Et radiospil

af

Kaj Nissen

PERSONERNE:

HUN, en kvinde omkring tredive

HAN, en mand midt i trediverne

DEN, et udstødt, afsondret hankønsvæsen ("væsen" indikerer intet overnaturligt), som i udbredt grad har mistet sin kønsbevidsthed, men så meget mere udviklet sit behov for mennesker. Spilles af mandlig spiller mellem 40 og 60.

TID OG STED:

Handlingen udspilles i rummet ALS i tiden 1350 A. D. I begyndelsen af oktober, efter den værste tørkesommer i mands minde, gennem landsbyer og ud over det åbne land, hele tiden i et landskab der er berøvet normalmenneskeligt samspil.

 DEN SORTE DØD

(Vi er inde i et hus, i en alkoves tætte rum. Udefra trænger svagt lyde ind, en ko der brøler plaget, en vedholdende blæst. Noget der ustandseligt klaprer. - OBS. Ingen reallyde i dette spil må fremstilles helt som reallyde. Alle lyde har en uvirkelighedens karakter der opstår gennem spillets placering i tid og rum og ved de impliceredes mentale tilstand)

HUN: (meget svagt, trænger næsten ikke igennem) I dag står jeg ikke op. Jeg holder øjnene lukkede og gemmer mig for lyset. Så forsvinder dagen af sig selv. Og i morgen er alting anderledes.

(hun græder ned i en pude, stille)

HUN: Hvordan skal jeg komme videre - åh gud, hvordan skal jeg komme igennem det. Jeg er så alene, jeg er så alene.

(hun snøfter voldsomt, holder lidt efter lidt op med at græde)

HUN: Det er så mørkt, allevegne, kulden kommer snart, og hvor jeg end vender mig hen - nej, i dag står jeg ikke op. Hvad er der at stå op til, hvad skulle jeg -

(hun holder inde og koens brølen trænger hult igennem. Hun sætter sig op)

HUN: Jeg kommer jo, ko min. Men hvor finder jeg snart vand til dig. Alting er så støvet og så tørt. Og ingen regn vil der falde, jorden har været så hård at komme i. Kun støv og kold sol og snart lukker kulden alt med sin tynde frostsne. Og en ny ensomhed vil komme fygende, værre endnu end den der sneg sig ind over mig fra langt borte bag bakkerne. Jeg kan ikke være den eneste der lever, hvor længe skal jeg sige det til mig selv, jeg kan ikke være den eneste der stadig lever.

(der har været en svag stigning i det foregående. Brat pause. Vindens vedholdende susen. Så tager det hende som en blanding af forfærdelige realiteter og en ond drøms hysteri, i en kraftig stigning drevet frem af angsten)

HUN: (rejser sig, går omkring) Hvor er I henne, hvor er I alle sammen? Lille far, hvor er du nu. Hvor er mine brødre, hvorfor var der ingen der gjorde noget! - Mor, lille mor, hvor var det godt at du ikke oplevede det. Husker du hvor vi græd da du døde, måske skulle vi have danset for dig. For nu så du jo ikke bylderne. - Men der var ikke kun bylderne, mor, der var også den blå farve der sprang frem gennem huden, feberen tog dem og deres knogler blev som is, bylderne brast og det sorte blod randt bestandig ned over deres kroppe. - Åh far, det var tungt at begrave dig, hvor har det været tungt at begrave jer alle sammen, spaden ligger alt for tungt i min hånd. - Jeg skal aldrig mere undgå spadens tryk mod mine håndflader, det følger mig ind i mine drømme. Jorden var så tør, og de døde alle sammen, og alle de døde ville begraves. De hæslige, hæslige døde. Kalk på dem! Far! Far, du må ikke dø fra mig! Du skal blive her hos mig. Alle de andre er gået i forvejen, jeg finder jer aldrig igen. Far, ikke se op mod den blå himmel, det sætter sig i dine øjne, det sætter sig i huden på dig. Det slår ud! Far! Jeg begraver dig ikke, nej, jeg kan ikke! Nej! Ikke være alene, vil ikke! Far!

(hun skriger, igen og igen, næsten uden at trække vejret, af rædsel og for at fylde tomheden ud. Det skæres brat af)

***

(langsom opfadning på vind der kommer i store uregelmæssige stød. Vi er udendørs, højt hævet over landskabet, på en bakketop)

HAN: Hvor sært har det dog ikke været med alle disse begivenheder. Her står jeg nu, og har kun mig selv at spørge, hinsides alt. Svar du mig nu, gud - hvad var årsagen til den lange tørke, hvad betød disse plager - - og det der i modbydelighed overgik alt, pesten. Krigen vil jeg ikke snakke om, den har vi altid. Men der har vist sig ringe om solen. Og jeg er alene på øen nu. Gud, hvad er for dig disse landskaber uden mennesker, hvad bruger du til at fylde tomheden ud. Dette kan ikke være rigtigt. Nej, hvor der ikke er mennesker må landskabet synke bort i glemsel. Hvorfor skulle de alle sammen tages bort mellem hænderne på mig. Og her sidder jeg så tilbage med intet andet end hæslige aftryk i hjernen. Pest!

***

(vi er i en kostald. Mælk der strinter ned i en spand)

HUN: Du er min ko. Du buler ud i siderne og varmer mod min pande. Men jeg havde jo også nogle venner, ko. Og hvordan det nu gik til - - de nåede at sætte dybe spor i min krop. Dér er der tomt nu, i min krop. Og dybere end alt sidder ensomheden, en torn i kødet er den, af den slags der gnaver sig bestandig indad.

(pause, hun malker ikke)

HUN: Tror du virkelig tomheden kan blive så stærk at den blir stærkere end alle de ting jeg husker. Hvad har jeg dog gjort, hvad har jeg dog gjort.

(hun malker igen. Den regelmæssige rytme alene kort)

HUN: Alle svinder de bort bagude - som om jeg blot var rejst forbi dem engang for længe siden. Tomheden vokser virkelig, jeg kan mærke det. Og ingen der gjorde noget, ingen der satte sig op imod det, de bare snakkede om skyld og sonebod og de sidste tider. Og så døde de. Jeg kan næsten ikke mere huske hvordan det er at blive trykket i hånden, eller hvis en strøg dig over håret. Jeg kan ikke være fuldkommen alene i verden, kan jeg. (langsommere malkning) Jeg ved bare at i lang tid har jeg ikke set andre end mig selv, ikke hørt andre end mig selv. Har det da skånet mig bare for at jeg skal pine mig selv igennem til de sidste af mine dage. Men hvorfor mig? Er livet virkelig så tilfældigt?

(hun holder op med at malke. Kurer spanden hen over gulvet)

HUN: Nej, nu må jeg gøre noget. Jeg vil se om der ikke uden for landsbyen - hvis jeg tør bevæge mig derud, og der er nogen, så tør de også vove sig frem. Her i husene er der jo ikke flere, men udenfor - hvad skal jeg gøre hvis der er nogen?

***

(udendørs, højt over landskabet, store uregelmæssige vindstød)

HAN: Jeg står her, og jeg er alene. Det store spørgsmål er: Hvorfor skulle netop jeg overleve. Er jeg udset til noget - til hvad? Den frygtelige hast de andre døde med - hvordan kunne den overhovedet standses så tæt på mig. Jeg må være en af de udvalgte. Og det er så min skæbne. Hvem tolker din skæbne for dig. Og jeg vil sige: Det er meget godt at være udvalgt, men havde der nu stået en ved min side, eller ti, som også var blevet skånet, så havde jeg dog haft nogen at være udvalgt for. Men dette øde - jeg mener, det er jo kun til at ledes over!

***

(hun farer sammen med et sæt ved at en flok grågæs går på vingerne fra en sø. Træk af ænder og gæs uafbrudt ind over hende)

HUN: (når forskrækkelsen har sat sig) Her er ikke nogen. Nej, her er ingen, jeg kan mærke det - - her er ikke andre end mig. Hvorfor skulle de skjule sig. Hvis her var nogen.

(pause. Fugletrækket. Ruskagtig blæst)

HUN: Inde over bakkerne - ingenting. Ude på havet - tomt, tomt. Jeg ved ikke hvad der gemmer sig i skoven. Hvad skulle der gemme sig i skoven vel. Alle marker ligger brak og husene står og rådner. Den store mølle har kørt for hurtigt rundt, vingerne er fløjet af den. Der ligger de - knust mod jorden. Jeg går ikke derover, jeg gør det ikke. Hvor er her meget åbent land. Koldt er her.

(hun begynder at hulke indestængt, prøver at holde det nede med knoerne for munden)

HUN: Åh gud, det føles så udsat nu at være en af dine skabninger. Hvis der er nogen derude fryser de. Jeg fryser jo selv. Hvordan kalder jeg på dem. Jeg må have det at vide - jeg må have at vide om her er andre end mig. De må være trætte, jeg ved det, modfaldne, sådan husker jeg menneskene. Syge, i nød, i stor nød. Jeg ville jo gerne hjælpe dem. Men her er ingen. Jeg tør ikke bevæge mig længere ud. Og hvis der nu er nogen langt borte - - jeg må prøve noget andet.

***

(tunge trin hen over et trægulv, frem og tilbage, frem og tilbage)

HAN: (med voldsom kraft) Og se, en gustengul hest, og han som red på den bar navnet Døden, og dødsriget var hans følgesvend - er det da dette der er forklaringen - og der blev givet dem magt over en fjerdedel af jorden til at dræbe med sværd og sult og sot og ved jordens vilde dyr - - magt til at dræbe...

***

(ingen baggrund, men en anelse rumklang)

HUN: Hellige gud, du der har tabt mig af din hånd, nu betræder jeg dit hellige sted med mine bare ben.

***

(de tunge trin fortsætter)

HAN: Det må være forklaringen. Forlængst skrevet og udtydet. Skrevet for den der kan læse. Men hvorfor skulle netop vi blive den fjerdedel der ramtes af soten og sværdet og sulten. Der havde dog været tre andre at vælge imellem. Der må være en mening med det også. Og med at jeg ikke er død. Tegnene er ganske tydelige, vi har aldrig haft en frygteligere tørke, jorden har rystet under mine fødder, husene styrtede sammen: Og jeg så lammet bryde det sjette segl. Da kom der et stort jordskælv, og solen blev sort som en sørgedragt, og hele månen blev som blod. - Jaja, jaja.

***

(brat og voldsomt ind: Kirkeklokker der ringes som ved alarm)

***

HAN: (ingen baggrund) Da kom der hagl og ild, blandet med blod, og det blev kastet på jorden, og en tredjedel af jorden brændte op, og en tredjedel af træerne brændte op, og alt grønt græs brændte op. - Jeg tror jeg blir vanvittig.

***

(på ny kirkeklokkerne, men nu i en anden rytme, én-to, én-to, én-to)

***

(de tunge trin fortsætter deres gang hen over trægulvet)

HAN: Præsten er død, nu siler den tørre jord ned i hans øjenhuler og blinder ham. Hvem skal man spørge. Hvem venter jeg på. Jeg går hver aften og spejder efter lys. Jeg venter hver dag forgæves på røgsøjlen der skal vælte sig op over horisonten. Guds finger har rørt os. Kun for hastigt at trække sig tilbage igen?

(hans tunge trin kort alene. Så standser de)

HAN: Vist var verden blevet ynkelig på det sidste. Og om den nu skulle gå til grunde - har dét så ikke længe været vort håb som vort mareridt. Men jeg lever jo. Og jeg prøver at se mig om. Jeg forsøger jo bare at læse af tegnene! Åh, gud, gud, jeg er så alene. (hviskende) Og jeg så et andet tegn i himmelen, stort og underfuldt: Syv engle med de syv plager som bliver de sidste.

***

(kirkeklokkerne brat ind, nu tunge drønende slag. Ind i disse slag et træt gispende åndedræt. Lidt efter forstummer klokkerne. Kun åndedrættet høres. Så et sidste drønende slag der blir ved med at vibrere i rummet)

HUN: (mens hendes åndedræt falder til ro) Jeg har jo ikke noget at leve for, hvis ikke - - noget må vise sig. (lille pause) Når jeg står frem for min gud må jeg huske at fortælle ham at jeg gik ind i hans kirke, og dér prøvede og prøvede jeg, men jeg fandt ikke et menneske.

(pause, hendes åndedræt roligt. Uden for kirketårnet et par hæse alliker)

HUN: Kun fuglene fandt jeg, sorte sjæle der flakkede rastløst omkring, langt ud over agrene hvor jeg ikke kan komme. Ser de da heller ingen mennesker. De leder ikke, nej, de savner os nok ikke. Ingen vrede ansigter længere til at råbe forbandelser efter dem. Nu gør jeg de døde uret. Men jeg husker dem vrede, afmægtigt vrede, kun i omridsene af min fars ansigt er der stadig en svag varme, hvor gerne ville jeg ikke have den bekræftet nu. Nej, jeg graver ham ikke op igen! Han er en dødning nu, jeg vil blive ved med at huske ham med et levende ansigt, min fars ansigt. Det betyder måske ikke så meget at der ikke er nogen der viser sig endnu. Jeg har gjort opmærksom på at jeg er her. Nu er jeg ikke så bange for at fortsætte. Og det her kan ikke være en evig tilstand.

***

HAN: (fast, hårdere og hårdere) Og den femte engel hældte sin skål ud over dyrets trone. Da blev dets rige indhyllet i mørke, og folk bed sig i tungen af pine. Og de spottede himlens gud for deres smerter og for deres bylder. Og de omvendte sig ikke fra deres gerninger, fra deres gerninger, fra deres - - men det forklarer ikke alting!

***

(den tætte voldsomme lyd fra et buldrende bål i kraftig blæst. Hvislen, syden, sammenstyrtninger)

HUN: (lidt bange over sin handling) Kristian, nu brænder jeg dit hus af. Jeg brænder det ikke for at ødelægge det, jeg brænder det for at sige at jeg eksisterer! Ak, Kristian, du troede jo at i dit hus - der skulle folk bo. Der skulle de komme og bryde brødet, under dit tag, fremmede mennesker. Værre endnu, Kristian - dit hus brænder som en bunke tørre pinde. Den der ser røgen fra det vil blot tro at det er disen der lægger sig over engene. Den skulle vælte sig mod himlen. Hvis der så ikke kom nogen, ville jeg vide at der ingen var. Hvad ved jeg nu? Ingenting? Ingenting?

***

HAN: (indendørs som før, ingen baggrund) Nej, det forklarer ikke alting. Guds harme er fuldbyrdet på os. Og en ny verden skal dukke frem af ødelæggelserne, ja. Men hvis disse pinsler er adgangstegnet til det ny Jerusalem, hvorfor skal jeg så gennemgå dem alene. Hvor længe endnu skal jeg lægge mig selv blot for dette tomme landskab. Hvornår vil jeg igen få kending af den varme der kun stråler fra et andet menneskes krop. En ny verden, javist, den er ventet. Men jeg går ikke ind i den uden at have nogen med mig.

(kort pause, så smadrer han et glas mod væggen)

HAN: Jeg gør det ikke! Jeg forlanger at der først er nogen der træder helt hen til mig for at forklare mig hvorfor jeg ikke skulle dø!

(han hamrer næverne tre gange i bordet. Standser op. Puster ud)

HAN: (hæst) Den sidste ild der brænder klart er det sidste tegn gud har sat på en skamferet jord. Jeg brænder, gud, jeg brænder her i angst og skam og forladthed. Lad det ikke vare for længe. Det flammer op i mig nu, og jeg véd hvad det er der går hen over os. Men giv mig alligevel et tegn, og hjælp mig til at forstå. Giv mig en forklaring, eller et menneske. Helst et menneske. Bare denne sidste oprejsning for en forpint sjæl midt i denne øde nat. Hjælp mig. Tal til mig.

(lang pause)

***

(opfadning på nattevind i træer. Knækkende grene. Snart en ugles tuden)

HUN: Huh, det er som om alle sorte grene napper efter benene. Hvor langt væk kan man se lygten mon. I dagslys falder dens skær jo helt bort. I skumringen rækker den allerede ud mod steder jeg ikke selv tør komme. I det her mørke må den kunne nå lige så langt som mine tanker kan række. Og hvis jeg kommer højt nok op, kan den måske ses ud over hele øen. - Jeg tror jeg er ved at blive syg.

(nedfadning af nattevind)

***

(opfadning på rindende vand, bæk eller lignende. Så tydeligt plasken af en hånd i vandet. Derpå en hæs fornøjet latter)

DEN: Se, ringene skinner gennem vandet selv midt om natten. Og ringene klemmer om mine fingre så jeg altid må tænke på dem. I drømme og når jeg er vågen. Og når jeg trækker hånden op af vandet igen, er fingrene helt kolde og ringene er kolde. Så er de svære at få varme. Men allerhelst ville jeg gerne vise dem til nogen.

***

(nattevind. De knækkende grene. Uglen der tuder)

HUN: (nu forpustet) Nej, jeg er nok bare svimmel. Grenene er så møre og rådne. Men jeg kan godt få lygten højere op. Bare jeg kunne se ned nu. En lille smule højere bare. Men måske er det nødvendigt med meget mere end jeg tror. Når jeg tænker på mennesker der er sammen med hinanden, den rigdom. Bare to mennesker der hjælper hinanden, den trøst. Nej, der må ikke være grænser for hvor godt man kan gøre det.

***

DEN: (ingen baggrund) Der er nogen derovre. Nu er det vel ikke nogen der tager ringene fra mig igen. Men der er et lille lys langt ovre mod øst - og nogen! Man skal altid passe sådan på, altid. Der var jo også røgen fra et brændende hus. Der er ingen der tager hensyn til dig. Og før det kirkeklokkerne. Nu ved jeg hvad jeg skal gøre.

***

(nattevinden. Fjernt uglen. Nær: en kat der mjaver)

HUN: Lys du nu, lygte. Lys nu dit signal ud over øen. Højere op kommer du ikke. Med mindre æbletræet giver sig til at vokse og skyder i vejret meter efter meter. Men mirakler - det er nok kun for præsterne det. - Kom, kat, kom her.

(al contentum meget svagt, også gennem de følgende sekvenser, helt frem til næste "bratte opfadning")

HUN: Se ind i stuen, lille kat. Der har vi været fyrre mennesker. Tror du jeg skal stille an med fortæring og drikkevarer til så mange mennesker igen. Slægten og de venner man har og alle dem man dårligt husker mere. Sørge for at alle sidder godt, at ingen blir ladt udenfor. Der er jo nok at tage vare på så, der skal være fejet og luftet, alting må skinne endnu finere end dengang det var nyt. Men hvad betyder slid, når så mange kan samles. Og man sidder rundt om kød og brød og øl og skal ikke se sine egne hænder vandre ensomt hen over bordet. Der er en varme og en voldsom tummel der trænger sig ind til mange skjulte steder.

***

HAN: Og så dette mørke - dette satans tillukkede afsondrende djævelske mørke, disse uendelige nætter, dette ensomme kolde univers.

***

HUN: Åh gud, ja, og man brænder lys af, så mange lys som man ellers er en hel vinter om at bruge, og som skal holde en hel vinter! Men hvad gør det - skal man ikke sådan en aften have lov til at bevæge sig i lys som var det selve solen der gav sig til at skinne i mørket. Man kan se hinanden så. Og dybet i hinandens øjne.

***

DEN: Dér - det er hende. Så er jeg altså ikke alene alligevel. Jo, af udskuddet er der jo kun mig. Hun hører ikke til de udstødte, nej. Men hun ser flink ud. Men man kan aldrig vide. Pludselig har de én ved nakken, og så slår de kun for at slå ihjel. Men jeg ville godt være kat nu, den ligger dejligt der.

***

HUN: Nu må vi ind, lille mis. Lampen kan brænde i mange timer endnu. Den der skal komme, er måske flere dage herfra. Og kan alligevel se lampen. Lige nu. Eller om lidt når vi har lukket døren og låst huset, når jeg ligger i mørket og prøver om jeg kan forestille mig de øjne der spejder mod min lygte, sorte til grunden af en forundring, som så viger for et håb der næsten var glemt. Jeg vil prøve om jeg ikke kan sove. Min krop sover allerede. Min sjæl er næsten gået til ro. Kun mine øjne flakker endnu. Jeg vil lægge en hånd over mine øjne.

***

(brat opfadning på voldsomme vindstød med indslag af kraftig regn)

HAN: (højt, stærkt) Hvad er det - - hvad i alverden var det!

**

(lydkulisse uændret)

DEN: Det er noget med at hvis jeg nu lister mig helt ind under huset - -

***

(lydkulisse uændret)

HAN: Langt, langt nede mod syd - var det virkelig et lys jeg så?!

***

HUN: (hviskende, i stilhed) Hvor har det varet længe nu, gennem nætter og dage.

***

(lydkulisse som før)

HAN: Der er det igen! Jo, det er et lys! Det må være en lygte!

***

(lydkulisse uændret)

DEN: Det er ikke godt med den lygte. Den kan kalde andre herhen. Hvad skal jeg gøre. Der er mørkt derinde, måske sover hun allerede. Kunne jeg nu bare komme op til den lygte, men det kan jeg ikke, det ved jeg godt. Måske duer det heller ikke. Men jeg må ud på vejen igen. Holde øje med vejen. Og hvis der så kommer nogen - holde godt udkig, hvad skal jeg gøre hvis der kommer nogen. Vise mig?

***

(lydkulisse uændret)

HAN: Jeg er ikke alene så, ikke alene. Langt dernede i syd er der nogen. Og hvor der er nogen - ved gud, der må jeg også hen. Hvor er det dog længe siden jeg sidst fik så tydeligt et tegn. (pause) Hvem er det mon. Er der kun én - så er det et nødråb. Er der flere - er det en advarsel om ikke at komme for nær. Jeg kan skjule mig og holde øje med hvem det er. Før jeg vover mig frem. Jeg må derhen. Bare jeg nu kan finde det. Gud. Lad mig nå frem.

***

(den uændrede lydkulisse, men meget svagt)

DEN: (løber af sted) Men måske vil hun slet ikke tage ringene fra mig. Måske får jeg også lov til at beholde det guldkors jeg tog fra købmandens bryst. Og de mønter jeg fandt. Jeg må også have noget der er mit. Og mønterne er så pæne og blanke. Så blanke var de ikke før. Dengang var der nemlig nogen der brugte dem. Jeg fik aldrig lov til at pudse dem, jeg havde jo ingen. Hvis der nu kommer flere sammen under lygten, så tror jeg også godt jeg tør, så kommer jeg frem og siger: Det er mig. Og de vil måske tage mig ind i stuen, og de vil blive glade for mig, for så hører jeg jo også med. Jeg vil så gerne holde nogen i hånden. Helt stille. Helt blødt og roligt. Og så en gang imellem kommer vi til at trykke lidt hårdere, og så kan vi mærke ringene inde i hånden - jeg har prøvet det på mig selv, man kan mærke ringene helt tydeligt - og så kommer vi til at se på hinanden og så griner vi. Alle sammen griner. (hæs latter) Alle sammen.

(DEN løber ikke længere. Latteren og det sidste ord fades ud)

***

(lydkulisse op til tidligere niveau. HAN kommer løbende gennem natten, i tungt trav, stærkt forpustet. Han kommer lidt borte fra, og så følger vi ham kort)

***

(lydkulisse igen svagere)

DEN: Måske - hvis der kommer en forbi på vejen - går jeg op på vejen og stiller mig midt ude på vejen og siger: Tag mig med. Det vil vel nok være en overraskelse.

***

(lydkulisse endnu svagere. Det forpustede løb)

HAN: Åh gud, lad mig nå frem - lad mig snart nå frem - - inden lyset går ud - eller lad mig - komme så langt at jeg ikke mere kan tage fejl - - af min retning - af dette lys - af det sidste håb der lyner i min sjæl - derhen - jeg må derhen.

***

(ingen baggrund, vi er indendørs. Katten der mjaver svagt, søgende)

HUN: (i halvsøvne) Læg dig nu ned, kat. Fald lidt til ro.

***

DEN: (i neutralt rum) Nu gik lygten ud dernede. Solen skal også snart til at stå op. Så kunne man alligevel ikke have set skæret fra den mere. Jeg er lysvågen, jeg er. Det er som om jeg havde sovet i 24 dage og nætter. (hæs latter) Måske når de tager mig ind til sig, finder vi ud af at det er bedst at vi blir sammen for bestandig. Men de spørger mig først. Så siger jeg: Det vil jeg gerne. Og det vil være som om vi har kendt hinanden altid, og aldrig har savnet noget. Så blir det os der skal få det hele til at gro igen, vi sørger for mennesker og dyr til det hele, og der er ingen der er nødt til at gemme sig i sumpene, eller i skoven. Og jeg er jo meget rig, de blir glade for mig. Når jeg dukker frem. Mellem træerne, ja.

***

(store støvler der plasker rundt i vand. Ellers ingen baggrund)

HAN: (arrigt) Hvad skal jeg nu stille op med det her: Overalt er der tørke og afsvedne jorder. Men her: Oversvømmede skove, træer der gror op fra et stille vandspejl, en rislen af vand overalt, som en gråd. Som en trolddom. Eller et nyt tegn? Her har sumpen taget over. Og netop her skal jeg komme forbi og igennem: Jeg må ud, jeg må finde min retning igen, nu havde jeg ellers lige fundet den.

***

(opfadning på en ny, frisk blæst)

HUN: Jeg har sovet som om jeg aldrig mere skulle få en nats rolig søvn. Det må være mange timer siden lampen gik ud. Jeg har stadig en følelse af at der er nogen der skjuler sig derude. Men hvem skulle det vel være. Der skjuler sig. For mig. Vi må jo prøve at finde hinanden nu. Jeg føler mig underlig tilmode, jeg gør.

***

DEN: (sammen med lyden af klingende mønt) Min kapital, alt det er min kapital nu. (hæs latter) Og alt det havde de hobet sammen. Sikke noget. (alvorligt) Jeg har fundet ud af det: Man skal bare vente.

***

(blæsten der går hult gennem en tom bygning og klaprer med luger og døre)

HAN: (er ved at blive utålmodig) Det var hernede lyset skinnede! Jeg må længere mod syd. Må gå det hele igennem landsby for landsby. Den ene mere grå og uddød end den anden. Igen og igen det samme. Hvad må de ikke have gennemlidt. Støvede, udslukte, forladte. Kun i én er der stadig liv. Nej, det er heller ikke her. Der ligger det sidste lig, han i hvis lod det faldt at skulle begrave de andre, og som ingen kunne begrave til gengæld. Han var den sidste, ham der, han har ikke tændt lygter i nat. Åh gud, disse landsbyer, hvor er de dog kolde. Er den store vinter nu på vej. Jeg må nå frem, jeg må finde det sidste varme ildsted. Jeg må i hus. Gud gav mig et tegn, nu kan han ikke lade mig gå til mellem disse raserede hytter.

***

(den nye friske blæst. HUN går og nynner. Stopper pludselig op)

HUN: Nej, det er da også så trist alt sammen.

(hun begynder at græde, det fader langsomt ud)

***

(ingen baggrund)

DEN: (ophidset, hæst hviskende) Der kommer nogen! Hør selv! Dér - ham der, han er på vej. Han leder. Han har jo allerede fundet! Hvad skal jeg nu gøre, jo, jeg springer op på vejen, nu!

(løbende fødder på vejen og et forpustet åndedræt. Det drager forbi)

DEN: (grædende) Jeg kunne ikke. Men jeg ville jo være sprunget lige op foran ham. Han var bange. Jeg kunne se at - - jeg må efter ham, må derhen, jeg må derhen nu!!

(DEN lader nogle mønter trille til jorden, giver et snøft og en fortvivlet tuden fra sig og løber af sted)

***

(den nye friske blæst. Blæser gennem følgende sekvenser indtil andet anføres)

HUN: Nej, nu må jeg tage mig sammen, herregud, herregud.

***

HAN: (standser sit løb) Stop, der er noget der er forkert. Rolig, rolig. Her - der er noget her der er anderledes. Og når man ikke ved hvad der venter en, når jeg ikke ved hvad der pludselig kan rejse sig foran mig - - jeg har ikke set noget lig nogen steder. Der er også noget andet. Røg! Jamen, det er jo som det skal være! Jeg har fundet det! Hvor skal jeg nu gemme mig, bare indtil jeg - nej, se dog dér!

***

DEN: (indre råb) Nu har han fået øje på hende, han har fundet hende! Han står og - - han tør ikke gå frem. Han kryber i skjul for hende, han gemmer sig!

***

HUN: Alt virker så forandret, men omkring mig er alt som før, uforanderligt.

***

HAN: Jeg tror ikke der er nogen hos hende. Alting her virker som om hun er den eneste overlevende. Som jeg var den eneste overlevende derhjemme. Hvordan er hun. Hvor længe skal jeg vente her. Jeg må - kan man tro at der er nogen bag vinduerne. Det er usandsynligt. Men hvorfor giver hun mig så ikke et tegn. Hun ved ikke at jeg er her, nej. Men hun sendte sit signal ud i natten, jeg må - hun må være forberedt på at noget kan være på vej. Nogen. Hun er alene, nu - hun retter sig op, hun ser herover, hun har mærket mig, hun tager sig til brysterne!

***

DEN: (forstærket indre råb) Nu rejser han sig i sit skjul!

***

HAN: Nu løfter hun brysterne mod mig!

***

DEN: (som før) Han kommer frem, han løber hen til hende. (undrende) Nu stopper han op, og han krummer sig sammen. Nej, han går hen til hende, han er helt henne ved hende -

***

(ingen baggrund)

HUN: Hvem er du?

HAN: Jeg har ledt efter dig.

HUN: Så er jeg altså ikke alene.

HAN: Det er der ingen af os der er.

(HANs åndedræt er meget hurtigt. Det blir endnu voldsommere. HUN giver en vild stønnen fra sig, bryder så ud i en kvalt forvrænget hulken. Brat klip)

***

(gæs eller ænder der letter fra vand, igen og igen)

DEN: (i den yderste ophidselse) Han gør hende fortræd! Han tager hendes tøj fra hende. Han havde taget alt fra mig hvis han havde set mig. Nu slår hun ham, hun fryser, hun kradser ham. Han gør hende fortræd. Han knuser hende, han knuser hende under sig. Hun slår benene rundt om ham og hamrer baghovedet ned i jorden, hu, hu, hu, hul

***

(ingen baggrund. I samme rytme som DENs "Hu, hu, hu," hendes vidtåbne skrig, helt tæt på, fem-seks gange. Så et brøl fra ham. Stilhed. Lang pause)

***

(fremdeles ingen baggrund. DEN er nu noget roligere, og får efterhånden lullet sig over i en ret afslappet og tryg stemning)

DEN: Måske kunne jeg være imellem dem, måske tager de mig ind mellem sig hvis jeg kommer frem. Men de må være meget mere forsigtige med mig. Det vil de sikkert også være. Jeg kunne godt ligge sådan op ad deres varme hud, det kunne jeg godt tænke mig at prøve, måske skal jeg selv smelte sammen med sådan nogen hvide kroppe engang. Hun bløder lidt mellem benene, men det gør ikke ondt, for hun smiler jo til ham. Se, nu er der ikke noget der gør ondt mere. Jeg vil øve mig i at smile. Jeg vil finde et vandhul, der vil jeg øve mig. Fordi når nogen smiler til mig, vil jeg kunne smile igen. Man kan se tænderne i små glimt, og tungen, og det spiller i øjnene. Men det behøver ikke være muntert. Det kan være - alt muligt. Lige så stille ville jeg ligge, ikke forstyrre, synke hen og være helt rolig og næsten ikke trække vejret, kun det nødvendige. Sammen med nogen. Det er det jeg vil øve mig på, det kunne jeg godt tænke mig at lære.

***

(opfadning på rolig indendørsatmosfære)

HUN: Det er så nyt alt sammen, så voldsomt.

HAN: Det skal række langt ud over hvad vi selv tror.

HUN: Du må ligge forsigtigt på mig.

HAN: Jeg havde forestillet mig dig anderledes.

HUN: Vi har heller aldrig været bestemt for hinanden, før nu.

HAN: Det var fantasier jeg havde, ikke om dig, om hvordan det menneske skulle se ud som jeg kunne have med mig ind i en ny verden.

HUN: Ser jeg ikke ud som en der kan følge med ind i en ny verden?

HAN: Jeg ved det ikke, du har ødelagt billedet af hvordan du skulle se ud.

HUN: Jeg havde ingen anden mulighed, havde jeg?

HAN: Og så denne lidenskab midt op i ødelæggelsen. Man stormer frem som en af gud udvalgt og straks splintrer man billedet af altings komme for blindt at stille en drift der strømmer op fra begærets lænd og sætter sig dybt i dine knogler.

HUN: Jeg har også ventet på dig. Nej, måske ikke på dig. Men det spørger jeg ikke om. Jeg har ventet. Og du kom. Altså var det dig jeg ventede på. Og om jeg nu ødelagde mine forventninger ved at give mig hen til dig - hvem tror du svarer mig på det. Jeg var træt af at vente og mine følelser er der hvor jeg selv er.

HAN: Forstår du overhovedet hvad der sker omkring os?

HUN: Nej. Men jeg var blevet meget ensom af det.

HAN: Og det er nok for dig?

HUN: Det er for meget for mig.

HAN: Gå ikke i rette med din gud!

HUN: Jeg prøver bare at forklare.

HAN: Dette kan ikke forklares!

HUN: Prøver du ikke selv at finde svar?

HAN: Det kan kun forklares ved det der er på vej.

HUN: Jeg prøver bare at fortælle dig, hvordan jeg oplevede det dengang sygdommen kom til os, og senere - hvordan jeg da blev forvandlet fra et menneske blandt mennesker til et ensomt og ulæseligt tegn på en tavle der var vasket ren for mening.

HAN: Hvis tavlen er vasket ren, må der være en mening med det også. Rigtignok har djævelen en finger med i spillet, så visse af tegnene blir uklare og mørket stadig tættere. Men hvis vi ser tilbage - jeg husker solen en morgen for et år siden. Den kom op i den pureste grønne farve, så fik den en farve som safran. Vi betragtede hinanden i dette lys og så at vi var blevet blege som dødninger, jo det var tydeligt nok. Det var tydeligt nok, dette landskab der lå hen i et gustent skær. Og vi har alt hvad Johannes skrev, frygtelige ting skrev han, og hvad siger ikke den store krønike: Menneskeheden har nu seks tidsaldre bag sig, til den syvende og sidste er der bare seks tomme sider bag i bogen. De blir skrevet nu, en epilog over en gammel og træt menneskehed: Alle livets vilkår skal blive så frygtelige at ingen mennesker kan leve et ordentligt liv. Plagerne skal vælte sig ind over os, oversvømmelser, jordskælv, pest og sult. Afgrøderne vil ikke gro, frugterne ikke modnes. Kilderne vil tørre ud og vandet føre blod og bitterhed med sig. Og således går også fuglene i luften, dyrene på marken og fiskene i havet til grunde. Sådan står det skrevet. Mig kan djævelen ikke lede på vildspor. Vi to står over for den største udfordring mennesker nogen sinde er stillet overfor. Hensigten med os er ganske klar. Kun vi er skånet i ødelæggelsen. Men efter ødelæggelsen kommer genopbyggelsen. Der må være en slægt der kan opfylde dette krav. Vi to er udset til at skulle genbefolke jorden.

HUN: Jeg ved ikke engang hvad du hedder.

***

(udendørs, ruskregn)

DEN: Jeg kan ikke huske hvad de andre kaldte mig. Lugten af dem er også forsvundet. Den smule de havde efterladt i mit tøj. Hvad kaldte de andre mig. Hvem sidder her, dybt begravet i et krat der langsomt afløves, mens kulden sniger sig frem. Hvis jeg nu går ind til dem, hvad. Lister mig hen til døren og banker på og siger: Jeg er kommet. De vil sikkert hurtigt vænne sig til mig. Jeg er så alene.

***

(rolig indendørsatmosfære)

HUN: Jeg ved heller ikke om du har ret.

***

(udendørs, ruskregn)

DEN: Hun tænder lys nu. De går rundt om hinanden, og de snakker sammen. Det er også ved at blive mørkt igen. De sidder over for hinanden, når den ene er færdig med at sige noget, begynder den anden. Jeg vil prøve at gå rundt om mig selv. Det gjorde vi meget i ensomheden. Prøve hvordan det er at være lukket inde i lyset i en varm stue med andre. Så er man ikke helt alene alligevel. Ikke så længe.

***

(indendørs, efterhånden god knitren fra åben ild)

HUN: Jo, du kan have ret i at den gamle verden var ikke for god, ikke altid, og kunne bruge en erstatning. Men var vi mon ikke bare nået ned til den bund hvorfra alt ville blive lysere igen. Pest har jeg set og hungersnød, men alt det andet - oversvømmelser, jordskælv, blod og bitterhed i vandet, det har jeg ikke oplevet, og heller ikke at solen skulle have været formørket. Jeg vil jo gerne leve i en ny verden, men helst ikke i en verden der er udsprunget af angst og fortvivlelse, det var der alt for meget af i den gamle, det kan man ikke leve med.

HAN: Der er ingen der spørger om hvad vi vil have.

HUN: Så burde der virkelig være det.

HAN: Vi får nok tage hvad der kommer.

HUN: Det er jeg ikke spor sikker på.

HAN: Vi er inde i en hel verdens skæbneforløb. Det må vel have sin gang.

HUN: Jeg har fået mod på så meget siden du kom. Men når du siger skæbneforløb - så lyder det som når man afstikker grænser intet menneske forstår.

HAN: Der er altid nogen der fatter hvor det bærer henad.

HUN: Skæbne - det er vel det der opstår mellem os to. Det der sker med os, er ikke et dødt forløb. Du lyder så trist med dit skæbneforløb, og så i virkeligheden er det noget der vokser, og sætter spor, alle vegne omkring os. Og selv om vi stadig er underkastet mange bånd og tvang som ingen længere kan håndhæve over os, så slipper vi måske også fri af dét engang, så er dét jo den ny verden. Jeg vil så gerne være indbygger i de levendes land, det er en drøm jeg har haft.

HAN: De levendes land - her er jo ikke andre overlevende end os to.

HUN: Det tror jeg der er.

HAN: Jamen, jeg har sét det, jeg er kommet gennem landsby efter landsby - overalt er det det samme, det er et mirakel at vi to lever.

HUN: Hvor der er to, må der også være flere.

HAN: Nej, siger jeg jo, der er kun os.

HUN: Men uden for øen?

HAN: Hvad mener du - uden for øen?

HUN: Ovre på fastlandet, på de andre øer, i andre lande.

HAN: Alt peger i den modsatte retning. Vi er sammen her, en mand og en kvinde, det er nok. Desuden er det et rent guds under at jeg fandt frem. Jeg kunne lige så godt være gået vild mellem bakkerne. Også dette er et tegn, ganske tydeligt.

HUN: Du leder efter tegn nu. Andre ville måske have gjort det samme. Hvorfor var der aldrig nogen der søgte en udvej, hvorfor var der ingen der mens tid var satte sig op imod pesten - så var vi måske slet ikke havnet i dette forfærdelige dyb.

HAN: Det er en forældet måde at opfatte tingene på. Du må affinde dig med den verden der er blevet dig beskåret. Det nye og revolutionerende, det helt store og sande tegn, er netop at her ikke er andre end os to. Kun ud fra den kendsgerning kan du forstå verden af i dag og handle i overensstemmelse med din skæbne.

HUN: Tror du?

HAN: Har du i umindelige tider før jeg kom set tegn på menneskelig aktivitet?

HUN: Nej.

HAN: Har du modtaget signaler, røg, klokkeringning eller andre budskaber?

HUN: Nej.

HAN: Har du været derude, kan du fremlægge beviser på at her er andre?

HUN: Nej.

HAN: Hvordan kan du så påstå det?

HUN: Jeg kan føle det.

HAN: Her kan ikke være andre, af den simple grund at der intetsteds er tale om mere end to mennesker, en mand og en kvinde, som begge skal komme gennem ødelæggelserne med krop og sjæl i behold, på det at de kan skabe en ny slægt, og intet urent, vildfarent eller fremmed skal nogensinde komme imellem dem.

HUN: Du må ikke bygge en kunstig ensomhed op nu. Ikke mere ensomhed! Der har været for meget af den, jeg har brug for den rigdom der ligger i flere mennesker!

HAN: (kraftigt, som argument) Så hør da: Og djævelen som havde forført dem, blev kastet i ild- og svovlsøen hvor også Dyret og den falske Profet var -

HUN: Jaja, jaja, men du må ikke på forhånd udelukke at vi kan komme til at tage os af andre mennesker. De kan jo være lige så langt ude i ensomheden som vi har været. Ikke flere begrænsninger, hører du, jeg går ikke frivilligt tilbage til det fængsel jeg så længe har prøvet at komme fri af. Ikke nu mere, ikke nu.

***

(udendørs, ruskregn. Efterhånden kraftigere blæst)

DEN: Hvordan vil de reagere på mig. Måske griner de over hele hovedet. Det gjorde de andre altid. Hun vil slå hænderne sammen i forbavselse, han skal nok vide at tæmme sig. Deres vinduer lyser så varmt. Nu kan jeg godt gå hen til vinduerne. Jeg kan kigge ind under døren. Der er en smal, gul sprække her. Det er den vej man går ind. Der er gået mange ind den vej. Og de andre er her jo ikke mere.

***

(ingen baggrund)

HAN: (voldsomt, indtrængende) Det er ikke et spørgsmål om hvad du vil, det er et spørgsmål om hvad du skal. Détte skal du: Og jeg så en ny himmel og en ny jord. - Dét er hvad der kommer, og det står til troende! - Thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere. - Hvad der er ud over dette er den falske lære! - Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra himlen fra gud. - Og i mørket uden for disse vinduer er der intet, og du ville aldrig være søgt derud, det var mig der fandt, og her er vi, hører du ikke ordene: Rede som en brud, smykket for sin brudgom. - Det er denne orden, denne vidunderlige orden, det er den vi skal finde ind til og finde os i, for hinsides den hersker ikke den tillid og varme du tror, for tiderne er ikke til det, hinsides denne orden hersker det kaos der ikke er af gud, vi må finde os til rette i guds orden, det er denne orden, denne vidunderlige orden - -

(og så har brunsten forlængst grebet ham igen. Hans stemme var under ordenes mængde blevet dybere og dybere, mere og mere indtrængende. Koncentrationen svigtede ham ikke et øjeblik, men hans åndedræt blev tungt. Hun er begyndt at stønne voldsomt, men han holder hende for munden, så det igen blir noget underlig kvalt noget. Og nu da han holder op med at bruge ord stiger og stiger det, og det blir til en rytmisk knurren dybt i hans strube, en begærlig rallen)

***

(dette krydsfades over til DEN som ude i mørket følger med i rytmen, med en syg tilbagetrængt tuden, som så med ét går over i et højt hyl. Og et til)

***

(indendørsatmosfæren med den buldrende ild)

HUN: (kæmper det ud gennem halsen) Hvad var det?

(en sidste udløsning får ham til at sende et sidste støn ud i stuen)

HUN: Hørte du det ikke?

HAN: (næsten uden luft) Bliv her.

HUN: Jeg må hen og se efter.

HAN: Du skal ikke gå derud!

HUN: Hvad var det?

HAN: Åh gud, dette kød, denne ild -

HUN: Hvad var det!?

***

(udendørs, stadig kraftigere blæst og regn)

DEN: Nu kommer hun. Hun kommer. Jeg må se at komme væk herfra. Nej, jeg flytter mig ikke. Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg kan ingenting -

***

(neutral baggrund)

HUN: Hvis der nu er nogen der -

(HUN har åbnet døren, giver et lille forskrækket gisp fra sig, samtidig med et fortvivlet udråb fra DEN)

***

(udendørs, kraftig regn og blæst i store stød)

DEN: (i vildt forskrækket flugt) Hvorfor fangede hun mig ikke. Jeg må gemme mig, hvor - hvorfor smuttede jeg ikke ind. Men hun var også bange - - hvor i alt det her mørke? Hun var bange!?

(DEN plasker på nøgne fødder gennem vand, trækker vejret hurtigt og nervøst. Og det fader langsomt ud)

***

(indendørsatmosfæren først frem efter en lille pause, en anelse bare)

HUN: (forholdsvis rolig igen) Nej, jeg blev bare lidt forskrækket. Det kom så uventet. At der er andre end os to der har overlevet. Jeg kunne ikke se ret meget. Bare øjnene.

HAN: Jeg sagde du ikke skulle gå derud!

HUN: Hvad vil du gøre?

HAN: Drive det bort.

HUN: Nej, vent, det derude - hvorfor gemmer det sig?

HAN: Fordi det har ondt i sinde.

HUN: Hvor ved du det fra?

HAN: Det er den eneste mulige forklaring.

HUN: Er du sikker!?

HAN: Ja, jeg føler mig sikker.

HUN: Jeg tror det gemmer sig fordi det er så alene at alverdens gavmildhed ikke ville slå til. Hvis det har ondt i sinde er det ikke af ondskab, jeg tror det ikke.

HAN: Hvorfor kommer det så ikke frem?

HUN: Det er også trist - vi har mad nok. Og plads.

HAN: Vi er som et dødt ler, som vissent træ, engang skal der pustes liv i os, og af denne flamme skal opstå hvad fremtiden har i sit skød. Når solen er sortnet og havet har overskyllet landene, skal en ny jord dukke op af vandet, vårgrøn, mens ørnen flyver højt under himlen. Dette er billedet. Af mennesker er der kun to.

HUN: Lad os hente det ind, det må jo være et menneske!

HAN: Hvorfor må det dét - - hvad får dig til at tro det?

HUN: (lille pause) Det var de øjne, store og forskræmte, åbne, lige så meget inde bag dem som rundt om dem, dybe som natten. Det må være et menneske.

HAN: I et menneskes lignelse er det dukket frem på vort klare billede. Og se, betingelserne er blevet tusindfold værre. Sorte klatter gror frem, noget djævelsk og urent som følger os fra verden til verden, noget som ikke engang undergang og opstandelse kan få has på, noget der borer sig som en kile ind mellem os, og se, den ny verden er allerede ramt af en ny sot. - Vi må se at få ram på det.

HUN: Lad os først få det ind til os!

HAN: Det er ude i mørket det skal rammes!

HUN: (tæt ind til ham) Hold om mig, jeg fryser.

HAN: (tæt mod hende) Jeg er også bange nu, vi har god grund til at være bange.

HUN: (ditto) De øjne, de øjne -

HAN: (ditto) Hvor meget mere skal vi rammes, hvor meget mere kan vi tåle.

HUN: (ditto) Jeg tør ikke tænke på hvad vi kan komme til at gøre mod det derude.

HAN: (ditto) Vi har været alene for længe, med vores higen og vores varme dybt begravet bag hylster på hylster - - jeg må slå det ned nu, jeg må slå det ned!

HUN: Vent lidt, hører du! Hvis jeg var derude, ville jeg heller ikke turde give mig til kende. Men hvis det nu er det tredje menneske -

HAN: Det er det ikke!!

HUN: Så er der måske også et fjerde på vej -

HAN: Der kommer ikke flere!

HUN: Og et femte -

HAN: De er døde!!

HUN: Og på bunden af vore lidelsers dal løber vi sammen, de få rester der er tilbage af os, og jeg ved ikke af at pjalt slår på pjalt, jeg længes bare sådan efter at være sammen med, måske skjuler den mulighed sig ude i mørket, og nu vil vi gøre den fortræd, hvordan skal vi dog bære os ad med at kalde så det blir fattet, hvorfor har vi været ladt så alene at vi ikke mere tør række hånden ud.

HAN: Fordi kun på den måde er vi beskyttede mod at begå den sidste fundamentale fejltagelse. Jeg har været bange for min ensomhed, ja, men nu tør jeg se den i øjnene. Dens lammende kulde beskytter os mod at række hånden ud mod fristeren.

HUN: Er det sandt hvad du siger?!

HAN: Jeg skal kalde på mørkebæstet, skal jeg!

HUN: For det skal være sandt!

HAN: Se katten, se hvor den gnistrer over hele kroppen. Katten er dens forbundsfælle. Men nu skal jeg gøre noget der nok skal mane den frem af dens natteskjul!

HUN: (råb) Nej, du må ikke gøre katten fortræd!

***

(kraftig opfadning, i ryk, på voldsomt uvejr udenfor)

DEN: (stadig lidt forpustet) Jeg kan vist godt gå lidt tættere på igen. Jeg har jo penge. Det ser farligt ud, det de gør, men jeg kan vist godt - hvorfor var hun bange for mig?! Eller måske så hun mig slet ikke. Eller også har hun set mig og nu sidder hun og tænker på at hun skulle have kaldt på mig. Jaja, hun skulle have stået på sit. Så ville jeg helt bestemt være trådt frem under træernes mørke og jeg ville have sagt: Det er mig. Jeg vil ikke være herude mere. Jeg tør godt komme ind nu.

***

(indendørs, den åbne buldrende ild. HAN har fået et godt tag i katten der hvæser og sprutter og kradser og mjaver)

HAN: Hvad er det der huserer derude, er du klar over det?

HUN: Ingenting - det er jo ingenting!

HAN: Vi troede at disse tider skulle være de sidste tider, vi troede jo at vi snart skulle se havet stå i brand fra den ene horisont til den anden, men nu -

HUN: Slip katten, hører du.

HAN: Hele den store verdensplan - uhjælpeligt forkludret. Dette er Satans eget værk, det er en utrolig kæmpestor sammensværgelse, dét er hvad der er sat på os!

HUN: Nu skal du sætte katten fra dig. Kom her med den.

HAN: (vildt hvæs fra katten) Der er djævle der lurer overalt, og det er endda ikke det værste.

HUN: Se nu, se hvor katten har kradset dine arme.

HAN: Dette mit blod flyder for at rense. Således som også min sæd skulle flyde for at drive brunsten ud. Det var dét angrebspunkt mindre. Det strømmer af mig, og det renser min krop. Det lægger sig overalt som en husets beskyttelse, den eneste mulige, forårsaget af den lede selv, men udgydt af det reneste hjerte.

HUN: Hvis dette ikke er det værste, hvad er så det værste?

HAN: Det værste er det tegn vi modtog. Magter huserer derude. Kat - hvad drev dig herind! For at aflede vores opmærksomhed fra forgiftningen derude, mørkeynglen?!

HUN: (giver op) Nu kommer det igen op i mig, kraftigt som aldrig før, denne følelse af at skulle stå helt alene op imod et iskoldt univers af uforståelige krav.

HAN: Det er satans forsøg på at forplumre alting, det var jo ham der var den egentlige ophavsmand til pesten og det sorte blod! Og nu er vi i djævelens vold, ikke i guds, nu tør vi ikke længere være alene tilbage, nu har vi intet valg. Fanget i en fælde, jeg burde have set det før - jeg burde tidligere have fået færten af alle djævelens agenter som med deres forråd af dødsensfarlig gift fordærvede brøndene og alle vandløb. Og overalt hvor de kom frem fulgte pesten i deres fodspor. Dét huserer derude! Og vi som troede det var skæbnen!!

HUN: (ynkeligt, som katten) Den ensomhed som døden afskrællede til alle sider af mig, den tomhed - lader den sig aldrig mere tilhylle og forsone. Giv mig min kat, det er min kat.

HAN: Åh, hele dette verdensbillede forstyrret, hele denne guddommelige orden bragt til fald. Ja, nu synker myten. Fordi jeg ikke så faren i tide. Men der skal være tid endnu. Ja, endnu kan vi måske banke den onde ånd af kroppen på dem!

HUN: Hvorfor tager I alting fra mig?

(HAN hamrer katten mod et bord, to, tre, fire gange)

HAN: Nu ikke mere. Dø skal den først udenfor. Vi skal nok kalde det frem af mørket.

(HAN slår døren op ud til vejret)

***

(vi befinder os ude i det voldsomme uvejr uden for huset)

DEN: Hov, nu kommer han frem i døren. Nu kommer han ud til mig. Og hun kommer også ud til mig, og - - han holder katten op ved halen, er katten nu død. Jeg må hen og se. Nå, nu lægger han katten op på den store huggeblok. Og han tager øksen.

(så kommer fra nogen afstand lyden af hårde hug mod blokken, og vi hører hvorledes HAN støder vilde hyl ud i natten for hvert hug)

DEN: Nej, nej - han hugger jo poterne af katten, og halen. Nej, hvorfor gør han det. Og nu hugger han benene af helt oppe ved kroppen. Han hugger bagkroppen af. Hun græder for sin kat, hvorfor gør han det så, hvad er det han gør. Han hugger, nu hugger han hovedet af - - nej, nej, hvorfor gør du det?

HAN: (hyler på afstand) Der er den, der er den!!

(HAN kommer stormende gennem uvejret. Det hele høres på nogen afstand. HAN skriger og råber, og vi hører lyden af grene der knækker. Så hører vi også at HUN blander sig med råb. Det hele meget tumultagtigt. Så råber HUN op)

HUN: (meget fjernt) Slip ham, slip ham, slip ham!

(HAN skriger. Så et sidste vildt skrig fra hende. Det trækkes voldsomt ind mod os og står og vibrerer bort i efterklang. Det fader meget langsomt ud)

***

(lige så langsom opfadning på en meget øde og trist blæst der går gennem det tidlige daggry. Oppe i luften allikernes hæse råb. Nu og da koens syge lyd)

DEN: Nu er det snart vinter. Hvem skal nu fylde alle de tomme landskaber ud. Og hvor blev trygheden af, det var lige ved at lykkes for mig. Jo, for jeg trænger så frygtelig meget til at putte mig ind til nogen. Hvorfor skulle han også komme ud gennem mørket på den måde. Nej, nej, han ville ikke bare omfavne mig. Og nu vil fremmede trænge herind, dem kan man ikke varme sig hos, de fylder bare det hele op, og jeg kan ikke komme frem og jeg kan ikke komme herfra. Nu får jeg aldrig brug for ringene, og mine mønter. Jeg kan kun lege med dem, og gemme dem, og finde dem senere engang. Hvorfor kunne vi ikke blive sammen. Vi er blevet så ensomme, at vi ikke kan høre hvad de andre siger, kun når de åbner munden, men det er jo ikke det samme. Jeg kunne være blevet deres barn, ligesom, jeg kunne have ligget så varmt ind til dem. De er kolde nu. Der er ikke spor af varme i deres hænder mere. Jeg sutter på deres fingre, men jeg kan ikke få liv i dem. Morgenlyset brister i deres øjne, det er koldt og blegt i dag. De ser ingenting mere. Stirrer bare lige forbi hinanden, forbi mig, ud i luften bare. Deres øjne reagerer ikke på mine. Deres læber blir ikke fugtige når jeg kysser dem. De har jord i håret og grene. Hun har en skramme på kinden. (lille hæs latter) Og hvis de andre ikke havde lært mig at slå ihjel med et lille stik i mørket, så var jeg jo død nu. Åh nej, det havde heller ikke været godt. Nu kommer bakkerne frem af morgenen. I dag er de vel nok triste at se på. Og fuglene der flyver hen over markerne og de tunge skove. Ingen skygger kaster de, og der er heller ingen der hører deres skrig. Ude på havet er der ingenting. Ingen verdens ting. Derude går bølgerne og strømmen river bunden op, men det kommer jeg heller aldrig til at se. Nu står solen op et sted derovre i den grå tåge og rimen falder til jorden, fortabt. Hvor er her åbent. I aften kan jeg måske gå ind og få det gule lys til at træde ud under døren igen. Så ved jeg at ud gennem vinduerne strømmer ligesom en åbenbaring af alt hvad der gemmer sig derinde, der er lunt og godt, lyset trækker ligesom en tryllecirkel omkring huset. Så kan man godt sidde og snakke sammen, og hvis man er rigtig mange er det fuldkommen som om det hele koger. (lille hæs latter) Og jeg sidder og soler mig i deres øjne, og deres tanker strømmer imod mig som gnister fra et bål. Ja. Sådan noget har der været meget af engang. Her. Så er der noget ved at leve gennem alle de lange dage. Jo. Hvor skal jeg nu bare gemme mig til det blir aften.

(ganske kort allikerne og blæsten)

 SLUT