om at unddrage sig

Spil for tre stemmer

af

Kaj Nissen

(Spillet tænkes effektueret ved hjælp af tre skuespillere. Ideen er den at første skuespiller tager sig af den stemme der er betegnet "Fyren", anden skuespiller tager sig af samtlige øvrige mandlige stemmer, mens en skuespillerinde tager sig af samtlige pigestemmer. Dette ikke bare for at spare på rollelisten, men som et forsøg på at tætte spillet om "fablen". Disse tre stemmer må så spille op til sig selv og hinanden inden for det indre forløb spillet er. Der er med vilje undgået enhver form for contentum, idet stemmerne stort set er deres egen lydbaggrund. Kun til slut, fra midten af den sidste henvendelse, kommer musikunderlægning, Bookend-temaet fra Simon og Garfunkels lp Bookends. Dette ligger under resten af henvendelsen, og når denne er færdig og afsluttet, runder sangen over Bookend-temaet spillet af)

LILLE FABEL FOR RADIO

FYREN: (tildels som om han skriver) Kære alle sammen. Om igen. Kære alle sammen. Dette her kan synes kedeligt og dumt og tåbeligt. Men jeg svor. Men jeg tror at - jeg tror at hvis man ikke er lidt stædig med sig selv, sommetider, så kan man lige så godt først som sidst give op. Opgive sig selv og alt og det hele. Jeg svor, var det nytårsaften, at i år måtte det være slut med dette forskrækkelige liv. Vi skriver nu den 21. januar. I dag vil jeg så til at være lidt stædig med mig selv. Det er lidt svært at forstå det, men når I får dette brev, det skulle jo slet ikke have været noget brev, så er jeg langt væk og på vej. Hvad jeg vil der? Det er ikke så meget et spørgsmål om hvad jeg vil der som at jeg ikke kan her. Det har ikke noget med jer at gøre. Det har ikke noget at gøre med hvad vi har haft sammen. Det er noget andet og videre. Og det står for mig næsten som at overleve eller bukke under, men måske overdriver jeg. Specielt er det mit arbejde der er så hårrejsende. Og dem jeg arbejder sammen med virker så forfærdelig nedslående. Det er stik imod alt hvad jeg havde ventet mig. Men jeg skal nok sende dem et brev også om at de ikke ser mig mere. Jeg har lidt dårlig samvittighed, men lad være med at følge efter mig. Jeg ved hvad jeg gør, i hvert fald er det mit eget indtryk af det hele. Jeg forsøger et frigøre mig for nogle af de bånd der er blevet for snævre til at jeg kan være menneske under dem.

BANKMAND: (direkte på) Hvor meget skal vi så hæve?

FYREN: Rolig, nu rolig. (men skal jo til det) Jeg skal have D-mark for alt hvad der står på bogen.

BANKMAND: Nåja, der står l250 kroner, skal De have D-mark for dem alle sammen?

FYREN: Jeg skal have D-mark for dem alle sammen. Om igen. Der skulle ikke stå: For snævre til at jeg kan være menneske under dem. Det skulle have været: Til at jeg kan være mig selv under dem.

BANKMAND: (direkte på) Hvor meget skal vi så hæve?

FYREN: Rolig, nu rolig. (men skal jo til det) Jeg skal have D-mark for alt hvad der står på bogen.

BANKMAND: Nåja, der står 1250 kroner, skal De have D-mark for dem alle sammen?

FYREN: Jeg skal have D-mark for dem alle sammen.

BANKMAND: Vi kan ikke opretholde kontoen hvis De vil have D-mark for alt hvad der står på bogen. Der skal stå mindst halvanden krone på den.

FYREN: Det gør ikke så meget med kontoen. Men jeg har ret travlt.

BANKMAND: Tja, det er mærkeligt med folk at de altid kommer sådan i ryk. Det er ikke noget vi selv er herre over, og så får vi alle travlt, kan De ikke tage 1248,50 ud i stedet for, det er da altid rart at have en konto stående.

FYREN: Jeg skulle altså frygtelig gerne nå et tog.

BANKMAND: Vi må jo tage folk som de kommer ind. Det er den eneste måde vi kan overkomme det på. Og i hvert fald kan vi ikke forfordele folk ved at springe rundt til de hoveder vi måske bedst kan lide at ekspedere.

FYREN: Det er et meget væsentligt tog, og det kører om ti minutter.

BANKMAND: Jeg skal gerne gøre hvad jeg kan for at skubbe det igennem. Men med alle de folk kan det ikke undgås at der opstår nogen ventetid. Hvor meget ville De så have?

FYREN: Ja, det - hvad tager længst tid, med konto eller uden konto - jeg ved det ikke.

BANKMAND: De må bestemme Dem.

FYREN: Jeg er ligeglad!

BANKMAND: (fader bort) Kroner 1250 til D-mark.

FYREN: Nu, nu bare holde fast ved ideen i det. Ikke lade ideen forstyrre af om det lykkes mig at komme med et tilfældigt tog om nogen minutter. Eller om jeg kommer til at sidde på banegården og vente i flere timer på at det næste skal gå. Samtidig med at de breve om unddragelsen så småt er ved at være på vej ud. Det er tanken bag det her der er det væsentlige. Ikke toget. Ikke det at man sidder tilbage selv om man faktisk ér taget af sted. Men det at man tager det første skridt på sin egen vej, den man pludselig får mod til at gå.

PIGE: Hej!

FYREN: Det er fantastisk, men jeg når ikke det tog. Det hele er så vanvittig godt forberedt, og det er ualmindelig ubehageligt at skulle vente på et andet tog under de her omstændigheder, men der er ikke noget at stille op. Hej. Der er et uhyggeligt skred i minutterne, det går for hurtigt nu.

PIGE: Hej, hej, hej!

FYREN: Jeg har bemærket dig, du betyder en ny forsinkelse, du er med til at fremkalde en mindre katastrofe, men det kan du selvfølgelig ikke vide noget om, hej med dig.

PIGE: Hvor skal du hen?

FYREN: Jeg skal - det har jeg desværre ikke tid til at svare kort nok på.

PIGE: Du ser nøjagtig ud som en der skal nogen steder hen.

FYREN: Det er tilfældigt og utilsigtet. Jeg skal ingen steder hen. I hvert fald ikke til tiden. Jeg står bare og har mægtig travlt.

PIGE: Jeg skal ikke forsinke dig, men du kommer da på lørdag, gør du ikke?

FYREN: Jamen, på lørdag, gør jeg det!

PIGE: Ja, kommer du ikke ud på lørdag, nu på lørdag?

FYREN: Jeg vil meget nødig være i stand til det. Men altså, det - toget, gud i himlen, tag og hold på det tog. Bare ti minutter. Hvad sker der på lørdag?

PIGE: Der blir fest og ballade ude hos mig.

FYREN: Det er jo mægtigt, men det kommer rigtignok an på en del ting.

PIGE: Du får ikke lov til at vente med at beslutte dig til i sidste øjeblik. Svaret skal falde nu, altså ja eller nej, kommer du?

FYREN: Jo, men forstår du, nej, det gør du ikke, men -

PIGE: Ja eller nej?

FYREN: Jamen for fanden, jeg ved ikke, du ved ikke -

PIGE: Ja eller nej!

FYREN: (beslutning) Ja!

PIGE: (tvivler) Er du nu sikker på det?

FYREN: Er du nu ude på at gøre mig usikker igen?

PIGE: Nej, men hvis du vidste hvor meget jeg skal have ordnet til på lørdag, så ville du også kunne forstå at jeg ikke vil risikere at kun halvdelen af dem jeg inviterer kommer. Det er jo noget svineri at sige at man kommer og så alligevel ikke viser sig, det er da alligevel et arbejde jeg lægger i det. Det er den slags jeg altså ikke går med til. Så nu har du at dukke op og være sød og rar, du har lovet det, altså lørdag.

FYREN: (inde under hendes snak) Nåja, lørdag. Der er længe til lørdag. Men lørdag. Det var nu på lørdag. (hun er færdig) Altså lørdag!

PIGE: Hej så længe så!

FYREN: (lader den sidste stå lidt) Men det ville have været falskt af mig at sige nej. Hej. Det ville ikke have været rigtigt. Så hellere ja. Hellere stikke et ja og virkelig mene det. Selv om det er forkert. Folk vil alligevel hellere have et ja. Og det er hurtigere. Men gud svigtede. Og der var breve undervejs. Alt var undervejs, alt var i skred. Mens jeg koncentrerede mig om at vente. Der var brev undervejs til det underlige sted, til disse rum hvor jeg ved et skæbnesvangert uheld var havnet og som jeg nu fandt tiden moden til at frasige mig enhver rettighed til. Disse glasaflukker med deres sære neonklare glans, med den tætte varme der gjorde sig så stærkt gældende når man kom ind ude fra havnen, med borde over for hinanden, stole over for hinanden, med ansigter mod hinanden. Med de evindelige telefoner, den "døde" akustik, dette mellemsted, dette nulpunkt hvor tiden bare skulle henslæbes, uden at give noget igen, bortset fra hvad man selv neglede sig til, død tid der trak af med en. Og så bagefter, så kunne man gå hjem og være sig selv et par timer. Hvis man ikke var for træt til det anstrengende job det er at være sig selv, et par timer. Kontoret, Ingenmandsland, Ottetimerscellen, den store, store Spærring.

CHEFEN: Mon der er nogen der ved noget om hvor Gersner opholder sig?

KONTORPIGE: Jeg har ikke set noget til ham.

FYREN: Den tåbeligste af alle tilværelser.

CHEFEN: Heller ikke om han er kommet fra middagspause?

KONTORPIGE: Nej, men måske er han ude på lageret. Han var også derude i formiddags.

CHEFEN: Vil De sende ham ind til mig når han kommer?

KONTORPIGE: Jo, det skal jeg nok.

FYREN: Og ventesalen er både grøn og gul og grim. Det er en grim ventesal, den er gul og grøn. Uhyggeligt og intetsigende grim. Grøn og gul kan stå meget godt til hinanden, men det kommer da an på hvilke nuancer man tager. Jeg kunne ikke have fundet på denne ventesal. Nu kender jeg dens funktion. Nu er jeg helt og aldeles alene i dens grimhed af forkerte grønne og gule nuancer. Hvis jeg nu skal være helt ærlig, forstår jeg ikke rigtig hvad der får mig til at gøre det. Men situationen er uacceptabel. Grøn og gul i de forkerte nuancer. For lidt siden var der en togmand herinde, han kom ind og hældte koks i ovnen. Det er hans arbejde. Hælde koks i en ovn hvor ingen mennesker er. Feje lidt efter sig. Blive gammel og afgå til tiden. Endelig blive sig selv. Grøn, gul og grim. Hvad tænker han om mig. Hvad tænker jeg om ham. Endelig blive sig selv. Jeg har tidligere været langt ude, men har ikke måttet stikke af fra det. Kunne man nu have gjort en karikatur ud af al den alvor. Grim, grøn, gul. Hvordan, hvordan skulle man kunne. Jeg blev ikke det I ventede. Lidt dårlig samvittighed, jamen det er da klart. Og alligevel og alligevel. Alt det formålsløse arbejde der dog er til. Det er jo ikke til at holde ud. Og en ventesal der er både grim og grøn og gul. Oven i alt det andet, grim og grøn og gul!

KONTORPIGE: Nej, nu begriber jeg ikke et suk af hvor Gersner kan være.

FYREN: Det er en skandaløs affære, og håndtaget på min taske er gået i stykker, så nu blir jeg nødt til at have dens tykbulede mave under armen hele resten af vejen.

KONTORPIGE: Han er ikke på lageret, og han er heller ikke ovre i arkivet, og heller ikke på toldboden. Så jeg ved ikke hvor han er blevet af.

CHEFEN: Han dukker forhåbentlig op igen. Jeg har nogle breve der skal af sted i dag. Hvis De vil sige det til ham.

FYREN: Om formiddagen havde jeg været der, på kontoret, for at virke tilforladelig. Tilforladelig. Det skulle jo nemlig lykkes mig at overliste dem. Og jeg brugte de andres middagspause der faldt før min, til alene og i ro og mag at sige farvel til tingene. Tingene ude på lageret. Godset, varerne, stablerne, alt det der kom ind og gik ud, kom og gik, med skib, bil, tog, flyver. Det kunne have været så spændende. En uendelig strøm af gods der blot havde den uheldige egenskab at trække lige så uendelige mængder af papir med sig. Men varerne selv er skønne at være sammen med. At have om sig. Når man sådan bevæger sig langsomt ned gennem pakhuset, står de som ophobede bjerge på alle sider af en. Roligt glider de forbi og afslører labyrintiske gange der fører ind bag hvor man lige akkurat kan knibe sig igennem. Sække med kaffe, nødder, jerndele, kasser med bananer, appelsiner, æbler, maskineri, te, krydderier, tonsvis af ølflasker, de fulde og de tomme. En duft af det hele. Vinfade, tønder med glykose, smørfedt, olie. Og en svag anelse af hvor i verden det kommer fra. Skilte med navnene på byer og lande, ikke helt stedbestemte, pallets med hongkonglærred og billige skjorter, flere maskindele, mere øl. Og de store dejlige vævre trucks der kan bære det hele. Ja de kan, bære det hele, fortoldet som ufortoldet. Det morsomste inde på kontoret var et stort og udførligt atlas i bogform, Lloyd's Shipping Atlas, tykt og vældigt og indgående og verdensomspændende. Det var meget fornøjeligt. (dæmper de sidste ord) Men studiet af det kunne rigtignok nedkalde visse vilde ideer over ens hoved.

TOLDERFYR: Hvor fanden skal du hen, sådan midt i det hele, med det her forhutlede tog?

FYREN: Nåja, hvad med dig, har de allerede sluppet dig fri fra toldboden, bor du herudad?

TOLDERFYR: Ja, ellers tog jeg sgu ikke med det her tog.

FYREN: Forstået. Ja jeg skal - jeg har en helvedes masse ting med, ja. Jeg skal over og besøge nogen venner jeg har, ude vestpå. Derfor er jeg med det her tog. Alt det her lort er noget jeg har lånt af dem, forstår du, og nu skal de altså have det igen. Man kan jo ikke beholde det evigt. Har du allerede fyraften?

TOLDERFYR: Jeg har lov til at gå lidt før for at kunne nå toget.

FYREN: Hvordan bryder du dig egentlig om at være på toldboden?

TOLDERFYR: Det er da mægtig rart, mand. Man slæber sig i hvert fald ikke ihjel. Der er varmt og hyggeligt. Det er et godt arbejde. Det går af sig selv, og man har det behageligt. Jo, jeg kan sgu godt lide toldboden. Har du noget mod toldboden?

FYREN: Åhja, det har jeg jo nok. Det er jo ikke lige rart at skulle komme der dag efter dag og skulle gennem hele jeres mølle med alle mine papirer og alt det ragelse de slæber ind i landet.

TOLDERFYR: Jamen, hvis du ikke kan lide det kan du jo bare holde op.

FYREN: Det var der selvfølgelig en idé i. Men kan du ikke se det, mand, det er landets mest helvedes indviklede apparat, sådan en toldbod. Også selv om man kender det hele ud og ind, hvad man jo nok skal få sig lært. Det er sgu ligefedt om man kommer med en mikroskopisk pakke under armen eller har et helt skiv liggende ude i havnen, det er lige møgbesværligt. Op på kontoret, mand, ned i pakhuset, ind til kontrollørerne, tilbage til kontoret, hen til assistenterne, alle mand tilbage til pakhuset, ind til kontrollørerne, op på kontoret, pis og papir og stempler og underskrifter. Syv lange og syv brede. Og så kan man allerunderdanigst få lov til at løbe med sin pakke eller sit skib. Og når man så har flere hundrede af den slags om ugen. Og kontrollørerne ikke altid ved med sig selv om de gider skrive under, og der hele tiden kommer nye toldsatser for EFTA, og pakhusfolkene smadrer dine kasser, og firmaerne ringer og rykker, og kontoret uddør for folk med bestemte mellemrum, og skibet skal sejle inden de lukker Kielerkanalen. Så er det sgu da til at blive bims af.

TOLDERFYR: Hvorfor det? Det behøver du da ikke. Du kan da bare tage det helt køligt. Skid da hul i det hele og slap af, mand, så er det da ikke så galt.

FYREN: I skulle meget hellere gøre noget ved det, forenkle det, for fanden! Så man slap smartere igennem.

TOLDERFYR: Vi blir da nødt til at kontrollere tingene ordentligt, for fanden! Det er jo os der skal kontrollere alt det der kommer ind i landet, der er ingen andre til det!

FYREN: Jamen, skal det absolut være ved hjælp af kontoriusseri! (fortryder straks i begyndelsen af replikken) Hold kæft, dit dumme svin, hvad er det nu for et tidspunkt at sætte sig hen og reformere toldvæsnet på!

TOLDERFYR: Hvad fanden tror du ellers vi sidder der for, hvis det ikke var for at kontrollere det hele!

FYREN: Lær mig at holde min mund.

TOLDERFYR: Ellers kunne vi jo lige så godt lade være med at sidde der!

FYREN: Hvad var det nu, hvad var det, hvad var det? Jo, det var en stor sag - som du gik ud og tog på dig. Altså er du ude af det. Altså kan du slappe af. Slap af! Du har lidt dårlig samvittighed, det første brev må være fremme nu, men det må du vænne dig til. Der er da noget du vil! Du bryder op fra din by og din familie, fra dit værelse og dine venner. Du søger væk fra de byer du kender. Og selvfølgelig kan det ikke gå af uden at det piver lidt i dig. Men alle I, alle I: Glem mig. Glem mig. Ja, glem mig.

SØSTER: Hvad er det min kære bror har så travlt med?

FYREN: (giver sig tid til en dyb indånding, næsten et suk) Men selvfølgelig kan det først blive når jeg er borte fra byerne. Før da må for guds skyld ingen finde ud af hvad der er ved at ske. Hvorfor pokker er min kære søster allerede kommet hjem fra skole?

SØSTER: Lærerne strejker.

FYREN: Det var lige det der manglede.

SØSTER: Jamen, hvad er det du går og laver. Gud, hvor du dog roder.

FYREN: Skal du ikke læse lektier?

SØSTER: Lærerne blir ved med at strejke.

FYREN: Det er klart.

SØSTER: Hvorfor maser du sådan omkring med dine ting? Skal du ikke spille noget musik? Har du ikke middagspause? Hvorfor har du slæbt alt det der ned i stuen?

FYREN: Det er også en komplet misforståelse. Men det blir jo ikke bedre af at du stanger spørgsmål ud. Det er for at finde ud af dem, få overblik over dem. Jeg må se at finde ud af hvad jeg har og hvad jeg ikke har. Ja, få lidt klarhed over det. Forstået?

SØSTER: Næ.

FYREN: Sådan er det, hvad er klokken?

SØSTER: Det er da et skørt tidspunkt, i din middagspause, det er det eneste ordentlige tidspunkt du påstår du har på hele dagen.

FYREN: Ja, det skal altså være lige nu, middagspause eller ikke, det er på høje tid, det er måske allerede ved at være for sent, hvad er klokken, jeg finder aldrig et bedre tidspunkt.

SØSTER: Klokken er lidt i otte. Nej, det kan ikke passe, det må være uret der er gået i stå. Uret er gået i stå.

FYREN: Engang vil jeg more mig en hel vinter over det her. Jeg vil synes at det måtte have været mægtig skægt at skulle stuve mit planlagte minimum af ting og sager og tøj og papir ned i to tasker for øjnene af hende uden at lade hende ane hensigten. Og få det hele smuglet i kælderen. Og tage indtil flere lag tøj på kroppen fordi det ikke kan være i de forbandede tasker! Og få det på cyklen, så jeg kan fræse ud af bagvejen til toget og komme herfra! Og nu gik hanken på den ene taske i stykker, helvedes da også!

SØSTER: Så mange ting har du da heller ikke.

FYREN: Men hvilken stor sag kan vel hamle op med en kontorformiddag der dør bort mellem fingrene på en, med en bank der går i baglås fordi folk kommer i ryk, med en fest der med vold og magt skal stables på benene, med en taske der går i stykker, med en søsters lærere der stiller sig op og strejker? Hvilken stor sag, spør jeg bare? Når alt har en tilbøjelighed til at komme væltende! Og så var det endda ved at lykkes mig - jeg var ved at komme ud af byerne, var kommet fri af de sidste kontakter. Nogen havde sluppet min hånd, jeg havde omsider fået lov til at fortsætte helt selv. Men hvad for en vej kommer man egentlig ud af byen her?

MAND: Hvad for en vej skal De?

FYREN: Jeg skal i hvert fald mod syd.

MAND: Så er det den vej derudad.

FYREN: Den der? Er De sikker?

MAND: De skal ikke tro De kan gøre mig usikker. Jeg er født her. Derudad! Og så bare lige ud ad landevejen. Det er ikke til at tage fejl af. Men hvor fanden skal De hen?

FYREN: Jeg skal den vej derudad, det siger De jo selv!

MAND: Jamen, er De da virkelig sikker på at det er den vej De skal?

FYREN: Jeg ved det ikke, De står jo bare og peger ud i mørket. De stritter med fingeren ud mod det rene ingenting! Men tak alligevel, jeg finder ud af det. Nej, jeg fandt jo aldrig ud af om det mon var den helt rigtige vej jeg kom ud på. Den var bare tung og lang og det var altså midt om vinteren. Og hvilken sag kan vel hamle op med at man måske alligevel går fejl af vejen?

CHEFEN: Begriber De nu hvor Gersner har gjort af sig selv hele eftermiddagen?

FYREN: På et eller andet tidspunkt vil de naturligvis lade rundsprede en efterlysning og sætte noget i sving. Jeg skulle have haft en transistor med. Alt det jeg skulle have haft med. Men så kunne jeg i hvert fald have hørt speakerens berømmelige "bortgået i nedtrykt sindsstemning" møntet på mig selv. For hvis de tænker sig om, vil de huske hvordan jeg har surmulet den i nogle dage. Men det var bare komedie og havde kun det ene formål at give mig fred, så jeg kunne koncentrere mig om denne sag. Altså ikke nedtrykt. Men heller ikke overstadig. Og navnet er Gersner, og han er ikke mere end ret gammel. Har en naiv mund og strålende himmelblå øjne. Svag ansats til lyst skæg. Pæne ører og kommunaltfarvet hår, af passende længde. Lidt højere med sko, afhængigt af sålernes tykkelse. Er under bortgangen iført fire par sokker, tre sweatre, to jakker og en frakke, samt skistøvler. Og Shakespeare sgu, dette monstrum af en bog, lige så tyk som høj og tung. Jeg skal have D-mark for alt hvad dør står på bogen.

BANKMAND: Hvis De tager alle pengene ud blir vi nødt til at sløjfe kontoen, for uden penge går det ikke.

FYREN: Det gør ikke så meget med kontoen. Nej, ikke begynde forfra, ikke det!

SØSTER: De blir ved og blir ved med at strejke.

FYREN: Der er ikke noget at gøre ved det. Det har ikke noget med det her at gøre. Vi må videre. For det var midt om vinteren. Januar. Sne over det hele. Driver midt på vejen. Skidekoldt.

KONTORPIGE: Tænk, Gersner er heller ikke hjemme. Der er ingen der ved hvor han er.

FYREN: Nå, det er nu ikke helt korrekt. Men skidekoldt. Og bælgravende mørkt. Og det er heller ikke engang helt korrekt. For der var sneen på markerne. Og der var i skyerne en form for lys som gjorde at man lige akkurat kunne ane dem. Jeg gik ud ad en smal og snorlige vej. Jeg var kommet forbi en benzinstation, en rødgylden danserestaurant, en konfektionsforretning som var blændet med et rullegardin, men det er nu ikke så vigtigt, og så villahuse inde i deres nøgne haver, og endelig en sten der markerede at her forlod den vandrende byen. Og så markerne med sne, det store frosne land. Der var alligevel ret mørkt da først de sidste lygter hang bagude som en perlekæde ind mod byen. Nogen egentlig retning kunne der jo ikke være tale om at finde. Det var bare om at følge vejen mens den var der. Mens den forbandede hankeløse taske tyngede som en sten under den ene arm og en skuldertaske daskede mod det evigt samme ømme sted på hoftebenet. Jeg havde alt for meget tøj på, så alt for meget. Ude på de fantastisk flade marker lå fårene og frøs, jeg dampede og mine varme åndeskyer satte is i næseborene. Markerne og det lave land var meget smukke den vinter, utroligt smukke. Det var tungt at gå i, men en fornemmelse af frihed var støt og roligt ved at blive til noget. Herude var himlen lige så åben som grænsen, herude var jeg uhindret på vej. Og rundt om i horisonterne lå et svagt skær og disede, og bilers lyskastere fik det med mellemrum til at blusse hurtigt op, indtil de fejede bort som vifter op i himlen og mørket fandt sig selv frem igen. Mens sneen stadig fosforiserede med sit uklare skær ude over engene. Det er mærkeligt at forsvinde bort gennem sådan en egn. Den er uendelig og tillader alligevel at man vandrer ind gennem den og ud på den anden side, nede på den anden side grænsen. Det blir sent inden jeg finder den kro, hvis jeg da overhovedet finder en, men det er lige meget, for her går jeg. Her går jeg altså. Midt på vejen i sne til anklerne. Trasker med en grøft på hver hånd. Kan vel nok sagtens. Har brede snemarker om mig, overalt og til alle sider. Kan vel nok. Ser svage lysbobler runde sig over byer langt ude bag horisonten. Kan vel. Og ude på marken ligger får og blir til sne, mens sneen føder får der rejser sig og står stille. Her er så stille lige nu at jeg vil vente med at gøre mig opmærksom på det. Nu deler vejen sig i to, her skal jeg enten gå til højre eller gå til venstre.

TOLDER: Stop der!

FYREN: Gud fri mig, en tolder! Nok en tolder. Gendarm, grænsebetjent, hvad hedder sådan en. På cykel. Ham kan jeg ikke smutte fra, ikke uden at lade Shakespeare i stikken. Han må have et svar.

TOLDER: Hvor skal De hen, om jeg må spørge.

FYREN: Undskyld, men kan De sige mig om jeg skal til højre eller til venstre når jeg skal over grænsen. Den vej eller den vej? Man kan ikke se på vejene hvor de fører hen. Og De ved vel ikke hvor langt der er til den nærmeste kro ovre på den anden side. Når man står stille, kan man alligevel høre vinden hvisle ude i markerne. Men han skulle have et svar, der var den.

TOLDER: Jeg vil gerne have at vide hvor De skal hen.

FYREN: Jeg skal mod syd.

TOLDER: Hvad skal De der, det kan De da ikke komme midt om natten!

FYREN: Kan man ikke komme over grænsen om natten!

TOLDER: Hvad vil De over efter nu, har De et pas?

FYREN: Ja selvfølgelig, ellers kunne jeg jo ikke komme over.

TOLDER: Må jeg se det.

FYREN: Er det her grænsen?

TOLDER: Lad mig se Deres pas!

FYREN: Han er ikke mere end én mand. På en cykel der ikke er stort værd ude i terrænet. Hund har han ikke noget af. Hvis den ikke gemmer sig ude hos fårene. Cykellygten bruger han til at se i passet med. Og på mig med. Og i passet. Ligner jeg nu også godt nok? Men han har en pistol i bæltet. Og i sidste uge blev to fyre skudt i benene under flugtforsøg. Mon det ikke var herude? Og uden mit pas?

TOLDER: Kan De fortælle mig noget om hvad De vil over grænsen efter?

FYREN: Det blir nok lidt svært.

TOLDER: Kan De så forklare hvorfor De går her midt om natten?

FYREN: Ja, det er lettere. Jeg kom for sent til det rigtige tog. Så jeg måtte tage et senere, og det var en bumler.

TOLDER: Jamen, hvad ville De på den anden side grænsen? Hvad ville De derover efter, midt om natten? De må have haft en hensigt med det!

FYREN: Han dør af grin hvis han hører det. Det var meningen jeg skulle finde en kro hvor jeg kunne overnatte.

TOLDER: Der er ikke nogen kro i miles omkreds.

FYREN: (bestyrtet) Er der ikke det!

TOLDER: De må hellere følge med mig hjem. De kan jo ikke gå om her midt om natten.

FYREN: Hvor langt er der hjem til Dem? Der var ikke ret langt, jeg var kommet forbi det under alle omstændigheder. Det var et lille sted der lå lidt henne ad den gren af vejen der svingede mod venstre. Der lå det og lyste gult og overgemt juleagtigt ud på sneen. Og på et øjeblik skrumpede hele egnen, alle disse store endeløse vidder, ind til den fortrampede have om det skruttede hus hvor tolderen havde hjemme. Det var forstemmende. Det var virkelig nedværdigende. De blotte bare elementer strakte ikke engang til en nat i sne.

TOLDER: Når De har fået den værste sne af støvlerne, kan De godt sætte Dem herind. Sæt Dem bare ved bordet der.

FYREN: Så han og de der sidder inde i den anden stue kan holde øje med mig hele tiden og intet risikere. Han burde ret beset præsentere mig.

TOLDER: De har vel nogen penge på Dem?

FYREN: Nogen mark. Han burde give dem mine data, navn og adresse.

TOLDER: Ved De også hvor mange penge De har på Dem?

FYREN: Nogen hundrede. Mit findested og klokkeslættet for det sjældne fund.

TOLDER: Og hvor har De så de penge fra?

FYREN: Fra en bank. Med fingeraftryk og fodspor i gips.

TOLDER: Røvet?

FYREN: Høh!

TOLDER: Kan De i givet fald fremvise en kvittering?

FYREN: Det kan jeg godt, ja. Og glem ikke at vise dem min Shakespeare.

TOLDER: Og Deres bankbog?

FYREN: Jeg har papirer på det hele. Der er bare kommet lidt rod i det.

TOLDER: Ja, De kan godt stille Deres taske fra Dem, stil den på gulvet! Det andet kan vi vende tilbage til. De skal bare sidde stille her så længe.

FYREN: Dagens mand i skysovs. Nu kan han stille sig op derinde i den anden stue, tolderen, og han kan vende ryggen til de andre og telefonere ved sit gammeldags telefonapparat med håndsving og det hele og tale lavmælt og betydningsfuldt langt ned i tragtens bakelit. Han kan nikke med hovedet, og forstå og forklare. Og bag hans ryg kigger de fire mennesker om kortspillet og kaffen derinde i smug på det løjerlige dyr som husets herre bragte ind fra sneen. De må have set den slags før men har åbenbart ikke helt vænnet sig fra deres nysgerrighed endnu. Deres varme røde ansigter.

TOLDER: Foreløbig må jeg bede Dem blive her, indtil vi har fået lidt mere afklaring på sagen.

FYREN: Hvornår er det blevet til en sag!

TOLDER: Jeg må også bede Dem rejse Dem -

FYREN: Dette var jo kun én mulighed blandt mange!

TOLDER: (lille pause: ikke forstået) Så jeg kan komme til at visitere Dem, jeg blir nødt til at visitere Dem.

FYREN: Nu stadig ikke glemme idealet i det her! Ikke så meget som det mindste øjeblik. Hold fast, i himlens navn, hold fast, det der betyder noget ligger stadig derude og venter på dig. Og det bliver det ved med. Ganske uanfægtet af at tolderen grapser på dig. Så lad ham da gribe ned i dit lommetørklæde og få snot på fingrene. Lad ham undersøge dine nøgler, tælle dine penge, klappe dig på lårene og under armhulerne. Han finder ikke det du vil. Han har ikke en chance.

TOLDER: De er så indtil videre anholdt. Vi kan ikke være sikker på at De vender om igen. Mor, har du et eller andet vi kan give den unge mand så længe?

TOLDERKONE: Ja. Ja. - Vil De have et glas vand?

FYREN: Ja, mange tak. Engang når alt dette er blevet til erindringer, vil den kone have unddraget sig bearbejdningsmekanismerne. Jeg ved ikke hvad jeg nu ville give for at få at vide hvilke evige byrder hun går herude og bærer på. Samtidig med at hun er i stand til at se ud som en gammel kones oprør, formålsløst, men hun er i stand til det. Det er jo enormt, gamle kone.

TOLDERKONE: Det er dejlig friskt vand.

FYREN: Tak. Hvordan bærer du dig ad, gamle kone?

TOLDERKONE: Vil De ikke også have en småkage?

FYREN: Jeg er kun tørstig. Men hvordan gør du!

TOLDERKONE: De ville måske hellere have haft en kop kaffe!

FYREN: Du skal ikke finde dig i det! Sig noget skidt til dem! Undskyld jeg - nej tak, De må ikke gøre Dem nogen ulejlighed.

TOLDERKONE: Jamen, det er ikke nogen ulejlighed.

FYREN: Hvad var det dog for et sted? Hvem havde fundet på at lægge deres hus, deres hjem, helt herude? Hvad gik der for sig i denne forpost for al borgerlighed? Her havde den nu ligget i halvtreds år. Og alligevel havde jeg ikke været i stand til at tage mig i agt for den. Den havde ligget så roligt, og nu sad jeg så fanget i den fine stue ved det cirkelrunde bord, i en stue hvor møblerne aldrig havde været udskiftet eller bare flyttet om på. Hvor man sad på de samme gamle plysses sæder, stadig med klunker og et par kniplinger, ved de samme snirklede borde, mellem de utallige små nipsting i tysk porcelæn. Hvor kun uret var af mere moderne oprindelse men til gengæld langt grimmere. Her hvor lampeskærmene ikke var til for lysets sprednings skyld, men havde deres egen funktion med opbevaring af støv. Her hvor de fyrede med kul, eller tørv måske. Fra deres egen mose som de havde gemt i baghaven under kålstokkene. Hvor der ikke fandtes en eneste bog, og hvor en gammel brun radio altid stod parat på langbølge, Kalundborg, for radioavisens skyld. Hvor der stod et étbenet tobaksbord hvis lugt hang i hele stuen fordi der ikke havde været et vindue oppe siden november, og der var længe til april og de første stære. Her levede de så tæt og fastbidt til deres sted. Og det sted var noget de lukkede og noget de skyttede. Det var en celle hvori nu også jeg sad og hvorfra jeg kun kunne blive befriet af den politibil der allerede var på vej.

TOLDERKONE: Vil De have et glas vand til?

FYREN: Og på et posthus lå et brev som ville blive afleveret til chefen for en anden af de små celler jeg hørte hjemme i. Og chefen ville være ked af det på mine og kontorets vegne og gøre det op i penge. Han ville se tungt på hele den sag, men ikke være i stand til at komme alvorligt ind på den. Han ville pjatte sig hen over dens indhold, men være bekymret over dens udseende og form. Han ville ikke have en chance. Og alligevel var det brev mit største minus i den sag, for det var gjort ud fra andre forudsætninger.

CHEFEN: Tænker De på at blive digter, jamen hvad med Deres samfundspligter?

FYREN: Jeg indrømmer at jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal have dem i.

CHEFEN: Det' jo trist hvis De ikke er værdig, og gør Deres læretid færdig.

FYREN: Jeg indrømmer at jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med den.

CHEFEN: Jamen Deres selvstændighed, min ven, hold lidt igen på den.

FYREN: Jeg indrømmer at det vil jeg nu også nok gøre, på mange måder.

CHEFEN: Det er jo ikke kun på kontorets vegne jeg ville være ked af det hvis De forlod os for alvor. Jeg tænker lige så meget på Deres velfærd. Jo, men De må tænke på hvad det kan betyde i penge hvis De for eksempel kunne tænke Dem at studere, eller sådan noget. Det koster. Når De har udlært her hos os, kan De jo let tjene, skal vi sige 30.000 om året. Når De studerer, sætter De, skal vi sige 10.000 overstyr om året, det er vist endda i underkanten. Det er dog 40.000 hvert år. År efter år. Det er for Deres egen skyld jeg nævner det. Og skal vi så ikke smide det brev i papirkurven?

FYREN: (holder en lille pause) Hvad skal man kalde det? At jeg vendte om? Jo, det gjorde jeg. Jeg vendte om. Jeg vendte om på vejen ud en vinter. Og ude foran lå noget jeg stadig ikke vidste hvad var. Jeg vendte om. Men dog tvunget tilbage, ikke, aldrig af mig selv. Hjulpet af gode stærke mænd med fuldmagt til at transportere tilbage. Jeg strittede ikke imod. Men jeg var jo på vej ud. De havde bare ikke tiltro til at det var det rigtige, for mig, at tage ud lige på det tidspunkt. De mente jo nok jeg kunne vente. Gøre et eller andet færdigt. Se at blive moden. Værdiges til at tage ud, engang. Men var de nogensinde taget ud. Måske. Men så var de altså bare taget tilbage igen. Og gjorde nu praktisk brug af deres erfaringer, det frygteligste våben man overhovedet kan bruge. For her var nu jeg på vej ud, med al min ufærdige bagage, og min halvsmurte proviant. Dårlig forberedt. Og det var en vinter, det var nok det værste. Altså, jeg vendte om på vejen ud en vinter. Jeg skulle måske være taget en anden vej, over et af de mere befærdede neonstrålende overgangssteder, ingen ville have bemærket mig. Men vejen ude vestpå fascinerede mig.

STRISSER: Det er nok bedst at De kravler ind bag i bilen.

FYREN: Sikke en luft der er herude!

STRISSER: Næ, hold Dem nu bare foran mig. Og så kan De kravle ind her, ja. Gør Dem det bare behageligt.

FYREN: Det næste og sidste blir vel så en regulær celle.

STRISSER: Slap nu af, vi har jo ikke noget alvorligt på Dem.

FYREN: Men tolderen sagde jeg var anholdt.

STRISSER: Tolderen har det ikke så nemt. Men hvorfor ville De stikke af på den måde?

FYREN: Åh, jeg ved ikke -

STRISSER: Vi har talt med Deres hjem.

FYREN: Kan De sige mig hvorfor det hele hele tiden er et ryk forud for mig?

STRISSER: Vi fik at vide at De skulle ud på en meget lang tur.

FYREN: Det er vel som man tager det.

STRISSER: Hvis man til fods vil ud på en tur som den De var på vej ud på så er det en meget lang tur.

FYREN: Jeg var jo nok heller ikke kommet så langt.

STRISSER: Noget kunne selvfølgelig tyde på det. Er De indforstået med at De blir afhentet i nat og tager med hjem en tur igen?

FYREN: Er jeg nødt til at være indforstået med det?

STRISSER: Sådan set, ja. Vi kan ikke tvinge Dem. De er jo myndig.

FYREN: Ja, det er jeg jo. Er der nogen på vej efter mig?

STRISSER: En af Deres venner ville køre med det samme.

FYREN: Og jeg er myndig og hvad nu?

REPORTER: Toldgrænsekorpset i Sæd anholdt i nat en ung mand hvis opførsel man fandt mistænksom. Den unge mand oplyste at han ville en tur over grænsen. Han havde 750 D-mark i tegnebogen, samt en bankbog hvorpå der lige var hævet 1250 kr. Den unge mand oplyste at det var hans egne penge. Han indrømmede dog at han havde forladt sin plads hos et firma i sin hjemby. Han havde skrevet et brev om at han ville tage toget og siden gå ned langs vestkysten til Holland, Belgien, Frankrig og videre over til England og Skotland. Han ønskede på turen at finde noget at skrive om. Politiet understreger at der ikke er noget ulovligt i den unge mands forhold.

FYREN: Hold kæft, og den slags kan en hvilken som helst bladsmører gå lige ind på en tilfældig politistation og få al tænkelig underretning om, på det at alle borgere kan blive behørigt informeret om alt hvad som sker af ting og sager i riget! Pis og papir! Skal jeg gå derind?

STRISSER: Næ nej, De må gerne sætte Dem på bænken herude, De er jo ikke nogen forbryder.

FYREN: Nå nej.

STRISSER: Hvis De er meget træt og har lyst til at ligge ned, må De selvfølgelig gerne låne briksen i detentionen. Men det er nu rarere at have Dem siddende herude. Her sker jo ikke så meget om natten. En fredelig nattevandrer er man såmænd ikke forvænt med.

FYREN: Jeg kan da godt se at på nuværende tidspunkt virker en fortsættelse af denne her tur åndssvag, ja, også på mig. Der er lige som prikket hul på den. Så jeg vender tilbage - jo, jeg vender også tilbage til det arbejde jeg afskyer som død og helvede. Men hvad nu, hvad?

STRISSER: Normalt må man jo nøjes med at tale højt med mig selv. Så er det jo rart der kommer et føjeligt ungt menneske som Dem man kan tale med. Selvfølgelig hører jeg en del radio her, og på den måde har jeg fundet ud af at der jo er meget godt i den kasse. Lidt kortspil kan også fordrive tiden. Men en nat er dog lang på den måde, den er meget lang.

FYREN: Jeg har jo valgt det arbejde blindt så at sige. Uden nogen chance for at prøve mig selv ordentlig igennem. Og nu er jeg klæbet fast til en lærekontrakt som jeg aldrig har fået læst igennem. Der var voksne garanter for den. Og nu er det mig der pludselig er så langt inde i noget jeg ikke anede hvad var og som jeg ikke kan slå mig fri af igen. Min fejl? Tja, måske.

STRISSER: Byen er jo sådan set for lille. Der sker aldrig rigtig noget i sådan en lille by. Der er ligesom ikke grobund for noget. Og alligevel er det nødvendigt at der sidder en og hænger her. Der kan jo bryde et eller andet løs. Helt sikker blir man aldrig. Men man kan jo godt blive lidt tom i hovedet så længe.

FYREN: Det er måske også et udmærket arbejde. Så er det bare mig der har den store fejl ikke at kunne snuppe det. For mange ville det sikkert være et mægtigt job. Man skal bare kunne finde sig i en del umyndiggørelse og formynderi. Man skal kunne finde sig i at måtte sidde længe efter fyraften og hænge, fordi chefen ikke kan blive færdig med posten og ikke selv kan frankere en kuvert og smide den i en postkasse.

STRISSER: Somme tider er det helt utroligt som man kan blive søvnig af at holde sig vågen. Spille kort og høre radio. Tale med sig selv. Holde vagt over resten af byen. Det er et ansvarsfuldt job. Men man mærker ikke så meget til det. Ensformigheden sådan den ene nat efter den anden prikker jo lidt hul i de store følelser. Men arbejdet er nødvendigt og må gøres. Som alt andet. Nåja.

FYREN: Så vil jeg i hvert fald godt trække en linje op mellem den slags arbejde og så det man på en eller anden måde selv får sat i gang, blandt andet måske ved at kunne administrere sig selv og sin egen tid. Og kan de to principper ikke forenes, og hvorfor dog ikke, så blir man vel nødt til at forkaste det af dem man dårligst kan forlige sig med.

STRISSER: Ja, nu kommer der vist nogen efter Dem. Jaja, men tak for i nat. Det var en stor fornøjelse. De er jo lidt af en gæv gut.

FYREN: Engang når alt dette er blevet til erindringer -

STRISSER: Men få nu Deres taske med Dem.

FYREN: Vil det så være noget som helst værd?

VENNEN: Du skal have din taske med dig, din store klovn.

FYREN: Gider du ikke tage den for mig?

VENNEN: Jo, det kan jeg da godt.

FYREN: Nu har jeg slæbt det lort både frem og tilbage. Farvel, farvel.

VENNEN: Hvor vil du sidde?

FYREN: Jeg lægger mig om på bagsædet. Hvor længe har du været om at køre herud?

VENNEN: Fanme næsten halvanden time. Der er jo ingen af vejene der er ryddet herude. Og jeg kunne heller ikke rigtig finde vejen.

FYREN: Nej, det er jo ikke noget hovedstrøg.

VENNEN: Men vi kan godt gøre det hurtigere hjemad hvis du vil.

FYREN: Nå nej, tris du bare af i ro og mag. Vi når det mere end nok. Er der ellers sket noget?

VENNEN: Der sker jo aldrig noget.

FYREN: Alt er ved det gamle?

VENNEN: Jeg ved ikke hvad der skulle kunne være sket. Ja, det er det vist.

FYREN: Lad os sige du i morgen kom på arbejde og så hele bulen var brændt ned i løbet af i nat. Eller sæt det hele krakkede ved arbejdstids begyndelse i morgen. Hvad ville du gøre så? Hvad tror du, du ville gøre? Nej, du skal ikke svare. Har du lagt mærke til at en bil summer så blødt og rart når man ligger ned.

VENNEN: Jeg skulle hilse fra Kirsten. Og så har hende Mulle ringet om det nu også var helt sikkert at du ville komme på lørdag.

FYREN: Ja, det - jeg kan ikke se hvad der skulle være i vejen for det. Det var nu på lørdag.

VENNEN: Jeg sagde også at det var der vist ikke noget i vejen for.

FYREN: Hvad siger du til sådan en gang lort, hvad?

VENNEN: Nåja.

FYREN: Men det var da en ordentlig idé, for pokker: Jeg havde bare uret, det er det hele. Og det er ikke spor rart. Død og fordærv over det hele hvis man kunne få sig selv til at slå ud. Kære venner, her er vi. Hjemme igen. Hjemme. Hvad er det? Alt det besvær for at være hjemme.

VENNEN: Ja, så har vi ham hjemme igen!

SØSTER: Tænk, og så var det bare det du gik og brugte hele din middagspause på. Jeg som har gået hele dagen og spekuleret som en gal på hvad der var i vejen.

FYREN: (pause) Dav. Dav. I ved ikke hvad for et dejligt vejr det var derude.

SØSTER: Hvorfor kunne du ikke have taget mig med?

FYREN: Det var jo som om man aldrig var trådt ud af den stue. Og dog føltes det som om jeg havde været væk i årevis i dette halve døgn. Og så kommer man ind i stuen. Og er hjemme igen. Hvad fanden det så også er. Man er hjemme igen. Og skal igen gå blandt alle disse ting der ikke længere siger en noget fordi de har talt til en så længe. Der stod man. Stod bare der som den skrøbelige oplevelse som alle var meget forsigtige med at pille ved. Der skulle ikke slås skår nu.

VENNEN: Der var ikke noget vrøvl med politiet, overhovedet ikke.

FYREN: Nåja, det var en lejlighed til at tale ud, og finde et nyt arbejdsgrundlag. Men den kom måske alligevel for sent. Det gjorde den nu nok.

SØSTER: Det er fantastisk at du kunne narre mig med alle de tasker og alt det.

VENNEN: Du kommer bare til at hente din cykel ovre på stationen i morgen.

TOLDERKONE: Jeg mente at det nok helst var et glas vand De ville have.

FYREN: Jeg burde vist være træt nu. Og det er jeg også, selvfølgelig. Meget. Og jeg burde slutte af nu og lade det ligge. Men jeg kan ikke falde til ro. Der mangler noget. Meget af det er faldet ned og er gået i sig selv, sådan da, og nu sover jeg på det, og i morgen kommer med sin løsning. Der mangler noget, noget der arbejder videre og nægter at finde sin bane.

VENNEN: Men jeg skal ellers love for der lå noget sne derude.

PIGE: Indrøm så også at det er dumt og ærgerligt hvis der ikke kommer dem man går og regner med.

TOLDERFYR: Og vi er sgu da nødt til at undersøge alt det lort der kommer ind.

TOLDERKONE: De må gerne lægge vanterne til tørre på ovnen.

CHEFEN: Og tænk på hvilken sum det løber op til på ti år. Og tænk på at det ligger i underkanten.

FYREN: Jamen, jeg tror stadig det var en stor ting der blev kørt ned i småligheder. Kære alle sammen. Sikken ro man somme tider kan få over sig. Tingen blev jo bare kørt ned. Kære alle sammen. Jeg skal nok sove på det.

PIGE: (dette i samkørsel med de følgende klip) Det er jo bare fordi jeg gerne vil have dig med på lørdag, ikke! (tolderkone) Jeg tænkte slet ikke på om De måske kunne lide kaffe. (søster) Jeg synes godt du kunne have sagt det til mig. (pige) Men du har til tider lidt svært ved at bestemme dig. Indrømmer du det?

STRISSER: (ditto med de foregående klip) Jeg ved jo udmærket godt at De ikke har begået noget ulovligt. Men det er nu alligevel min pligt at sørge for at De ikke stikker af. (bankmand) Hvor meget vil De hæve, der står jo ikke noget på bogen. (tolder) Det er klart at når De har pas og penge kan De altid komme over. Bare ikke herude midt om natten. (vennen) De var enormt flinke alle sammen, det kan I tro.

FYREN: (før stemmerne er færdige) Kære alle sammen. (han må ligefrem vriste sig fri af dem) Kære alle - sammen. (stemmernes contentum slut. Direkte ud til lytterne) Sådan. Kære alle I! Dette her kan synes kedeligt og dumt og tåbeligt. Men hvad vil I have jeg skal gøre. Når I modtager dette, det skulle jo slet ikke have været noget videre, så er jeg langt væk. Jeg ved nu lidt mere om hvad jeg vil der. Men måske ikke helt nok om hvordan man skal gøre det. Jeg er fortsat hvor jeg måtte slippe en nat. Jeg ser ikke længere nogen mulighed for at unddrage mig rent fysisk. Jeg praktiserer fra nu af en faktisk tilstand af ikke-tilstedeværelse. Det vil sige at jeg også fremover kommer til at køre i skure med jer. Men det blir så samtidig med at jeg tuller rundt langt inde i mig selv. Lad være med at hindre mig, det blir ikke til at have med at gøre så. Det er en nogenlunde habil metode, selv om den måske ikke hører til de allermest frugtbare. De må findes bedre. Men den dårlige samvittighed er det slut med. Hvis man ikke er lidt definitiv med sig selv, kan man lige så godt først som sidst give op. Og man må ikke lade sig slå ud af at de fleste mennesker ikke ejer evnen til at lytte. De kan nu mene jeg er det mest håbløse der er til. Jeg kan kun håbe det må falde tilbage på dem selv. Hvis ikke er det også lige meget. Det værste er at jeg ikke ved hvordan jeg skal forene en faktisk tilstand af ikke-tilstedeværelse med et skub i mig mod en større sammenhæng, med en følelse af en større nødvendighed i foretagendet. Man glemmer ganske vist at man svor aldrig mere at smile til nogen og man vender tilbage til denne evige blanding af kontorrum, tolderhjem og byers sikkerhed. Men det er ikke nok. Dybt i en lever tingen videre i sit underjordiske liv. Måske er det blot et spørgsmål om at blive ved med at smile til det og til jer, i håb om at der viser sig noget bedre. Skal vi ikke sige at vi slutter her?