ET PAR ORD TIL AT FØLGE MED FLORENCE

I efteråret 1997 udkom "DE DØDE FRA DONAU" næsten samtidig med at stykket havde premiere på Det Lille Teater i Gråsten. Denne udgivelse kan stadig fås ved en henvendelse til forlaget DRAMA.

Stykket havde en anden form på Det Lille Teater end i den trykte udgave, af den simple grund af stykket er bygget op af løst sammenknyttede episoder der - til en vis grad - kan skiftes ud og sættes sammen efter de forhåndenværende søms princip.

Opbygningen af stykket var helt fra starten bestemt af princippet med en løs struktur, således at hver ny opførelse vil være anderledes end de foregående.

Stykkets anvendelighed blev på den måde ikke kun bredere i forhold til fremførelsen, det samme gjaldt også i forhold til selve prøvearbejdet.

Det var muligt at prøve scenerne op enkeltvis, i hver sin krog og hver sit hjørne, for siden hen at skabe sin helt personlige sammenhæng af alle byggeklodserne.

For mig selv betød alt det, at jeg aldrig blev færdig med stykket, og at det stadig er efter mig fra tid til anden.

For eksempel fik jeg i sommeren 2000 en gave - en historie som ville passe helt gevaldigt ind i DONAU. Jeg har nu skrevet den, det var jeg næsten nødt til, og her er den så.

Det hele handler om beboerne på De navnløses Kirkegård i udkanten af Wien. De fleste af deltagerne er døde, de er druknede i floden og siden begravet her. Der er en del par imellem, dette blev endnu et sådant: Florence og Dykkeren - begge døde i 1917.

Så kan man jo altid se om dette nye par kan bidrage til en eller anden sammenhæng i forbindelse med en og anden opførelse.

Det er jo på en måde at betragte som en sidegevinst.

Og sådan nogle bør man altid tage med sig.

(Midt på scenen en mandlig dykker i fuldt udstyret dykkerdragt, men uden hjelm. En sygeplejerske, Florence, kommer langsomt og velovervejet hen til ham. Hun er i et forlængst uddateret sygeplejerskekostume. Når Florence bevæger sig, sker det med stramhed og præcision. Men står hun stille, er det som om hun vajer sagte, og hendes hår løftes og bølger ud til alle sider. Dykkeren bevæger sig kun omkring med det største besvær)

FLORENCE: (standser op, svajer) Jeg ser dem stadig for mig, af alle rangklasser og af enhver stand. Som var hele samfundet repræsenteret på disse få kvadratmeter. Som var alle forskellene blevet ophævet og kun ligheden tilbage - på en måde husker jeg det som noget meget smukt.

DYKKER: (står støt) Smukt er et smukt ord, men det dækker ikke altid hele sandheden.

FLORENCE: Jeg har set folk lide af de særeste sygdomme, alligevel forblev der altid et element af skønhed tilbage, en sidste rest af stolthed kunne man måske kalde det - af menneskelighed.

DYKKER: Det smukke kan endda tænkes at dække over sandheden.

FLORENCE: (går rundt om ham) Du er letsindig med dine ord - du er i det hele taget letsindig - men mest med dine ord - det er i det hele taget mest der du - (hun ser og og ned ad ham) Hvor ville jeg ønske du somme tider omgikkes lige så letsindigt med din krop og - ja, din fysiske tilstedeværelse i det hele taget.

(han slår afværgende ud med armene. Hun står stille og svajer)

FLORENCE: Det er først nu, det var først gensynet med dig, der fik mig til at forstå hvor meget det betød for mig dengang, og hvor meget det har betydet for min forståelse for døden.

DYKKER: Jeg husker det ikke så tydeligt som dig.

FLORENCE: Det var dit blik bag hjelmen.

DYKKER: Alt det står lidt tåget.

FLORENCE: Hvor er hjelmen?

DYKKER: Jeg lagde den.

(hun bevæger sig flydende rundt om ham og udpeger steder)

FLORENCE: De stod der og der - og der, der, der, alle vegne, og over det hele, de svajede, de bevægede sig, i samme rytme. Hvor den ene drejede sig hen, drejede de sig alle hen. Ret op og ned stod de der, tilfældigt placeret, men ikke placeret ved en tilfældighed, det var skam en bevidst handling der lå bag, det var en meget målrettet tilfældighed, kunne man sige.

DYKKER: Hvorfor siger du hele tiden "de"?

FLORENCE: Hvad skulle jeg ellers sige?

DYKKER: Du skulle hellere sige "vi".

FLORENCE: Så siger vi "vi".

DYKKER: Du var der også.

FLORENCE: Du har fuldkommen ret.

DYKKER: Hvorfor siger du hele tiden "de"?

(hun stopper kort op. Svajer let. Går så igen beslutsom rundt)

FLORENCE: Jeg er vant til det fra mit arbejde. Selv om vi mange gange måtte dele betingelser med de syge og sårede, var der dog altid en vis forskel på dem og os, på sygeplejersker og patienter. Men selvfølgelig hedder det "vi", du har ret: "Vi" svajede og "vi" bevægede os, "vi" drejede os alle de samme steder hen i samme tilfældighed, som ikke var nogen tilfældighed, men en bevidst handling. Du har ret. Vi var sammen der. Og så kom du ned til os. Nogen havde sendt dig. Nogen ønskede at vide besked.

DYKKER: Nogen bestak mig til at gå derned.

FLORENCE: Var det ikke farligt for dig?

DYKKER: Jeg havde brug for pengene.

FLORENCE: Vidste du at det kunne være farligt?

DYKKER: Ikke så farligt. Det gik aldrig op for mig.

FLORENCE: Men så meget havde du altså brug for pengene?

DYKKER: Hvordan skulle man ellers købe sig gennem tilværelsen.

FLORENCE: Hvem var det der bestak dig?

DYKKER: En kvinde hvis mand var forsvundet.

FLORENCE: Jeg var også forsvundet.

DYKKER: Jeg kendte dig ikke.

FLORENCE: Du så mig lige ind i øjnene.

DYKKER: Du stod lige foran mig.

FLORENCE: Det var da du ramte havbunden.

DYKKER: Det lille øjeblik husker jeg.

FLORENCE: Og dine øjne glemte deres opgave.

DYKKER: Min første tanke: hende ville jeg godt have haft.

FLORENCE: Dine øjne spejlet i mine øjne.

DYKKER: En forfærdelig tanke.

FLORENCE: Du besindede dig igen på det du var kommet for.

DYKKER: Jeg så mig omkring på havbunden.

FLORENCE: Du lod blikket glide hen over havets bund.

DYKKER: Jeg prøvede længst muligt at undgå synet.

FLORENCE: Du ville hellere se ind i mine øjne.

DYKKER: Jeg måtte jo til det til sidst.

FLORENCE: Det var et syn der kunne gøre enhver betænkelig.

(han ryster på hovedet som kan han stadig ikke forstå det)

DYKKER: Det var så her de gemte deres døde, på havbunden, efter henrettelsen. Holdt nede ved en sten bundet om anklerne. En hær af mennesker. Alle vegne om mig stod de, af alle rangklasser og af enhver stand. Jeg var omgivet af lig til alle sider og havde kun dig at holde mig til.

FLORENCE: Ak, heller ikke det skulle vare.

DYKKER: En strøm tog dig og førte dig bort.

FLORENCE: En sløset knude, et tyndslidt reb.

DYKKER: Da jeg igen vendte mig mod dig var du væk.

FLORENCE: Men du havde set nok, du havde set alt for meget.

DYKKER: Det var et syn der kunne gøre enhver betænkelig.

FLORENCE: Og alligevel - bag synet lå fra nu af jeg.

DYKKER: Måske vinkede du, da du drev bort, måske ikke. Jeg stod som naglet til stedet - men jeg glemte dig aldrig. Bag synet lå fra nu af billedet af dig. Efter en del år var der kun mig tilbage dernede. Der var faldet lidt ro over mig igen. Så begyndte jeg at gå.

(hun svajer foran ham, danser lidt baglæns, stopper op, nejer)

FLORENCE: (rækker ud) Er du så parat nu?

DYKKER: Giv mig lidt mere tid.

FLORENCE: Jeg hedder Florence.

DYKKER: Ligesom sygeplejersken?

FLORENCE: Ligesom mig selv.

DYKKER: Jeg er bare en dykker.

FLORENCE: (kærligt) Dem skal der også være nogle af.

DYKKER: Jeg blev dykker for at forsørge mine børn. Jeg krævede altid betalingen forud. Men denne sidste opgave løste jeg ikke. Da de ville hale mig op for at rapportere, løsnede jeg hjelmen. Jeg skulle ikke have noget af at være budbringer her. Jeg skar alle slanger og reb over. Dragten blev fyldt med vand, og hvad den ikke var tung i forvejen, det blev den da nu.

(han prøver at tage et skridt, det er meget svært. Hun afventer tålmodigt)

DYKKER: Måske var der noget smukt over det - men hvordan skulle nogen kunne forstå sådan et budskab - og sådan så virkeligheden jo også kun ud set fra havbunden, det var en helt anden sandhed end den vi kendte deroppefra - det var hverken fællesskab eller forbrødring. I det mindste ikke før efter døden.

FLORENCE: Så hellere se mig i øjnene.

(han tager et bekræftende skridt. Standser. Hun nærmer sig ham)

FLORENCE: Det var strømmen der tog i mig, og strømmen der fik vores hår og arme til at bevæge sig som siv og rør og gav vores klæder et præg af selvstændigt liv - det var som om vi bevægede os, men det var omvendt: Vi blev bevæget, alle sygeplejerskerne og nonnerne, præsterne, officerer, købmænd og kontorister, alle dem hvis liv og færden garanterede et dødt regimes overlevelse.

DYKKER: Var du imod revolutionen?

FLORENCE: Jeg havde passet enkekejserinden.

DYKKER: Altså blev du lænket til en sten ved foden.

FLORENCE: Jeg blev lænket ved en sten og smidt ud til de andre.

DYKKER: Det var ikke menneskekærligt.

FLORENCE: Først blev jeg skudt.

DYKKER: Først blev du skudt.

FLORENCE: I brystet. Det blev man.

DYKKER: Rigtigt - først blev du skudt.

FLORENCE: Siden havnede jeg her.

DYKKER: I brystet.

FLORENCE: Det var der de skød.

DYKKER: Det var strømmen der førte dig herhen.

FLORENCE: Hvordan kom du selv her?

DYKKER: Jeg spadserede.

FLORENCE: Har du været undervejs mod mig lige siden?

DYKKER: I alle de år har jeg gået.

FLORENCE: Hvordan vidste du hvor du skulle gå hen?

DYKKER: Jeg fulgte med strømmen.

FLORENCE: Hele den lange lange vej?

DYKKER: (triumf) Men så fandt jeg da også frem!

FLORENCE: (salig) Det er jo en letsindighed uden lige! (blir så alvorlig igen) Det må have været en tung vandring.

DYKKER: Ikke så længe jeg var under vand.

FLORENCE: Men nu?

DYKKER: Føles det tungt.

FLORENCE: Men du blir ved med at prøve?

DYKKER: Nu vender det hele tilbage til mig - alt det jeg vendte ryggen og har været på så lang en vandring væk fra.

FLORENCE: Du giver ikke op endnu - vel?

(hendes arme bevæger sig op og ned i svømmeagtige bevægelser og som i et forsøg på sammen med kroppens svajen at gøre dette til en ny måde at flytte sig rundt på. Han virker lidt tvivlende)

DYKKER: Måske skulle de ikke have begravet os på landjorden. De skulle måske hellere have ladet os ligge i vandet. Det var jo i vandet vi fandt hinanden. Måske var det vores bestemmelse.

FLORENCE: I vandet finder sindet ikke hvile.

DYKKER: Jeg havde været mere mobil der.

FLORENCE: Du er god nok som du er.

(hun tager ved hans arm som en god sygeplejerske og trækker ham med sig. Og nu går det, han flytter sig fod for fod, om end han aldrig kommer til at bevæge sig så ubesværet som hende)

FLORENCE: Det er første gang i mit liv, jeg bryder den barriere jeg altid har følt mellem sygeplejerske og patient.

DYKKER: Engang måtte det vel indtræffe.

FLORENCE: Er du så parat?

DYKKER: Det går.

(de bevæger sig væk fra stedet. Det går langsomt. Men det går)