MALTHE

Jeg sad fast midt i værtshusets larm og lyttede med det halve af et øre til lokalradioen for at opfange, hvornår det behagede Joshua at lade verden brase sammen og derpå give plads til en ny og bedre.

Det gjorde han jævnligt undervejs i sin ugentlige time - en dag måtte det vel blive til andet end forkyndelse og faste og helst lidt snart.

Jeg havde allerede været fuld en gang den dag. Hen på aftenen fik jeg igen den her fornemmelse af, at dimensionerne var ved at ryge sig en tur. Lokalet var langt, hvor det skulle være bredt, jeg rendte ind i vægge, som lige akkurat havde nået at flytte sig hen foran mig.

Jeg så det som at tingene tog pis på min tilstand - det kan jeg godt tage. Hvad jeg ikke kan tage er folk der gør det.

Det var det han gjorde. Han kom ind og stillede sig op lige foran mig. Det kan også være han drak en bajer først. Men som jeg oplevede det, stillede han sig direkte hen foran mig. Han grinede stort og indsmigrende. Så stak jeg ham en.

Lidt senere stod han der igen. Hans grin var endnu bredere, med en flænge midt i. Så stak jeg ham en til. Jeg gik ud fra, at så var det bal forbi. Jeg havde aldrig set ham før.

Ude på gaden efter lukketid gik det bedre, selv om jeg ikke var meget for at gå ud dengang. Himlen var ikke så skæv i kanterne, og der var højere op. Susi og Arends dansede rundt med hinanden, vi andre hærgede rundt. Peters store schæfer sprang op ad Ella og ville være med.

Så stod han der igen. Jeg troede han ville danse med mig. Et øjeblik gik jeg i panik, men så bankede jeg ham i jorden. Jeg ville ikke have, han skulle rejse sig igen. Jeg holdt ikke op med at slå før der blev stille omkring mig.

Næste morgen lå der en død mand i min seng, nøgen og med næsen lige i vejret. Jeg vågnede og så ham ligge der. Ella vågnede og så det samme. Hun pillede ved ham, og så var han ikke helt død alligevel.

Det var ham igen. Han lå imellem os. Da han var helt vågen, satte han sig op. Først kiggede han ned over Ella, der havde slået dynen fra, og så nikkede han ned i mit ansigt: "Jeg er manden som var Jesus," sagde han, og da blev jeg sgu gal.

Jeg så på Ella. Hun måtte kunne huske, om det var mig, der havde slæbt ham med. Han var ellers ikke gul og blå over det hele, det var det mindste man kunne have regnet med.

"Jeg vil give dig nøglerne til jorden," indledte han vores bekendtskab, "og hvad du binder skal være bundet, og hvad du løser skal være løst." Jeg kunne mærke galden stige op i mig. Han rejste sig og stod mellem os. "Jeg forstår det jo heller ikke selv," sagde han og så ned over sin krop, "ingen gør."

Jeg sparkede benene væk under ham og gav ham i samme bevægelse et los i røven. Han landede ude på gulvet. Ella vidste aldrig hvad hun skulle sige, hun trak dynen op over hovedet, men jeg flåede den af hende igen: "Luk døren op," sagde jeg, "på vid gab, så han kan komme ud!"

Hun kiggede på ham. "Skal han ikke have noget tøj på først?" Jeg gad ikke svare og forsvandt ned under dynen igen. Lidt efter kom hun hen: "Hans tøj ligger ikke her."

Han sad og mumlede: "Jeg er han som var, og er, og som skal komme, dette er timen." - "Luk så den dør op," skreg jeg, "så vi kan få fred!"

"Skal han gå og stritte sådan rundt nede på gaden?" spurgte Ella. Somme tider lagde hun alligevel mærke til noget. "Gå op til borgmesteren," skar jeg hans ordflom af, "han har løsningen." Så havde jeg ikke kræfter til mere og faldt bagover.

Da jeg vågnede igen kunne jeg stadig mærke ham i rummet. Og jeg kunne mærke at min vrede stadig gav mig kvalme. Kunne man vågne af den samme drøm to gange? Ella gik omkring og nynnede: "En kærlighed som intet vil men ej kan dø," hvor hun så havde det fra.

Jeg krøb ud under dynen og gik lige løs på ham. Han sad ved vinduet på en stol. Jeg slog armene om ham og prøvede at bære ham ud af værelset. Men det kunne jeg ikke. Så prøvede jeg at vælte ham af stolen. Det kunne jeg heller ikke.

Så tog jeg fat ved fødderne og trak alt hvad jeg kunne, men røg selv på gulvet. Der foresvævede mig noget om at kunne jeg bare få hans hoved med mig, så fulgte resten af sig selv. Jeg tog et forsvarligt greb om nakken på ham, men hans hud smattede ud under mine arme.

Det kunne jeg takke mig selv for - jeg fik stærke smerter i hovedet, bare jeg anstrengte mig det mindste. "Alle guds børn må lide," sad Ella og sang. Jeg spurgte hende, hvor hun havde den sang fra. Hun så på mig: "Det var noget du sang i nat, da I kom hjem." - "Jeg?" - "Ja." - "Sang jeg det der?" - "Ja." - "Havde jeg ham med hjem?"

Jeg gik hen foran ham: "Hvorfor lige mig?" Han sad bare der. Jeg stak ham en på den ene kind. Han vendte den anden til. Så stak jeg ham også en der: "Vi finder på noget, du!"

Men først skulle han have noget tøj på. Mens jeg var ved at finde noget frem, begyndte Ella at skrige, og jeg måtte kaste mig rundt om kommoden for at se, hvad der stak hende. Det var ham igen.

Han var fløjet op på en stol og stod med armene oppe som en indisk balletdanserinde. To floder af blod gled ned over hans arme. Blodet kom fra huller i hans hænder.

"I er som alle andre i verden," sang han ud i luften, "derfor sætter jeg jer over alt." - "Hvordan gør du det," spurgte Ella og var lige ved at krybe ud gennem øjnene.

"Der er ingen, der forstår det," sagde han. "Men hvad betyder det," spurgte hun. "Det betyder," sagde han, "at jeg vil påtage mig jeres skyld for de sidste to tusinde år, men ikke jeres fortjenester, for de tilkommer jer selv."

Jeg hældte ham af stolen og drejede ham om mod døren. Ella greb hans hænder og kiggede i dem, men nu var der ikke noget at se. "Kom så, Jesus," skubbede jeg til ham, "se dig om, og fortæl os så om du kan tro dine egne øjne!"

Vejret var fint, det lignede næsten sommer. I radioen havde de vovet den påstand, at det ville holde pinsen over, det tog vi os nu ikke af. Vejr kan man altid klare at være ude i.

Altså satte vi os henne på torvet, så alle de travle mennesker kunne have noget at forarge sig over. Jeg bad Ella hente os et par øl, det ville hun ikke. Hun lænede sig op mod solen og varmen. Jeg måtte selv gå.

En ristet med det hele var lige hvad jeg trængte til. Desuden havde jeg en aftale med Pølse-Egon, som dengang opbevarede mine hvide varer og mine sorte penge.

Da jeg kom tilbage, sad Jesus og snakkede med en knægt. Det lyste fredeligt af dem. Men Ella var ingen steder at se. "Pas du nu bare på med ham der," sagde jeg. "Hvorfor det?" spurgte knægten og dalede ned fra den syvende himmel, hvor alle snakker så godt sammen.

"Det er Jesus, han tager dig med op og sætter dig på en våd sky, han er professionel børnelokker, ved du ingenting!"

Så lossede han Jesus over skinnebenet og stak af. Jeg lo og klaskede pølsepapiret på ryggen af Jesus, med ketchupen indad. Han kiggede efter ungen. "De er ikke vant til mig, det er det der er i vejen," mente han. "Hvor er Ella?" spurgte jeg.

Han gjorde sit bedste for at bortforklare at der var kommet en fyr forbi, og så havde Ella ment at hun ikke havde så godt af solen alligevel og hun var gået med denne her fyr, men hun ville komme tilbage igen.

"Det er godt nok," sagde jeg for at få ham til at slappe af, "jeg begriber bare ikke, hvor Joshua blir af, så meget plejer han ikke at være bagud på sin rute."

"Hvem er Joshua," spurgte han, "hvad for en rute?" Jeg kiggede lidt på ham. "Er du bange for at dø?" spurgte jeg. "Jeg er død," svarede han, "hvem er Joshua?" - "Joshua har en time hver uge i lokalradioen. Det er hans medie - det skal med sin lyd få murene til at vælte. Joshua er på sin dødsrute længere ude ved kanten end nogen anden jeg kender."

Omsider kom han. Han slingrede omkuld mellem os - med øjne så syge som en gris med pest. "Hov, Joshua," pirkede jeg til ham, "her er en fyr du skal kigge på. Han påstår, han er død, og nu render han rundt og vil i lokalradioen."

"Død, hvordan død?" nåede han lige at udstøde, men det var ikke det rigtige tidspunkt, han svajede til den ene side, og til den anden side, og så gik han i bænken.

"Hvordan døde du," spurgte jeg da vi gik tilbage til værtshuset, "hvor kunne du komme så galt af sted?" - "Jeg blev henrettet." - "Hvorfor ringede du ikke," grinede jeg, "det ville jeg godt have været med til."

Da vi entrede bulen, advarede jeg ham og sagde at han skulle tage vare på sin sjæl. Kroppen skulle vi nok få bugt med. Ella sad der, hun havde farve i kinderne og gav indtryk af at hænge solidt svævende under bjælkerne, med udsigt til en god dag.

Jeg holdt ham for mig selv. Ella måtte punge ud, men jeg lod hende ikke komme i nærheden af ham. Vi drak, andet bestilte vi ikke. Da vi havde drukket overlod vi til Ella at klare resten, hun var en dygtig pige.

Vi gik lige hjem og jeg stillede ham op midt på gulvet. Han var fuld, men han stod op. Jeg hamrede en næve lige op i hans hjertekule. "Gør det ondt der?" spurgte jeg. Han nikkede: Det gjorde ondt der. Jeg sparkede ham over skinnebenet med kanten af min sko. "Gør det ondt der?" Han nikkede igen. Jeg hamrede ham en på øret. "Gør det ondt der?" Samme gode, gamle ritual.

"Fortæl mig hvor det gør mest ondt?" Han viste mod skridtet. Jeg sparkede ham der. Han knækkede sammen. "Nu ved du hvordan det skal gøres," belærte jeg, "og når jeg fortæller dig at du skal gentage efter mig, slår og sparker du på de steder. Selv bløder du åbenbart ikke af det, men enhver anden ville!"

Jeg fandt en flaske brændevin frem, og stak ham et ølkrus i hånden. Han mumlede noget der blev hængende i savlet. "Du har at holde din kæft, er du med!" Han rystede på hånden. "Stå så stille, din halvsatan, ellers kan jeg jo ikke ramme!"

Jeg skænkede glasset op så bredfyldt som et ondt år. "Drik nu det her, så blir du klar igen." Jeg bankede på glasset med en negl. "Og nu ikke noget med at spilde de dyre dråber. Bagefter forklarer du mig hvordan verden hænger sammen."

Han drak glasset ud slurkevis. "Det er umuligt at forklare verden så den kan forstås af alle," trak han ind imellem vejret. "Men når et menneske synes, at stjernerne ser trætte ud, så kan det jo ikke være noget der ligger hos stjernerne, det må være mennesket selv der ser med trætte øjne."

Jeg gav ham et let puf, og han gik i brædderne. Det var en stor fornøjelse at se ham blive liggende. Så gik jeg hen for at hvile mig, han rallede blidt og så herrens ud.

Næste morgen tidlig gik jeg hen og kiggede på ham i dagens første blege lys. Jeg greb ham om håndleddet og løftede hans hånd op i lyset fra vinduet. Han var ren og uberørt over det hele. Så vækkede jeg ham, vaskede ham og redte hans hår.

"Du kan ikke bare lade dig varte op," fortalte jeg, "du må selv bidrage." Han strøg ned over sig, som om han ikke følte sig helt ren. "Hvordan?" rystede han søvnen af sig.

Jeg trak bare af med ham, hvad skulle han med en forbrugervejledning. Det var tidligt på dagen, der var ikke ret mange folk i butikkerne. Vi gik ind i et supermarked og snusede en gang rundt. Da jeg havde fundet nogle pæne sengebetræk, skubbede jeg ham frem og bad ham tage selv.

"Du kommer ikke herfra uden," bedyrede jeg, og han gav sig til at smugle en stak betræk og et lagen op under sin trøje. "Alle kan stjæle," sagde jeg på vej ud, "og nu har du så det på din samvittighed."

Ude på gaden ravede Joshua omkring i en nogenlunde tålelig tilstand. Jeg stak ham et pudebetræk, og han blev fuldkommen klar - Joshua gik ind for at bryde enhver orden ned indefra, lagen for lagen om galt skulle være. Han havde pisset i bukserne, og jeg forklarede ham at selv på vej mod den endelige destruktion skulle man huske at lette sig en gang imellem.

"Jeg har lige set Jesus," undskyldte han sig, "han går omkring i en hvid kittel og bærer på en smuk hvid hund. Hunden foldede sine poter i bøn. Hunde er gode til at bede. Jeg har selv set fire hvide hunde komme i himlen."

"Hold nu op, Joshua," sagde jeg, "Jesus står lige her. Det er ham du skal bruge i dine udsendelser. Så kan det være, de gør alvor af at lukke din radio, så har du martyriet hjemme!"

"Udtalelser fra døde personer af din kaliber," nikkede han mod min makker, "er der enorm virkning i. Det giver stor lyd når folk som du taler. At have været død betyder indhøstning af visse erfaringer. Fra hinsides de dødes floder ser alting anderledes ud. Det rette skrald i trompeten, og der vil ikke være sten på sten tilbage!"

"Få krystallerne på plads og se så at få tørret bukserne," sagde jeg til afsked. Men Jesus blev stående: "Først når murene er faldet," forklarede han, "begynder arbejdet."

"Hold så kæft og slut op," skreg jeg. Jeg ville helst ikke miste ham af syne. Lidt efter kom Ella frem af en gadedør og var ikke så langt væk, som man skulle tro. Hun grinede lidt, da hun så tossen slæbe rundt på sit linned, men jeg sagde at hun bare skulle følge med hjem. "Der er ellers en masse, jeg skal nå," sagde hun, "men jeg når det ikke alligevel." Somme tider kunne hun være helt fornuftig.

Da vi var kommet hjem, tog jeg lagenet og bredte det ud på sengen. Jeg glattede det og spurgte, om han havde i sinde at blive boende hos os. Han sagde, at han ikke vidste, hvor han ellers skulle gå hen. Jeg ramte ham lynhurtigt en lussing ud på hver kind. Han tog imod uden at blinke.

"Hvorfor slår du ham?" spurgte Ella. Jeg så på ham: "Fordi han er nødt til at vide hvad han er gået ind til. Læg dig på sengen!" Hun lagde sig lydigt og foldede armene over brystet. "Hvad er han gået ind til?" spurgte hun.

"Ikke andet end hvad han selv har bedt om." - "Så skulle du hellere bede ham gå igen," sagde hun, "det her er nemlig ikke godt. Du tæver aldrig mig." - "Det her er noget andet," sagde jeg, "og hvordan skal jeg ellers finde ud af det!"

"Hvis vi leder efter tegn i sol og måne," nikkede han, "så finder vi aldrig ud af, hvordan det står til med os. Selv om vi graver os nok så langt ned under jorden, finder vi heller ikke der noget spor at gå efter - det finder vi kun i en gennemsnitshøjde på en meter og halvfjerds over jorden, i menneskenes ansigter."

"Læg dig hen til Ella," sagde jeg, "og lad os se hvor langt du kan komme med hende! Hun skal nok vise dig til rette." Jeg gav ham et puf i den rigtige retning.

Han lænede sig frem og lod sig dale ned over hende, og Ella sendte et svagt suk ud i stuen. Så gik alt i stå, måske ventede han at hun skulle tage initiativet. Det kunne vi ikke lade stå hen. Jeg trak livremmen af mine bukser og gav ham et dask bagi. "Kom så," varpede jeg, "find på noget!"

Han førte hænderne op mod hendes ansigt. Hun lagde begge arme op over øjnene. Jeg rystede på hovedet. Ad den vej kom han ikke ind, i ansigtet var hun alt for følsom.

Han forsøgte at kysse hende omkring mundvigene. Han strejfede blidt hendes læber og fik hende til at åbne munden, så han kunne komme ind i den. Hun lukkede øjnene.

Jeg gik ud for at hente en bajer. Da jeg kom ind igen havde hun ladet armene synke og de havde god øjenkontakt. Jeg måtte indrømme at han gjorde det rigtige.

Inden vi så os om, var hun kommet første gang, og han havde ikke så meget som berørt hendes krop. Han så hende blot ind i ansigtet. Så kom hun for anden gang.

Jeg lod mig falde tilbage mod væggen mens jeg prøvede at få en gåsehud til at lægge sig. Hun lagde ham på ryggen og ville have at det skulle være hans tur. Hun havde glemt jeg var der.

Dagen efter sad vi foran Joshuas mikrofon og gjorde os klar til at blæse mure om. Ella var der også, hun havde ikke været til at drive bort. "Det må være en særlig følelse," dagdrømte Joshua lidt, "når alting er fuldbyrdet, og vi ser den ny tids vækster gro frem af kraterne." Han tændte for en knap, vi var i æteren. Joshua forestillede sig noget med et folk, der hang klinet til apparaterne i åndeløs venten.

Så annoncerede han højlydt at her havde Jesus ordet, død og opstanden, på vej ud gennem luften. Jeg havde givet Jesus amfetamin i morgenkaffen, så han var snart højt oppe: "Den, der smadrer verden for andre, vil uvægerligt ødelægge den for sig selv." Jeg grinede til Ella, men hun lyttede. "Han forbereder da det værk, der til slut vil lade ham rådne op på jorden."

"Det er Jesus, venner, det er Jesus, der taler," brød Joshua ind. "Det er den guddommelige radio - søg ud i det åbne, begiv jer ud på gader og veje! Kun der vil I kunne frelse jer! Jesus er som at køre på motorcykle, bare endnu bedre! Snart skal byerne styrte og tårnene synke i grus!"

Jesus drak lidt vand: "Kan dette ikke bedst sammenlignes med den unge mand, der forsøger at løse sine problemer ved at fare ud på vejen og køre tilfældige mennesker ned, jo flere jo bedre, og for hver kvæstet blir fortvivlelsen vældigere, for hver dræbt fylder raseriet sjælen ud med endnu sortere aske."

Der var kommet noget plaget i hans øjne, som om han kun med besvær kunne følge med i sin indre strøm: "Men den gnist, der én gang er tændt, kan aldrig slukkes, den styrke, der én gang er fundet, vil eksistere i al evighed."

"For hvad er det, vi kalder menneskets sjæl, andet end guds rige." Han så på os hen over mikrofonen. "Hvor finder vi guds rige, om ikke overalt, en sjæl uden grænser, og uden tid. Men det er nemmere at regere omkring med folk, hvis man først har fået dem til at tro at de ikke bærer guds rige i sig."

Han var begyndt at klatte i det, der løb spyt ud af den ene mundvig - pludselig faldt hans hoved ned og blev liggende ved siden af mikrofonen - kun en let pusten svang sig ud i æteren. Joshua styrtede over til vinduet, så han bedre kunne høre når det begyndte at brase sammen derude. Han havde taget talen på bånd og agtede sende den uden ophør.

Jeg hankede op i Jesus, og Ella tog kun alt for villigt ved den anden arm. Sammen fik vi ham slæbt ned til en bil jeg havde lånt til lejligheden. Bilen var både gul og grøn og himmelblå, og nu skulle vi ud på bjerget.

Bjerget var et godt sted hvis man ville udfolde sine grønne lyster - en bunke slagger, som de havde lagt i mosen uden for byen og efterhånden fyldt op med byggeaffald og restjord. Der kunne man sole sig i en regn af forreven plastic.

Derude sluttede de andre sig igen til os. Der var Arends og Susi og Mirjam og Tango og Røveren og Peter. Så var der nogle tilløbende vagabonder. Og køterne selvfølgelig, som løb rundt og sked det hele til.

Inde i byen var der aldrig nogen der spurgte til den støder, jeg havde på slæb, men herude i naturens skød var det, som om man måtte have bedre styr på omgangskredsen.

"Hvem fanden er han egentlig," spurgte Arends på vej op mod toppen. Arends var væltet rundt med bilen da han forsøgte sig med at pløje parkeringspladsen op og havde en våd klud om panden: "Du render altid rundt med ham."

"Tror du på noget i denne verden," spurgte jeg så. "Tror og tror - jeg tror mest på mig selv," grinede han mod Jesus. "Du skal også tro på ham," sagde jeg, "det er Jesus." Arends kiggede på ham: "Han ser ikke for godt ud." Og det var sandt.

Vi lejrede os i det visne græs. Under os lå byen og gassede sig, fra nogle søer i nærheden kom en helvedes larm fra mågekolonierne. Himlen var hvidkalket, og Jesus sad og gloede ret op i den - helt vaks var han ikke. "Lad os se hullerne i dine hænder," sagde jeg, "så vi kan få noget at undres over."

Han knyttede hænderne, og Ella begyndte at røre uroligt på sig af den samme angst som hjemsøgte hende i drømme hver nat. Han så stadig op i himlen da han igen åbnede hænderne, og nu var der et stort hul i hver af dem - blodet fossede ud. Ella skreg op. "Kom," sagde han, men det var til mig, "kom hen og føl efter hvordan det er."

Men da han sagde det vendte modet tilbage til Ella, og hun sprang hen og slog hans hænder i vejret og daskede ham hårdt om kinden. Et øjeblik efter var hans håndflader hele igen og alle lydene udefra vendte tilbage til mig.

"Hvordan gør han det," spurgte en af vagabonderne, en hårdt medtaget fyr med braktud. Han så straks en fidus i at udnytte tricket rundt om på markederne i de mere blæste egne. Jeg måtte bedrøve ham: "Han forstår det ikke selv."

"I tror vel ikke der er anden redning end i jer selv?" tog Jesus igen fat. "Jeg synes, det er synd for ham," sagde Ella. "Han mærker ingenting," vendte jeg mig mod ham: "Gør det vel ondt, du?" - "Der er en anden smerte der er dybere." - "Hvad sagde jeg," sagde jeg og stak ham en bajer i hånden.

Vi havde masser af øl med, så der skulle mere end én profet til at ødelægge stemningen. Vagabonderne havde snaps. Men jeg følte mig brødflov og spurgte, om der var nogen der havde husket at tage brød med. Der var ikke andre end Ella, der havde tænkt på det. Hun gik altid rundt med lidt brød i tasken. Det gik hun og nippede af, for at suge skidtet i maven.

Før jeg kunne nå at række ud, havde Jesus det i hånden. "Er det alt, hvad der er," spurgte han tøvende. "Det er vel bedre end ingenting," mente Ella. Han sagde: "Det er brød." Han begyndte med at brække det halvt over. Han lagde det ene stykke på jorden og brækkede så det andet stykke over en gang til og gav sig til at dele ud. Og han brækkede over, og han delte ud. Og der var brød nok, der var masser af brød.

Senere kom der kød og fisk - det var, da han tog fat på det andet halve, og vi åd og agtede ikke på hvor det kom fra. Det flød fra hans hånd, hvad vi bad om, det fik vi. Jeg lagde mig med hovedet i Ellas skød og gumlede løs.

Hundene kom hen og vi hev store lunser i kæften på dem. Der blev en smasken og en ræben, og rundt om os svandt verden ind til det rene ingenting.

Men pludselig kom den tæt på igen - det var da den braktudede vagabond slog hånden ud mod det flade land omkring os: "Du der kan så meget," sagde han, "kan du også give os alle kongeriger i hele verden!"

Og der var ikke én af os som ikke straks gav sig til at dele alverdens kongeriger op i små, lune lodder. Men vagabonden var alvorlig nok: "Men det skal være alt eller intet!"

Jesus smilede: "Den redder I jer aldrig ud af. Det går ikke. For jeres egen skyld." - "Os skal du ikke tænke på!" - "Jamen, hvad vil I med verden," sagde Jesus, "så længe I ikke har jer selv." - "Nu begynder han sgu på det der igen!"

Ordene begyndte at vælte ud af ham: "Og når I først har vundet jer selv, hvad er så verden for jer. Så er I verden og alle dens rigdomme - fattige som I er. Da blir I mere end alverdens kongeriger tilsammen. Hvad har et menneske ud af at rane sig hele verden, og betale med sit liv?"

Jeg gav ham et los for at få ham til at standse. Han sprang i stedet op og gav sig til at løbe rundt om bjerget, helt ude ved kanten, mens han pegede vildt til alle sider: "Kommer der ingen ændringer skal det hele sænkes i havet! Og der vil ikke længere findes den mindste banke at redde sig op på!"

Vi begyndte alle sammen at rende i hælene på ham, hele flokken, som en lang tryllebundet hale. Og omkring os sprang hundene, de larmede og snappede hidsigt efter ham, med frådende gab, rundt og rundt.

"Salige," sparkede han efter køterne, "er de sagtmodige, de skal arve jorden. Salige er de der hungrer efter retfærdighed, salige de barmhjertige, salige er de som stiller sig på menneskets side, for de er jordens salt, og jorden skal grønnes under deres hænder!"

Som ved en fælles indskydelse vendte hele halen og løb den anden vej rundt om bjerget. Da den rendte ind i ham, var den som en kompakt mur, og vi tumlede ham ud over skrænten og på hovedet ned i mosen. Han lod sig falde som en dukke, uden at gribe for sig. Dybt nede blev han hængende mellem birketræerne. Han kom på ret køl igen og slog ud med armene mod os, vi hujede i vilden sky og smed proviant ned til ham.

Han vendte sig og gik ud over mosen. Han gik i lige linje i retning af søerne - med svingende arme og strittende hår. Jeg kurede ned over skrænten og fulgte efter. Jeg løb bag ham det sidste stykke og så, da han gik ud på vandet. Jeg stoppede op på bredden og skulle ikke nyde noget. Han gik et langt stykke ud, før han vendte sig mod mig.

Han havde skræmt alle mågerne op, luften var et tæt flimmer af hvide kroppe, larmen var fuldkommen øredøvende. Og alligevel kunne jeg tydeligt høre, at han sagde: "Hvorfor kommer du ikke herud? Hvad er det du er så bange for?"

Jeg holdt mig også fint oppe det første stykke, men jo længere jeg kom ud, jo mere nervøs blev jeg for at ryge igennem. Jeg havde en idé om, at hvis jeg først gjorde det, ville jeg blive ved med at synke i det uendelige.

Det svimlede for mig, mit fodfæste svigtede, og jeg lagde mig forover og stødte mod bunden. Vandet var ganske lavt og alligevel skreg jeg op og fik munden fuld af mosebryg.

Da jeg igen kunne skimte verden, så jeg ham komme hen mod mig. Mit blik var sløret af tusinde vandperler, og over mig var himlen stadig krablende hvid. Han så mig ind i ansigtet, og der fandtes ikke længere andet end dette ansigt. "Det var ikke megen tro du der kunne opvise," sagde han.

Jeg greb fat om hans ankler for at få verden til at bevæge sig igen. Jeg trak til og fik ham skubbet ud af balance. Han faldt bagover og jeg så for mig hvordan han smadrede baghovedet mod noget, der var lige så hårdt som cement. Men han gik også igennem og dukkede op med mudder i hele hovedet.

"Så er det op," sagde jeg og rejste mig, "så er det faneme op!" Jeg arbejdede mig ind mod det faste land, mens jeg slog ud med hænderne efter de sindssyge fugle der blev ved med at komme ned over os fra alle sider.

Ella var kravlet halvvejs ned ad skrænten for at tage imod os. Hun sagde at vi var våde, og at jeg havde gået på vandet, og jeg bad hende holde bøtte. Hun kunne tage sig af ham, jeg skulle nok klare mig selv, der var ikke sket en skid.

Hun satte ham midt i solen og klædte ham nøgen, og jeg gav mig til at berette historier fra min tid ved hæren. Hans hud lyste i solskinnet, og der var ikke en der ikke mente at jeg måtte have haft en fin tid som rekrut. Hun gned ham tør over det hele, og jeg sang nogle viser jeg kendte. Det sidste jeg så var nogle kors, der var lagt i græsset af mursten og brokker, det kunne jeg foreløbig godt forlige mig med.

"Se så her," siger jeg næste formiddag, før fanden fik sko på, "så skal jeg vise dig hvad slægten formår." Jeg havde hevet både ham og Ella ud af sengen og helt ud på badeværelset, mens jeg stadig undrede mig over, hvordan vi var kommet hjem fra bjerget, og hvem der mon havde kørt bilen.

"Ser du godt efter?" spurgte jeg og stillede Ella hen foran det runde spejl over vasken, hvorefter jeg tog opstilling bag hende. "Ser du godt efter?" Han bekræftede med øjne, som søvn og druk havde klæbet tommetykt til.

Jeg greb fat under hendes bryster. Hun prøvede at dække med armene, men jeg slog dem fra igen, vi havde ikke tid til pjat nu. Jeg løftede op i brysterne og holdt hele tiden et øje med hendes ansigt. I spejlet kunne man følge hænderne og kroppene på samme tid. Og så skar det kanterne af de rigtige steder.

Efter en tid tog jeg fat derude med fingerspidserne og støttede hele brystets vægt på den måde mens jeg satte det til at vugge stille. Jeg lod fingrene spille ned over hendes mave og pressede dem ind i lysken for at få hende til at åbne sig.

Jeg fik hende til at skubbe endnu mere bagud, og det lykkedes mig at komme op i hende. Jeg hagede mig fast til hende så godt jeg kunne, men benene begyndte at ekse, og jeg glemte at holde øje med hendes ansigt. Og så gik det på mig, så jeg var lige ved at dejse omkuld.

Jeg holdt mig oppe ved hendes skuldre og nikkede tilfreds i hans retning. Men da jeg kastede et blik i spejlet havde hendes ansigt overhovedet ikke ændret udtryk, hun afventede bare mit næste udspil. Jeg trak mig væk fra hende.

Hun rettede sig lidt op, men blev stående. Jeg så på Jesus. "Skal jeg gentage efter dig," spurgte han. Jeg fattede ingenting. Og Ella stod stadig lige rank i ryggen, da han gik hen til hende og lagde en hånd mellem hendes skulderblade.

Langsomt gled hans fingre ned over hendes ryg. Han lod dem hvile et øjeblik mod hendes lænd. Hun greb fat om håndvasken og hamrede hovedet ind i spejlet. Spejlet holdt. De blev stående længe uden at røre sig eller trække vejret. Så fjernede han sin hånd og så efter om hun havde fået en bule.

Jeg trak ham med ud af badeværelset. Ella blev tilbage, vi kunne høre hende synge: "Men jeg ville ønske at De kunne, få mig ud hvor De og jeg ku' ikke bunde." Jeg sagde: "Netop, så kan du pakke dit kluns og skride." Han gjorde omkring og gik hen mod døren. Jeg stoppede ham. "Jeg sagde, du først skulle pakke dit kluns. Jeg vil ikke have dit lort liggende."

Han vendte sig mod mig. "Jeg kom uden andet end det jeg går og står i." - "Hvor går du hen herfra?" - "Ingen steder." Jeg vendte mig mod Ella der kom ind. "Kan du se," sagde jeg, "han er sgu skidefræk!" Jeg spurgte: "Hvad vil du tage dig til nu?" Han sagde: "Jeg vil ikke tage mig noget til."

Men nu havde jeg fået nok, jeg kylede ham tilbage på sengen: "Du går ingen steder før jeg er sikker på at du aldrig vender tilbage, er du med!" Jeg gav ham et sidste gok og lagde mig.

"Hvorfor blir du ved med at slå ham," spurgte Ella, selv om enhver kunne se, at han trængte til det. Jeg klappede bare på dynen for at få hende til at lægge sig. "Hvad skal du med min glæde," spurgte hun, og da jeg så op, havde hun det underligste udtryk i øjnene jeg nogen sinde havde set.

Det forfulgte mig i drømme, og jeg forstod at jeg måtte gøre noget ved det. Da vi havde sovet et par timer stod jeg op. Det var dag endnu, og dagen er til for de travle. Jeg halede Jesus ud på gulvet og passede på ikke at vække Ella.

Det må have været noget nær hen på eftermiddagen da vi nåede hen til Joshua, skyggerne var lange. Vi klatrede op ad trapper og kom til sidst helt op under taget hvor lokalradioen lå. Der havde været brand deroppe. Låsen var smadret, og døren var totalt forkullet. Politiet havde forseglet den. Jeg bad så Jesus bryde seglet, så vi kunne komme ind.

Hele lortet var udbrændt, Joshua var ingen steder at se. Det virkede næsten, som om alle maskinerne deroppe var brændt sammen, og han selv gået op i klare luer, da gnisterne ramte ham. Båndene lå spredt rundt om. Men Joshua havde et hemmeligt rum. Politiet havde ikke fundet det. Jeg sparkede det selv op.

Det var tomt for hemmeligheder, der var kun en lap papir og et bånd. På papiret stod med store, faldende bogstaver: Disse mure skal væltes. Murene står endnu. Et ord er nok til at vælte dem. Ordet er på dette bånd. Det nå først renses fri af de andre ord. Og murene vil vælte. Prisen er betalt.

Jeg vejede båndet i hånden. Det forekom mig alt for let for så tung en sag. Joshua var nok der, hvor han hele tiden havde været på vej hen. Båndet var det bånd som Jesus havde indtalt og som havde været sendt over 1000 gange.

Og nede på gaden - langs hele fortovet - havde nogen sat en bunke spæde træer i knop. Engang skulle de vokse sig store og få blade. "Visse folk kan ikke ta' knopper på træerne," sagde jeg til Jesus, "bræk dem af!" Han havde ikke rigtig kræfterne og måtte udkæmpe en sej kamp ned langs hele rækken. Bag os så der ynkeligt ud. Jeg gik lidt i forvejen og dumpede så båndet i en rist. Der skulle ikke væltes mure med det.

Henne på værtshuset sad hele slænget og reparerede sig. Jeg fortalte dem om Joshua, det var der ingen, der græd over. Jeg sagde at Ella var blevet mærkelig, det grinede de af. Jeg forkyndte at dagen ud var det mig der gav, det kunne de forstå.

"Jeg hælder på ham og hælder på ham," sagde jeg, "for at se om hans hemmelighed ikke skulle smutte ud mellem kindtænderne på et tidspunkt - jeg forestiller mig noget med, at hvis hans brandert kommer langt nok ud, så vil han snakke over sig. Men det eneste han rabler af sig i sengen er noget han drømmer om en mand, der har fået hugget alle fingrene af. Han står på et stadion og løfter hænderne mod tribunerne."

"Han spiller guitar, han spiller," nikkede Jesus straks mod mig. "Uden fingre," skurrede det fra baggrunden, "det er fame høj kunst!" - "Han synger, han synger," gentog Jesus sig selv. "Hold nu kæft," langede jeg ud, "han kan slet ikke synge uden fingre, vel! Hold da op!"

Denne aften varede det ikke længe før dimensionerne røg sig en tur, men jeg havde nu fundet min stedfortræder. Da der kom en ind jeg kunne se mig gal på, pudsede jeg Jesus på ham.

"Jeg kan ikke lide ham der," sagde jeg, "du ved nu hvordan det skal gøres. Du går hen til ham og bander højt mod himlen, og så slår du, til han springer op at bløde!" Han rejste sig og gik hen til manden, der godt nok fik sig en forskrækkelse, da dette skrækkelige menneske bandede højt og uden tøven hamrede en næve ind i hans hjertekule.

"Gør det ondt der," spurgte han men ventede ikke på svaret. Han sparkede ham over skinnebenet med kanten af sin sko, han svang ham en på hovedet. Fyren begyndte at bløde ud af øret, men var ikke så afslappet som han så ud til. Han kørte Jesus ned over en bordkant, og stoppede først efter at være blevet sparket tilstrækkeligt i skridtet.

Men så gjorde Jesus noget vi ikke havde aftalt. Han rejste ham op igen og tog begge hans hænder mellem sine - og straks var der intet at se på ham, ingen sår, ingen blødninger, han kunne fortsætte som om intet var hændt.

Da vi sejlede hjem gennem natten, og natten strøg så lun om vore kinder, havde jeg det som om jeg kiggede ned på mig selv fra et sted højt oppe. Først kiggede jeg op i stjernerne, som bimlede over vore hoveder. Der var syvogtyve, og de havde fundet en rytme som gik lige til hjertet. Så kiggede jeg ned fra de samme stjerner, og dernede gik vi.

Jeg gik forrest og banede vejen for Jesus der kun holdt sig oppe ved guddommelig indgriben. Det var som om han dansede på mørkets hårdtspændte liner og holdt hele gaden i balance.

Da jeg hørte nogen synge omkring hjørnet faldt jeg brat ned i mig selv igen. Det var en stemme vi kendte så godt. Og alligevel snurrede jeg til den gale side, da Ella drejede om hjørnet og standsede op foran os.

"Hvad er den af," snurrede jeg omkring igen, "skulle du ikke være hjemme og varme dynen?" - "Jeg har pakket alt mit kluns," sagde hun, "jeg skrider." - "Du ejer ikke en skid," sagde jeg så. "Nej," grinede hun, "det var heller ikke så svært."

"Og hvad skal vi så leve af," protesterede jeg, "det er sgu dyrt, det her!" Hun så på Jesus, som om hun heller ikke kunne begribe hvordan han holdt sig oprejst: "Hvis jeg blir ved med at dele ud til jer to, har jeg til sidst ikke mere at dele ud af. Derfor går jeg - jeg bilder mig nemlig ind, at der ligger noget gemt til mig et sted, noget som kun er bestemt for mig, og som jeg bare ikke har fundet endnu."

Men da hun fik set nøjere på hans skjorte og de skrammer han havde fået ned over ryggen ved mødet med bordkanten, kunne hun ikke nære sig for at øve den lille gode gerning med. Hun fulgte os tilbage til dynen og sagde ikke mere om sin bestemmelse.

Hun fik ham til at strække fladt ud på maven, med armene ud fra kroppen, og rakte ind under sengen og fandt en krukke med smøremiddel. Hun faldt ned på madrassen ved siden af ham, hun trak skjorten op over skrammerne.

Hun sagde ikke noget imens, ingen indsigelser, og han rørte ikke på sig. Det sitrede kun en smule i sårene, mens hun gned dem ind.

Så var det som om det ikke kunne gå hurtigt nok, hun klaskede indholdet ud over hans skuldre og ned over hans ryg. Imens bøjede hun hovedet frem, så håret faldt ned og skjulte hendes ansigt. "Alle gode tanker kan slet ikke dø," lød det inde fra håret, som et ekko fra grønnere egne, "før endnu bedre tanker er spiret af deres frø."

Hun sang kun de to linjer om og om igen, mens hendes hænder skred ned over hans ryg i én lang glideflugt. Jeg fik en helt ny fornemmelse af, at tiden var sat i stå - derfor vidste jeg heller ikke, hvor længe det varede før jeg tog mig sammen til at svare hende: "Der ligger ikke noget til dig derude," sagde jeg, "der ligger ikke noget overhovedet!"

"Jeg forstår bare ikke," sagde hun, "at jeg skal sælge mig selv uden nogen sinde at få noget andet i stedet." Hendes ansigt viste sig igen og lidt efter hendes øjne der var rettet lige mod mine øjne: "Jeg har aldrig forstået det." - "Det er kun begyndelsen, det her," sagde jeg, "se at få sovet."

Hun rejste sig. Jeg flåede alt tøjet af hende i ét snuptag, jeg troede virkelig det var meningen hun skulle blive sammen med os. Hun trak sig roligt ud af døren. "Der ser du," sagde jeg til Jesus, "det er lønnen. Det har man for sit gode hjerte." Jeg råbte: "Er det måske ikke sandt!" - "Jo," sagde han, "det er sandt." - "Det lød ikke ret overbevisende," sparkede jeg til ham. "Jojojo," skreg han, "det er sandt!"

Jeg trak ham op ved håret og begyndte at tæve ham systematisk igennem. Begyndte foroven og arbejdede mig en lang tur ned over hans krop. Da jeg på et tidspunkt kom til at se ud over hans skulder, fik jeg øje på Ella, der gik bort nede i gaden, fluorescerende nøgen, uden at se sig tilbage.

Jeg gik over til at smide omkring med ham, og noterede mig tilfreds, at der snart ikke var et stykke bohave intakt. Han var alle tiders rambuk og holdt til det hele, splinterne føg.

Solen stod op ude over byen og ramte mig lige i synet. Jeg lod en slagbyge hagle ud over ham. "For helvede, hvor gør du ondt i mig," hylede jeg, "for helvede, hvor gør det ondt!"

Lyset splintrede i mine øjne, jeg vidste ikke længere, hvor jeg ramte. Det endte med at sende mig op mod væggen, hvor jeg blev hængende nogle øjeblikke, før jeg gled ned over den. Han sad over for mig, mod den anden væg, og vi så lige forfærdelige ud og kunne ikke få vejret nogen af os.

"Sikke nogen dage," sagde jeg og kravlede over mod ham. Han kravlede også, på en eller anden måde mødtes vi midt i værelset. "Sikke dage." Vi fik armene lagt om hinanden, og det var ikke et grin, der flækkede hans ansigt, det var et smil.

"Såså," trøstede jeg mens den sidste krampe holdt op med at slide i brystet, "nu skal vi ikke sove, nu skal vi ud på bjerget. Kom, nu tager vi ud på bjerget!"

Vi stod oppe på bjerget, og oven over os var himlen dyb og uendelig. Vinden strøg kærtegnende op over bakkens sider, og trykkede sig fast ind mod vores ben, den tog hele tiden til, det var en vind man kunne gå på.

"Jeg vil give dig af min kraft," lød det ud i det blå, "og du skal vidne for mig. Det blir nu din sag at kende timen og stedet. Og den kraft, der er din, skal være som kærlighedens frø mellem mennesker."

Vinden gik som et sug ind imellem os og fyldte mig ud. Blæsten hævede sig, som en flamme i solen. Jeg tænkte: Er du nu fuld igen? Jeg så ham og jeg så ham ikke, jeg mærkede en brusende omfavnelse. Jeg var én forvirring af storm og ild - én stor vished. Jeg følte mig et øjeblik revet højt op i luften og kunne se mig selv stå nede på bjerget, en vindblæst figur der stod og vinkede i vejret - jeg kunne stadig se et aftryk af hans fødder i græsset ved siden af mig.

Det næste jeg lagde mærke til var at vinden havde lagt sig. Jeg stod nede i mosen, i vand til knæene, med pollen i håret. Alt var herligt. Luften var varm, den stod og sitrede vellystigt mellem buskene og de nyudsprungne birke.

Fuglene sang, og solen gnistrede i vandhullerne. Verden var et blivende sted. Jeg gik hen over mosen - det var let nok at finde vejen. Efterhånden blev jordbunden fast og jeg vandrede op gennem landet. En dump buldren lod sig høre bag mig, måske var varmen alligevel kommet for pludseligt.