Stykke i én akt

af Kaj Nissen

Medvirkende:

EN KVINDE, 35 år

EN MAND, 27 år

Handlingen udspiller sig i døråbningen ind til Kvindens lejlighed. Fra lejligheden høres gennem hele stykket skiftende musik, der gerne skulle understrege og dementere stemninger.

TAXA NR. 13

(KVINDEN står over for MANDEN. Hun er ved at åbne en konvolut som han netop har overrakt hende. Han er meget spændt. Hun tager et ark papir ud af konvolutten, ser på det)

KVINDEN: (læser op) "Gør det igen. Jeg har fri nu. Ingen problemer mere. Gør det igen."

(hun ser tøvende på ham, han smiler imødekommende)

KVINDEN: Gøre hvad?

MANDEN: Kan du ikke huske det?

KVINDEN: Hvornår?

MANDEN: Kom nu!

KVINDEN: Hvad?

MANDEN: I aftes.

KVINDEN: Først på aftenen?

MANDEN: Sidst.

(de skifter lidt rundt i døråbningen)

KVINDEN: Sidst på aftenen havde jeg vist en lille skid på.

MANDEN: Rigtigt.

KVINDEN: En stor skid.

MANDEN: (nikker varmt) Meget rigtigt.

KVINDEN: (kigger igen i brevet) Og du har fri nu?

MANDEN: Kan du slet ikke huske noget?

KVINDEN: Som sagt, jeg havde -

MANDEN: Kom nu!

KVINDEN: Og jeg har lidt travlt nu.

MANDEN: Det tror jeg ikke på.

KVINDEN: Hvad får dig til at tro at jeg ikke har lidt travlt nu?

MANDEN: Taxaen! Det du sagde i taxaen! Du har ikke travlt!

(hun ser længe på ham, ret uforstående. Dog - allerbagerst i hendes hjerne kryber det langsomt frem)

KVINDEN: Taxaen?

MANDEN: Du tog en taxa hjem!

KVINDEN: Hvorfra?

MANDEN: Inde fra byen!

KVINDEN: Det skal nok passe.

MANDEN: Selvfølgelig passer det!

KVINDEN: Jeg kunne i hvert fald ikke gå.

MANDEN: Du tog, som fornuftigt var, en taxa hjem.

KVINDEN: Inde fra byen og hjem? Hertil?

MANDEN: Må jeg komme ind?

(pause)

KVINDEN: Du mener, jeg lod mig fragte hjem, og du var taxachaufføren, og du fik fat i både navn og adresse og hvornår jeg har travlt og hvornår jeg ikke har travlt?

MANDEN: Sådan kan man godt udtrykke det.

KVINDEN: Må man det i dit erhverv?

MANDEN: Må man godt hvad?

(pause)

KVINDEN: Fortæl mig så hvad det er jeg skal gøre igen!

MANDEN: Det ville være rart hvis du selv kunne huske det.

KVINDEN: Nu er det sådan i det her land at det kommer ikke andre ved, hvad man husker og ikke husker.

MANDEN: Ville det ikke være bedre, hvis vi gik indenfor og snakkede om det?

KVINDEN: Er jeg alene hjemme?

MANDEN: Hvad?

KVINDEN: Ved du om jeg er alene hjemme?

MANDEN: (tøver) Det kan jeg ikke være sikker på, nej.

KVINDEN: Der ser du.

MANDEN: Jeg troede bare at -

KVINDEN: Er der ikke tavshedspligt blandt taxachauffører?

MANDEN: Har jeg sladret til nogen? Det har jeg ikke!

KVINDEN: Hvad er det så jeg skal gøre igen?

(pause)

MANDEN: Du gav mig et tilbud.

KVINDEN: Ser man bare.

MANDEN: Det var faktisk mere end et tilbud.

KVINDEN: Du forbløffer mig!

MANDEN: Gør jeg!?

KVINDEN: Det jeg hører er, at du fik en slags tilbud fra en stangdrukken kvinde, som på det tidspunkt ikke var helt sig selv, og det havde du nu tænkt dig at udnytte ved at opsøge hende på hendes bopæl for at finde ud af hvad man bedst kan bruge sin fritid til.

MANDEN: Jeg ved såmænd ikke hvem der udnytter hvem mest her.

KVINDEN: Hvad mener du med det?

MANDEN: Noget husker du godt.

KVINDEN: Jeg er helt blank.

MANDEN: Jeg var en idiot.

KVINDEN: Du sagde det.

MANDEN: Du gjorde også noget.

KVINDEN: Hvad gjorde jeg? (pause) Hvad gjorde jeg så?

MANDEN: Jeg skulle have grebet til. Det var så nemt. Bare fordi man har et sæt af regler, som man synes man skal overholde. Tjenesten og alt det der, hensynet til kunderne. Men sgu ikke hensynet til en selv. Det er dumt. Det er idiotisk.

(pause)

KVINDEN: (kigger igen i brevet) Var det så det, der var problemet i går?

MANDEN: Det var en af de ting, jeg havde problemer med i går.

KVINDEN: Og som du har ligget og vendt og drejet hele natten.

MANDEN: Jeg har også sovet. Men - jo, jeg har tænkt over det.

KVINDEN: Nævn mig nogle flere af dine problemer.

MANDEN: Dig selvfølgelig.

KVINDEN: Var jeg et problem for dig?

MANDEN: Du skabte nogle problemer for mig.

KVINDEN: Ah! Og du var ikke selv spor ude om det?

MANDEN: Det er selvfølgelig ikke noget, man så tit kan påstå om sig selv: at man ingen skyld har - - men nej, ikke i går!

KVINDEN: Ikke selv ude om det. Men hvis der nu faldt lidt af til en stakkels taxamand der har hvilet ud efter nattens kørsel - hvis der nu var ekstragevinst?

MANDEN: Der ser du - noget husker du alligevel.

KVINDEN: Ja, for du er her vel ikke for at samle ind til Røde Kors?

(hun lader konvolut og brev flagre ned på gulvet)

KVINDEN: Og så bagefter hjem til konen og alle ungerne?

MANDEN: Jeg er lige så alene i verden som dig.

KVINDEN: Jeg er ikke alene i verden.

MANDEN: Hold nu op! Du sagde -

(hun går helt tæt ind på ham, lægger en arm om hans nakke, og holder ham ind mod sig og sin mund ind mod hans øre)

KVINDEN: Prøv at se - nej, du skal ikke vende dig om - der er et kighul i døren bag dig - lige bag din nakke - du må næsten kunne mærke varmen fra det - der sidder et par derinde som på skift holder øje med os. Ophidser det dig?

MANDEN: Næ.

KVINDEN: De holder øje med alt hvad der foregår på afsatsen - det er som om afsatsen er hele verden. Det der foregår her er nok for dem, mere af verden behøver de ikke. Ophidser det dig virkelig ikke at være hele verden for to mennesker?

(han svarer ikke. Hun benytter sig af, at hun nu alligevel er så tæt på ham til hviskende at gentage nogle spørgsmål)

KVINDEN: Hvad gjorde jeg så? Hvad gik mit tilbud ud på? Hvad er det jeg skal gøre igen og som du er kommet hele den lange vej for at opleve?

MANDEN: (ligeledes hviskende) Du lynede mine bukser ned mens vi holdt for rødt. Du tog dine trusser af, og satte dig overskrævs på mig. Du lukkede din bluse op mens du prøvede at få mig op i dig.

KVINDEN: Og hvad så mere? Gjorde jeg ikke mere?

MANDEN: Jo, du gjorde noget mere. Men det var senere.

KVINDEN: En ting ad gangen. Hvad mere gjorde jeg lige nu?

MANDEN: Jeg ville ikke. Jeg havde ikke tid. Jeg var på arbejde.

KVINDEN: Altså ikke mere.

MANDEN: Du sagde at du var meget ensom og ikke vidste hvad du skulle stille op med dig selv. Det lød ægte.

KVINDEN: Det gjorde det andet ikke?

MANDEN: Det var noget andet.

KVINDEN: Sad jeg så hen over dig der i taxaen og udbredte mig om mit tomme og ørkesløse liv?

MANDEN: Ja, da du ikke kunne få det med mig som du ville.

KVINDEN: Jeg kan ikke gøre for det. Det kighul ophidser mig.

MANDEN: Du sagde at du var blevet afvist af en mand tidligere på aftenen.

KVINDEN: Det har din taxa nok også gjort, ophidset mig.

MANDEN: Så kunne man vel altid få en smule revanche -

KVINDEN: Det at gøre det i en taxa, og man ved aldrig hvem der kommer forbi og kigger ind - netop i det øjeblik hvor der ikke er nogen vej tilbage og hvor det hele kører med en. - Måske er det dét jeg leder efter, måske er det nok for mig - jeg husker ikke - og nu vil du - og jeg har ikke drukket noget i dag. Jeg tog din taxa på grund af nummeret, tror jeg nok -

(hun foretager bløde samlejebevægelser op mod hans lår. Han er ikke glad ved det, tid og sted taget i betragtning)

MANDEN: Hvorfor går vi ikke ind?

(han siger det så blidt og ømt, at hun meget mod sin vilje begynder at græde. Hun synker ned langs hans krop, ned på knæ og holder med begge arme krampagtigt fast om hans ben)

KVINDEN: Åh gud, hvor jeg skammer mig! Jeg fortryder sådan det jeg har gjort! Jeg kunne ikke holde tomheden ud længere, og du var det eneste mandfolk i miles omkreds. Du havde sådan en god og dejlig udstråling. Du var så sød og hjælpsom.

(han kigger sig over skulderen, han kan ikke lide fornemmelsen af at blive kigget på gennem det kighul)

MANDEN: Jeg er taxachauffør, vi er behjælpelige.

KVINDEN: Hvad gør man som pige, når man er ulykkelig og ensom?

MANDEN: Finder sig en ven.

KVINDEN: Og blir snydt en gang til?

MANDEN: Det kommer vel an på hvem vennen er.

KVINDEN: Du aner ikke, hvor jeg er ked af, at det skulle gå ud over dig, jeg kan slet ikke tilgive mig selv -

MANDEN: Så galt var det jo heller ikke.

KVINDEN: Jo! Du passede dit arbejde, og så kommer der sådan en som mig og - - sker det tit?

MANDEN: Det sker en gang imellem.

KVINDEN: Og så opsøger du dem bagefter?

MANDEN: Selvfølgelig ikke. Jeg har aldrig gjort det før.

KVINDEN: Hvorfor så lige med mig -

MANDEN: Jeg vil være din ven.

KVINDEN: Når du ikke gør det med de andre?

MANDEN: Jeg blev ophidset af at have dig siddende der. Du lugtede så godt. Jeg blev liderlig af det. Okay?

KVINDEN: Så langt er der altså ingen andre der er gået?

MANDEN: Du fik mig til at føle det, som om du mente det alvorligt og var ked af at jeg bare kørte dig hjem og satte dig af.

(hun er forlængst holdt op med at græde. Hun slipper hans ben og rejser sig op igen. Gransker hans hjerte og nyrer)

KVINDEN: Var det så alt hvad du gjorde?

MANDEN: Hvilket?

KVINDEN: Kørte mig hjem?

MANDEN: Det var det du havde bestilt mig til.

KVINDEN: Fulgte du mig op i lejligheden?

MANDEN: Jeg blev siddende i bilen.

KVINDEN: Var det nu forsvarligt?

MANDEN: Og ordnede mit tøj.

KVINDEN: Kunne jeg selv?

MANDEN: Du gik fuldkommen lige.

KVINDEN: Du fulgte altså ikke med op?

MANDEN: Nej, siger jeg jo, der var kunder der ventede.

KVINDEN: Du fulgte mig ikke op og gik med ind og forførte mig, bare en ganske lille smule, før du kørte videre til de kunder, der ventede på dig?

MANDEN: (morer sig lidt) Overhovedet ikke.

KVINDEN: Du kunne jo have benyttet dig af min nærmest bevidstløse tilstand.

MANDEN: Du var ikke spor bevidstløs.

KVINDEN: Det må jeg have været. Ellers ville jeg ikke have foretaget mig de ting i bilen. Du kunne sagtens have gennemført et samleje uden mit vidende.

MANDEN: Hvor kan du tro det?

KVINDEN: Jeg tror ingenting - jeg ved bare, at der var en del væde i min seng i morges. Og det var ikke tårer.

MANDEN: Det var det nok alligevel.

KVINDEN: Ingen tårer!

MANDEN: Det var heller ikke mig.

KVINDEN: Jeg tror du skjuler noget for mig.

MANDEN: Hvad skulle det være?

KVINDEN: Du ved det. Jeg ved det ikke.

MANDEN: Jeg skjuler ikke noget - jeg kommer her og lægger det hele ærligt frem for dig. Jeg har oven i købet skrevet et lille brev, som jeg kunne stikke dig. Der er også en tegning.

KVINDEN: En tegning? Den har jeg ikke set. Hvor?

MANDEN: I konvolutten. Jeg tegner i fritiden.

(hun rækker ned efter konvolutten, den indeholder ganske rigtigt en tegning, som hun nu trækker frem og kigger på. Længe)

KVINDEN: Mine bryster er større.

MANDEN: Ikke meget.

KVINDEN: Fastere.

MANDEN: Ikke som jeg så det.

KVINDEN: Det er altså det du skjuler.

MANDEN: Jeg skjuler det ikke! Jeg har lavet den tegning fordi jeg ville give den til dig. Måske er målene ikke helt korrekte. Men der er også noget der hedder - - ja, den kunstneriske frihed.

KVINDEN: Hvorfor kommer du overhovedet strittende her med den konvolut? Hvad er det du skammer dig over, siden du ikke bare kan sige det med rene ord og få det overstået? Har du alligevel ikke rent mel i posen, lille taxamand? Klemmer det?

MANDEN: Jeg har jo fortalt at jeg gerne vil fortsætte hvor vi slap i går, hvad galt er der i det? Okay, så klemmer det.

KVINDEN: Okay, så klemmer det! Og der er altså det galt i det, at jeg ikke er interesseret.

MANDEN: I går var du.

KVINDEN: Og det er lige der du er gået fejl i byen, lille ven, det er der du har trådt noget så grusomt i nælderne!

MANDEN: Jeg mente ellers det var dig der -

KVINDEN: Og så kommer du her med en konvolut fyldt med sjofle forslag og tegninger og tror det er gjort med det? Oh manner!

(hun rækker tegning og konvolut tilbage. Han samler så brevet op fra gulvet også og står der med alle sine aktstykker)

MANDEN: Det er rigtigt at jeg ikke turde komme herhen uden at have noget imellem os, noget jeg kunne give dig, som en slags gestus uden ord, men i øvrigt tydelig nok, noget jeg - jeg var på gale veje, jeg vidste det - måske kunne et brev rette lidt op på det, jeg håbede det ville gå sådan. Og så er jeg også lidt genert af mig, jeg har svært ved at få tungen på gled, i dag er det måske lidt bedre, men da jeg var ung var det slemt, da kunne jeg aldrig få noget sagt til en pige, ikke engang om hun havde lagt nok så meget op til mig, det blev det rene kludder. Og det er måske også noget klyt der står i det brev, men ikke desto mindre kunne det være en start, og et afsæt, hele sagen var jo ikke for nem i sig selv, faktisk er den nok til at jeg kan blive fyret på gråt papir, og står der uden taxa. Jeg holder meget af at køre taxa selv om det kan være hårdt en gang imellem, det kommer jo meget an på kunderne og sådan.

(han stopper op, hun ser længe på ham)

KVINDEN: Der skal mere til.

(pause)

KVINDEN: Og hvis du ikke snart spytter ud med resten, så går jeg omgående ind og ringer til din arbejdsgiver og forklarer ham hvordan sagerne står - og til politiet og melder dig for sexovergreb mod en kunde. Hvad nummer har din taxa?

MANDEN: Tretten.

KVINDEN: (nikker tilfreds) Og med hensyn til i aftes - så er det dit ord mod mit. Jeg husker intet, jeg er blank.

MANDEN: Først vidste jeg ikke rigtigt, om jeg turde ringe på og snakke med dig. Måske ville jeg kun smide brevet ind. Mit telefonnummer står på konvolutten. Så kunne du selv, hvis du ville, jeg mener ringe. Det var lidt fejt tænkt. Som at have noget i baghånden. Jeg mener, ikke vise sin hånd. Man må -

KVINDEN: Har du det - noget i hånden?

MANDEN: Du så ikke bagsiden af brevet. Der står med din egen håndskrift, at du vil elske mig flad og færdig, der står din adresse med en kraftig opfordring - der er et aftryk af dine læber, din læbestift, rød som det rødeste blod -

KVINDEN: Nåede jeg alt det?

MANDEN: Ja.

KVINDEN: Nåede jeg mere?

(han holder tegningen frem mod hende)

MANDEN: Kan du se hvad du har i hånden?

KVINDEN: Hvad har jeg i hånden?

MANDEN: Din sko.

KVINDEN: Hvorfor har jeg den ikke på foden?

MANDEN: Den venstre.

KVINDEN: (nikker) Den tager man når man griber med højre hånd.

MANDEN: Kan du se det der peger fremad?

KVINDEN: Det er dårligt tegnet.

MANDEN: (kigger) Jeg er ikke så god til perspektiv.

KVINDEN: Nej, det fremgår ret tydeligt.

MANDEN: Det er en stilethæl.

KVINDEN: En stilethæl?

MANDEN: Et morderisk godt våben.

KVINDEN: Det havde jeg glemt.

MANDEN: Man kan ikke huske alt.

KVINDEN: Hvad prøvede jeg på?

MANDEN: Det var anden gang inden for 24 timer, du var blevet afvist af en mand. Du ville sætte den fast i øjet på mig.

KVINDEN: Og alligevel tør du godt komme her i dag?

MANDEN: (gemmer tegningen) Hvad gør man ikke.

KVINDEN: Vil du ligefrem dø for min skyld?

MANDEN: Nej. Nej, ikke ligefrem det.

KVINDEN: Vil du melde mig?

MANDEN: Heller ikke.

KVINDEN: Du vil bare have at jeg holder ord?

(han svarer ikke, de står over for hinanden)

KVINDEN: Hvad nummer sagde du, din taxa var?

MANDEN: Det husker du jo godt.

KVINDEN: Tretten?

MANDEN: Skal vi ikke gå ind?

KVINDEN: Tretten har altid været et mærkeligt skæbnetal for mig. Først blev jeg født på den trettende. Så blev jeg gift den trettende. Og nu her den trettende blev jeg skilt.

(hun træder til side så han kan komme ind. Inden hun lukker døren bag dem, vender hun sig mod kighullet og giver det en finger. Bag den lukkede dør blir musikken meget, meget høj)

SLUT