ANDEN AKT

Scene 23

(I kartoffelkælderen. Venga er der, sammen med Viteb, han er spændt op ved halsen af fire tove, som med snedige ordninger er fastgjort i kælderens fire hjørner. Hans hænder er bundet på ryggen. Men han er ikke knækket, han gør stadig modstand)

(Et andet sted på scenen ser vi Molda sidde fredeligt for sig selv under et træ, med Vengas tvillinger på armen. Og ude på den ryddede plet står Katin og spejder afventende mod skoven)

VITEB: Voldtægter får man ikke børn af, Venga, det får man altså ikke børn af!

VENGA: Du vil undre dig, Viteb.

VITEB: Og så tvillinger!

VENGA: Ja, værre kunne det næsten ikke gå.

VITEB: Du har ligget i med en - har horet og hujet rundt mens en anden en -

VENGA: Mens du hvad, Viteb?

VITEB: Mens en anden en har måttet kæmpe for tilværelsen og en smule værdighed ude i en fjendtlig verden!

VENGA: Det der med den fjendtlige verden synes jeg bestemt vi skal snakke lidt mere om.

VITEB: Man tror man er hjemme - og lander i et nyt fjendeland!

VENGA: Men lige nu er du vist mest din egen fjende, Viteb, vil du ikke godt prøve at slappe lidt af.

VITEB: (om anordningen) Man tror man skal ned og beværtes lidt godt i den gode, gamle, hyggelige kartoffelkælder -

VENGA: Hvad skulle vi gøre, I er stærkere end os.

VITEB: Tror man skal ind og finde lidt huslig fred og en smule sengevarme måske -

VENGA: Der er jo sket det, Viteb, forstår du, at jeg ikke er nogen ren gufi længere.

VITEB: Nej, det kan jeg forstå på det hele! En gufi?

VENGA: Jeg er begyndt at se den anden vej nu.

VITEB: Jeg aner ikke hvad du taler om!

VENGA: Nej, det gør du ikke.

VITEB: Skulle jeg det?

(pause, hun går rundt om ham, hele vejen rundt)

VENGA: Jeg ved det ikke. Måske skal du ikke.

VITEB: Du kan ikke gøre det her mod mig, du kan ikke!

VENGA: Hvad ville du gøre mod mig, tror du, hvis du kunne?

VITEB: Og så efter alle de gange vi to har prøvet!

VENGA: Har prøvet hvad, Viteb?

VITEB: Ja, at få børn!

VENGA: Måske var det kun godt vi ingen fik - Marins lille pige var 3 år, da hun blev smidt op på en vogn og kørt væk. Senere kom soldaterne tilbage, men de havde hende ikke med. Drengene er blevet hængt ved deres hals i træerne. I øvrigt er jeg ikke den eneste her, der er blevet gravid. Men små børn fremkalder ikke længere beskytterinstinkter hos mænd. I får højst tanker om at skære fingrene af dem og hænge dem i en snor om halsen.

(Marin kommer ind i kælderen, hun stiller noget mad på gulvet)

VITEB: Marin, har du fået nogen børn for nylig?

MARIN: (smiler ganske let) Nej, ikke for nylig.

VITEB: Marin har ikke fået nogen børn for nylig!

VENGA: Hun fik en abort. Alle her fik en abort.

MARIN: (sætter sig op ad væggen) Vi ville ikke have de der børn, som var blevet jaget op i os på den måde.

VENGA: Det de havde jaget op, kunne Molda tage bort.

VITEB: Du skulle have tænkt på det samme, Venga!

VENGA: Tror du måske ikke jeg gjorde det!

VITEB: Men tvillinger har du sgu da!

VENGA: De hagede sig fast i hinanden og ville ikke fordrives.

VITEB: Ammestuesnak, kællingevrøvl!

VENGA: Det værste, Viteb, er ikke engang når de gør alt muligt ved en - men når de retter et våben mod en og siger, man skal følge med. Det værste er at det allerfineste vi mennesker har kun fremkalder et behov for at trække en kvinde ud i en skov og brændemærke hende med cigaretter og ridse kors i huden på hende og dele hende med femten andre mænd. Og så måske skyde hende. Vi blev ikke skudt. Men noget valg, det fik vi aldrig.

VITEB: Hvorfor siger du alt det?

VENGA: For at få dig til at slappe af.

VITEB: Slappe af! (han spræller vildt) Skulle jeg -

MARIN: Og sådan sled han sin tid, så længe han levede!

VITEB: (spræller videre) Vent til Burgo hører om det her!

VENGA: Hvor skulle han høre det fra. (han spræller) Hvis du ikke holder dig i ro, hænger du dig selv ved din hals! (appellerer til ham) Viteb -

MARIN: Og du vil ikke have noget mad mens vi venter, Viteb?

VITEB: Ingen skal bestemme over mig og hvornår jeg skal spise, hverken Venga eller dig - eller - eller mine gamle forældre!

MARIN: Dine forældre er her ikke mere, for den sags skyld kan du være helt rolig, og du vil altså ikke have noget mad med?

(Viteb ryster på hovedet. Venga stiller sig hen foran ham)

VENGA: Før i tiden kunne jeg ikke forestille mig, hvordan det ville være at leve i en verden uden dig. Jeg kunne ikke se ud over det punkt, hvor du ikke var der mere. Jeg fløj baglæns - og blev ved med at ramle ind i alt muligt, du drømmer ikke om det. Den kraft der omsider fik mig til at vende hovedet og se fremad igen, det var de tvillinger. Først havde jeg svært ved at se dem som mine. Men det er de jo, de skal have føden, de skal holdes varme. De har ret til at leve. Det værste er, at nu er der en tilværelse for mig, også uden om dig. Jeg har ikke ønsket det - og bestemt ikke fremskyndet det - det er bare blevet sådan. Hvis du skal ind igen i den verden, hvor vi flyver med hovedet fremad, så må du selv gøre noget nu.

VITEB: Du tror vist du har fat i den lange ende, hvad!

VENGA: I den lange ende, Viteb. Og i den meget korte.

MARIN: (kort pause) Så spiser vi selv da, vi skal nemlig have noget at gå videre på, også efter i aften.

(Venga sætter sig ned ved siden af Marin og spiser. Tavshed)

VENGA: (ser så op på ham) Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare dig det. Nu har jeg i hvert fald prøvet.

VITEB: Så giv mig noget at spise da.

(Venga tager straks noget mad og rejser sig for at fodre ham)

Scene 24

(Imens skifter vi over til Molda under træet, hvor hun sidder med tvillingerne. Hun synger en vise for at lulle dem til ro)

MOLDA: (synger)

Et sted bag skoven,
under himlen foroven,
med løvfald for fod,
er der fred,
og solen går aldrig ned
over mænd der har udgydt blod.
Stedet findes,
men hvor det findes - kan ingen mindes.

Et sted bag havet,
under skumsprøjt begravet,
ved klitternes rand,
er der fred,
og vinden på lette fjed
hvirvler op i det salte vand.
Stedet findes,
men hvor det findes - kan ingen mindes.

Scene 25

(Tilbage i kælderen er Venga færdig med at affodre Viteb. Hun træder lidt tilbage og ser på ham mens han sindigt tygger af)

VENGA: Hvis vi nu siger at man alligevel får børn af voldtægter, hvor mange har du så efterhånden skaffet dig?

VITEB: Det kan jeg sgu da ikke vide noget om!

VENGA: Siger du dermed at du har begået voldtægter?

VITEB: Det sagde jeg ikke!

VENGA: Det ville jeg nok også sige, hvis jeg var dig.

VITEB: Kan det så ikke være lige meget!

VENGA: Jo, måske. Det er ikke det, Viteb, at man mister sin ære, for det ved jeg ikke hvad er, det er det at man taber troen på at folk for det meste vil opføre sig ordentligt.

VITEB: Hvem kan vide om det man får er et ja eller et nej!

VENGA: Den der siger ja ved det, den der siger nej ved det.

VITEB: Hvis du ønsker at gøre mit regnestykke op her og nu -

VENGA: Det ønsker jeg ikke - det var ikke min mening at -

VITEB: Jeg har begået voldtægter! Jeg har skudt på børn, jeg har futtet taget af over hovedet på gamle folk, har stjålet deres sidste ko, jeg har et hoved som en tyv og en morders!

VENGA: Men hvad ønsker du at gøre? Er det der den fjendtlige verden du vil tilbage til - eller ønsker at indføre her?

VITEB: Jeg ønsker at kunne spise selv, jeg ønsker at være den der bestemmer, jeg ønsker at være en fri mand, jeg ønsker -

VENGA: Hvor meget ønsker du det?

VITEB: (sprutter mad ud over hende) Tak for mad, kone!

VENGA: (en pause) Jeg vil danse på din grav. Mere kan du ikke forlange af nogen kvinde. (vender sig fra ham) Velbekomme.

(hun går hen og sætter sig med skålen og spiser resten selv)

(På gårdspladsen dukker Asjel frem med en flaske under armen, samtidig med at Katin finder en stige og klatrer op i et træ)

VITEB: Jeg mente det ikke sådan. Undskyld. Men derude i verden har jeg taget mine egne beslutninger, jeg har selv kunnet slå mig gennem og sætte ind hvor det krævedes. Døden eller æren -

VENGA: Pengene eller livet -

VITEB: Du lever selv af de penge!

(Venga lader bare sit blik pege omkring sig som svar)

VITEB: Og hverken du - eller Marin - eller Burgo for den sags skyld, eller nogen, skal sætte dagsordenen for, hvad jeg gør eller ikke gør. (pause) Hvor er mine gamle forældre?

VENGA: De ligger vel også under et eller andet forkullet spær.

(Marin rejser sig og går hen til ham med en dunk vand)

MARIN: Er du tørstig?

VITEB: Kun lidt tør i halsen.

MARIN: Du har nogle gode hænder.

VITEB: Du har et letsindigt fjæs.

MARIN: Vi kunne godt bruge dig her.

VITEB: Du vil måske ligge med mig?

MARIN: Jeg har ligget det jeg skal.

VITEB: Regn bare ikke med mig!

MARIN: Vi mangler nogle mandfolk.

VITEB: Sæt dig på en stolpe!

MARIN: Skoven er ved at kvæle os.

VITEB: Det kan måske kurere jer.

MARIN: Gårdene styrter over os.

VITEB: Jeg græder ikke over det.

MARIN: Det er også din landsby.

VITEB: Men du blir aldrig min.

MARIN: Det er også dine børn.

VITEB: Send dem til faderen.

MARIN: Er du tørstig?

(han ser på hende, han nikker. Hun hælder i ham. Så tager hun dunken med sig og forlader kælderen. Venga går hen til Viteb)

VENGA: Viteb, vi har brug for mænd med våben, som kan beskytte os mod andre mænd med våben. Kan du ikke forstå det?

VITEB: Kan du ikke bare løsne mine hænder lidt?

VENGA: Hvorfor skulle jeg løsne dine hænder?

VITEB: Jeg vil gerne røre ved dig.

VENGA: Har du lyst til at røre ved mig?

VITEB: Jeg vil gerne mærke dig. - Så kan du bagefter gøre med mig hvad fanden du vil.

VENGA: Hvorfor skulle jeg ville noget med dig, når du ikke er her til daglig og kan hjælpe med at holde på smulerne?

VITEB: Jeg vil lægge verden for din fod en dag!

VENGA: Men kan vi vente på det?

VITEB: Det behøver ikke vare så længe nu!

VENGA: Somme tider ville jeg ønske I kunne tænke som os.

VITEB: Et sidste ønske, det kan du for fanden ikke nægte mig!

VENGA: Det her er din sidste chance for at redde dig igennem.

VITEB: Så lad mig røre ved dig først.

VENGA: Det er du godt klar over, ikke?

VITEB: Jeg vil jo bare røre ved dig!

VENGA: Men du skal vide, at uanset hvor meget jeg prøver kun at se fremad nu, uanset hvor meget vi sidder i en fælde, så vil jeg aldrig glemme, hvordan vi to havde det dengang, det må have været før denne krig brød ud, eller krigen før den.

VITEB: Det var krigen før den igen.

VENGA: Se, det husker du!

VITEB: Dengang lod du mig heller ikke røre ved dig.

VENGA: Til sidst fik du lov, jeg blev din kone.

VITEB: Det er du stadig.

VENGA: Det er sandt.

VITEB: Og nu vil du igen ikke lade mig røre ved dig.

VENGA: Under krigen før denne krig, og i krigen før den igen, da blev du hvor du var, og lod dig ikke lokke herfra.

VITEB: Dengang vidste jeg ikke, hvad der var at hente på krig, jeg var naiv og lod andre tage bestemmelserne for mig!

VENGA: Viteb, jeg ville ønske du kunne se ind i mit hjerte nu, jeg ville ønske du kunne se hvor meget jeg har savnet dig, og hvor højt jeg har elsket dig - og sådan er det stadig, sådan vil det blive ved med at være: Jeg elsker dig, og jeg savner dig, men jeg ved ikke længere, hvordan jeg skal nå ind under huden på dig og ramme dig så hårdt med det jeg siger at -

VITEB: Så lad mig røre ved dig. Bare én gang.

VENGA: Det beviser jo ingenting.

VITEB: For mig gør det.

VENGA: Det du beder mig om er at jeg skal løsne dine hænder?

VITEB: Ikke andet.

VENGA: Så du kan få armene fri og gribe om mig og holde mig?

VITEB: Det har du forstået.

VENGA: (pause) Og det er det du beder mig om?

VITEB: Det er det eneste jeg beder dig om.

VENGA: Du beder virkelig om det?

VITEB: På mine grædende knæ, hvis jeg kunne komme ned på dem.

VENGA: Men du lover ingenting?

VITEB: Måske hvis jeg får lov at holde om dig.

VENGA: Betyder det så meget for dig?

VITEB: Det betyder alt.

VENGA: Og før kan du ikke tage nogen beslutning?

VITEB: Det er umuligt.

(Venga går rundt om ham, stryger ham bagfra over håret. Hun tager silkesnoren frem fra blusen og med den en lille saks)

VENGA: Nu klipper jeg dig først.

(mørke i kælderen)

Scene 26

(Asjel går rundt på gårdspladsen med sin flaske, mens Katin fremdeles hænger oppe i træet)

ASJEL: (synger)

Det vredens øjeblik,
da al vor møje fik
sin velfortjente straf.
'Sagde Willy til Nancy,
jeg må gå, min ven,
men græd ikke, Nancy,
jeg kommer snart igen.

Den vredens grumme dag,
der slog sit stumme slag
mod al vor kærlighed.
'Sagde Willy til Nancy,
jeg må gå, min ven,
men græd ikke, Nancy,
jeg kommer snart igen.'

Det sorgens nøgne blik,
som tusind øjne fik
- og slukkede lyset og lukkede døren.

(den sidste linje taler hun. Hun ser sig udslukt omkring. Det virker som om hun er gået helt død. Men så tager hun en slurk af sin flaske og starter op på en ny sang. Molda kommer frem)

ASJEL: (synger)

Jeg har set solen stå op
over dit ansigt,
har set græsset gro frem
hvor du satte din -

(Molda griber hende under armen og snakker hende med sig ind. Samtidig kommer Marin ud og sætter sig et sted for sig selv)

MOLDA: Jeg skal fortælle dig om Vlada - han er her jo heller ikke mere, som Resen ikke, som din mand ikke - Vlada var et fantastisk menneske, han var en mester i at væve silke - af den tyndeste tråd kunne han sno en - men så skete der noget -

(de er forsvundet. Katin kommer ned fra træet igen med nogle flossede reb i hænderne. Hun begynder at filtre rebene ud)

Scene 27

(Ude i skoven. Burgo dukker op mellem træerne, han er en stor mand, rar at se på, med mørkt viltert hår og kraftige skuldre. Han er ved at knappe bukserne til om sig. Han er i godt humør og fejer på sin vej et mindre træ til jorden. Laura kommer ud af skoven bag ham, retter ned over sine skørter. I en snor om halsen bærer Burgo en afhugget finger med en guldring på)

LAURA: Vil du nu høre på hvad jeg har at sige til dig!

BURGO: Sig frem - og dit mindste ønske skal blive opfyldt!

LAURA: Det er ikke mig der skal have et ønske opfyldt!

BURGO: Åh, når det kommer til kridtet, så skal du sgu nok!

LAURA: Det er dig, Burgo, der har et ønske til gode nu!

(Burgo stopper sine gøremål og kigger længe på hende)

BURGO: Jeg har lige fået ét ønske opfyldt. Nu må du sgu holde op med hele tiden at tænke på mig.

LAURA: Men hvis du ikke selv gør det, ender det galt med dig!

BURGO: Et længe næret ønske endda, en nøje afstemt opfyldelse.

LAURA: Du går din egen død i møde på den måde - du skal leve!

BURGO: Men hvorfor skulle det være lige nu? Ikke at jeg havde noget imod det, allerede dengang du var 12 var du landsbyens bedste skår og bestemt til det her. Jeg undrer mig bare lidt, det gør jeg, og det jeg undrer mig over er tidspunktet.

(Laura sætter sig over skrævs på det træ Burgo har væltet. Hun sidder og piller ved et kors, hun har taget om halsen)

LAURA: Og allerede dengang for fem år siden, da du kom hertil, vidste jeg at dig måtte jeg have. Selv om jeg valgte Marek.

BURGO: (smiler) Du gjorde ikke. Jeg valgte Marek til dig.

LAURA: Og selv om det var Katin der bragte dig hertil.

BURGO: Jeg lod Marek tage sig af sin barnebrud og sørge for at hun ikke længere var et barn.

LAURA: Og så førte du ham bort herfra.

BURGO: Jeg havde brug for ham på flere fronter, han havde ikke noget imod at komme ud og blive luftet lidt.

LAURA: Og lige siden er det dig, der har boet i min længsel -

(Burgo ser tvivlende på hende, men tager det så i god mening)

BURGO: Så behøver jeg ikke spørge mere til den side af sagen.

LAURA: Du behøver slet ikke spørge så meget, Burgo.

BURGO: Kun om hvorfor det skulle være lige nu? Hvorfor altså?

LAURA: Marek er død.

BURGO: Det sker for den bedste.

LAURA: Sådan ville han ikke selv udtrykke det.

BURGO: Hvilket slag vandrede han så ud og døde i?

LAURA: Ikke noget du ville have været særlig stolt af.

BURGO: Men han kæmpede vel bravt for sit liv?

LAURA: Han gjorde hvad han kunne.

BURGO: Mere kan ingen gøre.

LAURA: Jeg forsøgte at advare ham.

BURGO: Mod hvilken fjende? I hvilket slag?

LAURA: Han døde i et læs møg og under en trillebør.

(Burgo sætter sig og ser på hende, kan ikke helt greje sagen)

Scene 28

(Asjel er stukket af fra Molda og strejfer rundt i landsbyen)

ASJEL: (synger)

Hvad sker der med livet,
når man vågner af den drøm,
der var som livet selv,
og ikke kan falde hen igen.

Hvad sker der med drømmen,
når den rækker ind i døden
og ikke vil åbne sig førend
man til sidst falder i søvn.

(Asjel forsvinder for en stund inde mellem træerne)

Scene 29

(Ude i skoven fortsætter Laura sin forklaring til Burgo)

LAURA: Det var Marek der sendte den kugle gennem min arm.

BURGO: En god skytte, men det skulle han ikke have gjort.

LAURA: Det var et uheld, det var nogen andre skyld i.

BURGO: Jeg kan stadig ikke se situationen for mig.

LAURA: Situationen er følgende: Karel er også død. Og Sinus er død. De døde alle sammen en ynkelig død.

BURGO: Nu blir det interessant at høre på.

LAURA: Men hvad Viteb angår - så ved jeg ikke.

BURGO: Du ved altså ikke hvordan det er med Viteb?

LAURA: Der kan vist ikke være meget at håbe på der heller.

BURGO: Du er ude på en større sladrerunde end som så, kan jeg forstå. Fortæl mig nu hellere hvad der ligger bag.

(Laura ser længe på ham, så smiler hun, forvirret og ømt)

LAURA: Jeg er ude på en sladrerunde, ja jeg er. Jeg er stukket af hjemmefra, kan man sige. Jeg ville ikke være der mere.

BURGO: Det er der ondets rod ligger - derhjemme?

LAURA: Nu begynder du langsomt at forstå.

BURGO: Det ville gå hurtigere hvis du talte rent ud af posen - lige så rent som da du sagde at du ville have mig.

LAURA: Det er bare ikke så nemt nu.

BURGO: Er der nogen vej tilbage for dig, synes du?

LAURA: Jeg har svoret. Jeg har - men jeg ønskede ikke det med Marek. Og heller ikke med de andre. Jeg ønskede det ikke!

BURGO: Og mig - hvad ønsker du for mig?

LAURA: At du skal leve videre!

BURGO: Sammen med dig?

LAURA: Hvis du vil.

BURGO: Jeg var sådan set på vej hjem til min kone.

LAURA: Jeg ville ikke satse alt for meget på Katin, hvis jeg var dig.

BURGO: Det havde jeg sådan set sat mig for at jeg ville.

LAURA: Det var Katin der først kom op med den plan.

BURGO: Hun har altid været en fremsynet kvinde.

LAURA: Det var Katin der fik os andre med.

BURGO: Hun er altid gået i spidsen.

LAURA: Katin dræbte Marek.

BURGO: Og de andre?

LAURA: Katin og de andre kvinder dræbte også de andre mænd.

BURGO: Det er ikke bare noget du siger? Du kunne sagtens finde på at sige det for at lokke mig fra hende, ved du.

LAURA: Jeg er godt klar over at det kan se sådan ud.

BURGO: Det var altså det Katins plan gik ud på?

LAURA: Det var den gåde de skulle løse.

BURGO: Og ingen klarede det?

LAURA: Ingen endnu.

BURGO: Slutte fred med verden og deres koner - eller lade sig slå ihjel af dem?

LAURA: Det var det valg de fik.

BURGO: Hvorfor var det valg blevet nødvendigt for jer?

LAURA: Fordi vi - Katin først og fremmest - ikke længere mente vi kunne holde skansen.

BURGO: Hvad var det der gjorde at Katin, og I andre, ikke længere mente I kunne holde skansen?

LAURA: Vi blev overfaldet, af fremmede tropper. De brændte det meste af landsbyen ned over hovedet på os, og slog løs på alt hvad de så og efterlod kun syv kvinder. Og kvæget tog de med.

BURGO: Gjorde de også andet end det?

LAURA: De gjorde andet end det.

BURGO: Hvad andet gjorde de?

LAURA: De tog børnene.

BURGO: Og ellers?

LAURA: For at give plads til nye.

BURGO: Hvordan nye?

LAURA: Som de kunne opfostre.

BURGO: Nye, hvordan?

LAURA: De voldtog os alle.

BURGO: Også Katin?

LAURA: Ja.

BURGO: Og dig selvfølgelig?

LAURA: Ja.

BURGO: Alle uden undtagelse?

LAURA: Ja.

BURGO: Hvorfor al den blødsødenhed - hvorfor tog de jer ikke med og lagde landsbyen øde én gang for alle - det lærer jeg mine mænd!

LAURA: Var det så også noget du lærte vores mænd? (pause) De ville have en plet i skoven at vende tilbage til.

BURGO: Vendte de så tilbage?

LAURA: To gange har de været der igen.

BURGO: Og også næste gang ville I være forsvarsløse - så længe der ikke var mænd i landsbyen til at tage kampen op?

LAURA: Sådan var det, ja.

BURGO: Det giver mening. (pause) Og det må have været en slem omgang for jer, siden det var nødvendigt at sætte den plan i værk. Nu har I jo slet ingen til at forsvare jer.

LAURA: Men så kunne vi drage derfra og finde et andet og bedre sted at slå os ned.

BURGO: Når I engang var blevet fuldstændig alene?

LAURA: Når vi ikke mere havde jer at tage hensyn til.

BURGO: Og nu er der altså kun mig og et par andre tilbage?

LAURA: Med mindre Viteb er gået ind på forslaget.

BURGO: Du tror ikke han er død endnu?

LAURA: Jeg har kun set ham på lang afstand, på vej hjem.

(Burgo ser lidt på hende, rækker så ud og holder hendes kors)

BURGO: Hvordan har du reddet det igennem?

LAURA: Jeg tog det fra Mareks lig inden han blev kulet ned.

(Burgo virker overbevist. Han rejser sig med god energi)

BURGO: Ja, men jeg må vel se om jeg kan løse gåden.

LAURA: Og hvad synes du jeg skal gøre?

BURGO: Du blir her, du blir hvor du er.

LAURA: Henter du mig så herude bagefter?

BURGO: Jeg ved ikke hvad der sker bagefter.

LAURA: Vil du love mig én ting, Burgo?

BURGO: Det kommer an på hvad det er.

LAURA: Vil du godt huske mig?

BURGO: Det kan jeg love.

LAURA: Tak, Burgo.

(Burgo ser på hende, lægger hende på træstammen og slår hendes skørter fra. Han ser ned i hendes skød, og så i hendes ansigt)

BURGO: Dig kan jeg ikke glemme - jeg har gået med himlen over mit hoved og drømt om en fuldkommen tilstand, af hengivelse og velvære, af opnåelse og forening. Den har du nu givet mig. Jeg vil ikke sige at jeg aldrig har oplevet det før, for det har jeg, men det er meget længe siden nu, og mine drømme var ved at stige mig til hovedet - hjertet havde de allerede sat sig i besiddelse af, og derfor var min dømmekraft måske ikke den bedste. Nu er den helet igen, og jeg dømmer dig ikke.

(han lægger skørterne på plads over hende, og ser sig rundt i skoven, vejrende. Så ser det ud som om han beslutter sig. Han kaster sig over de nærmeste træer, han giver sig til at fælde dem med de bare næver. Han samler sig en bunke)

BURGO: (retter sig op) Åh ja, og så Katin!

(Laura sætter sig op og ser på ham)

Scene 30

(Katin er optaget af at filtre sine flossede reb ud fra træerne, så de hænger frit ned. Asjel vender tilbage og begynder at cirkle om Katin, mens hun med brudt stemme synger omkvædet til den sang, vi lige hørte. Katin koncentrerer sig om rebene)

ASJEL: (synger)

Søvnen er dødelig
døden er sødelig
kærlighed kødelig.

(hun går ud ad tangenten på sin cirkel og vil forlade pladsen, men kan ikke mere finde vejen og stopper derfor op. Så famler hun sig tilbage mod Katin. Hun søger sig frem med hænderne og virker meget elendig nu. Hun når helt hen til Katin, standser igen og ser hende ind i ansigtet)

ASJEL: Hvornår tror du Burgo vender hjem til dig?

KATIN: Jeg ved ikke om han vender hjem igen.

ASJEL: Vlada kommer ikke, det ved du vel?

KATIN: (pause) Det ved jeg godt.

(Asjel synger igen sit omkvæd, men nu med små ændringer og med en ren stemme, mens hun stadig kredser helt tæt omkring Katin)

ASJEL: (synger)

Søvnen er sødelig
døden er dødelig
kærlighed kødelig.

(Katin ser sig omkring, hun har andet i tankerne: Sit reb, og det at der efterhånden står træer helt inde på gårdspladsen)

KATIN: Det er så sandt, Asjel.

ASJEL: Fordi det er så smukt, Katin.

KATIN: Det kan ingen have noget at indvende imod.

ASJEL: Det er smukt, fordi det er sandt.

KATIN: Smukt er det også, ja.

(Asjel famler lidt rundt ved Katin, et træ kommer i vejen)

ASJEL: Vil du være i min kærlighed fra nu af, Katin?

KATIN: (tænker sig godt om) Nej, Asjel, det vil jeg ikke.

ASJEL: Hvorfor ikke, hvad har jeg gjort dig?

KATIN: Du har ikke gjort mig noget.

ASJEL: Hvorfor vil du så ikke?

(Katin ser nærmere på Asjel nu, begynder så småt at ane uråd)

KATIN: Fordi jeg har min egen kærlighed, Asjel, og den peger i en helt anden retning. Det kan godt være den stritter håbløst hid og did i verden, som tingene er, men så får den gøre det.

(Asjel går igen rundt om sig selv, ryger igen ind i cirkler)

ASJEL: Jeg husker godt Resen. Jeg glemmer hende ikke for dig. Jeg husker hendes ansigt. Jeg ved godt, hvem jeg skal gå ud og lede efter når det blir min tur til at sove med åbne øjne. Men endnu er jeg vågen, endnu ser mine lukkede øjne dig.

(hun lader sig falde om på jorden, slår hænderne for ansigtet. Imens kommer Venga forbi i baggrunden, hun har en stor økse i hånden og er på vej til arbejde. Også hun er nu klædt i sort)

ASJEL: Alt det her var din idé, Katin.

KATIN: Asjel, hvad er der med dine øjne?

ASJEL: Og nu - nu ved jeg ikke -

KATIN: Hvad er der med dig?

ASJEL: Hvor meget mere jeg kan klare.

KATIN: Det var ikke kun min idé, det er ikke sandt.

ASJEL: Så er det heller ikke smukt, hvis det ikke er sandt.

KATIN: Det sagde jeg ikke, Asjel, jeg sagde bare at -

ASJEL: Kun hvis det er sandt, er det smukt.

KATIN: Asjel, du skal se på mig.

ASJEL: De prøvelser vi alle har måttet smage, de var ikke for din mund. Dit ansigt er stadig uplettet og kønt. I dine øjne er der stadig en beslutning så renfærdig, at jeg ville kunne hade den, hvis ikke det var fordi jeg elsker den så højt.

KATIN: Du skal ikke hade mig, Asjel, du kan hade den mand der ikke kom hjem til dig igen for at samle dig op i sine arme.

ASJEL: Det sidder som glasskår i min hals, det sidder som -

(Asjel ser sig blindt om og finder sin flaske frem)

ASJEL: Det strammer i munden - men det varmer i maven -

KATIN: Er det træsprit? Hvor har du fået træsprit fra?

ASJEL: Et lille depot min mand gemte - for at han - - så har jeg i det mindste det - når han nu ikke selv - - så har -

(Asjel blir mere og mere omtåget, taler i den gale retning)

ASJEL: Du har stadig håbet.

KATIN: Her, Asjel, jeg står her.

ASJEL: (ser mod hende) Du har stadig håbet.

KATIN: Tidligere kaldte du det en byrde. Og de samme ting har du, Asjel - byrden eller håbet, hvad du nu vil.

ASJEL: Nej, for jeg husker kun Resen nu. Jeg husker kun Resen. Hun sidder som glassplinter i mit bryst - her i det venstre -

KATIN: (helt blidt) Ja, så har jeg da den fordel frem for dig.

(Molda kommer ind med et tæppe med som hun lægger over Asjel)

ASJEL: Du har altid haft alle fordelene på din side, Katin -

KATIN: Jeg har den fordel at jeg husker både Resen og -

ASJEL: Du har den stærkeste mand, den bedste gård -

KATIN: Og den ene ikke tydeligere end den anden.

ASJEL: Den bedste gård, den stærkeste mand.

(Katin lader sig falde ned ved siden af Asjel, holder hende og ser kort op mod Molda, der blir stående. Katin igen til Asjel)

KATIN: Det hænger sådan her sammen, nu skal du høre det hele. Det var mig, der fik Burgo til at slå sig ned her for fem år siden. Det var mig, der trak ham hertil. Jeg vidste intet om ham, eller hvad han lavede. Og det var ikke kun af kærlighed, han kom her, det var også beregning. Han brugte et par år på sine forberedelser, og så rekrutterede han landsbyens bedste mænd. Ved et tilfælde opdagede jeg, at han var bandeleder og krigsherre. Hans våbenskjold var en afhugget kvindefinger med en guldring. Jeg opdagede det for sent, vi var allerede gift, og han tog først fingeren om halsen - som sit tegn - lige før han drog af sted med de andre. Så på den måde var det også mit ansvar at Vlada blev - - det snakkede jeg så med Molda om -

(Asjel prøver at slå armene om Katin, men det vil ikke lykkes)

ASJEL: Hvad vil du stille op med billedet af mig?

KATIN: Dig vil jeg også altid kunne huske.

ASJEL: Også når jeg er faldet i søvn?

KATIN: Jeg vil ikke kunne glemme nogen her.

ASJEL: Hvad vil du så stille op med søvnen når billedet af mig er frosset til is?

(Molda overtager Katins plads ved Asjel, Katin rejser sig op)

KATIN: (ser sig om) Jeg ved ikke hvad jeg vil stille op. Jeg ved det ikke - for imens går vi rundt om os selv og glemmer at der er ting her, der skal gøres, vi glemmer at vi ikke -

ASJEL: (har ikke opdaget ombytningen) Katin, Katin -

KATIN: Har ret meget mad tilbage - vi glemmer at de døde dyr forgifter brøndene - glemmer at skoven er ved at kvæle os -

ASJEL: Katin -

KATIN: Glemmer at -

(Asjel klamrer sig til Molda, hun ryster, hun hulker)

ASJEL: Katin - Katin - giv mig én - send mig bare én der kan fjerne isen i min krop!

MOLDA: Asjel, vi glemmer dig ikke - det er jo det sværeste - ingen af os kan glemme!

(Venga kommer til med sin økse i hånden)

VENGA: Den skov er som forhekset -

KATIN: Det er den så ikke alene om -

VENGA: Hvordan kan noget gro så stærkt?

KATIN: Hvorfor spørge så meget, og hvorfor -

VENGA: Jeg kan bare ikke forstå hvordan det går til.

KATIN: Hvorfor forstå i stedet for at gøre det der skal gøres!

VENGA: Jeg er jo også gået i gang med at fælde træerne!

KATIN: Hold ordentligt på øksen og pas på foden!

VENGA: Måske kan jeg få Asjel til at hjælpe.

KATIN: Det skal du nok ikke regne med.

(Asjel er begyndt at kravle rundt om Molda der rejser sig)

ASJEL: Kærlighed dødelig, søvnen kødelig, døden sød -

(Asjel lægger sig i fosterstilling og rører sig ikke mere)

VENGA: (rækker øksen til Katin) Vi må have hende ind i seng.

KATIN: Det tror jeg ikke er nødvendigt.

VENGA: Tror du hun er død?

KATIN: Hun selv ville nok kalde det, at hun er faldet i søvn. Først blev hun blind, så blev hun ædt op indefra. Hun er død.

VENGA: Stakkels Asjel, som aldrig fik den, hun ventede på, og som nu kommer til at rende rundt i lang lang tid oppe i Vorherres brede sal, er jeg bange for, med sine store opspilede øjne og uden at kunne finde nogen hun kender og kan sove den lange søvn med, den søvn der er langt tungere end døden.

(Katin knalder i raseri øksen ind i et træ)

KATIN: Begynder du nu også!

(træet falder lige så stille om, men det er ikke hugget over, det var bare stukket løst i jorden. Katin ser lidt på det)

KATIN: Den dag skoven kommer gående, Venga -

VENGA: (med store øjne) Kommer skoven gående?

KATIN: Den dag skal man virkelig tage sig i agt!

VENGA: Er der nogen på vej, tror du?

KATIN: En der fælder træer med de bare næver.

VENGA: Hvorfor går han så og gemmer sig bag dem?

KATIN: Hvad ved jeg. Jeg ved bare at vi ikke kan gå og vente på, at der til sidst ikke er stump på stump tilbage her.

(Katin ser mod skoven. Så smider hun øksen og ser mod Molda, der pludselig ser bange ud. Venga går hen og kigger på Resen)

VENGA: Jeg synes nu alligevel hun skal ind i sin seng!

(Molda, Katin og Venga hjælpes så ad med at bære Asjel ind)

Scene 31

(Marin sidder på sit sted og synger en sang)

MARIN: (synger)

Et vil jeg tale om mens jeg lever,
thi giv denne visdom til dine børn,
fik jeg det selv af alferne mod syd,
fik jeg det selv af dværgene mod nord,
fik jeg det selv af blåregn og forglemmigej,
glem du det nu aldrig, nej aldrig:
Hævnen rammer den som svigter sin pige,
han får en langsom og pinefuld død.

(det begynder at regne. Hun rejser sig og taler op i regnen)

MARIN: Undskyld, Sinus! Undskyld i din himmel, at jeg pressede den sidste smule liv ud af dig og ind i mig selv. Men hvordan skulle jeg ellers komme til at bære på dit barn!

(hun lægger en hånd på sin mave, går så midt ud på pladsen)

Scene 32

(Molda og Katin og Venga vender tilbage til gårdspladsen med noget værktøj. Marin går hen til Venga og hvisker noget til hende. De har tydeligvis noget for sammen. Katin samler dem)

KATIN: Det her kan godt gå hen og tage et par uger, så vi må hellere se at blive enige om hvem der er på taget og hvem -

VENGA: Om et par uger er regnen jo holdt op igen!

KATIN: Den vender tilbage!

VENGA: Måske.

KATIN: Hvornår har du sidst set, at det holdt op med at regne og ikke begyndte nogle dage efter igen!

MARIN: Det er rigtigt nok, Venga, vi må prøve at skaffe os et sted hvor vi kan holde os selv og tøjet tørt.

MOLDA: Og tvillingerne, hvad med dem!

MARIN: Bare ét sikkert sted indtil -

MOLDA: To mand op på taget!

KATIN: (stopper dem) Vent lige lidt! Vent lidt!

(hun lytter. Går så hen og lægger en hånd mod to træer og puffer til dem. De falder hver sin vej. Burgo træder frem mellem træerne og står over for dem, fingeren med guldringen er gemt. Alle står musestille og ikke en lyd høres, før Molda pludselig forsvinder ud med et skrig. Burgo bevæger sig upåvirket frem)

BURGO: Det ser ikke ud som om I er ved at drage herfra - KATIN: Hvem siger, vi er ved at drage herfra?

BURGO: For måske at finde et bedre sted at slå jer ned.

KATIN: Men du - hvorfor går du og gemmer dig bag træerne?

BURGO: Man ved aldrig, hvad man kan rende ind i. Det er altid en klog ting at gå varsomt frem. Jeg stillede nogle træer ud mellem mig og jer. Det kunne altid sløre lidt.

KATIN: Hvad var her at være bange for?

BURGO: Landsbyen kunne være blevet overtaget.

KATIN: Det er den ikke, som du ser.

BURGO: Det ser jeg.

KATIN: Vi er her skam stadig.

BURGO: I venter stadig?

KATIN: Det er ikke alle der venter.

BURGO: Jeg ser det.

KATIN: Og nu?

BURGO: Hvad nu?

KATIN: Og nu, Burgo?

BURGO: Du er stadig den samme?

KATIN: Som du ser.

BURGO: Det gør jeg vel.

KATIN: Det er godt at se dig igen.

BURGO: Du vil altså stadig have mig tilbage?

(Katin svarer ikke. De ser længe på hinanden)

BURGO: Fordelen ved mig er at jeg blir ved med at søge hjemad. Så på den måde kan man sige at jeg er den mest trofaste sjæl, man kan tænke sig. Og mig kommer du heller ikke så let op at slås med, det får vi aldrig hverken tid eller lejlighed til.

KATIN: Jeg ved det, Burgo, det behøver du ikke nævne.

BURGO: Vi kan altid vende tilbage til os selv.

KATIN: Sådan har det altid været.

BURGO: Skal vi prøve igen?

KATIN: Mener du det?

BURGO: Vist så.

(hun reagerer ved at løfte ansigtet mod ham, og så armene en smule. Burgo bøjer sig frem og kysser hende på munden, blidt. Han lægger hænderne mod hendes bryst, stryger forsigtigt hen over hende. Hun lukker øjnene. Uden varsel slipper han hende)

BURGO: Her var ellers meget at tage fat på, hvad! (svinger en hammer mod en væg, den falder om) Og det gælder både oppe og nede! (jonglerer med øksen) En kærlig hånd, det er lige hvad her trænger til! (slår lyd af saven) Den der tagryg, det var lige et job for Viteb, jeg ser ham for mig - en knag til at føje et tag! (kringler et par store søm om hinanden) Og den port der! Jeg kender ingen som Marek til at hængsle en port, så den aldrig mere vil knirke! (svinger et koben mod porten, også den lægger sig ned) Og det skulle ikke have taget Karel en dag at tætne alle de der sprækker og små bitte revner der breder sig ud over alle væggene - for slet ikke at snakke om gulvene! Her behøvedes vist Sinus og et samlet mandskab!

(han stopper brat op og ser med et stort smil mod de tre)

KATIN: Du glemte Vlada.

BURGO: Jeg glemmer ingen.

KATIN: Glemte du ikke Vlada?

BURGO: Eller hvad siger I?

MARIN: Mener du det du siger?

BURGO: Hvad siger jeg da?

VENGA: At du vil tage fat?

(Burgo kaster sig over Venga og giver hende en svingtur)

BURGO: Gu vil jeg tage fat! Har du nogen sinde hørt den brave Burgo sige noget der ikke passede lige på en prik!

(Marin når lige akkurat at kaste sig til side, da Burgo også rækker ud efter hende)

MARIN: Jamen, hvad ér det du siger?

BURGO: Jeg siger at jorden er rund, jeg siger at man finder kærlighed og skønhed hvor man end vender sig hen!

MARIN: Jamen, hvad mener du med det du siger?

BURGO: Jeg mener at I er et knuselskeligt kompagni at komme hjem til - andet har jeg aldrig nogen sinde sagt!

(han får nu tag i Marin og giver også hende en svingtur)

BURGO: Åh, Marin, du har sgu verdens flotteste bryster!

(han får nu også et greb i Venga igen med den anden arm)

BURGO: Og du Venga, du har dog verdens lækreste bagdel!

(han beundrer dem håndfast oppe og nede. Ser mod Katin)

BURGO: Her er jeg kommet hjem for at tage mig af Katin, er der ingen til at tage sig af jer, hvad er det for noget, hvor er de henne, hvor blir de af, jeg må jo tage mig af Katin! (han krammer dem) Jajaja, her har vi så endnu et forsømt sted, der trænger til en kærlig hånd, og den rette følelse! (han kigger godt ned over dem) De store ynder, jeg ser hos jer, har Katin naturligvis syvfold, det må vi bare ikke glemme - åh, alle de ting her var at tage op!

VENGA: Og det havde du så tænkt dig at starte på nu?

BURGO: Så småt, så småt, nu lægger vi lidt roligt ud.

MARIN: Du aner ikke hvad du har mellem hænderne, Burgo.

(Katin prøver at blande sig, men han drejer trioen væk)

BURGO: Åh, en anelse har jeg vel nok! En anelse!

MARIN: Du er ikke alvorlig, Burgo, hør nu på os!

BURGO: Jeg behøver ikke høre, jeg har mine øjne!

VENGA: Men var det ikke bedre med begge dele da!

BURGO: Jo, sådan at holde jer begge i mine arme!

MARIN: Men du skal både høre på os og -

BURGO: Jeg vil sgu helst mærke!

(de kommer ingen vegne med ham. Venga og Marin giver sig så til at svinge rundt med ham, indtil han blir svimmel)

BURGO: Hej, hej, hej, stop, det kører rundt for mig!

(han griber fat i et af de reb, der hænger ned fra træerne)

BURGO: Fast grund under fødderne igen, det var bedre!

(Katin kommer til, hun får de to andre til at slippe Burgo)

KATIN: Nu synes jeg I to skulle se at -

BURGO: (om rebet) Hvad er det?

VENGA: (ler) Det er til fuglene -

BURGO: Men hvad skal det tjene til?

MARIN: (ler) Til når de skal bygge rede!

KATIN: Jeg tror I to har andet at tage jer for!

(hun tager rebet ud af Burgos hænder. Marin og Venga trækker sig tilbage og forsvinder så ud. Katin tager ham under armen)

KATIN: Vis mig igen hvordan du gør med de der træer, Burgo.

BURGO: Men viser jeg dig noget, viser du mig noget andet.

(hun trækker ham væk fra rebet og får ham ind mellem træerne)

Scene 33

(Aften. Marin og Venga sidder for sig selv og taler til Bovi, nu naturligvis uden silkesnor. Tvillingerne står i en kurv)

MARIN: Vi kan ikke stole på ham.

VENGA: Vi kan ikke regne med Burgo.

MARIN: Burgo er god til at gætte gåder.

VENGA: Han kender langt flere gåder end os.

MARIN: Han kender også alle svarene på gåderne.

VENGA: Fordi han er høvedsmænd og hærfører.

MARIN: Drager ud med mænd og vender hjem uden penge.

VENGA: Nå, Bovi, hvad gør vi så nu?

MARIN: Fortæl os det, Bovi, hvad gør vi?

VENGA: Vi ved det godt, men du skal udtale det.

(de holder Bovi højt løftet, de ryster ham oppe i luften)

VENGA: Du skal ikke være bange, vi splitter dig ikke ad.

MARIN: Vi har overvejet det - men vi gør det ikke.

VENGA: Du skulle have været henrettet, ved du.

MARIN: Men nu står vi og skal bruge dig.

VENGA: Nu skal du med Marin og mig.

(de finder små tøjstrimler frem og sætter dem på ham)

MARIN: Nu pynter vi dig først.

VENGA: Vi klær dig i rødt og hvidt.

MARIN: Klær dig i grønt og i gråt.

VENGA: Pænere har du aldrig været.

MARIN: Du skal med ud i verden.

VENGA: Du skal være præsentabel.

MARIN: Vi skal ud og finde skatten.

(de gør sig stor umage med at sætte strimlerne pænt)

MARIN: Måske er det ikke vores skat.

VENGA: Men vi kan ikke finde Laura.

MARIN: Marek er her heller ikke mere.

VENGA: Vlada kom heller ikke tilbage.

MARIN: Men Vlada, han gik aldrig ud.

VENGA: Vi siger skatten er din, Bovi.

MARIN: Vi hjælper dig med at finde den.

VENGA: Vi skal nok finde den for dig.

(de viser Bovi frem for verden, meget farvestrålende)

VENGA: Skoven er en uvis skæbne, siger de.

MARIN: Men vi er selv en uvis skæbne.

VENGA: Med dig, Bovi, er vi sikrere.

MARIN: Ude i skoven, ude på vejene.

VENGA: Til en uvis skæbne ganske vist.

MARIN: Men ikke endnu, du må vente.

VENGA: Vi har lovet, vi har svoret.

(de krammer Bovi mellem sig, gemmer ham og går med kurven)

Scene 34

(Nat i landsbyen. Katin sniger sig omkring på gårdspladsen. Inde mellem træerne finder hun Burgo - eller han hende)

BURGO: Skal vi prøve igen?

(hun reagerer kun ved at åbne ansigtet for ham, og armene en smule. Burgo bøjer sig frem og kysser hende på munden, blidt. Han lægger en hånd på hendes bryst, stryger meget blødt over hendes bryster. Katin omfavner ham. Skubber ham så lidt væk)

KATIN: Vent, vent.

(Katin fører blidt sine fingre ind under hans hage og derfra meget blødt op under hans ører. Hun stikker en finger i hver af hans øregange og kilder ham. Han lukker øjnene. Til sidst slår han armene om hende. Så skubber han hende lidt tilbage)

BURGO: Vent, vent.

(han sætter sig på en væltet stamme og får hende til at sætte sig over for ham. Han finder en ravkæde frem fra sin bluse)

BURGO: Skyllet op fra bunden af et fjernt hav, kærtegnet af hænder, den er til dig.

KATIN: Den er smuk.

BURGO: Den er ikke kun smuk - den er også effektiv mod forkølelser, og løgne.

KATIN: Den er i hvert fald smuk. Tak, Burgo.

(han hænger den om hendes hals. Hun giver ham et kys og finder så silkesnoren frem fra sin bluse og holder den frem)

KATIN: Og den er til dig.

BURGO: (behersket) Smukt.

KATIN: Så bytter vi gårde.

(hun vikler den om hans hals. Han giver hende et kys som tak)

BURGO: Der ser du - at vende tilbage er min mindste kunst.

KATIN: Det er vel ingen kunst så længe du har nogen at -

BURGO: Er her ellers ikke kommet andre hjem end mig?

KATIN: Har du set andre fra dit læ bag træerne?

BURGO: I har altså intet hørt fra de andre?

KATIN: Vi klarer os stadig som vi nu kan.

BURGO: Hvad har I oplevet siden sidst?

KATIN: Skal vi gøre rent bord nu?

BURGO: Jeg kan sagtens vente.

KATIN: Det kan jeg også.

BURGO: Katin, jeg -

KATIN: Burgo -

(de omfavner hinanden og sidder længe og holder om hinanden)

BURGO: (ser på hende) Jeg ved godt, at det var en skidt idé at efterlade sin landsby sådan, det har jeg ofte fortrudt.

KATIN: (ser ham lige i øjnene) Det eneste jeg ikke ved er hvor Vlada blev af? Hvad mener du når du siger du har fortrudt?

(han rejser sig og kigger rundt på det hele)

BURGO: Jeg mener, at det kan ingen være tjent med.

KATIN: Det der kan du vist godt have ret i, Burgo.

(han vender sig om og ser igen på hende)

BURGO: Nå, det må vi se at få sat lidt skik på.

KATIN: Vi har ellers gjort hvad vi kunne.

(han sætter sig igen over for hende)

BURGO: Jeg har været ude for det der var værre.

KATIN: Det er jeg ikke sikker på at jeg har.

BURGO: I kvinder er ikke som vi mænd.

KATIN: Det er jo det I ikke kan være foruden.

(hun stryger ham over håret, han smiler, han nikker)

BURGO: Du var den der aldrig lod mig ude af syne. Og samtidig lod mig få frie hænder.

KATIN: Hvad mener du egentlig med det du siger, Burgo?

BURGO: Hvad jeg mener?

KATIN: Ja, hvad mener du?

BURGO: Jeg vil ikke spørge dig om det samme nu.

KATIN: Du kunne godt finde på det.

BURGO: Det kunne jeg godt.

KATIN: Vil du svare mig i stedet for?

BURGO: Dine hænder er kolde.

KATIN: Dine læber varme.

(hun kysser ham. Han stryger hendes hænder. De slipper hinanden igen. Så svarer han)

BURGO: Jeg føler mig som et misfoster - som halvt engel, halvt djævel, spændt ud mellem to verdener, uden at kunne finde mig til rette i himlen eller i helvede. Jeg har alt for svært ved at få min verdens ender til at mødes, mine to halvdele.

KATIN: Kom du den lange vej for at fortælle mig det?

BURGO: Jeg har sat for meget til undervejs.

KATIN: Og så kom du hjem for at samle det op her?

BURGO: Jeg kom hjem fordi jeg vil være sammen med dig.

KATIN: Hvor kommer du fra, hvor har du været sidst?

BURGO: Jeg har været langt langt ude mod vest.

KATIN: Hvordan ser der ud langt ude vestpå?

BURGO: Hvorfor vil du gerne vide det?

KATIN: Kan man slå sig ned der?

BURGO: Det kan enhver.

KATIN: Er der fred?

BURGO: Lige nu er der.

KATIN: Og derfor er du her?

BURGO: Mod vest ligger store byer - disse store byer strækker sig over så vældige områder, at titusind landsbyer som denne kunne sende deres indbyggere derind uden at det kunne mærkes.

KATIN: Har du set det, har du været der?

BURGO: Vi fandt frem til de byer - efter det sluttede verden fred. De store byer ligger alle ved floder, de er i konstant forbindelse med hinanden. Husene og paladserne i disse store byer er så smukke, at tanken alene kan stække en.

KATIN: Og alt det har du selv oplevet?

BURGO: Jeg har været i disse byer - har blandet mig med deres indbyggere - men der var ingen der tog notits af mig - ingen der så min tilstedeværelse. Jeg er en mand og vil ses!

(Katin nikker, det forstår hun om nogen)

KATIN: Næste gang drager du mod tomt land i øst?

BURGO: Sagde jeg at der blir nogen næste gang?

KATIN: Du har endnu ikke sagt at der ikke blev.

BURGO: Hvor mange gange er I blevet overfaldet?

(Katin rejser sig. Hun svarer ikke. Burgo rejser sig så også)

BURGO: Der er noget i dine øjne, Katin, som jeg ikke har set der før - som om dine tanker flyver hjemløse om derinde.

KATIN: Og nu har du så tænkt dig at prøve kræfter med resten af verden - og aldrig mere lade det være godt med noget?

(Burgo svarer ikke. Hun går tæt ind på ham og holder om ham)

KATIN: Ved du hvor længe du har været borte herfra - ved du at jeg er gift med den stærkeste mand i byen. Ved du at i al den tid har jeg ikke kunnet vide om den stærkeste mand var død og borte når jeg vågnede om morgenen. Fordi jeg ikke kunne række armen ud og mærke hans åndedrag mod min håndflade!

BURGO: Nu er jeg jo ikke kun den stærkeste. Jeg er også langt den farligste.

KATIN: (smiler) Som om jeg ikke ved det.

BURGO: Hvorfor siger du det så ikke som det er -

KATIN: Som om du ikke også ved, at alle kvinder er tåbelige og enfoldige over for den mand der er i stand til at optænde den ild, guderne lagde under hendes bælte.

BURGO: Hvorfor fortæller du mig ikke, at I er blevet overfaldet?

KATIN: For næsten intet i verden vil vi lade os snyde for den ild!

(hun lægger sig fladt på jorden og får Burgo ned oven på sig)

BURGO: Selv den stærkeste mand kan være svag, selv den stærkeste mand venter døden på. Og det eneste sted han ikke ønsker, den skal ramme ham er i sengen, det vil han ikke finde sig i.

(Katin begynder at flå tøjet af hans overkrop, han er for optaget til at tænke på at fingeren med guldringen kigger frem)

KATIN: Men en kvinde kan være nødt til at affinde sig med at skulle vise sig stærk også der, hvor hun aldrig havde regnet med at skulle vise sin styrke, og jeg snakker ikke om sengen.

(Burgo rejser sig og får hende med op. Han står over for hende med delvis nøgen overkrop, han hiver hendes skørter op, så han får hendes næsten nøgne underkrop ind mod sig. Hun kysser ham)

BURGO: Katin, vi to har aldrig haft bedrag for med hinanden.

KATIN: Og tiden skulle aldrig have ændret ved den sag, Burgo.

BURGO: Du er min kone, og du skal fortælle mig hvordan her er.

KATIN: Du er min mand, og du skal sige om du blir her hos mig.

(han svarer ikke, han maser hende i stedet op mod et træ, men hun får sig revet løs og søger tilbage til det sted de lå før)

KATIN: Ikke op ad et træ, Burgo! Med himlen over dig!

(hun smider sig ned på jorden og venter på ham. Han kommer hen til hende. Han løsner sine bukser og lægger sig oven på hende)

KATIN: Og med jorden under mig! Med jorden under mig!

(et net svirper op fra jorden under dem, de blir begge løftet med op i luften, og nettet strammes om dem. Katin holder ham. Vi ser Molda ude mellem træerne kæmpe en desperat kamp for at holde fast i den anden ende af de reb, der strammer nettet)

KATIN: Hvordan skal jeg ellers få dig til at blive her, kan du sige mig det! Det er til fuglene, til når de skal bygge rede! Tiden har ændret alt, der var bedrag! Hvorfor har du gemt dit trofæ så længe, hvorfor gemte du din gyldne finger for mig!

(Burgo blir stiktosset over at være fanget og begynder at flå i nettet. Venga og Marin kommer nu fra hver sit hold og peger på dem med Mareks pistoler. De holder våbnene langt ude foran kroppen og med begge hænder, mens Katin prøver at holde Burgo ved at gribe fat i silkesnoren og slå arme og ben om ham)

KATIN: Han kommer fri, skyd nu!

VENGA: Så rammer vi også dig!

MOLDA: Skyd ham, skynd jer!

MARIN: Nej, jeg vil ikke!

KATIN: Skynd jer, skyd!

(Burgo har fået revet en del af nettet i stykker og får hovedet ud gennem det. Marin og Venga affyrer hver tre-fire skud. Blod springer frem overalt på Katin og Burgo. Mørke. Stilhed)

Scene 35

(Venga og Marin har igen sat sig sammen med Bovi og tvillingerne. Venga holder Bovi op, Marin lytter intenst til ham)

MARIN: Han siger han føler sig ikke sikker.

VENGA: Han er en mand, han er stærk og smuk.

MARIN: Han siger at han ikke vil være en mand.

VENGA: Hvorfor vil han ikke være en mand mere?

MARIN: Han siger han hellere vil være en kvinde.

VENGA: Det forstår jeg ikke, at være en kvinde -

MARIN: Det er rigtigt, Bovi, det er det allerværste.

VENGA: Det skal du ikke ønske dig, aldrig i livet.

MARIN: Han siger at han skammer sig over at være mand.

VENGA: Siden hvornår skammer han sig over det?

MARIN: Efter at have været holdt til fange i en lejr.

VENGA: Er det noget at skamme sig over, en lejr?

MARIN: Der lå han på en sovesal og nat efter nat -

VENGA: Nå? Hvad skete der nat efter nat i den lejr?

MARIN: Hørte han hvad mændene gjorde ved kvinderne.

VENGA: Hvad hørte han ellers i den lejr?

MARIN: Intet. Det var forbudt at tale.

VENGA: Var der slet ingen lyde?

MARIN: Der var helt stille.

VENGA: Kendte han nogen?

MARIN: Marin, en ung pige.

VENGA: Noget må han have hørt.

MARIN: I stilheden hørte han nat efter nat Marin skrige.

(de ser Bovi an, ryster på hovedet ad ham, smiler til ham)

MARIN: Men det går bare ikke, Bovi -

VENGA: Hvordan det nu er eller ej -

MARIN: Så har vi brug for en mand -

VENGA: Marin er gravid, ser du -

MARIN: Og så tvillingerne -

(de løfter Bovi og drejer ham rundt mod alle verdenshjørner)

VENGA: Vi må have en der kan vandre ud med os -

MARIN: Du følger med os på rejsen, Bovi -

VENGA: Ønsk os alle lykke på turen.

MARIN: Hold øjne og ører åbne.

VENGA: Ønsk os glæde og -

MARIN: Nu går vi.

(de tager tvillingerne op mellem sig og følger Bovi. Mørke)

Scene 36

(En lille flamme flakker op, men ikke nok til at oplyse scenen. Vi hører Moldas stemme i mørket, hun taler meget blidt. Det lyder næsten, som om hun prøver at overbevise sig selv)

MOLDA: Men ingen af os ville være gået med til den plan, hvis vi ikke inderst inde havde troet på at de alle, hver som en, ville være kommet ned som en ørn fra himlen for at beskytte Kaliensk - det ville jo have været det rene selvmord ellers. Det var jo slet ikke det vi ville. Vi ville leve og se vores børn vokse op - og nu ved jeg jo ikke, om Marin og Venga har klaret den, eller om de er døde og borte, som alle andre her. Helt sikker kan man aldrig blive. Nu er det for sent at fortryde, nu kan vi lige så godt starte helt forfra her.

Scene 37

(Morgenlyset kommer op. Væggen foran Skodaen er væltet. Molda har sat sig oven på dens kølerhjelm med Laura i sine arme, en pietà. Skoven har lukket sig helt om dem, inde mellem træerne hænger kun en fritstående dør og blafrer let i vinden)

MOLDA: (synger)

Der var engang, ej langt herfra,
en mand som stof til fabler ga',
han talte skridt i kongens hær,
titusind her,
titusind der,
så mange trin som hver især
nu skridted' ud på sålelæ'r,
han vidste på en prik hvor hæren stod,
og hvilken dag man kongens by forlod,
og de kom vidt omkring på deres færd,
han talte skridt og husked' hvert især,
titusind her,
titusind der,
den hele tur stod tegnet i hans nemme,
og hæren sikret var til den var hjemme,
for hver mand vidste dag for dag,
hvor langt man nu var hjemmefra,
og det var godt, for kun med stort besvær
de skridted' ud med denne store hær,
titusind her,
titusind der,
da faldt vor mand ud fra en skrænt,
han talte til han havde bunden vendt,
men talte siden ej, og gav ej mere svar,
og ingen mand i hæren vidste, hvor de var,
den hele flok blev stum og rørte ej en fod,
og hist i ørknens sand de stod,
som tåber
midt i deres svære nød,
jeg håber
altså er jeg ikke død.

(Laura begynder at le, først ganske svagt, siden stærkere. Til sidst retter hun sig lidt op og lægger armene om Moldas hals)

MOLDA: Det var synd, at det aldrig lykkedes Vlada - han var min mand, jeg ved ikke om du husker ham - (hun modtager et bekræftende klem) - ja, for jeg glemmer ham heller ikke så nemt - at foretage rejsen herfra sammen med de andre.

LAURA: Hvad skete der da med Vlada?

MOLDA: For så kunne han jo ikke vende tilbage og blive her.

LAURA: Tror du Vlada ville være blevet her da?

MOLDA: Det tror jeg bestemt han ville.

LAURA: Hvorfor tror du det?

MOLDA: Vlada skulle ikke ud i krig. Han skulle ud og stifte en fred. Men derfor kan man jo godt gå hen og blive slået ihjel. Han havde vævet en silkesnor - den hængte han om halsen - som et tegn på at han var fredsbærer. Der opdagede Burgo den. Han kvalte Vlada med snoren og vidste ikke at jeg så det. Så drog de i krig. Jeg fjernede snoren fra Vladas hals. Jeg viste den til Katin og fortalte hende at Burgo havde stranguleret Vlada med den snor. Så var det at hun satte den plan i værk. Vi kan godt sige, at Venga og Marin har klaret den - og så kommer de om lidt med skatten - men Vlada - det var noget værre noget - og en stor skam jo. Ellers kunne vi hvert øjeblik have ventet at se ham tilbage her i vores lille Kaliensk.

(Laura knuger hende ind til sig. Hun ser sig om)

LAURA: Skal vi ikke håbe lidt endnu?

(lyset svinder langsomt på dem)