I BAOBABTRÆETS SKYGGE

Enakter

af

Kaj Nissen

Personer:
A - K (6 kvinder, 5 mænd)

Sted:
Skiftende lokaliteter

I BAOBABTRÆETS SKYGGE

SCENE 1:

JEG VIL GERNE SIGE DIG FARVEL

(En bænk i en park. En Mand, A, og en Kvinde, B)

B: Det var smukt af dig, at du kunne komme herhen i dag.

A: Jeg har ventet på den opringning i ti år!

B: Du kunne have været ude at rejse.

A: Ikke når du ringer!

(han tager hendes hænder mellem sine)

B: Jeg har været så bange for at ringe. Jeg har gået rundt om mig selv i ugevis og ikke turdet gribe telefonen.

A: (smiler) Et eller andet sted må du have vidst at jeg ville sige ja.

B: Hvor sikker kan man være på noget i denne verden.

A: Åh, noget kan man altid stole på.

B: Dig for eksempel? (han smiler) Jeg vil gerne sige dig farvel.

(han slipper hendes hænder som om han har brændt sig på dem)

A: Hvad siger du!

B: Jeg har bedt dig komme her i dag for at tage afsked med dig.

A: Ville du se mig her i dag blot for at tage afsked med mig? (hun svarer ikke) Ville du mødes med mig for at skilles fra mig?

B: Kommer det fuldstændig bag på dig?

A: Det har altid været min faste tro, at der var visse ting her i livet, som aldrig gentog sig, og at endnu et møde mellem os to her ville være et møde for at mødes, ikke for at - ja, skilles.

(hun svarer ikke)

A: Hvorfor lige nu, hvorfor i dag?

B: Har du slet ikke den ringeste anelse?

A: Er det på årsdagen - er det den vi fejrer?

(nu først svarer hun, på det hele)

B: Dette er ingen gentagelse.

A: Hvad er det så - hvis det ikke er en gentagelse?

B: Jeg rejser bort. Jeg rejser langt bort.

A: Så kommer du vel tilbage igen.

B: Jeg har altid afskyet at skulle sige farvel -

A: Du har aldrig haft forpligtelser af den art over for mig, der har aldrig været betingelser mellem os to. Det ved du.

B: Et uigenkaldeligt farvel -

A: Uigenkaldeligt - så stor er verden nu heller ikke i vore dage!

B: Jeg har kræft.

A: (pause) Det vidste jeg ikke.

B: Sådan er det. Jeg vil ikke svinde væk for øjnene af nogen - jeg vil ikke huskes sådan. Jeg vil ikke bruge måneder, måske år, på at sige farvel. Jeg vil ikke have nogen til dagligt at overtale mig til at tro på, at jeg nok klarer den. Jeg klarer den ikke.

A: Kunne man få at vide hvor du -

B: Jeg tager til Afrika.

A: For at dø?

B: Jeg vil vandre gennem kontinentet, så længe jeg er i stand til det. Når jeg ikke kan mere, vil jeg lægge mig ned et sted hvor ingen kan nå mig - der vil jeg lade kroppen finde sin egen vej ud, uden medikamenter, uden enhver floromvunden trøst.

A: Du har måske ovenikøbet lagt en rute?

B: Jeg har ikke skrevet ruten ned, hvis det er det du mener - den står ikke på noget papir, som så kan findes bagefter og bruges som en slags skattekort: Halvtreds fod fra baobabtræets skygge i de vestlige udløbere af Mandarabjergene. Intet af den slags.

A: Hvad så? Hvor starter du fra?

B: Fra Casablanca i Marokko. Og så går det mod Libreville i Gabon, hen over det meste af Nord- og Vestafrika.

(han tænker efter)

A: Sidste gang vi sad på denne bænk, i denne park, da tog du også afsked med mig. Husker du - du satte punktum for vores forhold.

B: Men du har glemt datoen. Det har jeg ikke.

A: Jeg havde vænnet mig til at du var min. Nu har jeg brugt ti år på at vænne mig af med at du var min. Forgæves. Nu skal jeg så sige farvel til dig igen - hvordan skal jeg vænne mig til det?

B: Det kunne ikke være anderledes dengang.

A: Få år efter blev du alene.

B: Men du var ikke alene.

A: Nu er jeg også alene.

B: Det er for sent.

A: Jeg vil pleje dig.

B: Jeg vil ikke plejes.

A: Jeg vil gå i dine fodspor.

B: Jeg sætter ingen fodspor mere.

A: Hvad skal jeg gøre for at overtale dig?

B: Du skal ingenting gøre.

A: Bare sige farvel? Og punktum finale?

B: Jeg kunne ikke dø uden at have fået fortalt dig, hvor ondt det gjorde at skulle sige farvel dengang. Jeg har altid elsket dig, dengang og siden. Det var slemt. Nu er det næsten en lettelse.

A: Så kan jeg fortælle dig at det både gjorde ondt dengang, siden og lige nu! Hvad skulle det være for en lettelse?

B: At have elsket og være i stand til at fortælle sin elskede, at det var ham og kun ham - inden det blev for sent.

A: Det der er en lettelse for dig - det gør kun min smerte større.

B: Det er en smerte du kan lære at leve med. Jeg kan ikke leve med min fysiske smerte - og jeg kan ikke tåle at sidde her længere.

A: Undskyld! Jeg tænkte slet ikke på at -

B: Vil du ikke godt sige farvel til mig nu?

A: Farvel.

B: Farvel, min ven.

A: Pas godt på dig selv. Undskyld! Det skulle jeg ikke have sagt!

B: (fortabt) Jeg ved jo heller ikke hvad man - - jeg ved heller ikke hvad -

(hun kan ikke klare det mere, hun omfavner ham hastigt og går)

SCENE 2:

DET GÅR NOK ALTSAMMEN

(B sammen med C - også en kvinde. B i den åbne dør i et tog der er ved at køre. C står på perronen og vinker farvel. En fløjte)

B: (vinker) Lev nu vel.

(C nikker at hun nok skal prøve. Hun vinker også)

B: (sænker armen) Det går nok altsammen.

(de venter på at toget skal køre. Der sker ikke noget. C vinker igen forsagt. B smiler opmuntrende til hende - der sker fortsat ikke noget. B stikker hovedet ud og kigger)

B: (galgenhumoristisk) Alt er parat - damp bare af!

(de genindtager deres afventende, ja, næsten vinkende holdning. Der sker intet. B vinker med det yderste af fingrene)

B: Nu kører vi snart - bare vent og se!

(der sket intet. I lang tid står de bare der)

B: (kigger igen ud) Signalet står på grønt, det er bare at komme herfra!

(de står igen bare og ser tavse på hinanden)

B: En forsinkelse rammer sjældent alene.

(C bryder efter endnu en lang pause tavsheden)

C: Det var klokken 12, ikke? I morgen?

B: At hvad?

C: At hun kommer og ser på lejligheden?

B: Klokken 12, ja.

(C kaster et blik ned over perronen. Alt står stille)

C: Jeg går derop en halv time før for at se om -

(" - der er rent og pænt," ville hun have sagt, men opdager i tide, at det kan man ikke. Hun retter indstillingen)

C: Hvis hun skulle komme tidligere. Nogen kommer for sent, andre kommer for tidligt. Og så står de der og fryser. Nogen af dem blir tvære og er ikke til at snakke med i lang tid bagefter.

B: Du må gerne se om blomsterne trænger til vand.

C: Der er ikke andet du vil have jeg -

B: Nej.

(C nikker forstående og ser hen ad perronen, hvor intet rører sig. Får så et nyt indfald)

C: Aviser og annoncer, de ryger bare ud, ikke? På en eller anden måde får de alting til at se så rodet ud. Selv det nydeligste hjem kan komme til at ligne en døgnkiosk på den måde.

B: Ja.

C: Breve?

B: Retur til afsenderen.

C: Og hvis hun nu alligevel ikke vil have den?

B: Hvad?

C: Lejligheden. Lejeren.

B: Det kan jeg ikke forestille mig at hun ikke vil.

(det kan C egentlig heller ikke)

C: Det er en god lejlighed.

(B tier)

C: Du har altid så godt kunnet lide at bo i det kvarter. Du har haft mange minderige timer der.

B: Hvorfor kører det tog ikke!

C: Både før og - siden.

B: Jeg skulle være flyttet derfra for længe siden! Jeg havde ikke noget at gøre der efter at - da jeg blev alene. Det var ovre!

C: Man skal altid huske på de lyse timer.

B: Der ligger så mange ting gemt inde i krogene, som man ikke ved af før det er for sent! Det binder, man kommer ikke mere fri!

C: Der er ingen der kan tage de gode oplevelser fra en.

B: Til sidst ved man ikke om man virkelig lever sit liv, eller om man kun lever videre qua sin fortid - det er det værste ved at blive gammel! De samme aviser, de samme annoncer -

C: Hvis der nu er nogen der ringer?

B: De samme - - hvad?

C: Man ved aldrig om der er nogen der ringer.

B: Hvad mener du?

C: Mens jeg er i lejligheden.

B: Jeg tager ikke telefonen til det liv mere.

C: Så lader jeg den bare ringe?

B: Hvorfor kører det -

(togdøren klapper uden varsel i, og toget kører, med B stående bag døren, mens C står med armene ned langs siden på perronen)

C: Så lader jeg den bare ringe?

(B vinker så længe de kan se hinanden)

SCENE 3:

DU MÅ GERNE SPARKE MIG, DET VED DU DA

(Kvinde C sidder over for en Mand, D, ved et bord)

D: (sparker hende over benet) Undskyld.

C: Du må gerne sparke mig.

D: Hvad?

C: Det ved du da.

D: Det var ikke med vilje.

C: Du må gerne sparke mig, det ved du da.

D: Mit ben smuttede.

C: Du må gerne sparke mig.

D: Det var ikke for at genere dig.

(hun svarer ikke)

D: Jeg kan ikke altid styre mit ben. Jeg kan ikke altid styre mit liv. Det er noget der er kommet på det sidste. Jeg ville gerne kunne styre det. For jeg synes det har taget en anden retning, end jeg bryder mig om.

(hun svarer ikke)

D: Det er noget der er kommet i den senere tid. Før har jeg altid kunnet styre mig igennem. Jeg vidste hvad jeg skulle gøre. Men nu er jeg ved at blive gammel, det er nok det.

(hun svarer ikke)

D: Det er ikke min mening at være en byrde for dig - jeg har ikke lyst til at være en byrde for andre. Det ville være en stor belastning for mig at tænke på, at jeg var en byrde for andre og de derfor ikke brød sig om mig.

(hun svarer ikke)

D: Derfor må du også love mig straks at sige til hvis jeg får den der mine på af at være martyr. Det er ikke noget jeg kan styre selv - det er min gammelmandsmaske der tager over. Vil du love mig at sige til, hvis det sker? Vil du det?

(hun tænker sig godt og grundigt om før hun svarer)

C: (smiler) Du må gerne sparke mig, det ved du da.

(hun kommer i tanker om noget, rejser sig og går ud)

SCENE 4:

DET VAR IKKE I FORGÅRS

(Mand D og Kvinde E - ind fra hver sin side. De går forbi hinanden. Kommer på afstand, vender sig. Finder ud af at de vist kender hinanden. Finder ud af at det jo ikke kan passe og går begge ud. Lidt efter begge ind igen. Hun vover det ene øje)

E: Karl?

D: Sofie?

E: Det var ikke i forgårs.

D: Åh, gud.

E: Det var heller ikke dagen før.

D: Nej.

E: Det er lige 35 år siden.

D: Jo.

E: Har du det godt?

D: Nej. Jo.

E: Det er jeg glad for at høre.

D: Er det 35 år siden? Siger du det?

E: Jeg holder styr på tiden, kan du tro.

D: Det skal jeg sandelig love for. Du holder styr på tiden, og vi andre aner ikke, hvad klokken er slået. Sådan var det.

E: Jeg vidste jo ikke, hvor du gik hen. Jeg vidste bare at du gik. Ligesom tiden. Tiden går, og du gik. Men du skulle bare ned efter cigaretter - sagde du. Cigaretter og frisk luft, det trængte du til den morgen. Og nu taler tiden sit tydelige sprog: Der er gået 35 år - og du har det godt, siger du? Har du det virkelig godt?

D: Jeg har det udmærket.

E: Godt.

D: Jeg skylder dig en forklaring.

E: Du skylder mig ingenting.

D: Åh, helt gældfri er man vel ikke.

E: Hvad laver du her?

D: (ryster på hovedet) Går.

E: Hvad leder du efter?

D: Ser jeg ud som en der leder efter noget?

E: I allerhøjeste grad.

D: Måske leder jeg bare uden at vide hvad jeg går og leder efter.

E: Vil du med hjem og have en kop kaffe?

D: Var det dét jeg trængte til?

E: Du må ikke spørge mig.

D: En kop kaffe?

E: Inden du leder videre.

D: Det ville gøre godt med en kop kaffe.

E: Det er snart længe siden nu.

D: Det var ikke i forgårs.

(de går ud sammen, ved siden af hinanden, uden at røre)

SCENE 5:

SÅ ER JEG HER FREMDELES

(Kvinde E taler tværs hen over rummet med en Mand, F)

F: Kommer du så?

E: Jeg kommer.

F: Du kommer?

E: Og hvis det først blir i morgen?

F: Så er jeg her fremdeles.

E: Du er der i morgen?

F: I morgen med.

E: Og altid?

F: Så længe jeg har liv og ånde.

E: Men ikke længere end det?

F: Hvis det kan arrangeres.

E: Jeg ville gerne fortsætte sammen med dig engang, som en lille strøm af energi, sammen med din lille strøm af energi, længst ude blandt stjernerne. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det vil se ud - måske som to små bolde af lys, der hopper fra planet til planet. Måske som et par elektriske engle, der bevæger sig uden at røre vingerne, og som smelter ind i hinanden. Måske som noget der hverken kan ses eller tænkes, men bare ér - til tidernes ende, og i al evighed - eller indtil et nyt nedslag, endnu en mellemlanding, indtræffer på en ny jord, og to nye mennesker finder hinanden.

F: Kommer du så?

E: Jeg kommer.

F: Du kommer?

E: Og hvis det først blir i morgen?

F: Så er jeg her fremdeles.

(de vender sig samtidig og går ud)

SCENE 6:

DET VILLE HAVE ÆNDRET ALT

(Mand F og G, hans kone. Stedet er et udsigtspunkt med en stejl skråning nedover)

F: Havde jeg bare aldrig gjort det dengang!

G: Sådan kan man sent fortryde så meget.

F: Hvordan ville verden så ikke have set ud i dag!

G: (godter sig lidt) Anderledes?

F: Det ville have ændret alt!

G: Men nu fandt det møde altså slet ikke sted?

F: Nej, desværre.

G: Du skulle altså ikke have sagt nej?

F: Alt andet! Bare ikke lige det!

G: Kunne du vide det dengang?

F: Hvor meget ved man!?

G: Men nu er du blevet ældre og klogere?

F: Nu kan jeg i det mindste se hvad det var jeg gjorde.

G: Og du er sikker på at dit liv fik en forkert drejning lige der?

F: Jeg er sikker på at alt havde set anderledes ud, hvis jeg havde valgt et andet udspil lige der. Jeg skulle have tænkt mig bedre om. Men hvad kan man forlange af en 20-årig. Og nu står man her og kan se at lige der - lige der var det store øjeblik - og man vidste det ikke, og smadrede alt.

G: (meget bitter) Mener du virkelig dit liv gik i smadder dengang?

F: Det er meget tæt på at være sandheden.

G: Og du lyver ikke for dig selv?

F: Jeg kan bevise det.

G: Kan du det?

(det kan han måske ikke helt)

G: Du kan bevise, at livet dengang kunne have fået en rigtig drejning, og at det var en forkert beslutning - hvis det er tilfældet, så synes jeg vi skal sætte os med kalenderen og krydse en måned eller to af. Din livshistorie, set fra de hypotetiske muligheders baghold, det skal blive interessant.

F: (mod horisonten) Det her er ligesom at sortere kartofler i store og små. Det er heller ikke til at holde ud. Jeg har prøvet. Det var for svært. Alle de beslutninger hele tiden er ikke til at klare!

(han står helt ude på kanten. Der lader hun ham stå)

SCENE 7:

JEG HAR EN HILSEN TIL DIG

(Kvinde G sidder i sin seng og glor stift på sit fjernsyn. Hun har besøg af Kvinden H, der prøver at meddele noget til hende)

H: Jeg har en hilsen til dig.

(G tager sig ikke af andet end fjernsynet)

H: Jeg skulle hilse dig fra dit barnebarn, som havde en hilsen til dig fra dit oldebarn -

(G afbryder hende med blikket klistret til skærmen)

G: Jeg kan ikke forstå, at de ikke kan få hinanden! Nu har de prøvet i så lang tid, dag efter dag, i flere år, nu synes man nok at de snart havde fortjent en bedre skæbne!

H: Jeg skal også huske at fortælle dig at -

G: Det er sgu da synd for dem! Jeg lider med dem og kan ikke sove om natten. De er så rige, de er så smukke, de har alt i livet! Men kærligheden kan ikke købes for selv guld og diamanter. Det piner mit hjerte! Der er en stor fortvivlelsens lære i det!

(H forstår ikke rigtig, hvor denne lære kommer ind i billedet)

G: Hvordan skal man forestille sig at de små og fattige kan klare sig igennem, når selv de rige og mægtige snubler og ikke længere kan se sig ud af det. Der er så få af dem tilbage, de er så hårdt pressede! Det kan snart kan få en ubehagelig ende med os alle, hvis det skal fortsætte på den måde! Det er som om ingen kan sætte sig ind i, hvor slemt de har det! Det er vigtigt!

(H kaster et blik mod skærmen og ser intet vigtigt der)

G: Men så se dog på dem! De lider og pines, aften efter aften, og hver gang man tror, der er noget lys for enden af tunnelen, så blir det slukket og lidelsen starter forfra. De har fine navne som Crystal og - - men hvad hjælper det dem - de finder aldrig lykken på den måde! Hvad er det for noget!

H: Jeg har en hilsen til dig.

G: Se nu! En ny ulykke truer! Det ser ikke godt ud - hvad er der - hvad -

H: Jeg skulle hilse dig fra dit barnebarn, som havde en hilsen til dig fra dit oldebarn, og jeg -

G: Åh, nej, ikke ham igen! Jeg troede de havde fået ham slået ihjel! Bare hun nu klarer den - bare hun ikke lader sig lokke af hans sleske ord -

H: Jeg skal også huske at fortælle dig, at din søn er røget på den lukkede igen. Han har ikke kunnet klare at gå uden arbejde i så lang tid. Hvorfor -

(G har igen ladet sig opsluge. H indser, at her ikke er mere at komme efter og at hun lige så godt kan gå sin vej)

SCENE 8:

JEG VILLE IKKE VÆRE TIL BESVÆR

(Et par går hinanden i møde fra hver sin side. Det er kvinden H og hendes mand I. H støder ind i noget, vender helt omkring som om hun ikke længere kan orientere sig. Hun får igen styr på sig selv, og går igen frem mod ham, som om intet var hændt. Men hun har opført sig så besynderligt at hans mistanke er blevet vakt. Der var noget forkert, næsten skræmmende, over hendes opførsel)

I: Er der noget i vejen?

(hun ser meget direkte på ham)

I: Hvad er der - - hvad er der med dig?

H: Nu er jeg blevet så gammel, nu gør det måske ikke så meget mere hvis nogen opdager det.

I: Opdager hvad?

H: (ser sig blindt omkring) Jeg kan alligevel ikke skjule det længere -

I: Hvad er det du - - nu må du fortælle mig det!

H: Ikke nu. Jeg vil ikke stå her på gaden og -

I: Opdager hvad?

H: At jeg er blind.

I: Blev du det lige nu?

H: Nej, nej. Det er noget der startede for længe siden.

I: Hvor længe siden er det?

H: Jeg havde et meget svagt syn som barn, måske var jeg bare meget nærsynet. Siden er det blevet værre og værre. I de sidste 10 år har jeg kunnet se hvad der var lys, og hvad der var mørke.

I: (råber) Det er løgn! Jeg har været gift med dig i de år!

(han opdager at han står midt på gaden og råber. Beroliger sig)

I: Hvorfor har du aldrig sagt det, hvorfor har du -

H: Jeg ville ikke være til besvær.

I: (begynder at råbe igen) Troede du ikke jeg elskede dig højt nok til at tage mig af dig?

H: Ikke så højt.

I: (tager sig ikke af det) Jeg kunne have taget mig af det du ikke -

H: (råber selv) Har der været noget, jeg ikke kunne klare, har der!

I: Nej, du har klaret det forfærdelig godt.

H: Ikke så højt. Hører du, ikke -

I: Hvis de ikke kan tåle at høre på det, kan de fame gå deres vej!

H: Jeg er bare så ked af at jeg ikke længere har styr på mig selv.

I: Havde du virkelig regnet med at du skulle gå i graven, uden at nogen mors sjæl havde opdaget det?

H: Ja. Det var jeg sikker på at jeg godt kunne klare.

I: Men nu går den altså ikke længere? Hvor har jeg haft mine øjne!

H: Det var ikke din fejl. Men da jeg traf dig, var jeg så godt inde i vanen at jeg følte at jeg roligt kunne fortsætte. Jeg ville ikke risikere at miste dig igen - hvis du fandt ud af at du havde valgt dig en kone der var næsten blind og som måske ikke kunne være dig til så megen hjælp, som du havde regnet med.

I: Du ville ikke være til besvær?

H: Nej.

I: Hvorfor opdagede dine forældre ingenting!

H: Mine forældre havde ikke så meget tid til overs. Eller kræfter. Vi var så mange børn. Det vigtigste var ikke at gå i vejen.

I: Men hvordan i himlens navn kunne du finde ud af det!

H: Jeg agerede i ly af mine søskende. Jeg må have fundet ud af, at der ikke var hjælp af hente andre steder. Så jeg gjorde som dem og overtog deres mønstre. Jeg kunne jo stadig se hvad jeg -

I: Men i skolen? Da du kom hjemmefra? Hvordan kunne du lære verden at kende, hvordan kunne du begå dig i den?

H: Jeg kunne endnu se nok til at klare det mest almindelige - læse og skrive og passe en plads uden problemer. Da vi blev gift var jeg fuldtud i stand til at orientere mig. Jeg nåede at ordne og indrette det hele efter mine behov, husker du - det er kun i de sidste ti år jeg har måttet begrænse mig til det jeg kendte -

I: Men hvorfor fik du ikke gjort noget ved det? Nej, da var du vel for godt afrettet. Og du ville ikke være til besvær.

H: Jeg tænkte kun på, at ingen måtte opdage det - det var noget af det første jeg lærte, at dække over mine fejltagelser.

I: Til en grad så ikke engang jeg opdagede det!

H: Der var en del jeg måtte sige nej til.

I: Bare jeg havde kendt grunden.

H: Det var for at gøre det lettere for os.

I: Som det blev lettere for dig at være barn på den måde?

H: Mine søskende fik tæsk blot de skejede det mindste ud. En ganske lille fejl, og straks vankede der - jeg blev aldrig slået.

(han står længe og ser på hende, undrende, med stigende varme)

I: Nu er jeg dog glad for at du nåede at blive så gammel og affældig, at du ikke kunne holde den gående længere - nu er jeg dog glad for at det blev mig, der afslørede din manglende kontrol!

(han giver sig henrykt til at kysse hende på begge kinder, men stopper så op og ser bekymret på hende)

I: Har du haft et godt liv alligevel? Eller føler du dig snydt?

H: (ser tilbage på ham) Jeg har haft et godt liv. Og jeg føler mig snydt.

I: Hvordan føles det så at kunne slappe af nu?

H: Det skal jeg først til at finde ud af.

I: Du har endnu alle parader oppe?

H: Selvfølgelig har jeg det.

I: Vi kan stadig få gjort noget ved det!

H: Jeg kan godt se mig igennem.

I: Det er dine øjne.

H: (ser sig om) Skal vi ikke gå hjem nu?

I: Gu skal vi hjem!

(han skal lige til at tage hende under armen for at lede hende)

I: (tager sig i det) Vil fruen vise vej?

(hun tager ham under armen og leder ham)

SCENE 9:

DU KOMMER IKKE UDENOM

(Manden I over for en hårdt engageret Kvinde - hans søster J. Stedet kunne være en kirkegård)

J: Du kommer ikke udenom.

I: Indtil nu er det gået meget godt.

J: Ikke på længere sigt, da kommer du ikke udenom.

I: Lad os nu vente og se hvad der sker.

J: Så er det måske for sent!

I: Hvad vil du have, jeg skal gøre?

J: Den der venter for længe kommer til kort!

I: Lad os nu først se hvad det udvikler sig til.

J: Du tør bare ikke se det i øjnene nu.

I: Vel gør jeg så. Det gør jeg da.

J: Men du kommer ikke udenom.

I: Jeg kan tage vare på mig selv, kære søster.

J: Den der ikke tager sine forholdsregler risikerer et baghold.

I: Man kan ikke forberede sig på alt i verden.

J: Det slår til før du ved af det.

I: Sådan er det for os alle.

J: Du kommer ikke udenom!

I: Jeg har fattet det.

J: Du slipper ikke!

I: Hvorfor skulle jeg prøve at slippe.

J: Godt begyndt er halvt fuldendt. Du risikerer at stå med håret i postkassen, og hvem skal så hjælpe dig fri.

I: Du skal se, det går nok lidt endnu.

J: Det er den fælde de fleste ryger i! Men hvorfor skulle det være anderledes for dig end for alle andre - hvem tror du, du er! Du kommer ikke udenom, du slipper ikke! Døden er hver mands herre!

I: (ånder pludselig lettet op) Døden? Mente du døden?

J: Hvad troede du?

I: Jeg troede du mente livet.

(hun blir smaskfornærmet og går sin vej)

SCENE 10:

VI HAR MØDT HINANDEN FØR

(Kvinden J sammen med en Mand, K. Stedet er en stor sal eller måske en lille scene. K går kraftigt i kødet på J)

K: Vi har mødt hinanden før!

J: Det kan jeg ikke tro.

K: Jeg er fuldkommen sikker!

J: Hvor skulle det så have været?

K: (pause) Det er faktisk det eneste jeg ikke kan huske.

J: Og hvornår skulle det møde så have fundet sted?

K: For fem år siden - for mellem fem og syv år siden.

J: For mellem fem og syv år boede jeg i Schweitz.

K Nøjagtig for mellem fem og syv år siden?

J: Jeg boede der i en længere periode.

K: Så har vi mødt hinanden nu da!

J: Den var ikke ren i kanten.

K: (holder fast) Et utroligt tilfælde!

J: (går med) Men er det det?

K: Hvad?

J: Et tilfælde?

K: (prøver fra en anden kant) Det kan også have været planlagt.

J: (morer sig) Når vi aldrig har mødt hinanden før?

K: Det er jeg stadig ikke sikker på vi ikke har.

J: Jeg siger jo det er umuligt. Tidsrammen passer ikke.

K: (skyder løs) Det kan også have været for femogtyve år siden.

J: Og hvor skulle det have været - det ved vi stadig ikke.

K: Det kan have været så mange steder - der findes mange steder.

J: Jeg ville huske stedet. Men ikke ansigtet. Jeg er dårlig til ansigter, men god til steder.

K: Jamen, vi dansede!

J: Dansede vi?

K: Tæt!

J: Nå.

K: Eller også -

J: Eller også hvad?

K: Stod vi bare tæt sammen for at beskytte hinanden mod regnen.

J: Hvor faldt den regn?

K: Troperegn!

J: Jeg har aldrig været i troperne!

K: En regn så tæt som nogen troperegn, et ufatteligt regnskyl!

J: Det virker lidt for tilfældigt.

K: Det var det også!

J: Var det?

K: Det er jo det der er det utrolige ved det!

J: (overgiver sig) Blev vi meget våde?

K: Kun jeg! Det blir man når man overlader frakken til en dame!

J: Men det var ikke i troperne?

K: Det var lige her!

J: Var det?

K: Her!

J: Måske har vi faktisk mødt hinanden.

K: Hahaha, og hvornår skulle det så have været?

J: Stop! Sådan får De aldrig skovlen under mig, hr. Hansen.

K: (undskyldende) Jeg mente at lidt frugtbar forvirring -

J: De kan ikke bunde længere.

K: Det er muligt. Men dette er kun min tredje time. Jeg gør ellers gode fremskridt, synes De ikke det?

J: De gør store fremskridt. En skønne dag vil De virke meget overbevisende. Blot må De ikke bringe mere forvirring ind end højst nødvendigt. De må under alle forhold bevare følelsen af at have fast bund under fødderne. Som det er nu, skifter De for hyppigt indstilling. Det ender jo med at damen løber skrigende bort, og det kan vi ikke have, vel? Meningen var jo at hun skulle holdes fast i mødet, og ikke have mulighed for at trække sig ud af det igen. De betaler dyrt nok for Deres timer her hos mig. Jeg tror det må være nok for denne gang. Men så må De love mig at De vil øve Dem til næste gang, vil De det?

(K nikker at det skal han nok og bukker sig belevent ud)

SCENE 11:

DET ER JO ET MIRAKEL

(A sidder på samme bænk som i første scene. Han sidder blot og kigger tungt frem for sig. K kommer hen til ham)

K: Hanna er kommet hjem!

("Det er jo et mirakel!" er A lige ved at udbryde, men han når lige at tage sig i det, de to har jo deres "hemmelighed")

A: Har hun været på rejse da?

K: Vidste du ikke det?

A: Nej.

K: Må jeg sidde lidt?

(A viser med hånden at der er mere end plads nok på bænken)

K: (kommer til sæde) Sund og rask, i god form, fejler ikke det ringeste!

(A skal igen til at dumme sig ved at gå ind i diskussionen, og når igen at tage sig i det)

A: Vil du ikke godt fortælle mig historien forfra - så jeg har en chance for at følge med.

K: (nyder det enormt) Sagen er den - jeg troede bare du vidste det, men altså - sagen er den at Hanna var syg. Kræft. Uhelbredelig. Men stædig det er hun jo. Jo, hun ér sgu stædig! Så den købte hun ikke, sygdommen altså, og behandlingen og det hele - hun rejste til Afrika, hun gik en tur -

A: Gik hun en tur i Afrika?

K: Hun gik en tur i Afrika - når hendes ben ikke kunne bære hende længere, ville hun lægge sig ned og dø.

A: Utroligt hvad folk finder på.

K: Ja, ikke! Nå, men hun lagde sig altså ikke ned og døde. Hun påstår vist ikke ligefrem at det var en morsom tur, men dø - det gjorde hun ikke. Ikke på den tur. Hun påtænkte skam at slå sig ned i baobabtræets skygge - nu hun var blevet rask på det sted.

A: Ja, hvorfor ikke.

K: Baobabtræet kaster en god skygge. Det har en kraftig stamme og sender sine rødder dybt ned i jorden. Man kan spise dets frugter. Man kan bygge kanoer af dets ved. Det kaldes også Abebrødtræet og kan opnå en høj alder. Det er et mødested.

A: Det er rart at vide.

K: Men først ville hun hjem - der var lige noget, hun skulle have ordnet.

A: Har lægerne konstateret at hun intet fejler mere? Er der taget prøver, er der stillet en ny diagnose? Er der overhovedet medicinsk belæg for at erklære hende rask nu?

K: Hanna giver lægerne en god dag!

A: Er det nu fornuftigt?

K: Er det ikke?

A: Nej, det synes jeg egentlig ikke.

(pause mens begge tænker situationen igennem)

A: Hvor er hun så nu?

K: Hun bor hos mig. Hun er flyttet ind i min lejlighed.

A: Jeg vidste ikke du kendte hende så godt.

K: Jeg er hendes bror.

A: Er du hendes -

K: Så halvbror da.

A: Jeg synes hun skal lade sig undersøge.

K: Hanna vil intet høre om den slags. Hun véd, at hun er rask. Hun planlægger et langt og virksomt liv -

A: Hvor længe har du kendt til - Hannas og mit forhold?

K: Hvis du kalder det et forhold! Næ, du må sgu gå helt anderledes til makronerne nu, gamle dreng - du må ind på banen og risikere liv og lemmer! Du er alene, det er bare at gå til den igen!

(en ny pause opstår)

A: Hvor har jeg tit været sur på dig!

K: På mig! Jamen -

A: Du havde altid så nem adgang til Hanna.

K: Man har vel lov til at være sammen med sin familie!

A: Den måde du sværmede om hende på.

K: Jeg har altid set op til hende - storesøstre, ikke!

A: Hvorfor er hun ikke selv kommet herhen i dag?

K: Du mener Hanna er en der kan klare det meste, ikke? - Jo, men det her kunne hun sgu ikke klare! Der måtte mellemmand til!

A: Rejser hun tilbage, er jeg med på turen.

K: Det var vist egentlig også det, hun gerne ville høre dig sige.

(A rejser sig og ser længe på K. Ryster på hovedet)

A: Hvor kunne meget have været sparet.

(K kommer også på benene)

K: (med et smil) Tror du virkelig?

(de tager hinanden hjerteligt under armen og følges ud)