Et radiospil

af

Kaj Nissen

Personerne:

MARIE
LAURIDS
FISKEREN
BONDEN
KÆLLINGEN
SØNNEN
SOLDATEN
HERREMANDEN
SKI BSDRENGEN
GULDSMEDEN

 SKATTEN

(Bølger mod en strand. Forår med en lærke højt oppe)

MARIE: Vil du sejle mig over?

FISKEREN: Jeg er ikke færgemand.

MARIE: Jeg skal også have hundene med.

FISKEREN: Jeg er fisker.

MARIE: Men engang når du vel over under en fremmed kyst.

FISKEREN: Hvad skal du derover efter?

MARIE: (lille pause) Jeg vil dele mit brød med dig. Og jeg skal ikke forstyrre dig i dit fiskeri.

(overgang til båden ude på det åbne vand. De hviler på årerne. Mågeskrig.)

FISKEREN: Her fangede jeg en flynder i går. På størrelse med din ryg. Det er ikke så tit man ser den slags i vore dage. De lever på ådsler og dybt vand. (lang pause) Hvor skal du hen?

MARIE: Til København.

FISKEREN: Til København! Og det er måske endda længe siden du drog hjemmefra?

MARIE: Ja. Nej. Det ved jeg ikke.

FISKEREN: København er stor og ligger langt fremme i tiden.

MARIE: Men jeg skal derhen.

FISKEREN: Jeg ville tænke mig godt om først.

MARIE: Jeg har haft en drøm.

FISKEREN: (tager fat i årerne) Hvem har ikke haft en drøm?

MARIE: (ror med) Men denne her drøm var ikke som de andre drømme. Den her drøm var sand og rigtig, og det var den sidste. Jeg drømte at jeg skulle tage ind til København, og der skulle jeg stille mig op på Højbro Plads. Så ville jeg finde en stor skat og blive meget rig.

FISKEREN: Hvad kalder man en tåbe der tror på den slags!

MARIE: (fanger ikke ironien) Jeg hedder Marie. Og jeg kan ikke få mine drømme til at hænge sammen med virkeligheden.

FISKEREN: Du har måske god brug for at blive rig, er det det?

MARIE: Måske.

FISKEREN: Så er du godt dum hvis du tror det går for sig på den måde, er du altid så dum?

MARIE: (kort pause, lille smil) Det var værre i min ungdom. Da mente alle at jeg var utilregnelig. Virkelig.

FISKEREN: Det er måske heller ikke så længe siden?

MARIE: (slår fast) Men denne her drøm tror jeg på!

FISKEREN: Du trænger sgu bare til en mand.

MARIE: Jeg har en mand!

FISKEREN: Så er han et fjols der ikke kan give dig det nødvendige der hvor du er.

MARIE: Han er en god mand.

FISKEREN: Men du er ung endnu, så løber blodet let avet om.

MARIE: Han giver aldrig op over for noget! Børn har jeg også!

FISKEREN: Og dem forlod du?

MARIE: Jeg vender tilbage.

FISKEREN: (hviler på åren) Hvad sagde han så, din mand, da du stak af ud på det dybe vand?

MARIE: Han var bekymret, det var han.

FISKEREN: Og børnene?

MARIE: Det er mærkeligt med børn, de tror jo på ens drømme. Men de tror også på min mands virkelighed, så fattig den er. Vi har det ellers godt nok. Det er kun de to af børnene der er hans. (en god pause) Vil du sejle mig ind nu?

FISKEREN: Jeg tog ikke noget for at sejle dig ud. Jeg vil have noget for at sejle dig ind.

MARIE: Jeg har kun det brød jeg puttede i posen.

FISKEREN: Jeg vil ikke have dit brød. Jeg vil have en luns af dit kød.

MARIE: Hvad vil du med det?

FISKEREN: Jeg skal bruge det til flyndermadding. Jeg skærer det ud af din ryg, ingen vil lægge mærke til det. - Hvordan vil du ellers komme videre, og tilbage til dine forsømte børn?

MARIE: Børnene er i gode hænder! Min mand arbejder hårdt og længe, men han kan klare det! Selvfølgelig skulle jeg være blevet, men det går nok. De holder alle sammen meget af ham.

FISKEREN: (langsomt) Så vil jeg også have del i det første du drømmer om under turen. Jeg vil have del i dit døde barn, hvis det er det. Jeg vil have del i din kærlighed, hvis det er det.

MARIE: (kort pause) Og du vil ikke ro mig ind for mindre?

FISKEREN: De to betingelser hænger sammen. Din drøm og dit kød. Det er hurtigt gjort.

MARIE: Men ikke mere end to fingerbredder så.

FISKEREN: Læg dig hen over robænken. Og glem ikke at vi ses igen.

(kort interval med bådens skvulpen i bølgerne. Så et kort, undertrykt gisp fra Marie. Overgang til klingre bjælder der står fjernt og svagt. Sprøde klange der vibrerer let.)

MARIE: (i drømme) De gyldne drømme har deres rødder dybt under vandet - de kommer ind ude fra havet - hvor bærer de mig hen nu - træerne står fast forankret i bundens slam - der skinner lys derinde - der står et hus med grønne verandaer - det er mit hus som hænger der så sikkert i luften - jeg kan bevæge mig gennem rum efter rum - det stråler gennem forråd og lang fremtid - uendelige rum - jeg skal favne verden vidt og bredt - blive et større menneske måske - ikke skæmmes i stjernernes øjne når deres skær rækker ind fra havet - ikke skæmmes i mine egne øjne når jeg spejler mig selv i vandet - træerne rækker ind i himlen - stjernerne spejler sig i havet - himlen - jeg rækker mig - himlen - stjernerne - havet.

(hun skriger vildt igennem, og skriger sig fri af drømmen. Flash-back)

LAURIDS: Marie, for helvede, du er snart en ren mare at have liggende!

MARIE: (græder) Kan jeg gøre for det, kan jeg gøre for at jeg har drømme!

LAURIDS: Kan jeg da!

MARIE: Du er min mand, du skal beskytte mig mod dem!

LAURIDS: Det der kan man jo ikke beskytte sig selv imod.

MARIE: Hjælp mig, Laurids, hjælp mig i stedet for!

LAURIDS: Og søvn er ikke til at tænke på, jeg tror jeg lægger mig ud under hyldetræet.

MARIE: Nej, du må ikke gå fra mig!

LAURIDS: Ligge sammen med dig kan man jo heller ikke.

MARIE: Det er fordi jeg er så meget alene. Så får drømmene plads i mig.

LAURIDS: Alene og alene.

MARIE: Man skal synke så dybt. Jeg synker og synker og finder måske ikke op igen.

LAURIDS: Du har jo børnene.

MARIE: Men jeg har ikke dig. Du har dit arbejde, altid dit arbejde.

LAURIDS: (sætter sig op) For min slags har arbejdet altid holdt sulten fra døren.

MARIE: Hvor skal du hen!

LAURIDS: Hen og se om du har vækket ungerne.

MARIE: (holder på ham) Nej, Laurids, bliv her! Børnene sover, jeg kan mærke det, børnene har det godt! (han resignerer) Men det er jo ikke noget liv, Laurids, arbejde, altid arbejde.

LAURIDS: Sådan har vi ellers levet i min familie i mange hundrede år nu.

MARIE: Måske er det derfor jeg drømmer. Måske er det det jeg drømmer om at slippe ud af.

LAURIDS: Men et menneske må ikke lade sit liv styre af den slags. Så ramler alting om os. Det guld og de grønne skove du kan drømme op blir vi jo heller ikke fede af.

MARIE: Det er jo også det der er så ondt. Jeg drømmer om noget der er mit, og alligevel kan jeg ikke få adgang til det.

LAURIDS: Nykker, Marie, der er sgu ikke noget der er dit.

MARIE: Det må der være! Jeg har sådan en uro i fødderne, i underlivet, i brystet. Måske betyder de drømme noget. Måske skal jeg snart foretage mig et eller andet!

LAURIDS: Blir du da ved med de dumheder!

MARIE: Hvis det er dumheder, så jag dem væk!

LAURIDS: Det kan jeg jo ikke!

MARIE: Jeg kan heller ikke selv!

LAURIDS: Tænk på noget andet!

MARIE: (rejser sig op i sengen) Jeg vil ikke have dem, jeg vil ikke have dem! Du skal sørge for at de forsvinder!

LAURIDS: Marie, for helvede, bliv her! (han hiver hende ned) Så, kom nu her, så holder jeg om dig, og du holder om mig. (Marie snøfter) Og hvis vi får lyst til hinanden, så sover vi først bagefter, ikke. Lig nu helt stille, det er sgu da for dumt det her. Du har det jo godt.

(overgang til et par heste der traver af sted foran en vogn, hvis ene hjul knirker forskrækkeligt. En bonde sidder og fedter for hestene og smågriner. Hundenes gøen fjernt.)

BONDEN: Jo, der var altså denne her husar, han kom ridende hen ad landevejen. Så stopper han en bonde der kommer agende med kone og datter. Og så tog han manden og stillede for vognen, konen satte han til at holde sin hest, og datteren lagde han på vejen. Og han sagde til dem at hvis én af dem så meget som trippede eller fjertede, så ville han prygle dem med sin sabel. Dernæst giver han sig i lag med datteren, og de andre står også stille nok og ser til. Da han nu er færdig med det her arbejde, rider han videre, og bondefamilien kører. På vejen havde de nu en snak om hvem der havde narret husaren mest. Bonden sagde at han havde grinet så det knagede, men husaren havde da ikke mærket noget. Konen sagde at hun havde fjertet så det stod efter, og husaren havde da ikke slået hende. Men datteren mente nu at hun havde narret ham allermest. For hun havde da lettet sin rumpe så en hund let kunne gå under den med stående hale, selv om han havde sagt at hun skulle ligge stille imens. - Høhø, ja, hvordan kom du over vandet?

MARIE: (ømmer sig) Der var en fisker der satte mig over.

BONDEN: (griner lidt igen) Jojo, hun havde da lettet sin rumpe så en hund let kunne gå under den med stående hale. - Den forstod du måske slet ikke?

MARIE: Jeg har ry for at være lidt dum.

BONDEN: Og du skal til København, siger du?

MARIE: Du kan vel ikke fortælle mig hvordan der er derinde?

BONDEN: Er du tosset, nej! Tror du jeg er så tankeløs at sætte hus og hjem overstyr, bare for at rakke til hovedstaden og se hvad mine øjne ikke har godt af at se.

MARIE: Har ens øjne da ikke godt af at se hvad der er derinde?

BONDEN: (nærmer sig) Der er mare mig både det ene og det andet, du. Man må vare sig. Især når man er alene.

MARIE: (rykker lidt) Ja, der var ingen andre der ville med. (kalder så på hundene) Trold! Alf!

(hundene kommer straks springende og gøende hen til vognen)

BONDEN: Du har da hundene. Er det dine?

MARIE: Begge to.

BONDEN: Det er et par gloende bæster. Og lystre forstår de også.

MARIE: De er vokset op sammen med mine børn.

BONDEN: Hør, hvis jeg nu får hundene skal du ikke betale noget for transporten.

MARIE: Mener du det?

BONDEN: Jajada.

MARIE: At jeg skal betale for transporten?

BONDEN: Jeg har udgifter til både ædelse og smørelse.

MARIE: Jeg har ikke noget jeg kan undvære.

BONDEN: Hundene.

MARIE: Jeg vil gerne af her!

BONDEN: Det kan du minsæl ikke komme!

MARIE: Har du da kun taget mig op for betalingens skyld!

BONDEN: Jeg er en ensom mand med mine heste. Og hvem vil ikke gerne have en smuk ung kvinde ved siden af sig på bukken. Det betaler sig alt sammen. Hyp, alle mine heste!

(han begynder at piske hen over hestenes rygstykker, og de sætter af alt hvad remmer og tøj kan holde. Vognhjulet knirker sindssygt. Hundene sætter glammende efter vognen.)

BONDEN: Spring så, din lille landstryger, var det ikke her du ville af!

MARIE: Nej, stands, hører du!

BONDEN: Så sæt dig ned, for den der ikke står af nu hænger på! - Hah, vil I gå!

MARIE: Du ødelægger dine heste!

BONDEN: De er hårdføre, bæsterne, og kan holde til travet! Og springer hundene herop skal de få med fars hammer! - Hej, over stok og sten, læg du kun dit liv i mine hænder, det gør både folk og fæ derhjemme!

MARIE: Jeg vil give mig hen til dig hvis du standser nu!

BONDEN: Jeg kan vel ikke sidde her og række ud!

MARIE: Så stands dog vognen!

BONDEN: Var hundene ikke dine, sagde du! Lystrede de måske ikke dig!

MARIE: Se, jeg er velskabt! - Jeg vil ikke dø sammen med dig! - Så se dog hvor du kører!

BONDEN: Det tager hestene sig af. De går selv nu. Hej, hop, landevejen er lige, og du er velskabt! Sæt dig op på mit skød, og jeg skal vugge dig durk igennem til København!

(en knasende, knækkende lyd høres. Vognen skrider ud i vejkanten og går i kvas mod et træ. Hundene glammer vildt. Overgang til de sprøde bjælder.)

MARIE (i drømme): Dugen er pænt hvid og har skarpe folder - bordet er dækket - men det er ikke overflod der står på dugen - der er rigeligt til Laurids og mig - mad nok til børnene - næring til nye liv - nok til at vi kan dele med andre - det er et pænt bord også uden dug - dugen svæver op mod loftet - loftet trækker sig tilbage for den pæne dug og dens opdækning - dugen sejler bort i natten - bekymrer sig om Laurids - der sidder han - våd i mørket - vognen brudt sammen under ham - alle hans ting ligger spredt ud over vejen - det er mørkt og ingen ser ham - når han græder kommer dugen - ingen ser dig - Laurids.

(uden overgang på ny den knasende lyd og vognen der skrider ud i vejkanten og går i kvas mod et træ. Hundene glammer. Hestene galopperer bort. Kun hundenes strubesnærren)

MARIE: (vågner slemt fortumlet til live) Nej, Trold, Alf! Gå væk fra ham! Vil I lystre, han er ikke farlig mere. Kom herhen! I må lystre nu. (hundene kommer småpibende hen) Jeg kan ikke holde ud i mit hoved at kalde på jer. Bliv stående, så jeg har støtte. (hun kommer op) Så går det vel lidt endnu. (hun står og trækker vejret dybt ind). Nu går vi hen og ser til ham, men I må være rolige. (hun bevæger sig derhen. En pause.) Det blev så ham der måtte betale for os. Og vi ved ikke hvem vi skal fortælle at han ligger her. - Det kunne have været mig. Det kunne have været mig! Og du ligger der med dit smadrede fjæs og dit dumme grin! (hun begynder at slå på liget.) Det kunne have været mig! Jeg kunne være blevet borte i verden, og du ligger bare der! (begynder at græde hysterisk) Mit hoved, mit hoved, du ligger bare der, og jeg har lang vej endnu! Ingen derhjemme ville have vidst hvor de skulle søge, ingen! Så ensom kan man ikke tillade sig at være!

(overgang på hendes gråd til flash-back. Lyde op fra dagligdags gøremål. Børnestemmer i baggrunden. I forgrunden hestehove mod brosten. Vognhjul der trænger til at smøres.)

LAURIDS: (på vognen, parat til at køre ud) Marie! Marie, for helvede, hvor har du gemt dig!

MARIE: (kommer) Jeg kan kun være ét sted ad gangen.

LAURIDS: Jeg tager nordover øen i dag, så det blir nok lidt sent.

MARIE: Vi venter med maden til du kommer.

(barnegråd)

LAURIDS: (med stille undren) Skal ungen bare ligge der med snot i hele hovedet?

MARIE: Nej, nu skal jeg nok. (tager barnet op.) Tror du nogensinde jeg lærer det, Laurids?

LAURIDS: Der er ikke meget at lære. Du bor i en elendig rønne og skal kun tilberede ét måltid om dagen. Og mens din bissekræmmer kører om i landet skal du holde hus med hjemmet!

MARIE: Hjemmet - det falder jo sammen om ørerne på mig.

LAURIDS: Men det er hvad du har, dit utilregnelige asen! Kunne du så ikke tage og bekymre dig lidt om det! Andet har du ikke at holde styr på, og tag så fat!

MARIE: Men det fører jo ingenting til.

LAURIDS: Heller ikke mit arbejde?

MARIE: Heller ikke dit arbejde.

LAURIDS: Ingen af os dør af sult i hvert fald! Så skulle det da gå slemt til.

MARIE: Men jeg drømmer om at vi skal leve!

LAURIDS: Kan du da for helvede ikke begrænse dit drømmen til om natten! Solen er stået op! Hold nu op med at dingle omkring som en hovedløs høne, og tag dig af det der skal gøres!

MARIE: (håbløst) Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende.

LAURIDS: Men jeg ved at jeg har en masse sager jeg skal have solgt med en ussel fortjeneste, og rundt om på gårdene ligger der brudne kedler og skal flikkes. Og nu kører jeg. Hyp!

(hesten trækker, vognen sætter sig i gang. Men så standser den igen.)

LAURIDS: Marie, røgen vælter ud under taget.

MARIE: Det er mig, jeg har glemt at åbne for spjældet.

(hun løber ind i huset på klaprende træsko. En unge begynder at vræle.)

MARIE: (kommer tilbage igen) Det trækker hurtigt væk. Og børnene var jo ude i det gode vejr. LAURIDS: (betænkelig, ungen hyler) Kan du klare det, tror du?

MARIE: Se nu at komme af sted med dig!

LAURIDS: Ja, for jeg kan sgu ikke blive hjemme og hjælpe dig.

MARIE: Jeg vil ikke have dig hjemme!

LAURIDS: Jeg kunne ellers godt have lyst til det for ungernes skyld. Men hvem skal så skaffe dem det de kan æde.

MARIE: Kør ud og skaf! Jeg ved godt hvad jeg har med at gøre!

LAURIDS: Vi får det aldrig anderledes, Marie. Du drømmer om store huse og lyse boliger. Men når jeg kommer hjem i aften er huset måske brændt ned, og ens aftensmad er gået i hundene. Hvad skal det ikke ende med. Hvad skal det ikke ende med. Det tager en ulykke, Marie.

(hesten er begyndt at trække af med vognen. Lyden fader ud. Op på hundene der render rundt om Marie og gøer. Hun går hen ad en skovvej. En sangdrossel meget nær.)

MARIE: Vejen snor sig så lige mellem skovens træer, og enhver der vil gå den kan nå sit hjertes mål. Jeg har det som om der ligger skatte begravet overalt herinde. Selv hvor stammerne står tættest trænger der lys ind. Mellem højene er der lavninger, og for hver sump er der en tør eng. Der bor nogen i jorden, og droslen synger for hver den der har sin færden mellem træernes grene. Jeg kan mærke byens hårde sten under mine fødder, og når jeg er fremme, vil jeg vide at jeg er der, og jeg vil igen kunne mærke mørkets mos som her.

(droslen alene lidt, stor virtuos)

MARIE: (standser op) Et lys. Der er et lys. Så er der også varme og husly. Der skinner et lys i skovens nat. Lad os gå hen og se hvad det gemmer på.

(udfadning på droslen. Op på et køkken hvor der skramles med ting og bankes med dej)

KÆLLINGEN: Hvad siger ovnen?

MARIE: Den er ved at være helt varm.

KÆLLINGEN: Jeg vil have den meget varm!

MARIE: (undrer sig) Skal der mere brænde på endnu?

KÆLLINGEN: Bare stak favnen fuld og smid ind. Der er mere hvor det kommer fra.

MARIE: Så meget bruger jeg ikke på en hel uge.

KÆLLINGEN: Og tag mig så saltet. Og den store kniv.

MARIE: (hurtigt) Jeg skal nok skære dejen ud.

KÆLLINGEN: Det er godt, lad mig kun se dig bruge dine hænder til noget fornuftigt!

(ophold mens der blir klirret med skåle og skåret og æltet)

KÆLLINGEN: Højbro Plads, ja, men du må finde ud af hvad du vil bruge pengene til.

MARIE: Måske er det slet ikke penge. Måske er det noget helt andet.

KÆLLINGEN: (tørt) Eller også havde din rejse et helt andet formål.

MARIE: (forstår ikke hvor kællingen vil hen) Jeg er mest bekymret for hvordan jeg får den hjem. Hvad vil de folk i København sige, når jeg bortfører en skat lige for næsen af dem. Den må jo have ligget der på Højbro Plads i lang tid, og så kommer der sådan en som mig og fjerner den. Hvad vil de sige?

KÆLLINGEN: Kommer det så vidt må du jo få dem til at forstå at sådan har du besluttet dig.

MARIE: Og hvordan skal jeg beskytte skatten den lange vej hjem. Jeg har kun mig selv.

KÆLLINGEN: Du kan altid klæde dig som mand, det har tit båret en kvinde igennem.

MARIE: Nej. Jeg vil kunne sige til mine børn at jeg bar skatten hjem som jeg gik og stod.

KÆLLINGEN: Og hvis du nu må affinde dig med at du aldrig mere får dem at se?

MARIE: Men det er jo mest for børnenes skyld jeg synes det er så vigtigt med den skat! Nu har jeg jo tosset rundt og ikke kunnet tage mig af dem, fordi jeg drømte så meget og ikke kunne begribe hvad mine drømme ville mig. Mine børn skal kende en bedre lykke end min!

KÆLLINGEN: Så ryger brødene i ovnen!

(kællingen smider brødene i ovnen, hvorpå hun falder ned i en stol og puster ud)

MARIE: (smiler lidt) Kællingen er værst den dag hun bager, siger man.

KÆLLINGEN: Jeg er såmænd ikke så slem. Men jeg ved hvad jeg vil!

MARIE: (rejser sig) Jeg må vist hellere se at komme videre.

KÆLLINGEN: Du må vist hellere tage to krus, min pige, og lade det løbe lidt rigeligt i fra tønden derhenne. (Marie lystrer) Du er ung og har uro i kroppen. Blev du ikke vel tidligt gift?

MARIE: (sætter sig) Jo. Nej, først blev jeg jo slet ikke gift. Jeg rendte af min plads sammen med en rakkerknægt. Han var lige så god som han var sort. Men han kunne slet ikke holde sig i ro. Så slog de ham ihjel, med tre geværkugler. Og vi var jo ikke gift og - men jeg havde fået et barn med ham. Og da så Laurids tog mig, tog han barnet med. Nu har vi tre. Og Laurids slider sig ihjel en dag. Men han siger det er nødvendigt for børnenes skyld.

KÆLLINGEN: Og nu slider han for dig også, og det er så hans skæbne.

MARIE: (smiler) Jeg skal nok vende tilbage en dag og udfri ham.

KÆLLINGEN: (sætter kruset hårdt fra sig) Den slags slipper man nu ikke så nemt om ved. Og nu er du kommet så langt som du er, men måske skulle du så også lade det være gjort med det!

MARIE: Men nu forstår jeg jo hvad mine drømme ville mig.

KÆLLINGEN: Tidligt gift, tidligt skilt, det er nu verdens gang!

MARIE: Hvad mener du med det?

KÆLLINGEN: Ser du, her i huset er det børnene der sørger for mig!

MARIE: Har du børn?

KÆLLINGEN: To voksne sønner, og hver af dem kan hamle op med ti af kongens soldater.

MARIE: Så kan du jo gå her og være tryg i din alderdom.

KÆLLINGEN: Jeg mangler en datter. Og du farter vejløst om i verden og har mærket at helt ufarligt er det ikke. Du skal blive her. Jeg kan ikke klare husholdningen alene.

MARIE: (lille pause) Jeg har min egen husholdning.

KÆLLINGEN: Men ser du, her er det overflod du skal bestyre! Og du har gode hænder, du bruger dem bare ikke ordentligt. Det skal jeg nok lære dig. Her vil du blive tyk og rund, og du skal aldrig mere mangle noget. Selv dine hunde skal få gode marvben at gnave.

MARIE: Hvor skummer I al den overflod?

KÆLLINGEN: Mine sønner bringer mig hvad jeg har brug for.

MARIE: Du er kun en fattig kone, og har så meget af det hele, brænde, vildt, korn og øl!

KÆLLINGEN: De skaffer det. Du kan forvalte det. Jeg gør dig til datter af min rigdom.

MARIE: (lille pause) Det er skidt ingen penge at have, for så tror folk man er fattig.

(flash-back. Overgang til Laurids der sidder inden døre og banker på en kedel)

MARIE: (kommer hen til ham) Der er sket noget mærkeligt, Laurids.

LAURIDS: (stopper bankningen) Ja, du er ved at forsvinde for os.

MARIE: Jeg er holdt op med at drømme.

LAURIDS: (banker igen) I virkeligheden tror jeg ikke du nogensinde er holdt op med at rende på landevejen.

MARIE: Jeg har ikke drømt i flere uger nu.

LAURIDS: Du synker bort mellem hænderne på os.

MARIE: Jeg drømmer slet ikke mere.

LAURIDS: (stopper) Så er det fordi du har brugt dine drømme op. Du har svælget i alle de drømme Vorherre havde sat til side til dig, og nu er der ikke stump på stump tilbage! Så vidt så godt.

MARIE: (mens Laurids igen banker) Jeg synes stadig vi har fortjent det bedre end vi har det.

LAURIDS: Ja, hvem har ikke det. (stopper) Nåja, der er vel enkelte der har mere end de fortjener. (banker) Men det laver du sgu ikke om på ved at lade stå til på den måde!

MARIE: Det skal du ikke være for sikker på, Laurids.

LAURIDS: Der er en orden og den indretter man sig efter!

MARIE: Sommetider er jeg ikke sikker på at du virkelig mener det du siger.

LAURIDS: (stopper) Jeg ville bare så gerne igen kunne køre om uden at sidde med hjertet i halsen.

MARIE: Jeg er vant til at bestyre fattigdom. På det punkt kan du være helt rolig, jeg ved efterhånden godt hvordan det er at øse vand med en si!

LAURIDS: Fattige er vi kun for så vidt som du ikke kan tage vare på det vi har. Ganske vist strammer tiderne til, men er man både bissekræmmer og kedelflikker, så er det såmænd ikke værst hvad man har af udsigter.

MARIE: Rigtigt. Man kan slide sig selv op, blive gammel og rynket, og stadig være lige elendig.

LAURIDS: (banker som en besat) Men jeg har en fornemmelse af at du helst ikke vil være med mere. Du sløser med tingene, alting smuldrer mellem hænderne på dig, og du drømmer bare om at være langt, langt borte.

(blød overgang fra hans banken til den stille hytte i skoven. Kællingen smågriner)

KÆLLINGEN: Der har du mit tilbud. Men du vil måske hellere tilbage til den elendighed du kommer fra?

MARIE: (rejser sig) Jeg vil i hvert fald ikke slå mig ned her.

KÆLLINGEN: Du har et godt hoved, men du bruger det kun efter din egen vilje.

(hundene begynder at knurre. Marie siger ikke noget. Kællingen smågriner stadig)

KÆLLINGEN: Det er mine sønner der er på vej. De kommer frem i skovbrynet nu.

MARIE: Stille, Alf! Vil du nære dig, Trold! Det er dem der bor her.

KÆLLINGEN: Derovre!

MARIE: Vi kan ikke bare løbe vores vej.

KÆLLINGEN: Der har du min ældste, og det er min yngste.

MARIE: Han er fæl, din ældste.

KÆLLINGEN: Og min yngste?

MARIE: (lille pause) Her er lunt i dit køkken.

(overgang til kirkeklokker hvis klang kommer meget fjernt fra. Fuglekvidder og glad glammen. Marie løber omkring i skoven med den yngste søn. De ler begge to muntert)

MARIE: Sådan en hvalp - har jo ikke nået skelsår og alder endnu!

SØNNEN: Og du selv, hvad er du vel - en gammel kone!

MARIE: Men hurtigere end dig!

SØNNEN: Det får vi se!

(Marie stopper pludselig op og blir stille og alvorlig. Alt blir stille om dem)

MARIE: Nej, stille. Vær stille nu. Hvad skulle jeg også her. Kom herhen. Kom. Fald ned på knæ. Læg dit hoved ind mod mit skød. Ikke næsen, kinden. Så næsen da. Nej, du skal se på mig.

SØNNEN: Du har gode hænder.

MARIE: Men det her var ikke sket hvis jeg ikke var draget ud i verden alene.

SØNNEN: Alting vil lykkes for dig.

MARIE: Her knæler jeg i græsset sammen med dig.

SØNNEN: Og du skal blive her for tid og evighed.

MARIE: Om lidt lægger jeg mig ned i græsset og holder op med at tænke.

SØNNEN: Du skal ikke fjolle rundt i verden mere. Du skal ikke bekymre dig.

(alt blir endnu mere stille. Overgang til maredrøm med hårde lyde)

MARIE (i drømme): Lille Laurids - min lille - min mindste - slagbænken er alt for stor og mørk til dig - min skrøbeligste unge - du må ikke dø nu - jeg kommer jo - men intet menneske kan hjælpe et andet med tomme hænder - jeg er trådt ud på den vej der fører til dig - du skal trække vejret - jeg er på vej - jeg kan ikke være hos dig når det kommer - jeg kan ikke.

(overgang til tæt alkove hvor Marie og Sønnen ligger sammen)

SØNNEN: (hvisker) På din mund, og i din mund, overalt hvor jeg kan komme til, og så langt jeg kan nå. Jeg vil give dig alt hvad du drømmer om. Guld og grønne skove skal du få, og lang lykke til.

MARIE: (ked af det) Og alt det skal jeg dele med en fisker, det har jeg jo lovet.

SØNNEN: Fortæl mig om dine drømme.

MARIE: De betyder ikke noget for dig.

SØNNEN: Har du set mig i dine drømme?

MARIE: Det betyder ikke noget.

SØNNEN: Alt har betydning for mig nu.

MARIE: Du forstår ikke den magt det andet land har. Og her er du, min frister, i kød og blod, nær og god, under min hud, mod min hud. Det er dig jeg vil have, for jeg elsker dig.

SØNNEN: Så skal du også blive her, lad ikke kun mig være fanget.

MARIE: Og mig da? Som ikke længere kan holde drømmene og virkeligheden ude fra hinanden?

SØNNEN: Der kommer du ud af intet og samler mig op som et æble.

MARIE: Jeg elsker din smag og din saft, elsker din rødmen, elsker din kerne!

SØNNEN: Og min bror går rundt om huset og tuder som en ulv.

MARIE: Men jeg ville aldrig kunne lade dig ligge.

SØNNEN: Han holder skoven vågen derude og skyggerne levende.

MARIE: Kom ind i mig. Træng ind i mit skød så dybt du kan nå. Jeg ved at jeg er lige så langt inde i dig. Jeg kender din gerning og blues ikke ved den. Jeg kender din dåd og vil være ét med den. Jeg ved besked om dine plyndringer og har forlængst delt dem med dig.

SØNNEN: Så må du også lade mig være med dig til tidernes ende.

MARIE: Men er der ikke allerede gået en måned?

SØNNEN: Lad mig være med dig, Marie.

MARIE: Jeg elsker dig, og du skal få mig til at glemme det. Glemme din bror, glemme mine børn, glemme mig, glemme at jeg elsker dig. Kom, elskede - vi to farer ikke vild i hinanden.

(tæt og blid elskov i alkoven. Overgang til flash-back: Marie og Laurids der ligger derhjemme i ægtesengen og ligeledes elsker)

MARIE: Laurids, Laurids, hvordan skal jeg nogensinde kunne forlade dig.

LAURIDS: (travlt optaget) Hvis der er noget der kalder derude, så døv dine øren.

MARIE: Hvordan skal jeg nogensinde kunne se ud over din skulder.

LAURIDS: Læn dig op ad den, du, læn dig kun op ad den.

MARIE: (stopper pludselig op) Skal vi gå en tur?

LAURIDS: (dybt utilfreds) Gå en tur! Nu!

MARIE: Ned til havet.

LAURIDS: (stiger ud af sengen) Nej, ellers tak, jeg skal op og flikke!

MARIE: Sidste gang vi var ved havet kom du hjem som en ny mand. Du faldt i staver, husker du?

LAURIDS: (trækker i tøjet) Lad tønder falde i staver, og mig om min flikken!

MARIE: Det var et tilbud, du kunne da i det mindste overveje det!

LAURIDS: Har du selv tid til at stå og glane ud over vandet!

MARIE: Jeg har bare lyst til det!

LAURIDS: Velbekomme, siger jeg så, til den der har de lyster!

MARIE: Men det skulle helst være sammen med dig. Jeg vil ikke gå alene.

LAURIDS: (på vej væk) Så bliv endelig liggende. Vi har tilbragt hele aftenen i sengen, og ungerne vågner tidligt. Der er ting der skal gøres, og havet blir nok liggende, skal du se. Ligesom dig.

MARIE: (meget kort pause) Måske begynder jeg at drømme igen.

(overgang til fjerne kirkeklokker. Marie vågner op i alkoven ved siden af Sønnen)

MARIE: Åh gud, nu er der igen gået en hel uge. Endnu en uge. En uge? Et spand af tid, og det var som en kort stund. Et blund og man sover sig så trygt igennem alt. Nu vågner børnene derhjemme, og min elskede sover ved min side. Men jeg kan jo ikke blive liggende, jeg må jo videre!

(hun rejser sig og lister ud af alkoven og begynder at trække i tøjet)

MARIE: Farvel, min elskede, vi ses aldrig mere. Når jeg kommer forbi dit hus igen, vil jeg gå uden om det i en stor bue. For sådan må det være. Jeg flygter fra dig, men jeg glemmer dig ikke. Så let går det nemlig ikke her i verden.

(hun forlader rummet, lukker en dør efter sig. Vi hører Kællingen skramle i køkkenet)

KÆLLINGEN: (råber) Min ældste venter på sin morgenmad, og ovnen råber på brændsel! Ovnen råber på brændsel, og min ældste venter på sin morgenmad!

MARIE: (råber tilbage) Jeg skal lige om bag huset!

(Marie går ud. Kirkeklokkerne tydeligere. Hundene kommer straks hen til hende)

MARIE: Kom så, mine hunde. Kom, Alf, kom, Trold. Ingen skal længere tude i natten. Ovnen må passe sig selv. Slip jeres ben med den gode marv. Vi skal videre, havde I helt glemt det. Vi skal videre. Eller også skal vi vende om her. Skal vi vende om? Skal vi videre? Kom!

(hun begynder at løbe sammen med hundene. Kællingen styrter ud af huset og skriger op)

KÆLLINGEN: Stands hende, lad hende ikke løbe med vores gode lykke. Stop hende, inden hun hvirvler den med sig ud over verden. Lad hende ikke rive sig løs, lad hende ikke løbe som en tyv!

(kællingens råb fader bort. Marie løber alt hvad hun kan. Klokker væk. Maries åndedræt. Som pludselig blir til et gisp, da der springer en frem og spærrer hende vejen)

SOLDATEN: Stå stille, eller jeg spidder dig til træet!

MARIE: (mens hundene kommer glammende) Lad mig først komme ud af skoven!

SOLDATEN: Hvor skal du hen!

MARIE: Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke!

SOLDATEN: Men jeg skal netop ind i skoven! Få dine hunde væk, eller du får bajonetten i livet!

MARIE: Tilbage, Alf! Trold! Længere tilbage! (hundene trækker sig baglæns) Sådan, sådan.

SOLDATEN: (alt for højt) Og få dem så til at holde deres kæft!

MARIE: Stille, Trold! Alf! (der blir stille) Læg jer!

SOLDATEN: Og tag så dit tøj af, og lad det gå lidt hurtigt!

MARIE: Nej! Det får du mig ikke til! Der var ingen der skulle se min krop nu!

SOLDATEN: Jeg skal bruge dit tøj, kan du så komme af det!

MARIE: En soldat hører hjemme hos sit regiment, og ikke i kvindeklæder på en landevej!

SOLDATEN: Kan du så få det kluns af!

(Marie begynder at græde, men trækker af tøjet. Hundene knurrer lavt)

MARIE: Stille, hører I, han kan også slå jer ihjel med bajonetten.

SOLDATEN: (lille pause) Der er ikke noget i vejen med din krop. Du er køn.

MARIE: (farer op) Det skal du ikke komme og sige til mig!

(hun stikker ham lynhurtigt en lussing, og så en til, med enorm kraft. Han tumler tilbage, geværet falder til jorden. Hundene er straks over ham. Marie samler geværet op)

MARIE: Hænderne op! Jeg vil have at du strækker hænderne i vejret! (begynder at grine) Sådan noget! Så længe du lader dig aflede af en kvindes krop, blir du aldrig en god soldat.

SOLDATEN: Det er også det jeg prøver på at undgå, ikke!

MARIE: Bliv hvor du er! - Det er en køn soldat der ikke mere vil være soldat!

SOLDATEN: Lad mig nu løbe. Vi skal i krig, og jeg vil ikke være med!

MARIE: (kort pause) Er du stukket af? Passer det ikke ind i dit kram at prøve dit mod der hvor du er?

SOLDATEN: Ville du måske gerne sendes til fronten og risikere at fjenden kommer rendende, tyve mod én, og med langt bedre geværer end din elendige forlader?

MARIE: Hvad med dit fædreland, hvad med din kone og børn?

SOLDATEN: Hvad med dig selv, hvad! Véd du da slet ingenting?

MARIE: Nej. Jeg er også stukket af.

SOLDATEN: De har indført værnepligten, ikke. Den almindelige værnepligt. Og nu har de indkaldt mig. Jeg er bare en almindelig håndværkssvend. Man kan købe sig fri af tjenesten, det kan man. Man kan stille en anden til at ordne det med fædrelandet. Men jeg har ingen penge.

MARIE: Og så render man bare sin vej.

SOLDATEN: De rige kan gøre det, de rige kan betale!

MARIE: Du skulle hellere vende tilbage til din familie.

SOLDATEN: Man kan ikke vende om på halvvejen!

MARIE: Og så kommer du her og hiver tøjet af mig og tror jeg ved besked om alt!

SOLDATEN: (begynder at græde) Lad mig nu slippe! De er lige i hælene på mig! Jeg tog en af deres heste. Og så fik jeg øje på dig. Og jeg tænkte, kvindeklæder har tit båret en mand igennem, tænkte jeg. Jeg ville dig ikke noget ondt. Men køn er du. Jeg skulle bare bruge dit tøj, ikke andet.

MARIE: (lægger geværet fra sig) Jeg skal bruge mit tøj selv.

SOLDATEN: Men hvad skal jeg gøre?

MARIE: Klæd mig på! Kom nu! Lad det gå lidt hurtigt!

SOLDATEN: (mens han klæder hende på) Hvis ingen måtte se din krop, skulle du have ladet den bag dig. - Hvad nu med mig?

MARIE: Du ville jo ind i skoven, sagde du ikke det? - Hvor har du din hest?

SOLDATEN: Henne mellem træerne.

MARIE: Den tager jeg. Du kan alligevel ikke bruge den derinde.

SOLDATEN: Hvor skal jeg gå hen? Jeg kan ikke vende om!

MARIE: Ingen af os kan. Så du må gå derhen hvor jeg kommer fra, og jeg skal hen hvor du kom fra. Du skal følge stien her ind i skoven. Der finder du et hus hvor du kan føle dig tryg. Sig at jeg har sendt dig. Men tag uniformen af først. Du kommer nok til at bære en del brænde ind, men de vil være gode ved dig når du kommer med en hilsen fra mig. Jeg hedder Marie.

SOLDATEN: (lille pause) Hvor er du selv stukket af fra?

MARIE: (fjerner sig) Geværet putter vi i grøften her. Jeg gik fordi jeg skal hen og hæve en stor skat. Og det skal jeg stadig.

(vi hører igen de sprøde, klingre bjælder. Overgang til Maries sidste drøm)

MARIE: (i drømme) Butikker og travl færden - kongens slot - et torv - jeg var jo holdt op med at drømme - jeg står dernede - er det en ny drøm alligevel - der står hun - der står jeg - det er København - jeg ser mig selv i København - der skal jeg hen - torvet hedder Højbro Plads - der skal jeg stå - der ligger et rødpudset hus på venstre hånd - der bor en herremand - men dér ligger ingen skat begravet - jeg skal bare stå der på torvet - byens klokker - søndag - kongens slot - dér ligger heller ingen skat - jeg skal stå her - Marie - du skal stå her - stil dig op på Højbro Plads - så finder du en stor skat - her - en stor skat.

(Marie blir drevet ud af drømmen af et skrig. Det er hende selv der skriger. Flash-back. Laurids ligger ved siden af hende og prøver at få hende til at vågne)

LAURIDS: Marie, for helvede! (hun stønner) Marie, Marie! (han slår hende) Marie, vågn nu op!

MARIE: (endnu halvt i søvne) Jeg går derhen, Laurids, jeg må af sted nu.

LAURIDS: Du går sgu ingen steder hen, er du vågen!

MARIE: Jeg er vågen, jeg går nu.

LAURIDS: Sgu da ikke her midt om natten!

MARIE: Slip mig, Laurids, giv slip, jeg skal til København!

LAURIDS: Til København! Hvad fanden tænker du på! Synes du ikke du har nok at se til her!

MARIE: Det var en drøm, det var i drømme, du må give mig lov til at gå.

LAURIDS: (vildt forurettet) Du havde brugt dine drømme!

MARIE: Nu ved jeg hvad de vil have mig til.

LAURIDS: Og jeg ved at du blir her og slår dig igennem sammen med mig!

MARIE: Du må ikke råbe så højt, hører du!

LAURIDS: Nu kan det faneme være nok! Først spreder du alt hvad vi ejer og har, og så ser du dit snit til at få en drøm, så du med god samvittighed kan begive dig fanden i vold. Men du kan tro det skal blive løgn, min fine ven, sådan kører man ikke om hjørner med mig!

MARIE: Jeg går så snart det blir lyst.

LAURIDS: (lægger sig over hende) Du går sgu ingen vegne, det skal jeg nok vise dig!

(klip til Marie der rider rask af sted, mens hun kvæder en lille vise)

MARIE: Det var en morgen lys og god/guldblommer voksed' for min fod/den skov han dansed' på sin rod/den sol hun frem af havet stod -

(længere når hun ikke før hun standses af en skarp fløjtelyd. Hun holder hesten an)

MARIE: Hvad vil du?

(der falder to skud. Hundene piber og falder døde om)

MARIE: Skyder du mine hunde!?

HERREMANDEN: Det var så sandelig ikke mig.

MARIE: Nej, men det var på din befaling!

HERREMANDEN: Stig nu af hesten inden den også blir skudt væk under dig.

(Marie tøver et øjeblik, men stiger så af hesten)

HERREMANDEN: Det er et nyttigt dyr og kan gøre gavn længe endnu. Så får vi jo se om det samme også gælder for dig. Jeg forstår jo ikke du kan være så munter og glad. Næ, lad mig trække hesten.

(herremanden trækker af med hesten, Marie følger efter)

MARIE: Hvem er du der tager min hest og skyder mine hunde!

HERREMANDEN: Jeg er herremanden, og jeg skal snart vise dig hvad jeg formår!

MARIE: Jeg har ellers ikke i sinde at rette mig efter hvem som helst.

HERREMANDEN: Næ, du skal ikke løbe din vej, for der er også en geværkugle der sigter mod dit hjerte.

MARIE: (vender alligevel tilbage) Eller hvad som helst.

HERREMANDEN: Kom nu her, din lille landstryger, så snart vi kommer op på bakken her, kan du se min gård, og så følger vi den lige vej derhen!

(overgang til interiør, en havestue. Påfugleskrig høres ude fra haven)

MARIE: (lidt påvirket) Det er ikke noget helt lille sted du har fået bygget dig.

HERREMANDEN: Det skal blive større endnu. Og her kalder man mig Herren og tiltaler mig med "I".

MARIE: Det skal vel være så fint.

HERREMANDEN: Og for nu at spare os yderligere grovheder ser jeg gerne at du allerførst fortæller mig noget mere om din skat.

MARIE: Men jeg har slet ikke nævnt min skat for jer! (pause) Hvad har den med jer at gøre?

HERREMANDEN: Mere end du tror og har drømt om.

MARIE: Sig mig, gør I nar af mig?

HERREMANDEN: Jeg vil spille med åbne kort. Jeg synes du skal gøre det samme.

MARIE: Jeg vil helst selv bestemme hvad jeg skal gøre.

HERREMANDEN: Så lad mig da fortælle dig at jeg har et hus på bemeldte Højbro Plads. Det er en sand perle. Men jeg har aldrig hørt noget om en skat på de kanter. Nu vil jeg gerne vide hvad der er med den skat.

MARIE: Ikke før I fortæller hvor I har hørt om den!

HERREMANDEN: Lad mig først sige at hele denne historie er noget af det dummeste jeg har hørt, og jeg regner dig for en tåbe på din færd. Men selvfølgelig - man skal ikke lade noget uforsøgt.

MARIE: Og nu vil jeg vide hvor I har skaffet jer adgang til mine drømme!

HERREMANDEN: Det er såre simpelt, og du burde selv kunne regne det ud. Jeg kender også til en gammel kælling i en skov. Til en yngste søn. Nætters tummel. Også den ældste søn kender jeg!

MARIE: (gyser ved det) Han er fæl!

HERREMANDEN: Han er i mit brød.

MARIE: (pause) Det er langt borte og længe siden.

HERREMANDEN: Der er mange måder at komme gennem tiden på, og budskaber kan gå luftvejen.

MARIE: Og nu vil I gerne vide hvor den skat er gemt?

HERREMANDEN: Det ville passe mig aldeles fortrinligt.

MARIE: Men det er jeg slet ikke sikker på at jeg vil fortælle jer.

HERREMANDEN: (lille pause) Først skal du have et bad.

(et baderum. Plasken af vand. Marie ligger i badet. En stor hund gøer i rummet)

MARIE: Så meget varmt vand har jeg aldrig ligget i før.

HERREMANDEN: Jeg håber ikke du har noget imod at hunden og jeg er hos dig mens du bader.

MARIE: Hvis det kan fornøje jer -

HERREMANDEN: For ser du, det er ikke nogen helt almindelig hund. Den er lige så klog som et menneske, ja faktisk er den et menneske. Og engang havde også den menneskeskikkelse og kunne bade som enhver anden køn pige. Men der er ting man ikke gør ustraffet mod en herre som mig. Jeg var tålmodig med hende, men selv den længste tålmodighed får ende, og til sidst måtte jeg forvandle hende til en hund, og det er den hund du ser her. (Marie plasker) Men her går også andre piger rundt på godset. De gav mig hvad jeg bad dem om, og har nu deres gode dage. Er det da ikke bedre at leve et fornøjeligt liv, end hver dag at måtte døje sorg og afsavn og lide sult og nød - og det midt i en bugnende verden som denne!

MARIE: (stopper plaskeriet) Hvordan har det så kunnet gå til at den kvinde er blevet til en hanhund?

HERREMANDEN: Du vil altså ikke fortælle mig noget?

MARIE: Nej, jeg vil ej, ikke et ord!

HERREMANDEN: (meget lavt) Og jeg er ikke sikker på at jeg vil lade mig nøje med en luns af din ryg.

MARIE: (plasker vildt i vandet) I skal ikke komme her og drive gæk med mig, putte mig i varmt vand og bilde mig historier på ærmet! Jeg fortæller jer ingenting, for I er en svindler og en opblæst nar!

(klip til en stor dør der smækkes i. Lyde fra en dyb kælder, fængselsagtigt. Fjern jamren og tuden. Så blir en dør åbnet på knirkende hængsler. Herremanden høres rømme sig)

HERREMANDEN: Hvad siger man så her efter en rolig stunds omtanke?

MARIE: (meget rolig) Jeg kan jo ikke bruge flere år af mit liv på dine kældre.

HERREMANDEN: Det afhænger udelukkende af din egen gode vilje.

MARIE: Men jeg vil ikke hænge her mens vi snakker.

HERREMANDEN: Det er der råd for.

(herremanden løsner hendes lænker, og Marie sætter sig ned på gulvet og puster ud)

MARIE: Hvorfor puttede du mig i bad når jeg alligevel skulle ned i alt det her snavs bagefter?

HERREMANDEN: Åh, det var meget godt at få konstateret om du var noget værd under skidtet.

MARIE: Jeg troede du ville ligge med mig.

HERREMANDEN: Selv nok så ren var du det ikke værd.

MARIE: (pause) Da jeg var en stor pige - en tolv tretten år har jeg vel været - var jeg meget stædig. Jeg havde også skatte dengang. Jeg gemte mine sneglehuse og ville ikke røbe hvor jeg havde skjult dem. Det var dumt af mig. Jeg mistede mine venner.

HERREMANDEN: Er det hvad du har brugt tiden til?

MARIE: Ja, og nu ved jeg at jeg kommer ingen vegne med al den stædighed. Jeg har lært at lette rumpen så en hund kan gå under med stående hale.

HERREMANDEN: Og hvad skal det så betyde mon?

MARIE: Jeg skal nu fortælle dig hvad jeg har set i min drøm.

HERREMANDEN: (hans tur til at smile) Der er ikke mange der ikke bruger et ophold her med udbytte.

MARIE: (næsten som i drømme) Der ligger et hus på Højbro Plads, på venstre hånd når man har kongens slot foran sig.

HERREMANDEN: Ja?

MARIE: Det er rødpudset og meget gammelt. En port fører fra pladsen ind til gården bag huset.

HERREMANDEN: Ja.

MARIE: I porten til højre er der en vældig døråbning, med en håndskåret, hvidmalet dør for.

HERREMANDEN: Ja!

MARIE: Håndtaget er af messing og har form som en springende løve.

HERREMANDEN: Det er mit hus!

MARIE: Tre meter foran døren og syv spadestik under brolægningen ligger skatten.

HERREMANDEN: En skat begravet under mit hus!

MARIE: Men det haster, for nogen vil snart finde den.

HERREMANDEN: Sandt nok, jeg skal snart få den bragt for dagens lys!

MARIE: (ud af "trancen") Og nu skal du sætte mig på fri fod. Jeg skal videre.

HERREMANDEN: Så du kan rende rundt og sladre til alle og enhver! Næ, du kan tro nej, min pige, du kommer til at hænge på lidt endnu!

MARIE: (kort pause, lille smil) Det har jeg ikke noget imod. Jeg skal selv til København.

HERREMANDEN: Jeg har et skib liggende nede i stranden!

(et mellemstort sejlførende skib i kraftig Sø. Frisk vind. Vi befinder os på dækket)

MARIE: Jeg må se at komme til København, skibsdreng.

SKI BSDRENGEN: Det er der vi sejler hen.

MARIE: Jamen, jeg skal derhen før skibet. For jeg har fortalt en løgn.

SKI BSDRENGEN: Snød du nådigherren så det drev?

MARIE: Ja, han finder ikke det han graver efter. Og nu har jeg ingen ro på mig. Jeg kan ikke nyde havet, jeg kan ikke nyde bølgernes vuggen eller din, jeg må væk herfra.

SKI BSDRENGEN: Ja, altså, var du først på land kunne du sikkert godt vinde det kapløb. For med den her vind klarer skibet ikke turen på en uge. (pause) Og vi holder jo tæt ind under land nu.

MARIE: Hvordan skal jeg komme derind?

SKI BSDRENGEN: Nu bare en rask beslutning, ikke, og så ud i det!

MARIE: Jeg er bange for alt det vand.

SKI BSDRENGEN: Der er meget man hellere skulle tage sig i vare for. Vi gør det sgu!

MARIE: Vi?

SKI BSDRENGEN: Jeg tager med dig, det har jeg drømt om lige siden du kom ombord.

MARIE: Jeg ville nu helst gøre det alene.

SKIBSDRENGEN: (begynder at rode med noget tovværk) Nu ikke al den snak, nu har vi besluttet os, ikke!

MARIE: Du kommer alligevel til at slippe mig en dag.

SKI BSDRENGEN: Hvad fanden er det også for nogen knuder de har på det her skib!

MARIE: Og du tror ikke de holder vagt over os?

SKI BSDRENGEN: De tror ikke vi tør.

MARIE: Gør vi?

SKIBSDRENGEN: Jeg tør godt.

MARIE: Hvorfor har du så ikke gjort det før?

SKIBSDRENGEN: Vi vil ikke svømme, vi tager skibsjollen, ikke?

MARIE: Hvis de fanger os nu, blir vi lagt ud som et par kønne lig.

SKI BSDRENGEN: Det er ikke så farligt med liget så længe det nyser!

MARIE: (lille pause) Jeg er så tæt på nu, og du er et godt menneske, skibsdreng, men jeg ved ikke om jeg tør gå med dig ned i den jolle.

SKIBSDRENGEN: Du blir min død en dag! Hop nu bare ned, ikke!

MARIE: Er der ikke andre måder at komme derhen på?

SKIBSDRENGEN: (hiver hende ned i jollen) Du kommer slet ikke herfra hvis du blir ved på den måde! Og du skal jo videre, ikke, du skal hen hvor du kan sætte mig af, du sætter os alle af, ikke, lad det nu gå lidt rask!

(bølgerne fader ud. Flash-back. Op på regn og blæst. Marie står ude i det. Man hører hundene støve omkring. Laurids står i døren til køkkenet. Børnene leger inde i huset)

MARIE: Jeg går nu, Laurids, jeg tager hundene med mig.

LAURIDS: (træt af det hele) Kom nu ind og spis den morgenmad.

MARIE: Jeg har pakket lidt brød ned i min bylt.

LAURIDS: (går frem mod hende) Kom nu her, for satan, og hold så op med det vrøvl!

MARIE: (hundene knurrer) Du skal ikke komme mig for nær, Laurids.

LAURIDS: Er det nu også forbudt!

MARIE: Hundene passer på mig.

LAURIDS: (trækker sig tilbage) Det regner, Marie, det pisser ned!

MARIE: Du kommer til at finde ud af noget med børnene så længe.

LAURIDS: Det går sgu ikke, Marie, det her kan du ikke gøre mod os.

MARIE: (lille pause) Først vidste jeg ikke hvad jeg skulle i København. Men så forstod jeg at jeg ville finde en stor skat hvis jeg stillede mig op på Højbro Plads. Jeg ved ikke hvor eller hvordan -

LAURIDS: Drømme er kun drømme, kan du da ikke få det ind i din knold.

MARIE: Jeg skal nok komme hjem igen.

LAURIDS: Godt, så gå! Gå med dig! - Nej, stop, for helvede, det går ikke!

MARIE: Det skal gå, Laurids.

LAURIDS: Vi kommer snart til at bestille endnu mere end før!

MARIE: Det kan vi jo ikke.

LAURIDS: Jeg må nemlig ikke mere falbyde varer som vi ikke selv har tilvirket!

MARIE: Det er noget du finder på.

LAURIDS: Det er en nødvendighed, og derfor er det slut med at rende rundt om sig selv!

MARIE: Er det da det vi gør?

LAURIDS: Vi kommer til at lave alle tingene selv nu, og du kan ikke gå!

MARIE: Men hvordan skal vi kunne tilvirke blonder og maller og alle de sager du handler med?

LAURIDS: Der er ingen vej udenom. Det andet må ikke mere finde sted.

MARIE: Hægter og nåle og kantbånd, det kan vi ikke.

LAURIDS: Så kaster vi os over noget andet, du! Strømper - du må til at strikke! Træskeer og skåle - du må til at snitte om natten! Husgeråd og andre nyttige ting, Marie! Og kedelflikkeriet er der jo ingen der har taget fra mig endnu, det må jeg så give en ekstra tand!

MARIE: (lille pause) Så er det alligevel bedst at jeg går.

LAURIDS: Sig mig, forstår du da slet ikke hvad jeg siger!

MARIE: (begynder at græde) Det skal nok blive anderledes, Laurids.

LAURIDS: Anderledes! Hvad fanden snakker du om!

MARIE: Jeg skal nok finde det jeg leder efter, hvad andet kan jeg gøre.

LAURIDS: Har man hørt magen! Så er det altså kun mig der skal knokle røven i laser!

MARIE: Jeg ved jo ikke hvorfor jeg drømmer. Jeg er bange for det! Men det har taget fat rundt om mit hjerte, det presser på i min mave og får mig til at kaste op.

LAURIDS: Så kunne du da for helvede lade mig holde dig for panden!

MARIE: (roligere) Jeg lover dig at jeg ikke kommer tilbage før jeg er blevet rig.

LAURIDS: Ja, så får jeg dig jo aldrig at se mere.

MARIE: Det ved du ikke noget om, Laurids, det kan du ikke vide noget om før tingene er gået deres gang!

LAURIDS: Så gå da! Gå din vej fra mand og børn! Gå ind på Højbro Plads og stil dig op der til grin for alverden! Rejs bort til fremmede kyster og spild tiden med ting du aldrig får!

(han hamrer døren i for næsen af hende. Klip til Københavns gader og al deres tummel)

MARIE: Dér. Højbro Plads. Jeg er fremme!

SKI BSDRENGEN: Har du været her før?

MARIE: Kun i mine forventninger.

SKI BSDRENGEN: Så må vi håbe de holder stik.

MARIE: (begynder at gå) Det gør de nok, skal du se.

SKIBSDRENGEN: (render efter) Jeg har været her tit, i det rødpudsede hus derovre, med portåbningen. Der var ellers ikke meget at komme rendende efter der.

MARIE: Dér ligger nok ingen skatte gemt, nej.

(de klingre bjælder fra Maries drøm høres igennem al tumlen. Marie stopper op)

MARIE: Og nu må vi skilles.

SKI BSDRENGEN: Og så er det bare derfor du har jaget sådan af sted med mig?

MARIE: Ja. Og så kan man aldrig vide hvad der vil opholde en undervejs.

SKI BSDRENGEN: Men vi har masser af tid, skibet kan slet ikke være her endnu!

MARIE: Fra nu af kan jeg ikke have dig med længere.

SKI BSDRENGEN: Jeg troede ikke du mente det.

MARIE: Farvel, skibsdreng.

SKI BSDRENGEN: Men hvor skal jeg så gøre af mig selv nu?

MARIE: Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke hvad du søger. Jeg har det ikke.

SKIBSDRENGEN: (lille pause) Du har ikke fortalt mig hvad du leder efter herinde.

MARIE: Hvis jeg vidste det havde jeg fortalt dig det.

SKI BSDRENGEN: Du må da vide hvad du skal her!

MARIE: Jeg ved kun at skibet snart kan være her, og at jeg må være langt væk når det kommer.

SKI BSDRENGEN: Tager du altid så let afsked med folk?

MARIE: Du har hjulpet mig det du kunne, nu kan jeg ikke have dine øjne på mig længere.

SKI BSDRENGEN: Marie Dyrebar! Du er hul i ryggen, vidste du det?

MARIE: Nu skal du gå, hører du. Gå så med dig. Forsvind herfra.

SKIBSDRENGEN: (trækker sig tilbage) Jeg ville jo også bare give dig mine hænders gavn.

(gadelarmen overtager for en stund helt lydbilledet og blir mere påtrængende. Men fader så langsomt ud. Under udfadningen en svag klang af bjælderne. Overgang til stille nat, samme sted. Fjernt slår et ur tre. Pludselig står der en mand og rasper sig forsigtigt)

MARIE: (farer sammen) Du rører mig ikke!

GULDSMEDEN: Nej, gudbevares!

MARIE: Hvad står du så der og glor for!

GULDSMEDEN: I virkeligheden er jeg jo helst fri for at have med kvinder at gøre.

MARIE: Så skulle du gå ind og putte dig i din varme seng.

GULDSMEDEN: Det kan du såmænd have ret i. Især når det er kvinder der ikke lader sig tale til.

MARIE: Undskyld. Men jeg ser spøgelser alle vegne, og så synes jeg at alle kigger på mig.

GULDSMEDEN: (rømmer sig natteforkomment) Ser du, jeg er ejer af guldsmedeforretningen her, jeg er guldsmed. Min familie har siddet her i fire generationer, vi har altid handlet og boet her. Jeg kender kvarteret ud til dets mindste krog. Men nu har jeg i tre dage og tre nætter fulgt din færden her.

MARIE: (nok så spagt) Det er vel ikke forbudt at færdes.

GULDSMEDEN: Og hvor mange gange har jeg ikke set dig blive rendt omkuld og væltet ned, og hver gang er du kommet på benene igen og har sagt undskyld. (pludselig harmdirrende) Du kan jo ikke forsvare dig, menneske! (rolig igen) Og jeg - jeg kan ikke sove på grund af dig. Jeg ligger vågen og kan ikke få dig passet ind i et mønster der er normalt og velkendt.

MARIE: Sig bare at jeg er et dumt fjols!

GULDSMEDEN: (forskrækket) Nej, nej, nej, hvor vil du hen!

MARIE: Det gør alle andre ellers.

GULDSMEDEN: Det gør man bare ikke når man har en forretning som min. Men jeg kan ikke få din opførsel til at rime sig. Og alligevel virker den formålstjenlig. Derfor kan jeg ikke sove.

MARIE: Undskyld. Det var ikke min mening at holde dig vågen.

GULDSMEDEN: Og hold så op med at sige undskyld! Giv mig en forklaring i stedet for, det ville være et bedre sovepulver.

MARIE: (lille pause) Hvorfor er du helst fri for at have med kvinder at gøre?

GULOSMEDEN: De rører ikke ved noget i mig.

MARIE: Har du prøvet?

GULDSMEDEN: Kom nu med ind i butikken, du kan jo ikke stå herude i natten og fortælle.

(de bevæger sig ind i butikken. Idet døren går op lyder de klingre og sprøde bjælder helt tæt på. Det er butikkens dørbjælder. Langsom overgang til nattestille lokale)

MARIE: Men jeg må jo være godt dum alligevel. For efter al den søgen og vandren har jeg hverken fundet det ene eller det andet, intet. Og jeg kommer jo nok heller ikke til det.

GULDSMEDEN: Det her er mærkeligt. For hvis din drøm er sand - gud, nu glemmer jeg helt at jeg havde smurt noget brød til dig. (stiller et fad frem på bordet) Her, spis!

MARIE: Nej, det kan jeg ikke tage imod!

GULDSMEDEN: Jojo, og et glas vin skal vi da også have!

(han skænker op i to glas. De skåler og drikker. Og så spiser Marie da også)

GULDSMEDEN: For hvis din drøm er sand, er det alligevel sært at du ikke ved hvor du skal lede. Jeg ville vide det. Og jeg skulle sporenstregs rejse over sø og land, gennem skov og vand -

MARIE: Har du da også haft en drøm?

GULDSMEDEN: Men modsat dig skulle jeg finde mig frem til en landsby. Jeg ved nøjagtig hvor den ligger. Og der skulle jeg søge efter en bissekræmmer og hans kone. De bor i et lille skævt hus, og bag huset står en hyld. Jeg har drømt at under det træ ligger der en stor skat.

MARIE: Hvorfor rejser du så ikke hen og graver skatten op?

GULDSMEDEN: Jeg er jo ikke sådan som dig. Jeg tror ikke på drømme. Jeg render ikke af gårde for at finde den skat. I øvrigt forlader jeg aldrig butikken ret længe ad gangen.

MARIE: Hvordan så de folk ud der boede i det hus?

GULDSMEDEN: Jeg fik ikke set deres ansigter.

MARIE: Var der ruder i vinduerne?

GULDSMEDEN: Nej. Men skatten ligger to meter fra træets stamme, ind mod huset.

MARIE: Jeg tror på drømme.

GULDSMEDEN: Ellers var du vel ikke her.

MARIE: (rejser sig) Og nu kan jeg ikke blive her mere.

GULDSMEDEN: Jeg skal også ind og sove.

MARIE: Må jeg give dig et knus?

GULDSMEDEN: Strengt taget helst ikke.

(men Marie omfavner ham alligevel og holder lidt fast om ham)

MARIE: Hvis jeg ikke havde Laurids og hans kedler, tror jeg, jeg ville tage dig og dine ringe. Hvor det glimrer herinde, fra alle dine stene og smykker. Det er som en hule fyldt med de vidunderligste ting. Er du aldrig bange for at nogen skal komme og tage det fra dig?

GULDSMEDEN: Jeg er ikke helt uden beskyttelse. Og skulle det hele ryge, er jeg alligevel den sidste i min slægt og skal ikke stå til regnskab for kommende generationer.

MARIE: Du kan stadig få efterkommere.

GULDSMEDEN: Jeg er bange for at min familie stod af strømmen da den i sidste led avlede mig.

MARIE: (slipper ham) Engang var jeg lige ved at drukne min førstefødte i en å. Jeg kunne ikke forestille mig at der var nogen fremtid for ham. Sådan troede jeg vores skæbne var bestemt dengang.

GULDSMEDEN: Gå du nu ud og find dine børn og resten af verden. Morgendrømme går altid i opfyldelse, ved du nok, og du får ingen tunge byrder at bære på undervejs. Må gud se dig godt hjem.

(overgang til storm og piskende regn, vi er midt ude i det. Marie kommer løbende gennem uvejret og er så fremme. Hun hamrer på en dør efter først at have rusket godt i den)

MARIE: Laurids, luk op, jeg er kommet tilbage, Laurids, det er mig, Marie, luk nu op!

(det varer lidt før døren blir åbnet. Og efter det blir der endnu en pause)

LAURIDS: Fandt du så din skat?

MARIE: (blir stående ude i regnen) Ja, Laurids!

LAURIDS: Du er blevet rig som du ville?

MARIE: Hvordan har børnene det?

LAURIDS: Hvor er hundene?

MARIE: Hundene har jeg ikke med hjem.

LAURIDS: Du var længe undervejs.

MARIE: Det er som man tager det.

LAURIDS: Er du holdt op med at drømme?

MARIE: Hvor er børnene?

LAURIDS: Ja, hvis de ikke er her, er de vel døde og borte.

MARIE: Borte?

LAURIDS: Ja, en har jeg da måttet begrave.

MARIE: (pause) Og de andre?

LAURIDS: Er flyttet hjemmefra.

MARIE: Laurids! Det var kun børn!

LAURIDS: Det er som man tager det.

MARIE: Det kan ikke passe!

LAURIDS: Kan det ikke passe! At syv år fra eller til ingen forskel gør!

MARIE: Syv år?

LAURIDS: Og så kommer du her og tror at tiden kan slettes og regnskabet stilles lige!

MARIE: (pause) Hvor er de flyttet hen?

LAURIDS: Ud i landet.

MARIE: Så kan jeg vel opsøge dem der hvor de er.

LAURIDS: Knap nok. Jeg har fortalt dem at du var død.

MARIE: (skriger) Laurids!

LAURIDS: Så, gå nu med dig og lad være med at stå der i regnen!

(han lukker døren for næsen af hende og lader hende stå udenfor. Uvejret kort op. Overgang til fint og stille vejr. Fuglene synger. Marie graver i jorden med en spade. Lidt inde i replikken holder hun op. Derefter hører vi hende rasle og lege med guldstykkerne)

MARIE: (dødt, uden betoninger) Det er en gryde, kan du se. Af jern. Nej, jeg kan ikke fortælle dig hvordan jeg har fundet ud af det her. Men hylden har sikkert godt af at få jorden gravet op om sig. Når jeg har fået gryden op må vi tælle guldstykkerne. Den ene tredjedel skal du så beholde. Du kunne alligevel ikke have beskyttet mig mod mine drømme. Den anden tredjedel skal du give børnene fra deres døde mor. Når vi har delt skatten, skal jeg nok gå bort. Den sidste tredjedel må så rettelig tilkomme mig. Det kan ikke gøres om og det skal det heller ikke.

(bølger mod en strand. Forår med en lærke højt oppe)

 SLUT