Denne novelle kan også downloades i RTF-format og læses offline.

MATHIAS

Det hele startede en lillejuleaften omkring lukketid. Jeg er købmand. Jeg overtog forretningen efter min far, da jeg var ganske ung. Dengang var den kun en mørk, lille biks.

Senere udvidede jeg, så alt blev stort og lyst, nærmest et lille supermarked. Det er man nødt til, varesortimentet skal være stort og kunderne skal kunne komme til det, ellers kan man lige så godt lade som om man ingen butik har og finde på noget andet.

Lillejuleaften er som regel lidt hidsig. Men hen ad syv kommer der en stille stund hvor folk ikke orker mere og udskyder det sidste til i morgen. Jeg var alene i butikken, efter uret at dømme var det fyraften. Det skal man ikke altid lade sig narre af, men jeg begyndte så småt at lade som om jeg ikke stod i butikken mere.

Så kom denne her fyr ind fra gaden og begyndte at gå rundt mellem hylderne og se på varerne. Det skulle han selvfølgelig have lov til. Men det trak ud, og så syntes jeg, jeg ville fortælle ham at jeg var ved at have lukket og at klokken var mange. Selv indbringende trængsler må der være en ende på, og den korteste dag kan være lang nok.

Alt det forstod han også udmærket, det drejede sig kun om at han ville have en flaske vin med sig. Han ejede ikke kongens mønt, men han ville gerne gøre noget for mig i stedet.

Jeg lænede mig mod kiksehylden og kastede et blik op i det rundbuede tyverispejl. Jeg nærede ikke noget ønske om at han skulle gøre noget for mig. Men så sagde han at han ville vise mig noget.

Jeg prøvede at forklare ham, at det var juleaften dagen efter, og at jeg havde været på benene i mange timer, og at det ikke var slut endnu. Ville han have vin kunne han snuppe en flaske på hylden, betale ved kassen og tage med sig hvad han havde betalt.

Han så lidt på mig, og det var ikke noget lykkeligt smil, men smilede det gjorde han da. "Du føler dig ikke overbevist om at jeg kan gøre noget for dig," sagde han. Jeg trak på skulderen: "Det er nok for mig hvis du går nu." Så sagde han: "Jeg skal vise dig det."

Vise mig hvad, tænkte jeg, men i hans håndflader sprang to stjerneformede ar op og begyndte at bløde. Blodet silede ned over hænderne og dryppede fra hans fingerspidser ned på en nøgen kvinde på forsiden af en avis - fuldstændig som kunne det være under forteksterne til en film i fjernsynet.

Det var først nu jeg kom til at kigge rigtigt på ham. Men hans tøj var helt normalt, jeg mener, ingen lagener eller sådan noget. Ingen sandaler, men det var vejret nu heller ikke til.

Hans hår var måske lidt langt, men ikke anderledes end at det dannede en meget pæn ramme om hans ansigt. Det var ansigtet der var mærkeligt, mest øjnene med det der smil der mindede om træt regn.

"For helvede, mand, hold op med det," sagde jeg, "du ødelægger sgu da aviserne." Jeg havde det dengang med at bande lovlig kraftigt, men det var nu mest når jeg følte at jordkloden ville til at skeje ud under fødderne på mig.

"Aviserne fra i dag kan du alligevel ikke sælge i morgen," sagde han, og den var jo svær at give igen på. Jeg spurgte ham hvad det var han ville vise mig. "Er disse hænder ikke nok," spurgte han, "beviser de ikke at jeg kan gøre noget for dig?" - "Gør de? Hvem er du?" - "Tja," svarede han, "jeg er manden som var Jesus."

Nu er det jo noget enhver kan komme og sige: "Goddag, jeg er manden som var Jesus." Jeg mener, det lyder så tilforladeligt, det har sådan en storartet klang. Men samtidig lukkede sårene sig, hans håndflader helede sig selv i løbet af ganske få sekunder. Huden bandt til over hans blodårer, og de sidste dråber blev suget op af avisen.

Han foldede den sammen og rakte mig den og undskyldte hvis jeg skulle have haft den med hjem til kaminen. "Jeg har sgu ingen kamin," sagde jeg, "og jeg kan ikke bare sådan give dig en flaske vin."

"Det er ikke fordi jeg har noget imod dig," fortsatte jeg, da jeg igen havde fået vejret, "men det bringer uorden i regnskabet, og så blir min kone ked af det, det er hende der står for det økonomiske. Men du kan følge med mig hjem, så tager vi et glas der."

Han sagde at han alligevel ville gøre noget for mig, men nu blev jeg utålmodig og spurgte om det ikke kunne vente, bare et par dage. "Næ," sagde han, "for det er jul i morgen." - "Det er jo det, jeg siger, jeg har andet at tage mig til, kan du ikke forstå det!"

Det kunne han godt, og det var jo heller ikke noget at tage sådan på veje for, så vi lukkede i fællesskab butikken og fulgtes ad ud på gaden. Det var hunderåkoldt, ikke noget med klar frost og hvide tage over byen. Sneen småklattede vådt under lygterne, det var rigtig noget der kunne sætte sig i knoglerne.

Men jeg havde også et andet ubehag i kroppen. Hvad ville Eleonora sige til at jeg tog et vildtfremmed menneske med hjem sådan en aften. Jeg kunne i det mindste have ringet. Så jeg foreslog at vi gik ind på et værtshus, ikke for at ringe, men for at trække tiden ud. "Din kone skal nok tage imod os," sagde han bare, "men jeg er med på en lille en hvis du giver."

Da vi sad over hver sit krus fadøl, kom jeg til at tænke på at jeg ikke havde nævnt min kone over for ham, jeg havde i hvert fald ikke nævnt mit ubehag. Jeg kom igen til at kigge på hans hænder, og lyden fra klaveret trængte pludselig igennem til min bevidsthed. Det var en eller anden julesalme.

Jeg løftede blikket fra hans hænder og så ham ind i ansigtet. "Det du gjorde med dine hænder, det var et nummer, ikke, for at få en øl på min regning?" - "Øl?" smilede han, "hvad tror du det er jeg har i mit glas?" Øl var det i hvert fald ikke mere, det lignede blod. Det var blod. Jeg blev helt bleg og skulle ikke nyde noget.

"Hvorfor skal det hele tiden være noget med blod," hvæsede jeg så lavt at ingen kunne høre det, "lav det om igen." - "Det kan jeg ikke, du kommer til at give mig en ny." - "Nej, faneme, nu går vi hjem til mig, nu kan det sgu - - ikke mere blod, hører du!"

Jeg rejste mig og listede ud på toilettet for at skylle hans glas ud i lokummet. Han fulgte med og undskyldte meget, det var noget der nemt kunne ske når han var lidt ophidset. Og han var ophidset for tiden, der var ingen der rigtig troede på ham, og han havde svært ved at komme til orde uden at udsætte sig for en vis fare. Han måtte gå forsigtigt til værks, og det irriterede ham.

Jeg bad ham tage sig sammen og ikke se spøgelser alle vegne. Og vi gik hjem og jeg havde stadig ikke fået ringet. Hvad fanden skulle jeg også sige. Eleonora blev lidt fåmælt da vi stod der i døren, men hun fik da spurgt hvem det var jeg havde med. Jeg sagde at det vidste jeg ikke. "Men han kalder sig manden som var Jesus."

Jeg præsenterede min kone, og han sagde at han kendte hende fra tidligere, det studsede jeg jo noget over, men så tilføjede han at måske var det en helt anden tid han huskede hende fra, eller også var det ikke hende men en helt tredje. Det lød ikke rigtigt i mine ører.

"Jeg har lovet at dele en flaske vin med ham," forklarede jeg, "så går han igen." - "Hvis I da ikke har brug for mig i butikken i morgen," sagde han, "som hjælp. Som tak." - "Jeg har hjælp nok," sagde jeg, "Eleonora står der også, så meget hun kan."

"Jeg skal nok klare det der skal klares," sagde hun med stor afvisning i stemmen. Men han så mildt på hende og sagde: "Det er ikke din styrke jeg elsker, det er din svaghed."

Et øjeblik virkede det som om panikken ville tage fuldkommen overhånd i hende, men så tog hun sig sammen og gik hen til vasken - vi havde i mellemtiden fået sneget os ud i køkkenet - hvor hun fyldte en glaskande med det klareste postevand og holdt den frem mod os: "Hvis han er den han siger han er, kan det her vel være godt nok til ham."

Jeg prøvede at bremse hende, jeg gjorde virkelig hvad jeg kunne for at få det til at være ugjort, men det var for sent. Vandet skiftede behændigt kulør, og snart glødede det rødt i den før så klare kande. Vi stod alle længe og så på det tindrende under i Eleonoras hånd. Så sagde Jesus ganske blidt: "Det er ikke blod. Det er bourgogne."

"Jeg tror alligevel, jeg åbner en af mine egne flasker," sagde jeg, "nu jeg har lovet det." Eleonora stillede kanden fra sig, helt roligt, som var den slags hverdagskost for hende. Så trak hun sig tilbage til soveværelset for at hvile sig. Eleonora var en meget svag kvinde, meget nervøst anlagt, og hun havde svært ved at sove. Derfor måtte hun hvile om dagen, og så kunne hun ikke falde i søvn om aftenen.

Vi mandfolk blev i køkkenet, og han smagte på min vin, og jeg smagte på hans vin. Den kunne faktisk godt drikkes, men jeg mente dog at min var nemmere at markedsføre. Han smilede og spurgte hvad Eleonora egentlig fejlede.

Det kunne jeg ikke svare på, for selv om hun altid var træt og alligevel ikke kunne falde i søvn, så var hun blevet undersøgt fra top til tå, og de havde ikke kunnet finde noget. Det var nærmest noget psykisk. Hun havde det ellers godt, og vi havde det fint sammen, måske ikke det helt vilde mere, men trygt og varmt både ude og hjemme.

Han rejste sig og gik ind i stuen med sit glas i hånden. Han så sig om og nikkede, her var hyggeligt nok. Jeg var fulgt efter: "Det er jo ikke nemt altid at se på folk hvad de fejler, heller ikke for lægerne, hvor holder du jul?"

"Helst her," sagde han med ryggen til. Det havde jeg ikke noget imod. "Men vi kommer til at spørge Eleonora om hun gider dække op til en ekstra." - "Du skal ikke gå derind lige nu. Hun sover."

Jeg sendte ham et mildt bebrejdende øjekast. Han holdt hænderne i vejret som om han overgav sig og forklarede, at det ville han gøre mod hvem som helst han havde brug for at overbevise, skaffe dem søvn hvis det var det de havde brug for, holde dem vågne hvis det var det.

"Okay, okay," medgav jeg, "men du skal nu ikke gå alt for hurtigt frem, så kunne det træffe sig at virkningen blev den stik modsatte af den du havde tænkt dig, det er set før."

Jeg var blevet lidt snurrende af al den prøvesmagning og trængte til at se dyner, men måtte lige have det her slået fast først: "Det sker så tit, forstår du, at tingene udvikler sig på en anden måde end man har drømt om."

Jesus ville gerne blive siddende lidt og tænke over det og spurgte om jeg havde noget imod det. "Du blir bare drukken," sagde jeg. "Og hvad så?" - "Næ," sagde jeg, "det er dit eget hoved." - "Og så hjælper jeg i butikken i morgen, er det en aftale?" Jeg nikkede: "Der er sengetøj i magasinet under sofaen, hvis du kommer så vidt."

Han reagerede ikke, hans øjne var ikke længere i rummet, jeg forestillede mig noget i retning af at han var træt. Jeg gik ind til Eleonora. Hun sov så sødt som nogen, på ryggen og med hænderne foldet over maven. Det stak mig i hjertet at han på flere meters afstand havde udvirket noget, jeg aldrig havde kunnet gøre med gode ord eller berøringer. Hun lå ellers aldrig på ryggen. Hun plejede at krybe sammen med knæene oppe under hagen, som et barn i moders skød.

Næste morgen var Eleonora i et pragthumør og blev ved med at hælde kaffe på ham. Sengetøjet lå urørt i magasinet, men Jesus påstod at han havde sovet fint. Han var allerede som hjemme i vores køkkenkrog og tog imod en smøg da jeg bød ham.

Jeg var lidt morgenbetænkelig og spurgte ham om han nu også var helt sikker på, at han ville stå i butikken. Der kunne jo være andet han var nødt til at tage sig til sådan en dag. Det var der ikke, der var intet han skulle nå. Naturen gik jo sin gang derude.

"Jo, men selv om det er sagt," sagde jeg, "så er de fleste alligevel lidt ophængte i den her tid." - "Nu lyder du som om du helst vil af med ham," sagde Eleonora og skænkede mere kaffe i, "det var ellers dig der kom slæbende med ham." - "Nej, sådan var det jo ikke ment," skyndte jeg mig at sige, "sådan var det slet ikke ment."

"Hør nu her, Mathias, og også dig, Eleonora," sagde han henne fra vinduet, hvor han virkede helt gennemsigtig mod morgenmørket, "hvis I er kede af at have mig, så skal I sige til. Og hvis I blir trætte af mig i dagens løb, så smid mig ud. Jeg har kun den gode vilje der sidder i mine hænder. Men den skal ikke påtvinges nogen. En god vilje kan misbruges som omtrent alt andet."

"Jeg steger en and i aften," sagde Eleonora, "kan du lide sådan noget?" - "Med brun sovs?" tonede han igen frem i køkkenet. "Med brun sovs. Og surt og sødt. Og flag i." - "Fint," grinede han.

De smilede så indforstået til hinanden og afskar mig fra at spørge om, hvad det var der ikke kunne misbruges. Eleonora så friskere ud end hun længe havde gjort, og jeg skød stolen tilbage og lod dem forstå at nu kimede klokkerne altså. Vi måtte hellere se at komme ud af klappen, hvis vi ikke skulle risikere at gå glip af formiddagens kunder. Klokken var kun syv, og anden kunne godt udskydes lidt.

Formiddagen gik ellers smertefrit, bortset fra at Jesus ved ti-tiden tryllede nogle stjernekastere frem, som jeg bestemt mente jeg havde forsømt at bestille hjem. Jeg bad ham holde op med det pjat, selv om jeg godt vidste at han bare gjorde hvad han kunne for at hjælpe, og at han mente det godt. Men en kommis af den slags kunne nemt få kunderne til at undre sig urimeligt.

"Tag det som en oplevelse," sagde han, "det tager slut igen. Folk har også for travlt til at lægge mærke til et par små undere." Og det kunne han måske have ret i, men jeg bad ham alligevel hjælpe på en mere diskret måde. "Og så skal vi have en kasse øl og en kasse vand hen i nummer 47, lidt blandet, du kan tage budcyklen."

Efter lukketid stod de sammen henne ved kassen, mens Eleonora kørte sine strimler gennem apparatet. "Nu stemmer pengene vel?" spurgte han nok så uskyldigt, og Eleonora var der som et søm: "Du understår dig i at fumle med mine regnskaber!" Det var hendes stolthed at få kassen til at stemme på øre, men hun sagde det nu ikke særlig vredt.

"Jeg skal nok holde fingrene væk," sagde han. "Ja, eller hvad du nu gør det med," gav hun tilbage. Jeg bar vores varer ud i bilen.

Da jeg kom tilbage, var Jesus ved at sætte gitteret op foran cigaretbeholdningerne. Julenat skulle man ellers tro folk kunne lade tingene være i fred. Men det er bare lyv. Året før var der blevet stjålet tre kasser spiritus i juledagene, og cigaretgitteret var flået bort.

"Har I ikke forsikret?" spurgte han Eleonora. Hun nikkede til ham: "Jo, men det er surt alligevel. Og vi har rigeligt at se til i forvejen." - "Bare du nu kan holde til det," sagde han. "Jeg står op endnu, gør jeg ikke!" Han trådte et skridt frem mod hende, men hun stoppede ham: "Og lad mig så lige få ro til det her!"

De stod over for hinanden som to gamle venner - to der har haft et forhold til hinanden i fordums dage. Ikke noget erotisk, gud fri os vel. Noget nært. Man følte sig heller ikke lukket ude af sammenhængen på nogen måde, det havde ellers været det normale. Men helt normalt var det ikke, det havde jeg da fået klart for mig.

Og snart kunne vi strække benene under det hjemlige bord og lade julefreden sænke sig. Julemusik tonede fra radioen, julestemning begyndte at pible frem af krogene. Eleonora havde bemægtiget sig køkkenet, Jesus og jeg indtog de bedste pladser i stuen.

Da mundvandet for alvor tog til at sive, bød jeg ham på en lille en og forklarede at juletræet skulle stå i hjørnet ved vinduet, og at vi først pyntede det hen på eftermiddagen juleaftensdag.

"Det har jo ingen hast," fortalte jeg ham, "når man ikke har børn." Han holdt sit glas svævende foran munden. "Hvorfor har I ingen børn?" Det kunne jeg ikke svare ham på, det måtte vel bero på at sæden ikke var varm nok. "Der er så mange der ikke har børn."

"Skål," sagde jeg og løftede glasset, "det er en stor ære for os at have dig i huset juleaften." - "Skål selv," sagde han, "æren er helt på min side." - "Men vi plejer altså ikke at gå i kirke her om julen, det har vi aldrig - - vi er ikke troende, forstå du!"

Du milde, hvor han grinede. Og jeg kom til at grine med. Vi grinede begge to af hjertens lyst. Og så drak vi ud, så vi kunne få en lille en til. "Hvad med Eleonora?" spurgte han.

Jeg sagde: "Hvad med hende?" - "Skal hun ikke også have?" - "Det skulle undre mig meget, hun drikker aldrig." - "Vi kan gå ud og spørge hende." Og det gjorde vi, og jeg tænkte ved mig selv at det er godt at have gode folk i huset, det skader da aldrig.

Hun ville sgu godt have et glas rødvin. Men hun frabad sig vores tilstedeværelse i køkkenet, vi snakkede for meget. Det brasede ellers, så det kunne friste en sulten vom til at slå sig ned, men vi fik i stedet fornøjelsen af at sætte juletræet på fod og få stadsen på.

Det blev så Jesus der kom til at stå for det mere kunstneriske, mens jeg langede til. Han var lykkelig som et lille barn og hengav sig til guirlander og flag og lys og englehår med stor entusiasme. Imens dækkede Eleonora bord og bar til, og på den måde gik tiden hen og jeg kom først til mig selv, da det meste af julemiddagen var indenbords, og den gode vin suste gennem årerne på os alle tre og lakkede ansigterne røde.

Men da lænede jeg mig også mæt tilbage og stønnede: "Man er lidt længe om at komme ind i stemningen med alt det ræs, men midt i ris à l'amanden begynder det altid at løsne sig." - "Det er en meget fin fest," sagde Jesus, og Eleonora nynnede: "For hver som kommer med som gæst." Og så måtte jeg fortælle hvordan jeg traf hende.

Det var på et pensionat, hvor vi begge spiste i vores unge dage, et godt og billigt sted, men det mærkeligste var at jeg ikke lagde mærke til hende før - ja, før hun en aften kom fejende ind i en sort kjole. Da tænkte jeg ved mig selv: Du almægtige, sikke en pige!

"Og nu snakker vi ikke mere om det," forsøgte hun at afbryde mig, men jeg var alt for højt oppe. "Så hende valgte jeg mig, og der var ingen tvivl bagefter og ingen bekymringer." - "Men måske var det alligevel den forkerte du valgte dengang," sagde Eleonora.

"Hun var meget bleg, husker jeg, mod det sorte. Men køn, gudfredsens. Ja, det er hun da stadig. Det er femten år siden på to dage nær, det var altså en lillelillejuleaften." - "Og nu tænder vi træet," skar hun mig af. "Tak for mad," sagde Jesus.

Vi hævede taflet og tændte træet. Og vi sang tre salmer som vi altid gjorde. Vi sang Julen har bragt velsignet bud, Glade jul og Dejlig er jorden. Specielt den sidste er jeg meget forgabt i, den har sådan en køn melodi. Bagefter var der kaffe og cognac og syv forskellige slags småkager, ikke fra butikken, fra en rigtig bager.

Eleonora og jeg byttede gaver, som skik og brug er hos os, det var som altid ting der supplerede hinanden. Det år var det to lagener fra mig og to dynebetræk fra hende, pudevår havde vi nok af.

Men bagefter fandt hun endnu en gave frem under træet: "Til Jesus fra Mathias og Eleonora," sagde hun, "god jul." - "Til ham?" sagde jeg. Jesus så helt ulykkelig ud: "Til mig?" - "Ja," sagde hun, "hvorfor skal du være den eneste, der ikke får en gave i aften."

"Det har jeg aldrig fået før," sagde han. "Nåh," kom jeg igen, "hvis det ellers er sandt hvad du siger, så var der engang hvor du fik både guld og røgelse og myrra skær." - "Jo tak," grinede han, "gud ved hvor det blev af." - "Pak nu ud," sagde Eleonora spændt.

Han pakkede forsigtigt sin gave ud, løftede båndet af, foldede omhyggeligt papiret fra, og i pakken lå et par splinternye fingervanter.

"Du har sådan nogle spinkle hænder," sagde Eleonora, "du må fryse om fingrene." Jesus indrømmede, at det gjorde han også. "Og så kom jeg til at tænke på at du jo ikke havde nogen vanter på, da du kom. Det var nogen, jeg fandt i butikken. Jeg kunne ikke nå at købe ind."

Han så hele tiden på hende, mens han prøvede vanterne og viftede med hver enkelt finger. "Tak skal I have," sagde han så, "dem er jeg meget glad for. Men hvad nu med jeres regnskab?" - "Åh, det ordner sig nok," sagde Eleonora, for det havde hun nu sat sig i hovedet.

"En lille cognac til," foreslog jeg for ligesom at samle trådene igen, men nu var Jesus begyndt at rode under træet. Lidt efter dukkede han frem med en pakke i hånden. Han gav den til Eleonora. "Jeg har skam også en gave til jer," sagde han, men han havde den sgu ikke med da han kom, og vi havde været sammen hele dagen, og det var ikke noget fra butikken, det kunne jeg da se.

Da Eleonora under stor spænding havde pakket gaven ud, viste det sig at det var en krukke med tegn og underlige gerninger hele vejen rundt, og med et rødt laklåg til at holde indholdet på plads. Eleonora løftede den i vejret for bedre at kunne beskue den.

"Det ligner ikke noget jeg kender," sagde jeg. "Det er det vist heller ikke," sagde Jesus, "det er en krukke med salve." Eleonora kiggede på ham: "Er det noget man smører sig ind med?" - "Fra top til tå."

Hun sendte mig et blik: "Også Mathias?" - "Man begynder med fødderne og bevæger sig op mod hjertet. Så tager man tindingerne og arbejder sig ned mod hjertet. Forpå og bagpå. Over det hele."

"Det lyder spændende," sagde jeg, selv om jeg ikke havde tænkt mig at prøve, "hvor har du købt det?" Han forklarede at det var en ældgammel opskrift, og jeg sagde at det kunne han sgu godt bilde mig ind. Men Eleonora brød seglet og snusede til salven og mente at den duftede fuldstændig vidunderligt. Alle nikkede, og så tog vi en cognac til og tændte for fjernsynet som traditionen bød os.

Der var en film med Hepburn og Gregory Peck. Eleonora trak sig tilbage til badeværelset for at sætte frisuren. Vi andre sad lidt og så på filmen og jeg fangede ikke ideen med at de sendte den slags juleaften.

"Hvis de virkelig sendte noget der handler om hvad jul er," sagde Jesus, "så ville ingen have med det at gøre." Jeg kiggede lidt på ham og tænkte ved mig selv, at nu så han da vist spøgelser igen. "Så det er der ikke noget at sige til," sluttede han af.

Så vendte Eleonora tilbage og sagde at hun havde tømt vandet ud af brandspanden, den stod bare og fyldte i badekarret. "Skal du i bad?" spurgte jeg. "Nej, men nu er lysene jo brændt ned." - "Og nu skulle Jesus ellers lige til at fortælle os hvad julen handler om."

Hun satte sig straks ned og kiggede forventningsfuldt på ham. Og han svarede uden at hun havde spurgt: "Julen er det tidspunkt på året hvor solen og kærligheden står lavest, i hvert fald heroppe mod nord." Jeg fandt at det var så sandt som det var sagt - der havde aldrig været så mange slagsmål det år som ved juletid.

"Solen har brug for kraft til at vinde højde igen," fortsatte han, "for at folk ikke skal gå til i savn. Og kærligheden har det på samme måde, for solen og kærligheden er en og samme ting."

Jeg gik hen og slukkede for fjernsynet, og Eleonora indrømmede at det kunne være svært at få tingene til at fungere. Det er som om man til daglig går rundt med en længsel man ikke har brug for. Og som man går og gemmer væk bag ind- og udgående beløb. Og det kunne også være meget godt, men måske ikke helt nok, det vidste hun ikke.

"Det er måske fordi vi ingen børn har," fortsatte hun, "det kan føles så goldt." - "Eleonora skal helst holdes til ilden," forklarede jeg ham, "det værste, der kan ske for hende, er at der ikke er nogen der har bud efter hende."

Eleonora så et øjeblik på mig som om hun for alvor tvivlede på min dømmekraft. Så vendte hun sig igen mod Jesus: "Hvad var det du ville sige om kærligheden, hvordan har den det på samme måde?"

Han rømmede sig lidt og indrømmede at det med kærligheden var svært at svare på. Men selvfølgelig også meget enkelt. "Det drejer sig jo om at der ikke er ret mange der tør det der med kærligheden, fordi den er så effektiv. Derfor afstår de hellere fra at være med i legen."

Men specielt julenat, mente han, var det vigtigt at så mange som muligt gav kærligheden frit løb, inderligt og hengivent. "Julenat," spurgte jeg, "hvorfor lige julenat?"

"Det er en svær nat. I nat starter en fred der ikke blir overholdt. Nogle steder tror de at naturen er i stor uorden på denne tid af året. Troldene er løse, vandet i åerne løber baglæns, folk lyver stærkere end en hest kan rende." - "Tror du på det?" spurgte jeg.

"Jeg tror på dem der tror det. Der fødes ondt som godt julenat. Det er en ret svær balance. For menneskene. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det. Det er svært. Forstår I hvad jeg siger?"

Eleonora mente hun forstod det. Men jeg vidste ikke rigtigt, det gjorde jeg vist ikke. "Men tænk på den kraft der er i hvert enkelt menneske," forklarede han, "den er umådelig. Men den skal villes. Den omslutter alt, himmel og jord. Den er uforgængelig, den kan ikke slettes eller nedbrydes. Den er af gud. Men den er helt afhængig af viljen hos det enkelte menneske."

Jeg syntes ikke, han skulle gøre os bedre end vi var. "Det kan jeg ikke," sagde han, "det kan ingen." Eleonora mente endda, at han måske prøvede at gøre os værre end vi var, og det kunne hun ikke lide.

"Vi er som mennesker er flest," sagde hun. "Det er jo det jeg siger," forsvarede han sig. Men hun rejste sig og gik hen til vinduet og kiggede ud i natten. Pludselig rettede hun sig op.

"Hvad er det for et lysskær oppe på himlen," spurgte hun med næsen mod ruden. Jeg gik hen og kiggede med ud. Det var klaret op. Havde hun ikke læst aviser i al den tid? "Det er kometen," fortalte jeg hende, for det havde jeg sat mig ind i, "den har været under opsejling længe. De har en masse rumsonder ude for at kigge på den."

"Den har vist sig gennem flere tusind år," lagde Jesus til, selv om det var noget, jeg også godt vidste. "Og den vender tilbage igen." - "Ikke i vor tid," sagde jeg. Han vendte sig mod mig: "Det kommer an på hvornår jeres tid er ude." Men der stod Eleonora af og sagde at nu skulle vi pille skroget.

"Hvad skal vi?" spurgte Jesus, for der fik hun ham godt nok. "Anden," forklarede hun, "vi tager altid resterne af den kolde and sidst på aftenen, på lidt groft rugbrød, med fedt under og salt over." - "Og en lille øl og en snaps til," tilføjede jeg. "Det siger jeg ikke nej til," smilede han, og Eleonora gik ud for at rette an.

Nu havde Jesus jo lovet at han ville gøre noget for mig, og jeg tænkte at tiden måske var inde. Jeg vovede mig derfor frem med en bøn, jeg havde rumlet med hele aftenen. At gøre noget, det var jo ligesom hans fag havde jeg forstået - hvis han da ville.

Og jeg havde i nogen tid haft nogle forfærdelige skæl groende i min hårbund, og ikke bare almindelige skæl, det var hele flager, de satte sår. "Jeg kan ikke slippe af med det," forklarede jeg ham, "men hvis du nu - ." - "Lad mig se," sagde han. "Nej, jeg vil helst ikke have at du kigger på det." - "Hvis jeg ikke må se hvad det er, kan jeg da ikke gøre noget ved det!"

Han havde ret, selvfølgelig havde han ret, og jeg bøjede hovedet og bad ham selv se. "Det er slemt," sagde han. "Det er noget møg," indrømmede jeg. "Godt. Jeg gør nu det at jeg lægger hænderne på dit hoved, og så skal du koncentrere dig, og så tænker vi på det samme." - "På hvad?" - "Vi tænker på det samme, og så er det muligt du mærker en kort smerte." - "Og så er det væk?" - "Koncentrér dig nu bare."

Jeg koncentrerede mig ikke kun, jeg bad, af hele mit hjerte bad jeg om at slippe af med mine skæl, som havde plaget mig længe og skallet af i store flager, så det havde drysset som sne fra min isse. Og jeg bad om at blive rigtig rask og aldrig oftere skulle opleve noget lignende - det bad jeg om af et oprigtigt hjerte, og jeg mærkede ingenting, ingen smerte, og alligevel forsvandt det den nat.

Selv vi almindelige mennesker har vore gode stunder, og under natmaden var jeg i et så godt humør, som jeg kun sjældent har oplevet det. Til sidst så jeg bønfaldende på Eleonora: "Nu skal vi vel ikke have mere før i morgen?" - "Åh," sagde hun mens hun stadig småspiste, "du kunne sikkert godt blive ved. Men nu er det slut for i dag."

"Egentlig er det først nu jeg kan falde til ro," forklarede hun Jesus, "når klokken har passeret midnat. Det blir lettere at trække vejret. Det føles rigtigere at være til. Særlig i nat. Og i morgen holder jeg fri og enhver må sørge for sig selv!"

Hun smilede til mig, så jeg blev helt genert og måtte tænke på at der også var andre til stede. Men Jesus så ud som om han frydede sig over, at Eleonora omsider var havnet i et indre behag hun ellers ikke kendte til. "Før I går i seng," sagde han, "vil jeg fortælle jer en historie." - "Åh ja," bad Eleonora, "vil du ikke nok."

Jesus fortalte så at han ville fortælle historien om hvordan han lærte at gå på vandet. Det fik mig til at spørge, om det direkte var noget man kunne lære sig. Det mente han man kunne. Men før man kunne gå på vandet, måtte man have været bange, rigtig bange. Ellers var det håbløst at tænke på, det var jo ikke et nummer.

"Det er en morsom historie," sagde han, "og den er sand." - "Det blir den bare endnu bedre af," sagde Eleonora og trak benene op under sig i sofaen. Og Jesus skar en luns af skroget, så han havde noget at pirke i mens han fortalte sin historie.

"Jo," startede han med et grin, "jeg har jo altid været forfulgt, så for det ene og så for det andet - mest selvfølgelig af dem der var mest hovmodige i mit navn. Det var værst da jeg var barn. Det er altid værst for børn, de har ikke styr på deres evner endnu."

"Bare vi andre havde det," sagde jeg, "man får alt for tit fat ved den gale ende af tingene." - "Rolig," sagde Eleonora, "hør nu efter."

"Jeg var ti år dengang, og så var der en bande nabounger der havde kigget mig ud. Jeg ved ikke hvad de forestillede sig om mig, men de havde da fået færten af et eller andet. En dag havde de gemt en af deres kammerater i en tønde uden bund og stillet tønden et sted hvor de vidste jeg kom forbi. Det var netop på kanten af en sø, og da jeg så kom standsede de mig. De bad mig sige hvad der var i tønden, det skulle jeg nok kunne klare, mente de. Jeg kiggede på dem, de kiggede på mig. De var vel en tolv-femten stykker. Tønden var helt lukket, og der kom ikke en lyd derindefra. Til sidst slyngede jeg ud, at der var en hund i tønden. Kors, hvor de grinede. Og så løftede de tønden for at afsløre sandheden - og mig som en ærkeløgner!"

"Hvad skete der så, hvad skete der?" Nu var det Eleonora der ikke kunne styre sig, så jeg blev nødt til at bede hende holde lidt igen.

"Ja, hvad skete der - der kom en lille, bidsk køter farende ud fra tønden og gøede i vilden sky og ville bide os alle sammen i benene. Hele banden fik et forfærdeligt chok og spredtes for alle vinde, og jeg blev så bange at jeg løb ud på søen uden at tænke over det. Da jeg var kommet langt nok ud, vendte jeg mig om og så mig tilbage, og da pjaskede hunden sjaskvåd op på land igen, og den havde ikke lært noget, men jeg havde da fået lært hvordan man går på vandet."

Vi grinede alle tre, så det kunne høres langt ud i natten, selv om jeg mente det var synd for knægten. Men Eleonora var lige ved at få hikke af bare grin og måtte tage sig til siden. Jesus så fornøjet på hende, men tørrede så fedtet af fingrene og blev alvorlig.

"Før I går i seng," sagde han, "skal I smøre hinanden godt ind med salven." - "Blir vi så til en hund?" spurgte jeg, for nu var det min tur til at være vittig. Og Eleonora tog til at grine endnu mere, mens hun så bebrejdende på mig: "Mathias dog!" Men Jesus tog det nydeligt og lod sig ikke slå af banen: "I skal tage et bad og rense jer godt, og så smøre jer ind. Knægten levede og døde som hund. I blir ved med at være dem I er."

Havde jeg ikke fået noget i hovedet, ville jeg ikke have været så vaks til at rejse mig. Men det havde jeg. Så jeg stod pludselig midt på gulvet og slog ud med hånden som en imperator: "Kom så, min elskede viv, tag krukken under armen og følg mig ud i badet! Nå, nu er du ikke bleg længere, nu rødmer du gud hjælpe mig!"

Hun så fortvivlet fra den ene til den anden. Jesus så hendes dilemma, men lod hende rode lidt med det selv. "Vi kan da ikke bare - ," stammede hun. Hun så ikke på mig imens, og det kunne der være mange gode grunde til. Men jeg busede på: "Kom nu, aftenen er omme og natten stunder til!" Hun så på Jesus. "Jeg skal nok holde mig væk," forsikrede han, og nu så hun da helt nødstedt ud.

"Jeg rydder lidt op," tilføjede han omsider, "og så lægger jeg mig på sofaen. Det har været en lang dag, jeg er ikke så vant til at stå i butikker." - "Jamen, jeg synes ikke, at vi kan - ." Han rakte hånden frem og strøg hende forsigtigt over håret. "Jeg elsker dig ikke for din styrke," sagde han, "jeg elsker dig for sin svaghed."

Så rejste hun sig, tog føjeligt krukken under armen og gik med ud på badeværelset uden at se sig tilbage. Vi klædte os hastigt af, trådte op i badekarret samtidig og morede os lidt over at hun havde fået fjernet spanden der skulle redde træet hvis det brændte.

Jeg lod vandet løbe i karret, lagde håndklæderne til rette, fandt sæben frem. Så kom jeg ikke uden om det mere, jeg måtte kigge på hende. Foran mig stod en skabning, jeg aldrig havde set før, en kvinde der var så ny for mine øjne, som var hun kommet ned fra Syvstjernen med himmelekspressen samme aften. Jeg så ned over hendes krop, jeg så hende an, og hun var smuk. Og hun havde det på samme måde med mig, det var næsten det underligste. Og at hun sagde det.

Jeg ved ikke hvad der gik af os, men flot, det var det sgu. Da vi havde vasket os rigtig grundigt og stod helt åbne over for hinanden, begyndte vi at smøre hinanden ind med salven. Jeg startede. Jeg gjorde som der var blevet sagt, begyndte ved hendes fødder og bevægede mig op ad benene, op over lårene, gned godt ind om hendes køn, gled op over maven og ramte de underste buer af hendes bryster.

Startede så oppefra, tog ansigtet og tindingerne, halsen, nakken, lod det strømme ned over hendes ryg. Og så havde jeg forsømt bagdelen, derfor måtte jeg tage det nedefra igen. Og så endnu en gang op foran, fra halsen og ned, jeg gned hendes bryster ind så de struttede.

Så var det hendes tur, og hun gik lige så samvittighedsfuldt til værks. Først da forstod jeg at det var mig den hele herlighed skulle hældes ud over og ingen anden, jeg havde ikke fattet det.

Til sidst klang det ud af munden på mig: "Gud, hvor er det skønt!" Og hun hviskede: "Ikke så højt, han kan høre dig." - "Jamen, det er lige så det brænder!" - "Så, vend dig nu om, jeg mangler en stribe på ryggen. Og mellem balderne. Gør nu som jeg siger!" Det sved i porerne og lugtede som balsam, hvis det er sådan balsam lugter.

"Kan du mærke varmen," sagde hun, "jeg brænder selv af den." - "Aj, og min hovedbund er ren og glat som enden på en nyfødt unge." - "Du er ren og glat over det hele, og vi er begge nyfødte - kom." Hun tog om mit lem og trak af med mig. Jeg var ikke den der strittede imod, selv om jeg aldrig havde prøvet noget lignende før.

Da jeg lidt senere lå dybt forankret i hende, og hun sad tværs hen over mit skød - jeg ved ikke hvordan hun var havnet der - spurgte jeg hende mens jeg igen og igen fejede håret væk fra hendes ansigt: "Er du interesseret i ham?" - "Hvad mener du?" - "Seksuelt, mener jeg." Jeg ved ikke hvorfor jeg spurgte, jeg kunne sådan set være ligeglad. Jeg kunne også godt have undt hende det. Men det var der slet ikke tale om. "Er du helt sikker?" spurgte jeg alligevel.

"Jeg er interesseret i dig, det er dig jeg vil have, fra foden til hjertet, fra issen til hjertet, alt det der gør ondt, alt det der gør godt, og det ene kan ikke tænkes uden det andet, jeg vil have dig." Og hun kaldte mig sit æbletræ, og jeg kaldte hende min due.

Jeg lå helt stille på ryggen, mens jeg mærkede hvordan min krop svandt bort under mig. "Jeg elsker dine bryster over mit ansigt," sagde jeg, og hun smilede ud i rummet og var meget alvorlig. "Jeg elsker dit hår over dine brysters runde bølger." Og hendes bevægelser blev dybere og tungere. "Jeg elsker dine lænders dans og din ende."

Vi så på hinanden, og aldrig har jeg set så fjernt et rum, aldrig havde jeg talt sådanne ord. Og så styrtede hun ned over mig og begravede mig fuldkommen. Og jeg tog selv tælling.

Senere i mørket hviskede jeg stille: "Gør lige plads her." Hun vendte sig om mod mig og hviskede tilbage: "Nu igen?" - "Det er så længe siden." - "Det er ikke en time siden." - "Jeg mener før det. Jeg skal nok være forsigtig." - "Så kom da. Kom, Mathias," summede hun.

Og jeg lod mig på ny synke ind i hende mens jeg snakkede for hende med gode ord: "Hvis jeg ikke havde dig her lige nu, så ville jeg opsøge dig hvor i verden du var. Jeg ville bortføre dig med voldelig magt og stikke af med dig og gemme dig til side til senere brug."

"Sikken jul," sagde hun, og så trak jeg mig ud og bad hende vende sig om. Det var nu lettere sagt end gjort, for hun filtrede sig ind i lagenet, og jeg rendte panden lige ind i sengelampen.

Den tændte og skar os begge i øjnene. Så det varede noget før jeg kunne bede hende hjælpe mig ind igen. "Jeg føler mig selv tiltrukket af ham," sagde jeg og lænede mig frem så jeg kunne få et bedre greb om hende. Og hun skød ryg og klemte sammen, men hun sagde ikke noget. Jeg kom lige på stedet og blev selv tavs, mens hun blev ved med at arbejde under mig som om hun ville have hul på madrassen.

"Tredje gang er vist lykkens gang," mumlede jeg længe efter, da frisk blod strømmede frem af gemmerne. Vi havde ellers fået slukket lyset igen og vendt os fra hinanden i god forvisning om at vi havde gjort vores, som det ikke var sket siden vores første nat sammen i en jamrende jernseng. Men det var, som om hendes krop trængte gennem mørket om mig, og da jeg vendte mig mod hende så jeg den stadig.

"Sådan har du aldrig rørt ved mig før," sagde jeg. "Jeg kan se dig," sagde hun, "du lyser." - "Det mærkes fint og let alt sammen." - "Som at svæve under sin egen himmel." - "I en dyb, klar nat bag månen." - "Med en andens krop som er helt din egen." - "Inden i dig selv, overalt på dig." - "Bagefter slikker jeg dig ren over det hele."

Jeg forsvandt i strømmende tåger hinsides enhver bevidsthed. Det var os to, al den lykke var tiltænkt, flimrede det bort gennem mine faldende drømme, og så sov jeg. Men ikke ret længe. For det var stadig sort nat uden for vinduerne da jeg kom til mig selv igen. Eleonora lå og våndede sig og havde smerter i maven.

Selv i min omtågede tilstand kunne jeg forestille mig masser af gode grunde til, at hun havde ondt i maven. Men jeg gættede på, at hun havde spist for meget, jeg var øm i kroppen og vidste dårligt hvor jeg var. "Det er hvad der kan ske," trøstede jeg. "Den svulmer op," sagde hun. "Næste gang må vi passe bedre på," foreslog jeg, "svulmer den op!"

Hun påstod at hendes mave var blevet større og større og ikke ville holde op med at vokse. Jeg begyndte at blive vågen. Hvad var nu det for noget der ikke ville holde op med at vokse. Jeg rakte en hånd ud og mærkede efter, og så kunne jeg godt forstå at hun var ked af det. Hendes mave var stor og rundt og udspilet.

"Hvad er klokken?" spurgte hun. "Det aner jeg ikke. Øjeblik." Det lykkedes mig omsider at få tallene trykket frem på mit ur. "Den er syv." - "Det er helt mørkt udenfor," klagede hun sig. "Det er klart," sagde jeg, "det blir jo først lyst hen ad ni."

Jeg kravlede rundt i evigheder og kunne ikke finde lampen, som vi havde fået flyttet til et sikkert sted. "Jeg er så nervøs, Mathias," sagde hun idet jeg tændte, og det var der ikke noget at sige til. Hendes mave var som en hel ballon, hvad skulle det ikke ende med hvis den blev ved med at vokse på den måde.

"Vil du ikke være sød og hente lidt vand," bad hun, "jeg er så tørstig." Jeg prøvede om jeg kunne stavre mig ud af sengen. Det føltes lidt uvant, men jeg havde ingen tømmermænd. Det burde jeg vistnok have haft. Jeg var ikke kommet tre skridt hen ad gulvet før hun skreg.

"Så for den," tænkte jeg, "nu vækker hun Jesus!" - "Mathias," skreg hun, "åh, Mathias, nu skal jeg føde mit barn!" Jeg snurrede omkring lige der hvor jeg stod, og så blev jeg bange, rigtig bange: "Hvad skal du!" - "Nu, Mathias, hjælp mig, kom og hjælp mig!"

Det hvirvlede gennem mit hoved at hun måtte sgu helst vente lidt, vi skulle have fat i noget varmt vand, vi måtte have viskestykker eller lagener eller hvad vidste jeg. Vi måtte også have nogen til at sørge for at dette her gik rigtigt til og uden komplikationer.

I det samme åbnede hendes skød sig under mavens enorme bue. Hendes skød flækkede fuldkommen, og et hoved brød frem af den blodige spalte, et lillebitte hoved med tynde sorte hår i en fin bue om issen. Så gled skuldrene frem, og armene, og en slank, rynket krop fulgte efter. Det var som om ungen trak benene op under sig, og så var den ude. En flom af blod skyllede frem i dens kølvand og bredte sig som en sø ud over lagenet og sugede ned i madrassen. Ufattelig meget blod.

Eleonora sank tilbage på puden, og der lå et barn mellem hendes ben. Et barn. Og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men jeg gjorde det alligevel. Klippede og klappede, sørgede for luft og vand, hentede rene lagener og bløde klude, stoppede om og klædte på og lagde til.

Bagefter sænkede en ufattelig fred sig, rolige åndedrag fyldte rummet. Og i mit indre var der stille nok til at jeg kunne ønske ungen velkommen og os selv til lykke. Eleonora lå slank og bleg under dynen og kiggede op på mig, sort og uudgrundelig omkring øjnene. "Nu lysner det udenfor," sagde hun, "det er julemorgen." Jeg nikkede til hende for at vise at jeg var enig, og gik så hen til vinduet for at kigge ud.

Der var hverken kometer eller noget som helst derude. Det var blevet tæt i vejret, det sneede. En let og fin sne som tonsede ned gennem det grå daggry, i ubrudt glideflugt. Det lagde sig på tagene og træerne, lagde sig på buske og biler. Nede ad vejen lå det uberørt og jomfrueligt hen. Ingen spor nogen steder. Der var ikke en sjæl ude.