MARTHA

Da Samuel kom ind, lå vi på sengen og elskede. Og det morsomme var, at fra det øjeblik han trådte ind, begyndte jeg at se det hele med hans øjne. Selv så eller hørte jeg ikke mere hvad der skete omkring mig.

Billedet ulmede op for hans blik og fyldte snart hele hans synsfelt ud. Han kom langsomt nærmere. Detalje efter detalje trådte frem. Han stillede knivskarpt ind mod det sted på min krop, hvor mine opadbøjede ben dannede en ret vinkel med mit underliv. Her var så det afgørende bløde punkt i hans sind.

Jeg stødte lænderne op mod min elsker og klemte til om hans hofter. Han havde hævet sig op på armene og spejdede ned over mine bryster, ned over mit spændte maveskind, ned mod det sted hvor vi gik i ét med hinanden. Derfor så han ikke Samuel komme ind.

Men Samuel havde listet sig så tæt på, at akten i hans øjne forvandlede sig til bølger og kurver - et kruset hav som truede med at slå ud over sengekanten og drukne ham i åndenød og skumsprøjt, et kaotisk univers som krummede sig uendeligt indad i sig selv.

Det, der slog ham ud, var den inderlighed, vi begge kom med, på nøjagtig samme tid. Da stod Samuel bøjet ned over os og så mig ind i øjnene. Og jeg hamrede hovedet tilbage i puden, hamrede og hamrede.

Han vendte sig ikke om mod væggen før han følte sig fuldkommen sikker på at han aldrig mere ville glemme billedet af denne mand, der for så kort tid siden var kommet til øen, havde skabt stor forstyrrelse omkring sig, og nu havde bemægtiget sig hans seng.

Ingen her havde villet kendes ved ham, ingen så nogen muligheder i dette fremmede mandfolk, der en dag kom over med færgen og gik ind ad molen med et udtryk i ansigtet af, at her havde han mindst af alt ventet at ende sine dage, på en fattig holm midt i havet.

Jeg var selv med færgen over den dag og havde godt lagt mærke til ham. Jeg kan huske, at jeg havde lidt ondt af ham. Det virkede som om han frøs og trængte til meget mere lys end den smule, vi havde her først på foråret. Der hang et mildt skær over hans ansigt, men ellers så han mest ud som en fugl, hvis træk havde været mislykket.

Han sendte min kofanger et skævt smil, da jeg kørte forbi ham på broklappen, og gik i land som om han godt vidste hvor han skulle hen. Da jeg et øjeblik efter kørte forbi brugsen, kom han ud derindefra og stod ved vejen og så sig søgende om.

Jeg begreb ikke, hvordan han så hurtigt kunne være nået derhen, men der indfinder sig altid så mange sære eksistenser om foråret. De er her kun kort og forsvinder snart igen - det er som om de aldrig har været her.

Og alligevel stoppede jeg bilen og spurgte om der var noget jeg kunne hjælpe ham med. Det var lidt tankeløst af mig, for hvis han bare havde været inde for at spørge om vej, så kunne brugsmanden have givet ham så god en forklaring som nogen.

Han skuttede sig lidt og sagde at han søgte et sted at være. I brugsen ville de ikke have ham, og hos præsten kunne det ikke nytte at spørge. Jeg spurgte om han da kendte præstens. Han sagde at det gjorde han ikke på den måde. Jeg bad ham så sætte sig ind.

"Er du det du ligner?" spurgte jeg, da vi var kommet lidt ud ad vejen, og tavsheden mellem os blev for stor. "Hvad ligner jeg?" ville han vide. "En eller anden jeg ikke kan sætte navn på." - "Men som du godt ved, hvem er?" - "Det bilder jeg mig i hvert fald ind." - "Jeg er manden som var Jesus," sagde han.

Kors, hvor jeg kom til at grine, over den måde han sagde det på. Det kom bare sådan over mig. Jeg fik tårer i øjnene og var ved at køre af vejen. Jeg måtte tage mig en smøg for at få vejret igen. Men det var rigtigt nok, det var det han lignede.

"Men hvad skal jeg kalde dig, når vi kommer hjem?" spurgte jeg så, for den forklaring var der ikke meget hartkorn i. "Og da slet ikke over for Samuel, det er min mand." - "Du kan jo sige jeg er arkæolog. Jeg blir kun påsken over, er det så nemmere for dig?"

"Men hvad skal du her på øen?" - "Ja, hvad skal jeg," smilede han lidt, "hvad skal man? Opfylde sin bestemmelse?" - "Det sludder kan jeg ikke bruge til noget," sagde jeg, "men det skal du ikke tage dig af, det er mit problem."

Jeg dyttede ind på gårdspladsen, så alle kunne høre at mor var hjemme. Det kom der nu ikke nogen frem af.

Samuel sad inde i køkkenet med sin ryg. Han læste i avisen og så ikke op. Foran ham stod kaffen og var blevet kold.

Jeg forestillede min mislykkede trækfugl og sagde, han skulle have et af værelserne mens han så sig om på øen i nogle dage. Det var noget, vi gjorde så tit, lejede værelser ud - det kunne ikke komme bag på nogen.

Men Samuel sagde nej. Han kiggede ikke engang på den fremmede, og først bagefter tog han sig en slurk af den kolde kaffe. Nej, det ville han ikke være med til! Det kunne der slet ikke være tale om!

Da den fremmede omsider havde fået sig indrettet på sit værelse, og vi lå i vores seng, spurgte jeg Samuel, hvad der nu var i vejen med arkæologer. Samuel svarede kort, at denne her ikke så ud som en, der kunne betale for sig. Jeg indvendte at når det var ham, der kom trækkende med gæster, så betød det aldrig noget, hvordan de så ud.

"Jeg stoler ikke på ham," kom det tungt, hans ryg var virkelig hård ved ham. "Tror du, han fyldt med løgn?" - "Selvfølgelig, den slags kan man mærke." - "Hvorfor kan jeg så ikke mærke det?" - "Du tager ikke så tungt på tingene. I øvrigt ved du godt, hvad jeg mener."

Jeg kunne høre, at vores gæst ikke var kommet til ro endnu. Han gik rundt ude i køkkenet - det havde jeg givet ham lov til - og nu åbnede han døren ud til gården. Jeg vendte mig om mod Samuel, der sikkert også havde hørt det. Men han havde ikke flere kommentarer.

"Du plejer ellers aldrig at give dig til kende," sagde jeg, "og nu kommer der pludselig et stort og rungende nej fra dig!" - "Fik du måske ikke din vilje," lød det dystert, "er han ikke installeret?" - "Jeg forstår det bare ikke." - "En gang imellem må man vel have lov til at give ondt af sig."

"Du skal være så velkommen," sukkede jeg, "mere end velkommen endda." - "Og nu vader han rundt i mit køkken midt om natten på bare tæer." - "Skal jeg prøve om jeg kan linde lidt på din ryg, ellers må vi have dig til læge i morgen."

Han skulle ikke til læge, det han vidste af, men jeg måtte gerne røre ham lidt i lænden, det sad der som en knyttet næve som ikke lod sig vriste op. Men efter en god halv times gnubben slappede han igen af. Da var han forlængst faldet i søvn, med en hånd om min nakke.

Næste morgen var den fremmede forsvundet. Men han kunne ikke være kommet langt væk, færgen gik først om eftermiddagen. Jeg ryddede huset for kaffekopper og holdt hele tiden en kande varm, det var koldt udenfor, og logiet var med morgenmad.

Samuel var ude på markerne med sin traktor. Det var nok det sidste sted, han skulle have valgt med den ryg, men der havde han det bedst og kunne lettere affinde sig med verden. Om mig strakte øen sig så fredeligt, hegnet af alt sit hav.

I mit stille sind var jeg allerede begyndt at diskutere øens særegne natur med min gæst. Jeg stillede mig selv spørgsmål og hittede på svar til dem. Derfor var det ingen sag at gå ind i en snak med ham, da han vendte hjem et godt stykke op ad formiddagen.

Han kom stampende rundt om gavlen med en haglbyge i ryggen og blæste lige ind i køkkenet. Han sagde, at han havde tænkt sig at skaffe en god portion fisk med, men der var ingen at få ude på det lave vand.

Jeg spurgte, om han da havde været ude og vade i stranden, der var jo ikke de store varmegrader i vandet endnu, og man kunne let skaffe sig en forkølelse på halsen. Men han sagde bare, at det ikke var noget problem. Hans bukser og sko var heller ikke våde. "Men du fik ingen morgenmad," indvendte jeg. "Kan det stadig lade sig gøre?" spurgte han så, og jeg måtte jo indrømme at det kunne det godt.

"Du skulle hellere gå på kaninjagt," sagde jeg, "det giver et større udbytte." - "Jeg kan ikke komme ned i deres huller," trak han på det. "Du venter bare til de kommer op, så brænder du et skud af efter dem." - "Jeg har heller ikke nogen bøsse." - "Det har Samuel."

Han tænkte lidt over det, men mente ikke at han ville blive den store kaninjæger. Og fiskeriet havde han åbenbart heller ikke forstand på. Så måtte han jo se sig om efter noget andet at bruge sig til.

Jeg spurgte, om han mon havde bedre held med den måde, han gik rundt og præsenterede sig på. Det følte han sig ikke helt sikker på. Folk ville stort set ikke vide af ham. Men sådan var det alle vegne, det var kun hvad man kunne forvente sig.

"Og så viser jeg endda hvert sted hvordan mine hænder kan bløde på kommando. Og hele igen. Men det kan udlægges på så mange måder, det ved jeg godt. Jeg tror ikke engang, de fortæller det videre, men holder det for sig selv."

Jeg bad ikke om at måtte se det, hvad skulle jeg det for, jeg var jo allerede begyndt at se tingene omkring mig på en helt ny måde, gennem denne fremmedes øjne, på grund af hans anderledes lytten til alt det jeg forlængst var holdt op med at undre mig over.

Stilheden nåede mig nu med helt nye undertoner, udsigten fra vores vinduer havde gennemgået en næsten umærkelig forandring, der var sket noget med den evindelige horisont derude, hvor himmel og hav gik i ét, og hvor fuglene flygtede hen og blev borte.

På den måde kom jeg også til at se mig selv i et nyt lys, hvad skulle jeg så med hans blodige håndflader. Alt det var jeg jo slet ikke i tvivl om, mens vi sad der og fandt på svar til alle hans spørgsmål om øens natur.

Midt i vores anden kop kaffe kom Samuel farende gennem huset med en frisk duft af møg hængende i sit kølvand. Han smækkede med et par døre på vej ind, og han smækkede med et par døre på vej ud. Han var kommet lige gennem køkkenet, og havde ikke mælet et ord til hilsen.

Min gæst lod sig ikke mærke med noget, jeg går ud fra at han allerede dengang vidste, hvorfor Samuel demonstrerede uden at ville se os i øjnene. Derfor snakkede vi ikke om det, men vi snakkede om så meget andet. Sådan havde jeg alligevel aldrig talt med noget menneske før.

Da der var gået tre dage, var vi fuldkommen fortrolige, og da der var gået tre dage til, var det som om vi aldrig havde været fra hinanden. Alle andre havde påskeferie. Vi sled videre som altid og havde nok at gøre med at tjene til livets oliefyr.

I al den tid lå Samuel og jeg sammen hver nat. Han søgte punktligt over på min halvdel og glemte alt om sin lænd. Han larmede op og stønnede ind i væggen, til tider hamrede han hovedet imod i en evigt gentagende trommen. Sengen klaprede lystigt på sit fundament, men han kom aldrig. Han holdt igen og gav mig den ene orgasme efter den anden. Når han så fandt, det havde varet længe nok, sov han ind.

Det var et trick han havde opøvet i sine unge dage, og ligegyldigt hvor meget jeg filede og nulrede og krammede, så kunne jeg ikke tvinge ham til udløsning. Jeg forsøgte i hans dybeste søvn, og tidligt om morgenen, men jeg kom ingen vegne med ham.

For sådan var Samuel dengang. Han holdt igen på alt, på sine følelser og på sin sæd, på sin glæde og sin vrede, på sin indsats og på sine forventninger. Han trak sig ind i sig selv og kom aldrig ud i det åbne, det var en jammer at se på og en mystisk disciplin.

Jeg vidste godt, at uanset hvor han var, ude på marken, på vej over med færgen, om aftenen på kroen, så tænkte han ikke på andet, end hvad den fremmede og jeg foretog os. Det kunne jeg ikke gøre meget ved, det var hans egen sag, og vi foretog os jo ikke noget.

Men vi var begyndt at gå ture, det var vi. Hver for sig eller sammen, som det nu kunne passe sig - det ene var lige så godt som det andet. Det var noget jeg aldrig havde gjort før, og Samuel tog det ikke for gode varer.

Jeg opdagede på den måde en helt ny dimension i min tilværelse, men jeg indrettede det sådan at den ikke kom i vejen for pligterne. Ellers havde jeg ikke haft fornøjelse af det.

En aften ymtede Samuel så noget om, at der bredte sig et rygte i øen. Det kom ikke bag på mig, her henne i marts satte kulleren gerne ind, og folk begyndte at gnave løs på hinanden efter at have stået det ud sammen hele vinteren.

Det forlød - ifølge Samuel - at den fremmede ikke bevægede sig rundt på samme måde som enhver anden, men at han flyttede sig i spring, eller ryk. Just som han befandt sig på ét sted, var han der ikke længere, men turede omkring på en helt anden kant.

Det var jo lidt svært at have opsyn med, men folk gjorde sig snart et tidsfordriv af at holde øje med, på hvilke steder han blev set, efter at han vidnefast var blevet observeret på for eksempel øens søndre rev.

Og en nat i sengen efter vores gymnastiske øvelser sagde Samuel, at nu havde han syn for sagn. Hans øjne var ikke veget en tomme mens han havde drevet mig gennem mine svimlende øjeblikke, og han selv var stadig stiv som en pind.

Jo, sagde han, nu havde de nede i brugsen set den fremmede gå forbi på det tidspunkt, hvor han, Samuel, ganske bestemt vidste, at han sad herude hos os over sin sene morgenmad.

Jeg spurgte, hvad han kunne uddrage af det, bortset fra en momentan tidsforstyrrelse hos både ham selv og brugsmanden. Men Samuel havde sat sig i hovedet, at jeg havde fået nys om sagen af den fremmede selv, og altså vidste bedre besked. Han jog på ny en hånd ned mellem mine ben for at skynde på mig, og for første gang i vores samliv satte jeg et knæ i hans bryst og bad ham holde op.

I nogle dage derefter var stemningen ikke god, men jeg havde et par fine solnedgangsture, som jeg bevidst trak vores gæst med ud på. Han havde ingen indvendinger og lod sig gerne sætte på klinterne for at glo ud i aftensolen. Han talte meget og mente, at der måtte kunne findes en overensstemmelse mellem himlens udseende og menneskenes indvortes. Og jeg havde så svært ved at se om til hans side.

"Jeg forsvinder ikke bare op i den blå luft," sagde han til sidst, "det er der ingen, der gør." - "De siger, at du er set flere forskellige steder samtidig." - "Hvem siger at det ikke er et fata morgana?" Han smilede og fortsatte: "Og hvem siger, at der ikke er en sammenhæng mellem himlens farver og de farver, vi bærer i hjertet?"

Gule og sorte solpletter dansede for mine øjne, og himlen så rigtignok lidt giftig ud. Jeg så hen mod den nye vindmølle som stod 100 meter fra os og hvislede i vinden. Jeg havde lyst til at snakke om noget andet og beklagede mig over dens placering.

"Nu har de sat den mølle der," sagde jeg, "og måske kommer der et dusin til, det er jo næsten som en pagt med vorherres gode vejr, så det er der ikke noget at sige til. Men landskabet her er horisontalt, og møllen står og stritter så meningsløst i vejret. De kunne have anbragt den et sted, hvor der i forvejen var noget der ragede op."

Og jeg snakkede videre. "Der er nogen der siger den synker, der går vand ind under engen hernede. Men så vil det kun være med den, som det er med resten her. Jeg bilder mig nemlig ind at kaninerne er i fuld gang med at undergrave hele øen, og at den en skønne dag synker sammen og glider i havet." - "Det er ikke spor utænkeligt," sagde han.

"Så må man jo tage væk herfra," fortsatte jeg, "så kan man jo ikke være her længere, og så er det for sent at lave om på tingene. Men hele sommeren går turisterne jo rundt her og kan ikke se bedre end, at der må være mange fordele ved at bo på sådan en ø."

"Det er i hvert fald overskueligt," sagde han, "og synker øen er det jo også til at overse. Så drukner kaninerne eller svømmer bort. Hvad skyder man kaniner med?" spurgte han pludselig. Hans ansigt lyste, blegt som en dagmåne, og jeg havde kun én tanke i hovedet - at jeg måtte se at komme tilbage til hans fata morgana og meningen med det hele. "Med hagl," sagde jeg i stedet.

Så kom der en aften, hvor vi sad i stuen alle tre. Samuel gemt bag sin avis, jeg med tomme hænder og hovedet fuldt. Indtil nu havde Samuel ikke talt et ord til den fremmede - ikke en eneste gang forglemte han sig. Men vores gæst havde taget det med en knusende ro.

"Du passer ikke fårene ordentligt, Martha," sagde Samuel pludselig og så hen over sin avis. Vores gæst rejste sig og gik hen til vinduet. "Jeg skylder dig og Martha en forklaring på et synsbedrag, som jeg måske gør mig skyldig i," sagde han. "Hvor længe blir du?" spurgte Samuel.

Det var forbløffende. Samuel talte til ham. "Nu varer det ikke så længe mere," sagde han uden at lade sig mærke med noget: "Men i virkeligheden er det slet ikke min skyld. Det er noget, der opstår inde i jer selv. Og set i det lys er der jo ikke noget som helst underligt ved det. For inde i jer selv er alt muligt."

"I os her på øen?" spurgte jeg. Han smilede: "I mennesker alle vegne. Men hvis nogen ser mig samtidig i to storbyer, er der jo ingen der bider mærke i det." - "Hvor længe er ikke så længe mere?" ville Samuel vide. Nu blev jeg sur. "Betaler han ikke som aftalt?" spurgte jeg. "Du behøver ikke forsvare din handlemåde," sagde han.

"Når man står i en gade," forklarede Jesus videre, "er det begrænset, hvor langt man kan se. Står du på en bakke, er dit synsfelt stadig indsnævret. Fra et bjerg tror du måske, at du kan se ud over hele verden. Men det er en illusion. Kun når du vender blikket indad, er din horisont ubegrænset."

"Men har en mand sat gitter om sin grund," fortsatte han og så mod Samuel, "så er det en utaknemmelig opgave at komme ind på grunden og se sig om - der er allerede sluppet hunde løs, som du kun med stor møje kan nedkæmpe. Men det er din opgave at udrydde hundene."

"Vil det sige," spurgte jeg, "at vi ser ting, som ikke sker i virkeligheden?" - "Det du ser er din virkelighed. Andet er der ikke. Hvis jeg i dine øjne står over for dig, så er det den sandhed, vi må regne med." - "Og hvis du samtidig står over for en anden?" - "Sandhederne ophæver ikke hinanden. Du skal lægge de to billeder sammen."

"Ja, se det er jo en snak, der er til at forstå," stammede jeg og kunne ikke lade være med at smile til ham midt i min forfjamskelse. Men Samuel tog bøssen ned fra væggen og sagde at han ville kigge sig lidt om, så kunne vi lægge os når han kom ind igen. Jeg gik ud til opvasken, jeg kunne ikke klare at sidde med tomme hænder længere.

"Men det er sket," stod Jesus lidt efter i køkkendøren, "at jeg er kommet ind af en dør, og så sidder jeg allerede henne ved bordet og er kommet mig selv i forkøbet. Det er ikke noget, jeg er særlig stolt af, og jeg plejer ved den slags lejligheder altid at jage mig selv ud under en ukristelig masse eder og ved hjælp af en god stok."

Jeg vendte mig mod ham for at se hvad han mente med det, men han så helt lille og forsagt ud som en dreng, der er skræmt af sin egen drage. Jeg slog en skraldende latter op, og han gav sig også til at grine, og snart lo vi begge to, så det kunne høres langt væk.

Da jeg var færdig med opvasken, spurgte han om jeg ville gå en tur med ham. Jeg kastede et blik på køkkenuret og gik ud for at tage min frakke på.

Samuel ville ganske vist snart komme ind for at "lægge sig", men jeg kom jo igen og havde ikke tænkt mig at forsvinde. Vi mødte ham ikke ude på gårdspladsen eller på vej over markerne, måske var han søgt ned mod klinterne, han elskede havet, især når det var stille og spejlede stjernerne. Og vejret var klart og fint. Der var kun fårene i mørket og det ensomme skær fra køkkenvinduet.

Vi gik ind til byen for at se os om. Byen og byen, det er ikke stort andet end et par huse, og de fleste af dem er kun beboet ganske få uger om året. Men nu var det jo ind under påske, nu var der folk og festlighed. Selvfølgelig ikke her midt om natten. Ellers.

Jeg havde hele tiden en usikker fornemmelse af Samuel et eller andet sted bagude, men jeg besluttede mig for, at det måtte blive hans egen hovedpine hvis han hang og skabte sig i vores kølvand.

"Du skal ikke være bange," hviskede Jesus, "der sker dig ikke noget." - "Det er nærmest, fordi her er så trist," løj jeg, "her er jo ikke noget liv mere, bare smulerne af en tilværelse."

Jeg skuttede mig. "Her kommer heller ingen børn til verden mere. Samuel siger altid, at folk blir sgu også så gamle, de vil ikke lægge sig ned og dø, og så kan der ikke blive født nogen nye."

En af pærerne i gadebelysningen eksploderede lige over hovederne på os. En fin regn af glas kom dryssende ned, og mørket blev lidt tættere. Jeg greb hans hånd, nu måtte jeg alligevel have noget at stå imod med.

"Det du har at fortælle, skal du fortælle," sagde han sagte ind mod mit øre. "Hvor kom jeg fra?" så jeg mig lidt fortabt om. Pludselig stod han bag mig og holdt om mine skuldre. Jeg havde frit udsyn hen ad vejen, der var ingen at se eller høre nogetsteds.

Jeg vendte mig om mod ham: "Det er selvfølgelig noget fjolleri. Hvorfor skulle der ikke komme børn, bare fordi en masse gamle mennesker nægter at lægge sig til at dø."

"Måske har Samuel ret på en anden måde," sagde han, "måske er det kærlighed, han snakker om." - "Så er det en underlig kærlighed, må jeg sige, som kun vil sig selv og aldrig rækker ud mod os andre." - "Måske savner han det alligevel."

Vi slap hinanden og begyndte at gå hjemad. Hele vejen hjem kunne jeg høre smældet fra den eksploderende pære inde i hovedet. "Hvad med dig selv," spurgte jeg, da vi omsider kunne skimte gårdens silhuet, "hvad er du så for en? Hvad er det, du går og savner?"

Og han svarede: "Hvis jeg ikke er kærlighed, er jeg ingenting. Hvis jeg ikke elsker dig, elsker jeg ingen." - "Er det så nemt?" - "Nej. Kærligheden er ikke kun det, der rækker ud. Den er også det, der tager imod - hvis de to ikke mødes, kan kærligheden aldrig opstå. Så tager de døde magten."

"Javel," sagde jeg, "og de døde bekymrer sig vel næppe. Så det blir nok os andre, der kommer til at tage skrubbet." Men han var ingen steder at se mere, jeg måtte gå hjem alene. Før jeg lukkede mig ind, gik jeg en runde og så efter, at land og vand lå som det skulle.

Samuel var forlængst inde og sov sødeligt. Jeg kunne ikke falde til ro. Jeg burde nu have lagt mig ind ved siden af ham og ventet på morgengryet. Jeg burde have taget imod ham, så snart han vågnede. Jeg satte mig ind i stuen i en lænestol og trak et uldent tæppe over mig.

Der vækkede han mig klokken syv og sagde, at han havde ondt i sin lænd. Han lod sig falde på knæ foran mig og lagde hovedet i mit skød, så jeg kunne læne mig frem over ham og gnubbe på hans ryg.

"Her," sagde han og holdt en flaske frem, "hæld det på!" Han havde taget den eneste dyre olie jeg havde stående ude i badeværelset, en jeg havde sparet på i mange år.

"Hvad skulle det vel hjælpe," spurgte jeg, "at komme en masse olie på?" - "Hæld det nu på," hylede han, "du vil da ikke lade mig i stikken nu, vil du!"

Jeg tog flasken ud af hånden på ham og skruede kapslen af. Så hældte jeg olien ud over hans lænd og masserede godt ind, jeg hældte og hældte til flasken var tom, det var for flere hundrede kroner fin olie som dér bare sivede væk mellem balderne på Samuel.

Omsider hørte jeg vores gæst komme ud i køkkenet og begynde at lave sig noget morgenmad. Døren derud var heldigvis lukket, men jeg fik mig vristet fri, det var ikke meningen, at Jesus selv skulle stå derude og sørge for føden. Jeg glattede ned over mig og gik ud til ham. Samuel gik ind og lagde sig igen.

Resten af dagen lod han pligtskyldigst sin traktor stå. Næste dag var der ikke noget. Men næste dag så også helt anderledes ud. Samuel og jeg havde for en gangs skyld snakket, det vil sige - han havde tryglet mig hele natten, jeg havde hårdnakket givet afslag.

Det var startet med, at han havde besværet sig over at jeg hele tiden gik og fortalte historier til den fremmede. Hvad det nu skulle være godt for. Og så stod jeg på en alt for venskabelig fod med ham, nærmest pjattet, det måtte der jo også være en grund til.

"Hvad nu hvis han kan bruge mine historier til noget," indvendte jeg. Samuel rystede på hovedet: "Hvad i himlens navn skulle han kunne bruge dem til?" - "Det kan jeg da ikke vide, og i øvrigt omgås jeg med ham som det passer mig, der er ikke noget mellem os, Samuel!"

Det troede han selvfølgelig ikke på. Han var sikker på, at der var ingen grænser for hvad der var imellem os. Og han bad mig så mindeligt om jeg ikke ville opsige logiet nu og sende fyren så langt væk som muligt. Det ville jeg ikke, det kunne ikke være min sag.

"Kan det ikke være din sag om du holder af mig." - "Jamen, jeg holder af dig." - "Men ikke så meget, at du vil gøre det her for min skyld." - "Jeg kan ikke se at det er rimeligt af dig!" - "Men det er sgu da mig, du holder af, er det ikke?" - "Nu er du slet ikke rimelig!"

Han kunne ikke indse, at det kun var ham der var besværlig og umulig, og det var det måske heller ikke, altid, men jeg havde nu engang sat mig i hovedet at i det her ville jeg ikke bøje af - jeg havde også ret til mine gode øjeblikke, uden straks at skulle høre for det.

"Og det er altså øjeblikke der ikke indbefatter mig?" - "Jeg vil bare ikke stikke dig blår i øjnene." - "Du har altså noget for med ham?" - "Nej!" - "Så forstår jeg det slet ikke." - "Du forstår ikke at du vil dømme mig ud fra dine egne fantasier!"

Jeg prøvede at forklare ham, at det ikke var en forkastelse af ham, det var bare en bekræftelse af mine egne valg. Og det kunne jeg ikke se noget galt i, og gik han nu i knæ over det, så var det ikke noget, han kunne skyde mig i skoene.

Jeg gjorde mig hård, jeg ved det, men han gjorde sig ikke på noget tidspunkt blød og stod fast på sit krav.

Da morgenen kom var vi ikke på noget nær færdige, men vi besluttede os for ikke at lade solen stå op over vores vrede. Samuel var helt forstyrret, og jeg tog resten af dagen fri og gik ud med vores gæst.

Vi gik rundt langs stranden og hele vejen ned sydover. Jeg så mig ikke på noget tidspunkt tilbage, men min fornemmelse var ikke god. Luften føltes kvalm, og fuglene så ud som om de ikke gad flyve mere, nu havde de prøvet det så mange gange, nu kunne det være nok.

Vi slog os ned helt ude på sydspidsen af øen, og vejret må alligevel have været ret mildt, for vi satte os, og jeg kan ikke huske at jeg frøs.

"Jeg har lidt problemer med Samuel," sagde jeg, og det var det allerførste, der var blevet sagt under hele turen. Han nikkede bare som om han havde overhørt hele det natlige slag, hvad han måske også havde.

"Jeg skulle aldrig have taget dig ind i huset," sagde jeg, "det var en fejl." - "Ville det have gjort nogen forskel hvis du havde holdt mig ude og nægtet ethvert kendskab til mig? Og ville dét have været bedre? Var det lykken I stod og trampede på?"

"Det kan man ikke vide, før man har set enden!" - "Nej, det er også sandt!" Hans ansigt fik et så skyldbetynget udtryk at det blev helt komisk. "Jesus," sagde jeg, "Jesus - det må jeg godt kalde dig, ikke?" Han grinede: "Værsgo, det er der ingen andre der gør."

Lige der tændte det så varmt i mit sind for ham. Over hans hoved hang der en vældig cirkel af fugle, der så ud som om modet var ved at vende tilbage til dem. Følelsen havde været der hele tiden, men jeg havde ikke villet være ved den. Han var blevet det ene menneske, jeg ikke mere kunne undvære. På det punkt havde Samuel set rigtigt.

Hans øjne blev dybe og glade. "Sådan en som dig har jeg alligevel aldrig mødt før," sagde han, og det kriblede i mine hænder efter at række ud mod hans ansigt. "Hvad er det jeg har gået og ventet på," spurgte jeg og svarede selv: "Jeg kunne ikke vide det. Og hvis nogen havde fortalt mig det, ville jeg have lukket mine ører med voks."

Jeg lod mine fingerspidser strejfe ned over hans venstre kind, og derpå ned over den højre, jeg aftegnede hans pande med et strøg af mine knoer, og pludselig lod han sig falde bagover i sandet som en død. Jeg blev siddende og kiggede ned på det lange menneske.

"Hvad vil du med mig, en gammel kone?" - "Jeg har ikke mødt dem finere og har ingen forbehold." Jeg kravlede på mine knæ hen til hans ansigt, jeg lænede mig forover, og mit hår kildede ved hans næse så han var nødt til at slå øjnene op igen og leve.

"Der er tre ting," sagde han, "som jeg ønsker for mig selv. At mangfoldigheden aldrig dør. At kærligheden aldrig forstener. Og at det aldrig må komme bag på mig at det er det, jeg ønsker." - "Jeg har kun ét ønske," sagde jeg, "dig." Som i et blink forsvandt han mellem hænderne på mig.

Da jeg igen havde fået rede på mine omgivelser, stod han i vandkanten og smed sten efter mågerne.

"Du holder dig fra at gå ud på vandet," råbte jeg efter ham. "Det er kun et skridt," råbte han tilbage. Jeg rystede på hovedet: "Så kan jeg ikke følge dig!" - "Kan du ikke?" Han rakte hånden bagud: "Kan du ikke, Martha?" Men jeg ville ikke. Folk skulle ikke senere kunne sige om mig, at jeg havde gået rundt på vandet herude hvor det kunne ses langt væk.

Vi blev derude hele dagen. Jeg viste ham mine hemmelige steder, hvor jeg havde gemt mig af vejen med drengene da jeg var en stor pige. Jeg var lykkelig over at have nogen at dele det med og kunne huske det hele så klart. En kluntet oplæring til noget der først langt senere skulle gå i opfyldelse.

Hen på eftermiddagen havnede vi i det største fugletræk jeg i mit liv havde set - det var ude i de våde enge, i tusindvis af fugle af alle arter svirrede, flaksede og lynede om os.

De rastede i græsset for vores fødder og slog volter i luften over vores hoveder.

Først da vi igen vendte næsen hjemad dukkede Samuel og alle vores problemer på ny op. Jeg trak mig lidt ind i mig selv, og vi gik ikke længere ved siden af hinanden. Jesus sagde at han ville gå med ind og spise, senere måtte han lade os ene.

Jeg vidste godt, at det ikke kunne være anderledes, og alligevel følte jeg mig et kort øjeblik svigtet. Hvis ikke vi kunne stå hinanden bi nu, hvornår så?

Da vi kom ind, så Samuel ud, som om han havde græmmet dagen rent ihjel, men han havde sørget for alt og endda købt ind og ordnet vasketøj - da jeg nu ikke var der.

"Jeg har vist ham rundt ved sydspidsen," sagde jeg og gik i gang med aftensmaden. Samuel sagde: "Der strejfede vi to også rundt engang." - "Jeg fortalte ham om alle stederne derude." - "Den slags kommer ikke andre ved!" Jesus tav, han havde for en gangs skyld sat sig med avisen.

"Du skulle hellere glemme alle dine små historier," blev Samuel ved, "og tage dig af det nødvendige." - "Der skal tid til alt, sagde kællingen, hun sad ude i mosen og ventede." Men den var lige rask nok, den replik, den fortrød jeg straks.

På den anden side satte den en effektiv bremse på Samuel, og vi spiste i fordragelighed. Da Samuel lagde gaflen fra sig efter den sidste bid, brast det omsider ud af ham: "Så tag ham! Tag ham bare! Men så kan du godt glemme alt om mig!"

"Det mener du jo ikke," sagde jeg. Han sad på spring: "Mener det! Du kan tro, jeg mener det!" Han kylede sin stol bagud og sprang ud i gården, hvor han snart fortabte sig i mørket.

Vi andre blev siddende, bøjet over vores bestik og vores uspiste mad. "Det var vel kun, hvad man kunne forvente," sagde jeg noget efter ned i min tallerken. Jeg så op på ham: "Mener han det?"

"Hvis det, han siger, er at han vil gøre alt for at beholde dig, så ja." - "Men er det det han siger?" Han smilede: "Prøv ham."

I det samme røg der en mursten ind gennem vinduet, så glasskårene fløj til alle sider. Jeg skulle lige til at stikke hovedet ud og råbe til Samuel, at nu kunne det være nok.

Men et vindstød ramlede mod ruden og fik mig til at springe tilbage for de sidste løse skår.

Jesus rejste sig og sagde at han ville gå ud, så Samuel kunne komme ind, det var kun ret og rimeligt - det var trods alt hans hus.

Lidt efter kom Samuel ind. Han samlede sin stol op og satte sig meget bestemt i den. "Der kommer hun farende hjem," vrængede han, "og ser så glad og uskyldig ud mens hun kvidrer sin hilsen!"

Nu kom den krise, som vi skulle have taget for længe siden, og nu ville jeg så nødig have den. "Og hun er måske uskyldig, det er hun måske. Men véd vi det?"

"Ja, det er sikkert uhyre vigtigt for dig, at jeg ikke er uskyldig, for du er det vel slet ikke!" Hvad skulle jeg sige. "Hold kæft," skreg han, "hold kæft, når jeg taler. Hold nu kæft! Og hold din kæft ud i al evighed, er du med!" - "Det er jeg ikke spor sikker på, at jeg kan." - "Du er den største svindler på guds grønne jord. Det kan godt være, jeg også er det. Jeg troede bare ikke, du var det."

"Jeg er ikke nogen svindler, Samuel, det er jeg ikke. Men jeg har et liv, som rækker ud over dig." - "Hvad har du for med ham?" - "Ingenting." - "Hvad har du så for med mig?" - "Hvad mener du?" - "Du der altid har talt så meget om at komme ud i det åbne og vise sig." - "Det har du jo aldrig gjort." - "Og nu er du holdt op med det!"

Jeg havde det som om vi var lukket inde i en kæmpestor centrifuge sammen. Farten blev hele tiden sat op, og svimle som vi var fik det os bare til at trampe endnu mere rundt og forstærke rotationen.

"Hvordan skal jeg komme til at vise dig min kærlighed, Samuel, du vil jo ikke vide af den!" - "Det er en underlig form for kærlighed, der sætter grænser, i stedet for at yde af et ærligt hjerte!" - "Og det er en underlig form for diskussion, hvor tingene blir vendt på hovedet og fordrejet til ukendelighed, hvis du spørger om min mening." - "Men det er jeg slet ikke sikker på, at jeg gør!"

Samuel ville ikke stoppe, og jeg ville ikke give mig. Jeg prøvede ustandseligt at aflede, og han søgte hele tiden at holde fast. Til sidst følte jeg mig så stejl at det mindste vindpust måtte kunne knække min nakke, og jeg lagde mig ind. Derinde fortsatte kampen, men med andre midler, det blev så forfærdelig trist alt sammen.

"Jeg vil i seng med dig," sagde han, "lige her!" - "Nej," sagde jeg, "det kommer du ikke nu." - "Hvornår så, om man må bede!" - "Det har ingen hast med den ting, Samuel, at du ved det!"

"Du er i sandhed et gavmildt menneske," mumlede han lavt, "gavmild over for hele verden, med én lillebitte undtagelse. Mig. Jeg skal ene af alle opfylde betingelser for at få lov til at være med på vognen."

Jeg orkede ikke at forklare ham at netop dét, efter min mening, var en del af vores fælles ansvarlighed. Og han orkede ikke længere vente på, at jeg skulle rokke ved mine positioner. Han ville ned til mig, med vold og magt, nu skulle tingene sættes på plads.

Og mens rotationen igen begyndte at tage fart, stredes vi som små hunde om mit dyrebare køn. Men til sidst lod han sig overmande af sin egen svaghed, og jeg lagde blidt, men ubarmhjertigt, en hånd mod hans lænd. På den måde fik vi en smule søvn i øjnene.

Næste dag var en af de første egentlige påskedage, og Samuel fik den idé, at han ville i kirke. Det kom bag på mig, men jeg lod ham stå ud af sengen, elendig som han var, selv om jeg nok mente det måtte være en underlig bod han kunne hente derhenne, for sit onde.

Jeg skulle ikke nogen steder, så jeg blev liggende og hørte ham drage af gårde. To minutter efter kom Jesus ind i soveværelset og stillede sig for fodenden af sengen. "Hvordan går det?" spurgte han. Jeg trak på et smil: "Her er varmt og godt, sagde kællingen, hun var havnet midt i skærsilden." Så slog jeg dynen fra og rakte ud efter ham.

Forsigtigt befriede jeg ham for hans tøj - mit eget havde jeg sat til i nattens løb - og trak ham ned til mig i sengen, hvor han sænkede sig over mig som en sagte regn.

Og med hans fornemmelse kunne jeg pludselig mærke, hvordan det var at trænge ind i mig. Selv så eller hørte jeg ikke mere, hvad der skete omkring mig.

Men da Samuel nåede hen til kirken, var det første, han så, vores gæst, som stod og smilede til ham oppe fra banken. Så vidste Samuel godt, hvad klokken var slået, og han styrtede tilbage til gården.

Da han kom ind lå vi på sengen og elskede. Og det morsomme var at jeg så det hele med hans øjne fra det sekund, han kom ind - detalje efter detalje trådte frem og fyldte snart hele synsfeltet ud.

Jeg havde bøjet benene op, så Jesus bedre kunne komme frem, og mine lår dannede nu en ret vinkel med mit underliv. Samuel stillede skarpt ind på dette punkt, og jeg stødte lænderne op og klemte til.

Da Samuel var nået frem, bøjede han sig ned over mig og så mig ind i øjnene. Jeg hamrede hovedet tilbage i puden. Og så kom vi begge to, på nøjagtig samme tid, det var det der slog ham af pinden.

Han flåede Jesus ud af mit favntag og klaskede ham op mod vinduessprosserne. Der blev han hængende med udstrakte arme, mens sæden stadig drev ham ned over lårene.

Samuel vendte sig ikke om mod væggen før han var sikker på, at han blev hængende der.

Så snappede han bøssen ned fra sømmet og stak den op under næsen på ham.

Det der undrede mig allermest var at han smilede. Han sagde: "Er det nu jeg skal udleveres i menneskehænder?" Samuel rystede over hele kroppen og kunne intet svare. Jesus sagde: "Hvad er det du er så bange for? Såede du ikke ren sæd i din mark?" Samuel var udgået for ord. Men Jesus smilede stadig: "Du, der er verdens lys - skin!"

Samuel fyrede bøssen af lige ind i ansigtet på ham. Et kort sekund blev han hængende op ad sprossen, det ene øje stod stadig åbent og så indad - så faldt hans hoved fremover, kroppen fulgte efter og han sank om på gulvet mens hans blod drev ned over ruden bag ham.

"Han ønskede det selv, man kunne se det i hans øjne," sagde Samuel sløret, "jeg tager det på mig." - "Nej, Samuel," sagde jeg henne fra sengen, "det her er min skyld." - "Men dig vil jeg jo beholde som du er, forstår du ikke det, dig ønsker jeg at beholde!"

Han satte sig på sengen med bøssen over knæene, jeg stod op fra sengen og gik hen til vinduet. Forsigtigt rettede jeg liget ud og lagde det med benene strakt og hænderne på brystet.

Så lukkede jeg hans øjenlåg over den blodige ødelæggelse og dækkede ham til med et lagen.

Jeg gik tilbage til Samuel og tog bøssen fra ham. Jeg hængte den hen på sit søm og klædte Samuel af og lagde ham hos mig i sengen. Jeg ved ikke hvor længe vi lå der, tiden lukkede sig om os.

Til sidst greb vi ud efter hinanden, på nøjagtig samme tid, og en time efter kom han, han kom af sig selv uden berøringer af nogen art, mens han så mig ind i øjnene, det flåede ham op og spulede ham ren til bunden, og jeg tænkte: Vi begraver ham under solstenen.

Samuel faldt i søvn med et uskyldigt smil om munden, og sov som et barn.

Da vi vågnede var liget væk - og Samuel begyndte for første gang i sit liv at betvivle sine evner som skytte.

Der var ikke det mindste blodspor tilbage, kun vinduet hang der med sin knuste ramme.

Senere samme dag blev han set af en pige ude vestpå ved skoven. Næste dag igen så en jæger ham på sydstranden, men siden var der ingen der så ham.

Folk forestillede sig vist at han havde hugget en båd - der manglede faktisk en - og var roet bort fra øen.

Men det værste var, at netop ved den tid begyndte den store vindmølle at synke - og da den først var begyndt på det, lod den sig ikke mere stoppe.

Det var ungerne, der en dag efter påske kom farende ind og fortalte det. Og så fik vi Samuel med ned for at se det.

Der var vild panik da vi kom. De forsøgte sig med at hælde beton i fundamentet, men der var tydeligt nok bundløst der, hvor møllen stod. Vingerne havde de af en eller anden grund ikke fået stoppet, de susede om ørerne på det arme mandskab. Og møllen sank usvigeligt sikkert, mens den hældede mere og mere faretruende mod siden.

Jeg stod med Samuel ved hånden og så på, at den huggede sig det sidste stykke vej ned i bunden. Så røg først en, så de to andre vinger af og svirpede bort i alle retninger.

Vi havde nu også en god vind den dag, det havde vi haft lige siden rudeknusningen hjemme hos os.

Pludselig gav Samuel sig til at grine højt og inderligt, det var da det øverste af hatten skrånede ned i dybet, og mudderet langsomt lukkede sig over den.

Alle stod som forstenede, og Samuels befriede latter var det eneste der brød den almindelige vantro.

Der var ingen, der turde gå hen til krateret for at se, hvad der videre hændte - der var oven i købet dem, der påstod, at det føltes som om hele øen gyngede en smule og at man måske skulle tænke på at flytte.

Vi bor her endnu - og vi blir boende. Kaninerne mangler stadig en del i at have undermineret det hele, og jeg er nødt til at tage mig af Samuel.