GARTNEREN - ET KULTURPOLITISK EVENTYR

Der var engang en gartner.

Han var sådan en glad gartner, han følte sig rigtigt i overensstemmelse med de folk han arbejdede for. Han trivedes og kunne ikke drømme om at være noget andet end netop sådan en gartner.

Det var travle folk han var i tjeneste hos, og han var selv en travl mand. Han kunne tilbyde gode sager for moderne mennesker der har travlt. Bedre kunne det næsten ikke være.

Men travle folk skal have hurtige og synlige resultater, og nu stod der dette store træ midt ude i haven, rigt på rødder, med en rig og struttende krone.

Og det var jo kronen man lagde mærke til med det smukt formede løvværk og den festlige appeal, derfor var det også kronen man måtte dyrke.

Der var for gartneren ingen tvivl om at træet brugte for mange kræfter på et alt for stort og kraftigt rodnet.

Alle de rødder var der jo ingen der så, de lå i bedste fald og spændte ben for folk nede mellem det visne løv.

Og så huggede han dem da af, den gode gartner, en rod efter en anden, og dem han ikke kunne komme til, nægtede han gødning og lod dem passe sig selv nede i mørket.

Kronen kunne selv hente sin næring fra himlen og lyset deroppe.

Åh, som den også tog sig ud. Den var image-rigtig, og erhvervslivet glædede sig. Det var den man måtte koncentrere kræfterne om og stille de sparsomme midler til rådighed for.

Der blev omprioriteret, der blev fordelt på ny. Og alt det man skar bort, kaldte man tilvækst og ny grokraft.

Der var ingen tabere, kun vindere.

Det så meget lovende ud.

Derfor fortsatte dette arbejde da også år efter år, gennem den ene vækstsæson efter den anden.

Og imens stod træet og sygnede langsomt hen, og snart blev det et oplagt bytte for alverdens insektangreb og dårligdomme.

Ingen krone holder sig oppe ved egen kraft.

Der var engang en gartner.