om, men plankulorien er forlængst forsvundet ind i skoven igen. Egernet tager så de to resterende vinbjergsnegle og flytter dem tilbage til startlinien)

EGERNET: Løbet går om. Jeg vasker mine fødder.

Scene 4:

(Plankulorien går og hygger sig i skoven da en GASE pludselig farer frem imod den med udspilede vinger og næbbet langt fremme. Inden plankulorien ser sig om er den klemt oppe i en krog, mens gasen danser rundt om den med en stærkt truende adfærd)

GASEN: Hænderne ned eller bukserne op!

(plankulorien ser meget uforstående ud. Gasen begriber at den har kludret i det og kommer til at tage det forfra)

GASEN: Bukserne frem eller - hvad har du på dig! Noget har du vel på dig! Har du noget der kan ædes?

(plankulorien ser uforstående på det voldsomme dyr der basker med vingerne og skræpper op)

GASEN: Ud med sproget!

PLANKULORIEN: Kan du da æde dét?

GASEN: Har du brød! Har du æbler! Hvad har du i lommerne?

(plankulorien vender sine tomme lommer. En plankulori har nemlig i sin pels to meget praktiske lommer, som kan vendes. Faktisk er de så store at gasen slet ikke bemærker, at der ér et æble. Men det ligger godt gemt væk i dybet af den ene lomme)

GASEN: Har du slet ingenting på dig - det her er et væbnet overfald, så har du vel noget!

PLANKULORIEN: Ikke noget der er et væbnet overfald værd.

GASEN: Jeg er farlig for mine omgivelser, så jeg råder dig faneme til at have bare en lillebitte smule på dig - eller være skidehamrende nervøs for dit helbred!

(plankulorien er faktisk også lidt bange - gasen er så umanerligt hidsig og støjende - en hvirvel af skrig og fjer)

PLANKULORIEN: Jeg er bare en lille fattig plankulori.

GASEN: Det er sgu ikke noget, mand, det er sgu da ikke noget at komme her med! Sig det rent ud, hvis du ikke har andet at komme med!

PLANKULORIEN: Det kan du jo heller ikke godt tåle at høre, kan du?

(gasen udstøder grådkvalte lyde, plankulorien trækker sig lidt bagud for dette uberegnelige væsen og prøver at holde den hen)

PLANKULORIEN: Du ligner en canadisk grågås - hører du hjemme her i skoven?

GASEN: (i falset) Hvad fanden bilder du dig ind - om jeg er hjemmehørende her i skoven! (tager sig i det, rømmer sig, går ned i bassen) Selvfølgelig er jeg hjemmehørende her i skoven.

PLANKULORIEN: Jeg spurgte jo også bare.

GASEN: Ingen spørgsmål!

PLANKULORIEN: Nej, undskyld. Det burde jeg faktisk have lært mig nu - ingen spørgsmål, kun svar. Og hele tiden helst de rigtige svar.

GASEN: (igen i falset) Jeg kan ikke svare på alle de dumme spørgsmål!

PLANKULORIEN: Og de kloge forstår du ikke?

GASEN: Nej, nemlig! (i bassen) Nu skal du bare ikke komme for godt i gang, du! Hvad fanden er det her for noget, hvad fanden -

(længere kommer gasen ikke, fordi dens hidsighed krænger over i en kraftig selvmedlidenhed. Den slår vingerne op over hovedet og lægger sig på jorden og tuder)

GASEN: Det er jo bare fordi at - fordi at - jeg kan jo ikke flyve.

PLANKULORIEN: Det kan jeg heller ikke, man kan sagtens leve uden.

GASEN: Men du er en bjørn, det er noget andet.

PLANKULORIEN: Jeg er ikke nogen bjørn.

GASEN: Jo, du er! Men jeg er en fugl! En fugl kan flyve, alle fugle kan sgu da flyve! Men nænæ, ikke her - det har mine forældre forsømt, og nu får jeg det aldrig lært!

PLANKULORIEN: Fløj dine forældre da ikke selv?

GASEN: Jo, jo. På deres måde!

PLANKULORIEN: Jamen, det var vel også din måde?

GASEN: Jeg har aldrig kendt mine rigtige forældre.

PLANKULORIEN: Hvem har så opdraget dig? Hvem har taget sig af dig?

GASEN: Et svanepar! Kan du se det for dig, mand! Et svanepar med tre grimme canadiske grågæslinger! Ja, jeg er en canadisk grågås! Det er jeg! Det skulle jo gå galt - åh, hvilke familiekonflikter der var lagt op til, hvilke dramaer!

PLANKULORIEN: (fuld af spørgsmål) Hvornår er I vandret ind - hvor kommer I fra oprindelig - fra Canada? Hvordan kunne det gå til at et svanepar fik - ?

GASEN: Ja, nogen har vel byttet æggene ud! For skæg, eller for at få nogle flotte grågæs i området, ik'! Det endte sgu da også med at mine små søstre blev bortsnappet, først den ene, og så den anden, lige op under jul, det giver en noget at tænke på, gør det ikke! Men jeg kunne sgu da ikke flyve, sådan som mine plejeforældre fløj! Det var bare helt galt, sådan er mine vinger ikke vinklet - og sådan var det bare hele tiden! Hver gang vi gæs gik op på land for at græsse, straks hed det at vi skulle bare se at svømme ud og stikke hovedet i en gang iskoldt vand og hive noget slimet og råddent bundlag op der stank af svovl, mand! Sådan gør svaner nemlig!

PLANKULORIEN: Jeg har godt set det.

GASEN: Du har ikke set en skid! Du har ikke set den pine og den nedværdigelse der fulgte med! Selvfølgelig måtte vi skilles til slut, det var jo ikke til at leve med den slags, men hvordan skal jeg nu få lært at flyve, kan du sige mig det?

PLANKULORIEN: Hvad med at gå op på et eller andet højt og springe ud -

GASEN: (hånligt) Tror du virkelig, at det kan klares så nemt!

PLANKULORIEN: Og brede vingerne ud selvfølgelig.

GASEN: Du siger noget. Et højt sted.

PLANKULORIEN: Måske får du det lært.

GASEN: Brede vingerne ud.

PLANKULORIEN: Klatrer du i træer?

GASEN: Ser jeg måske sådan ud?

PLANKULORIEN: Du kunne jo kravle op på en bakke.

GASEN: Så må den ikke være for høj - jeg lider af højdeskræk. Men jeg er sgu nok nødt til det, det er umuligt at svømme så langt. Og du er sikker på at du ikke har noget, jeg kan stjæle?

PLANKULORIEN: Du har lige fået et godt råd ganske gratis.

GASEN: Og gode råd er dyre, siger de. - Ja, sådan sagde mine de gamle i hvert fald altid. - Når de skulle være morsomme sagde de: Gode dyr er rådne.

PLANKULORIEN: De var jo også kun svaner.

GASEN: Det var sgu bare fordi de gerne ville af med mig.

(det vil plankulorien også gerne, men det tør den ikke sige)

GASEN: (bedende) Har du overhovedet slet ingenting på dig - bare noget jeg kan låne? Bare en times tid?

PLANKULORIEN: Har jeg ikke lige vendt mine lommer for dig? Har du ikke selv konstateret at der ikke er noget?

GASEN: Så kunne jeg i det mindste sige, at jeg havde begået mit livs første forbrydelse og største fejltagelse - og få det skrevet ind i min straffeattest - det ville altid være en begyndelse.

(plankulorien kan ikke hjælpe)

GASEN: Du sladrer ikke, vel?

PLANKULORIEN: Jeg har ikke set noget.

GASEN: Ikke et ord til nogen her?

PLANKULORIEN: Jeg holder mig mest for mig selv.

GASEN: Jeg finder dig, hvis jeg hører, at du har sladret! Ja, de har vel fået æggene fra Canada! Jeg vil godt hjem til Canada. Men jeg har hørt, at man ikke får lov til at komme i land derovre med en ren straffeattest. Men først må jeg have lært at flyve, det er umuligt at svømme så langt - jeg skal også have neglet et kort at navigere efter. - Men du holder din mund! Jeg skal ikke have noget af, at de begynder at tage forholdsregler mod ungdomskriminaliteten før jeg er emigreret! - Jeg finder dig!

(hvormed gasen hvæsende trækker sig tilbage, hvorpå plankulorien eftertænksomt tager sit æble op af lommens dyb, ånder på det og pudser det i sin pels. Den kunne godt have lyst til at spise det, men den gør det ikke. Den lægger det tilbage igen)

Scene 5:

(Tre såre optimistiske RÆVE kommer trækkende med en kolossalt stor sæk der slæber langt hen ad jorden efter dem. Ud over at de er optimister, er den ene meget klog, den anden meget dum, og den tredje meget sværmerisk anlagt, alt er jo relativt)

FØRSTE RÆV: Manner, det blir det største kup i årevis!

TREDJE RÆV: Det vil være på alle bladene i skoven!

ANDEN RÆV: Men hvad nu hvis det blir opdaget?

FØRSTE RÆV: Det blir sgu da ikke opdaget.

TREDJE RÆV: Det er der ingen fare for.

FØRSTE RÆV: Hvem skulle have mistanke til os!

ANDEN RÆV: Hvor mange høns var det nu vi ville røve?

FØRSTE RÆV: Planen holder. Set ud fra en helhedsvurdering. Hundrede.

ANDEN RÆV: Og hvor mange høns er der?

FØRSTE RÆV: Er der ikke lige hundrede? Der er lige hundrede!

(de kommer alle tre til at tænke over det og finder ud af, at der måske alligevel er nogen der opdager det så)

ANDEN RÆV: Mistanken vil garanteret falde tilbage på os.

TREDJE RÆV: Det har vi vist ikke taget helt højde for i planen.

ANDEN RÆV: (til første) Det var din plan, det er dig der er så klog og fremsynet.

FØRSTE RÆV: Det er døduretfærdigt at det altid er os fire, det skal gå ud over! Bare fordi vi er syvende generations indvandrere!

ANDEN RÆV: Asociale tabere hele bundtet! Hvad var planen?

FØRSTE RÆV: Ja, at gå hen og snuppe hønsene.

TREDJE RÆV: Og hvad så bagefter?

FØRSTE RÆV: Løbe med dem.

(de kommer igen til at tænke over det og finder ud af, at den plan måske alligevel ikke er helt vandtæt)

ANDEN RÆV: Det vil de ikke kunne lide. Alle tror vi er nogen værre nogen.

FØRSTE RÆV: Vi må hellere finde en skyldig vi kan kaste skylden på.

ANDEN RÆV: Du mener en der kan tage skylden på sig?

FØRSTE RÆV: En der i forvejen er lidt skyldig.

TREDJE RÆV: For alle tilfældes skyld.

ANDEN RÆV: Mere skyldig end os?

FØRSTE RÆV: Meget mere.

ANDEN RÆV: Det blir svært. Vent lidt! Hvad med den der nye, den der -

FØRSTE RÆV: Hvem, mener du?

ANDEN RÆV: Den der - jeg har sgu så svært ved de der fremmede navne -

TREDJE RÆV: (begejstret) Plankulori!

(de to andre ser mistænksomt på tredje ræv)

FØRSTE RÆV: Hør, omgås du den?

TREDJE RÆV: Hvorfor spørger du om det?

FØRSTE RÆV: Den måde du udtaler dens navn på.

TREDJE RÆV: Hvordan?

FØRSTE RÆV: Ligefrem kærligt.

TREDJE RÆV: Plankulori? Plankulo-o-ori!

(det lykkedes tredje ræv at få det til at lyde næsten kærligt, så de to andre ser endnu mere mistænksomme ud)

FØRSTE RÆV: Uden tøven - uden at skulle tage det om syv gange.

ANDEN RÆV: Onomatopoietika er ellers slet ikke din stærke side.

TREDJE RÆV: (tager diskussionen op) Mener du virkelig ikke jeg har en særlig saftig åre lige der?

ANDEN RÆV: (har straks svaret klar) Du har altid begået dig betydeligt bedre inden for bogstavrim. Allitteration er mere "nationalt", at du ved det.

TREDJE RÆV: (overvejer sagen nøje) Måske kunne man også mene, at jeg sædvanligvis plejer at være en anelse bedre til pleonasmer end til -

FØRSTE RÆV: (føler sig udenfor) Til sagen! I to omgås vel ikke lidt i al hemmelighed?

TREDJE RÆV: (ligeud) Jeg synes bare det er et pænt navn.

FØRSTE RÆV: Et pænt navn!?!

TREDJE RÆV: Specielt.

FØRSTE RÆV: Hvad specielt er der ved det?

TREDJE RÆV: Fremmedartet.

FØRSTE RÆV: (dybt mistænksom) Siden hvornår går du ind for det fremmedartede?

TREDJE RÆV: Det er klangen - det er noget med -

FØRSTE RÆV: Hvad er der med klangen?

TREDJE RÆV: Musikken i det!

FØRSTE RÆV: Siden hvornår er du blevet så fandens højkulturel?

(tredje ræv forstår at den har begået en fejl og retter den)

TREDJE RÆV: Det jeg mener er lidt ligesom hanegal og hønseskrål!

FØRSTE RÆV: Det lød bedre. Nu er du på rette spor igen.

ANDEN RÆV: (nikker tilfreds) Selvkritisk selvransagelse lader sig altid høre.

FØRSTE RÆV: Nu må vi først skaffe nogle beviser mod denne - denne -

TREDJE RÆV: Plankulori!

(igen ser de to andre meget mistænksomt på den)

FØRSTE RÆV: Vi må lægge nogle spor ud, noget der peger direkte mod den.

TREDJE RÆV: (beredvilligt) Vi siger at vi så den gå i den retning!

FØRSTE RÆV: Hvornår så vi det?

ANDEN RÆV: Da vi selv gik - - nå, nej.

TREDJE RÆV: Mens vi slog maver oven på en stille mus!

ANDEN RÆV: (er med) Så listede denne asociale tabertype sig forbi!

FØRSTE RÆV: (tilfreds)

Det udsagn kan intet tænkende væsen drage i tvivl!

ANDEN RÆV: Vil det sige at vi er enige om at røve alle hundrede høns?

FØRSTE RÆV: Det er jo derfor, vi tager dem nu - nu er der lige hundrede! Hverken mere, hverken mindre! Hundrede! Det er præcis det vi kan tælle til! En, to, hundrede - det er lige så mange poter som vi tre har tilsammen, gange med ti, minus tyve, heureka!

ANDEN RÆV: (ovenud begejstret) Af sted! Af sted altså mod gennemførelsen af det forudbestemte mål til opfyldelsen af den storstilede, velforberedte plan!

(de tre ræve trækker af med deres sæk og forsvinder i skoven. Plankulorien kommer ind lige tidsnok til at se dem forsvinde. Den lægger to og to sammen og skynder sig at komme af vejen)

Scene 6:

(Plankulorien går omkring i skoven og hygger sig allerede ikke helt så meget mere. Der møder den igen den store kronhjort som stiller sig op og spærrer vejen for plankulorien)

KRONHJORTEN: Ingen ballade, sagde jeg jo!

PLANKULORIEN: (ser sig om) Hvor er der ballade? Er vi i fare?

KRONHJORTEN: Jeg har vist en høne at plukke med dig.

PLANKULORIEN: Det er der vist andre der allerede har gjort.

KRONHJORTEN: Hvad mener du? Husk nu at du kun er her på prøve!

PLANKULORIEN: Jeg prøver alt, hvad jeg kan, det gør jeg, jeg prøver og prøver, det gør jeg virkelig - men det er måske normalt at skovbunden flyder med fjer fra morgenstunden?

KRONHJORTEN: Det er altså ikke noget, du kender noget til?

PLANKULORIEN: Det er altså ikke normalt?

KRONHJORTEN: Du har sikkert hørt, at kriminaliteten er steget kraftigt her i skoven, siden du er kommet hertil.

PLANKULORIEN: Er den?

KRONHJORTEN: Femogfyrretyve procent!

PLANKULORIEN: Er her ligefrem risikabelt for mig at være?

KRONHJORTEN: Denne store stigning kan udelukkende tilskrives omkringstrejfere og andre løse elementer.

PLANKULORIEN: Så er det et held, at vi to har fast ophold.

(hjorten er ikke ganske sikker på at det var sådan, den selv ville have tænkt)

KRONHJORTEN: Den større mobilitet blandt befolkningen giver mindre ansvarlighed over for det omgivende samfund.

(plankulorien kan slet ikke stå for skønheden i denne sætning)

PLANKULORIEN: (folder hænderne) Oooooh!

(hjorten lader sig ikke gå på af følelsesudbrud)

KRONHJORTEN: Du har flyttet meget omkring i din tid.

PLANKULORIEN: Jeg skulle helst finde en mage inden det er for sent.

KRONHJORTEN: Rapporten der omtaler denne bemærkelsesværdige stigning i kriminaliteten, samt en tilsvarende større fleksibilitet med hensyn til kriminalitetsudøvelsens metoder -

(og en gang til er det galt)

PLANKULORIEN: Oh, oh, oh, oooh!

KRONHJORTEN: Siger også at det kan skyldes, at løse folk ikke nærer samme ærbødighed over for tingene som de fastboende. Dvs. de føler sig mere fri og ubundet over for de faktiske forhold.

PLANKULORIEN: (og igen) Oh, oh - - (men så tager den sig i det og blir alvorlig) Man kan godt føle sig mindre bundet måske - det er ikke umuligt.

KRONHJORTEN: For eksempel, nu vi tilfældigvis er inde på det, så er antallet af hønsetyverier steget eksplosivt på det sidste.

PLANKULORIEN: Når man lader hønsene flagre frit omkring -

KRONHJORTEN: Du er da en slags bjørn - ikke?

PLANKULORIEN: Det er alt for megen ære -

KRONHJORTEN: (forsigtigt) En ugle?

PLANKULORIEN: Uden vinger?

KRONHJORTEN: En slags kødæder i hvert fald?

PLANKULORIEN: Det er længe siden nogen har næret så høje tanker om mig.

KRONHJORTEN: Hverken bjørn eller ugle altså?

PLANKULORIEN: Ikke rigtig.

KRONHJORTEN: Ikke den mindste smule kødæder?

PLANKULORIEN: Det ville være en overdrivelse at kalde mig det.

KRONHJORTEN: Hvad spiser du helst?

PLANKULORIEN: Nøkkeroser.

KRONHJORTEN: Nøkkeroser? Hvorfor?

PLANKULORIEN: Sæsonen er så ufatteligt kort.

KRONHJORTEN: Og ellers? Snegle?

PLANKULORIEN: Uh, de skal gå på salt først.

KRONHJORTEN: Ikke engang den mindste vinbjergsnegl?

PLANKULORIEN: Nej, det er næsten for uhyggeligt at tænke på.

KRONHJORTEN: Der har ellers været indberetninger - der har lydt advarsler. Så biller da? Får du ikke spor mundvand af dem?

PLANKULORIEN: Jeg tror deres kitinpanser sætter trævler mellem tænderne.

KRONHJORTEN: Sommerfugle?

PLANKULORIEN: Lad dem flyve, det klæder dem dog bedst.

KRONHJORTEN: Ikke engang en mus i ny og næ?

PLANKULORIEN: Hverken i ny eller næ.

(hjorten ser mistroisk på plankulorien)

PLANKULORIEN: (forklarer nærmere) Jeg forstår ikke at nogen kan se dem i øjnene imens.

(hjorten ser ikke mindre mistroisk ud af den grund og stiller derfor sit sidste snedige spørgsmål)

KRONHJORTEN: Høns?

PLANKULORIEN: Hvad med dig?

KRONHJORTEN: Mig? Jeg er vegetar.

PLANKULORIEN: Der kan du se. Så er vi allerede to.

(hjorten kan ikke finde på mere lige nu og går derfor sin vej, meget stolt og meget bevidst om sin skønhed og styrke, men ikke spor tilfreds med den drejning samtalen har taget)

Scene 7:

(En snehvid MUSVÅGE har pyntet sig med en kæmpe lilla sløjfe, og omkring den svæver et væld af gule sommerfugle, så det næsten ikke er til at komme igennem. En mere jordnær SPURVEHØG kommer forbi og stopper forundret op. Plankulorien ligger og gemmer sig i nærheden, med en bog over hovedet)

SPURVEHØGEN: Hvordan er det du er majet ud?

MUSVÅGEN: Synes du ikke det klæder mig enestående godt?

SPURVEHØGEN: Til en enestående dragt hører vel en enestående lejlighed.

MUSVÅGEN: En kongelig formæling - er det enestående nok?

(musvågen giver sig til at flakse utålmodig rundt, og plankulorien lister sig væk fra det usunde nabolag med sin bog)

MUSVÅGEN: Hvor er den - hvor i himlens navn har den nu gjort af sig!

SPURVEHØGEN: Hvem i himlens navn tror du hopper på det der?

MUSVÅGEN: Jeg kan ikke finde den nogen steder!

SPURVEHØGEN: Hvem er det vi snakker om?

MUSVÅGEN: (om pynten) Det her er gennemprøvet - det fungerer hver gang!

SPURVEHØGEN: Hvem?

MUSVÅGEN: Og det er en græsseligt enestående lejlighed, at du ved det!

SPURVEHØGEN: Hvem!

MUSVÅGEN: Ja, plankulorien! Den er som sunket i jorden! - De hemmelige rapporter der jævnligt indgår til mig er ikke det papir værd de er skrevet på - jeg har måttet sende mine egne personlige spejdere ud, jeg har selv øjnene på stilke! Til ingen nytte!

SPURVEHØGEN: Du tror da ikke et øjeblik, at der blir et par ud af jer to!

MUSVÅGEN: Jeg kan ikke gå i min grav før jeg i det mindste har prøvet!

SPURVEHØGEN: Det er håbløst, det er umuligt! - Ved du også hvorfor?

MUSVÅGEN: Håbløst er kun det der umuligt kan gennemføres!

SPURVEHØGEN: Hvorfor skal du altid gå til ekstremer?

MUSVÅGEN: Fordi jeg selv er så ekstremt smuk og dejlig. Få mig til at le, får mig til at dåne, og jeg skal blive verdens blideste skabning - udover at jeg er den ekstremt dejligste!

SPURVEHØGEN: Der er en fiskeørn der gerne vil have dig.

MUSVÅGEN: (stolt) Men jeg er selveste prinsessen!

SPURVEHØGEN: Ja, det påstår du altid.

MUSVÅGEN: Som mig og som prinsesse vælger jeg selv!

SPURVEHØGEN: Hvad skal sommerfuglene tjene til?

MUSVÅGEN: Pynt! Er det ikke originalt?

SPURVEHØGEN: De spolerer navigationen.

MUSVÅGEN: Jeg kender min kurs.

SPURVEHØGEN: Bare én ting -

MUSVÅGEN: Ingen indvendinger! Jeg flyver lige i armene på min elskede!

SPURVEHØGEN: Ingen ved om det er en han eller en hun.

MUSVÅGEN: Det finder jeg snart ud af!

SPURVEHØGEN: Det er galimatias.

MUSVÅGEN: Jeg længes!

SPURVEHØGEN: Måske har den gemt sig af skræk for at blive kigget ud. Måske er det derfor, du ikke kan finde den nu - den forstår ikke at nogen kan se dig i øjnene og forvente at overleve.

MUSVÅGEN: Det var nydeligt sagt.

SPURVEHØGEN: Nogen af os skal jo have en smule takt.

MUSVÅGEN: Den skal nok komme frem af busken, en dag tager jeg den bare!

SPURVEHØGEN: Sig til når det sker. - I forhold til min appetit spiller det ingen rolle, om det er en han eller en hun. - Jeg tager gerne de tvivlsomme levninger fra kærlighedens rige bord.

MUSVÅGEN: (ser sig om) Men det blir ikke i dag, er jeg bange for. - Jeg mente ellers, der var aftalt visse forrettigheder for rangspersoner, en vis stillen sig til rådighed fra de lavere klassers side.

(musvågen vender sig mod sommerfuglene)

MUSVÅGEN: Hold pause, slå vingerne ind, tag roligt jeres nektarrationer, den kommer snarere til at stå på festmiddag end på globryllup!

(sommerfuglene folder omgående vingerne ind og lader sig falde til jorden. Men musvågen beholder for god ordens skyld sløjfen om halsen, mens den forlader pladsen sammen med spurvehøgen)

Scene 8:

(En grum GRÆVLING har jaget plankulorien op i et træ. Plankulorier klatrer ret godt, det er sådan set et held nu. Nu ligger den så på den grønne gren og kigger ned på grævlingen)

GRÆVLINGEN: Har du nogen sangstemme i livet?

PLANKULORIEN: Jeg har mere fedt om livet - kan jeg mærke nu.

GRÆVLINGEN: Hør efter! Vi har her noget, vi kalder Skovens Forherligelseskor.

PLANKULORIEN: Her skulle man have været skov.

GRÆVLINGEN: Det betragtes som upatriotisk ikke at møde op til de obligatoriske mødeaftener.

PLANKULORIEN: Det ville bestemt være mere upatriotisk af mig at være obligatorisk nok til at gøre det.

GRÆVLINGEN: (fuld af mistro) Er du brummer? Du er ikke en forbandet brummer, hvad?

PLANKULORIEN: Det ville være århundredets største overdrivelse at kalde mig noget så fornemt.

GRÆVLINGEN: Hør efter! Den der ikke møder op, om torsdagen, til den ugentlige koraften, med eller uden sangstemme, sætter sig uden for skovfællesskabet, blir betragtet som løsgænger og som en skørlevner der render med vores kvinder - og blir derfor ugleset.

PLANKULORIEN: Også af andre?

GRÆVLINGEN: End hvem?

PLANKULORIEN: Uglerne.

GRÆVLINGEN: Skal du være fræk!

PLANKULORIEN: Det var på torsdag, ikke?

GRÆVLINGEN: Hvor ved du det fra? Hvor fanden -

PLANKULORIEN: Det har jeg hørt en lille fugl synge om.

GRÆVLINGEN: Fugle har ingen adgang til koret!

PLANKULORIEN: Men det var torsdag?

GRÆVLINGEN: Rigtigt!

PLANKULORIEN: Da har jeg en aftale.

GRÆVLINGEN: Drop den!

PLANKULORIEN: Med en museskole.

GRÆVLINGEN: Det kan der ikke blive tale om!

PLANKULORIEN: De skulle lære noget om det store i det små.

GRÆVLINGEN: Det kan du ikke!

PLANKULORIEN: Jo, det ved jeg meget om.

GRÆVLINGEN: Du må melde afbud, du skal til kor!

PLANKULORIEN: Må jeg tage musene med?

GRÆVLINGEN: Det er ikke en børnehave - det er et voksenkor!

PLANKULORIEN: Ja, så stiller sagen sig desværre anderledes.

GRÆVLINGEN: Du er voksen - en slags voksen i hvert fald.

PLANKULORIEN: Plankuloriers alder er svær at bedømme - det har voldt videnskaben store problemer - det og så hvornår istiden sluttede.

GRÆVLINGEN: Den slags tager vi ikke hensyn til her.

PLANKULORIEN: Nogle siger 10.000 år, andre mener intet under 15.000 år. Jeg kunne være to år gammel. Jeg kunne også være halvfems.

GRÆVLINGEN: Det kan der dispenseres fra.

PLANKULORIEN: Det synes jeg ikke I skal have så meget bøvl med. Det skal vel på forretningsordenen, og så skal der stemmes om det. I værste fald skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling -

GRÆVLINGEN: Du har bare at møde op på torsdag, er du med!

PLANKULORIEN: Tilgiv ham - han ved ikke hvad han gør.

GRÆVLINGEN: Ellers ved du hvad der venter dig!

PLANKULORIEN: Hvad venter der mig, siger du?

GRÆVLINGEN: Offentlig fordømmelse!

PLANKULORIEN: Altså mere end nu?

GRÆVLINGEN: Udstødelse af samfundet!

PLANKULORIEN: Er jeg da med i det - samfundet?

GRÆVLINGEN: Almindelig mistænkeliggørelse! Nu kan du godt komme ned igen!

(men plankulorien foretrækker at sidde på sin gren lidt endnu, så grævlingen går videre i sin jagt efter noget spiseligt. Og plankulorien sidder så alene der og tænker over tingene)

PLANKULORIEN: (ud mod skoven) I er da ikke sure på mig? Har jeg gjort jer noget? Kan I ikke bruge en lille plankulori til andet end at slikke jer bagi?

(der kommer ikke noget svar - men ikke engang det kan få plankulorien til at klatre ned, ikke endnu, ikke foreløbig)

Scene 9:

(Mens plankulorien stadig sidder i sit træ og overvejer situationen, dukker en KROPDUE op - den er virkelig meget krop, og ikke så meget andet måske - dens mund er sminket meget rød og dens hår sat kunstfærdigt op. Den kurrer, glad for sig selv)

KROPDUEN:

En troskab så huld
som det pureste guld -

(den gentager verset, fordi det var så smukt. Imens forholder plankulorien sig i ro. Den tager en bog frem mens den venter)

KROPDUEN: Min trofasthed er en del af min charme. Jeg er en del af dette sted, og dette sted er en del af mig. Jeg har indfødsret - det er også en del af min charme - min charme og min troskab ville i sig selv skaffe mig indfødsret på et hvilket som helst sted.

(den puster sig op og lader fjerene bruse. Plankulorien læser, men kan dog ikke lade være med en gang imellem at lytte efter)

KROPDUEN: Ikke alle har troskab og charme - ikke alle får da indfødsret.

(den sukker dybt over al den tristhed, den ser for sine øjne)

KROPDUEN: Men det er bedrøveligt at være inde og skulle se på alle dem, der lukkes ude - det er sørgeligt at tænke på for de vragede.

(på den anden side er der jo ikke meget man kan gøre ved det)

KROPDUEN: Det kommer sig nu mest af min følsomme natur og mit sarte gemyt. Jeg kommer så nemt til at græde på andres vegne - på deres vegne der må stå udenfor og længes og sørge så mindeligt!

(den kurrer sig op til et nyt lille vers)

KROPDUEN:

Min smerte, min gråd,
en tåre så hjerteligt våd -

(den lader sig igen overmande af et sørgeligt indfald)

KROPDUEN: Tag nu urfuglen - denne urgamle indvåner af krattet her - den er nu uddød! Sidste år blev der set to gamle hanner og en ung han, der forsøgte at efterligne de gamle dansende hanner. Men hvem skulle den danse for? Der var ikke flere hunner! Åh, mit stakkels hjerte, det bløder ved tanken. Hvem skulle denne han forene sig med efter at have danset så smukt. Den dansede sig ihjel til sidst. Hvor er troskabens kår dog svære. Den er død, borte, kan ikke fremskaffes mere - det skete for ganske nylig.

(dette kræver endnu et lille vers)

KROPDUEN:

Den sidste tunge vals,
indtil man strækker hals -

(og et meget stort suk til at slutte af med)

KROPDUEN: (med sænket hoved) Min natur er trofasthed. Hengivenhed er min største dyd. Jeg græmmes med dem der ikke har et hjem og en medsjæl at trøste sig hos. At danse sig alene i døden! At være lukket ude! Men hvad kan man som almindelig kropdue gøre? Man kan intet gøre.

(endnu et vers er her påkrævet)

KROPDUEN:

Mod verdens mørke sorg
jeg bygger ømheds borg -

(den kan næsten ikke komme sig over så ondt det gør)

KROPDUEN: Og hvad får vi i stedet for urfuglen, denne urgamle indvåner af dette sted - dette mønster på national troskab - hvad får vi i stedet for disse gamle dyder, hvad får vi? I mig findes hverken had eller hetz, men nu spørger jeg igen: hvad får vi.

(kropduen vender for et øjeblik sin interesse mod omverdenen og får øje på plankulorien oppe i træet)

KROPDUEN: Oh!

(kropduen bryder sig ikke om en konfrontation af denne art og skynder sig ud. Plankulorien kan omsider stikke bogen ind, og den klatrer behændigt ned fra træet)

PLANKULORIEN: (beklagende) Urfuglen var faktisk polygam - jo flere koner jo bedre. Ingen trofasthed over for reden. Ingen yngelpleje. Ikke det mindste.

(plankulorien kan igen komme videre i sin færden)

Scene 10:

(Plankulorien og en MANDARINAND, en ganske sød lille andefugl, meget farvestrålende og med sjove sving i fjerdragten, ligger i skjul for en fiskeørn, hvis skygge fra tid til anden glider truende hen over gulvet og får dem til at dukke sig helt ned)

PLANKULORIEN: Har du også været ude for det, at der pludselig dukker en hel masse sommerfugle op?

MANDARINANDEN: (ser sig konstant om) Sommerfugle?

PLANKULORIEN: Kender du noget til det?

MANDARINANDEN: Gule sommerfugle? Vingede forløbere?

PLANKULORIEN: Har du nogen anelse om hvad det betyder?

MANDARINANDEN: Det betyder at prinsessen vil giftes med dig.

PLANKULORIEN: Pludselig er de i luften alle vegne -

MANDARINANDEN: Oh, det er en dejlig prinsesse!

PLANKULORIEN: Vil hun giftes med mig?

MANDARINANDEN: Ud af ren kærlighed.

PLANKULORIEN: Nå, hvor ren mon?

MANDARINANDEN: Bagefter vil hun nok æde dig, ja.

PLANKULORIEN: Det kalder jeg en underlig form for kærlighed.

MANDARINANDEN: Hun er den snehvideste skønhed man kan se for sine øjne.

PLANKULORIEN: Ingen tvivl om det - hvad er hun ellers for en?

MANDARINANDEN: En musvåge af sjælden herlighedsværdi.

PLANKULORIEN: Altså ikke ret meget bedre end fiskeørnen deroppe?

MANDARINANDEN: Oh, det er skam en stor kompliment. Hun forelsker sig gerne i alt hvad der er sjældent og fremmed.

PLANKULORIEN: Skulle det være en kompliment? Burde hun ikke hellere gøre livet lettere for dem der er sjældne og fremmede?

MANDARINANDEN: Det kan hun ikke tage sig af. I skovens øjne er det eksklusivt at være hendes udkårede. Der gælder andre regler for hende.

PLANKULORIEN: Og sommerfuglene? Jeg har altid gemt mig, når de er dukket op. Jeg kender ingen andre sommerfugle, der dukker op på den måde.

MANDARINANDEN: Pynt - overflødig pynt!

PLANKULORIEN: Er de noget hun pynter sig med?

MANDARINANDEN: Uskylden, som kontrast til hende selv.

PLANKULORIEN: Du ved meget god besked.

MANDARINANDEN: Engang var hun også efter mig. Jeg slap kun med nød og næppe.

PLANKULORIEN: Er du også sjælden og fremmed?

MANDARINANDEN: Nej, jeg har faktisk boet her altid.

PLANKULORIEN: Du ser ellers ikke ud som en der er født her.

MANDARINANDEN: Men det er jeg skam, min familie har været her i hundrede år.

PLANKULORIEN: Det ville jeg aldrig have gættet på.

MANDARINANDEN: Vi betragtes som indfødte nu.

PLANKULORIEN: Der kan man bare se.

MANDARINANDEN: Selvfølgelig har det ikke været nemt for os at falde til mellem de anonyme væsener her i skoven. Vi blir tålt, men vores reflekser vil altid afsløre, at vi er fremmede på dette sted.

PLANKULORIEN: Hvad er der med dine reflekser?

MANDARINANDEN: Jeg spejder hele tiden forskræmt efter et stort bæst der når som helst kan komme brasende ud fra skoven i sin søgen efter mandarinænder.

PLANKULORIEN: Du er en mandarinand?

MANDARINANDEN: Jeg kommer fra mandarinland. Oprindeligt boede vi der. Og nu længes jeg hele tiden tilbage til det sted.

PLANKULORIEN: Selv om der når som helst kan komme store bæster brasende ud fra skoven i sin søgen efter mandarinænder?

MANDARINANDEN: Det er svært at glemme det sted, hvor evolutionen bragte ens udseende til den perfektion du ser hos mig. Jeg ved med hver fiber af min krop, hvordan der var, og der foresvæver mig noget om at der alligevel var bedre der.

PLANKULORIEN: På hvilken måde?

MANDARINANDEN: Måske var klimaet bare mildere - det er svært at affinde sig med noget så besynderligt som en løvfældende skov.

PLANKULORIEN: Det sted du kommer fra - er det langt væk?

MANDARINANDEN: Den halve klode ligger imellem os.

PLANKULORIEN: Hvordan er I så havnet her?

MANDARINANDEN: Vi er jo så søde og indtagende, som følge af evolutionens heldige valg, at der engang kom en mand, der ønskede sådan nogen som os i sin park. Han tog to af mine stamforældre med hertil, han kaldte dem Adam og Eva og satte dem ud i en pool.

PLANKULORIEN: Mener du herinde i skoven?

MANDARINANDEN: De stak af, de formerede sig, og her er vi.

PLANKULORIEN: Det snakker I måske meget om i din familie, at være kommet så langt borte fra og så sidde i saksen her?

MANDARINANDEN: På den anden side er der vel også noget i at blive slæbt over sø og land og sat ud til pynt her!

PLANKULORIEN: Jeg er kun kommet her ad landflygtighedens vej.

MANDARINANDEN: Pas lidt på. Det hedder sig at den der bor sammen med nogen i fyrretyve dage, blir en af dem.

PLANKULORIEN: Det ved jeg ikke om jeg vil - selv om du altså har klaret det.

MANDARINANDEN: Og nu har du tilmed pådraget dig prinsessens kærlighed.

PLANKULORIEN: Det var vel værre hvis det var hendes vrede.

MANDARINANDEN: Sig ikke det. Nej, sig ikke det.

(fiskeørnen hænger lige hen over dem, så de dukker begge hovederne endnu mere og ligger ganske stille og taler ikke mere)

Scene 11:

(Plankulorien sidder atter i et træ, et andet træ. Denne gang går der to skumle VILDSVIN nedenunder, og ingen af dem ser ud til at ville være den første til at opgive belejringen)

FØRSTE VILDSVIN: Jagten er gået ind!

ANDET VILDSVIN: Nu skal her renses ud!

FØRSTE VILDSVIN: Vi gør kun det grove arbejde!

ANDET VILDSVIN: Se på os som en slags skraldemænd!

FØRSTE VILDSVIN: Hvis du kommer ned nu går det hurtigere!

ANDET VILDSVIN: Blir du siddende går du en sen udrensning i møde!

PLANKULORIEN: Hvis ikke jeg flyver væk.

FØRSTE VILDSVIN: Løgner!

(det var for let gennemskueligt, men plankulorien er jo nødt til at prøve et eller andet. Nu strækker den hals og lytter)

PLANKULORIEN: Bæster! Store bæster der når som helst kan komme brasende ud af skoven i deres søgen efter vildsvin!

FØRSTE VILDSVIN: Løgner!

ANDET VILDSVIN: Lede løgner!

PLANKULORIEN: Hvordan kan I vide det?

ANDET VILDSVIN: Vi har næse for andre bæster!

FØRSTE VILDSVIN: Vi kan lugte dem, før du hører dem!

ANDET VILDSVIN: Hvor har du dog meget at lære om os endnu!

FØRSTE VILDSVIN: Før du har lært det, lærer du ikke at klare dig!

PLANKULORIEN: Hvordan skal jeg nå det, hvis I slår mig ihjel først?

ANDET VILDSVIN: Det er dit problem. Har vi først sat os noget i hovedet, kan intet i denne verden ændre ved det.

PLANKULORIEN: I må have nogle gode hoveder.

FØRSTE VILDSVIN: Skovens bedste hoveder!

PLANKULORIEN: Og mest tykpandede.

(det var ikke særligt klogt sagt af plankulorien, for vildsvinene giver sig til at rase mod træet, de roder vildt i jorden, hamrer pandebrasken mod stammen, så hele træet svajer)

PLANKULORIEN: Jeg holder mig fast, må I tro!

FØRSTE VILDSVIN: Måske får vi dig ikke ned på den måde!

ANDET VILDSVIN: Men vi får træet ned, det kan være lige så godt!

(foreløbig skal de dog holde en pause. Men træet står ikke så støt mere, situationen er noget desperat. Plankulorien finder et par kogler i træet og giver sig til at snakke)

PLANKULORIEN: Er I også blevet ført herned med isen?

FØRSTE VILDSVIN: Med isen - hvordan skulle det være gået til?

ANDET VILDSVIN: Der har ikke været is her på egnen siden sidste vinter.

PLANKULORIEN: I kunne godt ligne nogen, der er ført herned med isen, som de der store vandreblokke, man ser ligge alle vegne i landskabet.

FØRSTE VILDSVIN: Og hvorfor ligger de så alle vegne rundt i landskabet?

PLANKULORIEN: Fordi isen til sidst ikke gad slæbe rundt på dem længere.

(de skal til at gå løs på træet igen, men plankulorien kaster i det samme en kogle lige oven i hovedet på den ene. Vildsvin er så dumme at den ene straks lader det gå ud over den anden)

FØRSTE VILDSVIN: Hold op med det! Hvad bilder du dig ind?

ANDET VILDSVIN: Hov, hov - må jeg lige være her!

FØRSTE VILDSVIN: Prøv bare ikke på noget!

(plankulorien holder den næste kogle parat og afleder igen)

PLANKULORIEN: I skal ikke komme op at slås for min skyld. Jeg er et udryddelsestruet dyr og falder ned af mig selv. (vildsvinene ser triumferende på hinanden) Jeg har så godt som ingen kræfter tilbage og er som følge deraf et taknemmeligt bytte.

(plankulorien kaster en kogle i hovedet på den anden. Det siger sig selv at den anden straks blir sur på den ene)

ANDET VILDSVIN: Hvordan vil du have vi skal være gode venner på den måde!

FØRSTE VILDSVIN: Du skal ikke tro jeg nærer sarte følelser over for dig!

ANDET VILDSVIN: Og du skal ikke tro du kan tillade dig hvad som helst!

(plankulorien holder den næste kogle parat og afleder igen)

PLANKULORIEN: Jeg kan heller ikke fortsætte slægten hvis jeg ikke snart finder en mage. Man blir jo også ældre. (vildsvinene ser triumferende på hinanden) Måske er jeg den sidste af min art, det er jo altid en slags bedrift af nedlægge den sidste af en slags.

(plankulorien kaster den sidste kogle i hovedet på den ene)

FØRSTE VILDSVIN: Har jeg ikke sagt at jeg ikke vil finde mig det!

ANDET VILDSVIN: Hvad går der af dig - du er jo helt uligevægtig!

FØRSTE VILDSVIN: Og dig - du opfører dig jo fuldkommen neurotisk!

(plankulorien finder som sit allersidste skyts sin bog frem)

PLANKULORIEN: I virkeligheden mærker jeg nok, at jeg har min bedste tid bag mig. Enhver slægt har sin tid, og så glider man ud og må lade andre komme til. Jeg tror det er vildsvinenes tid nu. (de ser med triumf på hinanden) Det virker lidt som om I er svaret på skovens bønner. Det er nu kun et spørgsmål om at vente.

(den kyler bogen ned i skallen på det andet vildsvin og opnår for alvor at få dem til at falde over hinanden. Omsider stikker den ene af, med den anden efter sig - og plankulorien kan klatre ned, samle sin bog op og se at komme af vejen)

Scene 12:

(Plankulorien går omkring i skoven fra træ til træ og plukker sedler ned. Der hænger sedler i alle træerne, og det er åbenbart post til plankulorien. Den fatter bare ikke meningen med dem og undres såre, efterhånden som den læser dem op)

PLANKULORIEN: "Din pels, dine lemmer, dine dirrende lugte." - "Hvor der findes en sti, er der en vej." - "Jeg slikker jorden hvor du har gået." - "Bered nu også jorden for mig." - "Thi elskov er min medicin." - "Lys for os i mørket!" (tænker efter) Det er ikke plankulorisnak - det ligner overhovedet ikke noget jeg kender.

(En degenereret MINK lister sig ind på plankulorien bagfra og stikker hænderne dybt ned i dens lommer. Den mink smykker sig med både han- og hunkønnets udtryk - i en sær og utryghedsskabende blanding. Som den selv siger - den er til hele regnbuen, og det prøver den så at komme til at ligne)

MINKEN: Endelig alene i den mørke skov!

(plankulorien prøver at komme fri, men blir holdt godt fast)

PLANKULORIEN: Her er da ikke særlig mørkt.

MINKEN: Det er godt nok til os!

PLANKULORIEN: Her myldrer af liv.

MINKEN: De ser os ikke!

PLANKULORIEN: Så ved du ikke meget om dem.

MINKEN: Ingen vil få at vide hvad vi foretager os!

PLANKULORIEN: Det vil være ude i alle de små hjem, inden der er gået ti minutter.

MINKEN: Og hvad så, mand, jeg er sgu da ligeglad - det er jo bare en formssag! Det er sådan noget man siger, en slags trylleformular, for at gøre dig blød i koderne! De må gerne få det hele at vide! Jeg elsker når andre ser på at jeg elsker!

(minken er kommet helt ned i dybet af lommerne og finder der noget som afleder den lidt. Den tager undrende et æble frem)

MINKEN: Paradisets æbler?

PLANKULORIEN: Nejnej, det er bare mit.

MINKEN: Er det da dén slags du er til?

PLANKULORIEN: Det er bare et ganske almindeligt gråstener.

MINKEN: Det er fint, det er fint, for jeg er bare til det hele, også til gråstenere!

PLANKULORIEN: Vil du ikke godt lade mig få det igen?

MINKEN: Jeg er til hele regnbuen!

PLANKULORIEN: Det er mit æble.

MINKEN: (totalt ligeglad) Med alle dens farver og alle dens unævnelige nuancer! (holder æblet op) Kom - lad os knuse det imellem os!

PLANKULORIEN: Nej! Så vil jeg hellere -

MINKEN: Hellere hvad? Hvad vil du hellere? Hvad?

(minken skal først lige hen og spejle sig i en pyt vand - det skal der også være tid til. Men den er lynhurtigt tilbage)

MINKEN: Har du et hemmeligt ønske, en skjult last, som vi skal bringe til udførelse sammen? Kom bare med det, læg ikke låg på! Regn trygt med mig - (nynner) "Alt hvad du ønsker dig - det kan du få hos mig - åh, for en blodig leg - lænker og lammesteg."

(plankulorien ved ikke sine levende råd og opfører sig derfor et øjeblik uhensigtsmæssigt, idet den prøver på at tage æblet tilbage. Minken får straks fråde om munden og viser kløer)

MINKEN: Jeg flår dig til laser hvis du ikke føjer mig!

PLANKULORIEN: Det er der vel ingen grund til, det synes jeg ikke du -

MINKEN: Det har nu sin egen charme at blive flået til laser af mig.

PLANKULORIEN: Måske kan jeg bare ikke rigtig se det for mig.

(minken holder kløerne fremme, mens den sniger sig nærmere)

MINKEN: Har du nogen sinde set sådan en som mig gå i blodrus? Det er grusomt, siger jeg, lader ikke stump på stump tilbage! Sagde jeg grusomt? Ja, men også kildrende og grænseoverskridende!

(minken genkalder sig pludselig hvor smuk den så ud i pytten og kigger igen. Den blir blid som en turteldue - for en tid)

MINKEN: (igen mod plankulorien) Måske er det noget rent ydre - men jeg ér mest til det ydre.

PLANKULORIEN: Jeg plejer at finde det i mine følelser, de få gange -

MINKEN: Skråt op med alle følelser. Apropos skråt op -

PLANKULORIEN: En sjælden gang har man følelser.

MINKEN: De er kun til besvær!

PLANKULORIEN: Hvis man ikke kan trille en tåre sammen -

MINKEN: Hvordan kan man rendyrke sine skønne perversiteter, hvis man også skal pleje sine skønne følelser - det er jo utænkeligt!

PLANKULORIEN: (er ikke med) Men blodrus og elskov? (ryster på hovedet) Elskov og blodrus?

(minken giver sig til at danse noget der på sin egen provokerende måde minder om de syv slørs dans)

MINKEN: Elskov og blodrus på samme tid? Er det med den på? Åh, det er da vel ikke med den på? Dét er noget helt ekstraordinært, det er eftertragtet, det er noget der kun uhyre sjældent falder i ens turban. Jeg er bare sådan til alt det ny og spændende!

(plankulorien er ved at være danset i sænk. Og nu trækker minken den med ind i dansen ved at tage om den og svinge den med rundt. Blodige striber træder frem ned over plankuloriens ryg. Minken lugter blodet og går snart i trance. Men nu kommer der dog en idé til plankulorien, midt i al forvirringen og pinen)

PLANKULORIEN: Nu du nævner det - apropos nyt og spændende - du har vel hørt at der er kommet en kislofanti hertil?

MINKEN: (fjoget, ud af trancen) En kislofanti? Hvad er det for en?

PLANKULORIEN: Du vil da ikke bilde mig at du ikke ved hvad en kislofanti er.

MINKEN: Nå!!! En kislofanti!! Det kunne du bare have sagt! - For fanden, mand, en rigtig kislofanti, er det dét du siger!

PLANKULORIEN: Ja, sådan en, du ved -

MINKEN: Det ved jeg sgu da godt, det behøver du ikke forklare mig! En kislofanti! Sådan en må man bare have haft! - Jeg har hørt om det, det skal være helt guddommeligt! Sort eller blå?

PLANKULORIEN: (lynhurtigt) Blå!

MINKEN: Det er de bedste!

PLANKULORIEN: Det var nok det, jeg mente.

MINKEN: For pokker, mand, hvad laver jeg her!

PLANKULORIEN: Det er også det, jeg mener.

MINKEN: Hvorhenne, siger du?

PLANKULORIEN: Nede ved -

MINKEN: Jeg må prøve!

PLANKULORIEN: Henne ved bækken.

MINKEN: I vand til halsen, håh!

PLANKULORIEN: (nikker) Den plejer at bade ved denne tid.

MINKEN: Vent til jeg fortæller det i klubben af perverterede og afhoppede mink. Hvor blir de misundelige! En vaskeægte kislofanti!

(en hastig opsminkning, og vor mink er klar. Plankulorien prøver at udnytte øjeblikket)

PLANKULORIEN: Jeg måtte vel ikke få mit æble tilbage?

MINKEN: (helt opslugt) Dit hvad for noget?

PLANKULORIEN: Mit æble.

MINKEN: Hvad? Ja, for fanden, hvad skal jeg med det! Gråstenere, mand, her i skoven står der helt andre ting på menuen!

(den smider æblet over til plankulorien og piler af sted. Plankulorien kan igen trække vejret. Den gemmer æblet af vejen nede i sin lomme og skynder sig at komme væk)

Scene 13:

(Plankulorien kommer trissende, hensunken i sine egne, måske lidt bekymrede tanker. Plankulorier kan godt have det med at synke lidt hen i sig selv en gang imellem. Og så kan de lide at snakke med sig selv, så det ikke blir alt for ensomt)

PLANKULORIEN: Landskabsmæssigt burde det ikke være umuligt. Statistisk set heller ikke. For hvert punkt, jeg rammer i landskabet, burde statistikken blive mere og mere til min fordel - at finde en nål i en høstak er kun et spørgsmål om at gå systematisk til værks og endevende strå for strå. Men at finde en anden -

(den stopper op, lader øjnene rulle fra side til side og får et helt nyt og vågent udtryk i øjnene)

PLANKULORIEN: Plankulori - her lugter af - - af plankulori!

(den giver sig god tid, den lugter godt efter, til sidst blir den sikker i sin sag. Og vil straks til at spæne rundt i alle hjørnerne for at finde partneren. Men tager sig i det)

PLANKULORIEN: Hvordan er det nu vi gør? Hvordan er det nu? Hvor mon den er? Hvor er det dog længe siden! Nu husker jeg det -

(den ser sig om, intet rører sig)

PLANKULORIEN: Ha! Nu får vi se!

(der følger nu en vældig pantomime, hvorunder en bejlende, elskovssyg plankulori altid vil gå frem på følgende måde:

Først vil den lade som ingenting, det vil sige helt stryge den fjollede glæde af ansigtet. Derunder oven i købet fjerne sig fra den elskede genstand, på skrømt selvfølgelig - mens den kigger distræt rundt på jorden, om der skulle være noget at finde.

Som punkt to vil den tilkendegive, at den har opdaget begærets mål og vil give sig til at fare rundt og løfte op i alle buske og bregner, selv om den véd at ingen af dem ville give sig til kende i denne fase, om de så faldt over hinanden.

Dernæst vil den vise hvilket eksemplar den er, det vil sige at den sætter fødderne udad, slår med nakken og - det er det vigtigste af alt - viser at den altid, altid, har et æble i højre lomme. Dette æble holder den frem for sig i luften, som Hamlet sin hovedskal, og smadrer det derpå yndefuldt mod brystet.

For det fjerde er det nu afgørende at demonstrere vid og ynde. Dette finder sted efter et fast mønster, hvorunder plankulorien slår kolbøtter samt viser, hvor behændigt den kan nippe det yderste blad af en gren - i denne fase er det atter tilladt at lade selv en nok så fjollet glæde vise sig i ansigtet.

Plankulorien vil nu have opdaget hvor den anden gemmer sig, og uden tøven vil den - med et lille stamp som afsæt og tegn - gå lige løs på gemmestedet og hive den anden frem.

Dette foregår ret håndfast og voldsomt, så der ikke efterlades nogen fornemmelse af tøven. Plankulorien vil simpelthen stikke sin hånd ind efter magen, og slutte den i sine arme uden flere dikkedarer eller svinkeærinder af nogen art. Og den vil sige:)

PLANKULORIEN: Så er det os to!

(så står da plankulorien med sin mage i armene, og vil omgående parre sig - det gør de nemlig, for en sikkerheds skyld. Men i stedet lader den langsomt armene synke med et udtryk af ubeskrivelig angst og skuffelse i ansigtet. Den mage, den står så ømt og holder om, er udstoppet, og absolut ude af stand til at yde det ventede modspil. Plankulorien ser sig omkring, og igen på magen, og igen omkring - der er noget her der ikke stemmer. I det samme falder der et net ned over den. Fire ulækre ROTTER stimler sammen om nettet - de bærer oven i købet store rygmærker med hvor ulækre de er)

FØRSTE ROTTE: Sagde jeg ikke, det var verdens bedste lokkemiddel! Sagde jeg ikke, det kunne skaffe os den fineste føde i verden!

ANDEN ROTTE: Nu har vi vinterforråd til lange tider!

TREDJE ROTTE: Først ét kadaver, så ét til!

FJERDE ROTTE: Ha, ha, ha, ha, ha!

FØRSTE ROTTE: Det er det jeg altid har sagt: Dette er den smukkeste grønne skov af dem alle!

(rotte to og tre efteraber detaljer af plankuloriens bejlen)

ANDEN ROTTE: Hold kæft, hvor var det morsomt at se!

TREDJE ROTTE: Hold kæft, hvor så den fjollet ud!

ANDEN ROTTE: Hold kæft, hvor blev den snydt!

TREDJE ROTTE: Hold op, hvor er vi dygtige!

(plankulorien står helt stille under nettet og holder om den døde krop. Den ser ud på dem. Den ser på den døde)

PLANKULORIEN: Er det jer der har gjort det? - Er det jer der har slået den ihjel og stoppet den ud?

FØRSTE ROTTE: Sågu har vi da det!

PLANKULORIEN: Hvor har I fundet den?

FJERDE ROTTE: Den var i hælene på dig!

PLANKULORIEN: Er det virkelig sandt?

ANDEN ROTTE: Den var ret tæt på!

PLANKULORIEN: Det mener I ikke.

FØRSTE ROTTE: Gu gør vi så!

PLANKULORIEN: Hvordan kunne I få jer til det?

FJERDE ROTTE: Vi var sgu da nødt til det! Det er en naturlov!

ANDEN ROTTE: Så intetanende og uforvarende kan man jo ikke gå omkring! Det var næsten en hellig pligt for os at gøre opmærksom på at det er for dumt at dalre rundt på den uagtsomme måde!

TREDJE ROTTE: Vi må have fyldt op! Proteiner, mand!

FØRSTE ROTTE: Vinteren er snart over os!

FJERDE ROTTE: Maverne blir slunkne!

TREDJE ROTTE: Kødet har vi stuvet godt af vejen!

ANDEN ROTTE: Udstopningen var et trick for at få dig i gyngen!

PLANKULORIEN: I kunne da have spurgt mig først. Jeg havde stillet op frivilligt. I kunne have flået og parteret mig, ja, frosset mig ned. Jeg skulle selv have hjulpet til, hvis bare I ikke -

(den bøjer sig ned over den døde og kysser den, og der blir et øjebliks ro mellem rotterne, men det skyldes ikke medlidenhed)

FØRSTE ROTTE: Hvad sagde du der med at fryse ned?

PLANKULORIEN: (ser op) Kødet skal fryses ned - til under minus 18 grader. Så kan det holde sig næsten uendeligt.

TREDJE ROTTE: Vil det sige, det ligger og rådner nu?

FØRSTE ROTTE: L-i-i-ige et øjeblik! Er det videnskabeligt bevist?

PLANKULORIEN: Der er mange gode eksempler fra istiden.

FØRSTE ROTTE: Istiden? Hvad for en istid?

PLANKULORIEN: Der ligger stadig mægtige mammutkroppe, der har været frosset ned siden istiden, og de kan spises.

FJERDE ROTTE: Hvor store?

PLANKULORIEN: Som en bakke, et bjerg.

ANDEN ROTTE: Hvor ligger der sådan nogen, hvad?

TREDJE ROTTE: Kød, mand, et bjerg af kød, på ét kadaver!

FØRSTE ROTTE: Der ligger sgu ikke sådan nogen her!

PLANKULORIEN: Der er fundet i massevis af dem.

(de konfererer vildt. Plankulorien bemærker imens at der er i hundredevis af gule sommerfugle i luften over den - det giver noget at tænke over, men foreløbig trækker den blot tiden ud)

FJERDE ROTTE: Hov, hør, fortæl os lige hvordan man fryser sådan noget ned - og hvad med vitaminerne og proteinerne, tager de skade?

PLANKULORIEN: Man finder et sted hvor der er minus 18 grader.

FJERDE ROTTE: Hele tiden? Mener du hele tiden?

PLANKULORIEN: Ellers duer det ikke.

FJERDE ROTTE: Proteinerne blir altså fordærvet?

PLANKULORIEN: Det kan man godt risikere, er det så vigtigt?

FØRSTE ROTTE: Så koldt blir det aldrig om vinteren her! Er det et nummer?

PLANKULORIEN: Det er ikke mig der har behov for at fryse noget ned.

ANDEN ROTTE: Skulle vi så ikke æde dem begge med det samme?

(det er der sådan set stemning for et øjeblik)

FJERDE ROTTE: Men hvad så med vinterforrådet og alle vitaminerne?

TREDJE ROTTE: Høns er her heller ikke flere af på egnen!

(stemningen svinger helt rundt igen)

FØRSTE ROTTE: (dystert) Der er nogen dér vi har en høne at plukke med!

PLANKULORIEN: Vil I ikke godt tage jer sammen og få det overstået?

FØRSTE ROTTE: Du skal ikke prøve på noget - du bestemmer ikke noget her!

PLANKULORIEN: Nej, men det er mig der skal slagtes - så kan I vel godt høre på mig, så har jeg vel også et ord at skulle have sagt.

FJERDE ROTTE: Jeg kan ikke afskrive en svag fornemmelse af at der er en vis fornuft i det den der siger.

ANDEN ROTTE: Måske kender den selv nogle opskrifter.

(plankulorien er blevet klar over, at der må være en hvid musvåge på vej, og at det nu drejer sig om at trække tiden ud, da der måske snart kan være en form for hjælp fremme)

PLANKULORIEN: Jeg kan en god en. Den er specielt beregnet på plankulorier. I må huske på, at vi har noget meget skært kød. Det blir nemt så underlig jasket i smagen - man kan også risikere at det sætter trævler mellem tænderne.

ANDEN ROTTE: Det har vi lagt mærke til!

TREDJE ROTTE: Vi måtte lige have en mundsmag!

FØRSTE ROTTE: Lad os nu høre hvad den kan anbefale!

FJERDE ROTTE: Jeg tager dem lige så gerne rå hver gang!

FØRSTE ROTTE: Hold kæft - I har sgu da heller ingen kultur!

(plankulorien havde det lidt svært med talen om skært kød, og er kun glad for deres kævlerier, som har givet den lidt luft)

PLANKULORIEN: (dyb indånding) Man skal bruge en masse krydderier. Det vigtigste, og det som ingen nogen sinde undlader, er hvidløg.

FØRSTE ROTTE: Hvidløg, godt!

PLANKULORIEN: Peber.

FØRSTE ROTTE: Lige så godt!

PLANKULORIEN: Karry. Helst som pasta. Karrypasta er godt.

FØRSTE ROTTE: Det skaffer vi!

PLANKULORIEN: Spidskommen, koreander, gurkemeje.

FØRSTE ROTTE: Bedre og bedre!

PLANKULORIEN: Mynte, citrongræs, allehånde.

FØRSTE ROTTE: Genialt set!

PLANKULORIEN: Men ikke for meget salt.

FØRSTE ROTTE: Selvfølgelig ikke!

PLANKULORIEN: Lidt kanel.

ANDEN ROTTE: Ærk!

FØRSTE ROTTE: Skal det til, så skal det til! Det er det der hedder kultur!

PLANKULORIEN: Det hele skal ligge i mælk i 24 timer.

FØRSTE ROTTE: Mælk, godt!

TREDJE ROTTE: Hvor får vi mælk fra?

FJERDE ROTTE: Har du aldrig malket en hvilende ko?

TREDJE ROTTE: De vil ikke ligge stille så længe jeg er på yveret.

FØRSTE ROTTE: Skide være med det! Nu finder vi knivene frem og går til den!

(de finder knivene frem, men sværmen af gule sommerfugle blir nu tættere, og det går op for rotterne, at de selv er i fare)

FØRSTE ROTTE: Prinsessen!

ANDEN ROTTE: Prinsessen er på vej!

TREDJE ROTTE: Den hvide prinsesse er over os!

FJERDE ROTTE: Den onde prinsesse vil æde os med hud og hår!

(de styrter ud til alle sider - få sekunder før musvågen dukker op på arenaen. Den giver sig kun lige tid til at kaste et enkelt blik på plankulorien, som den står der)

MUSVÅGEN: Jeg har desværre ikke tid til kæresteri lige nu. Det ser heller ikke for godt ud med det der udstoppede kræ, hvis du vil vide det. Det fremmer ikke ligefrem lysten. Hvorom alting er, jeg skal på rottejagt, så du må have mig undskyldt.

PLANKULORIEN: Alt forladt.

(musvågen kaster sig straks ud i jagten på rotterne, og plankulorien står alene tilbage under nettet med sin døde fælle)

PLANKULORIEN: Det er ikke det at de har snydt mig. Heller ikke så meget det at de har udstoppet dig. Det er det at de har slået dig ihjel først, for at kunne gøre det. De har dræbt dig - og så har de udstoppet dig for at kunne snyde mig. Det er det.

(den tager sin mage med sig, stukket op under armen, og befrier sig for nettet. Den får i det mindste følgeskab af en stor sværm af gule sommerfugle på vejen ud)

Scene 14:

(Alle skovens dyr står opstillet i en lang række, dog med undtagelse af rotterne, der ser ud til at være forsvundet, og gasen, der måske virkelig er fløjet. De øvrige står i spændt afventen, vildsvinene skrammede og med forbindinger over det hele. Over for dem står plankulorien, lille og forskræmt og stadig - og stykket ud - med sin udstoppede mage under armen. Og sommerfuglene ser ud til helt at have sluttet sig til den nu)

PLANKULORIEN: Hvorfor vil I have mig til det? Jeg er ikke særlig god til den slags. Jeg kan ikke bedømme en situation koldt og nøgternt. Og da slet ikke når jeg ikke kender forholdene bedre.

EGERNET: Du skal bare hjælpe os med at rense ud.

ANDEN GAMLE KRAGE: Du ser mere uhildet på tingene.

PLANKULORIEN: (ryster på hovedet) Der må være en bedre måde.

KRONHJORTEN: Vi beder dig blot udpege de skyldige i hønsetyverierne - ikke andet. Det er alt hvad du skal gøre. Vi tror, du kan gøre det.

PLANKULORIEN: Det er forkert af jer.

MUSVÅGEN: Omvendt er det måske også rigtigt set.

PLANKULORIEN: Jeg har ikke særlig meget lyst til det. Jeg mener - det er en form for rettergang, som ingen af os kan være helt tjent med.

GRÆVLINGEN: Vis nu dit sindelag i denne for vort land så alvorlige -

MINKEN: Du må snart markere at du hører til her.

MANDARINANDEN: Du må jævne denne tvist.

SPURVEHØGEN: Det er alvor.

FØRSTE GAMLE KRAGE: Du må melde dig på torvet nu, så vi kan vide os sikre for dig.

KRONHJORTEN: (opsummerer) Vi har et lille problem, som vi har besluttet at du skal hjælpe os med at opklare - således vil du på en overbevisende måde kunne afvende mistanken fra dig selv og bevise at du er faldet til her og har accepteret os for det vi er. Andet er det ikke. Vis os nu at du er upartisk! Det er jo ikke verdens undergang.

(der er ingen vej udenom. Plankulorien overvejer kort en plan)

PLANKULORIEN: (myndigt) Så vil jeg godt bede jer om at rette ind! Slut rækken og stil ordentligt op! Ikke den der tilfældige og sjuskede opstilling, om jeg må bede! Blir det snart til noget! Respekt for retten!

(billedet ser med ét helt anderledes ud - plankulorien virker fuld af autoritet, mens alle de andre, små og forskræmte, prøver at falde nogenlunde ind i rækken)

PLANKULORIEN: Kom nu, kom nu, vi har jo ikke hele dagen for os!

(de fumler rundt for at indordne sig)

PLANKULORIEN: Rævene, se nu rævene!

(rævene skynder sig at komme på plads. Der blir ro)

PLANKULORIEN: Vi vil nu først koncentrere os om at finde de uskyldige.

(alle nikker til dette, ikke mindst rævene)

PLANKULORIEN: De skyldige behøver vi ikke tænke på nu.

(ikke mindst rævene ryster kraftigt på hovedet)

PLANKULORIEN: Det er de uskyldige vi først og fremmest må tænke på at redde.

(det synes hele flokken er en glimrende idé)

PLANKULORIEN: Vi skal derfor slet ikke bekymre os om de skyldige nu.

(alle bekymrer sig derfor kun om de uskyldige)

PLANKULORIEN: Når vi først har fået udskilt, som fløde af mælk, de uskyldige fra de skyldige, vil alle kunne ånde lettet op, og indbyggerne i skoven vil igen kunne sove roligt og længe om morgenen.

(dette er et fremtidsperspektiv som tiltaler enhver)

PLANKULORIEN: Vil alle de uskyldige træde et skridt tilbage.

(alle går et skridt tilbage, også rævene)

PLANKULORIEN: Vil alle nu svare på om de er trådt et skridt tilbage?

(alle svarer energisk)

ALLE: Ja!

PLANKULORIEN: Vil alle gå endnu et skridt tilbage og svare når det er sket?

(alle går endnu et skridt tilbage)

ALLE: Ja!

PLANKULORIEN: (ser ud over flokken) Er alle trådt endnu et skridt tilbage?

(alle nikker energisk, det er helt morsomt nu)

ALLE: Ja!

PLANKULORIEN: Tør I sværge højt på det?

ALLE: Ja!

PLANKULORIEN: Hver og en af jer?

ALLE: Ja!

PLANKULORIEN: Også jer der er skyldige?

(kun rævene nikker og svarer muntert)

RÆVENE: (enormt højt) Ja!

(det går omgående op for dem, at de har dummet sig, og de vil straks til at falde over plankulorien, men alle de øvrige dyr kommer dem i forkøbet ved at falde over dem. Rævene tager halen mellem benene, alle de andre render efter dem, og pladsen står tom. Plankulorien står alene tilbage - ikke særlig glad)

PLANKULORIEN: De skyldige er udpeget - hvorfor skulle det lige være mig der udpegede dem? Det var et trick fra jeres egne klassikere. Jeg troede I kunne jeres klassikere. Retfærdigheden har igen ramt hvor alle vidste den måtte ramme. De fik deres hønsetyve, det kan måske lune dem lidt når nætterne blir kolde.

(det sidste siger den til sommerfuglene og sin mage - dem har den da stadig - og så går den ud modsat alle de andre)

Scene 15:

(Den store kronhjort har fanget plankulorien - der netop var på vej ud af skoven. Kronhjorten lægger ud fuldkommen som da den greb plankulorien i starten, dog nu med et glimt i øjet)

KRONHJORTEN: Hov - stop! Det her er vores skov! Hvor skal du hen?

PLANKULORIEN: Ved et dyr hvor det skal hen når det vandrer?

KRONHJORTEN: Ingen snedige modspørgsmål, kammerat!

PLANKULORIEN: Ved en vandrende hvor vejen er når den ikke før er betrådt?

KRONHJORTEN: Kom bare ikke her med den slags!

PLANKULORIEN: Mener du min slags? Er det dét du mener?

(hjorten ændrer fuldstændig indstilling og stemmeføring)

KRONHJORTEN: Jeg mener din slags! Det er netop din slags, vi har brug for!

PLANKULORIEN: Det glæder mig meget at høre -

KRONHJORTEN: Glæden er helt og aldeles på vores side.

PLANKULORIEN: Men det ville glæde mig endnu mere, hvis jeg også kunne mærke min glæde - her indeni.

KRONHJORTEN: Kan du ikke det?

PLANKULORIEN: Ikke helt.

KRONHJORTEN: Indeni ikke?

PLANKULORIEN: Ikke for alvor.

KRONHJORTEN: Det vil du komme til!

PLANKULORIEN: Jeg er ikke så sikker mere.

(hjorten blir lidt højtidelig)

KRONHJORTEN: Hør nu først hvad jeg har at sige til dig.

(plankulorien nikker, at den skam gerne lytter)

KRONHJORTEN: Vi har holdt et møde, en pow wow, kan man sige, hvis man skal være lidt oprindelig - og det skal vi jo, det skal man.

PLANKULORIEN: Kan du ikke komme til sagen og få det overstået.

KRONHJORTEN: Kort og godt: Du kan få borgerskab!

PLANKULORIEN: Hvor?

KRONHJORTEN: Ja, her!

PLANKULORIEN: Her i skoven?

KRONHJORTEN: I vores alle sammens skov!

PLANKULORIEN: Kan jeg blive borger i selve skoven?

KRONHJORTEN: På grund af din indsats inden for kriminalitets- og røvermentalitetsbekæmpelse! Du får indfødsret!

PLANKULORIEN: På grund af min indsats?

KRONHJORTEN: Du kan få det skriftligt, hvis du ønsker det, med segl og det hele, røde bånd - så det er lige til at ramme ind og hænge op.

PLANKULORIEN: Det er skam ikke fordi jeg drager dine ord i tvivl eller -

KRONHJORTEN: Der hører noget stort med til et borgerskab, skal du vide: Du kan gifte dig. Men ikke nok med det, vi vil gøre alt hvad der står i vores magt for at skaffe dig en mage - altså en rigtig mage - en der ikke er - - vi sender bud til nær og fjern.

PLANKULORIEN: (meget fast) Det har jeg ikke gjort mig fortjent til!

KRONHJORTEN: Vi skyr ingen midler i kampen for at finde en værdig mage til dig - hele vort apparat vil blive sat ind på denne ene opgave.

PLANKULORIEN: Jamen, det -

KRONHJORTEN: Er du ikke bare lidt imponeret? Du kom her som en fremmed, du var her kun på prøve og er nu allerede på vej til at blive en borger blandt alle de andre borgere - og snart lykkeligt gift.

(plankulorien standser hjorten i dens begejstringsudbrud. Der er noget, den lige må have indført)

PLANKULORIEN: Der er én ting, I har glemt.

KRONHJORTEN: Vi har tænkt det hele igennem!

PLANKULORIEN: Meget af det måske. Ikke det hele.

KRONHJORTEN: Sig frem - hvad er det vi har glemt?

PLANKULORIEN: Det er ikke for at være utaknemmelig -

KRONHJORTEN: Hvis der er andet du ønsker, så sig til!

PLANKULORIEN: Det er ikke på den måde.

KRONHJORTEN: Hvis det er på en anden måde, så nævn den!

PLANKULORIEN: Man skal søge lykken der, hvor den er.

KRONHJORTEN: Du mener måske ikke, det er her?

PLANKULORIEN: Man kan godt få sine tvivl.

KRONHJORTEN: Virkelig? - Kan man?

PLANKULORIEN: Bare i sine stille stunder.

KRONHJORTEN: Jamen, hvad vil du så? Hvis du ikke -

PLANKULORIEN: Bare jeg vidste det. Jeg ville gerne vide det.

KRONHJORTEN: Behøver du virkelig slæbe rundt på alle de sommerfugle?

PLANKULORIEN: Hvad skal man stille op?

KRONHJORTEN: Hm.

PLANKULORIEN: Måske vil jeg sætte mig ned til havet inden der kommer is på.

KRONHJORTEN: Til havet?

PLANKULORIEN: Og lytte til bølgerne.

KRONHJORTEN: Er der noget særligt ved det?

PLANKULORIEN: Og se om der dukker noget op derudefra.

KRONHJORTEN: Jeg tror ikke du skal vente dig for meget der.

PLANKULORIEN: Måske prøve mig frem hos dem ovre på den anden side.

KRONHJORTEN: Dem ovre på den anden side - de er jo ikke ordentlige dyr.

PLANKULORIEN: Det kan jeg jo ikke vide, før jeg har været der.

KRONHJORTEN: Du tror vel ikke der er bedre hos dem!

PLANKULORIEN: Jeg tror jeg vil satse på, at det ikke er værre.

KRONHJORTEN: Vi er ikke ret glade for at lade dig gå på den måde. (ser sig om efter hjælp) Det bekymrer os faktisk at du -

(første vildsvin kommer ind)

FØRSTE VILDSVIN: Vi har brug for dig her - du må ikke gå.

(anden gamle krage kommer ind)

ANDEN GAMLE KRAGE: Det er så sjældent at nogen er så sjælden.

(kropduen kommer ind)

KROPDUEN: Skal jeg mon begræde din død i fjerne lande?

(musvågen kommer ind)

MUSVÅGEN: Du undsiger vores måde at leve på, hvis du går!

(minken kommer ind)

MINKEN: Der er jo ingen onde følelser mellem os, vel - vel?

(egernet kommer ind)

EGERNET: Du skal få lov til at have al den ytringsfrihed du vil!

(grævlingen kommer ind)

GRÆVLINGEN: Du kan kun bekræfte os i vores ret til at være bedre end alle andre, i den smukkeste grønne skov af dem alle, hvis du blir!

(plankulorien ser rundt på dem alle og aner jo nok, at der er flere på vej, og at det vil blive sværere og sværere for den)

PLANKULORIEN: I skal ikke være kede af det - - I havde mig jo kun på prøve.

(plankulorien skynder sig at komme af vejen, inden det er for sent. Den kravler op ad stien der fører over bjerget, med sin mage i favnen og sommerfuglene i luften over sig. Den forsvinder deroppe. Der ligger is og sne på bjerget - det er vinter)

 SLUT