Denne artikel kan også downloades i RTF-format og læses offline.

TRAPPEN I AMALFI

Engang i den tidlige middelalder - det er et sagn, så vi har ingen årstal på - stak en mand af fra sine vogtere i Amalfis havn. Han var bragt dertil som slave og var tænkt til videresalg.

Men han skulle hjem til Danmark - for han var dansker - og fortælle en historie.

Så han stak af. Han løb ind mod bunden af Amalfi, ind i kløften der er som en tragt, som byens huse har trængt sig op i. Til sidst var der kun én vej at gå, op over bjerget.

Vor mand led af svimmelhed og holdt hårdt til højre ind mod klippesiden. På den måde blev han ført op på en knold, der var en smule mere farbar. Han sprang rundt om nogle fæstningsværker og nåede frem til en stejl afgrund.

Dernede, dybt under hans fødder, lå Amalfi. Han vendte om og sprang tilbage, fandt sig en ny vej op over et nyt bjerg, klamrede sig med rystende ben til dets forkant, holdt hårdt til højre og kom højt, højt op.

Da han igen fik vejret, så han sig om. Dybt nede i tragten foran ham lå Amalfi med sine vagtsomme tage og sine spir, der mest af alt så ud som om de ville spidde ham.

Han løb ned og han løb op, men ligegyldigt hvor han vendte sig hen, hele tiden lå Amalfi og grinede ad ham, altid dybt nede, men aldrig langt borte.

Sådan løb han til sine dages ende, uden at kunne finde hjem, og det er hans mødige fødder der har dannet stierne og trapperne op over de stejle fjeldsider.

Det er den onde version af sagnet. I den gode udgave fandt han alle stier og trapper lagt til rette for sig, skabt gennem århundreder af dyr og mennesker.

Og han flygtede op over bjerget, højt, højt op, forbi røverborge og bidske hunde, op på højsletten, og da han var nået helt op, lå vejen hjem åben for ham, han kunne se hele sletten op mod Napoli og midt på sletten Vesuvs vældige kegle.

Men det er sandt at han, også i den gode version, måtte løbe meget omkring i bjergene, at han led af svimmelhed og koldsved, at benene rystede under ham af den uvante anstrengelse det var at løbe vertikalt i stedet for langs ad horisontens rette linje.

Han fik krampe i læggene og i mavemusklerne, men han var nødt til at fortsætte indtil han definitivt havde lagt Amalfi bag sig.

Han havde et billede af amalfitanerne som nogle hovne mennesker, uforfærdede søfarere ganske vist og skrappe handelsrejsende, men folk som heller ikke satte deres lys under en hvilken som helst skæppe.

Deres vigtigste ordsprog, som han havde hørt på skibet de første 500 gange, lød sådan her: Il giorno del giudizio, per gli amalfitani che andranno in paradiso, sará un giorno come tutti gli altri.

Vor mand havde fået at vide at det betød noget i retning af, at når dommedag kom over os alle, så ville den for de gode amalfitanere, i deres paradis, være en dag som alle andre - underforstået at de ikke havde noget at frygte, fra hverken Vorherre eller Djævelen.

De stolede på sig selv og på deres eget held. De havde - hvis vi stadig holder os til den gode version - bebygget kløften og bredt deres bosættelser langt op over bjergene, havde gravet terrasser og banet veje for mulæslerne, bygget trapper hen over de mest udsatte steder og var ikke stoppet op før de kunne komme frem overalt.

De havde skaffet plads til 70.000 mennesker, hvor der i dag kun bor en tiendedel. De kunne ikke vide at deres havn snart skulle gå til i en storm, og at pest og nabostridigheder skulle decimere deres storhed til det allerlaveste turistniveau.

De kom aldrig over det, amalfitanerne. De prøvede senere at satse på en legende om at kompasset var blevet opfundet af en mand fra deres by. Og selv om det kan være sandt, er det nu nok løgn alligevel.

Men den store trappe ligger der stadig med sin udfordring. Fjortenhundrede og et eller andet trin. Den klatrer fra Amalfis indre gader op over bjerget og snor sig frem, så man halvdelen af tiden går i den modsatte retning af der hvor man skal hen.

Bjerget luder sig tungt ud over den, men den når frem, til Pontone, og derfra videre og videre op, forbi en faldefærdig kirkeruin, op til kirken i Minuta med sine fresker fra 1000-tallet, og så er man lige ved at være i Scala, hvor trappen i vore dage blir til vej.

Benene ryster under én de første gange man forsøger sig med trappevandring. Opad sitrer lårmusklerne af det hårde slæb, og nedad værker det i fødder og lægge der ikke er vant til at tage imod på den måde.

Det man lærer sig er at gå langsomt op og småløbe ned. Ikke noget med at lade som om tyngdekraften ikke eksisterer, men netop bruge den efter bedste beskub - også selv om der på det sidste er fremkommet teorier, som delvis sætter tyngdeloven ud af kraft.

Vi havde sat ud for at bestige trappen, fire danskere. Vi led ikke af koldsved, for vi havde ikke noget at frygte fra Amalfis side, bort set fra det almindeligt anerkendte turistsnyderi, og vi havde efterhånden vænnet os til trapperne og højderne. Men vi var våde af sved alligevel, for det var en sciroccovarm eftermiddag, og solen bagte lige ind på bjergsiden.

Sagen var at vi var nogle stykker oppe fra San Cataldo som havde lovet os selv at gå op ad den forbandede trappe. Hele vejen, fra Amalfi og lige hjem til klosteret.

Mangfoldige gange var vi gået ned ad den, for siden at tage bussen tilbage ad den snørklede vej over Ravello til Scala. Nu skulle det være slut, nu ville vi selv.

Det kom sig efter en lang tur ind i Møllernes Dal. Vi var startet klokken ni om morgenen og havde gået i fire timer. Derefter spiste vi en prægtig frokost og havde fyldt godt på af den lokale vin, der var mørk og stærk og blev siddende som en blå belægning på tænderne.

I den tilstand ville vi så gå op ad trappen. Jeg har i Spanien set folk slås med tyrekalve i den samme tilstand, så det var ikke noget problem.

Men først skulle vi ned til trappen. Vi skulle ned til Amalfi. Ingen vej uden om Amalfi. Vi gik ned. Det gik let. Det var en smuk tur. Vi havde endnu kun april, alt var grønt og frodigt.

Den eneste klage man hørte undervejs var: Hvorfor skal vi så langt ned for at komme op? Det var et forsigtigt spørgsmål og ikke ment som en provokation, hverken til trappen eller til os andre.

Siden hørtes ingen klage, enhver tog sin egen tørn. Opstigningen fortsatte sendrægtigt, men målbevidst. Ad trapper der var lagt til rette for os gennem hundreder af år. Ad en rute der usvigeligt sikkert var lagt gennem terrænet på den mest fornuftige måde.

Mulæslerne kunne gå den. Vi kunne gå den. Vor middelaldermand havde trodset den. Alle kunne komme frem. Til vinmarkerne, til citrontræerne. Italien: Landet hvor citronerne er dækket med sorte net i april.

Vi holdt lange pauser. Vor middelaldermand var forlængst nået hjem med sin historie og var ingen steder at se. For hans vedkommende måtte det altså være den gode version der holdt, det var rart at vide.

Vi selv fouragerede på rosiner og chokolade. Vi drak vand. Vi kiggede ned, men ikke meget op. Derhen skulle vi jo.

Vi går der stadig. Vi var nået ind i den onde udgave. Vi tænker på hvor mange trin der er taget på den trappe. Vi tæller trinene. Vi blir ikke trætte.

Der er lige så mange trin ned, som der er trin op. Det er den store trappe i Amalfi. Den forlader os aldrig.