Dette stykke kan også downloades i RTF-format og læses offline.

 Et radiospil

af

Kaj Nissen

Medvirkende:

VICTORIA

VICTORIA

 (Et uvejr af elektroniske lyde, EKG-maskiner og respiratorer, alarmer og datamaskiner, en fræsende elektrisk udladning)

VICTORIA:

Der står en og skygger for lyset! En krise! Giv mig ilt! Jeg er ikke parat! Der kommer så tit nogen forbi og ryster på hovedet!

(det elektroniske uvæsen udkrystalliseres langsomt i en enkelt, langt udtrukket, smuk tone. Det pumper og hvisler i slanger)

Ja? Er månen? Er den? - De siger nu i mine ledninger, at månen er en forudsætning for intelligent liv på jorden!

Månens tidevand har tvunget nogle af havets væsener til at tilpasse sig det tørre land. Nogle fisk, ja. Der udviklede de deres intelligens. - Det lyder smukt! Er der mer?

(en masse bippende lyde. Det bobler i slangerne)

Ja? Det er derfor den smiler ned til os om natten! - Og vi sender en masse venlige tanker op til den. Derfor. Sig mer.

Der er et nyt snevejr på vej ind over landet. Sne?

Lungerne gør deres arbejde. Hvorfor ligger jeg her?

(Victoria får efterhånden vejret igen og trækker det lettere)

Jeg får et billede ind af jorden nu! Det er smukt! En blå perle i rummet. Drivende skyer.

Pigerne giver ikke op så let som drengene. Min mor var en undtagelse. En sang, hvad for en sang?

Det er ikke nok at klare sig igennem. Der må en ændring til.

Alle børn leger i sneen og får røde kinder. Kys fra Victoria.

Jeg hedder Victoria. Jeg skal bevise at piger klarer sig. Lige så godt som drenge - eller mænd.

(en stemme begynder at tale. Der er hele tiden stemmer, der prøver at sætte deres synspunkter igennem)

Mænd? Måske er det min mor, der taler når jeg siger mænd.

Der er lagt baner ud. Mer! Stillet forhindringer op. Mer! Foreløbig går det udmærket med at bevise, at jeg klarer mig som pige.

Jeg har overlevet de første 10 dage.

(lyd fra en hjertemaskine, men den lyder også som en metronom)

En blå perle i rummet. Drivende skyer over bjergenes sne.

Ja? - Hvis luft afkøles til under dugpunktet, fortættes vanddamp til iskrystaller. Falder iskrystallerne til jorden - er det sne.

(dobbeltslag i hjertemaskine-metronomen)

Smukt. - Min mor overlod mig til livet med en rygende og aldrig stillet kokainhunger. Undervægtig og for tidligt født. Nerverne udenpå og slapt blod i årerne.

Der blir lyttet til mit lille hjerte. Mine lungers pust. Jeg blir holdt varm, steril og smittefri.

Man kan sige at min mor var overflødig. Man kan sige at alt kunne være klaret bedre uden hende. Undfangelse. Fødsel. Overlevelse.

(en ny krise er begyndt at melde sig)

Prognosen er at selv den bedste diagnose hverken gør fra eller til. Udviklingen fører os til modværge. Eller i døden.

(musik, mens krisen strammer mere og mere til)

Lad os nu sige at månen er så fantastisk klog. At den har fået de der fisk til at gå op på det tørre. Og udviklet deres lungers evne til at suge ilt. Og deres hjerners evne til at gange og dividere.

Kunne den så ikke gøre os stærke og uovervindelige?

Jeg lover at jeg senere skal underkaste mig det tidevand, som månen skaber i mig. Det lover jeg. Men den må sætte ind nu. I dag.

(krisen er næsten ovre igen, musikken overgår i en lang hyletone)

Min mors chancer var næsten lige så ringe. Næsten. Jeg bebrejder hende ikke. Men det var en risiko at tage. For et kys og en kage.

Kys? - Kysset er en berøring med læberne af en anden person.

Man kunne også bare lade sig glide tilbage i mørket.

Med et kys udtrykker man sine kærlige følelser.

Nej, gå aldrig tilbage! Se fremad!

Hvis man sørger for superkritiske betingelser, kan man i dag frembringe helt nye materialer. Og superkritiske betingelser kan fremkalde helt nye genetiske spring i os.

Jajaja! Men endnu er der ikke sket noget. Endnu går vi til i lede. Måske er betingelserne ikke skrappe nok endnu.

(hyletonen får interferens og ligger og svinger i bløde skalaer)

Hvor kysset stammer fra? Det er vist svært at forklare.

Man kan lugte til hinanden. Og man kan smage på hinanden. Åndedrættet er en emanation af sjælen. Og så kilder det, jaja.

(hyletonens svingninger afløses af en fræsen. Victoria blir urolig over at en ny krise tilsyneladende er på vej ind over hende)

Forplantningen har tusinde strenge at spille på.

Jeg bebrejder hende ikke. Min mor. Jeg er alt for fyldt af hendes liv. Alt gav hun videre til mig.

Vi blandede blod. Og råbet på stoffer lød lige stærkt fra os begge.

Ikke nu igen! Ikke mere krise! - Det ender bare med, at jeg kapper ledningerne og sparker kuvøsen over ende. - Hvorfor blir jeg ved!

(den skærende fræsen dør ud og går over i stemmernes kor. Victoria blir roligere og prøver at trække vejret under større beherskelse)

Mænd! I højsæsonen kunne ti om dagen ikke gøre det. Men der var altid en sprøjte for hånden. Så gik det som en leg, gu gjorde det ej. Ti var heller ikke nok til al den sne der skulle til. - Sne?

(baggrunden overtages af en gnæggende tikken, næsten en latter)

Man har endda hørt om elektriske kys, jaja! Noget der bevæger sig ned i tæerne og får håret til at stritte!

Jeg må prøve at huske! Jeg må ned og have fat i det!

Jeg prøver at huske en tid - da min mor var den pige hun var - før hun blev den pige, der så blev min mor.

Det værste er at der ligger en spærring der. Den ligger der, hvor den pige, der var en pige -

Hun legede i sneen og fik røde kinder. Sne?

Jorden er blå, tinderne hvide.

Der står det, hvidt på blåt.

(en morseagtig tikken sender noget der klart minder om et budskab, Victoria er kommet så nogenlunde ovenpå igen)

Vores baggrundslyde er ikke kun vores egne. Vi henter dem fra alle de impulser, der overføres på kloden. Vi står i forbindelse med al elektricitet i verden. Det er derfor vi er så fantastisk kloge!

Men der hændte noget i min mors liv. Og så lukkede hun det nede. I mange lag kinesiske æsker. Selv et elektronisk leksikon kan ikke -

(den karakteristiske lille vignet fra en fjern radiostation høres)

Jeg sagde det jo, kys kan være elektriske! Kys kan også forvandle folk til rene uhyrer - og tilbage igen.

Der er eksempler på at kys kan sende mennesker tilbage til øglestadiet. De blir som en slags frøer!

Men det er da ikke meningen, vi skal gå tilbage i udviklingen?

Vi skal tage springet fremad! Det genetiske! Luk nu op!

(vignetten går over i et stigende og faldende mønster, en melodi)

Jeg ved det, jeg er ikke kun min mor. Jeg er også min far. Ham ved vi bare ikke noget om. Det kan have været en ud af hundrede.

Men hvis der dukker noget op, som vi ikke forstår - så siger vi, det er ham. Han skal være velkommen. Modstand modner. Men det er ikke ham vi skal finde ind til.

Alle børnene leger i sneen og får røde -

(en meget klar accentuering i det svingende melodimønster)

Jeg har noget! En græsplæne i snevejr! En lyshudet knægt! Fræk som en ilder og nervøs som et egern. Han var selv som sne og efterlod en meget blød fornemmelse i maven.

Ligesom da maden kom ind gennem navlestrengen i afmålte doser.

Jeg ved ikke om jeg står det igennem! Tilbage i mavens mørke!

Men sådan kommer vi aldrig derud, hvor tingene vender!

Han var også for tidlig, ham egernet! Hvad var vi dengang, 10 år, 12 år? Og så flyttede han.

(nu er der ikke blot en melodi, nu er der også æteriske lyde)

Jeg tænkte nok, det med frøerne ikke skulle tages så bogstaveligt.

Så må vi heller ikke glemme, det er fuldmåne i aften. Både Mars og Venus trækker i samme retning som månen. Det må vi bruge - kom nu!

(en meget tydelig accentuering i lydene, en fremmed hulken)

Så forstår jeg bedre at min mor har gemt det så godt af vejen!

Helt dernede hvor ikke engang egernet hører til! Nu forstår jeg hvad det er med den måne. Nu kommer der noget! Et billede, ja!

Men sådan ser månen ikke ud hos os. Her lægger den sig ikke på ryggen og sejler som en gondol på havet.

Var vi så svagtsynede dengang! Vi kunne ikke engang se stjernerne tydeligt - kun som en sløret lysbro på himlen.

Men hvorfor også se så langt væk som til stjernerne. Der var jo en der krøb sammen i sandet ganske nær. Og man blev kysset og kysset.

(det er en guitar der frembringer de æteriske lyde - hører vi nu)

Hvorfor boede han så langt væk. Vi nåede aldrig rigtig at finde ud af ham. Så var det tid til en ny afsked. Nej, det er ikke ham! Der er noget, der ikke stemmer. Ham her, han trådte alt for let frem.

(guitarens æteriske lyde får akkompagnement af buldrende trommer, mens Victoria mere og mere desperat prøver at sætte sig igennem)

Det var månen som forførte mig. Månen som bare sejler sin egen sø. Der må have været nogen før ham! Der må have været en som - der må have været - - det ender vist galt, det her!

(de buldrende trommer overdøver alt, selv Victorias næste krise. Så sætter de brat ud, kun en blid tone ligger nu under. Victoria lyder meget svag, mens hun kun med den yderste møje arbejder sig op igen)

Somme tider får man lyst til bare at slippe og lade stå til! Ned i mørket! Det blir for meget! Er det en måde for et menneske at -

Nej! Der må være en! Der må være en der gjorde mere ondt end det!

En der gjorde ondt for alvor! Skal vi nu se hvem der er stærkest! Dig der lægger låg på! Eller mig der vil til bunds!

Jeg er ikke parat! Jeg klarer mig, I skal nok få at se!

Jeg hænger sammen med hvert eneste menneske. Ikke kun med min mor. Deres blod er en del af mit blod. Vores atomer genkender hinanden med den største lethed.

Jeg klarer mig. Jeg ved bare ikke - om jeg gider - ret meget længere.

(hun forsøger at holde mismodet nede og trække vejret roligt, til en ny baggrund, der mest minder om et oceans rolige åndedræt)

Måske er vi kun trædesten for nogen andre. Nogle der er meget klogere end os. Jeg vil helst ikke være en trædesten for nogen andre.

(en sanger, forvrænget, der crooner en stump melodi om at sejle og flyve. Victoria holder sig kun lige på kanten af at give helt op)

Er der nogen, der har hørt fra Voyager 2 fornylig? - Den forlader snart det solare system. Væbnet med englelig tålmodighed og tilbagestrøgne antenner. Den har kun sig selv at snurre rundt om.

Der er koldt derude, og øde. Men jeg sværger på, der var lige så koldt og øde på gaden, hvor min mor trak. Man skulle hive tæerne godt op under sig hvis ikke de skulle fryse til is.

(forvrængningen overdøver sangen, der blir ukontrolleret støj)

Tiden gik mest med at snurre rundt om sig selv.

Det var slut med at passe på. Det gik helt af sig selv. Ned ad en slidske uden fortrydelsesret. Og ud kom lille Victoria. Og alle tog sig til hovedet og tænkte at det her, det gik da vist aldrig godt.

For min mor gik det slet ikke. Hun slap grebet i samme sekund, hun havde sendt mig ned ad slidsken.

Og jeg - ja, jeg stak i et vræl og var så parat som nogen.

Jeg bærer stadig på en lyd - langt borte - af den bløde dunken fra et hjerte. Det slår bagest i oceanet for at vise mig vej.

Men skal jeg den vej?

(alt, selv stemmerne, tier. Victoria kæmper sig gennem stilheden)

Jeg er sikker på at min far har set det meste af verden. Han gik til ludere, okay. Han så sig ikke for, okay. Men jeg ved hvordan den ser ud. Verden. Han lever endnu, min far.

(stilheden begynder at runge, som vældige malmtunge klokker)

Hvordan kunne min mor sætte så meget liv over styr? Hvad var det for en svaghed?

I min fars liv var der stank og ballade. Men min mor lod sit liv synke til bunds. Hvor var det hun gav op?

Vi må sprænge koden! Vi må finde en måde at klare os på!

Den genetiske kode! Se at få ram på den!

Vi ved at mennesker har udviklet sig fra fisk og padder. Vi ved de stadig har øgler og kryb på hjernen og lader sig styre af den rene urtid. De tænker, som når dyr handler!

Og går det galt, giver de op.

(et sandt inferno sætter ind og overdøver alt, Victoria skriger)

Stik mig en slange! Giv mig et skud frisk ilt! Giv mig lov til at trække vejret! Jeg har ikke meldt mig ud endnu, jeg har ikke -

(uvæsenet dør langsomt hen og efterlader blot en tilfreds summen)

Nu har jeg noget! Der sker noget! Jeg trækker vejret. Ja, jeg har fundet ud af noget mere! Kriser har deres gode sider.

Min mor har givet mig adgang. Det er smukt. Det er - meget smukt. Det er alt for smukt til at være sandt.

Men sådan var det at blive løftet højt op mod himlen. Helt derop, hvor man ikke længere kan få vejret. Derud hvor luften er så tynd at blodet koger.

Sådan var det at se vokset smelte bort mellem vingefjerene, styrte til jorden og kravle hjemover igen. Kravle hjemover.

(en faldende tonerække, i stadig repetition, overjordisk smukt, og bag den et kor af hviskende stemmer og en fremmed hulken)

Kan min mor virkelig have troet at tilværelsen var så smuk? Hvor havde hun den idé fra? Hvem havde bildt hende det ind? En med en meget sød tunge -

Eller var det noget, der kom inde fra hende selv? At kærligheden fandtes i rigt mål? At hun skulle komme til at opleve det? Præcis så smukt som hun havde forestillet sig?

Men det var det der skete. Hun oplevede den. Kærligheden. Gennem alle regnbuens farver. Det var efter stranden og månen. Det var større. Hun var som smeltet honning.

Så skete der ikke mere. Der var ikke mere. For det var slet ikke af denne verden. Det var ikke til at leve på.

Der var kun følelsen af at have ønsket for meget. Og aldrig nogen sinde kunne få det opfyldt.

Hun havde mange gode oplevelser også efter det. Der var gang i den.

Imens åd det sig dybere og dybere ind. Hun søgte sine skuffelser, hvor hun kom. Og hun fandt dem, det siger sig selv.

Hun ville jo ikke leve. Hun forvandlede sine forventninger til nederlag, aldrig til styrke. Derfor ligger jeg her.

Hun skubbede sine følelser til side og lod kroppen være afgørende.

Og sne er et andet ord for kokain, ja.

Og kysset er en berøring med læberne af en anden person.

Men kysset blev det mest forbudte i verden.

Hun fandt på noget andet, når trangen kom over hende. Bare en gang imellem. Så alting ikke blev alt for tomt.

Hun ville ikke røre ved nogen mands mund og ønskede at være alene med sine tanker imens.

Hendes bagside havde på det tidspunkt virkelig meget til fælles med månens, kold og arret og øde.

Men når hun en sjælden gang følte, at hun selv skulle have noget ud af det - så lagde hun en snor om halsen og trak til.

(her standser den faldende tonerække og blir hængende på en A-tone)

Jeg får et billede ind af jorden nu. Et nyt billede. En blå perle i rummet. Mere blå end nogen sinde.

(en ny krise sætter ind og er ved at kvæle Victoria. Men nu stritter hun imod af alle kræfter og vil ikke længere lade sig skræmme)

Derfor kunne der ikke blive noget kys til lille Victoria.

Det måtte blive ved at klask bagi, før hun kunne gå ud i verden og gøre den til sin.

Det var kort efter at jeg havde gjort min store entré. Og bagefter blev det min mors tur til at slippe grebet.

Det må have været sejt for de der fisk at gå på land. Men hvis de ikke havde taget springet -

Så havde vi aldrig fået lært at regne. Eller at trække vejret.

Jeg er stærk som en okse, siger jeg til mig selv.

Og var betingelserne ikke lige så skrappe dengang som nu?

De troede på det, fiskene! De troede på det kunne lade sig gøre! Og de klarede den ikke kun. De ændrede betingelserne.

Skal alt det være sket bare for at lade sig gå neden om og hjem?

Alt det liv der søger sig et sted at være, alt det liv!

Alle børnene leger i sneen, alle børnene leger i sneen!

Min mor kalder på mig, hendes hjerte slår bagest i oceanet.

Men lader man sig slå omkuld, skal der ingenting til.

Det kan lade sig gøre! Det kan lade sig gøre!

Alle børnene leger i sneen!

Jorden er en perle!

Alle børnene får røde kinder! Jeg vil mærke sneen mod min kind!

(Victoria er nu nødt til at stritte så meget imod for at vinde, at det er som om hun får selve baggrundstonen til at vibrere med)

Tag mig i hånden, kuvøse, og lad dem ryste på deres store hoveder. Lad os tro ledningerne holder. Lungerne har ikke taget det sidste pust. Månen smiler, alle børnene leger, jeg vil leve på jorden.

Kys fra Victoria.

Det er mig.

Jeg er.

Her.

(vi hører Victorias første latter her i livet, en på én gang glad og trodsig latter, der slår rent og klart igennem og får den durrende A-tone til at falde helt på plads igen og stå rent og stærkt)

SLUT