KVINDERNE FRA KALIENSK

Stykke i to akter

af

Kaj Nissen

PERSONERNE:

Molda, 55 år
Katin, 40 år
Resen, 35 år
Asjel, 30 år       Kvinderne i Kaliensk
Marin, 25 år
Venga, 22 år
Laura, 17 år

Sinus, 21 år
Viteb, 24 år
Marek, 30 år     Mændene fra Kaliensk
Karel, 37 år
Burgo, 50 år

OM TIDEN OG STEDET:

Kaliensk er en lille landsby, der er omringet af store skove til alle sider. Før i tiden var den også omgivet af et bælte af dyrkede marker. Sådan er det ikke mere, de fleste af markerne er nu sprunget i skov. Selv visse områder af landsbyen er sprunget i skov. Mest der hvor de værste ødelæggelser har fundet sted, mellem hustomter og nedbrændte gårde i udkanten af landsbyen. For hver gang vi vender tilbage til landsbyen, er træerne rykket lidt tættere på. Kun inde i midten bevares helt frem til sidste scene et ryddet og velplejet stykke: En gårdsplads eller en plads mellem gårdene. Handlingen foregår ikke i den sorteste middelalder som man måske kunne tro. Bag en af rønnerne står en gammel Skoda og ruster langsomt op.

KVINDERNE FRA KALIENSK

FØRSTE AKT

Scene 1

(Ude i skoven kommer et eller andet nærmere og nærmere. Vi kan ikke se hvad det er, det kommer brasende gennem tykningen, det er stort og loddent og snøfter i sin fremfærd)

Scene 2

(Molda bor i den rønne, gennem hvilken man kan se Skodaen. Hun roder rundt derinde for at finde et eller andet. Finder ingenting. Prøver så at aflede sine tanker ved at kysse et gammelt fotografi, hun har stående. Det hjælper ikke. Hun opgiver, og flænser i stedet en strimmel af sin kjole. Med den i hænderne går hun ud til Skodaen og giver sig til at pudse dens revnede vindspejl. Af og til fører hun søgende en hånd ind i handskerummet og under sæderne, af og til ser hun rundt mod de andre. Hun kan overskue hele landsbyen. Alt ånder fred og forfald)

(Scenerne 2-10 udspilles i princippet samtidigt. Kvinderne er på scenen hele tiden, der panoreres fra gruppe til gruppe)

Scene 3

(Katin og Venga går og arbejder omkring en firkantet plet midt inde i landsbyen. De betræder ikke pletten. Venga smider jord ind med en spade, Katin river jorden ud og strør blade og småkviste på. Under udførelsen af dette arbejde græder Venga - som er højgravid - mangen en modig tåre. Katin virker nok så fattet, men ser sig dog af og til hastigt om mod skoven)

KATIN: Tre år på den måde, vi havde ikke klaret en vinter til.

(Venga svarer ikke, de arbejder videre)

KATIN: (ser op) Du holder forkert på den spade.

VENGA: Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal holde.

(Venga står og vender spaden ubehjælpsomt i hånden)

KATIN: Måske ville det hjælpe hvis du tog en skovl.

VENGA: Så minder det for meget om en begravelse.

(Katin stopper helt op og ser lidt på hende)

KATIN: Du er og blir da også en rigtig gufi.

VENGA: (snøfter) Hvad er en gufi for noget?

KATIN: Ved du ikke hvad en gufi er for en?

VENGA: Nej, hvad er en gufi for en?

(Venga ser spørgende på hende. Katin fortsætter arbejdet)

KATIN: En gufi er en fugl der flyver baglæns, og aldrig bekymrer sig om hvor den flyver hen.

VENGA: Hvorfor gør den ikke det?

KATIN: Fordi den evig og altid kun tænker på de steder den har været.

VENGA: Sådan en har jeg aldrig set.

(de arbejder begge to videre)

KATIN: Det er også en meget sjælden fugl, og det er kun meget få mennesker der opnår at se den igennem et langt liv.

VENGA: Hvorfor kalder du mig så en gufi? Jeg er ikke sjælden. Jeg er almindelig. Jeg har almindelige sorger.

KATIN: Jamen, kan du ikke se det - du tænker evig og altid kun på det du har haft med Viteb engang, aldrig på hvordan verden måske kunne komme til at se ud senere - med eller uden Viteb.

VENGA: Der findes ikke nogen verden for mig uden ham.

KATIN: På en eller anden måde må vi nu alligevel se at få dig lært at flyve forlæns igen, Venga.

VENGA: Det ved jeg ikke hvordan det skal gå til.

KATIN: Du er i det mindste kommet så langt med dig selv at du ikke mere forhindrer os andre i det. Det er altid noget.

(de arbejder videre)

Scene 4

(Asjel og Resen kommer gående hen over pladsen, den første med et par brød under armen, den anden bærer på en spand)

RESEN: Da hun først havde slået ham ihjel blev hun ved med at se ham for sig. Han dukkede op alle vegne og stod i vejen for hende, med et gabende sår i tindingen og blodet pulsende ned over hals og skuldre. Og han bad hende om hun ikke nok ville tage ham tilbage, for det kunne ikke være guds mening at han skulle løbe om i al evighed og se sådan ud, ilde og tilredt.

ASJEL: Åh, Resen, det er der vel så mange der gør - render om og ser ud som en ulykke og passer ingen steder ind.

RESEN: Og så fik hun ondt af ham, og turde ikke lægge sig til at sove, og ønskede bare at hun kunne gøre det gjorte ugjort, og deraf kan man lære, at et gabende sår i tindingen, det er altså ikke den rigtige måde. Og død var han jo. Helt.

(de smiler til hinanden, de stopper op lidt, blir stående)

Scene 5

(Inde i et af husene. Her står Marin og løfter lattermildt op i dyner og puder, så det står om hende. Hun synger en sang)

MARIN: (synger)

Jeg har et hav inden i mig,
og det hav, det er dig,
det er fyldt af varme strømme,
tumler vildt med mine drømme,
det hav, det er dig, ja, dig, det er dig.

(hun begraver et øjeblik ansigtet i en pude. Synger så videre)

Jeg har et hav inden i mig,
og det hav, det er dig,
det er lunt af fjerne minder,
hvisker ømt mod mine kinder,
det hav, det er dig, ja, dig, det er dig.

(hun kaster sig på ryggen oven i sengetøjet. Synger så videre)

Jeg har et hav inden i mig,
og det hav, det er dig,
det er salt af bitre tårer,
bruser sødt i mine årer,
det hav, det er dig, ja, dig, det er dig.

(hun tumler sengetøjet ind over sig. Løfter hovedet og ser sig om. Der er ingen andre end hende. Hun gemmer sig under dynen)

Scene 6

(Venga standser op og betragter jordstykket, de er færdige)

VENGA: Katin?

KATIN: Ja, Venga?

VENGA: Hvorfor lige nu?

KATIN: Fordi Molda siger det.

(Venga spørger ikke mere, men ser igen ud over jordstykket)

VENGA: Er det så blevet pænt nok nu?

KATIN: Det er så tilforladeligt som et par barneøjne!

(Venga giver sig omgående til at tude, Katin samler rive og spade under venstre arm og tager om Venga med den højre)

KATIN: Det her kan vise sig at være det eneste der duer - men det kan også vise sig - (kaster et blik ud over jordstykket) Det er pænt nok nu.

VENGA: Har du nogen sinde sét en gufi - en rigtig gufi altså?

KATIN: Tre gange. Det ser helt vildt ud, og man tror ikke sine egne øjne. Den blir ved med at buse ind i alt muligt, endda i store træstammer og kirketårne. Den tumler af sted og fryser noget så gudsjammerligt, fordi vinden trænger op under fjerene bagfra. Men der er ikke nogen magt i verden der kan få den til at vende hovedet om, derfor ser den også meget forpjusket ud og har svært ved at finde føden til sig selv og ungerne.

(Venga kommer på trods af sin miserable tilstand til at grine. Katin kigger vagtsomt ud mod skoven, overlader så alt grejet til Venga og går hen mod Moldas hytte. Venga går med grejet)

Scene 7

(Asjel og Resen har sat sig på en bænk. De sidder tæt sammen)

RESEN: En kvinde ville aldrig finde på at hjemsøge en mand på den måde. En kvinde lægger højst et barn i hans vej. Så kan han jo se hvad han vil stille op med det.

ASJEL: (tager hende under armen) Det første er det for let at gøre noget ved og det andet er det for svært at hamle op med. Levende børn, herregud, de kommer og går. Døde mænd, herregud, de går og kommer. (lægger panden ind mod hendes skulder) Men hvad går og kommer ikke, Resen? Hvad kommer og går ikke?

RESEN: (smiler) Jeg holder også meget af dig, lille Asjel, det gør jeg virkelig. Mere og mere.

(de ser på hinanden, de smiler til hinanden)

Scene 8

(Laura har bevæget sig rundt for sig selv i udkanten af landsbyen. Hun står nu ved et sammenstyrtet gærde og ser op mod en tynd måne, der langsomt kommer op over skoven)

LAURA: Nu tæller jeg til tre - ved tre er du parat til at tage mod mine tanker. Men der er også en anden ting, måne. Du skal ikke kun tage imod mine tanker, men også mine længsler.

(hun ser op på månen og tæller på fingrene til tre)

LAURA: Nu har jeg talt til tre - nu har han også talt til tre. Vi kan høre hinanden og føle hinanden. Om så den halve verden er imellem - nu er det kun en smule luft der skiller os.

(hun sætter sig på gærdet med hænderne mod brystet)

LAURA: Se på månen og tænk så på mig der hvor du nu er. Ser du den tegning, der langsomt vokser frem under månens næse - det er Lauras længsel, du ser, mit røde hjerte, det er dit.

Scene 9

(Venga er gået hen til Marins hytte med sit grej. Marin gemmer sig stadig under dynen. Venga sætter sig ned på hendes sengekant og venter, til Marin kigger ud. Marin kigger ud)

VENGA: Kom ud af dynen, Marin, der er ingen mand på vej!

(Marin klapper på Vengas mave og ryster smilende på hovedet)

MARIN: Venga, Venga, Venga, hvornår vil du omsider føde?

Scene 10

(Katin er kommet hen til Moldas hytte. Katin har stadig noget meget vagtsomt over ansigtet mens hun ser på Moldas pudseri)

KATIN: Det der skal du ikke, Molda, det er for sent.

MOLDA: Næ, der er ikke noget der er for sent.

KATIN: Men det er måske for tidligt så.

(Molda snøfter lidt, næsten en gråd, og stopper så pudseriet. De står en tid over for hinanden, Katin ser mod jordstykket)

KATIN: Nu har vi så slået porten i bag os, ind til det uskyldens land vi har forladt. På den her side kan vi kun se frem til at gøre en stor hoben erfaringer, som nok ikke blir lige kønne alle sammen - man kan måske også sige det sådan, at det var nogle andre der slog den port i og lod os stå herude.

(Molda står lidt med kluden i hånden, vrider og vender den)

MOLDA: (skutter sig) Det var ikke spor for tidligt, vi tog os sammen. Nu er tiden inde til det næste skridt - og det næste.

(begge retter kort blikket mod hver sin del af skoven. Mørke)

Scene 11

(Gennem skoven, og endnu tættere på, aser og maser det gennem vindfælder og tæt krat. Det forsinker det der kommer brasende derude, men forhindrer det ikke i at vinde frem)

Scene 12

(Alle kvinderne - undtagen Venga og Molda - har forsamlet sig omkring en dukke af halm og strå. De har givet dukken et navn. Navnet er Bovi. Bovi er iklædt mandstøj, bukser, vest og hat. Og har en pind stukket op bagi, så man kan bære rundt med ham. Ud gennem gylpen stritter en anden pind. Molda kommer til med en dunk vin og en silkesnor som hun vikler tre gange rundt om halsen på Bovi. Molda stemmer i med et ritual)

MOLDA: (mod Bovi) Det er et sølle gilde hvor ingenting går i stykker, sagde konen -

ASJEL: Hendes mand faldt ned og brækkede halsen!

KATIN: Hvor jeg finder mine ting, der har jeg min tyv, sagde kællingen -

RESEN: Hun fandt sin mand hængende i den nye tøjsnor!

LAURA: Kom så, Bovi, kom så, Bovi, dette er den sidste vin!

MARIN: Men også den stærkeste - vis os nu hvad du duer til!

(vindunken går rundt, de byder naturligvis også Bovi)

MOLDA: Et barn om året er ikke meget, men det løber dog op -

MARIN: Dog kun så længe man får lov at beholde dem -

LAURA: (ryster Bovi) Sjover, sjover!

KATIN: Her måtte helst ikke være mere end én doven i huset -

ASJEL: Og det skulle helst være mig -

LAURA: (ryster Bovi) Sjover, sjover!

MOLDA: Se nu til at du overholder alt dette: kirkefred, kvindefred, gårdfred, plovfred og tingfred -

(de danser rundt med Bovi og løfter op i skørterne for ham)

ALLE: Kirkefred, kvindefred, gårdfred, plovfred og tingfred!

(de ryster Bovi højt i luften og stiller ham spørgsmål, som kvinderne besvarer på hans vegne - da han nu ikke selv kan)

KATIN: Står alle døre nu åbne?

DE ØVRIGE: Alle døre står på vid gab!

MOLDA: Står alle skabe åbne?

DE ØVRIGE: Alle skabe står vidt åbne!

KATIN: Står alle skuffer åbne?

DE ØVRIGE: Alle skuffer er åbnede!

MOLDA: Står alle kister på vid gab?

DE ØVRIGE: Alle kister står på vid gab!

KATIN: Gør alle sikkerhedsnåle?

DE ØVRIGE: Også alle sikkerhedsnåle!

MOLDA: Og saksenes ben ligger spredt?

DE ØVRIGE: Saksenes ben ligger spredt!

KATIN: Er ploven splittet ad?

DE ØVRIGE: Ploven er slået til pinde!

MOLDA: Er alles hår slået åbent ud?

DE ØVRIGE: Alles hår er slået ud!

(der skåles og drikkes, og alle ryster håret ekstra ud)

KATIN: Nu må veerne da snart være gået i gang derinde!

MARIN: Det må de hellere, der er næsten ikke mere vin!

(Resen og Asjel griber hinanden om livet og danser avet rundt, mens Marin løber hen til en dør og kigger. Der lyder et skrig)

MARIN: (ler højt) Alt er åbent! Så gik veerne sgu i gang!

(Katin ryster i triumf Bovi mod himlen)

KATIN: Ellers skulle du have været åbnet og splittet ad - men kun så længe her ikke er andre mænd at gøre godt med. Hvor er de andre karle, Bovi, vil her aldrig mere være andre karle at gøre godt med, ser du dem ikke, Bovi, ser du ingen nærme sig, på vejene, gennem skovene, ser du dem ikke, ser du dem, Bovi!

ALLE: Syng med, Bovi, syng med!

(kvinderne synger en sang, mens vi af og til hører Venga, der ligger derinde og er i gang med at føde)

KVINDERNE: (synger)

En pige mørk og fager, en dreng så lys og kæk,
lå klistret bug mod ende, før solen gik i sæk,
men bybetjenten tog dem, ved vingeben og bag,
at børste førend aften, var ej i byens smag.

Der sad de nu i brummen og tænkte kun på hor,
de ville straffe dyden på denne strenge jord,
snildt kogte de en suppe på skrævet af en bi,
og la' tre haneskafter med kugler ned deri.

De hældte suppen over i byens store brønd,
og inden aften hørtes der alle vegne støn,
på hver en gammel kælling, på hver forbenet mær,
stod gækken våd og åben, parat til rede spær.

Der blev da gnedet vidt om, og det ved nat og dag,
de herrer glemte loven, og stilled' der's behag,
provstinden sad på trappen med lys i ro og mag,
mens præsten stod på torvet og filede den af.

På byens rådhus sattes en sprække og en stang,
til rådighed for alle de dér på porten hang,
og gamle folk som unge, de stilled' sig i kø,
de havde kun ét ønske: at dunke eller dø!

(de smider Bovi højt op i luften, de opildner ham, alle slår endnu en gang skørterne op over hovederne for ham)

KVINDERNE: Kom så, Bovi, kom så, Bovi, kom så, Bovi! Kom så!

(inde fra huset høres et højt skrig, Venga skal til at føde. Kvinderne smider straks Bovi ned på jorden og lader vinen og det andet være, og skynder sig ind for at hjælpe til. Et par øjeblikke står pladsen tom. Så kommer det brasende lige midt ind i landsbyen, derude fra skoven)

Scene 13

(En mand iført bjørneskind fra top til tå kommer ind, pustende og stønnende. I det samme vender Resen tilbage fra huset for at hente vinen ind. De stopper op over for hinanden, og begge flygter skrigende ud, hvor de kom fra. Pladsen står på ny tom. Så lister manden sig frem igen, og lidt efter gør Resen ligeså. De står over for hinanden, manden meget undskyldende nu)

RESEN: Karel?

KAREL: Ja, Resen?

RESEN: Er det virkelig dig?

KAREL: Ja. Her har du mig så tilbage.

RESEN: Hvad er det for en dragt du render rundt i?

KAREL: Jeg håber ikke du har noget imod den?

RESEN: Hvad skulle jeg have imod den?

KAREL: Det var ikke min mening at forskrække dig.

RESEN: Du blev vist selv lidt forskrækket.

KAREL: Over at jeg forskrækkede dig.

RESEN: Er du så kommet tilbage nu?

(han står lidt og svajer. Hun får ham ned på en bænk. Pause)

KAREL: Det blev for slemt der, hvor jeg var. Vi havde ligget indesluttet i to år, vi havde ikke mere vand, ikke mere mad, men det værste var at det sidste slag forlængst havde fundet sted, og at vores side havde tabt - vi havde bare ikke fået det at vide. Burgo var der ikke mere, han havde ellers lovet at - - generalerne havde overgivet sig, soldaterne havde afleveret deres våben. Vi andre var stadig lige uvidende - der hvor vi var mødtes hærene stadig som fjender og slog tappert hinanden ihjel, på tom mave. Jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle komme derfra og tilbage hertil. Så fandt jeg en udvej. Jeg købte dette skind af en mand der havde skudt bjørnen, og så syede han mig ind i det, og på den måde kunne jeg sno mig ud gennem fjendens rækker. Dem der nåede at se mig undervejs blev så bange at de ikke turde vende sig om igen, og jeg fik modet tilbage. Jeg nåede frem til nogle der vidste at krigen var slut, i det mindste vores del af den og for denne gang.

(Resen skænker lidt vin for ham. Hun ser på at han drikker)

RESEN: Det gjorde du godt, Karel.

KAREL: Og her har du mig så.

RESEN: Har jeg, Karel?

KAREL: Gjorde jeg det godt?

(Karel holder bægeret frem igen. Resen vender kanden)

RESEN: Der var du heldig. Det var de sidste dråber.

KAREL: Det er længe siden jeg sidst havde -

RESEN: Måske vender dit held nu.

KAREL: Heldet med mig.

(Karel sætter bægeret på bænken med bunden op)

KAREL: Jeg har gået hele den lange vej hjem til dig i min ham!

RESEN: (lyser op) Så har jeg dig virkelig tilbage?

KAREL: Jeg har ikke tænkt på andet end dig hele den lange vej!

RESEN: (meget glad) Åh, Karel! Du trænger til et bad!

KAREL: Jeg har klatret over bjerge, svømmet over floder, mast mig gennem urskove og moser. Jeg har ikke kunnet komme til at vaske mig, ikke uden at skyde hammen af mig, og det ville jeg ikke. Jeg følte at den beskyttede mig godt. Men det har været ensomt, Resen, det har været forbandet ensomt. Jeg kunne ikke gå ind i noget hus og søge ly, alle var bange for mig, så jeg måtte plukke bær i skoven og spise kødet råt. Lugter jeg?

RESEN: Lugten af dig kan jeg godt tåle, og pelsen skal vi nok få af dig igen. Men har jeg dig nu for alvor hjemme igen?

KAREL: Det kan du jo se.

RESEN: Men vil du også slå dig ned her -

KAREL: Jeg er bare så allerhelvedes træt lige nu.

RESEN: Og hjælpe med at bringe landsbyen på fode igen - du ser jo den trænger til det - og beskytte os mod fremmede - du ser jo vi trænger til det -

KAREL: Jeg ser ikke andre end dig og mig her.

RESEN: Nu har jeg stillet dig en gåde - nu skal du passe godt på hvad du svarer - - og aldrig mere drage i krig for løn og gode ord, men slå dig ned, som bonde, her hos din kone?

(Karel rejser sig og går lidt rundt, utilpas i sin dragt)

KAREL: Nja, det var jo ikke ligefrem det jeg sagde. Jeg sagde, at jeg var kommet hjem, fordi lige dét sted, og lige dén krig var blevet for slem at udholde. Jeg sagde ikke, at håndværket som sådant var faldet mig for brystet, jeg er ud af en gammel krigerslægt - jeg er - jeg er ikke sådan at - så slår man sig ikke bare - - det var slemt, siger jeg, men minderne, minderne! En rekreation her og en gennemgående restaurering af sjæl og lemmer, efter tre år ude, og jeg er så god som ny igen.

RESEN: Og så godt som på vej igen.

KAREL: Det er mit arbejde, Resen.

RESEN: Det var det jeg var bange for.

KAREL: Der foregår ting derude i verden.

RESEN: Og det har der gjort alt for længe nu.

KAREL: Der er opbrud og endnu større ting i gære.

RESEN: Og vi er kommet alt for sent i gang her hos os.

KAREL: Sådan sagde Burgo altid. Og Burgo havde skam ret.

(han sætter sig igen, virker stadig noget nervøs og utilpas)

RESEN: Hvad er det for store ting, Karel, du snakker om?

KAREL: Der blir flyttet grænser, Resen, flyttet folk!

RESEN: Det du siger er at de folk ikke vil flytte frivilligt, men hellere beholde de grænser, de har? De vi hellere blive sammen og bo på deres stykke jord, de vil prøve at undgå at familierne brydes op og at kvinder og børn og gamle og mænd og koner sendes ud til hver sin uvisse del af verden -

KAREL: Det bryder jeg mig fanden om. Hvis dem der betaler mig, holder flyttedag, så tager jeg gerne min del af slæbet. Hvordan skal jeg ellers vise over for dig hvem jeg er?

RESEN: Det der må vi nok snakke lidt mere om.

KAREL: Sådan har det altid været, Resen.

RESEN: Og det holder aldrig mere op?

KAREL: Forhåbentlig ikke mens jeg er rask og rørig.

RESEN: Selv det kan vel få en ende engang.

KAREL: Ikke så længe jeg selv kan gøre mit til det.

RESEN: Også det kan vel få en ende engang.

(nu er det hende der rejser sig og går uroligt omkring)

RESEN: Står du fast ved den beslutning, Karel?

KAREL: Hjælp mig af dragten først, jeg sveder tran.

RESEN: Er der intet der kan rokke dig fra den?

KAREL: Jeg trænger til et bad. Jeg trænger til dig.

RESEN: Det er her, de store ting sker lige nu!

(Resen stopper sin vandring. Karel ser længe på hende)

KAREL: Ved du, at du - selv under disse mange års fravær - har siddet så dybt i mig, at jeg hver nat har haft dig med i mine drømme. Der var du sammen med mig, talte med mig, gik rundt i de fremmede lande ved min hånd. Præcis så levende som jeg ser dig nu. Hvor skulle jeg ellers gå hen - om ikke hjem til dig.

RESEN: Nu hvor freden omsider har indfundet sig?

KAREL: Nja, vel snarere en våbenhvile.

(et gennemtrængende skrig lyder inde fra huset)

KAREL: Hvad foregår der?

RESEN: Venga er ved at føde.

KAREL: Hvad er den af, har Viteb været forbi?

RESEN: Nej, Viteb har ikke været forbi.

KAREL: Det er tre år siden han -

RESEN: Kom, vi går ind her.

(hun tager ham ved hånden og fører ham mod et af husene)

KAREL: Det er ikke der vi bor.

RESEN: Der kan man ikke opholde sig.

KAREL: Det der har aldrig været vores hus.

RESEN: Vores hus har endt sine dage som en ruin.

KAREL: Det skulle lige være sket mens jeg var hjemme.

RESEN: Det var du ikke.

(han holder hende lidt tilbage)

KAREL: Hvad er det du skjuler for mig, Resen?

RESEN: Det vil du straks få at se.

KAREL: Ja, for der er noget du holder tilbage for mig, ikke?

(hun trækker ham igen med sig. I det samme kommer Marin ud på pladsen, bærende et nyfødt barn i sine arme)

MARIN: En pige, det blev en pige!

(hun står med barnet i armene og ser på Resen. Så kommer Katin ud på pladsen, ligeledes med et nyfødt barn i armene)

KATIN: En dreng, det blev en dreng!

(Asjel kommer nu også ud. Hun gør holdt over for Resen og ser længe på hende. Karel ser undrende rundt på alt det der sker)

ASJEL: (slår ud med armene) Det blev tvillinger.

(Asjel snupper Bovi op fra jorden, og går med ham i favnen ind igen, sammen med de to andre, der holder børnene højt løftede)

KAREL: Jeg skal love for at tøsen fordeler sol og vind lige.

RESEN: Gid man kunne sige det samme om alle os andre.

KAREL: Så de slet ikke, jeg var kommet tilbage?

RESEN: De skal vel lige vænne sig til tanken.

KAREL: Vil det sige at jeg er den første?

(Molda kommer nu også ud, opsmøget og med blodige arme)

MOLDA: (til Karel) Det var det eneste der kunne være tvivl om: hvem der ville komme først. Men ellers - er du ventet og set.

(Molda trækker beklagende på skuldrene og går. Resen får Karel med sig. Hun lodser ham med omhu uden om det revne stykke. Hun forsvinder med ham ind i et hus. Asjel kommer ud igen, går hen til bænken og drejer bægeret, så åbningen vender opad)

Scene 14

(Laura sidder i en krog for sig selv og synger en lille sang)

LAURA: (synger)

Dernede i dalen
en lille hytte lå,
da kom en modig skare
og kiggede derpå,
de følte sejrens sødme,
var i den rette tro,
vorherre smiled' til dem,
de satte deres sko.

De tog nu hytten over,
som om den deres var,
smed børnene i brønden
og kvalte mor og far,
men pigen holdt de inde,
i flere døgn såmænd,
de skulle første bevise,
de var de rette mænd.

De karlen tog ved armen,
men først da den var løs,
så slog de ham for panden
og stak ham i en pøs,
med dyr de gik til rette,
med svin og får og ko,
og ikke én gik derfra
med blod i sine sko.

Scene 15

(Tidlig morgen, solen er ved at stå op over træerne. Enkelte fugle der er ved at vågne. På en bænk sidder Resen, Asjel og Marin. Hver med en dampende kop mellem hænderne. Ingen siger noget i lang tid. Katin og Molda slutter sig til dem)

KATIN: Hvad siger han?

RESEN: Hvad han siger!?

KATIN: Ja, hvad siger han?

ASJEL: Han agter at stange sig ud.

RESEN: Med hovedet først, han skal bare ud.

MOLDA: Det var da godt vi fik lavet de døre så solide.

MARIN: (ler lidt) Så kan han måske stadig nå at bruge hovedet til andet end at stange.

(Molda og Katin sætter sig. Molda tager silkesnoren frem, den Bovi tidligere bar om halsen. Hun sidder lidt med snoren)

MOLDA: Jeg tror at han var skræmt fra vid og sans allerede før han kom ud af skoven og har svært ved at se klart på tingene.

RESEN: Jeg tror han har været alene med sig selv alt for længe og at det har været sværere end han er parat til at indrømme.

(Molda rækker videre snoren til Asjel)

ASJEL: (med snoren) Havde nogen af jer i jeres vildeste fantasi forestillet sig at de ville gå ind på de betingelser?

MOLDA: Ja, det havde jeg da.

KATIN: Også jeg, bestemt også jeg.

ASJEL: Men er det ikke bare ord når I siger at -

KATIN: Hvad har vi andet end ord. Og en enkelt sølle handling i ny og næ?

(pause)

ASJEL: Men hvis nu ingen af dem - hvis ikke bare én af dem er parat til at - - så er det jo håbløst. Så er alt jo -

KATIN: Selvfølgelig er det ikke håbløst.

MOLDA: En vil blive den første.

MARIN: En vil bryde isen.

RESEN: Men det blir nok ikke Karel, er jeg bange for - jeg er bange for, at han aldrig mere kommer ud af det bjørneskind.

(Asjel rækker snoren videre til Marin)

MARIN: (med snoren) Hvor er der meget jeg ikke forstår mig på.

MOLDA: Forstod vi det, havde vi måske vores løsning.

KATIN: Og var ikke henvist til vilde fantasier, Asjel!

ASJEL: Jeg kender i det mindste mine egne begrænsninger!

MARIN: At stange sig vej ud er i hvert fald ingen måde.

MOLDA: Sådan blir han ikke født til verden igen.

MARIN: Næ, den gik vist kun én gang.

(Marin rækker snoren videre til Katin)

KATIN: (med snoren) Jeg har også mine begrænsninger, Asjel.

ASJEL: Det er der ikke meget i dine handlinger der tyder på.

KATIN: Jeg tillader måske bare ikke så let mig selv at blive inden for dem.

ASJEL: Jeg prøver i det mindste ikke at pådutte nogen noget!

KATIN: Det mener jeg heller ikke jeg gør.

ASJEL: Hvad er det så, du og Molda har kørende sammen! Og var det måske ikke dig der trak Burgo hertil?

(pause)

RESEN: Karel siger at han ikke mere vil ligge med mig - hvis det skal være på den måde.

ASJEL: Har du selv lagt op til det da?

RESEN: Han mener selv, at jeg må være vild efter at få mand. 'Hvorfor skulle jeg ville noget med dig - når du ikke er her til daglig og kan hjælpe med at holde på smulerne?' spør jeg så. 'Jeg vil lægge verden for din fod en skønne dag,' svarer han. 'Hvor længe skal vi vente på det?' spør jeg. 'Det varer ikke længe nu,' svarer han så. Og han mener det. (mod Asjel) Prøv du at lægge op til noget tværs gennem et bjørneskind.

(pause)

RESEN: Jeg ved bare, at det havde været nemmere for mig, hvis han ikke havde været slet så ensom da han kom - pakket ind i det der bjørneskind og flere års skidt og snavs.

MOLDA: Han må jo virkelig have savnet dig.

RESEN: Det var også min første tanke.

(pause)

MARIN: Næ, så nemt er der vist sjældent noget i verden der er.

RESEN: Vent til det blir jeres tur, så kan vi snakke.

ASJEL: Jeg tror aldrig det blir min tur.

(pause)

RESEN: Hvorfor skulle det ikke blive det?

ASJEL: Jeg tror at han er død.

RESEN: Har du hørt noget?

ASJEL: Hørt noget!?

RESEN: Hvad så?

(pause)

ASJEL: Der er et billede der blir ved med at vende tilbage til mig i mine drømme: hvordan han falder midt i sit livs største sejrsrus.

KATIN: Så kan han sagtens, der hvor han nu er. Hvis det er død han er. Ikke alle her får så meget at prale af i de himmelske værtshuse.

(Katin rækker omsider snoren videre til Resen)

RESEN: (med snoren) Nu skal jeg nok.

(hun rejser sig med snoren og forsvinder ind i et hus)

Scene 16

(Ude i skoven er der intet der rører på sig. Selv fuglene er holdt op med at synge - og næsten også med at trække vejret. Selv lyset står stille mellem træstammerne)

Scene 17

(Inde på gårdspladsen er der næsten lige så stille. Kvinderne er samlede midt på pladsen, vejrende i alle retninger, kun en let raslen i kjolerne høres når de bevæger fødderne. Resen er nu iført et sort hovedklæde og har kropsligt skilt sig ud fra de andre - dog ikke fra Asjel. Venga er på benene igen)

MOLDA: Jeg er sikker på, der er en til på vej.

KATIN: Skoven er alt for stille, dyrene er borte.

MARIN: Det kan være de fremmede der vender tilbage.

MOLDA: Det tror jeg ikke, jeg tror det er en af vore.

(pludselig vender Laura front mod de andre)

LAURA: Hvis det er Marek, så vil jeg ikke være med mere!

KATIN: Begynder du nu på det igen!

MOLDA: Kan Resen, så kan du også!

LAURA: Se hvordan Resen har det!

MARIN: Vi har svoret!

VENGA: Vi har lovet!

LAURA: Jeg har sådan savnet ham!

MOLDA: Hvem her tror du ikke har savnet sin mand! Hvem her tror du ikke bryder hovedet dag og nat med -

ASJEL: Hold nu op - pigebarnet er jo ulykkeligt!

LAURA: Ja, jeg er! Vi havde kun været gift i to måneder!

RESEN: Så nåede du i det mindste ikke at blive afhængig!

(Laura giver sig til at græde)

LAURA: Jamen, jeg har lyst til at gøre mig afhængig - jeg har savnet ham så meget og så længe nu! Det smerter i hjertet og under mit bælte. Hvis det er ham der er på vej, så må jeg jo tage ham til mig igen - uanset hvad han svarer. Hvordan skal han ellers nogen sinde nå at - jeg var kun fjorten år!

MOLDA: Han kan sagtens nå at blive en del af dit liv endnu.

LAURA: Jeg vil ikke lade mig bruge af jer på den her måde!

KATIN: Du vil blive brugt! På den ene eller på den anden måde blir vi jo brugt. Hvad enten vi vil det eller ej.

LAURA: Så vil jeg hellere bruges af Marek!

MARIN: Hvis Marek føler sig lige så nært knyttet til dig, som du til ham, så løser problemet sig helt af sig selv.

VENGA: Så kan du slappe fuldkommen af.

ASJEL: Vi går ingen steder, vi skal nok hjælpe.

LAURA: Han går aldrig med til det!

KATIN: Du har bare at prøve! Det er din forbistrede opgave i det mindste at forsøge!

LAURA: Hvor dumt kan man stille det op! Hvordan er den plan overhovedet opstået!

(en lang pause, før træder Molda frem med et blik mod Katin)

MOLDA: Den må jo være opstået - der for tre år siden - det må være tre år siden nu, og vi var enige om at - vi snakkede om det - vi var enige. Den er opstået -

MARIN: Jeg husker godt, at vi var enige -

LAURA: Ud af den blå luft er den opstået, ja!

MOLDA: Næ. Ud af den blå luft opstår der ingenting.

KATIN: Den slags kommer først i det øjeblik, jorden rammer ens fødder, Laura! Planen kom fra mig! Det var min plan!

LAURA: Jeg vil være glad, jeg vil være lykkelig igen - jeg vil have ham tilbage - jeg vil ikke blive ved med at leve i uvished - jeg vil -

KATIN: Så stop krigene, stop overfaldene, stop voldtægterne og plyndringerne! Stop det!

LAURA: Hvordan kan jeg det - helt alene!

ASJEL: Er vi gået fra dig? Har vi forladt dig midt i skoven?

LAURA: Ja, I har!

MARIN: Vi er her stadig!

VENGA: Vi har ikke efterladt dig!

LAURA: Jo, I har! Det er nemlig det I har!

RESEN: For et halvt år siden var du den ivrigste af os alle!

(Laura begraver ansigtet i hænderne)

LAURA: Og nu ved jeg ikke om jeg kan klare det mere. Jeg har lyst til at gemme mig langt væk, og der skal Marek komme og finde mig en dag, og vi skal -

(hun bryder grædende sammen. Resen og Asjel fører hende ind i et hus. Venga og Marin går ind for at hente tvillingerne ud i lyset. Molda og Katin sidder et øjeblik alene tilbage)

KATIN: Hvor vidste du det fra, Molda, kan du fortælle det nu?

MOLDA: Nogle af Vladas kontakter fra dengang.

KATIN: Som vidste at de var på vej?

MOLDA: Som mente at der nok snart var nogen der søgte hjemad.

KATIN: Mod Kaliensk?

MOLDA: Der er sluttet en eller anden fred.

KATIN: Hvordan gav de det videre?

MOLDA: En seddel. I Skodaen.

KATIN: Du forbløffer mig hele tiden - og de andre undrer sig!

MOLDA: Det kan jeg ikke gøre noget ved. Så måtte jeg fortælle dem alt - hvorledes du fandt ud af Burgo, hvad der skete med Vlada, hvordan planen kom til - det er svært nok som det er -

(de blir afbrudt af et skrig fra huset, det er Laura. En mand kommer ud derindefra, med Laura foran sig. Han holder en hånd over hendes øjne. De andre kvinder følger efter, på nogen afstand. Manden slipper Laura og slynger hende fra sig. Hun tør ikke se op, hun ved ikke hvem han er. Manden står med skrævende ben, og højt humør, og to pistoler i bæltet over for Laura. Mellem dem ligger det pæne stykke, bag stykket står kvinderne)

MAREK: Davai Suda! Davai! Jeg har fundet dig!

(Laura kigger op og ser ham ind i ansigtet. Og skjuler så igen sit ansigt i hænderne. Ser efter en stund igen op)

LAURA: Marek?

MAREK: Davai Suda!

LAURA: Davai?

MAREK: (grinende) Davai!

LAURA: Davai Suda?

MAREK: Kom her, kvinde!

LAURA: Er det det, det betyder?

MAREK: Endnu to ord jeg har fået lært mig!

(pludselig bryder Resen ind med skinger stemme)

RESEN: Endnu to ord, ja! Men når de ord der betyder liv står i dødens tegn, først da har satans triumf nået sit højdepunkt!

(Resen styrter derfra, og kommer af vejen i et hus. Asjel ser sig et øjeblik omkring, men løber så efter hende. Der blir en lille pause før Laura kan fortsætte. Laura smiler hele tiden)

LAURA: Burgo ville være stolt over dig.

MAREK: Jeg har skam lært masser af gode ord!

LAURA: Hvor mange nye ord blir det så til, Marek?

MAREK: Så godt som et helt nyt sprog har jeg lært mig!

LAURA: Hvor stammer det sprog fra?

MAREK: Det stammer fra landene mod øst!

LAURA: Fra øst? Har du været i landene mod -

MAREK: Fra de lande der ligger så langt mod øst -

LAURA: At solen aldrig -

MAREK: Går ned på de kanter, ja!

LAURA: Åh, Marek!

MAREK: Man lærer så længe man lever.

LAURA: Har du været i de lande?

MAREK: Så vidt som Burgo mente det sikkert at gå.

LAURA: Har du noget at fortælle derfra?

MAREK: Både stort og småt!

LAURA: Slut i det små, start med det store.

MAREK: Jeg er rig! Vi er rige!

LAURA: Du? Jeg?

MAREK: Du og jeg!

LAURA: Er vi - rige?

MAREK: En skat, min tøs!

LAURA: Har du vundet en skat?

MAREK: En umådelig skat, min tøs!

LAURA: Hvor har du den så nu?

MAREK: Sgu da ikke på mig!

LAURA: Hvor er den så?

MAREK: Gravet ned!

LAURA: Hvor?

MAREK: Der hvor jeg igen skal grave den op en dag!

LAURA: Og ingen anden kan finde den?

MAREK: Du er blevet rundere.

LAURA: Er jeg?

MAREK: En kvinde.

LAURA: Du er blevet stærkere.

MAREK: Kunne jeg bare lade dig gå mig af hænde?

LAURA: Holder bedre på det der er dit.

MAREK: Du kan fylde det ud nu - kjolerne - sjalerne - de ting der ligger og venter på dig. Alt hentet hjem til dig. Derfor måtte jeg herfra. Jeg måtte jo vise at jeg kunne -

LAURA: Hvornår får jeg beviset at se?

MAREK: Så snart vi to har -

(han træder et par skridt frem, hun standser ham)

LAURA: Pas på, Marek, dit liv er i fare!

MAREK: (fremad med et stort grin) Mit?

LAURA: Jeg er en stor fare for dig!

MAREK: Nej! Du er mit ét og alt!

LAURA: Stop, Marek! Bliv hvor du er!

(hun får det sagt så indtrængende, at han stopper op)

LAURA: Hør først på mig, Marek - du skal høre på mig.

MAREK: Jeg har aldrig tidligere haft så store ører.

LAURA: Eller svar i det mindste på tre spørgsmål.

(han ser mistænksomt på hende, og på de andre kvinder)

MAREK: Hvis jeg kan. Ellers kan jeg en historie -

LAURA: Du kan svare - du kan!

MAREK: Jeg kan en om -

(hun stopper ham blot ved at række hænderne i vejret)

LAURA: Er du vendt hjem fra krigen nu, Marek?

MAREK: Det ser du jo. Den var nem.

LAURA: Er du kommet hjem til din brud?

MAREK: Den var også nem. Står jeg ikke lige her?

LAURA: Vil du blive her og aldrig mere drage ud i krig?

MAREK: Den var slem. For ser du - én ting er hvad jeg allerede vandt, noget andet er hvad jeg endnu ikke fandt -

(der opstår en lang pause. Laura ser mod kvinderne, mod Marek. Han mærker der er noget galt, holder dem tilbage med en hånd)

MAREK: I rører jer ikke. Ingen rører sig! (ser mod Laura) Nu må jeg lige have styr på hvad den her spørgeleg går ud på -

LAURA: Mens Burgo og I andre har været væk hjemmefra - har vi tre gange - tre gange har vi - vi har været - - efter tredje gang lavede vi en pagt, os kvinder - - hvis vi ikke kunne få jer til at blive her - og slå jer ned her hos os - og starte landsbyen op igen - så ville vi - det var en plan, Marek, en plan til når I vendte hjem - vil du ikke nok sige ja!

MAREK: Så ville I hvad?

LAURA: (skriger) De slår dig ihjel, Marek! Vi slår dig ihjel!

(de andre kvinder nærmer sig for at stoppe hende)

MAREK: (holder dem op med begge pistoler) I blir hvor I er!

(alle standser, Laura ser sig fortvivlet omkring)

LAURA: Resen har allerede slået Karel ihjel. Han vendte hjem - han var syet ind i en bjørneham og ville intet love og intet gå ind på. Hun kvalte ham - i kartoffelkælderen - det er der vi - med en silkesnor - lov det, Marek, vil du ikke nok!

MAREK: Karel?

LAURA: Og nu vil de -

MAREK: Gode, gamle Karel -

LAURA: Nu vil de have mig til at -

MAREK: Karel? Og nu mig? I kan fanme tro nej!

(han spjætter op i et angreb, stamper i jorden, hvilket måske nok tager sig lidt komisk ud, men springer så frem mod Laura)

LAURA: (skriger) Nej, Marek, stop! Tænk på din skat!

(han stopper ikke op, han kommer ud på det pæne stykke, og det viser sig nu at det er en fælde. En grube åbner sig under ham, og han styrter ned. Laura kaster sig ned på kanten af gruben i et forsøg på at hale ham op igen, men han skyder på hende dernedefra. Hun blir ramt i højre arm og er ved at styrte ned til ham. I sidste sekund lykkes det Katin og Marin at få hende ind på fast grund igen, mens endnu en kugle farer hen over hovedet på dem. Molda blir nu så rasende at hun griber en stor trillebør, der er fuld af møg, og kører hele læsset ned i hovedet på ham - og trillebøren bagefter)

Scene 18

(Gennem skoven kommer en soldat gående, Sinus. Han er en ung glad gut og i et strålende humør. Så han synger på sin færd)

SINUS: (synger)

Dengang jeg drog af sted
det gik på raske fjed
og verden var så stor
der var langt fra syd til nord
vi ville eden sværge
og tænde verden an
vi ville byttet bjerge
og se hvem der holdt stand
hvis kloden gik i skred
så røg vi alle med
hurra hurra hurra.

(han danser en munter lille dans, med sving og trampen. Pludselig stopper han og tager sig til bagdelen. Synger så igen)

Da krigen gik på hæld
og gav sit sidste smæld
da samled' jeg mit grej
og så gik jeg sgu min vej
jeg ville tælle byer
som stod der sidst vi kom
de lå i støv og skyer
fra Nidaros til Rom
det blir en vakker dag
når jorden takker af
hurra hurra hurra.

Scene 19

(Under sangen er hullet på gårdspladsen på ny blevet overdækket. Vi vender tilbage hertil. Molda, Asjel, Resen og Venga går og stamper jorden til. Det er lige før det tager sig ud som en rituel dans. Venga har et barn på hver arm. Katin og Marin sidder for sig selv og ser på)

KATIN: Jeg er bange for at det sidste slag kommer til at stå her i Kaliensk.

MARIN: Tror du ikke der er bare én der vil hugge hælene i?

KATIN: Troede jeg ikke det, ville jeg lukke landsbyen jo før jo hellere og begive mig herfra.

MARIN: På lykke og fromme?

KATIN: Hvad kalder du det her?

MARIN: At Vorherre laver løjer med os.

KATIN: Men er der bare én der bryder isen -

MARIN: Var det Burgo der overtalte dem der for tre år siden?

(pause)

KATIN: Det kan der vist ikke være spor tvivl om. Jeg tror han bildte dem ind at det ikke kunne nytte at vente på fred - og at der var penge at tjene på krig. Måske mest for ham selv.

MARIN: Og alt det vidste du ikke noget om - alt det om Burgo?

KATIN: Jeg giftede mig med ham skønt jeg ikke kendte ham. Jeg havde brug for hans beskyttelse dengang, og kærlighed. Først senere fandt jeg ud af hvem han var: Jeg fandt ud af, at han bar en finger i en snor om halsen. Da var det for sent - jeg var kommet til at holde af ham.

(Laura kommer ud på pladsen og hen mod de to. Hun har armen i bind og bærer et sort hovedklæde. Hun står der og ser på dem)

KATIN: Det var ikke vores fejl at det gik sådan, Laura, og det ved du også godt, hvis du tænker dig om.

MARIN: Vi gjorde det der skulle gøres, det kan vi ikke snakke os fra, men hvordan kan du bare give os hele skylden?

KATIN: Efter alt det vi har diskuteret - efter alt det vi har vendt op og ned på os selv - gennem så lang tid.

MARIN: Efter alt det vi har været igennem!

LAURA: Der er mange måder at skaffe sig af med verdens onde og forkerte ting på. Bare ikke den at være ond.

KATIN: Jeg tror ikke der er nogen her der er onde, eller bærer sig ondt ad. Jeg tror, vi alle er ladt lige så meget i stikken som dig. Jeg tror, vi alle klynger os til det samme håb.

LAURA: Alle de der kønne ord kan du godt spare dig. Jeres håb er ikke længere mit håb.

(Marin rejser sig og går hen til Laura)

MARIN: Siger du at vi bør stoppe her?

LAURA: Det kommer ikke mig ved.

MARIN: Vil du forlade os?

LAURA: Det er lige så meget mit sted som jeres!

MARIN: Så kan du måske alligevel bruge os til noget?

LAURA: I bilder jer vist noget ind!

MARIN: Nej, det tror jeg nu ikke vi gør.

LAURA: Vil ændre verdens gang!

MARIN: Har vi andet valg end at prøve?

LAURA: Sådan en elendig, ussel flok småskabninger!

MARIN: Elendige småskabninger som os skaber verdens gang -

LAURA: Hvad er det for nogen høje tanker I nærer om jer selv!

(Katin rejser sig nu også op, gider ikke høre på det mere)

KATIN: Nå, men så glem det! Gå hen og hent dit håb et andet sted og lad så være med at hælde mere snavs i hovedet på os. Jeg skal hellere end gerne stå først i køen for at hjælpe dig. Jeg skal også gerne være den der kommer til dig. Men ikke hvis jeg bare får en spand lort i hovedet i tilgift!

(Laura forsvinder ind til sig selv, rasende og forurettet)

KATIN: Det kan da godt være, jeg er lidt for grov i kanten.

MARIN: (griner) Hvad kan man vente sig andet af en grovfil.

(Sinus kommer travende ind, syngende tredje vers af sin sang)

SINUS: (synger)

Jeg vender hjem igen
fra farer og fra mænd
fra verden der var stor
der kom styr på syd og nord
nu samles stumper sammen
og passes smidigt ind
nu får hver død sit amen
og hvile i sit sind
men jorden er et sted
med krig og stor ufred
hurra hurra hurra.

(han stopper op og ser sig om, glad og ung og i et forventningsfuldt humør. Kvinderne er holdt op med dels at trampe, dels med at snakke. Alle står tavse og ser mod Sinus)

MARIN: Sinus, din sjover.

SINUS: Marin, dejlige tøs.

MARIN: Så kom du hjem igen?

SINUS: Hele den lange vej.

MARIN: Syngende og dansende?

SINUS: Hvor kan det være andet.

(han kan ikke holde attituden længere, han tager sig bagtil og skærer en frygtelig grimasse. Marin rejser sig og går derhen)

MARIN: Hvad er der i vejen?

SINUS: En kugle i røven, du.

MARIN: Hvad ønsker du af mig?

SINUS: Pleje, min ven. Omsorg.

MARIN: Er du også sulten?

SINUS: Om jeg er sulten!

(Marin giver ham et stort kram. Kigger så ordentligt på ham)

MARIN: Skal vi så dække op for dig, synes du?

SINUS: Åh ja, hvis I dog bare ville gøre det!

(pludselig tager pokker ved Sinus, og han farer rundt til dem alle sammen og giver hele flokken et stort knus. En vis travlhed breder sig, et bord blir stillet ud på det åbne stykke og bænke bæres ind. Sinus smider sin oppakning midt på bordet)

SINUS: Det er pokker tage mig godt at være hjemme igen!

KATIN: Jaja, nu får vi så se hvor godt det er!

(Katin fjerner med et snuptag hans oppakning fra bordet og stiller i dens sted et overdækket fad og en skåret kande)

SINUS: Men jeg må have en pude, hvis jeg skal sidde ned!

(Molda går resolut hen og tager fat i ham)

MOLDA: Først må vi se om det er noget vi kan ordne!

ASJEL: Siden får vi høre om det er værd at kurere på dig!

(Molda begynder at trække bukserne af ham, og da han sætter sig til modværge får hun hjælp af de øvrige, minus Marin)

MARIN: Hvordan kunne det gå til - at du fik et skud bagi?

SINUS: Mit iltre mod, er jeg bange for, lutter tapperhed!

(over for kvinderne magter hans tapperhed intet, de får bukserne af ham, og mens nogle af dem sørger for at de kommer op at hænge et iøjnefaldende sted, får de andre ham lagt ned på maven hen over en bænk, så de kan komme til at undersøge ham)

MARIN: Det er ikke det samme som med Asjel her.

SINUS: Av! Hvad er der med Asjel her?

MARIN: Hendes mand faldt midt i sit livs største sejr!

SINUS: Gjorde han! Av!

MARIN: Ifølge hendes drømme.

SINUS: Den slags drømme ville han nok betakke sig for!

MARIN: Fortæl os det hele, så skal du nok få noget at spise!

(og Sinus fortæller under stor jamren mens de ser på såret)

SINUS: Jeg lå ved nogle stormtropper - vi fordrev tiden oppe i et eller andet bøland. Vi lå på den ene side af en å - på den anden bred lå en flok bønderkarle, en værre gang rakkere, men de havde fjernet broen over åen. Mens vi nu lå der gik jeg en dag op på banken over for dem, og de hujede og skrålede fordi de var så frygtelig bange for os. Så tog fanden ved mig - jeg hev bukserne ned og viste min bare røv til bønderne - desværre fik de jo på den måde frit skud - og en af dem gav mig den lærestreg. Det er jo ikke farligt, og det skete ikke i flugt, men i foragt for fjenden, det skulle Burgo sgu lige have set!

(hans beretning modtages med stor munterhed, og det lykkes ham at komme op fra bænken igen. Han ser sig om efter bukserne der er uden for rækkevidde. Han ser sig om, lidt mere på vagt nu)

SINUS: Ja, det er knageme godt at være hjemme igen!

MOLDA: Dit sår vil hele. Her har været godt engang!

(de får ham nu anbragt på bænken, med nogle klude under ham)

SINUS: Alt det støv jeg har slugt, alt det fordærvede vand jeg har måttet bælle i mig, alt det rådne hundeæde!

MARIN: (med hånden på fadet) Skinke?

SINUS: Med sukker på?

MARIN: Og laurbærblade ved?

SINUS: Fyld bare op!

MARIN: Brød?

SINUS: Med sød skorpe?

MARIN: Og blød kerne?

SINUS: Det lyder himmelsk!

MARIN: Vin?

SINUS: Hvid?

MARIN: Rød og hvid?

SINUS: Hvid og rød til mig!

MARIN: Her stopfodrer vi vore helte til de revner!

(hun smiler til ham og viser frem. I fadet ligger der kun et par humpler tørt brød, og i kanden er der noget brunt vand)

MARIN: Men det kunne have været meget bedre.

SINUS: Det kan der vist ikke være nogen tvivl om.

MARIN: Heller ikke om at det her er vores sidste chance.

(kvinderne tager for sig af brødet. Også Sinus får sin humpel. Laura kommer igen ud, hun maser sig ned ved Sinus. Sidder der)

SINUS: Laura! Smukkere end nogen sinde! Men som jeg siger: Der findes dog ingen så smuk som Marin! Hvad er der med din arm?

LAURA: Der er ingenting med min arm.

(Sinus dropper det. Under måltidet og snakken sidder Laura op og ned ad Sinus uden at fortrække en mine, hendes blik fjernt)

MARIN: Sinus, hvordan har du haft det?

SINUS: Som sagt, der har været slemme tider - og der har været tider undervejs, hvor man har kunnet ligge på ryggen og kigge lige op under himlens skørter.

MARIN: Og det var for det du lod dig overtale til at lægge mig og Kaliensk bag dig for tre år siden?

SINUS: Næ, eventyret, du - og verdens forunderlige rigdom!

MARIN: Har du erhvervet dig rigdomme ved dine eventyr?

SINUS: Ikke det jeg ved af. Men jeg har overlevet.

MARIN: Det var det bedste du kunne bringe med dig hjem.

SINUS: Og for hver dag jeg har overlevet har jeg tænkt ved mig selv: Nu lægger vi an til endnu en side i den store regnebog, gad vidst om tallene alligevel ikke går op til sidst.

MARIN: Lad os fortsætte med at tælle. Sinus, hvor mange var vi i landsbyen da du tog herfra?

SINUS: Det ved jeg ikke - et par hundrede vel.

MARIN: Og hvor mange er vi nu?

SINUS: Det samme vel.

MARIN: Tæl os. (han tæller dem) Flere er vi ikke. Husker du at du fik en datter?

SINUS: Selvfølgelig, hvornår får jeg hende at se?

(Marin nikker henholdende. Alle kvinderne nikker henholdende)

MARIN: Allerførst skal du høre en historie.

SINUS: En historie, hvor herligt!

MARIN: Ja. Og bagefter skal du gætte en gåde.

SINUS: En gåde, hvor prægtigt!

(Sinus hugger det tørre brød i sig. Alle andre sidder som på nåle, mens Marin fortæller. Laura sidder strengt ubevægelig)

MARIN: Mens du og de andre mænd har været væk hjemmefra - og det har varet lidt for længe denne gang, I har vist haft alt for meget at rive i derude i den store verden - men mens det nu var som det var, har vi oplevet - har landsbyen tre gange været hjemsøgt, af mænd som også var væk hjemmefra, og ingen af de tre gange har vi været i stand til at slå dem tilbage. Tre gange er jeg - og alle de andre her - blevet overfaldet, slået og truet til at fortælle hvor vores skatte lå gemt. Da der til sidst ikke var flere skeer at berette om og selv den sidste stump forråd var bortført, nøjedes de med at voldtage os. Jeg er din kone, det er jeg, men nu fortæller jeg dig at jeg også er blevet voldtaget. Tre gange. Venga her blev gravid, hun har født et par tvillinger, og hvordan hun skal forklare det over for Viteb, som også har været borte i tre år, det kan du måske hjælpe os med en god forklaring på. Alle her er syge og ingen af os aner hvad det er. Det kunne i hvert fald ikke blive ved på den måde - og vi lavede derfor den aftale - os der nu er her om bordet - at vi ville bede jer om, mændene altså, en efter en, efterhånden som I vendte hjem, om aldrig mere at drage ud til en krig, aldrig mere at leje jer ud som krigssvende, aldrig mere forlade os. Hvis I nægtede at gå ind på det, så ville vi til gengæld nægte at have mere med jer at gøre, og da ingen af os kunne forestille sig, at I ville lade det blive ved det, blev vi enige om at vi var nødt til at slå jer ihjel, hvis I ikke ville gå ind på kravet. Måske kunne vi så hen ad vejen rydde pladsen for en anden slags mænd her.

(lang pause mens Sinus ser sig om i den afventende flok)

SINUS: Det var historien? (Marin nikker) Og gåden?

MARIN: Bliver du her?

SINUS: Ene mand på pladsen?

MARIN: Du kunne gå hen og blive den første. Og blir du ikke det nu - er det vist slut med alt og ingen ende på resten.

(Sinus ser sig endnu en gang om og prøver at greje sagen)

SINUS: Det var tappert tænkt af jer.

MARIN: Du kunne bane vejen.

SINUS: Det var beslutsomt gjort.

MARIN: Du kunne bryde isen.

SINUS: Hvad skulle jeg også ude i verden efter -

MARIN: Endnu er det ikke for sent at gøre noget ved det.

SINUS: Når der var mere brug for mig her.

MARIN: Det du skulle derude kan vi glemme igen.

SINUS: Jeg er på mange måder en meget meget blind mand.

MARIN: Men vi vil kun se på det du gør dig fortjent til her.

(der blir en lang pause mens Sinus igen ser sig om i flokken)

SINUS: Hvor er så den datter jeg fik?

MARIN: Hvis ikke du laver en ny, så fik du ingen.

(der blir igen en god pause, Sinus er blevet meget lavmælt)

SINUS: Nu ville jeg gerne kunne sige at galden er ved at koge op i mig over vores dumhed. Jeg ville godt kunne sige at den gule vrede hænger over min isse. Men sådan er det ikke mere, der går i stedet en hård rød strøm gennem mig, en følelse af taknemmelighed - men også træthed selvfølgelig.

MARIN: Sinus, din dejlige sjover.

SINUS: En helt ny farve i min regnebog.

MARIN: Vil det sige at vi kan regne med dig -

SINUS: En ny farve i den store sorte bog - ja -

MARIN: Og snart stille bedre mad på bordet for dig?

(Sinus ser om mod Laura, ser på hendes arm, på hendes ansigt)

SINUS: Hvad er der så med den arm?

LAURA: Intet der kan hamle op med den sorte farve i min sjæl.

SINUS: Det ser ud som en kugle.

LAURA: Det ser ud som et frisk rødt sår, ikke?

(Sinus siger ingenting. Han ser mod Marin, og igen på Laura)

LAURA: Den historie Marin fortalte dig er ikke hele historien.

SINUS: Resten følger vel ved sengetid.

LAURA: Den historie Marin ikke har fortalt dig er historien om de døde mænd.

SINUS: Døde mænd rådner op i hver eneste tomme jord herfra til havene i syd.

LAURA: Døde mænd rådner op i jorden under dig!

SINUS: Det er ikke første gang det er overgået mig.

LAURA: Du sidder på deres bryst - de var dine våbenbrødre!

SINUS: Hvad er historien? Hvem snakker vi nu om?

LAURA: Marek og Karel! De rådner op under dine fødder!

SINUS: Hvorfor fortæller du mig ikke det, Marin har udeladt?

(Laura tager alle kvinderne ind i et blik, så fortæller hun)

LAURA: Først vendte Karel hjem. Du har lige hørt betingelserne for at vende hjem hertil. Karel nægtede at gå ind på dem. Han var iført et bjørneskind som han aldrig nåede ud af. Ikke før Resen havde kvalt ham i kælderen. Skindet kunne vi bruge.

SINUS: Skindet kunne I bruge, hvor betænksomt. Hvor fik Resen kræfterne fra, Karel var en mand der nok kunne forsvare sig?

LAURA: Siden vendte Marek hjem, han vendte hjem til mig, mente han - jeg var hans Suda. Jeg prøvede at advare ham, jeg ville ikke være med mere, men han faldt i deres fælde, i gruben her hvor du sidder, og han skød på dem, men han ramte mig - siden smed de Karel ned til ham og kom syv favne jord på.

SINUS: Der skal meget til at holde en god mand nede, siger de.

LAURA: Nu kan du så prøve om du kan bane dig en vej her - men de to kommer aldrig til at følge dig ud på den!

(Sinus rejser sig langsomt. Han stamper tvivlrådigt på stedet. Han hopper og prøver jorden af. Han dækker sit køn. Han går en runde omkring bordet. Sætter sig på bordet med ryggen til dem)

SINUS: Min verden var så lys at skue, så lykkelig og vennesæl, som nogen morgen over skoven -

MARIN: (stiller sig hen bag ham) Nej, Sinus, det var kun noget du bildte dig ind!

SINUS: Jeg så for mig hvordan det snart var slut med den sidste forbandede krig, med bataljer og beskidte streger -

MARIN: Og der havde du virkelig fat i noget, Sinus.

SINUS: (snurrer omkring) Og nu skal jeg så slås mod jer!

MARIN: (griber om ham) Nej, du skal ikke, for himlens skyld!

SINUS: Jeg troede jeg havde fundet sandhedens kerne!

MARIN: Og det havde du også, det havde du!

SINUS: Og hvad var det så alt sammen -

MARIN: (prøver at holde ham fast) Sig at det er slut med dine krige! Sig det - og sammen har vi fundet sandhedens kerne!

SINUS: Et bedrag, et bagholdsangreb!

MARIN: Ikke fra mig!

SINUS: Giv mig mine bukser!

MARIN: Ikke fra os!

SINUS: (farer op) Jeg vil have mine bukser!! Hvem bilder I jer ind at I er: skæbnens gudinder! Sidder der med hver sin lille pyntesaks og klipper livstråde over efter behag! Mine bukser!

MARIN: Hvem er du! Farer rundt og klipper halsen over på børn og kvinder fordi det passer ind i en eller anden krigsherres strategi! Hvem er du, der uden betænkning overlader din egen kone til en beslutning, som intet menneske burde sidde alene tilbage med! Jeg troede jo du forstod det!

SINUS: Det gør jeg også!

(Marin har kunnet holde ham tilbage lidt. Nu vrister han sig fri og prøver at få fat i sine bukser. Resen får nye kræfter, hun griber ham og får ham væltet om på jorden under sig)

RESEN: Nej, du gør ikke! Karel kunne jeg ikke magte med egne hænder, men dig kan jeg! Davai suda, siger de, når de kommer ind i en by. Davai suda, siger de, når de griber kvinder ved håret og slæber af med dem. Marek troede han kunne det sprog, men det kunne han ikke! Marek tog dét for et kærtegn som var en grov skændsel. Du tager dét for en udfordring, som kun er en bittert nederlag! (råber) Jeg klarer det ikke, hjælp mig!

(som på et signal kommer resten ud af deres paralyserede kiggen på og kaster sig over Sinus. Han blir fuldkommen begravet og ligger snart uhjælpeligt fortabt underst i bunken af kvinder. Der er kun én, der lister sig derfra - og det er Laura)

Scene 20

(Nat. I mørket en stønnende lyd, gradvist afløst af et jamrende hyl, der stiger og falder. Det står på længe og breder sig ud til alle sider. For så omsider at slutte ganske brat)

Scene 21

(Katin og Asjel slæber Resen ind ude fra skoven, død. De har fået hende skåret ned, men har endnu ikke fået fjernet rebet fra hendes hals. De lægger hende midt på det ryddede stykke)

ASJEL: (sætter sig ved liget) Nu ligger hun så bare der, og lader som om hun sover. Nu ligger hun så der og har lukket øjnene for alt det, vi andre stadig har i vente af verden.

KATIN: At dø for egen hånd - det er næsten det værste.

ASJEL: Jeg tror ikke hun er død. Jeg tror hun sover.

KATIN: Det er en ordentlig skraber hun tager sig i så fald!

ASJEL: Men hun skal ikke ligge der og sove!

KATIN: Asjel!

ASJEL: Jamen, der er så mange ting der skal gøres her! Hvad ligner det at lægge sig til at sove på den måde! Det giver bare mere arbejde til os andre - og så kan vi ikke sove om natten og - jeg har endnu min mand til gode, jeg har endnu hele presset hvilende på min nakke.

KATIN: Jamen Asjel, du siger jo, han ikke kommer! Og det var måske bedst sådan. Måske skulle vi begynde at tænke om -

(Asjel begynder at banke løs på liget i vrede og frustration)

ASJEL: Du skal ikke tro, man kan unddrage sig på den måde - du har været med så længe, så kan du ikke bare nægte at være med nu! (sparker og slår) Lig ikke der med dit dumme grin! Tro nu ikke vi andre bare tager os af resten! Som om - som om vi -

(hun bryder sammen, falder grædende ned over den døde)

KATIN: (forsigtigt) Asjel, hvad har du drukket? Hvad har du -

ASJEL: Der var så mange ting jeg endnu havde til gode, Resen. Du havde lovet at fortælle mig - du ville samle verden i din hule hånd, og langsomt lade dens dråber sive ned i mit skød! Resen! Dit bæger stod altid åbent - dets munding mod himlen.

(Molda kommer til. Hun står lidt og ser på Resens lig)

MOLDA: Laura er forsvundet.

KATIN: Hun vender tilbage igen.

MOLDA: Hun er stukket ud i skoven.

KATIN: Har hun lagt en besked?

MOLDA: Jeg var inde hos hende flere gange.

KATIN: Hos Laura?

MOLDA: Hos Resen.

KATIN: Der var alligevel ikke noget nogen kunne have gjort.

MOLDA: For Resen?

KATIN: For Laura.

MOLDA: Hvor få hænder kan vi klare os med?

KATIN: Måske skulle vi tænke det hele om nu.

MOLDA: Hvordan, mener du?

KATIN: Tænke os det uden mænd.

MOLDA: Jamen, blir de ikke bare ved med at komme?

KATIN: Ville Vlada være gået sådan her frem, tror du?

MOLDA: Hvis han havde kendt Burgos sande hensigter - ja!

(Asjel sætter sig op og ser sig om)

ASJEL: Resen, du har for nylig set din mand igen - du ved hvem du skal lede efter i dine drømme. Jeg kan dårligt nok huske, hvilken farve øjne min havde! - Og hvis han også er faldet i søvn, og hvis jeg nu falder i søvn, hvordan skal jeg så bære mig ad med at genfinde en mand, hvis mund er blevet en tåget erindring, og hvis hænders glideflugt forlængst er erstattet af dine! Og nu sover du selv! Vågn op, Resen - fortæl mere!!

(Venga og Marin kommer til. Marin er nu klædt i sort, men ser forunderligt afklaret ud. Fra huset høres tvillingernes gråd)

VENGA: Molda, kan du ikke prøve om du kan få dem til at sove.

MARIN: (om Asjel) Jeg tror det er træsprit.

VENGA: De har ligget vågen hele natten.

KATIN: Hvor har hun træsprit fra?

VENGA: Det var alt det skrigeri.

(Molda nikker at hun skal nok, om lidt. Venga ser på Resen)

VENGA: Stakkels Resen - jeg troede lige, hun havde indstillet sig på at finde en ny og glemme Karel.

MARIN: Det var ikke noget hun for alvor troede. Det var noget hun holdt sig oppe på. Sammen med Asjel.

VENGA: Så kom hun måske til at tænke på, at hvis hun fandt en ny - så blev han nok heller ikke her i Kaliensk.

ASJEL: Så lagde hun sig til at sove.

VENGA: Så gav hun op.

ASJEL: Og nu vil hun ikke vågne igen.

VENGA: I stedet for at tænke om.

ASJEL: Hun hviler sig bare.

KATIN: Asjel! Asjel!

(der står en mand lige bag dem og ser på dem. Han har langt, forpjusket hår og ser frygtelig hærget ud)

VITEB: Hvad er der med hende?

VENGA: Viteb!

VITEB: Hvad er der med jer?

(der blir meget stille omkring dem. Så går Venga hen til ham)

VENGA: Kom, skal jeg fortælle dig hvad der er med os.

(hun fører ham ved hånden mod huset. Han vender sig mod Katin)

VITEB: Hej, er Burgo ikke kommet endnu?

KATIN: Nej, Burgo er ikke kommet endnu!

(Venga fører ham ind i huset. Marin fjerner Asjel fra Resen og får hende ud. Molda og Katin trækker liget bort fra stedet, de ser på hinanden imens, men ved ikke længere hvad de skal sige)

Scene 22

(Ude i skoven knager og brager det. Denne gang lyder det ikke specielt truende, men mere som stor ståhej. Og dertil en glad latter, hver gang det knager og brager særlig meget)