Der stod den, stenen! Minsandten, om ikke den stod lige dernede. Hvor turde de dog vise den frem!

Men det gjorde de måske heller ikke. Den nævnes ganske vist i Tue og Bodil Gads bog "Rejsen til Jakobsland", men de hævder på den anden side, at stenen sidst blev fremvist i 1500-tallet.

Til alt held havde jeg fundet endnu en bog om emnet, endda i Santiago de Compostela selv, og deri var vejen til stenen nøje beskrevet (men ikke et ord om stenen selv).

Jeg fulgte vejen og fandt kirken, hvor stenen skulle være. Døren derind stod åben. Jeg gik ind. En listig rad smuttede med ind - han kom fra baren ovre på hjørnet.

Da vi stod derinde, spurgte han om jeg ville se Sankt Jakobs sten - så meget spansk forstod jeg da.

Jeg sagde selvfølgelig ja, det var sådan set derfor jeg var rejst hele den lange vej herud til det nordvestligste Spanien. Han førte mig så op til alteret, så sig lidt stjålent om og tittede mod sakristiet, som døren stod åben ind til.

Han tændte for en kontakt, og med endnu et forsigtigt blik om sig slog han hele fronten af alteret bagud og ind, en dobbeltdør.

Og dernede, under selve alteret, stod den, direkte på jorden, som den næsten syntes at gro op af. En megalittisk, firskåren stenkolos, med et afrundet sæde hugget ind foroven. Der kunne man på det smukkeste sidde og trone.

Mørk af ælde, sort og uudgrundelig var den. Ingen tegn eller sære gerninger sirede dens sider. Hvad var det jeg havde fundet. Jeg gloede så længe fyren gav mig lov. Imens begyndte han at rable en lang remse af sig. Han var virkelig en sær støder at se til, han kiggede hele tiden ret frem for sig.

Jeg havde lyst til at koncentrere mig om stenen og indvendte derfor, at jeg ikke forstod ret meget spansk. Han lagde en kort pause ind, hvorpå han startede forfra på sit foredrag.

Men da han havde liret af, var det slut. Han lukkede og slukkede, og så sagde han, at det kostede 100 pesetas. Eller også sagde han, at jeg ikke måtte sige det til nogen.

Jeg stak ham 100 pesetas og var overbevist om, at han nu ville putte pengene i lommen og stikke af. Men ikke ham! Han var ikke den tigger, jeg først havde anset ham for, han lagde pænt pengene ned i en lille kasse, som stod oppe ved alteret.

Lidt efter smed han mig også ud fra kirken, måske troede han, jeg var sådan en, der kunne tænkes at gå i kassen. Da jeg lidt efter kom forbi igen, var døren ind til kirken låst.

Først nu så jeg, at et kort på kirkedøren viste, hvorledes den gamle pilgrimsrute gennem Spanien går fra Ronceval-passet og lige gennem Santiago for så at ende her i Padrón.

Men der er ingen turister herude, ingen souvenirboder, festivitas eller herlighed - kun bevidstheden om at den sten ér.

Hvad var det så for en sten? Først må jeg sige, at dermed var det ikke slut her i Padrón. For oven over byen, efter en masse trapper og en ældgammel brolagt vej, fandt jeg frem til et Jakobskapel og et tidligere keltisk kultsted.

Kapellet havde engang været et romersk nymphaion, et sted hvor man kunne hente kildevand til bl.a. bryllupsceremonier. Derinde sad nu Jakob og tronede muttersalene mellem et par visne buketter og tænkte vel over alt det, han havde lagt navn til, siden han var kommet til Spanien.

Han kom nemlig til Spanien, og just på denne sten - siger én af legenderne om ham. Sagen er følgende: Jakob blev halshugget i Jerusalem nogle år efter at Jesus var blevet korsfæstet. Og enten blev han sat på et skib, som af sig selv fandt frem, eller også kom han sejlende på en stor sten.

Men der er også dem, der hævder, at apostelens legeme efter landgangen blev anbragt på en sten, som straks blev blød og føjede sig efter hans krop - hans sæde må det have været, hvis dette virkelig er stenen.

Senere blev liget fragtet længere ind i landet og lagt i en sarkofag. Senere igen blev sarkofagen og liget fundet, på det sted hvor i dag Santiagos katedral ligger.

Hvordan de så ellers har fået strikket den historie sammen, så hører den dog til de mere underholdende. Men for mig så den sten ud som den rene og uforfalskede hedenskab, og som noget der har deltaget i en masse frugtbarhedsritualer - men okay, dem har de stadig masser af inde i kirken i Santiago.

Pludselig kunne jeg se, hvordan man bærer sig ad, når man skal dreje én kult over i en anden. F.eks. ved at bygge en kirke over stedet og rette opmærksomheden et andet sted hen.

Men over den lære, at stenen har hørt til Jakob-legenden fra starten af, er Santiago de Compostela bygget op til sin status som et meget helligt sted, et klenodie af dimensioner - thi den rangerer lige efter Jerusalem og Rom i vigtighed.

Apostelen Jakob kom altså sejlende hertil, og senere blev han pilgrimsfader, maurerdræber og spansk nationalhelgen.

Millioner af mennesker er kommet den lange vej, til fods og til hest, fra hele Europa og helt herud op igennem middelalderen for at sone, dø, få aflad, helbredelse, styrke.

Og den dag i dag er kirken veludrustet til at tage imod de folk, der stadig valfarter hertil, og endnu en gang ad de gamle ruter, til fods, på cykel, i tog, bil, bus, fly.

Det må være klart nok, hvorfor katolikker gør det. For her ligger de facto Sankt Jakobs legeme - og ikke en eller anden kelters eller romers - det har en pave selv bevidnet i en højtidelig skrivelse. Men også for en anden en er her pragtfulde ting at beskue, tag ikke fejl af det.

Her er en madonna-figur i en kåbe så skøn som selve det blå hav derude, med saracenske øjne der ser på én fra tidernes morgen. Kunsterens forelskelse smitter den dag i dag. Og utallige er de kvinder, som herinde tænder en kærte for at lade modergudinden tage sig under sine hænders livgivende stråler.

Denne kirke har i sig selv frembragt en sand rejserute af seværdigheder, trestjernede alle sammen, og de mest utrolige katedraler er undervejs opstået af hin fantastiske drøm om at forbinde det dennesidige med det hinsidige.

Og minsandten, af og til tror jeg det er lykkedes. Ideen om livet som en pilgrimsgang, gennem ondt mod godt, gennem lidelse mod forsoning, en smuk tanke. Men efterhånden mudret op med så megen skyld og synd og ærkesort reaktion.

Derfor forstår jeg så udmærket godt, at de har gemt den sten væk under et alter ude ved kysten.

Hernede ligger nemlig gemt, hvad det egentlig drejer sig om, frugtbarhed i livet, forsoning i døden, en higen efter forståelse med de naturkræfter, der ikke lader sig tæmme.

Siden den tidligste middelalder har folk lagt deres fem fingre i rankerne der pryder den søjle, der bærer Pórtico de la Gloria i Santiagos kirke, og som fremstiller Jesu stamtræ - og derved er der opstået fem fordybninger i stenen.

Der lægger folk stadig deres fem fingre, og de bøjer tre gange deres hoved mod stenen nedenunder, og det gør de for at forstå livets frugtbarhed og sammenhæng - og for at få kraft til at leve med forståelsen, lyset om man vil.

Sådan har det også været med stenen ude i Padrón. Den har givet nyttig kraft mange gange, selv om den ser farlig ud og måske er ladet med sære kræfter.

Og på museet i Metz i Frankrig står der en sten - der står mange - som er et mindealter, sat over en tyrefest for Kybele, den store moder.

Under disse fester blev de, der skulle indvies, anbragt i en grube, og ovenover blev en tyr slagtet, og dens blod strømmede ned over den, der sad i gruben. Man mente dermed at opnå renselse for synd, optagelse hos gudinden, genfødelse.

Disse fester blev på det skarpeste fordømt af de kristne. Og Peterskirken i Rom er bygget lige der, hvor Kybeles offersted engang stod. Og blodet blev til vin i en kalk.

Stenen i Metz ligner i form og størrelse grangiveligt vores sten. Men den er ikke slidt nok, den har intet sæde foroven, den er ikke sort af ælde. Den er kun fra år 199.

Så den må betragtes som en svag efterligning, og det samme må mange af ritualerne inde i Santiago.

Det var nok det, den listige rad stod og lirede af sig, og som jeg ikke fattede en lyd af - dengang.