Jeg kan ikke bruge den flugtvej I anviser. Selv ude herfra ville jeg ikke være fri. Selv fri ville jeg ikke kunne komme nogen vegne. Jeg ville stadig være omgivet af vand til alle sider.

For sådan var det - vi red ud af byen og løb bort i natten. Vi slap gennem skovene og nåede ud på åbent land. Vi sprang op over bakkerne og satte kurs mod solopgangen. I det første daggry var vi allerede langt uden for rækkevidde.

Og vi kom ned til havet. Foran os lå et vældigt vand og bredte sin favn. Og ligegyldigt hvor vi siden bevægede os hen - derude lå havet. Vi kunne se land langt borte. Men vi var fanget, på en ø, af alle steder.

Blæs på vandet, siger I, benyt dig af lejligheden, lad fængslet bag dig inden det er for sent. Det er for sent. Det fremgår tydeligt af det jeg vil fortælle. Jeg har ikke noget at skjule, I kan roligt høre på mig.

Jeg blir alligevel snart henrettet. Jeg har det som om jeg allerede kan se tilbage på min egen henrettelse og grine lidt af den - fra et sted langt ude i tiden. Det var så slut på dværgen, det var ikke meget han fik udrettet. Han fik ikke engang sat en stopper for menneskenes videre forplantning. Han gjorde hvad han kunne, men forstyrrelsen kunne dårligt nok registreres.

Jeg kan da godt forstå at folkene inde på slottet ønsker mig hængt, nu hvor de er så sikre på at jeg er farlig for både adel og præsteskab, for borgere og bønder. Men hvad fanden har hunden gjort dem.

De siger at han slet ikke er nogen hund, men en dæmon i hundepels. Det vil alt sammen vise sig når han blir hængt, siger de, så skulle han nemlig gerne vende tilbage til sin oprindelige og frygtelige skikkelse.

Men han er ikke nogen ånd. Og jeg er ikke farlig for nogen, så slap bare af. Jeg er Lukas, kongens nar, og hunden hedder Ambrosius og var kongens glæde når de sammen jog ud over deres fælles land.

I virkeligheden tilhører landet den hund. Men det er der ikke nogen der ved. Jo, jeg ved det, jeg var til stede da kongen forærede ham det hele. Og det var Ambrosius der bar mig bort fra fangenskabet. Vi flygtede sammen gennem natten. Vi slog os fri og lagde slottet bag os. Vi snød dem alle til hobe og trådte uhindrede ud i dagen. Og vi nåede frem til havet.

Men kongens farbror, ser I, benægtede ethvert kendskab til at en hund skulle være indsat som rigsbestyrer. Han ville hellere have landet selv. Det blev en hel besættelse for ham, han snakkede altid om det, og til sidst var det da også en afgjort sag for en hel masse mennesker.

Og det var synd, for hunden ville have styret landet bedre end nogen anden. Og han ville personligt have ædt alle de nyfødte drenge og piger, det kan enhver sige sig selv ville have været et uvurderligt fremskridt.

Nu kan vi gø og gabe og kræve så meget vi vil - vi kommer aldrig mere herfra. Man kan godt grine ad den måde tingene har udviklet sig på. Men man behøver det ikke. På den anden side er det måske meget sundt.

Jeg har altid elsket den grimme køter. Den er grim, og jeg er grim. Minus og minus giver plus, på den måde var vi den skønneste kortege man kunne se for sine øjne, og helt afhængige af hinanden. Jeg ville for min død - og vi ser den komme - godt have oplevet os to styre land og rige, mens kongen sad i sit fangenskab og ikke kunne finde på flere udveje.

Ambrosius og jeg er lige høje. Han er en Grand Danois og jeg er en forpulet dværg. Vi måler samme afstand fra issen ned til den jord vi går på. Det vil sige når han står på alle fire. Når han rejser sig på bagbenene rækker han det dobbelte af min højde. Og ser langt værre ud.

Jeg skal ellers lige sige at jeg er færdig med politik. Jeg gad nok ikke styre landet, om jeg så havde det i min hule hånd. Her har jeg kommenteret og hudflettet og vrænget ad og rakt tunge og prøvet at gøre dem alle klogere på sig selv - og jeg er selv klogere end de fleste - og se hvordan det er gået: rigerne smadret, det hele smidt for ulvene.

Så mange skarpsindige udfald med så fattigt et udkomme. Men de er selv ude om det, og jeg skal nok lade være med at nævne det mere. De slår selv deres børn ihjel, var I klar over det. Nå, jeg er såmænd godt i gang med at glemme det hele og lade som ingen verdens ting.

Jeg var den eneste der slap med kongen ind på slottet, dengang porten slog i bag ham. Jeg gik nemlig forrest, som skik og brug var hos os. Jeg var også den eneste der kunne bevæge mig frit omkring. Så jeg blev en vigtig person, jeg blev budbringer og brevbærer og klarede alle skærene.

Men en nat så Ambrosius og jeg vores snit til at flygte. Jeg sprang rask op på hans ryg og vi red bort. Vi svimlede af sted som skygger i natten. Vi fløj hen over bakkerne. Vi landede midt i daggryet. Og der lå havet.

Siden har vi flyttet os rundt på øen, nat efter nat. Om dagen lod vi os ikke se, ved dagslys sov vi. Og nu kan jeg ikke længere sove om natten. Når de kommer for at hænge mig ved daggry vil jeg ikke have ordentligt udsovet. Jeg vil være pirrelig og gider ikke finde mig i nogen uorden.

Jeg tror ikke det vand over en dørtærskel, jeg kunne ikke drømme om at begive mig ud på det. Enten ligger det så forræderisk stille hen - man kan jo se at der stikker noget under - eller også skummer det vildt op og sender væde ovenud. Og sådan var det bare hele vejen rundt om os.

Hvordan kunne jeg også vide at vi var havnet på en ø. Jeg troede jeg var fri da jeg var vel ude af slottet. Jeg mente jeg omsider havde fået mig sneget væk fra en konge der bare gik rundt og rundt om et bord. Og her gik jeg nu selv rundt og rundt om en ø og kunne ikke se en ende på den.

Jeg kan godt fortælle jer at jeg har været den strand rundt flere gange end I drømmer om. Og tænkt på hvordan jeg skulle komme herfra. Ambrosius piskede glad rundt efter mågerne, og jeg pinte min hjerne for udveje. Jeg kunne være gået med til hvad som helst, selv at flyve mig ud.

Men selv om jeg er en godt udlært dværg, selv om jeg har tilegnet mig alle de færdigheder en nar skal have - jeg kunne have syv sværd i luften på én gang og fløjte samtidig - så har jeg aldrig fået lært at bevæge mig gennem luften, og jeg fatter ikke at jeg har kunnet være så lidt forudseende. Flyve skal man jo kunne, det siger sig selv.

Jeg fandt en kvinde inde på øen der kunne. Men hun mente ikke hun også kunne bære mig - og Ambrosius. Og hun havde ikke tid til at lære mig op, tiden løb ud for os. Jeg skulle ellers have betalt hende rigtig godt.

Man kan synke så dybt i det vand at solens lys ikke længere trænger igennem, vidste I det. Det vil stoppe øjne og ører på dig og sende dig langt bort på sine lumske strømme. Dets mørke vil trække dig ned og berøve dig sind og sanser. Du blir aldrig den samme igen.

Der var nogle steder hvor vandet smalnede ind til et sund, hvor der såmænd ikke var så forfærdelig bredt. Men dér var der allerfarligst, der måtte man fortøje sin båd til begge bredder for at slippe helskindet over, jeg har set dem gøre det. Der er selv fiskerne bange.

Selvfølgelig er jeg kommet sejlende hertil. Men det var på en fæstning, en havets betvinger, der skar sig uhindret gennem bølgerne. Der var svært tømmer mellem os og vandet, og vi mærkede intet. Jeg gjorde i hvert fald ikke der hvor jeg forvarede mig i min kahyt.

Og ikke en dag hvor jeg ikke måtte ned til stranden for at kigge ud over havet, over mod de fjerne lande. Derovre var der mennesker der ville tage sig af en - elske og ære en. Der var græsset ærligt grønt. Og fra nogen af de kyster måtte der være forbindelse ud til hele den vide verden og fri fart over land så langt øjet rakte. Sådan lå jeg lange dage i ly af klinterne og markskellene og længtes bare væk.

Bag mig arbejdede befolkningen som om intet var hændt. Jeg var nødt til at gøre mig bekendt med dem, selv om det ikke var sådan ment. Jeg er født på et fjeld, forstår I, og blev ført direkte derfra til hoffet. Jeg blev oplært til nar og fik aldrig færten af hvad alle de folk egentlig går og foretager sig og med hvilken hensigt - bortset fra at de skulle arbejde penge sammen til at udrede den skat der skulle betale mine klær.

Jeg tænkte meget på en sang jeg kender - jeg kender mange - og som handler om at sådan en som mig gerne måtte havne derude hvor folk er, gennemblødt på vejene og med sjælen fyldt af jord. Og jeg tænkte på at jeg i det mindste var nødt til at nærme mig dem - for ikke at sulte ihjel.

Nu må I forstå hvem jeg er, jeg er ikke hvem som helst. Og nu snakker jeg ikke om mine fænomenale færdigheder. Når jeg var sammen med kongen var jeg hans andet jeg. Ja, jeg var bedre end hans jeg. Jeg var over hans jeg, og jeg var under hans jeg. Jeg var den lysende forstand der klarlagde dagen og vejen, og jeg var den dunkle impuls der drev hele værket.

Jeg kunne få kongen til at tudbrøle af grin når det passede mig, og jeg kunne gøre ham bedrøvet når det var allermest ubelejligt. Jeg kunne drive elskov ind i hans hjerte og vanvid ind i hans forstand. Og jeg kunne slette det hele igen med en række toner af min fløjte.

I har jo nok set de nye spillekort der er kommet på mode, nogle firkantede papstykker med bestemte værdier på. I det spil er jokeren, narren, uden for nummer, ser I. Han kan gå ind i alles sted og slår selv kongen.

Men det fattede de her folk ikke noget af. De forstod ikke at når jeg dansede, når narren danser, så er jeg ét med guddommen. Så er jeg den akse hvorom jorden svirrer forrykt gennem rummet.

Der var forresten en kone ude ved sydpynten der begreb lidt af det. Hun dyrkede Tor, som familiens husgud. Der stod sågar en Tor-støtte gemt i halmen i deres lade. De troede på verdenstræet og var sikre på at Ambrosius var en af Odins ulve. Det benyttede jeg mig selvfølgelig af.

Men det værste ved de folk var at de altid havde så travlt med at mangfoldiggøre sig. Jeg så dem overalt, i lader og i høstakke, på mønninger og på møddinger, bag grædepilens slør og under hvidtjørnens sne. Det var en besættelse. De kravlede og krablede, de bed og nappede, tumlede gennem kornet og trimlede i bækkene, i daggryet og under månens fulde lys.

Og jeg måtte tænke på alt det liv der opstod af den leg. Det var det allermest skræmmende, alle de kuld der tyngede træets grene ned, det fik jo aldrig ende på den måde. Det kunne jeg ikke se nogen grund til.

Jeg kunne se dem, men de kunne ikke se mig - undtagen når det passede ind i mit kram. Og det de da så var et grufuldt dobbeltgespenst der kom tumlende gennem mørket og skræmte dem fra vid og sans. Og jeg fandt på flere løjer, må I tro, indtil rygtet løb øen rundt og de begyndte at beskytte sig ud til den mindste hytte - ved at lægge gaver og ofringer ud.

På den måde lavede jeg en akkord med dem: de skulle sørge for at opretholde mit liv, jeg skulle til gengæld nok sørge for at give deres natlige drømme noget at rumstere med, i denne og i kommende slægter - hvis jeg da ikke kunne få det maget sådan at strømmen stoppede her.

En morgen mødte jeg en af deres kvinder nede på stranden. Mødte er vel så meget sagt, hun kom gående ned over engene. Jeg var krøbet i skjul efter nattens vilde ridt og ville sove. Jeg kom nu slet ikke til at sove den dag, man kan sige at jeg sløsede tiden bort med at have ondt af mig selv.

Hun kom ned over de våde enge med opkiltrede skørter. Hun så sig om til alle sider og blev ved med at få de lyse krøller ned i øjnene. Hun stoppede ikke op før hun stod på en lille høj lige over mit skjulested.

Der stod hun længe og så sig om til alle sider. Det lyste af hende i den tidlige morgenstund og bølgerne holdt op med at risle. Ambrosius tog sig ikke af hende og forholdt sig helt roligt. Jeg fattede ikke hvad det var hun ledte efter, det virkede som noget meget vigtigt og uigenkaldeligt.

Hun ikke så meget som ænsede havet. Hun vendte sig ind mod land igen og lod sig ikke mærke med den fare der truede lige der bag hendes ryg. Hun virkede lidt troskyldig, oprigtig som det lys der hviler over horisonten.

Det er i det hele taget et træk jeg har lagt mærke til hos disse folk - at de gerne trækker sig tilbage uden at have fundet det de ledte efter, og uden at det virker som om det går dem på. Det tænkte jeg på, jeg lå og spejdede efter hende mens hun forsvandt op i landet igen.

Bagefter lå jeg den udslagne dag og pinte mig selv med tanker. Det var så let at ture rundt i natten og skræmme folk ud af deres mørklagte sengesteder. Men andre har nætter badet i kvindekønnets runde bæger, tumlende sig i hinandens begær. Man kan ikke lade være med at tænke på det.

Og hvor skulle jeg tage hen hvis jeg slap herfra - tænkte jeg. Jeg kunne tage tilbage til Norge hvor jeg kommer fra. Det ventede jeg mig en del af. På den anden side var der vist ikke nogen der ventede mig der. Kunne jeg så ikke lige så godt blive og gøre mig det bekvemt her.

Jeg havde bestemt ikke glemt at jeg var på flugt. Min mulighed lå i at få alle andre til at flygte fra mig. Og jeg havde gode kort på hånden, og en joker i tilgift: ingen inde på slottet kunne tro andet end at jeg forlængst var draget bort over vandet.

Hvem er det der får fat i kvinderne, tænkte jeg, hvem er det der får fat i mændene. Er det de rigtige. Jeg tvivler. Jeg har ikke stor tiltro til at folk, som ikke kan klare sig gennem dagen, kan styre sig gennem elskoven. Det svarer til at folk med ét ben giver sig i kast med at løbe øen rundt fra solopgang til solnedgang. De kan ville, men de kan dog ikke.

Hun kom tilbage om eftermiddagen, på nøjagtig samme måde, men nu med solen i nakken. Det var lige så røvhullet trak sig sammen. Hun ledte stadig, eller havde genoptaget sin eftersøgning, og jeg skulle lige til at undre mig over at noget kunne være så vigtigt, da hun kaldte: »Kipkalv, kipkalv, kom min lille kalv,« på en dialekt jeg aldrig før havde hørt.

»Hvor har du gemt dig, min kalv,« kaldte hun, men pludselig gav hun et forskrækket gisp fra sig, det var mig der var trådt fri af buskene. Ambrosius havde fået besked om at blive liggende. »Jeg gør dig ikke noget,« sagde jeg, »men du må ikke løbe din vej.«

Det gjorde hun heller ikke, hun gjorde overhovedet ingenting. Alligevel råbte jeg af mine lungers fulde kraft: »Hvis du løber sender jeg hunden efter dig!« Jeg fik Ambrosius frem af buskadset, jeg kunne bare ikke få ham til at knurre ildevarslende. Hun stod bomstille og jeg gik hen til hende og sagde meget forsigtigt: »Men jeg gør dig ikke noget.«

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med hende. Hun så på mig med hele hovedet og troede vel ikke sine egne øjne. »Jeg har bestemt ikke set din kalv,« sagde jeg så og begyndte at gå rundt om hende på alle fire som en stivbenet kalv, »men du skal se, den kommer nok hjem igen.«

Hun fulgte hvert af mine skridt med stor alvor i blikket, og jeg sprang op på ryggen af Ambrosius. Stående på hans ryg begyndte jeg at jonglere med fire bolde jeg altid har på mig - dem her - og hentede dem så ned én efter én: »For som denne bold kommer hjem, og den, og den, og den, sådan kommer din kalv ganske sikkert også hjem.« Hun fortrak ikke en mine.

Så satte jeg mig ned på ryggen af Ambrosius og rakte en revnet trøje frem og spurgte tøsen om hun ville reparere den for mig, hun skulle nok få noget for det. Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede hun vist jeg var en nisse, sådan en hyggelig gammel fyr der beskytter hus og hjem.

Det kom af at jeg havde min narrehue på med æselørerne. Hvem ved vel hvad det kan blive til i en kvindes fantasi. Hun sagde at hun nok skulle sy trøjen for mig. Jeg sagde at hun ikke skulle sige det til nogen, og at hun altid kunne finde mig her. Så søgte hun videre efter sin kalv, og jeg søgte ind under busken for at lede i mine egne tanker.

Måske vidste de alligevel inde på slottet at jeg ikke var helt tryg ved vand. Nogen kunne have sladret. Da vi skulle sejle fra Norge - det var den tur der førte os ind i fangenskabet - var jeg heller ikke meget for at lade stå til på den måde. Jeg frarådede faktisk. Men kongen var faldet i sindsforvirring og lyttede ikke længere til mig.

Nogen kunne måske stadig huske hvorledes jeg havde gemt mig i min kahyt under hele nedfarten. Det var nu ikke kun fordi jeg var bange. Det var også fordi jeg ærgrede mig. Det sved i mig at kongen ikke kunne se hvordan det her måtte ende. Jeg følte at han havde svigtet os begge.

Natten efter at jeg havde truffet tøsen lod jeg Ambrosius strejfe frit omkring og brugte selv tiden til at liste rundt mellem gårdene, fra det ene oplyste vindue til det næste, og overalt sad folk og lod freden falde på sig, omkring et lys, hen over et bord, slængt op i en tryg krog.

De sad i en tilstand af stadigt arbejde, alle havde noget mellem hænderne. Det var ikke meget de snakkede, men det så nu ikke ud til at genere dem. Det så ud som om de havde nok at gøre med bare at holde sig vågne.

Jeg sneg mig længere og længere ind på øen, og efterhånden slukkedes lysene. Hvert eneste hus lå hen som dødt. Men jeg vidste bedre. Jeg lyttede ved dørene, jeg snusede op under tagskægget og gjorde mine iagttagelser.

Ud på natten rendte jeg for første gang ind i heksen der kunne flyve. Hun sad på et hegn og lignede fuldkommen en stor høne der havde pustet sig op til vægtløshed. Hun havde indtaget en eller anden drik.

På det tidspunkt var Ambrosius lige i hælene på mig, så jeg vovede at give hende et puf. Det fik hende til at trimle ned. Jeg vidste ikke dengang at hun var ved at bevæge sig den anden vej. »Åh, Lucifer,« jamrede hun, »lad mig ikke ligge her, men send mig ind i månens lysende felt!«

Da hun var kommet lidt til samling, spurgte jeg hende om hun virkelig kunne flyve til månen. Hun svor ved den barmhjertige gud at vist kunne hun flyve, det havde hun gjort så tit, og det burde ganske vist holdes som en skjult ting, men der var ikke mange ben i det - bare man vidste hvordan man skulle gå til det.

»Hvordan går man til det?« spurgte jeg, men da var hun besvimet og gået ud som et lys. Jeg lod hende ligge i sikker forvisning om at Lucifer nok skulle beskytte sine folk.

Månen hang højt oppe under et dybtblå hvælv og øsede sin hvide ånde ned over landet. Jeg var meget træt og lod Ambrosius bære mig i skridtgang hen over markerne. Jeg følte mig lam indeni, kold og beklemt. Det blev ikke bedre af at min skygge så ud til at have det på samme måde.

Landskabet var ét flimmer af månelys og mørke omrids, det gjorde mig syg om hjertet. Et sted oppe i luften svirrede det af stærke vinger, et træk af fugle der havde bestemt sig for at søge andetsteds hen og bare gjorde det, i ly af himlen og uden frygt for at falde i havet som vældige sten.

Jeg var blevet sulten og lod Ambrosius gå omkring en af gårdene, hvor jeg havde sat en tallerken frem - det betød at de skulle give mig mad. Og det var ikke noget de gjorde uden belønning. Men her var der ikke lagt noget ud. Tallerkenen var vendt om og lå med bunden i vejret. Jeg sendte Ambrosius væk og tændte ild på gården. Så kunne de koge deres mad ved det.

Næste morgen var jeg tung i hovedet og havde det som om jeg ikke havde sovet i månedsvis. Jeg var så træt at jeg overhovedet ikke lagde mærke til noget, før tøsen pludselig stod foran mig og holdt den reparerede trøje frem i sin højre hånd, og den venstre på sit bryst.

Min første tanke var at nogen måtte have slået Ambrosius ihjel i nattens løb, hvordan kunne hun ellers være kommet så tæt på uden at blive løbet over ende af det store bæst. Men det var nu bare fordi han ikke havde noget imod hende og lod hende gøre som hun ville, det kan man da kalde kløgt, jeg gad godt se folk bære sig lige så klogt ad.

»Jeg har lappet din trøje,« sagde hendes højre hånd, »nu kan den holde lidt igen.« - »Du runder lige så meget om et af dine lår, som jeg gør om min brystkasse,« sagde jeg.

»Jeg satte mig først til arbejdet da alle andre var gået i seng.« - »Du skal ikke være bange for mig,« sagde jeg. »Det er jeg skam heller ikke,« sagde hendes mave og bryster i kor.

Enten var hun meget dum, eller også var hun lige så træt som jeg. Hun tænkte sig ikke godt om. »Jeg er en dværg,« sagde jeg, »og det har jeg altid været, og det vil jeg blive ved med at være, fra fødsel og til fødsel. Men inden for det er jeg såmænd god nok.« Hun stod på sit sted og hørte ikke efter. »Jeg ved godt hvad du er,« sagde hendes krop.

En regnbyge drev ind over landet og jeg spurgte hende om jeg måtte sidde under hendes skørter indtil det drev over. Ambrosius kunne godt klare sig, han behøvede ikke sidde med. Hun løftede skørterne og lod mig kravle ind. »Det er nok for mig at du blir her,« lød det udenfor. Der sad jeg nok så hyggeligt mens det stod på, og kiggede ned i jorden.

Bagefter steg jeg ud, bukkede dybt for hende og slog syv baglæns saltoer og en flikflak, der sendte mig op på ryggen af Ambrosius. Hun smilede. Jeg tør vædde på at hun smilede. Og så gik hendes ryg til dagens dont.

I løbet af den dag skar jeg mig en pilefløjte. Regnen var kommet for at blive, så jeg gjorde mig forfærdelig våd mens jeg kravlede rundt i pilekrattene for at finde en kvist. Jeg er en stor musikant, må I vide, men jeg havde ikke fået mine instrumenter med fra slottet, kun lidt guld og et par kostbare stene til at redde mig igennem med.

Bag det sidste pilekrat lå en pige og fødte sit barn. Det var nu ikke noget at se på, det gik let og ubesværet. Men jeg sad i løvet og var musestille. Pigen græd som om det havde gjort ondt. Og hun løftede sit barn op på armene, hun så ikke på det. Hun bar det ned til en å, og holdt dets hoved under vandet. Da det ikke længere rørte på sig, lod hun det flyde med strømmen. Hun så selv den anden vej, op ad åen hvor alt vandet kom fra. Regnen havde snart vasket jorden ren.

Jeg blev så siddende i det krat og skar min fløjte. Pigen var forlængst forsvundet, og hvad skulle hun også med det barn. Der er børn nok, og ingen af dem bidrager med ret meget andet end lidt dårlig ånde og en smule svedigt arbejde der kun ændrer tingene til det værre.

Den fløjte kunne selvfølgelig ikke hamle op med de fine sager kongens rummelige pengepung havde kunnet skaffe mig. Men til regnvejrsbrug og under fattige forhold var den meget god. Den havde en sørgmodig klang der gled smukt ind i åens mol, og jeg prøvede dens muligheder omhyggeligt af inden jeg pakkede mig sammen og forlod stedet.

Inde på slottet - ja, rundt om på alle slottene - var der en helt anden klang i rummene. Men til sidst blev selv kongen utilfreds med mine musiske evner. Han ville have et helt orkester. Men det kunne han ikke få. Han ville også have sin frihed tilbage. Det kunne han heller ikke få.

Så var det han besluttede sig for at genoptage kontakten med sine høje slægtninge i udlandet, kejseren og sådan nogen, i al hemmelighed naturligvis. En smed i byen og en præst ude fra landet var dumme nok til at hoppe på vognen, og jeg måtte bære breve til dem, jeg var jo god til at lade som ingenting og bide det værste i mig.

Men det kom os dyrt at stå. Brevene blev opsnappet, ét efter ét, ikke hos mig selvfølgelig, i næste led. Og de beslaglagde alle kongens kostbarheder, så han ikke længere havde noget at bestikke folk med. Og der røg hastigt et par hoveder, og det begyndte at stramme til. Men inden da havde jeg heldigvis fået stukket nogle pund guld til side.

Og det havde jeg alt sammen på min bare krop, plus diverse ædle stene, da vi løb bort, Ambrosius og jeg. Vi fjælede os nemlig mens tid var og gemte os i natten. Vi tog os bort lige for næsen af dem. Vi reddede os på mirakuløs vis i sikkerhed og kom ud i dagen.

Samme aften havde tøsen en krukke fuld af grød med til mig. Nu er grød ikke det jeg bryder mig allermest om, men hun var glad og munter og lod sig ikke mærke med noget. Hun havde fundet sin kalv, det vil sige sin husbonds kalv, selv havde hun ikke nogen. Det fortalte hendes venstre om med alle omstændigheder, mens jeg fodrede Ambrosius med grøden.

I må ikke spørge hvad hun hed, for det fandt jeg aldrig ud af. Men det var et smukt blåt tusmørke og det småregnede stadig. Jeg satte mig på en sten og spillede en langt hentrukken melodi for hende. Hun blev stående på tre skridts afstand med armene lagt over kors under brysterne.

Så lagde jeg fløjten i min lomme og stillede mig hen foran hende. Jeg skelede skråt op mod hendes ansigt der næsten var forsvundet i aftenmørket. En våd stjerne dukkede frem bag hendes krøl. Jeg tyede igen til hendes skørter. Men denne gang rejste jeg mig op derinde. Hun ikke så meget som trak vejret dybere. Der var mørkt og lummert under tøjet. Der var så tæt at jeg havde ondt ved at få vejret.

Jeg slog skørterne fra og så op mod det sted hvor jeg mente hendes ansigt måtte være. »Det du har her er et kaninhul,« sagde jeg. »Ja,« sagde krøllerne. »Og jeg har en kanin her, det er klart at kaninen må ind i kaninhullet.« - »Ja,« gentog krøllerne, og jeg trak mig ind igen.

Og der stod jeg inde under hendes skørter og kunne hverken nå helt eller halvt op. Jeg klemte næsen flad mod hendes navle og forsøgte om jeg kunne nå rundt om hendes hofter. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, men jeg fik hænderne i det blødeste sædekød deromme, fugtigt og glat af den megen regn der havde silet hende ned ad rygstykkerne.

Jeg kunne ikke blive stående sådan, det føltes sært og førte ingen steder hen. Jeg kunne spænde ben for hende så hun væltede om på ryggen. I stedet for stak jeg hovedet frem igen og bad hende lægge sig ned i græsset, ellers ville kaninen ikke. Hun havde ingen indvendinger, hun gjorde hvad jeg bad hende om. Så var det ingen sag at klavre på hende.

Og sådan betvang jeg hende. Hendes øjne så på mig, men hun lå helt stille og lod mig have min vilje, sådan som naturen har bestemt det. Jeg lod mig ikke mærke med noget og trak mig hurtigt fri igen. Regnen var hørt op og månen stod højt. Hver detalje kunne ses langt væk. Jeg sendte hende tilbage til gården og snakkede ikke mere om det - jeg bad hende bare komme tilbage næste morgen med en god luns kød og noget stærkt øl.

Bagefter opdagede jeg at jeg måtte skære mig en ny fløjte, den jeg havde var knækket. Det fik mig også til at tænke på at jeg snart måtte forstærke min indsats for at komme væk. Tiden arbejdede måske ikke for mig, og hvad havde jeg så ud af alle mine natlige mareridt.

Så snart månen var gået ned lod jeg derfor Ambrosius bære mig ind til flyveheksen. Jeg mente hun måske var villig til at dele sine hemmeligheder med mig, fordi jeg havde skånet hendes liv forrige nat.

Hun sad lige så fredeligt i sin stue da vi kom. Hun så bleg og fortæret ud, men havde ikke noget imod at fortælle mig hvad hun vidste. Egentlig virkede hun som en der har fået nok for lang tid, men hun sagde at hun ville fortælle mig hvad der var i drikken og vise mig alle omstændighederne i ly af mørket. Hun sagde også at det ikke var nogen let sag - det havde taget hende tyve år at lære sig kunsten at flyve.

De første ti år havde hun brugt til at få sjælen til at lette - og det havde været det sværeste - de næste ti år til at få kroppen til at følge med. Nat efter nat. Nu var hun så træt, så træt, og bange for at hun i sin træthed skulle glemme det hele igen. Jeg blev kold af raseri og slog hende i ansigtet for at få hende i gang.

Hun havde ikke noget valg, og til langt ud på natten drev vi min omtumlede hjerne til at begribe og fatte alle sammenhængene i det element der hedder luften og er langt mere at lide på end det der hedder vandet.

Til sidst faldt hun i søvn, og ikke engang en glødende knivspids i hendes nakke kunne vække hende. Jeg lod hende sove og tog kniven med mig. Det havde ikke været forgæves. Jeg havde faktisk en smule fornemmelse i kroppen af hvordan man skulle bære sig ad med at besejre den tunge ild der holder os alle sammen så hårdt presset mod den drøje jord.

På vejen hjem kom vi forbi et klart oplyst hus. Og derinde i stuen sad et ungt par og gjorde ingen skam af noget. Hun havde brysterne hængende udenpå til beskuelse og almindelig morskab. Jeg sneg mig ind på loftet over dem. De hviskede sammen så det var en gru at høre på.

Men da han så ville på hende, gjorde hun modstand og ville alligevel ikke. »For hvem skal forsørge de børn der kommer?« lød hendes indvending. »Ja, det skal Han hist oppe,« lød mandens færdige svar. »Nej,« brølede jeg ned fra min bjælke, »jeg har ikke mere end til mig selv!« De fløj fra hinanden, og mere kom der ikke ud af det.

Gud fader skulle man have været, tænkte jeg mens vi red videre, så kunne man for en stund lade menneskeslægten forsvinde ud mellem tomrummene i træets blade. Det ville der ikke ske noget ved. Hver tanke, hver drøm, hver blodsdråbe af hvert menneske ville stadig være til stede og kunne bruges på ny - det skal bare blandes op helt forfra.

Himlen var så småt begyndt at lysne i øst. Jeg vågnede i en kold drøm og vidste ikke hvordan jeg nogensinde skulle komme til at sove igen. Snart stod jeg igen der med tøsen og var i bekneb for udveje. Alle mine savn og tab begyndte at snurre omkring i hovedet på mig. Inde på slottet havde vi dog haft vore gode senge og vore faste sengetider.

Godt nok havde vi været fanger, men betjeningen var god og rigelig. Og godt nok var vi blevet sat fra vore bestillinger, men i vore hoveder var vi fri som ingensinde før. Og alt det skulle kongen absolut ødelægge med sine halstarrige planer om en tilbagevenden til magten, noget både han og jeg vidste han ikke magtede når det kom til stykket.

Hans breve blev snart sporet tilbage til mig, det kunne ikke være andet, de fór jo hårdt frem mod den sølle præst og den dumme smed. Men jeg havde heldigvis en sjette sans for sådan noget, så jeg var forberedt. Og just i rette tid gjorde jeg mig usynlig og lod Ambrosius bære mig bort. Uden at sige farvel til kongen. Uden at se mig om. Ud i natten.

Jeg var dårligt nok nået ned til mit sted ved stranden, før tøsen igen stod der, med sit mest afventende udtryk i ansigtet, og med krøller der mindre end nogensinde ville lade sig tæmme. Hun havde ikke kun taget øl og kød med, hun havde også et stort tæppe og et hesteslag under armen.

Jeg satte mig og kiggede længe på hendes ansigts tåger. Så begyndte min krop af sig selv at gøre løjer med himmel og helvede. Ja, det er jo ikke fordi den ved så meget om hvad himlen er, men helvede kender den da, helvede har den rendt rundt i al sin tid her på jorden.

Jeg skar ansigter og vrængede ad alle elementer. Jeg stod på hovedet og på fire, jeg gemte mig bag min egen krops slyngninger. Og jeg dansede mig ud til det punkt hvor guddommen tog imod med en glad latter, hvor vi kunne forenes i rytme og flertonig lyd, fra det sted var der fri fart så længe kroppen kunne bære og sjælen ikke afstod fra at være med. Det var der selv narren kunne græde åbent.

Bagefter kunne jeg skimte et smil, et meget alvorligt smil, det stod endda for mig som om hun havde grinet. Men hun klappede ikke. Hun tog mig bare ind til sig og lagde mig blødt på tæppet og svøbte mig ind med hesteslaget over og lod mig ligge. Jeg faldt i søvn. Jeg sov omsider.

Sådan gik nu en tid hen. Det gik meget godt. Jeg dansede, jeg sprang omkring, jeg lærte næsten at flyve - og jeg gjorde ikke en kat fortræd. Jeg så tøsen hver dag og rørte hende aldrig. Jeg fik huld på kroppen.

Selvfølgelig brændte jeg en gård af i ny og næ, jeg måtte jo holde mit ry ved lige. Men jeg sørgede altid for at skaffe folkene af vejen først og slog alle porte på vid gab så kreaturerne ikke led overlast.

Jeg spiser som en fugl, nemlig hvad der svarer til min egen vægt hver dag, så jeg kunne ikke helt nøjes med det tøsen kunne skaffe til veje. Jeg havde fundet mig en gård oppe nordpå hvor madmor var meget gavmild, eller også meget bange, jeg fik nu aldrig spurgt.

Der havde jeg hængt min pose op i et hyldetræ uden for gården. Og den fyldte hun jævnligt med den bedste mad hun kunne koge sammen. Til gengæld fyldte jeg den med gaver, muslingeskaller, grankogler, sære flintesten og forstenede søpindsvin i alle udgaver, noget for noget.

En morgen kom tøsen og sagde at hun var blevet opsøgt af en mand på den gård hvor hun tjente. Hun kendte ham ikke, hun vidste ikke hvad han hed. Men han var fornemt ridende og ville vide om hun havde forbindelse til andre end gårdens egne folk og i givet fald hvem.

Hun havde fortalt ham alt hvad hun vidste om os to, hvordan vi levede og hvor vi holdt til. For hun mente ikke det kunne skade hende at hun havde omgang med en lille trold som alle måtte lystre. »Det sagde du da ikke!« - »Jo,« mælede hendes pandebrask, »han så ud som en mand der helst vil vide besked med alt, og husbond stod hos og så streng ud.«

Hun havde også fortalt ham hvad hun havde gjort for at gøre mig venligt stemt og holde mig uden for gården. På den måde var hun helt sikker på velsignelse for sig selv, sin husbond og hele besætningen. Sådan udlagde hun det nu. Jeg var i hendes øjne en af de gode trolde, en af dem man kunne komme overens med - og hun havde ærligt gjort hvad hun kunne.

»Men tror du da ikke myndighederne inde på slottet godt ved hvem de har for sig, når de hører om en dværg og hans hund.« - »Var manden inde fra slottet?« - »Det burde du have tænkt på!« - »Hvad for et slot?« spurgte hendes øre. »Ja, kongens slot!« - »Er det da dit?« spurgte hendes mund.

Og jeg tænkte i mit stille sind at hendes hjerte var som havet selv, forræderisk og uden bund, troløst og uden skam. Letsindigt fristende sin egen skæbne. Der brast da den lykkes lette tråd. Jeg skulle have sikret mig hendes person, og det gjorde jeg nu.

På det tidspunkt var jeg holdt op med at sove nede ved stranden. Jeg havde sikret mig inde på midten af øen. Jeg kunne ganske vist ikke undgå at se havet - hvor på denne ø der ligner en frø slipper man for det - men jeg havde lagt land imellem os, marker og brede skove.

Jeg havde også egenhændigt bemægtiget mig den Tor-støtte jeg var faldet over nede på sydpynten og havde stillet den op i udkanten af mine enemærker, til effektiv skræk og advarsel. Der førte jeg hende nu hen.

Allerede på turen derhen begyndte jeg at se slottets folk jage omkring på vejene, og i de følgende dage lukkedes nettet ganske langsomt om os. Men fælden klappede ikke i før jeg havde fået taget min hævn.

I de dage sendte jeg kongen mangen en bidsk tanke og bandede ham ned i det sorteste helvede. Han havde sat tommelfingeren i mit øje. Vi havde erobret verden og havde udryddet et helt lands adelsstand - så godt vi nu kunne - og var blevet modtaget overalt med tilbud om hjælp. Og alligevel var det endt med uduelig magtesløshed og en fej, ensom retræte.

Han kunne måske affinde sig nu, han havde måske raset ud og kunne sætte sig ved sit vindue og tænke over evigheden og dens følger. Men jeg var slet ikke kommet så vidt, jeg havde endnu meget til gode af livet.

En dag samlede jeg alle mine kostbarheder og tog dem med op nordpå hvor jeg fyldte det hele i min madmors pose. Hos hende ville de være vel forvaret, hun skulle nok holde mund med at hendes husvogter havde byttet alle muslingeskallerne og stenene ud med det pure guld. Det kunne hun så enten få lov til at beholde - eller give mig dråbevis tilbage.

Engang havde jeg selvfølgelig tænkt på om ikke jeg skulle forære det hele til tøsen. Men det ville have været at prostituere hende, for det ene ærindes skyld, det ville jeg ikke. Nu var jeg glad for at jeg havde stået fast. Jeg bad hende i stedet følge med mig, nu skulle hun dog se hvad hendes »trold« kunne - jeg ville vise hende et lille nummer.

Jeg tog hende med tilbage til den gård hvor hun havde tjent. Der afventede vi længe i skovbrynet, indtil jeg var sikker på at der ikke var nogen hjemme. Så gik vi ind på gårdspladsen. Jeg ved ikke hvad hun tænkte ved at være der igen, hun så sig ikke om. Hun vidste at jeg ikke burde være der og holdt øje med alle mine bevægelser.

Jeg beroligede hende og sagde at der ikke var noget at være bange for. Og jeg mente det ærligt. Jeg havde fået samlet tre fine knive, dem lagde jeg nu til rette mellem brostenene. Så bad jeg hende stille sig hen til laden og se på mine kunster. Jeg tog knivene op i min venstre hånd.

Inden hun overhovedet havde nået at blinke havde jeg kastet alle tre knive. Det lynede kort fra min højre, og jeg havde udøvet den fineste og mest præcise af alle de færdigheder jeg var oplært i. De to af knivene sad i hendes hænder, og den tredje havde boret sig gennem hendes hjerte. Der hang hun, naglet til porten, og var så stille.

Anden besked efterlod jeg ikke. Jeg sprang op på ryggen af Ambrosius, der havde holdt vagt uden for gården, og sammen tumlede vi op over bakkerne og ind mod midten af øen, hvor jeg endnu havde noget at bestille.

Og snart bredte rygterne sig om en grufuld henrettelse der skulle have fundet sted. Alle vidste hvem det var, ingen kunne være i tvivl. Men de tog fejl i én ting: det var ikke en henrettelse, det var et hensyn.

Og havde de store stærke folk der rev mig ud af armene på min mor vist samme hensyn var intet af alt dette sket. Men de så deres fordel ved at holde mig i live og fjerne mig, og det før jeg endnu havde lært at skelne de nærmeste fjeldtoppe fra hinanden og givet min verden navn.

Ambrosius og jeg begyndte at udfordre skæbnen. Vi kunne ikke sidde stille mere. Vi red omkring ved nat, over store dele af øen, tæt besat med ildfluer som jeg havde syet på mit tøj og bundet til hans pels. Som et gloende syn lod vi os se hvor folk mindst ventede det. Vi spredte skræk og rædsel og fik stærke karle og stolte bønder til at kaste sig hovedkulds til jorden. Vi fik folk til at stænge deres døre for hinanden.

Under de forhold måtte jeg forsømme min flyveundervisning. Og jeg besluttede mig fornuftigvis for at brænde heksen inde. Jeg ved ikke hvilke remedier hun havde gemt rundt om i huset, men hytten brændte med en ren klar flamme, lukt ind i himlen, og da så jeg hende flyve, ovenud af skorstenen. Det blev den sidste brand her på øen jeg kan takkes for.

Nat efter nat drev vi vort spil, og om dagen havde vi aldrig blivende sted. Det var ikke meget vi så til slottets folk, men jeg vidste at de måtte være alle vegne omkring mig i landskabet. Jeg tog mig ikke af dem, jeg gik ud fra at de var lige så bange for mig som alle andre. Jeg havde glemt at høvedsmanden var af en helt anden støbning.

En skønne dag havde han fået samlet et stort antal hunde, som han sendte ud over øen i alle retninger, hver med en soldat på slæbetov. Jeg kunne sagtens undgå bæsterne, der ikke kendte min fært. Men de fandt hurtigt frem til Ambrosius, han emmede langt væk af sig selv og kunne ikke sådan uden videre puttes i en rævegrav eller hales op i et træ.

Jeg måtte efterlade ham, og jeg så hvordan han tappert kæmpede mod overmagten. Jeg så også hvordan de til sidst slæbte af med ham, ilde tilredt og med blodige sår over hele kroppen. Fra da af havde jeg ikke mere glæde end til mig selv, og jeg gik om på et stadig mindre stykke land.

Det var under denne sidste vandring jeg for alvor begyndte at værdsætte dyrene for det de er. Jeg havde mine gode stunder med hest og ko, med gris og får, med hund og kat. Jeg har altid sat dyrene højt over menneskenes yngel. Dyrene kan man snakke med.

En nat stoppede jeg så op på en lille høj der lå præcis i midten af det territorium jeg havde tilbage. Jeg var stadig opsat på at narre alle mine fjender, men kunne ikke helt afgøre med mig selv om jeg skulle vende tilbage i mine egne fodspor, eller om jeg skulle fortsætte fremad.

Månen var på himlen, men månen generede mig ikke mere. Til gengæld var jeg begyndt at komme i tvivl om stjernerne, jeg var ikke spor sikker på om ikke de holdt med mine modstandere og havde gjort det hele tiden.

I det samme eksploderede højen under mig og hele vejen rundt om mig. Ild flammede højt i vejret og jeg mistede fuldstændig pusten. Det var som om hele højen skød op af jorden i et underjordisk, fælt rumlende udbrud.

»Ja,« fløj det gennem mit hoved, »ja, nu brænder verden da omsider sammen, mærk hvordan vreden skyder op fra jordens skød og får den møre stamme til at bryde sammen.« Men med ét blev jeg bange, for det kunne også være Tor der tog hævn for tyveriet af hans statue, det er set før.

Og mens himlen væltede ned over mig, og jorden dansede på sine ildfødder, trillede jeg lige ned i en giftig flamme der spruttede mig op i næsen. Der kom jeg til besindelse igen. Jeg fandt ud af at det kun var en ring af krudt de havde slået om mig. Og verden stod stadig.

Og uden om denne ring af krudt som de havde trimlet mig til jorden med, havde de anbragt en ring af soldater og bønder, og det nummer havde de ventet på at få lov til at udføre i jeg ved ikke hvor mange nætter.

Så de har altså ikke følt sig spor sikre på hvilke kræfter jeg havde til min rådighed. Men jeg tænkte mat at mindre kunne vel have gjort det, de kunne for pokker da have taget mig stille og roligt mens jeg sov.

Men de skulle selvfølgelig leve op til mit ry. En satans ildsprudende dæmon fanger man ikke med mindre end en dobbelt ring af ild. Øens befolkning skulle have synlige beviser for at nu var faren overstået, nu var det onde manet i jorden og de kunne roligt gå til deres avl igen.

Det var dumt af dem at fange mig, det var dumt ikke at lade mig drive mit spil. Enhver kan sige sig selv at øen ville have godt af at ligge brak i nogle tusinde år. Derfor, mine venner, sørg altid for at skaffe de bedste af vejen først. Det tager gerne modet fra de andre.

Jeg er ikke nogen ånd, jeg er Lukas, kongens dværg, det kan jeg bevise. Jeg ville bare ønske jeg selv havde fundet på det med krudtet. Det har alligevel mere effekt end ildfluer. Jeg kunne have sprængt slottet i luften.

Kongen har jeg ikke hørt noget til siden de slæbte mig herned i bevidstløs tilstand. Han ved vel ikke engang jeg er her. For ham at se er det nok sådan at jeg forlængst har reddet mig i sikkerhed. Så jeg kan fortælle hans venner ude i verden hvordan de bedst kan afhjælpe hans kår.

Jeg ved godt at I har anvist mig den flugtvej, fordi I har lyst til at slippe af med mig. Men selv ude herfra ville jeg være bundet. Selv fri ville jeg ikke kunne komme væk. Jeg er værre stillet end nogensinde.

For ser I, vi slap godt nok ud af byen. Og vi nåede uskadt gennem skovene. Vi sprang som frie fugle bort over bakkerne. Vi kom ud i det allerførste daggry. Men der lå havet med sit lokkende dyb og ventede på os.

Og nu kan de så holde mig indespærret her, eller hænge mig, eller spidde mig, eller hvad de nu har lyst til. Men de skulle tage og lade hunden løbe, den har ikke gjort noget, og han er deres retmæssige herre.

Man hænger hunde og er bange for narre, og sådan er der vendt op og ned på alt her i verden. Men som denne bold kommer hjem, og den, og den, og den, sådan kommer min sjæl sikkert også hjem engang.

Hvem ved, måske vil de lade mit døde legeme føre bort, fordi de ikke tør begrave mig her. Så kommer jeg alligevel herfra til sidst. Nej, nej, jeg græder ikke, hvorfor skulle jeg græde - det har været et rigt liv.