MEDVIRKENDE:

LENA, en midaldrende kvinde

SPURVEN

(En hvinende lyd der langsomt ebber ud og dør hen i stor stilhed)

LENA:

Tiden iler, og der sker ingenting med os. Dage og nætter ruller hen over jorden. (pause) Der er kommet en rift på min arm.

(lyden af en tv-avis der går i gang. Fjernsynet står i et andet rum, men døren står åben ind til det. Datoen er den 18. december 1989)

Nu er der gået en uge, nu må der da for pokker snart begynde at ske noget. Det er alligevel sært som tiden går. Man synes den snegler sig af sted. Og pludselig er der gået en hel uge.

I sommers havde jeg en spurv herinde i køkkenet. Den kom ind gennem det åbne vindue og gjorde sig rigtigt til. Spankulerede rundt på køkkenbordet og nippede til nogle krummer. Som en lille udsending fra jeg ved ikke hvor. Så fløj den op på taget igen.

Nu ringer det på døren! Nej, det der var inde i fjernsynet. Sidste gang jeg var nede i byen løb jeg på Poul, ham havde jeg ellers ikke set noget til i lang tid.

Det er et ganske dejligt køkken jeg har. Et sted jeg nu uden egen skyld er forhindret i at komme bort fra, på randen af jeg ved ikke hvad. Man kunne næsten fristes til at sige at mit køkken har stil. Her er blevet så stille. Man kan høre naboerne gennem væggen.

(fjernsynet frembringer nu kun en klar hyletone. Banken i vandrørene)

Poul var lige blevet far. Det skind, det var lige så håret strittede på ham. Han var på vej op på hospitalet for at se til ungen. Tænk at det allerede er over en uge siden. Jeg lovede så bestemt at komme op på hospitalet for at se deres lille nye pige.

Nå, det varer såmænd ikke mange måneder før hun har forvandlet sig til en helt anden fremtoning. Med faste kinder og perleøjne der kigger lige ind i sjælen på dig uden så meget som at blinke. Det er noget helt andet end det der viljeløse under, der lige er kommet til verden og kunne gå for at være en hvilken lyserød pattegris som helst.

(noget dumper ind gennem hendes brevsprække. Et vækkeur meget fjernt)

Og her har imens en ny morgen sneget sig ind på os. Den eneste adspredelse her er reklamerne der dumper ind gennem brevsprækken. Så sker der virkelig ting og sager mens de finder sig til rette på måtten. Men der kommer ingen post mere. Nu tænker jeg på rigtige breve med porto og afsender og det hele. Jeg skriver heller ikke selv breve.

Men ham Poul kunne altså godt lave børn når det kom til stykket. Der har vi så det smukkeste bevis på at det igen var mig der ikke kunne levere varen. Og han hænger også fast nu, ved sin nye kone, på en helt anden måde end dengang han holdt hus her, med fuld musik.

(et tydeligt "tids-skred" på lyden af vækkeuret. Går over i en underholdningsudsendelse i tv: Elvis Presley-show, sendt "live" fra Hawaii)

Jeg husker godt den koncert med Elvis. Det er også de underligste brokker man har siddende i kroppen. Måske er det det eneste man har: brokker. Direkte fra Hawaii. Men så længe man i det mindste kan med sine brokker. Det var i '73. Jeg kunne teksterne udenad dengang.

Jeg husker også Hawaii-pigerne. (pause) Med deres kranse og deres lommetørklæder som de druknede i Elvis' sved. Elvis er støv nu. Selv om der er mange der mener noget andet. Og pigerne er blevet halvgamle og gemmer måske stadig de sveddryppende lommetørklæder mellem deres bryster. Jeg skulle have inviteret nogle flere mennesker indenfor, jeg skulle have sørget for et bedre gennemtræk i mit liv.

(lyden af et samleje inde bag væggen, vi hører tydeligst kvinden)

Den lyd - de første par gange skræmte den mig fra vid og sans. Jeg havde aldrig hørt den slags så tydeligt før. Som en der er i stor nød. Nu ved jeg at det er elskov. Og at det hele fortsætter. Inde ved siden af. Livet maser ufortrødent på og stopper ikke op for at lytte. Måske hvisker hun sorgløst til sig selv i søvne: De dødes forbandelser kan ikke længere ramme mig. Hvisker hun. (pause) Hvis jeg blir ved længe nok kan jeg sikkert også høre dét til sidst.

(der blir helt stille et øjeblik)

Pludselig kom der en storm, en frygtelig storm, helt forfærdelig. Det var mens jeg var oppe og besøge min søster på hospitalet. Jeg stod oppe i vinduet og så vandet blive pisket op nede i havnebassinet. Der kom en bænk flyvende helt op i første sals højde. Da jeg gik hjem lå der en masse træer og var væltet omkuld, og busserne havde et hyr med at komme igennem. Det var sidste gang jeg så min søster i live. Hun var lige så forgabt i Elvis som jeg var. Mindst.

(hård og vedvarende regn trommer mod ruden)

Gad vide om det kun er de ydre lag man er i stand til at huske. Tilfældige billeder der smækkes op på øjets skærm. Omme bagved raser så tankerne, og man begriber ikke hvordan der kan være plads til alt det omme bag den smule skærm. En storm i sindet. Jeg har altid selv været stille i sengen, for ikke at komme til at høre mine egne lyde.

(der blir helt stille et øjeblik)

Der går folk forbi ude på fortovet. Sen nat. Stilheden i mit køkken er blevet større end de fleste vist ville bryde sig om. Men huset er vågent om mig, og alting fungerer. Gadelygten skinner herind. Så sker det at en skygge fra rummet derude bølger hen over væggen.

(en dansemelodi høres gennem huset, fra flere steder samtidig)

Det føles lidt som om jeg belurer dem. Som om det at lure er blevet det eneste jeg har del i. Noget de har ladt mig i stikken med. Jeg bebrejder dem det jo ikke. Jeg kan heller ikke rigtig bebrejde mig selv noget. Det skulle da lige være at jeg lader mig nøje med at kigge på, og aldrig fik lært at rage til mig.

(en sirene hyler, ikke langt borte, men dæmpet af ruden)

Det er onsdag. Klokken er tolv. Der er hverken krig eller gasudslip. Det er bare en prøve. Til hvis det nu skulle være. Ingen kan jo vide hvornår jorden finder på at trække sig tilbage og gå under. Men så overlevede de i hvert fald endnu en halv onsdag ude i verden.

(alt blir igen stille, det er som om hun lytter omkring sig)

Jeg fandt ham jeg har ledt efter hele mit liv. Han hed Asger, viste det sig. Og jeg venter stadig på at dette mit store eventyr skal finde sin afslutning. Det er fire uger siden det tog sin begyndelse. Og så ville han ringe ugen efter. Og jeg sad hele aftenen ved telefonen, og der skete ikke noget. Han ringede ikke. Og jeg tænkte: Eventyret behøver ikke vare til verdens ende, bare i aften med.

(hun tager en dyb indånding, og så næsten hvisker hun det frem)

Kom og kys mig. Kom ind over mig og bøj mig efter din vilje. Se hvordan mine drømme forvandler sig til aske. Og sig så at det ikke er dig ligegyldigt om jeg lever eller dør. Vis mig dine åbne hænder.

(hun tager en dyb indånding, taler igen med normal stemme)

Han har ikke meldt sig siden. Og nu kan man jo godt være lidt bekymret for om der skulle være sket ham noget. (pause) Først kyssede han mig. Men han rørte endnu ikke ved mig, hans hænder var helt i ro. Vi var på vej ind i eventyret. Han åbnede min mund med sin tunge og vædede min gane. Han tog hårdt om mig og lod sit ansigt forsvinde i furen mellem mine bryster. Det var første og sidste gang vi nåede at udfolde vores kærlighed. (pause) Han kom aldrig ind i mig.

(et vægur falder i slag, ni gange slår det)

Bagefter kan man så spørge sig selv om det var al den opstandelse værd. Men intet går til spilde, hedder det sig jo. At jeg for mange år siden magtede overgangen fra pige til kvinde samtidig med at jeg skulle passe mit livs sureste slid - det er ikke noget at snakke om, det er et nåleøje så mange har måttet vriste sig igennem.

Tre drøje nåleøjeår, læreårene, hvor jeg endnu ikke havde fundet mig selv. Og hvor ingen endnu havde fundet mig. Jeg var som et nyt stykke land der første skulle trampes frem af den jomfruelige skov. Men så blev det jo også gjort. Jeg var bare ikke sikker på om jeg selv var kommet det rigtige sted hen. Måske var jeg i mellemtiden faret vild et sted i skoven og skulle aldrig mere findes.

(klapren af træsko ned ad trappen udenfor, og siden på fortovet)

Åh Poul, jeg husker så tydeligt alle drømmene fra før læreårene, fra før jeg fik filet profilen af og skulle lære at affinde mig med en anden rytme end min egen. Alle disse brokker af ung vilje, jeg var simpelthen ikke til at stoppe. Det har jeg aldrig glemt.

(alt blir igen stille, det er som om hun lytter omkring sig)

Men der må jo have været en grund til at Asger ikke ringede. Og jeg kunne ikke selv gå ud, jeg havde det ikke for godt selv. Det gjorde ondt alle vegne, og jeg vidste præcis at jeg havde høj feber. Der sad edderkopper og mimrede oppe i alle hjørnerne.

Han kan være blevet kørt over af et tog, bare lidt, og så har han glemt at give besked om at jeg skal underrettes, fordi vi havde en aftale og det ikke var særlig smart at lade mig sidde alene tilbage her. Han kan også have mødt en anden, det kan han.

(dansemelodien høres igen, fra flere forskellige steder samtidig)

Jeg kan se dagene og nætterne gå deres gang over jorden. Nu er det nat igen, men dagen er allerede på vej ind over os langt ude i øst. Dage og nætter spadserer som et muntert kludetæppe hen over jordens ansigt, lægger dynen på, trækker dynen af. Det er dag.

(dansemelodien afbrydes hårdt af en skoleklokkes kimen. Ned over det følgende høres børn der hvirvler forbi udenfor, som i bølger)

Jeg havde en aftale med mig selv om at holde jul alene, og nu er vi der allerede. Jeg havde sådan brug for at være alene for ikke at rode mig ind i en masse anstalter som ikke siger mig så meget længere, en stakåndet juletrængsel som bare efterlader en så flået som et andeskrog alt fedtet forlængst er løbet af.

Nej, mest fordi jeg aldrig har kunnet glemme fornemmelsen af min barndoms jul. Den uskyldsrene tilstand hvor det mindste glimt i en glaskugle fik overjordiske dimensioner i ens lille knold, og hvor det grønne var bedre end om sommeren og sneen altid var snehvid.

(alt blir igen stille, det er som om hun tænker sig om)

Men han kan ikke fortænke mig i at være en smule bekymret, det kan han ikke. Om han nu ligger på hospitalet eller i kavalérgangen hos en eller anden godte der ikke vil ham det spor godt. Han ved udmærket at det der bekymrer mest er det man kun kan forestille sig. (pause) Men man må vel tro at der er nogen der tager hånd om ham her i julen.

(fjerne kirkeklokker, med tydelig aftenklang og solnedgang i sig)

Et nyt år derude, et helt utroligt vejr vi har for det nye år. Blå sol under sølverne himmel. Og det er mildt, folk går uden handsker. Der er forsytia i udspring og erantis langs jorden. Turde man blot stole på at denne mildhed præger os der ser til! (pause) Udetermometeret viser tolv grader, det plejer at være minus, det var et vejr at være ude i, er der virkelig slet ingen der savner nogen at dele det med?

(alt blir stille, en stor tavshed breder sig om hende)

Specielt i nytåret tog jeg nu også del i en masse fornøjelser, husker jeg. Men det var før mine tre drøje år i lærepladsen. Jeg har slet ikke tal på alle de bejlere jeg måtte sende hjem med uforrettet sag, og det bare fordi jeg ikke ville binde mig til nogen, og allerede var begyndt at glæde mig til det næste nytår, et helt år fremme.

Men spadseret hjem blev man jo, feteret så meget desto mere blev man vel også. Indtil man en dag ikke tænkte på at man var kvinde og kunne blive gravid. En abort, to aborter, tre aborter. Og de ti små bejlere faldt fra en efter en under stort skrål og stille gråd.

(der blir skreget og udslynget skældsord fra lejligheden ovenpå)

Nu taler de igen med store bogstaver deroppe, det er utroligt at der kan blive ved med at være så meget at slås om. Man skulle mene at tingene på et tidspunkt var talt på plads eller ikke længere var værd at tale om. Man skulle tro de små bogstaver kunne snige sig ind og læge sårene. Nu lurer du da vist igen, Lena, i mørket.

Jaja, Poul, nu er jeg i hvert fald parat til at give dig den undskyldning du ikke kunne få, om så verden ramlede sammen om ørerne på os. Jeg skulle ikke have sagt at du var en vissenpind. Jeg skulle have erkendt at jeg ikke længere var i stand til at vække safterne bag dine hinder.

(tavsheden breder sig igen om hende, som en stor stille boble)

Jeg kan se jorden spinde sig gennem rummet, se den sno sig i sin uendelige krumning og falde tilbage i sig selv, indhente sin egen skygge og lade erindringens nætter smelte sammen med de kommende dage i et flimrende tusmørke. I tusmørket næres drømmene og får liv.

Det er det jeg synes er allermest mærkeligt: at drømmene aldrig hører op. Det kan jeg ikke lade være med at undre mig over. Drømmene står op når solen går ned, og går ikke ned med solen, og står så alligevel op igen. De har samme farve som ingenting og låner kulør efter dit humør. Rester af din dag som fylder dine nætter uden tal.

(fra et rum ved siden af begynder en telefon at kime vedvarende)

Det der er min telefon! Der er også kommet en konvolut, en mørkerød sag på fedt papir. Det er min telefon. Det er nok ham Søren igen. Hans tålmodighed er uden ende og hans hu er stor. Han slår til en gang om måneden med samme præcision som en menstruerende kvinde. Jeg tager den ikke. Jeg besvarer heller ikke breve. Er det nogen undskyldning for ikke snart at møde op her hos mig!

(som en slags konsekvens heraf holder telefonen op med at kime)

Det her kan jo ikke være rigtigt. (pause) Men her burde så årets største fest ligge. Ved Helligtrekonger. Jeg husker ikke deres navne, men selv i vore dage er der mennesker som spejder efter nytårsnyet. De ting der vises frem for den første nymåne efter Helligtrekonger får man nok af i det kommende år. Der er folk der tror på den slags. Og så er der folk der ikke engang har en håndfuld støv at vise frem.

(dansemelodien høres igen, som før, men dæmpet, næsten varsom)

Jeg kender ingen tilstand så lang som den at vente. Timerne går. Og der sker ingenting. Asger ringede ikke. Og jeg sad der ved telefonen og kunne ikke vide at han aldrig mere ville dukke op. Til sidst var der ikke så meget mere at vente på. Jeg gik ud i køkkenet for at sætte vand over til honningte. Jeg mente det ville dæmpe synerne.

Ude i køkkenet blev jeg svimmel og det tog til at prikke omkring hjertet. Jeg nåede ikke at sætte mig ned. Vandet var begyndt at snurre i kedlen. Jeg faldt om på gulvet. Jeg husker en flaske der røg mod radiatoren i tusinde små glimt. Jeg må være død lige der omkring.

Vandet kogte over, og jeg trak ikke længere vejret. Den tunge vægt der tyngede mod mit bryst svandt bort. Så må der være gået en sikring. Vandet gik af kog igen, og alle edderkopperne trak sig tilbage til deres hjørner. Til sidst var der kun den fjerne lyd af fjernsynet.

(på ny breder stilheden sig som en stor boble om hende)

På en måde nåede jeg slet ikke at opdage det. Og nu ærgrer det mig noget så grusomt at selv den oplevelse altså gik min næse forbi. Pludselig var det bare slut, og udenfor kørte alt troligt videre. Der var et liv før døden, men jeg fik aldrig lagt billet ind.

Og da først klokken var faldet i slag, så blev det et vejr derude. Det har det været lige siden. Midvinter med forårsfornemmelser. Jeg har kunnet se rabarberne skyde frem oppe på volden, røde i knoppen. Det kom som en hel fornyelse, en fødsel, fuldkommen ude af trit med tiden. Ligesom det med mig, det kom også sært ubelejligt.

(det begynder at banke i rørene på alle sider af hende)

Jeg ligger halvvejs oppe ad radiatoren, helt henne under vinduet hvor ingen kan se mig, og kan selv kun lige spejde ud over karmen. Men hvis

de stikker næsen fladt ind mod ruden og kigger godt efter kan de se en arm og et ben. Jeg ligger meget roligt. Mine hænder hviler ned langs siden, med håndfladerne afventende drejet opad mod himmelen. Der er heller ikke noget særlig opsigtsvækkende ved mine ben, mine fødder stikker stadig i to af verdens mest udtrådte tøfler.

Der sidder en smule størknet blod på min venstre overarm, det er fra dengang flasken faldt ned og gik i skår. Det er kun en rift. Kedlen er for evigt stum. Lyset skinner ikke ud i natten. Lyset var ikke tændt. Lygten ude på fortovet skinner så stærkt herind at man sagtens kan se at lave honningte uden at tænde. Men der brænder lys i entreen. Og så går det skide fjernsyn til ingen verdens nytte.

Men derfor kan det nu alligevel ikke være rigtigt at man skal ligge her og hyle op i ugevis, uden at ens sjæl kan få lov til at flakse ud og slippe fri. Havde jeg endda bare fået lagt gas ind. Så var det hele røget i luften, og vi skulle have set dem komme farende for at redde stumperne for de overlevende. Og vi kunne have fået fred.

(det holder op med at banke i rørene. Kun en svag susen høres)

Jeg skulle være rejst bort mens tid var. Nej, nu tænker jeg ikke på det sidste her. Det kunne man ikke stikke af fra. Men dengang efter nåleøjet, da havde jeg alle tiders chance. Da lå verden åben for en, og det var bare at træde ud i den. Jeg faldt bagover i stedet, lige i armene på min kortvarigt ægteviede, den eneste af slagsen.

Siden var man ikke så kry til at se verden i øjnene. Ingen børn kom der, men en masse skrab ud og en masse andre mænd. Hvor gemmer de sig nu, de må jo findes et sted, gået ud i kærlighedens store genbrug. Børnene til gengæld - deres æblekinder strutter ingen steder.

Nu kan den næste så flytte ind her og forsøge at skaffe sig omgang med menneskene. Der plejer altid at komme masser af folk forbi. Enten ringer de lige først eller også hilser de bare indenom. Men nu ser man aldrig en komme hen og stikke næsen mod ruden. Nå, men de edderkopper der er tilbage er alle i fuldt vigør og virkelige nok.

(selv den svage susen ophører, hun blir meget eftertænksom)

Og når man så tænker på hvor tilfældigt det hele er gået til, og her tænker jeg på min egen mirakuløse undfangelse for mange år siden, hvilke historiske sammentræf der måtte til, og når man så tænker på hvor sjældent der kommer sådan en som mig ud, så kunne man jo godt have forestillet sig at det kunne have varet noget længere.

Jeg har det lidt ligesom en der lider af en forfærdelig sygdom og tænker at han hellere må se at få smittet nogle flere, så han ikke skal dø alene. (pause) Nu er jeg død og borte, så nu kan verden godt gå under! Der er vel heller ingen mening i at jeg skal ligge her og rådne op uden at have nogen til at holde mig munter.

Nok hedder det om de døde, at dem skal man nemt få lukket kæften på, men ligger jeg måske ikke her og holder hus endnu og øser forbandelser ud i øst og i vest. Den fred der gerne skulle indfinde sig har det lange udsigter med, og jeg kommer snart til at se i øjnene at jeg ikke engang kan bruges som reservedelslager længere.

Den er måske gået under - jorden. Katastrofer har måske ramt dem i et hidtil uhørt omfang. Krig eller gasudslip! Børnene er rendt fra dem, deres huse er styrtet sammen over dem. Alt det mærker jeg naturligvis ikke noget til, jeg er på den sikre side. Det eneste jeg ser er den mangel på opmærksomhed de udviser midt i undergangen.

Ligesom med det store træ der stod heromme, det fældede de i efteråret. De sagde at det skyggede så meget at det mørnede murværket. Det gjorde fanden heller, gjorde det! Der silede altid lys ned mellem bladene, selv når de stod allertættest, ved midsommer. Det blev filtreret helt frem til støvdansen i mit soveværelse. Man kunne gå på det.

(højt i luften over huset en svagt stigende lyd fra en flyvemaskine)

Jeg har haft to store øjeblikke i mit liv. Det ene var da den første mand satte sin fod på månen. Det andet da jeg for første gang trådte fra flyet ned på Gran Canarias landingsbane og det gik op for mig at jeg måske var ved at komme ind i en helt ny fase af mit liv.

Det med månen så jeg i fjernsynet. Jeg havde siddet der i timevis, stiv som en pind af forventning. Så kom han ud fra kabinen og gled langsomt ned ad stigen. Pludselig var han der. Jeg begyndte at grine og jeg tænkte ved mig selv: Nu er vi da kommet på betryggende afstand!

Det med Gran Canaria var mere af en førstehåndserfaring og knap så heldigt. Meningen med at tage derned var at jeg skulle prøve at komme til hægterne igen. Og jeg var så godt i gang som nogen prinsesse der først skal lære at affinde sig med lyden af sin egen latter.

Jeg havde underholdt hele flyet på vejen derned, og hele flyet havde betalt for mit underhold. Jeg var ikke sober ved ankomsten. Jeg lagde mig på banen lige så lang jeg var og fik en skramme på næsen. Jeg kyssede cementen og banede vejen for alle de andre. Typisk mig! Besætning og passagerer klappede fuldstændig ligesom da maskinen tog jorden. Resten af ferien bar jeg en hvid papirstrekant over snuden. Jeg var blevet ædru og sagde at det var for at beskytte min sarte hud mod solen.

Og alligevel faldt Søren for mig, oven på al den reklame i flyet. Det var på Gran Canaria han pejlede sig ind på mig. Men jeg tændte slet ikke på ham. Jeg valgte mig Asger da han senere sejlede ind i mit liv. Så på den måde havde jeg alle tiders mest rolige ferie.

(hun kommer til at grine, men kan ikke lide lyden af sin egen latter og stopper den ret brat igen. Hun næsten hvisker det følgende frem)

Kom ind til mig, kom ind og vær som en sagte brise mod min kind. Eller træng ind over mig som et stille solfald. Kan du i det mindste ikke prøve at lytte til den stemme der uden ophør kalder bag væggen.

(hun taler igen med sin normale stemmeføring)

Jeg skulle have ringet efter Poul første gang jeg mærkede det trække ind over mit hjerte. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Man skal heller ikke læsse alle mulige problemer over på andre. De har rigeligt at se til i forvejen og kan have svært nok ved at klare dagen og vejen.

Var jeg så endda bare død noget før! Så kunne jeg måske have nået at smutte over i Pouls barn og være blevet en del af deres lille familie og kunne have taget hånd om dem på den måde. Det er sådan noget jeg stadig kan gribe mig selv i at drømme om. Man er jo nødt til at forestille sig alt levende liv som en bue, hvor intet forsvinder ud i den blå luft, men kan komme til ny nytte, selv en som jeg.

(lyden fra samlejet inde ved siden af vender tilbage, nok så dæmpet)

Nu kan jeg bedre høre det, mine sanser er blevet skarpere efterhånden som min sjæl har fået mindre fred: Hun har et stort behov for at blive elsket, det kan godt gå hen og blive et problem for hende. Verden står endnu, jeg ved også hvem hun er, men jeg vidste ikke hun tog dagen til hjælp, morgenen, aftenen, hele det vidt udspændte døgn.

(under det følgende en lang suite af lydene helt fra begyndelsen af. TV-Avisens dato er nu den 9. januar 1990)

Hvorfor skal alt det fortsætte? Dagene ruller, og enhver tror at have evigheden for sig. Jeg selv gjorde aldrig andet end de små fund, man alligevel ikke behøver bukke sig ned efter.

Timerne og minutterne flimrer forbi. Jeg forstår nu bedre at så ensom var jeg i livet. Jeg havde bare ikke forestillet mig det evige kredsløb sådan. Skoleklokkens kimen, sirenens brøl, elskovsjammer, en bus i timen, tunge søndag eftermiddage, triste mandag morgener.

Næ, så hellere en omgang dommedag på husets regning, en sammenstyrtning i den jordiske rede, og der ville blive fred på jord og en god lang tænkepause. Og jeg behøvede ikke længere bekymre mig om alle dem der snart burde begynde at nære alvorlig ængstelse for mig.

Det er jo alligevel ikke noget at samle på. Om en årrække - lad os sige en milliard år - er der ikke stump på stump tilbage af det hele. Håbet må finde sig en ny planet, for jorden vi have udslettet mindet om os. Storheden er løbet ud mellem guds fingre og må begynde forfra.

Tænk at det kun er de døde der kan have så fornuftige tanker.

(hele det lange lydforløb fader ud, og der blir stille om hende)

Vent lidt, nu ser det da vist ud som om det evige kredsløb alligevel er parat til at blive brudt. Der står en fyr ude på fortovet og kigger herhen. Hvordan kan han vide at jeg godt kan lide gule fresier. Han må have spurgt sig for, og nu er det så blevet aften igen, tid til at gå på frierfødder.

(dansemelodien vender tilbage, meget varsomt, svagt stigende)

Det har været nat, men dagen var allerede på vej ind over os langt ude i øst -

Det er jo Søren, fra Gran Canaria. Som ikke siden sin hjemkomst har kunnet holde sig i skindet med sine månedlige invitationer. Og jeg idiot, som aldrig kom! Det var ikke ham jeg havde ventet på hele mit liv. Så måtte han da selv indfinde sig til sidst.

Jeg tror endda han vover sig nærmere. Måske er han endnu ikke helt parat til at tage skylden på sig. Jo. Han kommer hen til køkkenvinduet.

Ja, det er mine fødder, i tøflerne der. Hvorfor så bleg, min ven? Du kom for at give mig uro, nu blir det dig der skaffer mig fred. Så slipper I for flere af mine forbandelser. Men min velsignelse skal I have - jeg har dog været en iblandt jer.