NARRESKIBET

Komedie i to akter

af

Kaj Nissen

PERSONERNE:

Marika, en ung, smuk enke
Mander, en ung, stærk knøs
Anniken, pige hos Marika, meget grim
Wilfred, første tilbeder, politimester
Francis, anden tilbeder, overdommer
Cornitz, tredje tilbeder, borgmester
Narrekongen, skibets kaptajn
Lotte, førstestyrmand
Karl, bådsmand
Præsten
Rorkarlen
En lille dreng
Den sære med bagsiden
Den uforståelige
Den forkastede
Den ituskårne
Tre jomfruer
- og anden galenskab

Note: Det scenografiske billede er her beskrevet "objektivt", det vil sige sådan som jeg har fundet det formålstjenligt at fremstille det. Man kunne sikkert udmærket forestille sig et "subjektivt" udtryk. I så fald rækker det vel med: "en stump dæk", "en bræddevæg", "en planke", "en tegnet horisont", "en storm i sindet", "en ukendt region befolket af underjordiske væsener" og så videre.

Skibet kan også være en ganske diminutiv nøddeskal - således som man for eksempel ser det på Hieronymus Bosch's "Das Narrenschiff", som i øvrigt, både subjektivt og objektivt, giver et ganske godt billede af en sådan tilstand.

 NARRESKIBET

FØRSTE AKT

 Scene 1

(Om bord på Narreskibet "Det Gode Håb", en mindre sejlførende og meget brøstfældig skude, som ligger i fast fart på en stor flod, ikke langt fra en kyst.
Skibet har overdæk for og agter. Den lavere del midtskibs har den største dæksplads.
Fra rå og mast hænger kun nogle elendige laser og pjalter som skal gøre det ud for sejl.
I udkigstønden har et træ slået rod.
Alt er stille. Skibet drejer sig langsomt for strømmen. Ingen er at se på skibet, ingen tager sig af dets sejlads)

(Måske er dette mange år før stykkets egentlige handling, og der står en lille dreng inde på land og følger sejladsen med store øjne, mens månen kaster sit bløde skær ned over ham)

Scene 2

(Inde på land. En balkon som åbner sig ud over en frodig have, dørene står på vid gab ind til huset, gardinerne flagrer ud i blæsten. Neden for balkonen står Mander og hyler mod månen der står højt på himlen. Hyleriet blir til en verselinje)

MANDER: (synger) Strålende måne, min guldgule ven -

(Marika kommer ud på balkonen og ser ned mod ham. Han svinger en stor buket blomster i luften og kyler den op i hendes favn. Hun står med blomsterne i favnen og betragter ham, sender ham et fingerkys og ryster blidt på hovedet. Hun samler sit sorte sjal om skuldrene og går ind. Hun lader balkondøren stå åben. Mander springer højt op i luften af bare fryd og skal lige til at klatre op. I det samme smider tre formummede mænd en sæk over hovedet på ham og slæber af sted med ham i ly af mørket)

Scene 3

(Ude på floden følger Narreskibet og månen deres sære kurs. Den lille dreng er forlængst gået hjem. Lidt efter viser Narrekongen sig på det øverste dæk agter, han er alene på dækket. Han spejder frem over stævnen. Han får øje på noget længere fremme og giver sig til at pibe i sin skibsfløjte)

NARREKONGEN: (brøler ordrer ud) By forude! Klar til at tage imod! Alle indtager deres pladser! Kokkene tænder op under komfuret! Kvinderne reder en seng eller to! Lejdere holdes rede! Inspektionsgruppe parat! Jeg vil ikke høre en lyd på skibet! Alle mand under dæk, og kvinder!

(der er stadig ikke andre end Narrekongen at se. Og nu trækker også han sig tilbage, til sin kahyt, som befinder sig deroppe på dækket. Kun en svag tuden i riggen. Skibet slingrer af)

Scene 4

(Et mindre lagerrum inde på land. Bræddevægge, diverse sække med mel eller korn, et fyrfad med glødende kul og et jern til brændemærkning nede i kullene. Midt på gulvet ligger en stor pose henslængt, den er fyldt med madvarer. På gulvet ligger også den sæk, der blev brugt under balkonscenen.
Mander, som er en ung fyr på godt 20 år, befinder sig herinde sammen med tre andre mænd, som alle er noget ældre. Mander er bagbundet og ligger halvt oppe i sækkene. Hele hans ansigt er indsmurt i blod.
De tre mænd, Wilfred, Francis og Cornitz, trækker sig tilbage fra Mander efter at have trakteret hans blodige ansigt med et sidste eftertrykkeligt slag fra hver)

MANDER: (sparker ud) I får mig ikke til det! Lad mig gå! Lad mig nu gå! Jeg vil ikke!

WILFRED: Sese, han vil ikke, han vil ikke.

FRANCIS: Ikke endnu i hvert fald.

CORNITZ: Måske om lidt.

WILFRED: Måske først senere.

MANDER: Bare vent til Marika hører om det her!

WILFRED: Det her hører Marika ikke noget om.

CORNITZ: Det her blir mellem os fire.

FRANCIS: Vi siger ikke noget, du siger ikke noget.

MANDER: (sparker igen ud) I kan lige tro at jeg -

WILFRED: Skal du sparke! Jeg er politimesteren, mand! Politimesteren sparker man ikke til!

(Wilfred stopper ham med et næveslag og tager et papir frem)

FRANCIS: Du skulle hellere tage og skrive under med det samme.

WILFRED: Det vil spare dig for en masse blodtab nu - og noget langt værre senere.

MANDER: Hvordan skulle hun kunne undgå at opdage det!

WILFRED: Det er jo det vi prøver at forklare dig -

MANDER: I er bare ude efter hendes forretning!

CORNITZ: Hvad er du så, din snothvalp?

MANDER: Jeg elsker hende, det er noget andet!

(en skraldende latter fra Wilfred, Francis og Cornitz)

MANDER: Kan jeg måske gøre for at jeg elsker hende!

FRANCIS: Elsk hende! Elsk hende lige så tosset du vil! Elsk hende til vanvid og skriv dine digte, mand!

CORNITZ: Du skal bare ikke have lov til at overbevise hende om, at hun måske også elsker dig, stumprumpe!

MANDER: Jamen, det gør hun! Vi har altid været uadskillelige -

WILFRED: (slår ham) Så vidt jeg ved har I aldrig været gift!

MANDER: Giv mig lidt tid, hvad! Det er kun et halvt år siden hendes mand døde. Hun var lige ved at lade sig overtale - i aftes - det fingerkys - sådan som hun rystede afvisende på hovedet - - og hun tog blomsterne med sig ind - og hun lod -

WILFRED: Hvorfor tog hun så ikke dig, dengang hun giftede sig, hvad? Hvorfor tror du ikke hun gjorde det?

MANDER: Fordi de tvang hende. Familien tvang hende. Det skete mod hendes vilje dengang.

WILFRED: Men så gav du vel i det mindste hendes mand et par forsvarlige horn i panden imens.

MANDER: Nej, jeg gjorde ikke!

FRANCIS: Men så drømte du vel om det, det er lige så slemt!

MANDER: Gad nok vide hvad I tre så drømmer om!

WILFRED: (med en latter) Uha, uha, uha, det fortæller vi ikke engang til hinanden!

MANDER: Men denne gang skal hun selv have lov til at vælge! Det er hendes tur til at vælge nu!

FRANCIS: Det er i orden for os -

MANDER: Det lyder ellers ikke sådan.

CORNITZ: Så længe hun ikke vælger dig.

WILFRED: (læser op af sit papir) "Jeg, Mander Worms, som er ved min fornufts fulde brug, erklærer herved på tro og love, at jeg fra denne dag at regne vil - "

MANDER: Jeg kan det udenad! Jeg skriver ikke under!

WILFRED: (læser videre) "- ophøre med at se Marika von Hofen, enke efter salig købmand og skibsreder Mathias Christian von Hofen, eller nogen sinde mere lade mig se af samme. Jeg lover at flytte bort fra denne vor fødeby, og aldrig vende tilbage, under hvilket påskud det måtte være. Givet den 16. juni - "

MANDER: Det der holder alligevel ikke, rent juridisk.

FRANCIS: Det skal du ikke bekymre dig om, jeg er dommer her.

MANDER: Det er en køn embedsstand vi har!

FRANCIS: Overdommer for at det ikke skal være løgn.

MANDER: I får hende alligevel ikke, ingen af jer!

CORNITZ: Tror du, du gør, din snothas?

MANDER: Bare vent til jeg kommer på fri fod!

CORNITZ: Du kommer ikke på fri fod.

FRANCIS: Skriver du så under?

MANDER: I må jo være sindssyge!

(Wilfred giver Francis et tegn om at kigge ud af en glug)

WILFRED: Du har nu sådan noget som halvandet minut til at bestemme dig i.

MANDER: Jeg har bestemt mig!

WILFRED: (ser på ham i femten sekunder) Du har nu sådan noget som et minut og femten sekunder til at ombestemme dig i.

MANDER: (mod Cornitz) Hvad fanden vil I gøre, I kan ikke bare beholde mig her!

CORNITZ: Lad være med at se sådan på mig, jeg er jo kun byens borgmester - - og hvorfor skulle vi beholde dig her?

WILFRED: Tror du vi skal have noget af at føde på dig?

CORNITZ: Og at sulte dig ihjel - det er så drastisk igen!

MANDER: Hvad går det her så ud på, hvad vil I -

(Francis vender sig fra gluggen og stikker en tommel op)

FRANCIS: Så kan I godt gøre ham klar!

(Wilfred og Cornitz griber fat i Mander og hiver ham op at stå. Han blir trukket midt ud på gulvet og holdt fast der)

WILFRED: For sidste gang: Skriver du under?

MANDER: Gid I må syde i helvedes flammer!

(Francis griber fat i madposen og stikker den op under Manders ene arm og overtager samtidig Wilfreds plads der)

CORNITZ: Hold godt fast i posen. For uden den blir du ikke ret populær, der hvor du nu kommer hen.

MANDER: Hen? Hvor vil I sende mig hen?

(Wilfred roder op i gløderne med brændemærkningsjernet)

CORNITZ: Til et sted hvorfra du vil få svært ved at vende om. Det er ikke paradiset, og det er ikke helvede. Måske kan det bedst sidestilles med skærsilden, det har man hørt visse folk påstå, men om man kan stole på dem, se, det er en anden sag.

WILFRED: Men når du nu engang er nået godt frem, så kan du jo gøre dine egne iagttagelser og skrive en køn lille digtsamling på baggrund af alle de store og små tosserier på skibet.

FRANCIS: Brændejernet bruger vi kun fordi det står i loven!

(Wilfred holder brændejernet op nær Manders skulder, hvorpå han blotter huden på skulderen. Mander forstår pludselig)

MANDER: Det gode Håb! I vil sætte mig ud på narreskibet!

WILFRED: Sådan slipper vi for dig!

MANDER: Jeg vil ikke -

(Francis vender hovedet væk og holder sig for øjnene, mens Wilfred sætter brændejernet ind mod Manders skulder. Mørke)

Scene 5

(Marikas stue, gyldenlæder på væggene, højryggede stole, tunge kister, endda bøger. Marika er rigt og fornemt klædt, dog med enkelte stænk af sørgeflor i dragten. Heller ikke hun er meget over 20, og indvendig bærer hun ikke sorg over sin døde mand. Hun sidder sammen med sin pige, Anniken, der er en gæv pige, men med et meget uheldigt udseende, og baldyrer på nogle dynebetræk. Kort tavshed mens Manders skrig toner ud langt borte)

MARIKA: (ser så op) Om jeg begriber, hvor Mander har gjort af sig! Jeg lod balkondøren stå, og siden har vi ikke set skyggen af ham! Er der ikke det mindste lille livstegn fra ham?

ANNIKEN: Så I da gerne at der var det?

MARIKA: Var det et forkert signal af mig at lade balkondøren stå på vid gab? Han har aldrig før holdt sig borte i så lang tid ad gangen.

ANNIKEN: Det sidste var vist en sandhed med modifikationer.

MARIKA: (korrigerer sig) Ikke siden min mand døde i hvert fald.

ANNIKEN: Han render vel bare rundt et eller andet sted, hvor det er lettere at komme op under tøsernes skørter.

MARIKA: Men når han nu plejer at komme forbi hver eneste dag og - - han render aldeles ikke rundt og -

ANNIKEN: Næ, der er nok kun ét skørt han har lyst til at komme op under.

MARIKA: Hvad skal jeg gøre, Anniken?

ANNIKEN: Hvis I har mod på en ung fløs, der er rask til bens og forelsket til op over begge ører, så skal I snuppe ham.

MARIKA: Men han er så umoden.

ANNIKEN: Kære fru Marika, I kunne tage ham under jeres vinger og gøre ham til en mand og lave ham om til en fuldmoden frugt og sørge for, at han omsider får mod og mandshjerte og ansvarlighed. Det samme ville jeg gøre hvis det var mig.

MARIKA: Du kunne bare lige vove på at -

ANNIKEN: Tager I ham ikke, prøver jeg lykken hos ham. Det har jeg ret til, det var en aftale.

MARIKA: Men dine chancer, Anniken, dine chancer!

ANNIKEN: Er ikke udtømte før jeg er helt død.

MARIKA: Stakkel. Sæt ikke næsen for højt.

ANNIKEN: Men før I gør ham til mand, må I love aldrig at binde jer til nogen anden, ellers går han ikke ind på betingelserne og blir ved med at sværme -

MARIKA: Og skrive sine dejlige sonetter.

ANNIKEN: Ja, dejlige det er de.

MARIKA: Læser du dem tit?

ANNIKEN: Hver aften før jeg skal sove.

MARIKA: Så tit?

ANNIKEN: Bagefter lægger jeg dem under hovedpuden.

MARIKA: Hvad fortæller de digte dig?

ANNIKEN: Om en mands forventninger og et barns forskræmthed. Jeg blir svimmel i uvisheden om, til hvilken side han skal falde.

MARIKA: Hvis du har det sådan, hvordan tror du så ikke jeg har det?

ANNIKEN: I har det forfærdeligt flot. I har tre tilbedere på hver finger, og hver som en ønsker de at påtage sig forretningen og dermed fjerne byrden fra jeres skuldre. Og dertil har I en bejler som er fuldkommen blodskudt i øjnene af bare kærlighed!

MARIKA: Hvorfor kommer han så ikke, kan du sige mig det!

ANNIKEN: Det blir det første han skal stå til ansvar for - når en af os engang har lært ham ansvarlighed!

MARIKA: Og de andre er bare ude efter mine penge, det ved du udmærket godt!

ANNIKEN: Hvorfor tager I ham så ikke?

MARIKA: (uskyldigt) Mener du Mander, er det ham du mener?

ANNIKEN: (vifter med et betræk) Ahah! I kan jo bare tage Mander, så er de andre straks slået af pinden, og han kan få lov til at rase sin lidenskab ud her.

MARIKA: Men ville det gå, tror du - ville han ikke bare tabe gejsten ved at gå her sammen med mig, dag ud og dag ind?

ANNIKEN: Det er altid en risiko. På den anden side er det ikke sikkert, det sker hverken i dag eller i morgen. Den slags kan der mageligt gå en 50-60 år hen med.

MARIKA: Han er så ung!

ANNIKEN: I er ikke en dag ældre!

MARIKA: (gammelklogt) Jeg har været gift, det er noget andet, det giver erfaring, på den ene og den anden måde.

ANNIKEN: (tørt) Og han vil gerne have erfaringen, det passer så fint - med mindre I ikke vil give ham del i jeres altså.

MARIKA: (tænker sig om) Med gamle von Hofen var det hele ikke så svært. Ham kom jeg aldrig til at elske, men jeg respekterede ham. Vi vidste altid hvor vi havde hinanden og hvad der stod sig an, vi var i balance, Anniken.

ANNIKEN: Men I manglede nu alligevel visse ting her i livet. Og nu har I det, aften efter aften, lige under balkonen -

MARIKA: Ja, gad nok vide hvornår han får lært at bruge døren.

ANNIKEN: Derude står det og hamrer på for at komme ind - selv om det kunne virke som om han har taget en lille ferie nu.

MARIKA: Det er så svært alt sammen, Anniken. Jeg ved ikke om jeg elsker ham. Jeg sætter stor pris på ham, det må guderne vide. Men elsker jeg ham? Vil jeg dele min seng med ham -

(Anniken gør et stort nummer ud af dette retoriske spørgsmål)

MARIKA: Jajaja, måske nok. - Men vil jeg dele min tilværelse med ham, mine stuer, mine daglige gøremål? Her har jeg min frihed og min ro.

ANNIKEN: For jer har kærlighed altid været en aftalesituation.

MARIKA: Det er jo netop det der har været så trygt, Anniken!

ANNIKEN: Men skal det også blive ved med at være sådan? Hvor længe kan vi vente på at tranen og hejren skal blive enige -

MARIKA: Hvem?

ANNIKEN: Hver gang tranen kom til hejren for at fri, takkede hejren nej, og da hejren så fortrød og kom til tranen, havde tranen skiftet sind - og sådan farer tranen og hejren den dag i dag frem og tilbage og får evig og altid nej af hinanden.

MARIKA: Det er ondt af mig, jeg ved det godt, men -

ANNIKEN: Men nu kan I så afgøre, om det skal blive ved med at være sådan, eller om der skal piskes lidt støv op i krogene i de her gamle stuer, hvor selv den mindste storm har lagt sig!

MARIKA: Som du kan sige det.

ANNIKEN: Jeg siger kun det I gerne vil høre.

MARIKA: Men kan du så ikke også sige hvad jeg skal gøre.

ANNIKEN: Ville det ikke være lovlig meget forlangt af mig -

MARIKA: (rejser sig) Han kommer ikke mere i dag! Lad os gå i seng, så kommer fremtiden med sine drømme - hvoraf måske tre går i opfyldelse - og lærer os mere, end hans sonetter nogen sinde kan, selv om de er aldrig så smukke! Åh, Mander!

(Anniken rejser sig også, de to piger står over for hinanden. I det samme lyder der en enorm bragen udenfor, som mange skud lige efter hinanden. Det viser sig at være et fyrværkeri, der går i gang. De to piger stopper et øjeblik forskrækket op, og falder så hinanden om halsen i et fælles ulykkeligt udbrud)

MARIKA OG ANNIKEN: Åh, Mander, Mander!!

Scene 6

(En båd på vej ud over en flods stille vande. En rorkarl ved årerne, stum og utilgængelig. Bagerst i båden Mander, sammen med en Præst, der også har sin madpose med i båden. I modsætning til Mander, der bare skuer forgræmmet ind mod land, har præsten behov for at snakke. Et sted uden for billedet høres en kåd latter, en sang af vanvid. Inde fra landsiden spejler et fyrværkeri sig i vandet)

PRÆSTEN: Dersom nu alle træer i verden var ét træ - hvilket forfærdelig stort træ ville det da ikke blive.

(han ryster lidt på hovedet ved tanken, og fortsætter den så)

PRÆSTEN: Og dersom alle økser i verden var én økse - hvilken forfærdelig stor økse ville det ikke blive.

(han tager sig til hovedet som var tanken vokset ham over det)

PRÆSTEN: Og dersom alle mennesker i hele verden var ét menneske - hvilket forfærdelig stort menneske ville det ikke være.

(han får en kuldegysning, mens han nu forestiller sig dette)

PRÆSTEN: Og dersom alle have i verden var ét hav - hvilket forfærdelig stort hav ville vi da ikke få at se.

(han kaster et forskrækket blik på floden som de glider over)

PRÆSTEN: Og hvis nu dette store menneske tog denne store økse og fældede dette store træ, så det faldt om i dette vand -

(han sender en kort, gysende latter ud i luften ved tanken)

PRÆSTEN: Hvilket forfærdelig stort plask ville det så ikke give!

(han klasker sig oven i hovedet, men falder så til ro igen)

PRÆSTEN: Så kunne man med føje sige om øksen, at den lå ved træets rod, og man kunne forstå hvad det drejer sig om.

(og han trækker vejret dybt ind, mens Mander nu ser på ham)

PRÆSTEN: Men det ville de ikke høre på, det var noget værre sludder, sagde de, og drev mig ud af paradisets port.

MANDER: Jeg savner hende sådan. Ved du hvor meget jeg savnede hende allerede før smerten fra jernet havde fortaget sig?

PRÆSTEN: Jo, men tag nu mig! Jeg er Vorherres præst, og mig ville de ikke høre på! Ikke engang mig ville de høre på!

(han slår en lang forrykt latter op, og Mander ser den anden vej, ind mod fyrværkeriet, mens båden langsomt sejler bort)

Scene 7

(Endnu en gang et ekko fra et andet sted, denne gang præstens gale latter. Vi er tilbage i det lille rum, hvorfra Mander er blevet afskibet. Wilfred, Francis og Cornitz er til stede, de har fundet flasker frem og sidder på hver sin sæk og skåler, mens Wilfred fyrer endnu en sidste lille sol af)

ALLE TRE: På en lykkelig fremtid for os alle tre!

FRANCIS: Alle for én, og hver sin egen lykkes smed!

WILFRED: Den er hjemme, den er soleklar, venner!

CORNITZ: Det var en gal streg, det var det!

FRANCIS: Det var alt det krudt værd og mere til!

WILFRED: Hør så her! Nu går vi derhen alle tre -

FRANCIS: Side om side, bringe ved bringe -

WILFRED: Hun må vide hvad hun har at vælge imellem -

CORNITZ: Sikke et tilbud, siger jeg bare -

WILFRED: Og den der får hende betaler ærligt de andre ud!

FRANCIS: Jeg tror jeg forlader byen hvis jeg ikke får hende. Så hellere vandre ud i verden og se hvad den kan byde på af erstatninger.

WILFRED: Går det galt, snupper jeg byfogedens datter. Hun er ikke så køn, til gengæld har jeg prøvet hende, og dét var en køn vandring.

CORNITZ: Jeg vil helst ikke tænke på, at jeg kan blive afvist. I modsætning til jer er jeg forgabt i hende, og det er allerede galt nok.

WILFRED: Skal vi så ikke sende en tanke til vores gode Mander, som var så venlig ikke at gøre det hele mere kompliceret, end det er i forvejen.

CORNITZ: For vores ven Mander!

FRANCIS: Må han blot skikke sig vel!

WILFRED: Og lære at være gal med de gale!

(de tømmer deres bægre, fylder dem igen og tømmer dem på ny)

Scene 8

(Mander og Præsten står på skibets øde dæk og holder fast på hver sin madpose. De kan ikke begribe, at der ikke er nogen til at tage sig af hverken skibet eller dem. Men pludselig står der en bag dem, en person der går meget underligt, med enden strittende bagud og helt koncentreret om sin bagside)

DEN SÆRE MED BAGSIDEN: Det er torsdag i dag! Det er torsdag i dag! Fugle holder af krummer! Fugle holder af krummer! Jeg har en ryg i dag! Det er torsdag, for jeg har en ryg på min ende i dag! Det er min ende! Ja, min! Det er torsdag i dag!

(så lyder skibsfløjten igen og Narrekongen dukker frem fra sin kahyt. Den Sære Med Bagsiden flytter sig i en fart - som alle andre når Narrekongen buser frem - og forsvinder under dækket)

NARREKONGEN: Dette er "Det Gode Håb". Håbet beskæmmer ingen. Håb det bedste, og frygt det værste. Hvor der er håb, er der liv. At håbe uden grund, er som kar uden bund. Håbe gør tåbe. Her lades alt håb ude, men men - hvor der er liv, er der håb.

(på endnu et signal i fløjten dukker to par arme op af nogle luger og får også madposerne til at forsvinde under dækket, det virker som en tryllekunst, men er en velprøvet manøvre)

NARREKONGEN: Man siger om os her på skibet, at vi er udødelige. Hvorfor siger man det? Fordi vi trækker vores kølvand gennem floden og ingen ved, hvor vi gør af de døde. Hvor gør vi af de døde? Vi smelter dem ind til sæbe og holder os rene.

(et tredje par arme stikker nu op. De anbringer to kopper med varm væske til Mander og Præsten. Hænderne betyder de to, at de skal tage kopperne og drikke. De tager kopperne)

NARREKONGEN: (mod himmelen) Vanviddet har et vældigt telt som modtager folk fra alle egne. (mod de nys ankomne) Velkommen skal I da være, velkommen! (til Mander) Du der, du kan blive styrmandsmedhjælper, Lotte er i tønden!

MANDER: (skuer længselsfuldt mod land) Er Lotte i tønden?

NARREKONGEN: Lotte er i tønden!

MANDER: Fortæl mig hellere, hvordan jeg skaffer mig vinger og kommer tilbage til Marika.

NARREKONGEN: (skubber til Mander, så han spilder det meste af koppen) Højere, styrmandsmedhjælper, højere, så vi bedre kan høre din tordnende befalingsmandsrøst!

MANDER: Jeg kan ikke styre sådan et skib. Hvorfor er Lotte i tønden?

PRÆSTEN: (vigter sig) Jo, ligesom gubben Noah, han var også i tønden, han kunne heller ikke nære sig!

MANDER: (sætter koppen) Men hvad bestiller Lotte i tønden, og hvorfor kan I ikke bare sende mig tilbage med den rorkarl?

NARREKONGEN: Nu tager du roret her og så styrer du skibet!

MANDER: Det ved jeg ikke hvordan man gør.

NARREKONGEN: Du har en vældig stemme, du kan snildt klare det. (til Præsten) Og du finder en stang og giver dig til at mede! (til Mander) Nu holder du bare dine aftaler med floden!

MANDER: Hvor skal jeg så styre hen?

PRÆSTEN: (finder en stang) Nu er jeg ikke kun menneskefisker, nu er jeg også fiskefisker!

NARREKONGEN: (til Mander) Du skal kun tænke på én eneste ting fra nu af: Så længe du har en bred på hver side kan det ikke gå helt galt, og alt vil blive såre godt!

MANDER: Hvordan kommer man så ind til land?

NARREKONGEN: Er du en god svømmer? (Mander ryster usikkert på hovedet) Man kommer ikke ind til land.

(Mander overtager roret, det kan jo være så godt som noget)

NARREKONGEN: (til Præsten) Fiskene renser du. Indvoldene blir suppe, kødet rister vi over en sagte ild. Kødet er til mig.

PRÆSTEN: (nikker) Er her ellers en præst ombord i forvejen?

NARREKONGEN: Her er ingen præst ombord i forvejen, så du kan blive både præst og provst og med tiden bisp. Og skikker du dig vel kan du også blive Vorherre, sådan en har vi faktisk savnet, siden vi sendte den sidste til vejrs.

PRÆSTEN: (imponeret) Gjorde I det? Sendte I virkelig Vorherre til vejrs?

NARREKONGEN: Vorherre selv. Blot gud er større, over ham står kun kaptajnen.

PRÆSTEN: Og det er dig.

NARREKONGEN: Når jeg har spist, råbes der: Herren har spist, lad resten af verden nu spise!

PRÆSTEN: En fiks detalje!

(alt det var mere end Præsten havde regnet med, han begynder at spejde omkring efter effekter, han kan bruge i tjenesten)

NARREKONGEN: (til Mander) Det er lige meget, om højre bred er til højre eller venstre bred til venstre. Men at være midt i floden - dét er det afgørende!

(Narrekongen trækker sig igen tilbage. Mander blir lidt efter tiltalt af en pige, der kigger op fra en tønde, det er Lotte)

LOTTE: Jeg er styrmanden. Jeg kender floden. Jeg hedder Lotte.

MANDER: Og jeg er din medhjælp, Lotte. Indtil andet dukker op i hvert fald. Jeg mener, indtil jeg kan komme bort herfra. Jeg kender ikke floden, men Lotte, hvorfor er du i -

LOTTE: Har du en kæreste - eller havde måske?

MANDER: Jeg har - nej, jeg havde. Jeg mener, jeg har.

LOTTE: Man kan så spørge sig selv om dét er det afgørende.

MANDER: Det er det da rigtignok. Det er da meget afgørende.

LOTTE: Du var altså forelsket - eller det der lignede måske?

MANDER: Forfærdelig forelsket - ellers var jeg ikke her.

LOTTE: Næ, man ser det nok - af dine strimede kinder!

MANDER: Vil du hjælpe mig med at komme i land, Lotte?

LOTTE: Og du har aldrig spurgt dig selv, om det med kærligheden ikke var en stor vildfarelse eller blindgyde måske, noget som kun den allermest tossede kunne tro på?

MANDER: Det er et spørgsmål, du har god forstand på måske?

LOTTE: Det har jeg. Jeg har syv mænd hernede i forvejen. Det er ikke kærlighed - det er kød. Jeg holder hver af dem i en stram snor af afhængighed og tilbedelse. Selv om de jo alle først var bange for at blive ådt. Vil du være den ottende?

MANDER: Ville det mon være særlig afgørende, tror du?

LOTTE: Har du set rigtig på mig - har du set hvad du kan dele med de syv andre måske?

MANDER: Hvordan kan jeg se på dig, så længe du sidder i tønden? Hvordan kan jeg se på dig, så længe jeg holder øje med, om vandet strømmer som det skal og holder sig på begge sider af skibet. Det hedder "ædt", ikke "ådt".

LOTTE: Ædt - det er jo også det jeg siger! De var bange for at blive ådt! Hele bundtet! Det er de ikke mere! Ikke én af dem!

(et hoved stikker uset op af en luge og ser sig om. Jammer og klage lyder op nedefra. Hovedet forsvinder brat, lyden kappes)

LOTTE: Jeg er en himmerigsmundfuld for mænd, at du ved det.

MANDER: Hvornår spiser man ellers til aften på skibet?

LOTTE: Og så dufter jeg herligt af sild og lage!

MANDER: Det er ikke fordi jeg egentlig er særlig sulten, eller noget men - og hvem er det der bor på de steder i skibet hvor der kun er mørke i sindet - ja, fuldt så mørkt som i mit.

LOTTE: (ser lidt på ham) Du skal nok komme dig. Du slår hende ud af hovedet igen og så kommer du til mig. Du vænner dig til skibet. Og du vænner dig til mig.

MANDER: Jeg har bare sådan en sær tom fornemmelse i maven.

LOTTE: Bare styr løs, og husk: Det er mig der er styrmand.

MANDER: Og jeg er din medhjælp, og husk: du må bære over med mig, for jeg ville måske hellere noget andet.

LOTTE: Og husk: Kærligheden er som skyer, der fejer hen over himlen. Damp der kommer og går.

MANDER: Der kan måske godt være noget om snakken, men er det mon alt hvad du ved om kærligheden, Lotte?

LOTTE: Og blir vi to enige, og det så senere viser sig at du vender dig mod hende igen, så blir hun altså båmbet ihjel!

MANDER: Det hedder bombet ihjel. Er kærligheden da slet ikke mere end det, Lotte?

LOTTE: Båmbet ihjel, ja! Det er jo også det jeg siger! Med krudt og kugler og kanoner!

MANDER: Men Lotte, hvorfor er du i tønden, det kunne jeg godt lide at vide.

LOTTE: For at beskytte min hemmelige elsker fra nyfigne blikke. Han har lige skådt ladningen af.

(hun kan se på ham at den er gal og skynder sig at forsvinde ned i tønden, før han kan nå at rette hende. Mander står lidt ved sit ror. Han bøjer hovedet forover og blir stående sådan)

Scene 9

(Vi er tilbage i stuen hos Marika, som går op og ned ad gulvet i et forfærdeligt indre oprør, mens Anniken - der er skyld i oprøret - står med korslagte arme og tager det helt afslappet)

MARIKA: En ting er, at vi har aftalt at vi kan tale med hinanden om alt - for hvem skal vi ellers tale med det om - men det er dog stadig mig der sidder på pengepungen, og dig der sidder på din bare. Den besked havde du ikke behøvet servere her lige før aftensmaden, den skulle du have beholdt for dig selv lidt endnu!

ANNIKEN: Det er jeg ikke så sikker på.

MARIKA: (himler op) Åh, Mander, Mander, hvor kunne du gøre det mod din egen Marika! (falder lidt ned igen) Hvordan kunne han finde på det, tror du, hvad tænker han på?

ANNIKEN: Jeg tror ikke det var noget han selv fandt på - - og hvornår skulle jeg ellers have fortalt det.

MARIKA: Selv om det ikke var noget han kom på af sin egen fri vilje, så kommer han nu til tage det på sin kappe alligevel!

ANNIKEN: Inden vi ser os om, er det for sent at redde ham, og hvem får så balladen og hele skylden!

MARIKA: Hvordan kan et voksent mandfolk lade den slags overgå sig - - og han vil være min kæreste, vorherrebevares!

ANNIKEN: Efter hvad jeg har hørt af min hjemmelsmand -

MARIKA: Hjemmelsmand! Det er vel bare endnu en af de galaner du holder dig!

ANNIKEN: (lader sig ikke forstyrre) Fik han ikke den ringeste chance for at undslippe. De var tre imod én.

MARIKA: Han skulle have undsluppet alligevel! Han skulle have kæmpet som tyve tapre riddersmænd på hvide - - en sæk over hovedet under efeuen, puh! Forstår han da slet ikke at han sætter mig i den pinligste forlegenhed på den måde!

ANNIKEN: Men måske er det alligevel ikke noget at snakke om i forhold til den forlegenhed, han selv befinder sig i.

MARIKA: (stopper op) Nej, det er også sandt. Åh gud, når jeg ser ham for mig, ude på det forfærdelige skib med alle dets dårekistelemmer. Og han som ikke er den mindste smule gal!

(hun slår ud med armene og blir stående sådan)

Scene 10

(Ude på skibet står Mander stadig med bøjet hoved, og så slår det klik for ham. Han farer hen og giver sig til at hamre på Lottes tønde, han hamrer og hamrer og råber ned i tøndens låg)

MANDER: Du har ret, Lotte! Lotte, du har ret!! Lotte, du skal ikke være bange, Lotte, kærligheden er en vildfarelse, Lotte, kærligheden er helvede, og jeg tænker ikke mere på den, jeg spejder ikke længere mod land, Lotte, jeg er holdt op med at spejde mod land, jeg holder mig til floden fra nu af! Lotte!

(han holder op med at hamre. Ingen reaktion fra tønden. Mander sætter sig så ned med ryggen mod roret og styrer med hænderne oppe over hovedet og blikket rettet mod himlen, klippefast)

Scene 11

(Vi vender tilbage til den fortsatte disput i Marikas stue, hun står stadig og slår ud med armene)

ANNIKEN: Jo, det er han!

MARIKA: Er han? Gal?

ANNIKEN: Ja, efter jer.

(Marika ser lidt på hende og tør så efterhånden en smule op)

ANNIKEN: Og der har vi så i grunden roden til hele miseren.

MARIKA: Jeg kan godt gå med til at det er lidt synd for ham også. Men han burde nu have set sig bedre for alligevel.

ANNIKEN: Det sidste var sandt.

MARIKA: Han burde have brugt døren i stedet for efeuen -

ANNIKEN: Men nu ved vi i det mindste, at han ikke turede rundt og løftede op i tøsernes skørter den aften. Og vi ved også at i modsætning til jer holder jeg galaner de rigtige steder -

MARIKA: Du kan sagtens gøre nar. (himler op) Men så fanden stå i det da også, fanden tage ham, fanden tage dem alle sammen!

ANNIKEN: Amen!

MARIKA: (ser på hende) Anniken, hvad skal jeg gøre?

ANNIKEN: Gå nu først ind og få noget i skrutten.

MARIKA: Nej, jeg er jo nødt til at foretage mig noget!

ANNIKEN: (ser på hende) Er I? Er I virkelig det?

MARIKA: Og jeg som slet ikke var parat endnu, de har mast mig op i en krog, jeg har slet intet at gøre i den krog, Anniken, det har jeg altså ikke, det er imod naturens orden!

ANNIKEN: Naturens orden - den kunne vi vist diskutere længe - men har vi tid til det?

MARIKA: Nogen må gøre noget. Nogen må jo frelse ham.

ANNIKEN: Kan han ikke redde sig selv i land?

MARIKA: (blød om hjertet igen) De lægger vist aldrig til. Folk er heller ikke meget for at få dem ind igen derudefra - de er bange for smitten. Og så har de sat deres mærke på ham, siger du jo. Og han kan ikke svømme, han drukner bare, det skind.

ANNIKEN: Og det ønsker I dog ikke?

MARIKA: At han kommer ind?

ANNIKEN: At han drukner?

MARIKA: Selvfølgelig gør jeg ikke det.

ANNIKEN: Det ville ellers være så pærenemt.

MARIKA: Så er der ingen af os der får ham, mener du?

ANNIKEN: I kunne jo også bare hente ham ind og gifte jer med ham. Så kunne I få ham stuvet af vejen her i huset.

MARIKA: (bestyrtet) Kunne jeg det?

ANNIKEN: Men det vil I vel heller ikke?

MARIKA: (tænker sig om) Helst ikke. Ikke lige nu. Det ville heller ikke hjælpe, han er stemplet som enhver anden tosse, og selv om vi får ham sikkert i land og ind i huset og viet til mig, så vil der snart rende sladder om ham ude i byen.

ANNIKEN: Så fik de ham da virkelig i saksen til sidst.

MARIKA: Og nu vil de også have mig. Måske tror de at jeg - men nu vil jeg ikke have nogen af dem, åh nej, slet ingen vil jeg have!! Jeg tror jeg vil leve som enke resten af mine dage og tælle mine penge og hænge sorte gardiner for alle vinduerne!

(Anniken ser ikke ud som om hun tror meget på den løsning. Det gør Marika heller ikke. Hun ombestemmer sig og ser på Anniken)

MARIKA: Kan du mon lave en tatovering, Anniken?

ANNIKEN: Hvad så med smitten? Og jeres omdømme?

MARIKA: Kom nu ikke og sig at det kan du ikke!

ANNIKEN: Skal det så være en ægte tatovering?

MARIKA: Det skal nok være en ægte tatovering.

(Anniken nikker at det kan hun godt)

Scene 12

(På "Det gode Håb" har Mander fundet sig helt godt til rette over sit ror, han er blevet meget skødesløs med sejladsen og styrer skibet liggende og med fødderne. Mens han ligger der, kigger en fyr op af en luge, og han kommer helt op på dækket og går hen og kigger Mander ned i ansigtet, hvorpå han giver sig til at fortælle en lang historie, sort snak, med pointer han selv griner meget af. Til sidst retter han sig op)

DEN UFORSTÅELIGE: Møsne dø da klæra?

MANDER: (sætter sig op) Det ved jeg ikke rigtig.

DEN UFORSTÅELIGE: Møsne dø da klæra!

MANDER: Det forstod jeg vist ikke ret meget af.

(det skulle Mander ikke have sagt. Den anden kaster sig over ham og giver sig til at banke ham igennem, mens han i ét væk gentager sin famøse sætning)

MANDER: (råber op) Hjæææææælp, bare fordi jeg ikke forstod et ord, mand, hvad nu hvis du gav dig til at fortælle historier vi alle kunne forstå og således bedre forholde os til!

(bådsmanden kommer nu farende til, han hedder Karl og er en meget forbitret person til dagligt brug, men her giver han Mander en hjælpende hånd og får den anden smidt ned gennem lugen, mens stor jammer og klage lyder op nede fra skibet)

DEN UFORSTÅELIGE: (kigger op igen) Når vandet står op over dækket og skyller ud gennem spygatterne, da er det man skal passe på én ting: Ikke at lade sig forvandle til dråber af skum - for så skyller man med ud og blir opslugt af havet.

(Karl truer ham med næven til at forsvinde helt og aldeles)

KARL: (ser efter den slagne) Han tror det er vores skyld. At vi ikke forstår at værdsætte hans historier. Men i virkeligheden er det hans egen skyld. Men det er os han blir vred på. Og det er der bestemt en masse gode grunde til, ikke på os, men til at blive vred. For dette er en stor uretfærdighed af naturen, og sådan skulle det jo slet ikke have været, mand, det skulle have været helt, helt anderledes!

MANDER: Hvem er du?

KARL: Bådsmanden. Jamen, kan du ikke se det, mand! (det er sig selv han snakker til) Den skulle ikke have været inde i hjørnet, jamen den skulle slet ikke have været i den retning, den skulle have ramt lige midt mellem øjnene, smask!

(han ser sig om, får først nu for alvor øje på Mander og så falder han helt til ro igen. Men Karl har altid disse indre opgør kørende, også selv om han er rolig og ikke taler)

KARL: Visse folk har ment at det ikke er så slemt alt sammen. Jeg mener at det er så slemt. Jeg mener, det hele er én stor modbydelig fejltagelse, og et forfærdeligt kaos ikke mindst.

MANDER: Du skal alligevel have tak fordi du reddede mig.

KARL: Hans arme gik som møllevinger.

MANDER: Selv om det ikke er enhver fejltagelse, man kan gøre god igen.

KARL: Jeg slog dem ned.

(Lotte kigger et øjeblik op fra sin tønde - hun ser kun mod Karl - og lukker så straks tønden til over sig igen)

MANDER: Hvad hedder du?

KARL: Karl. Hvad fanden er det også for et navn til en mand, kunne de ikke have fundet på et andet, kunne de ikke i det mindste have tænkt på et med lidt vellyd i, et velklingende navn, et mere betydningsfuldt symbol måske, jeg skulle selv have fundet på noget, jeg skulle bare have taget mig sammen selv, ja mand, et helt andet navn, noget flot, for helvede, noget stort, noget der sad lige mellem øjnene og ikke kunne gøres til genstand for diskussioner eller tvivl - - tvivl!

MANDER: Jeg synes Karl er et meget pænt navn.

KARL: Synes du?

MANDER: Ja, det synes jeg faktisk.

KARL: Som hvis en flod nu for eksempel bærer navnet Donau?

MANDER: Præcis. Ved du ikke at Karl betyder "Den unge mand"?

KARL: Til hver en tid? Er det det, du mener?

MANDER: Et symbol på styrke og skønhed. Til hver en tid. "Den smukke mand", "Den stærke mand".

(fra Lottes tønde høres nu tydeligere og tydeligere lyde, der kunne tyde på at hun lå med mindst tre af sine mænd dernede)

KARL: Jeg synes vi to skal være venner.

MANDER: Det synes jeg også.

KARL: Til sidst møder floden havet.

MANDER: Det er jeg glad for at du siger.

KARL: Betyder det så at vi to er venner?

MANDER: (nikker) Det eneste der kan være et problem med sådan et pænt navn som dit, Karl, det er at det tiltaler kvinderne, og så har man straks hele balladen og alle skyldspørgsmålene.

KARL: (kender åbenbart ikke situationen) Så er navnet Karl nok mere symbolsk end reelt alligevel.

(nede i sin tønde giver Lotte sig til at skrige stadig højere, samtidig med at tønden begynder at danse hen over dækket)

MANDER: Vær du glad for det. For der ligger det egentlige, det store problem gemt. På den anden side er det nok bedst bare at lade som ingenting og glemme det hele. Jeg tror egentlig, det er bedst sådan.

KARL: Men når det nu er så uretfærdigt alt sammen, og nu tænker jeg bestemt ikke kun på navnene og drabene, men på sådan som verden i det hele taget er sat sammen, ja, jorden selv i dens grundvold -

MANDER: Det nytter intet at kæmpe imod verdens uretfærdighed, Karl. Tager du roret lidt? Måske møder vi engang havet, hvem ved, og finder ud af at det kan rumme os alle og flere til.

(Karl er stoppet op, og indser nu at det kan han da vist godt. Men først går han hen og banker tre lette slag oven på Lottes tønde. Den falder straks til ro, og der høres ikke længere den mindste lyd derindefra. Så går Karl hen og overtager roret)

MANDER: Jeg vil være din ven, og jeg vil høre på dig. Men det bedste er dog at lade sig forvandle til dråber af skum.

KARL: Men alligevel - når det nu er så ulige fordelt - man får aldrig medhold - man blir overset - - man mister den man -

MANDER: Møsne dø da klæra? Man kan leve nok så fornøjet uden. Det er en stor tilfredshed at se floden strømme forbi skibet.

(Mander giver sig til at hamre panden systematisk og hårdt ned i rælingen, mens Karl står ved roret og ganske roligt betragter ham. Mander opgiver sit forehavende og ser hen mod Karl)

MANDER: Tag nu for eksempel mig, Karl, jeg ville hellere fortælle historier, som er sande, men som enhver gider høre på.

(fjernt høres et ekko af tre dundrende slag på en stor dør)

Scene 13

(I Marikas hus lukker Anniken Wilfred, Francis og Cornitz ind i stuen. De tre uniformerede og guldgalonerede friere stopper op inden for døren og ved ikke, hvad de skal tænke. Står der med hver sin buket i hånden og ser sig om til alle sider)

WILFRED: Fuglen er fløjet.

FRANCIS: Men hvor er den fløjet hen?

CORNITZ: Fandt den et nyt sted at bygge rede?

ANNIKEN: I må tro mig på mit ord: Der er lige så tomt herinde som der er i resten af huset.

CORNITZ: Hun kan da ikke bare sådan -

ANNIKEN: Måske kommer hun flyvende tilbage igen.

WILFRED: Det tror du jo ikke selv på.

ANNIKEN: Selv ville jeg ikke satse mere end den halve verden på det, nej.

FRANCIS: Fortæl os nu hellere hvor hun har gjort af sig, det ville du stå dig langt bedre ved.

WILFRED: Fortæl hende hellere hvad hun kan vente sig, hvis hun ikke -

ANNIKEN: (spiller lille pige) Ja, hvad med at prøve, om I ikke kan tvinge mig til det, det ville vel nok være en sjov leg. I kan binde mig og slå mig og pine mig og brænde mig -

CORNITZ: Hold nu op med den snak, Anniken!

ANNIKEN: Jeg skal nok skrige - - I kan også voldtage mig lidt, der er ingen der kan høre det, jeg er helt alene hjemme.

WILFRED: (surt) Vi kommer i et fuldkommen lovligt ærinde, som retskafne folk og med reelle hensigter. (prøver med venlighed) Kunne du så ikke i det mindste fortælle os hvor hun er?

ANNIKEN: Jeg kunne godt. Men jeg må ikke.

FRANCIS: For hvem?

ANNIKEN: For min mor. Hun sagde altid at jeg ikke måtte lyve, men når jeg holder tand for tunge og bider læben til blods, så er der vist ingen der kan beskylde mig for at lyve.

CORNITZ: Anniken, vær nu lidt fornuftig, vær nu lidt sød!

FRANCIS: Hvorfor kan du ikke bare fortælle os det?

CORNITZ: Hør, der er vel ikke sket en ulykke?

ANNIKEN: (voksen igen) Hvad kalder man noget, der er taget ud af ens hænder og ikke længere kan føres tilbage til det, det var engang - er det en ulykke - eller er det den skæbne, der står over os alle?

WILFRED: Du spørger som en der kender svaret alt for godt.

ANNIKEN: Kender jeg svaret, så kender I det vel også.

WILFRED: Og Marika von Hofen - kender hun det?

ANNIKEN: Spørg hende selv, der hvor hun er.

FRANCIS: Vi ved jo ikke hvor hun er, for pokker, hun er væk, hun er ingen steder, hun er -

(han ser på de andre, de ser på ham, alle ser på hinanden)

FRANCIS: Ja, hvor er hun?

WILFRED: Hun vidste jo vi ville komme.

CORNITZ: Jeg havde tydeligt meldt min ankomst.

WILFRED: Det havde vi jo alle tre. Og nu er hun fløjet.

FRANCIS: Vi må prøve om vi ikke kan fange hende ind igen.

WILFRED: Vi må prøve at finde ud af hvad der er sket hende.

CORNITZ: Vi må kunne foretage os noget bedre end at stå her.

WILFRED: Jeg tror her skal nye boller på suppen! Hvem ved om vi tre ikke blir nødt til at stramme op på betingelserne!

ALLE TRE: Op til kamp for Marika, hvor hun end måtte være!

(de vender om på hælen og smider deres buketter bagud, mens de vandrer ud af døren. Anniken står tilbage midt i stuen og ser sig fortabt om, med tre buketter i favnen, de faldt lige der)

Scene 14

(I tyk tåge er Marika netop ved at kravle op over rælingen på "Det gode Håb". Og hvem ligger lige foran hende - Mander, med benene på roret. Marika ser allerede noget derangeret ud, men det blir værre. Marika har, foruden en madpose, også en buket blomster med, som hun smider lige i favnen på Mander)

MARIKA: Kom så ikke og sig at jeg ikke gør noget for dig til gengæld for din årelange opvartning!

(Mander ser et øjeblik ud, som om han vil springe op. Marika skubber en rulle tov til side, så han får fri bane frem. Hun kan noget med skibe)

MANDER: (blir så liggende) Hvad vil du?

MARIKA: Have dig med mig bort herfra.

MANDER: Mener du bort fra skibet?

MARIKA: Bort fra skibet, ja!

MANDER: Det er et stort projekt.

MARIKA: Du skal komme tilbage til mig.

MANDER: Men nu er du jo kommet herud til mig.

MARIKA: Ja, for jeg manglede noget her i livet. Og det var dig jeg manglede. Jeg vidste det ikke før, nu ved jeg det.

MANDER: Åh, herregud endda.

MARIKA: Du skal ikke sige: Herregud. Du skal sige: Marika, min tøs, min egen elskede, mit livs blomst, du der er kommet helt herud for at frelse mig fra et liv mellem tosser og tumper -

(Mander sætter sig over ende og skubber blomsterne lidt væk)

MANDER: Det skulle du ikke have gjort.

MARIKA: (sætter sig hos ham) Blomsterne? Var det ubetænksomt af mig? Lugter de? Af død?

MANDER: Du skulle ikke være kommet herud, du skulle have ladet mig sejle min egen sø.

MARIKA: Det kan du jo ikke finde ud af, dit fæ.

MANDER: Jo, jeg har en stor stemme, og jeg holder mig nydeligt mellem begge bredder.

MARIKA: Det du ikke selv kan klare, skal Marika nok hjælpe dig med. Mathias lærte mig alt hvad der er værd at vide om skibe.

MANDER: Det havde han ikke behøvet. Jeg har hjælp nok.

MARIKA: (om hans hals) Jeg skal nok få dig med væk herfra.

MANDER: Men det er jo slet ikke værd at -

MARIKA: Jeg har en god plan, den skal nok lykkes til sidst.

MANDER: Man kan leve nok så fornøjet uden.

MARIKA: Og allerede nu er vi to sammen - - er du ikke glad?

MANDER: Bare lad som ingenting, Marika, så sætter det sig.

(Marika blir kort distraheret af et hoved, der dukker frem, og straks blir hevet ned igen. Hun vender tilbage til emnet)

MARIKA: Jeg måtte bede karlen ro frem og tilbage i lang tid, indtil jeg kunne komme om bord. Skibet slingrede af sted, så det næsten ikke var til at følge. Men det var godt nok, jeg fik tid til at tænke mig om. Jeg har tænkt mig om. Jeg siger ja, Mander, jeg vil også have dig, det er den bedste udgang.

(et nyt hoved kigger nu frem, men denne gang op over rælingen, det er rorkarlen, som vi tidligere har set i sin båd)

RORKARLEN: Nå, blir det til noget, eller hvad!

MARIKA: (blik mod Mander) Vi blir måske en smule forsinket!

RORKARLEN: Frem og tilbage er sgu ikke lige langt herude!

MARIKA: Har du ikke fået hvad du bad om! Kom igen senere!

(Rorkarlen trækker på skuldrene og forsvinder igen. Mander går hen og kigger ned efter ham, vender så tilbage til Marika)

MANDER: Der kan du selv se. Man kan ikke komme væk fra skibet igen. Jeg begriber bare ikke at de har sendt dig herud også. Jeg kan ikke få det til at rime sammen.

MARIKA: Og så holder jeg jo af dig, meget endda, det har jeg måttet indse ved at ransage mit hjerte. Jeg skulle bare have tid til at finde ud af det. Undskyld - - kan du tilgive mig?

MANDER: Har de så også - (kigger efter på hendes skulder) De har også brændemærket dig!

MARIKA: Nej, det er nu ikke noget rigtigt brændemærke.

MANDER: Hvorfor er det ikke det?

MARIKA: Jeg turde ikke.

MANDER: Det ligner et brændemærke.

MARIKA: Men det er en tatovering.

MANDER: (rædselsslagen) Har du ladet dig tatovere for min skyld!

MARIKA: Det er en forklædning, det var jeg jo nødt til.

MANDER: Og så har du ladet dig ro herud, så vi kan være gale sammen til evig tid!

MARIKA: Anniken har lovet at det kan skures væk med pimpsten, men synes du alligevel ikke det klæder mig?

MANDER: Blive gamle og gakkede for engang at gå til ro i stormasten!

MARIKA: (kaster sig ind til ham) Åååh, du er da også den mest poetiske tosse jeg nogen sinde har mødt! De ord der kommer ud af din mund! Kom, lad mig kysse den, lad mig smage ordene før de når ud i luften, hvor alle og enhver kan høre dem og tage dem for mindre end de er!

(Lotte stikker hovedet op af tønden for at give sit besyv med)

LOTTE: Jeg vil godt lige have lov til at skyde ind her -

MARIKA: Ikke nu, han var lige nået frem til min skulder!

LOTTE: At han ikke er min endnu, måske, men du kan alligevel godt holde op med det der, og så skulle du i øvrigt se at få brungen den madpose under dæk.

MANDER: Bragt - bringer, bragte, har bragt.

LOTTE: Bragt, som jeg har sagt, under dæk!

MARIKA: Hvem er det der, Mander?

MANDER: Det er styrmanden.

MARIKA: Er styrmanden en pige?

MANDER: Hun hedder Lotte.

LOTTE: Og den, der ikke har smagt mig, har det godeste til gode, og hvis ikke det, så det bedste!

MARIKA: Bor hun altid nede i den tønde?

MANDER: Hun kommer kun op til mad og mandfolk.

MARIKA: Hvis han ikke er din endnu, så er der ikke mere at snakke om, Lotte, for han har altid været min, lige siden barndommens dage, selv om vi ikke altid har vidst af det -

LOTTE: Så tosset en tøs har da vi vist ikke fået ombord før!

MARIKA: Vi blir snart hentet ind på land, jeg har en aftale.

LOTTE: Jo, det er den rene vare, om jeg nogen sinde har ha't - (ser mod Mander og retter det så) haft forstand på de dele!

(hvormed hun rejser sig i tønden og begynder at råbe gevalt)

LOTTE: Der har sneget sig en kvinde ombord! Og hun har ikke et rigtigt brændemærke, hun har kun en tatovering! Hun vil rømme med en af mandskabet og have ham for sig selv! Hallo! hallo!!

(Narrekongen dukker frem af tågen og pifter i sin fløjte. Nede fra skibet lyder stor jammer, en masse luger blir smækket op)

MANDER: Gør som vandet, Marika: Skyl med ud gennem spygatterne og lad som ingenting. Der er heller ikke andre måder at komme bort fra skibet på.

(Mander trøster Marika med et beroligende klap på skulderen)

Scene 15

(På en kro inde i byen sidder Wilfred, Francis og Cornitz og spiller kort, mens de får sig det ene glas oven i det andet)

WILFRED: Vi må have hende ind derude fra!

FRANCIS: Hvad så hvis han følger med ind?

(Wilfred glor olmt på ham, og så hamrer han et kort i bordet)

WILFRED: Hvis den kone ikke er tosset, så ved jeg ikke hvad hun er, og så er der noget jeg fuldstændig har misforstået!

FRANCIS: Det er godt nok, Wilfred, først spiller vi om hende, og når vi har fundet ud af hvem der skal have hende og hvem hun retmæssigt tilhører, så henter vi hende ind igen.

WILFRED: Men uden ham! Det blir fanden tage mig uden ham!

CORNITZ: (fuld og liderlig) Først spiller vi om hende - og så spiller vi på hende - og så spiller vi den -

WILFRED: Nu ved vi da i det mindste hvor hun er!

FRANCIS: Overtalelse er en god ting.

WILFRED: Rå magt er bedre! Nu kan vi handle, nu kan vi -

FRANCIS: Ikke desto mindre var det overtalelse, der fik åbnet munden på den karl, der roede hende ud til skibet.

CORNITZ: (sludrer) Vist var det så. Og vist var han mere åbenmundet end Anniken, hun står kun åben i den anden -

WILFRED: Han var i hvert fald mere bange for at få tæsk.

FRANCIS: Sådan har jeg aldrig set på det! Aldrig!

CORNITZ: (hikker) Heller ikke jeg! Vist ikke hikkenej!

FRANCIS: Jeg ser sådan på det at han var mere glad for sine tredive sølvskilling -

WILFRED: Fanden tage mig om hun nogen sinde mere skal få lov til at bestemme noget som helst!

FRANCIS: Den der vinder spillet beholder hende altså for sin egen mund.

CORNITZ: Beholder hende for sin egen lille dillerdaller -

WILFRED: Hun har til fulde bevist at hun ikke er i stand til at bestemme over sig selv!

CORNITZ: Nejnej, det har hun ikke forstand på - det har hun ikke forstand til. Men hun har noget mellem benene som -

FRANCIS: Den der vinder hende nu, snupper pengene og smider hende ud af huset.

CORNITZ: Og hjem til min egen lille visselulle, min egen -

WILFRED: (om Cornitz) Se bare hvad hun har gjort ved ham! Det er sgu da også satan til forskruet kvindfolk, jeg har aldrig været ude for noget lignende! (banker kort i bordet) Åndsforsnottede kusse! (banker) Sindssyge kælling! (banker) Kretinerinde! (stopper pludselig op, sidder med ringe kort) Problemet er selvfølgelig hvad hun går hen og finder på i mellemtiden, hun har sikkert en plan.

FRANCIS: Hun vil selvfølgelig prøve at få ham med i land!

WILFRED: Det skulle ikke være særlig svært at få sat en stopper for det. Jeg har det! Vi laver nye regler og om på loven! Vi siger at smitten derudefra ikke kun er mulig, den er uomgængelig! Vi vil ikke have nogen ind derudefra, vi sætter en dødsstraf på enhver der er brændemærket! Går de i land, kan enhver slå dem ned. Det er i orden at have det pak sejlende rundt derude, siger vi, så man ved hvad der sker, hvis man ikke længere kan holde styr på sig selv, men de skal faneme ikke prøve på at komme i land - - en ny lovgivning altså!

CORNITZ: Nemlig! Så er det bare at stikke en daggert i maven på ham, når de dukker op, og i maven på hende en -

FRANCIS: Det blir en god lov, den kan administreres.

CORNITZ: (på grådens rand) Jeg savner hende altså sådan, nu havde jeg lige vænnet mig til at hun var her, og nu er hun her ikke, jeg savner hende altså sådan!

FRANCIS: Det er godt det ikke er ham der skal tage en beslutning.

WILFRED: Det er ham der sidder med de bedste kort.

FRANCIS: Han går snart under bordet.

WILFRED: Det er også ham der skal gennemføre loven.

FRANCIS: På med vanten, Cornitz, vind og tab på ægteskab!

WILFRED: Og Marika - hun skal komme til at vise sin taknemmelighed over, at vi indtil videre indsætter en undtagelse for at have ladet sig tatovere i samfundsskadeligt øjemed!

(Cornitz glider lige så stille ned af stolen og forsvinder ind under bordet. De to andre smider kortene, ikke utilfredse)

WILFRED: Så hellere lægge sig ind på et horehus imens, det her får vi alligevel ingen afgørelse på i aften!

(de dækker ham over med en dug og vakler bort fra stedet)

Scene 16

(Marika står bundet op ad masten, vred, med bind for øjnene, mens Narrekongen ser hende an fra alle sider. Mander blunder under roret og blander sig overhovedet ikke i noget. Desuden er der Lotte i sin tønde, og Præsten i et imponerende skrud)

MARIKA: Jeg er normal, jeg er normal, jeg er normal!

NARREKONGEN: Siger kun den der er allermest gal!

MARIKA: Jamen, jeg er fuldkommen normal!

NARREKONGEN: Og jo mere den gale gentager sit krav på normalitet, jo værre står det til med patienten! Artikel ét!

MARIKA: Jeg kom bare forbi! Jeg vil ikke være her mere! Slip mig løs! Giv mig lov at se! Lad mig få min Mander igen!

LOTTE: Skulle vi ikke hellere se at få hende brændemærket -

MARIKA: Nej, jeg tør ikke, det vil jeg ikke være med til!

NARREKONGEN: En tatovering - er den aldrig så køn - er og blir dog en frygtelig uregelmæssighed! Artikel to!

MARIKA: I kan jo alligevel ikke se forskel, det var kun fordi Lotte sladrede, og får jeg først fat i totterne på hende -

LOTTE: Vi risikerer bare at hun sætter sig uden for det gode selskab, og godt selskab er her skam!

NARREKONGEN: Og velkommen om bord skal hun være! En madpose, som den hun havde med, kan ingen let stikke!

MARIKA: Jeg ville bare have Mander med mig, han har intet at bestille her!

NARREKONGEN: Hun vil have Mander med sig! Og hvor skulle han så tage hen herfra, kan hun fortælle mig det? Tossestreger!

MARIKA: Jeg elsker ham jo!!

NARREKONGEN: Elsker du ham?!

MARIKA: Ja, jeg gør!

NARREKONGEN: Du mener: Som en pæl i kødet?

MARIKA: Jeg mener, i bund og grund, i sind og skind!

NARREKONGEN: (ser sig om) Jamen -

(alle stopper op og ser uforstående ud. Marika misforstår)

MARIKA: Nu tør jeg godt stå ved det, det turde jeg ikke tidligere! Det var forkert gjort af mig, jeg indrømmer det jo -

NARREKONGEN: Jamen -

MARIKA: I må sætte os på fri fod og lade os tage hjem sammen!

NARREKONGEN: Jamen - - han er på fri fod. Han kan drage lige hvorhen han vil.

LOTTE: (tæt på hende) Elsker du ham virkelig?

NARREKONGEN: Næsten hvorhen han vil. Her på skibet.

LOTTE: Mener du det for alvor - er dét en galskab du vedkender dig - når du siger at du elsker ham højt?

MARIKA: Lige så evigt højt som jeg elsker mine egne drømme og hans sonetter!

NARREKONGEN: Det er et højst interessant tilfælde - og meget besynderligt. Det kalder på en særdeles usædvanlig diagnose.

PRÆSTEN: (maser frem) Lad mig nu blot komme til orde, og jeg skal - som vorherres talerør - få hende til at forstå at der slet ikke findes sådan noget som kærlighed mellem mennesker -

LOTTE: (glad igen) Så er det altså lyv - løgn - når hun siger at hun elsker ham for alvor! Så er det bare noget, hun tror!

PRÆSTEN: Samtidig vil jeg gerne have lov til at bevise, at der ikke findes noget uden for dette skib, thi alt det vi tror vi ser, ser vi ikke, det er blot illusioner og vrangbilleder der glider os forbi, som en afspejling af en anden verden måske -

LOTTE: (og lettet) Altså kan man slet ikke tage herfra og gå i land nogen steder!

NARREKONGEN: Thi det er umuligt, det lader sig ikke gøre!

PRÆSTEN: Vist ikke, nej. Thi denne verden, som er dette skib, som er hele verden, indeholder alt, hvad der findes i verden, hvilket igen vil sige at der ikke kan være noget udenfor, for uden for verden eksisterer der som bekendt ingenting. (favner rundt mod skibet) Dette er da verden, dixit og dermed basta!

MARIKA: Jeg kommer lige derinde fra!

LOTTE: Hør hvor hun kan skræppe op!

MARIKA: Jeg har netop været der!

LOTTE: Hun tror hun har været der!

MARIKA: Det eksisterer skam!

PRÆSTEN: Men mest i kvinders fantasi!

MARIKA: I kommer selv derinde fra!

LOTTE: Det er fuldkommen utroligt!

MARIKA: Tag med derind og se efter!

NARREKONGEN: (skærer igennem) Løs hende!

(Karl dukker frem som på stikord og giver sig til at fjerne bindet fra Marikas øjne og løse hendes hænder fra masten)

KARL: (til Marika imens) Jeg kan også bedre lide at løsne dig, end at binde dig, og at lade dine øjne se, selv om verden kan være svær at skulle se i øjnene med al dens uretfærdighed -

MARIKA: Naturen har sine veje - som vi åbenbart har vore.

NARREKONGEN: Jeg mener, at vi her har et tilfælde, som er så lovende, at jeg ikke vil udelukke at der muligt kan opstå en alliance mellem hende og mig! Jeg som narrekonge, hun som min dronning! Men det kan kun tiden vise! Endnu mangler vi at se hendes galskabs sande storhed, den vil vi afvente i mag.

MARIKA: Mener I da, at I vil beholde mig her, og ikke længere lade mig komme i land? Er det det I siger?

PRÆSTEN: Spørgsmålet er forkert stillet.

MARIKA: Er det? - Mander, Mander!

PRÆSTEN: Du har ikke fattet min analyses storhed og har derfor vrangforestillinger om at kunne drage derhen, hvor slet intet er, og samtidig er din galskab en homogen del af skibets -

(optrinet blir kort afbrudt af en kvinde, der baner sig vej op nede fra lasten for at fare hen til rælingen og give sig til at spejde desperat ud over vandet. Karl, der kender rutinen, går roligt hen til hende, lægger en hånd over hendes øjne og fører hende ned gennem lugen igen og lukker den over hende)

KARL: (til Marika) Der var engang en mand, som kom til hendes dør to gange, siden kom han aldrig mere. Så snart hun kan se sit snit, stiller hun sig på dækket for at se, om han ikke kommer forbi. Det har hun nu gjort i 25 år og - (tager brat et opgør) Jeg skulle ikke have hørt på hende, jeg vidste jo det ville ende sådan, hvorfor hørte jeg så på hende alligevel, jeg gik jo der og fik tanker, som ikke var rigtige tanker, men noget der ville besidde os begge på samme tid, besidde og slå til blods, jeg skulle have holdt mig for god til det, hvad fanden i helvede er det også for noget alt sammen!

PRÆSTEN: (hastigt) Amen! Thi kærligheden eksisterer ikke!

KARL: (helt rolig) Naturens uorden behøver ingen andre her tænke på, den skal jeg nok tage mig af. En gang for alle.

(Karl stopper op og ser sig om, stiller sig så hen til Mander for at falde til ro igen. Mander klapper ham på skulderen, og så sætter Marika pludselig af og springer op på rælingen)

MARIKA: Hvad skulle forhindre mig i at lade mig ro ind til bredden igen - den ér der nemlig - og lade jer sejle jeres egen sø, hvad skulle forhindre mig, kan I fortælle mig det!

(der er ingen der foretager sig noget, heller ikke Marika)

LOTTE: Vis mig den der tror på kærligheden og ikke er tosset.

MARIKA: Må jeg så få et svar - hvad skulle hindre mig i det?

(der er ingen der svarer og ingen der foretager sig noget)

MARIKA: I kender jo godt svaret. Jeg kender godt svaret.

(rorkarlen stikker igen hovedet frem, mellem hendes ben)

RORKARLEN: Der er desværre kommet nye betingelser -

MARIKA: En anden gang!

RORKARLEN: Det er blevet bestemt ved lov at -

MARIKA: Jeg er ikke færdig!

(Rorkarlen forsvinder igen. Marika hopper ned fra rælingen)

MARIKA: Svaret er at jeg ikke tager herfra uden Mander.

LOTTE: Du insisterer altså på kærligheden og indrømmer din store dårskab?

MARIKA: Det gør jeg, og nu ved I det!

NARREKONGEN: Der rejste du en sand milepæl i mit hjerte!

PRÆSTEN: Du indrømmer samtidig at der ikke er noget uden for skibet?

MARIKA: Ikke noget som jeg bryder mig om i hvert fald - uden Mander.

NARREKONGEN: Der satte du en mægtig mindesten i mit sind!

MARIKA: I skal få at se - Mander og jeg elsker hinanden -

NARREKONGEN: (proklamerer) Her behøves ingen brændemærkning!

MARIKA: Mander og jeg er hinandens for evigt!

LOTTE: Vi tager hende i første omgang med den tatovering!

MARIKA: (clou) Og der skal nok vise sig en bred til sidst der vil tage venligt imod os!

(de klapper alle sammen ad hende som noget af det mest velsignet tossede de har set. Mander ser begejstret på hende, mens han udpeger steder for Karl samt udstikker kursen)

Scene 17

(Inde på bredden står Anniken og ser op mod solen - den synker ilsomt, og det er, som om der er applaus til dens nedgang - og så kigger hun igen ud over vandet, utålmodigt, som en der har ventet for længe og er bange for, at det kan komme til at vare længe endnu. Solen synker yderligere, og der sker stadig ikke noget. Det begynder hastigt at mørkne ude over vandet, og hun fryser. Der kommer ingen derude. Alt er igen stille. Hun går)

Scene 18

(Ude på skibet er solen nu også gået ned, og ved Manders faste plads er der hængt en lanterne op, som kaster et meget romantisk skær over dækket, lige der hvor Mander og Marika sidder)

MARIKA: Da Mathias slukkede og lagde sig mod min mave, første gang, da mente jeg heller ikke at naturen havde svar på alle spørgsmål, det troede jeg vist. Han er bestemt ude på noget.

MANDER: Hvem er?

MARIKA: Kaptajnen.

MANDER: Er han?

MARIKA: Han ser altid på mig med de der øjne.

MANDER: Jo, men hvad skulle han ellers se på dig med?

MARIKA: Og så trækker han maven ind for at give bedre udsyn. Naturen er noget rod, Mander.

MANDER: (ser alvorligt på hende) Tag ham - han er trods alt kaptajn og står endda over Vorherre. Og et meget fornuftigt menneske, det er han også, det må man sige.

MARIKA: Mander - det mener du ikke.

MANDER: (hele tiden meget blidt) Jo, det er jeg sikker på, at jeg mener. Man skal også tænke på fremtiden, og så længe man står sig godt med skibets kaptajn -

MARIKA: Det jeg mener er - du mener ikke at jeg skal tage ham!

MANDER: Jo, det mener jeg også.

MARIKA: Jamen, jeg vil ikke have kaptajnen!

MANDER: Hvem vil du så have?

MARIKA: Jeg vil jo have dig, kan du ikke forstå det!

MANDER: (tænker sig om) Nej, det kan jeg ikke forstå.

MARIKA: Men det er da så ligetil. Du har bedt mig blive din. Og nu er jeg parat - jeg vil giftes med dig, Mander!

MANDER: (ryster på hovedet) Det synes jeg ikke du skal, det er nok noget af det værste du kan gøre.

MARIKA: Jeg skal nok klare mig. De skal snart få at se, at jeg har trådt på et skibsdæk før i dag -

MANDER: For kærligheden, ser du, det er når man blir brændemærket, og svinebundet, og anbragt på en flydende dårekiste. Sådan er det med det, og det skal du ikke lade dem byde dig.

MARIKA: Og alle dine kærlige ord til mig, dine sonetter?

MANDER: Ja, dem ville jeg ønske jeg kunne gøre ugjort.

MARIKA: Det er muligt, men det kan du altså ikke!

MANDER: Jo, for jeg har trukket mig ud, ser du, jeg er sprunget ned fra elskovens vilde hest, og det var sandelig også på tide. Og så giver jeg mig nok til at tegne i stedet for.

MARIKA: Det er sådan noget gamle mænd siger, alt det der med at springe ned fra hesten, ja, når de ikke mere husker hvordan, og da slet ikke hvorfor det var så fornøjeligt.

MANDER: Det er også noget jeg siger.

MARIKA: Ak, Mander, du er sunket hen i de 100-åriges guddommelige galskab. Men jeg er kommet for at hente dig tilbage!

MANDER: (med stor overbevisning) For ved du, hvad det gør ved en, ved du det? Det sætter galden og alt muligt i kog inde i kroppen og sådan, det sender en helt derud hvor luften er så tynd, at blodet begynder at ilte i brystet for til sidst at boble ud gennem øregangene, det er meget, meget farligt!

MARIKA: Hvor kan du sige sådan noget.

MANDER: Livet slår en ihjel til sidst, det ved jeg godt, men kærligheden, Marika, den gør et menneske til krøbling længe inden da, og det er såmænd ikke det værste.

(han lægger armen beskyttende om hendes skulder for at værge hende mod faren, men Marika misforstår og giver ham et kys)

MARIKA: Var de tre onde mennesker virkelig så slemme ved dig?

MANDER: Det værste er at jo mere man får, jo mere kræver man til gengæld -

MARIKA: (kysser ham igen) Det er kærlighedens veje, Mander, sådan er det jo - jeg skal nok lære dig det -

MANDER: Den slags skulle man tage og holde sig langt væk fra, Marika, kys og klap og -

MARIKA: (kysser og klapper) Mander, jeg kan jo heller ikke få nok af dig, jeg kan heller ikke få dig ud af kroppen mere.

MANDER: (griber om hende) Det er jo det, Marika! Man er ulykkelig, tilfredsstillet og utilfredsstillet, på samme tid. Man render rundt om sig selv og slider skoene af sig i det morads af veje og stier, som kærligheden udgør.

MARIKA: (krammer ham) Kærligheden mellem mand og kvinde er det smukkeste vi har, sådan er det bare!

MANDER: (krammer hende tilbage) Og tænk så på al den uro, alle de indre modsigelser, de store indsatser, de mange håb, den lange nattevågen, angsten, svimmelheden, hovedpinen, forventningerne, begæret, alle de håbløse omveje man må gå, alle de chancer man tager med lemmer og liv og - - nej, nej, nej.

(begge er gået alvorligt i clinch under dette, men nu klikker det i Manders hoved, og han slipper hende og vender sig væk)

MANDER: Jeg har set det hele, har iagttaget hver lille detalje i spillet, mig kan man ikke dåre med ømme ord, der er intet i det at lade sig ophidse over, ingen kompensation til gengæld for ens store tab. Det er kun floden der løber som den skal.

MARIKA: (ind mod hans ryg) De var onde ved dig.

MANDER: Her på skibet har jeg fået mit vejr tilbage.

MARIKA: De har ikke hørt det sidste fra mig. Du heller ikke.

MANDER: Først nu er jeg igen blevet et frit menneske.

MARIKA: Står det til mig, vil du blive bastet og bundet igen.

MANDER: Nogle mænd siger nok om kvinderne at de er smukke og tillokkende, og det siger kvinderne sikkert også om mændene, men hvad så med træerne om foråret, når de springer ud, hvad med solnedgangens farver, der spiller smukt med hinanden -

MARIKA: Ja, hvad med træerne, hvad er der med dem, hvad? Hvad er der med den solnedgang!

MANDER: Men nu ligger det heldigvis sådan, at der er utallige måder at undgå alt det på, og dem synes jeg bestemt du skulle lære dig nogen af, der er både fysiske metoder, og der er dem hvor man ved hjælp af sjælens koncentration sætter sindet -

MARIKA: De har virkelig taget pippet fra dig, det har de.

MANDER: Selvfølgelig kan mænd og kvinder være sammen, mave mod mave, men det er nu engang bedre at se på det som en udenforstående, køligt og nøgternt, så man ikke spilder for meget af sin dyrebare energi på ting der alligevel ikke rækker ud over sig selv, og jeg kan ikke ønske noget bedre for dig, Marika, end at du også lægger det på betryggende afstand af dig.

MARIKA: Jeg kunne godt lide at vide, hvad man kalder den form for sygdom, du der har pådraget dig. Det ser desværre ud til at du alligevel er havnet det rette sted. Men har kuren indgivet dig sygdommen, skal sygdommen også give dig kuren, det har du mit ord for, og så snakker vi ikke mere om det, for nu står månen op og sejler mod Venus, og så tier man. Du gør.

(natten hvælver sig over dem, mens de sidder der ganske stille, med ryggen mod hinanden, og følger hver sit stjerneskud)