Hvad har man ud af det hele, spør jeg bare. Man gør sin forbandede pligt og blir sat i jorden. Ikke anstændigt som visse andre der blir gravlagt i al deres pragt og med syv tons jord på brystet. Næ, hovedet op og benene ned, midt på alfarvej.

Kommer der nu en ridende med blikket fraværende vendt mod himlen, så farvel Signe, du fik ikke engang fortalt din historie færdig. Tilbage står kun din ydmyge beliggenhed, her hvor myrerne slider kødet af dine ben. Du tilhører jorden.

Og ikke nogen at lune sig ved i sin kolde grav. Kun kramperne der snart slider den sidste levende varme ud af kroppen. Det var så enden på den historie.

Men det er ikke min historie. Her går det på de høje stylter med kongesønner og kongedøtre, højhed og hovmod følges ad, og adel står for fald. Det skal herned alt sammen.

At være terne og hedde Signe, det var min rolle, og med den stod og faldt det hele. Jeg skal love for at det faldt. Den hele kongeslægt udslettet, fremtiden må nu finde sig et andet ben at stå på.

Kunne jeg have handlet sådan at jeg ikke var havnet her, med fare for at miste hovedet på den første den bedste hestehov? Er det et spørgsmål at stille. Selvfølgelig kunne jeg have handlet anderledes.

Kongeslægten ville da have levet og formeret sig, men jeg havde ikke været anderledes stillet af den grund. Jeg havde stadig været terne, og havde stadig måttet adlyde ordrer. Også der hvor jeg måske mente at man burde skride ind med et passende modspil.

Jeg forsøgte mig også, men kongen havde udtrykkeligt befalet mig at holde øje med Signe - altså dén Signe - og give en udførlig redegørelse for alt hvad jeg så og hørte. Så der var grænser for hvad jeg kunne se igennem fingre med. Til gengæld så jeg hvad der skete, og jeg hørte det hele, så jeg er i det mindste et troværdigt vidne.

Og at Hagbard forelskede sig i Signe, og at Signe forelskede sig i Hagbard, det var ikke noget jeg havde indseende med. Det var langt over min hovedhøjde, og er det mere end nogensinde.

Det blev nu også grumme kompliceret da Hagbard kom til at slå begge Signes brødre ihjel - men de havde da endelig også slået begge hans brødre ihjel. Så allerede der var det begyndt at tynde ud i rækkerne. Siden den tid var det vi begyndte at holde øje med hende, for vi vidste godt at hun satte dét højere at Hagbard var en helt, end hvem det gik ud over.

Selvfølgelig begræd hun sine brødre - hvem begræder ikke sine brødre - men hun vidste i det mindste at drabene var sket i ærlig kamp. De unge mennesker havde blod på tanden og ondt i sinde, og ingen skulle sige om dem at de ikke turde vove sig derind hvor det gik vildest til.

Problemet var bare at det ikke var sådan at få de hidsige sind kølet ned igen. Blod kræver blod, og den der sidst må lade sit liv har tabt hele indsatsen, det kan så dreje sig om en stjålet hest, eller det kan være hele rækken af slægtninge ud til det sidstfødte barn.

Signe bøjede sig aldrig. Det hun havde sat sig i hovedet måtte hun have, om hun så skulle knække halsen i forsøget. Derfor var hun også en gang klatret op i et træ, hvor hun ville afvente den fugl der sætter sig på de yderste kviste i det første morgengry.

Da fuglen ikke kom afventede hun næste morgengry, og endnu en dag og en nat blev hun siddende, og ingen kunne formå hende til at stige ned. For som hun sagde: hun var nødt til at holde den fugl i hånden bare én gang. Til sidst måtte de fælde træet for at få hende ned.

Hagbard gik jo omkring og bar på denne tunge kærlighed og vidste ikke hvad han skulle stille op med den. Han havde nogle snurrige drømme, som han senere fortalte Signe om. Dem lo hun meget af. Men hans mor lo ikke den morgen han bad hende kæmme sit hår og høre på den drøm han havde haft samme nat.

Han og Signe havde befundet sig på en sky højt under himlen. Det havde været meget dejligt alt sammen. Skyen og Signe var smeltet sammen om ham. Men så var de pludselig faldet igennem, ud i den bare luft, og han var alene. Han var vågnet ved det sug der gik gennem ham da han faldt.

Hans mor havde tolket billedet - og tolket det rigtigt, kan jeg godt sige nu. Men Hagbard var som sagt ikke den der afstod fra en fare. Og Signe var altså ikke den der afstod fra at tage sin fugl i hånden.

Og dermed tog Hagbard afsked med sin mor. Hun havde kæmmet hans hår for sidste gang. Men det var ikke det sidste hun gjorde for ham. Inden han red af iførte hun ham sin bedste klædning, satte hans lange hår, barberede hans kind og ordnede skørterne om ham.

Hun lærte ham at gå med en vis ynde og føre sig med en vis forsigtighed. Og det virkede besnærende nok, for med al sin styrke var Hagbard en spinkel mand, han havde et let antrit og rørte knapt jorden når han dansede. Med disse fortrin og iført moderens tøj skulle han bane sig vej til Signes kammer, og ingen ville fatte mistanke.

Men Signe vidste ikke han var så vidt og var i fuldt alvor begyndt at snakke om at hun godt kunne have lyst til at snøre brysterne ind og iføre sig hjelm og brynje og drage i leding for at støve Hagbard op.

Det var ikke noget hun snakkede med sin far om, det var noget hun fablede om når vi sad i kammeret med vores sytøj. Udgangen på dén historie var måske blevet lige så mærkværdig som den vi lige har set, men hun nåede ikke så langt før Hagbard stik imod al forventning indfandt sig.

Jeg nåede heller ikke at redegøre for kongen hvad Signe gik og pønsede på. Jeg nåede i det hele taget aldrig at få klart for mig hvad kongens virkelige hensigter med overvågningen af Signe var.

Jeg vidste kun at han havde anbragt mig som Signes personlige terne for at jeg kunne være om hende i påkommende tilfælde. Om det var med eller mod hendes vilje var underordnet: Jeg ville komme i en ganske alvorlig klemme hvis jeg ikke gjorde som jeg skulle.

Så kan man jo mene at det næppe kunne være blevet værre end en levende begravelse. Men at det skulle ende med det kunne jeg ikke vide dengang. Og endnu har jeg været heldig, endnu har jeg kun fået munden fyldt med støv fra de galoperende hove. Og kun en enkelt vogn er kommet forbi med hjulene på begge sider af mit hoved. Så vidt så godt.

Altså sad vi som sædvanlig og syede billeder indvævet med ægte guld, og Signe sad som altid og lod munden løbe med sine drømme indvævet med ægte længsel, da Hagbard kom ind og fremstillede sig som sin egen terne. Han sagde at han kom med bud til Signe og i øvrigt gerne skulle lære noget om den ædle sykunst der praktiseredes ved hoffet.

Jeg kunne ikke kende ham, det sværger jeg. Signe kunne heller ikke, det beviser min historie. Han lød lidt ru i mælet, men det kunne godt have skrevet sig fra landevejens støv eller morgenkulden. Han skyndte sig også at tage højde for det ved at nævne at han tit og ofte havde befundet sig på åbent hav sammen med vikingerne fra hans egn.

Allerede der tog det fat, og fra nu af blev det kun værre med Hagbards prøvelser. Han havde vovet sig ind i kvindeburet, forklædt som kvinde, for at finde sin elskede. Han havde ikke tænkt på at hun måske opførte sig anderledes, når hun var kvinde mellem kvinder.

Han havde kun været sammen med hende - det var før drabene satte ind - på deres sværmeriske ture i skoven og ved åen. Der var hun for alvor blevet forelsket, og der havde hun nok belagt sine ord anderledes.

Men det var nu ikke Signe der begyndte, det var en af de andre terner, Estrid, en omsværmet pige som var lidt mundrap. »Vikinger på åbent hav,« sagde hun, »er tvunget af nøden og går gerne selv til hånde.« Men så var Signe der også straks: »Jo længere til havs, har jeg hørt, jo flinkere er fingrene. På den måde gad jeg godt selv være viking.«

Estrid spandt ubesværet videre på tråden: »Men det er da godt at de har en kvinde med sommetider. Hvem skal ellers puste dem i øret og bade deres fødder, hvem skal varme deres lænder og stryge dem med håret.«

Sådan gik snakken, det gør den jo, og i Hagbards sind opstod snart et forrygende kaos: Hvem var det dog han havde givet sin tro og vovet så meget for. Det er min bedømmelse af hans tilstand, men historien underbygger det så smukt som kun noget kan der går rigtig galt.

Foreløbig besluttede han sig for at smile med, men det var tydeligt nok noget der ikke kom fra hjertet. Vi tænkte alle vores: at den terne nok havde sig en kæreste et sted derude, og at det var derfor hun så tit befandt sig på søen med vikingerne og satte sin englerøst overstyr.

I så fald måtte sagen gribes an fra en anden bov, og ingen var i tvivl om at det nok skulle komme. Men først tog Signe venligt om hende, altså ham, og bød hende velkommen og lovede at hun nok skulle få lært at sy efter den nyeste mode - når hun havde afleveret budskabet fra Hagbard.

Det viste sig nu at være lutter forblommede ord, som ikke engang Signe kunne få noget ud af. Og til sidst noget med at den hårde nødvendighed bød ham gå forsigtigt frem, og at det til tider kunne vise sig at være fornuftigere at gå under dække end fægte med åben pande. Hans følelser kendte hun, men hans situation tillod ham ikke at vise dem offentligt.

Signe slog opgivende ud med armene og drejede sig hidsigt en omgang om sig selv: »Her går man hen og forelsker sig så hovedkulds at man ikke engang får spurgt sig selv til råds, og så snakker han om at gå under dække bag åben pande!« Og hun så ternen lige ind i øjnene: »Hvor mange kvinder har han sendt dig ud for at holde hen på den måde?«

»Kun dig,« sagde Hagbard. »Jeg skal nok lære dig at sy alligevel,« sagde Signe. »Hagbard har aldrig kendt andre kvinder end dig,« sagde Hagbard. »Og mig vil han ikke kendes ved.« - »Hagbard plejer ellers ikke at fare med lempe når han har sat sig noget i hovedet.«

»Hvis det kun er i hovedet han har mig kan det være det samme. Jeg kræver at være den der forstyrrer hans drømme, forvirrer hans hjerte og presser på i hans skød.«

Det gnistrede et øjeblik faretruende i ternens øjne, men netop da kom kongen ind. Og ganske af sig selv, uden den mindste anstrengelse, fik tonen en anden lyd. Mere skulle der ikke til - end at en mand viste sig. Signe bad nu med få velvalgte ord den fremmede terne om at sætte sig, så skulle hun nok tage sig af hende på bedste vis.

Kongen ville ikke noget, måske ud over at lade mig mærke at han holdt øje med os. Og han fik ikke at vide hvem den fremmede var. Der kom og gik så mange piger i Signes kammer, og dem behøvede man jo ikke sætte fælder for - med mindre man da ligefrem ville lokke dem i seng til sig.

Men kongen havde dronningen, og hun var lige så meget over kongen, som han var over os. Så kongen gik en formålsløs runde og forsvandt igen, han forstod ikke stemningen i kammeret og følte sig ilde tilpas ved den.

Vi satte os til at sy hele flokken, og hvis kongen havde lyttet var han snart blevet endnu mere ilde tilpas. Signe var nok guldbehængt og hendes terner gik fornemt klædt, men dagene gik med ørkesløst tidsfordriv. Vi måtte selv skaffe os den opmuntring der kunne give timerne mening.

Hagbard satte sig hos Signe og bemærkede sig nøje alt hvad hun gjorde, den måde hun førte nålen på, hendes håndleds bøjning, hendes nakkes holdning. Han noterede sig de farver hun valgte og kommenterede hendes valg af motiver - i dem kunne man læse hendes hjerte, mente han.

Selv syede han ikke meget, han sad mest og tyggede på nålen og skamferede garnet med sine grove næver. Til sidst måtte vi bede ham holde lidt igen. Men han kunne ikke holde hænderne i ro, han begyndte i stedet at snitte mønstre i bordpladen - så kunne vi andre sy efter dem.

Han snittede kærlighedsscener, men alle sammen med dyr som hovedpersoner: hjort og hind i skoven, duen og dens udvalgte mage, ørne der fløj side om side højt under skyerne. Han snittede både hurtigt og sikkert.

Jeg begyndte at kigge nærmere på dette mærkelige væsen. Ikke at jeg på nogen måde nærede mistanke med hensyn til hans køn, men der boede et ønske i hans krop, som slet ikke stemte overens med det han udgav sig for. Og hver gang der kom vin på bordet drak han omgående bægeret ud og satte det fra sig igen med et smæld.

Vi andre nippede selvfølgelig kun - men både hans håndfaste uro og hans hastige drikkevaner smittede snart af på os. Og jeg kom for skade at sige det jeg tænkte: at aldrig havde jeg set så stærke øjne som hans.

»Ja,« sagde han, »men om jeg nu vender dem ud eller ind, så vender jeg dem dog aldrig til dig.« - »Jeg ser også hellere en mand i mine arme,« svarede jeg. Han kiggede på mig: »Så pas dig selv og bryd dig ikke om mig og mine øjne.«

»Hun har en stakkels viking til søs,« sagde den erfarne Estrid, »det er ham hun ser så langt efter, det får man havblik i øjnene af, hvordan er der på søen, kan man overhovedet finde sig et uforstyrret sted, eller må man forholde sig ganske rolig og lade søens vuggen klare resten?«

Den kunne han heldigvis ikke give igen på, han snittede så spånerne fløj om ørerne på os, og han drak tre bægre ud. Vi andre grinede så nålene prikkede vildt i luften, til stor skade for vores fingre.

»Hvor skal jeg sove i nat?« spurgte han pludselig og så på Signe, »det kunne godt interessere mig at vide.« Signe så forbløffet på ham gennem sine lattertårer. »Du kan vel ligge hos Signe,« smilede hun så. »Fint«, sagde han og nikkede tilfreds. »Hos min terne Signe,« fortsatte hun og pegede på mig, og nu var hun ikke fri for at drille.

Det kom ud på ét for mig hvem jeg sov hos. Jeg sov næsten aldrig alene, og man finder altid ud af noget om den person man ligger ved siden af. Men Hagbard skulle ikke nyde noget, han teede sig fornemt og slog med nakken: Ikke tale om at han skulle sove sammen med tjenestekvinder.

»Jamen, er du ikke selv en tjenestekvinde,« spurgte Signe. Det benægtede Hagbard ikke. »Og dog er jeg vant til at dele seng med kongebørn,« fremturede han. »Og nu ved vi det,« sagde Signe, »men du er kommet her for at lære at sy, og nu synes jeg du skulle se at komme i gang, så finder vi nok et sted at lægge dig.«

Det passede ikke Hagbard, men han snoede sig udenom. »Jeg har ikke så meget siddet bøjet over nål og tråd,« sagde han sagtmodigt, »jeg har været vant til at bruge spyd og sværd i kampen, og ved derfor ikke hvad der hører sig hjemme her. Men hvad der skal til, det skal til, selv om dette forekommer mig at være en ussel håndtering.«

»Det skulle du have nævnt for Hagbard før han sendte dig,« gav Signe igen, »så kunne vi i stedet have fundet et mere passende arbejde at lære dig op i, og du kunne have fået bedre anvendelse for dine kræfter og din rappe tunge. Vi kunne have uddannet dig i den mere mandlige retning, til brændehugger i skoven eller svinedriver.«

»Det kan tit være den rette gerning for en mand,« nikkede Estrid, »den friske luft trætter og den evige grynten udmatter. Han får brugt sine kræfter mellem træerne og får ikke så mange tanker. Bagefter sover han og misbruger ikke sin energi til at overveje hvordan han skal komme til dette eller hint uskyldige pigebarn.«

»Jeg lærte her forleden dag,« sagde Signe, »hvordan et uskyldigt pigebarn nærmer sig en mand uden at han fatter mistanke. Rejs dig op,« sagde hun til Hagbard, »stil dig midt på gulvet.« Hagbard gjorde som hun sagde, men hans hænder var knyttede, hans negle sad i håndfladerne.

Signe gik helt hen til ham, hun vendte sin højre skulder mod ham og bad ham sige om der sad noget på skulderen, et støvfnug eller en fugleklat, hvad som helst. Han kiggede selvfølgelig efter, og hendes nedhængende højre hånd famlede sig ligesom tilfældigt hen i nærheden af hans køn.

»Ser du,« gjorde hun ham opmærksom på sin hånd, »det er helt utilsigtet, og dog kan du lade ham vide at han ikke behøver holde sig slet så meget tilbage, og at du forstår at læse tegnene på hans krop.«

Hagbard flygtede i tre skridt om bag bordet, og Signe så bestyrtet efter ham. Og hun så på sin hånd, det virkede et øjeblik som om hun helst ikke ville kendes ved hvad den havde foretaget sig. Så tog hun sig sammen og lod en latter trille: »Og du som går blandt vikinger hver dag - du kan vel ikke lade dig skræmme af en kvindegestus.«

Han prøvede at lade som ingenting, han prøvede at lade som om han tog ved lærdommen. Han efterlignede hendes skulderbevægelse og prøvede at lade hænderne gribe tilfældigt for sig i den tomme luft. Han var som et treårigt barn der forsøger at løse verdensgåden, hans ansigtskulør var som kobbersneppens en efterårsdag.

»En mand går aldrig så forsigtigt til værks,« forsøgte Estrid at berolige ham, »en mand slår åbent skørterne til side for at kunne gribe til blandt dine kostbarheder.«

»Ja, det er godt, Estrid,« sagde Signe kort og satte sig, »nu snakker vi ikke mere om det. Og du skal sætte dig,« fortsatte hun mod Hagbard, »og tage bedre ved lære.«

Han samlede forvirret sin kniv op og satte sig ved bordet. Vi andre bøjede os dybt optagne over vore arbejder og vovede ikke at se op. Men så begyndte vi at fnise, alle sammen på samme tid, undtagen Hagbard naturligvis, og snart trillede tårerne ned over kinderne på os.

Hagbard gjorde et halvhjertet forsøg på at grine med, men da Signe så det blev hun pludselig alvorlig, og hun kiggede ud ad vinduet over mod skoven. »Jeg savner Hagbard,« sagde hun stille, »jeg ved at jeg aldrig skulle have nævnt hans navn.«

»Du skulle aldrig have valgt dig en du ikke kan få,« indskød jeg forsigtigt, »inden man ser sig om har man skåret så dybt at man aldrig mere forvinder det.« Jeg talte ud af egen erfaring, men det kunne Hagbard ikke vide. Og hvad hans øjne ikke havde været hårde før, det blev de da nu.

Signe så på mig. »Det kan du have ret i,« sagde hun, »men jeg er bange for at jeg ikke mere kan vælge om. Nu ringer hans navn i mit sind, og jeg har ikke noget større ønske end at han var her hos mig, jeg skulle ikke græde over følgerne, det lover jeg jer.«

Hun så Hagbard ind i ansigtet, han slog ikke øjnene ned. »Men vi skulle vel finde et sted at lægge den trætte terne,« sagde hun og lagde sytøjet fra sig. Hagbard lod kniven hvile mod bordpladen. »Så du har altså ikke lyst til at sove hos en af de andre terner,« spurgte hun ham.

»Hellere lægger jeg mig ud i gården,« sagde han. »Der bliver du bare samlet op af en tilfældig natteravn,« sagde hun. »Jeg kan forsvare mig.« - »Men vil du ikke hellere sove inde?« - »Kun hvis det blir i din seng.«

»Og andet er du ikke tilfreds med?« - »Jeg er godt vant.« - »Men jeg sover uroligt og drømmer meget.« - »I morgen kan du fortælle mig dine drømme, så skal jeg tyde dem for dig.« - »Oh, de er lette at tyde.« - »Til gengæld sover jeg tungt.« - »Så sov hos mig, hvis det ikke kan være andet.«

Hagbards terne så sig om i kredsen som om han ville sige: Og nu snakker vi ikke mere om det. Men så tog han blikket til sig igen, som om han på ægte kvindevis fortrød at han havde været så påståelig. Og jeg fik nogle forfærdelig onde anelser. Jeg vidste ikke hvori de bundede eller hvad de ville mig, jeg vidste kun at noget greb mig koldt om nakken.

Men så ondt som virkeligheden udfoldede sig, så onde var mine anelser dog ikke. De mindede mere om den følelse af fare der hænger over ethvert barn der leger med sandsynlighederne og risikoen ved det ukendte.

Et barn elsker at skære ansigter for at gøre andre bange. Men et barn ved også at det kan være farligt, et barn tror at hvis man skeler med øjnene, og vinden vender, så vil øjnene sætte sig fast i deres skelen. Og alligevel leger barnet den leg.

Og jeg skulle tage meget fejl, om det jeg kan høre i det fjerne ikke er lurers skrål og klangen af skjolde. Det er hævnen over Hagbard der er på vej. Hvorfor har de ikke også tilstoppet mine ører, jeg ville helst være fri for at høre resten.

Nu stod det i hvert fald klart at jeg ikke ville få nogen ulejlighed i anledning af Hagbard. Så jeg forlod kammeret. Men ikke for at trække mig tilbage. Kongen havde ladet indrette et lille rum op ad Signes sovekammer. Det faldt smukt ind i alle krinkelkrogene, og den tømrer der havde bygget det var forlængst blevet hugget ned under et slagsmål.

Fra det rum kunne man høre og se alt hvad der foregik inde hos Signe. Og jeg følte at jeg nu havde mistanke nok at gå efter. Fra det hemmelige rum burde resten af historien opklares - og gøres rede for.

Da Hagbard og Signe kom ind i kammeret stillede de sig i nogen afstand fra hinanden og afprøvede længe hinandens ansigter. Til sidst gik Signe om bag kærterne og spurgte om han virkelig kunne tyde hendes drømme. Han satte sig på sengen og spurgte hvad det var for nogle drømme hun havde.

Signes øjne forandrede farve, og ud af hendes person strålede en drilsk lyst som Hagbard ikke opfangede. Men jeg gjorde, og allerede da burde jeg være faret af sted for at underrette kongen. Men jeg kunne ikke få mig til det. Jeg dulmede mig selv med at jeg måtte have fuldkommen vished.

»Åh, jeg drømmer som piger nu drømmer, om mænd,« svarede Signe ham. »Ikke kun om én mand?« bad han. Hun begyndte at afføre sig sit tøj og svarede ikke.

»Der er vel én mand du drømmer mest om.« - »Der er så mange mænd at drømme om.« - »Du har selv nævnt Hagbard, det er ikke ham?«

»Har du aldrig,« spurgte hun fjernt, »drømt om en mand hvis ansigt du aldrig så, et menneske du aldrig skulle lære at kende, men som du kom til at elske på grund af det han gjorde ved dig, ved dag og ved nat?«

Hagbard svor ved sin sjæl at den drøm kendte han ikke. Han fandt det i øvrigt heller ikke passende at en ung kvinde af Signes byrd gjorde sig den slags overvejelser. Signe smilede, hun havde blottet overkroppen. Hagbard kiggede på hendes runde bryst. Han sagde at han heller ikke brød sig om tonen i hendes kammer, han fandt den frimodig og letfærdig.

»Åh, men sådan går snakken mellem os piger, og selv om du mest er vant til at være blandt mænd, kan det ikke være ukendt for dig at det vi skæmter allermest med er det vi sætter allerhøjest. Og hvor kan det være andet når det vi sætter højest er det vi har allermindst indflydelse på.«

Signe gik tæt ind på Hagbard. »Om jeg nu vælger mig en efter mit hjerte,« sagde hun, »så skal det nok vise sig at være netop den ene person i hele landet jeg ikke må få.« Hun bevægede sig rundt om ham mens hun krængede tøjet af ham, og snart stod også han nøgen til bæltestedet. Da hun igen stod foran ham kiggede hun med store forundrede øjne på hans brystkasse.

»Hvem er det du har valgt efter dit hjerte?« insisterede han. »Hvorfor er dit bryst ikke som mit,« spurgte hun, »hvorfor har du ingen bryster?« Hun holdt begge hænder under sine og løftede dem, og så lagde hun fingrene mod hans flade brystkasse og så ham ind i øjnene: »Hvad er der sket?«

»Jeg har altid gået med brynje,« forklarede Hagbard møjsommeligt, »derfor er mine bryster ikke vokset ud. Hvis det kommer til kamp er et kvindebryst i vejen.«

»Hvem har bildt dig det sludder ind, hvem har fyldt dit sind med bedrag, så du selv fylder andre med løgne. Det er synd og skam,« fortsatte hun mens hun pressede sine bryster ind mod ham, »hvor skal din elskovsleg så begynde og ende, har du tænkt på det.«

Han vendte sig fra hende og sagde at han var blevet bedt af Hagbard om at skaffe sig vished for om han var hendes første og sidste tanke, og om hun stadig gemte på de dyrebare ord de havde udvekslet før han var blevet nødt til at gøre kål på hendes brødre.

Signe svarede ikke, hun klædte sig helt af og stillede sig over for ham. Hun forsøgte at lyde ganske upåvirket, men det dirrede svagt i hendes stemme: »Men er Hagbard nu også selv trofast. Kan ikke ethvert nøgent kvindelegeme bringe ham fra sind og sanser, så han glemmer sin Signe?«

Hagbard havde fået besvær med vejrtrækningen, han var slagen af tavshed, og hvem ved, måske af skam, for selv kvindedragten kunne ikke mere skjule at han var en mand, og at han var parat til at tage imod sin kvinde.

Signe rakte omsider armene frem og forbarmede sig: »Kom nu, Hagbard, og stop så legen. Træd ud af skørterne og vis dig for mig. Sig dit navn, træk det frem og læg det ved siden af mit. Du skal ikke længere gælde for kvinde, nu du har opnået hvad din kvindelist ville vinde.«

»Hvor længe har du vidst det,« ville han vide. »Men hvorfor kom du for at forføre mig på denne lumpne måde,« drillede hun, »hvorfor red du ikke bare ind på min fars gård for som en ærlig mand at bede om min hånd?«

»Det ved du jo godt jeg ikke kan,« sagde han ærgerligt, »jeg var blevet klynget op, mens jeg endnu sad på hesten. Hvor længe har du vidst at jeg optrådte som min egen terne, hvor længe har du holdt mig for nar?«

»Åh, hvem har her holdt hvem for nar,« smilede hun, men fortrød så sig selv: »Nej, ikke for nar. Selvfølgelig var det den eneste måde du kunne komme på, og jeg elsker dig for det. Jeg kunne mærke du var en mand da jeg viste dig min skulder. Da vidste jeg også hvad for en mand du var.«

»Vidste du ikke at jeg vidste det?« spurgte hun. Og han rystede ikke meget på hovedet, men svaret var stort set benægtende. Hun prøvede igen: »Du vidste det!« Hans benægtelse voksede. »Men når der kommer en til mig som vil være kvinde,« sagde hun, »men er mand, da kender jeg i denne verden kun én mand jeg ville forvente det af. Hagbard, er det dig ikke bekræftelse nok at du er her, at jeg lukkede dig ind - med den viden?«

Men da Signe ville fuldende afklædningen af sin elskede, vendte han sig helt væk. Hans blik flakkede, og jeg kunne se at dybt i hans sjæl var der sået en tvivl som ikke kom Signe til gode. Han var forelsket, men ikke overbevist. Han var fanget ind, men vidste ikke med sig selv om han havde været lige så dygtig til at binde hende til sig.

Hun havde skæmtet med det der havde forekommet ham allermest dyrebart, og nu havde han svært ved at indse hvor kostelig en ting kærligheden var for hende. Han ville eje hende, men kunne ikke længere ære hende. Han var kommet i vildrede og vidste ikke hvordan han skulle redde sig.

Men Signe gav ham ikke ro, Signe åndede ham i nakken og kildede ham i siden, Signe var gået ham i kødet, hendes nøgne pragt i skæret fra kærterne, skyggernes dans der tegnede hende på væggene. I sin krop havde han for længst vendt sig mod hende. Til sidst fulgte han efter hendes udstrakte arm hen på sengen.

Jeg havde taget mit sytøj med mig og satte mig nu til at sy videre på de motiver Hagbard havde ridset i bordpladen. Imens lod jeg tankerne flyde, selv om jeg godt vidste hvor de ville føre mig hen. Og selv om jeg for længst burde være gået til kongen med budskabet om at fjenden var på gården, ja i dens allerinderste rum.

Jeg lod mig drive med minderne tilbage til den mand jeg aldrig kunne få. Vi var ikke engang kommet så vidt med hinanden som de to inde i sengen. Men at det var kærlighed det ved jeg i dag. Vi skulle netop til at stille vores begær efter hinanden, vi havde omsider fundet en fredelig plet i skoven. Men vi blev overfaldet, af kongens mænd.

De mishandlede min kæreste på det frygteligste da han forsøgte at forsvare os. Og de drev os i hver sin retning mens de hånede os for vores manglende fuldbyrdelse. Jeg hørte siden at de havde fragtet ham til Island og solgt ham der som slave.

Jeg har tit og ofte håbet for ham at han ville blive i stand til at købe sig fri engang, så i det mindste han kunne grundlægge en stor og talrig slægt. For hvad andet har vi at holde os til mens tiden slynger sine ødelæggende storme ind over vore ydmyge gemmesteder.

Hvad mig angår blev jeg ført til kongsgården for min ungdoms og skønheds skyld. Jeg lærte at sy og gå til hånde. Jeg er stadig attråværdig, men ikke helt så ung mere. Og nu kryber kun ormene ind i mit skød.

Da Hagbard havde stillet sit begær - og Signes - vendte han sig om på ryggen og bad hende høre godt efter. Jeg sænkede mit sytøj.

»Signe,« sagde han, »jeg vinder aldrig en smukkere kvinde, men jeg er i stor fare hvis din far finder mig her. Tror du dine terner har opdaget noget.« - »For mine terner er du en terne som alle andre, men med store fødder.«

»Plejer du at forlyste dig så inderligt med dine terner?« ville han vide. »Jeg plejer altid at have en terne liggende. Hvad tror du min far vil gøre ved os?« - »Dig vil han nok ikke gøre noget, mig vil han helt sikkert lade hænge, stoler du på alle dine terner?« - »Ja.«

Han tænkte sig godt om, kunne jeg høre. Jeg flyttede mig lydløst i sædet, jeg var blevet øm bagi af at sidde hele dagen over det sytøj.

Så lænede han sig ind over hende, tog om hendes ansigt og lod sin tvivl komme til udtryk: »Signe, vil du følge mig i døden?« - »Nu?« - »Hvis det kommer så vidt at din far lader mig hænge. Vil du bevise din troskab over for mig ved at lade dig selv og alle dine terner indebrænde?«

Signe vendte sig om på maven. »Det blir du ikke levende igen af, Hagbard,« sagde hun. »Vil du følges med mig hvad der end sker?« spurgte han. Hun så ned over sin skulder mod ham. Så kiggede hun ud mod et fjernt ufremkommeligt sted bag kærternes flakkende skær.

»Det vil jeg godt,« sagde hun så, »jeg vil være der hvor du er.« - »Tak, Signe.« - »Men jeg håber ikke vi skal rende rundt hinsides døden og lede efter hinanden. Jeg håber det må blive her hvor vi har fundet hinanden.« Han nikkede, han virkede rolig og fattet igen. »Men vi ved at faren er overhængende,« sagde han, »og nu vil vi ikke tænke på det mere.«

Han lod sin hånd glide op over hendes ryg, og den lagde sig blidt om hendes nakke. Men hun sled sig fri og vendte sig mod ham. »Stoler du ikke på mig, Hagbard,« spurgte hun, »stoler du ikke på at du er den eneste mand i verden jeg elsker?«

Han svarede ikke, han prøvede med sine hænders kærtegn at bekræfte hende i at han stolede på hende. Og hun gav efter, hun gav ham sit tilsagn i ét og alt. »Jeg lover at indebrænde mig selv og alle mine, hvis det er den eneste måde jeg kan følge dig til vejs ende på,« sagde hun.

Hun lod sig glide ind under ham, og jeg sneg mig ud af mit gemme. For nu hengav Hagbard sig med en voldsomhed, som om de befandt sig alene på et skib i en storm på havet hinsides Island, så jeg kunne lige så godt fortælle det først som sidst. Jeg gik til kongen.

Først troede han minsandten det var løgn fra ende til anden og ville hellere se mig brændt end høre historien færdig. Han skældte mig hæder og ære fra og mente at jeg i det mindste kunne vente til det blev dag.

Jeg var lige ved at vende ham ryggen og bede ham glemme det hele, som var det kun en ondartet drøm. Men det gør man ikke over for en konge. Så jeg tog mig sammen og gentog hele min forklaring. Jeg udelod kun at de unge nu havde haft deres forløsnings time et par gange eller tre allerede, det havde han ikke godt af at høre.

Det andet var også rigeligt, det var ved at gå op for ham at hans afkom var i hænderne på slægtens svorne fjende, den der havde udryddet hans arvtagere, den der engang havde været hans foretrukne svigersøn, men nu var den eneste der kunne stille kravet i hans blod om hævn.

Han kaldte straks sine mænd under våben, og snart var der ikke andet at se uden for Signes kammerdør end strittende spydstager og dragne sværd. Og kongen selv bankede på, kongen bad Hagbard om at stå op og komme ud, nøgen som han var - hvis han da ellers havde sit liv kært.

Det havde han, og han var ikke en vidtberømt helt for ingenting, så de fik deres hyr med ham. Ganske vist havde han ingen våben inde hos sig, men han rev en stolpe af sengen og brugte den som slagvåben.

Og han drev til de arme stakler der stak hovedet inden for den sønderbrudte dør, så de måtte hente ekstra skjolde og flere mænd. Da heller ikke det hjalp kom kongen i tanker om det hemmelige rum og besluttede sig for at prisgive dets hemmelighed og lade væggen gennembryde.

Snart strømmede mændene ind over Hagbard fra to sider, og der vankede brådne pander og brækkede næser. Flere blev liggende på valen, så man må sige at han slog godt fra sig, han slog et slag for sit eget ry.

Og han gav sig ikke før stolpen var splintret og han var mast op ad væggen bag skjolde, så han ikke kunne røre så meget som en finger. Først da kunne de komme til at binde hans genstridige krop.

Før han blev ført bort vendte han sig mod Signe, som roligt havde fulgt kampen til dens uundgåelige ende. »Signe,« sagde han, »husk hvad du har lovet.« - »Du er ikke død endnu,« sagde hun bare.

Han vendte sig for at lade dem føre sig hvorhen de ville, og så råbte Signe efter ham så det rungede i hele gården: »Vi ses snart igen, for det kan ingen få over deres hjerte at skille os to ad!« Men kongen lod dem slå på skjoldene for at overdøve hende, og således blev Hagbard ført af sted gennem huset. De havde husket at kaste en kappe over ham.

For man kan sige hvad man vil om de store, men de er betænksomme over for deres egne. De kan udrydde slægter, men de tager skyldigt hensyn til almindelig skamfølelse. Dette gælder naturligvis ikke for terner, og jeg er da også kommet lige så nøgen i jorden som jeg kom til verden.

Ved husets udgang mødte dronningen frem for at lade sig se, og for at se den person i øjnene der havde sneget sig ind til hendes datter. Dronningen blandede sig ellers ikke i mændenes stridigheder - ikke direkte i hvert fald - men slagsmålet denne nat syntes alligevel at have haft bud efter hende. Hun stod strunk i døren i sit bedste skrud.

Og hun havde Signes eget bæger i hånden, hun havde fyldt det med vin. Hun rakte det frem mod Hagbard og bød ham slukke sin sidste tørst. De løsnede hans hænder på et nik fra dronningen, mens kongen trippede om og var nervøst optaget af tanken om at Hagbard måske havde mænd skjult i skoven og at de ville komme ham til undsætning i dette øjeblik.

Dronningen nøjedes ikke med at række Hagbard bægeret, hun gav ham også et par ord med på vejen. Hun bad ham betænke at de ville føre ham den lige vej til galgen og ikke være så længe om den bagatel. Derefter måtte hans sjæl nok selv finde frem mellem dødsrigets blå skygger, mens hans krop rådnede op i galgens sol og regn til glæde for hundene.

Hagbard tog venligt nok imod bægeret, han stod længe med det i hånden og beundrede det. Han sagde at han havde drukket det ud tidligere, og havde fundet vinen sød. Den slags drik ville altid bekomme ham vel, sagde han.

»Og med den samme hånd som har holdt om dette bæger og grebet om Signes barm har jeg dræbt dine to sønner, så de kunne gå i forvejen ned mellem de blå skygger og vidne om mine bedrifter. Og ved den samme hånd tilsværger jeg dig at det barn der nu gror i Signes mave aldrig skal se dagens lys, og at din slægt herefter skal vandre om i mørke og uddø med dig, så sandt dit eget skød er goldt som en ørken og surt som uplejet vin!«

Han drak kun en slurk, resten kylede han i hovedet på dronningen, så hendes ansigt snerpede sig uopretteligt sammen. Hun sank ned i sin kåbe og forsvandt ind mellem kongens mænd.

Så førte de Hagbard til galgen, men Signe kaldte sine terner sammen. Hun fortalte os hvad der var sket, og hvad hun havde lovet Hagbard om natten. »Men jeg har ikke i sinde,« fortsatte hun, »at holde mit løfte til Hagbard på den måde han måske har forestillet sig.«

Jeg spurgte hende hvad hun mente med det, og jeg havde meget svært ved ikke at fortælle dem hvilken rolle jeg havde spillet, og at mit spørgsmål også var ment som en redning for min egen samvittighed.

»Hvorfor skulle jeg brænde mig selv op, hvorfor skulle vi brænde os op for at følge Hagbard i døden. Det fører os hverken her eller hisset. Men brand skal her blive. Før mændene får gavn af deres galge, sætter vi ild på gården. Lad os så se om dét ikke kan få dem til at afstå. De vil jo tro vi brænder inde. Men vi løber alle sammen ud og gemmer os.«

Efter hvad jeg havde hørt i det hemmelige rum erklærede jeg mig selvfølgelig enig i planen. Hagbard ønskede beviser for hendes tro, nu skulle han få dem, uden at dø for det. Og kunne vi samtidig give kongen en god forskrækkelse - så havde vi måske vendt den onde skæbnes gang.

Signe sendte mig straks hen til galgepladsen. Der kunne jeg så afvente det rette øjeblik og henlede forsamlingens opmærksomhed på at kvinderne brændte inde, fordi de ikke længere gad spille gengældelsens spil. Og jeg løb, med flagrende skørter og korte åndedrag. Vi havde ikke meget tid på os, alt afhang nu af denne ene korte morgenstunds heldige udfald.

Over mig i luften flaksede opskræmte krager, og rundt om i græsset afventede ravnene som om de havde fået færten af noget. Deres hæse skrig rev mig i ørerne, men lige før jeg nåede frem til galgen lod jeg mig stoppe et helt unødvendigt øjeblik, da jeg så hvad Hagbard foretog sig.

»Hør svende,« råbte han og hev kappen af sine skuldre, »gør mig den tjeneste at hænge kappen op først, så jeg kan få en idé om hvordan jeg vil tage mig ud under galgens høje gren.« De grinede af ham og så mod kongen der var træt og lod Hagbard få sin vilje. Altså slog de en rendeløkke om kappen og hejsede den op i galgen hvor vinden foldede den ud.

Jeg så tilbage mod gården og fik øje på røgen. Pigerne havde fået lagt et dygtigt bål an, og det ulmede allerede mørkt mod himlen. Jeg råbte gevalt, det var nu tiden skulle vende, det var nu de måtte ændre deres beslutninger og kræve dem for magtesløse at være.

Men Hagbards tvivl var større end vores tro. Han var den eneste der vidste hvad røgen betød - og dog læste han tegnet forkert. Men da jeg først sandede det, var det for sent at svinge om eller gribe ind.

Han overdøvede vældigt mine anskrig: »Nu ser I hvad troskab betyder, der har I beviset på Signes kærlighed. Jeg ville ikke modtage livet af jeres hånd, om det så blev mig tilbudt tusind gange. Og blev det mig givet ville jeg bruge det til at slagte jer alle sammen. Tag nu min kappe ned og hæng mig op. Lad kappen ligge på jorden og mig dingle under himlen. Dagen var min.«

Jeg prøvede at stoppe dem, jeg forsøgte at kæmpe mig igennem og råbe dem op, men jeg kunne ikke forcere deres skjoldrygge. Jeg hang fast ved dem som i et uigennemtrængeligt benspændende vildnis.

Og jeg løb, jeg sprang tilbage mod gården for at opklare misforståelsen. Men undervejs fik kragerne i luften over mig en ny retning, og da jeg så mig tilbage hang Hagbards nøgne legeme højt oppe i luften. Det svajede så formålsløst hid og did, som om han ikke kunne finde ud af i hvilken retning hans sjæl skulle finde sin tilflugt.

På vejen mødte jeg Estrid der kom flagrende uden mål eller med, og jeg spurgte hende hvad der var i vejen. »Signe er brændt inde,« sagde hun som om hun ikke længere var interesseret, »Signe brændte så lystigt.«

»Hvorfor flygtede I ikke ud, hvad skete der?« - »Det var ellers en fyrig elsker, det var det, han tog også tre terner og alt sytøjet.« - »Hvordan kunne det gå til?« - »Vi havde tændt et fint bål, det havde vi skam. Men så røg der en sort tingest til vejrs i galgen og blafrede lystigt i vinden, og Signe var sikker på at nu havde de hængt Hagbard.«

»Det havde de ikke.« - »Næ, sådan så det heller ikke ud i mine øjne.« - »Det var hans kappe,« sagde jeg opgivende, for nu var jeg med.

»Det fattede hun også til sidst. Men hun blev stående alt for længe og forstod ikke hvad det skulle gøre godt for. Så forstod hun det. Hun forstod at han ville se om hun holdt ord inden han døde. Da var det for sent for hende at komme ud. Huset var overtændt, og hun måtte blive hos den hun havde sat sin tro til, sådan var det.«

Estrid gik bort over engen og lod vinden lege med sit hår. Så stoppede hun op og vendte sig mod mig. »Men nu har de hængt ham, har de ikke?« spurgte hun. Jeg løb, jeg sprang tilbage endnu en gang, og over mig i luften var der sort af fugle.

Bag mig kunne jeg se hvorledes det tørre slægtstømmer nærede ilden med den mest slikne fornøjelse, og hvordan flammerne drev på i den gode vind. En ny vind måske, men kun til gavn for dem der kommer efter os.

Kongen og hans følge var efter endt gerning for fuld kraft på vej mod gården, alarmeret af rygterne om at Signe var brændt inde. Jeg stoppede dem på halvvejen og gik hen til kongen for at opsige ham huldskab og troskab. Så kunne han gøre hvad han ville.

Det gjorde han også, han gav mig hele skylden. Han anklagede mig for uforsigtigt at have forvoldt de to elskendes død: Hvis han af min mund havde erfaret at deres kærlighed var så stærk, så ville denne onde gerning have været ugjort. Men jeg havde intet sagt.

Og så tog de mig, den lede terne, og satte mig i jorden. Men først flåede de alt tøjet af mig og jog mig tilbage på bare fødder. Som om det kunne gøre de døde levende. Som om det kunne vaske skylden af deres hænder eller skammen af min krop. De begravede mig levende med kun hovedet fri af den støvede jord. Men de forsømte at binde munden på mig.

Og herfra hvor jeg står kan jeg se myrerne udkæmpe deres kampe og trampe deres udødelige stier, jeg kan se larverne bane sig en tung vej mod himlen ad et græsstrås blanke bue, og jeg kan se skarnbasserne bygge deres liv på den rette behandling af gødning og livgivende lort.

Foran min næse ligger en guldring som en eller anden har tabt. Slægten har strøet sit gods på alfarvej. Og ingen børn der kan finde det, ingen børn der springer frem i lyset for at samle klenodierne op.