Denne tekst kan også downloades i RTF-format og læses offline.

PLANKULORI PÅ PRØVE

Revyscene

(En Plankulori kommer gående. Det er et lille bamselignende dyr, med et meget kønt ansigt og store, runde øjne. For dem, der ikke ved det: Plankulorien er et meget klogt, lille dyr. Og dette lille dyr blir nu standset, midt i en skov, af den store, flotte Hjort. Hjortens motto er: Flot er godt)

HJORTEN: Hov - stop! Det her er vores skov! Hvor skal du hen?

PLANKULORI: (meget troskyldigt) Ved et dyr hvor det skal hen, når det vandrer?

HJORTEN: Ingen snedige modspørgsmål, kammerat!

PLANKULORI: Ved en vandrer altid, hvor vejen er, når han ikke har gået den før?

HJORTEN: Kom bare ikke her med den slags!

PLANKULORI: Mener du min slags? Er det dét du mener?

(Hjorten kigger Plankulorien an, har aldrig set sådan en før)

HJORTEN: Du ligner ikke en, der hører hjemme her i skoven.

PLANKULORI: Jamen, hvem hører så hjemme her?

HJORTEN: Jeg gør! Jeg, mig, og mine!

PLANKULORI: I er vel også vandret ind engang.

HJORTEN: (taber næsten mælet) Hvad mener du med det?

PLANKULORI: Er I ikke?

HJORTEN: Her er det mig der stiller spørgsmålene!

PLANKULORI: Det er du selvfølgelig i din gode ret til.

HJORTEN: Jeg har altid været en naturlig del af naturen her!

PLANKULORI: Også dengang isen lå her?

HJORTEN: Isen!?!

PLANKULORI: Ja - engang dækkede isen landet her - den lå over det hele i et flere kilometer tykt lag.

HJORTEN: Ikke i min tid!

PLANKULORI: Dengang din familie kom her.

HJORTEN: Du skal ikke blande dig i mine familieaffærer!

PLANKULORI: De må bestemt være vandret ind dengang.

HJORTEN: Du skal ikke komme her og fornærme min familie!!! Den går ikke, kammerat, det der kan du godt glemme igen!

PLANKULORI: De kan da ikke have ligget gemt under isen.

HJORTEN: Min familie er en stolt og ren, indenlandsk race, der har holdt hornene højt gennem generationer - hold nallerne fra min familie! Hvad er du overhovedet for en?

PLANKULORI: En plankulori.

HJORTEN: Jeg har hørt om jer!

PLANKULORI: Har du?

HJORTEN: Jeg kender godt din slags!

PLANKULORI: Gør du virkelig?

HJORTEN: Lever under åben himmel!

PLANKULORI: Der er ellers ikke så mange af os tilbage.

HJORTEN: Jeg kender jer ikke for det gode, hvis du tror det!

PLANKULORI: Jeg kunne godt tænke mig at finde mig en mage.

HJORTEN: Yngler som rotter og kaniner, gør I!

PLANKULORI: Måske kunne man håbe på at få børn engang.

HJORTEN: Det er altså det, du er kommet for - du vil have tilfredsstillet dit erotiske begær! Du har hørt om vores demokratiske frisind, men dette er en fredelig skov, du skal ikke -

PLANKULORI: Man vil gerne gøre sit til at slægten kan fortsættes, ikke.

HJORTEN: Jeg har hørt mere end nok, du skal ikke komme her med dine sjofle ideer og friluftstanker! I vil bare brede jer i ly af træerne og fordærve ungdommen for os!

PLANKULORI: Vil vi?

HJORTEN: Et uskyldigt ydre med en sjofel inderside - det er de værste! Jeg kender det!

PLANKULORI: Har I da mange af dem her?

HJORTEN: Ud med dig! Farvel! Hils hvor du kommer fra!

(Plankulorien ser meget bedrøvet ud, vender så om og siger bedrøvet hen for sig mens den går tilbage i sine fodspor)

PLANKULORI: Så skal man igen afsted. Sådan var det også i går. Sådan var det også for lidt siden. Sådan er det hver gang man kommer til en lille skov med et par skyggefulde træer.

(Hjorten kommer i tanker om noget og råber efter Plankulori)

HJORTEN: Vent lige lidt! Hvor kommer du fra lige nu?

PLANKULORI: (peger tilbage) Ude fra marsken.

HJORTEN: Ville de heller ikke have dig?

PLANKULORI: Ikke rigtig.

HJORTEN: Smed de dig ud?

PLANKULORI: På en måde.

HJORTEN: Hvem var det der smed dig ud?

PLANKULORI: Et vildsvin.

HJORTEN: Aha! En stor fyr?

PLANKULORI: Ret stor.

HJORTEN: Var han ondsindet?

PLANKULORI: Han var høflig nok.

HJORTEN: Men han smed dig altså ud?

PLANKULORI: De havde jo deres paragraffer - og rotterne havde lige udsendt en advarsel om en mulig smittefare i skovene, og rævene var bange for digerne -

HJORTEN: Så er det noget andet! En fjende af hans paragraffer og rottereder og ræve er en kærkommen ven af den legendariske åbenhed her i vores skov.

PLANKULORI: (beæret) Tak.

HJORTEN: Så kom ind da.

PLANKULORI: Mange tusind tak.

HJORTEN: Men nu ingen ballade, du er her kun på prøve!

(Plankulorien går lidt videre frem, men vender sig så om)

PLANKULORI: Jaja, nu prøver jeg. Hvis jeg så ikke kan lide at være her, så prøver jeg bare et andet sted.