Jeg ved ikke hvor jeg befinder mig. Her er øde og tomt og vældigt. Hvordan skulle jeg også vide hvor man kommer hen når man dør. Jeg ville gerne spørge. Men her er ingen.

Den nat - hvor var der mange mennesker den nat. Et mylder af dansende par. Det funklede i glade farver højt og lavt. Varme og levende kroppe i hver en krog. Men det var kun en lille, fåtallig skare der fra starten var indviet i døden.

De fik ekstraforplejning i det vestre forgemak, så dem havde jeg snart kigget ud. Der hvilede en sær højtidelighed over dem, helt i modstrid med festens erklærede stemning. Men sådan er det vel med de fleste fester - nogle græder og nogle ler, nogle længes og så er der andre der har mistet selv længslen.

I de indviedes kreds mærkede jeg mig snart Niels Bugge, Ove Svin, Tyge Tygesen, Galten og Tor Munk. Og der var flere. De var helt præcis tolv. Flotte unge mænd alle sammen, udvalgte for deres styrke og udholdenhed, deres skønhed og dansetalenter. Kongens hof var vidt og bredt berømt for at basere sig på ungdom og pragt.

Så det var folk der nok kunne holde en samtale flydende og en melodi fast i benene. De fleste af dem var også vældige krigskarle, det siger sig selv. Men der var ikke én af dem der ikke blev højligt beundret i nattens løb. Ikke mindst da formålet med dem sivede ud.

Jeg var med barn, det kunne ingen være i tvivl om. Jeg stillede gerne min mave til skue, jeg tronede stolt dens runde kuppel under den lette silke, men den besværede aldrig min dans eller mine partnere.

Her hvor jeg nu befinder mig er der ingen børn. Man ville have hørt dem. Luften ville have været tyk af deres gråd og deres latter, af deres umistelige længsel. Men luften her er tynd. Her er helt stille.

Der var en velklang i musikken den aften, som jeg kun har oplevet det få gange i mit liv. Der sprang toner af gulvet, der dryppede klange fra lofterne. Fløjte, skalmeje, fidler, horn. Jeg som altid har elsket musikken og dyrket den hemmeligt som min lille vuggegave - er det noget under at jeg sled mine sko den nat.

En efter en trættede jeg dem ud. Alle tolv. Men den trettende havde jeg ikke regnet med. Han dansede ind ude fra stjernerne på et tidspunkt hvor jeg troede det var mig der stod stille og salen med dens mylder der gik i bane om mig. Han var meget bleg af rummets kulde.

Og mit barns far var til stede. Han vidste ikke at han var mit barns far. Men jeg må tro at han huskede den solfine eftermiddag vi havde sammen i en skovlysning i efteråret. Han var min udkårne dengang. Men det kom ikke ham ved hvad jeg bar på i min mave. Jeg ville under alle omstændigheder rejse langt bort med mit barn.

Jeg kunne mærke hans øjne følge mig, og det hændte at jeg sendte ham et opmuntrende smil. Måske anede han alligevel noget, han dansede ikke med mig. Til sidst fandt jeg ud af at grunden var en helt anden: han var ikke tilsagt, han havde ikke ret til at byde mig op.

Kongens søster var denne aften udlovet til et helt andet formål. Da det gik op for mig glædede det mig at han var blevet frataget denne ret. At han bare var der. Alle andre deltog efterhånden kun for at overvære et skuespil, selv gesandterne.

Når jeg ser mig om her sker det undertiden at jeg ser hans smil for mig, hans venlige øjne, ikke helt fri for angst. Men det er jo ikke noget der findes her. Det findes i mig. Der er intet i rummet omkring mig. Alt er vældigt og tomt og måske øde.

Den første der dansede med mig den aften var den unge Galten. Han var meget opmærksom og gjorde sig ikke til af sine færdigheder. Han snakkede i øst og vest om sine rejser i vest og øst. Han ledte mig uden om alle forhindringer og forhindrede mig i at tænke. Jeg faldt helt til ro i den energiske strøm der udgik fra ham. Jeg dansede som det var min lyst. Jeg havde ingen grund til at ane uråd.

Han spurgte om jeg selv havde rejst. Jeg sagde at jeg agtede mig på rejse. Han spurgte hvor jeg agtede mig hen, måske kunne han give mig et råd. Jeg sagde at jeg ikke kendte mit bestemmelsessted. Han sagde at jeg bare kunne spørge når jeg kendte det og tiden var inde.

Vi dansede længe, længe. Undervejs blev musikerne afløst for første gang, på skift sådan at musikken ikke stoppede. Let og ubesværet gled der friske folk ind for de forpustede og svedige, ikke en skæv takt lod sig høre. Det havde jeg aldrig prøvet før.

Galten selv blev efterhånden svedig og forpustet, hans smil hang lidt trægt, hans rejser var ikke længere meget værd. Hans lethed snublede snart tungt over sig selv, hvor min krop stadig føltes sval.

Jeg tænkte på min første kærlighed. Han hed Stilil og forsvandt for mig mens jeg endnu drømte om hvordan det ville være at blive gammel sammen med ham. Jeg var kun femten år, og der var mange der passede på mig. Jeg drømmer stadig om ham. Der var ingen der vidste hvor han forsvandt hen, og hvorfor han ikke lod høre fra sig.

Stilil var så lys at han gik i ét med solen. Bedst som det var kunne han forsvinde, så der kun stod et sitrende skær efter ham. Og så pludselig var han der igen så håndgribeligt at man måtte holde vejret og lade som ingenting. Det var Stilil, ham husker jeg.

Men Galten følte sig fuldkommen overflødig. Han blev for svær for sig selv at bære rundt på. Han ventede på en pause i musikken, og da det gik op for ham at der ikke kom nogen pause, måtte han strække våben. Han dansede mig ud til siden og lige i armene på den næste.

Således dansede jeg et kort øjeblik mod væggen og fra væggen og var straks midt på gulvet igen. Og larmen om os steg som en bølge. Det var en stor glæde at være til, at kunne bevæge kroppen frit, at vide at gulvet bar og hjertet slog.

Og der slog to hjerter. De slog i takt, men med hver sin rytme. De byttede blod og kunne ikke have skjulte hensigter med hinanden.

Den næste danser var smuk, han var meget smuk. Men også meget dum. Han ville forklare sig. Længe forstod jeg ikke hvad han snakkede om, fordi jeg ikke anede hvad det hele gik ud på, og fordi han ikke selv ville være ved hvad han sagde. Det viser kun at skal man endelig snakke mens man danser, må man være lige så åben med sine ord som man er fri med sin krop.

»Kongen bryder sig ikke om at du skal have det barn,« sagde han, bekymret over min tanketomme tavshed, »der er ingen mening i det.« - »Jeg ved det,« svarede jeg, »jeg har fortalt ham at han ikke skal bekymre sig om hverken mig eller barnet.« - »Men det gør han, han bekymrer sig.« - »Det her er noget jeg selv bestemmer over, jeg har valgt mit tidspunkt, og det kan ikke 7 konger ændre på.«

Han så på mig som om han var forvisset om at have hørt forkert. Jeg smilede og lod mig ikke mærke med noget. »Det er nok at én konge ønsker en ændring,« sagde han. Men nu kom han ud af trit, og jeg måtte hjælpe ham på gled igen. »Du må ikke tænke ringe om os af den grund,« sagde han noget efter, og så sagde han ikke mere.

Gid han må blive gammel og runken og aldrig kunne dø, tænkte jeg, for jeg var ved at blive nysgerrig, og nu kunne jeg ikke slå et ord af ham. Jeg havde dog fået ham tilbage til melodien igen og gjorde ikke mere ud af det.

Men i mit baghoved lå det og lurede: det var min undfangelse han sigtede til, det var denne sidste, egenrådige handling fra min side de ikke så let kunne forlige sig med. Kongen havde her en søster som han - til rigets formering - havde ønsket at sende derud hvor han ikke ville risikere sin hær. Og nu var hun med barn.

Min smukke partner lod sig snart efter afløse. Han var trådt ud i dansen med en splint i hjertet og var nem at trætte ud. Det gode gamle mønster gentog sig, han dansede mig ud til væggen, og en anden dansede mig straks ind på gulvet igen. Disse var da mine holdepunkter: gulvets tern og væggenes buer.

Denne gang var det ingen ringere end Tor Munk, i sine mest spraglede klæder, med sin mest favnende verdensmandsmine. Ham havde jeg ligget med, det var ikke for nylig, men der havde været engang.

Han prøvede at bedåre mig igen, han havde glemt hvorfor det var blevet ved de få, hastigt gennemførte møder der havde været os imellem. Han var en stor skryder. Men han dansede godt.

Og her svang jeg mig nu med ham igen og prøvede at huske tilbage: Hvorfor var jeg faldet for ham? Af afmagt? Af begær? Af trods?

Af trods. Fordi jeg ikke ville affinde mig med andet end mit eget valg, så ringe det også til tider kunne falde ud. Det forekom mig nemlig at ligegyldigt hvad andre kunne udtænke for mig, så var det ringere end det ringeste ringe jeg selv kunne rode mig ud i.

Jeg der kun ønskede én eneste nat med Stilil og aldrig fik den. Og ingen der kunne eller ville sige noget, og derefter den bestandige fornemmelse af at der blev lagt planer for mig, spundet tråde om min person, lagt baner ud som jeg havde at rette mig efter.

Det var mens jeg dansede med Tor Munk at jeg begyndte at lægge mærke til hvorledes folk i salen betragtede mig, undrende, beundrende, det var så let at aflæse deres ansigter, og de gav mig styrke, ramt som de var af min lette tyngde, af utrætteligheden der gav mine fødder vinger stik imod alle forventninger.

Og jeg så folk give hinanden hånden, næsten som slog de hinanden til bekræftelse på et væddemål, en aftale på liv og død, et pant ud i en fjern evighed. Og mit barns ophav skottede og var lidt skinsyg.

Nu huskede jeg pludselig hvorfor jeg var faldet for Tor. Det var på grund af hans erklærede ønske om altid at ville sandheden. Og grunden til at jeg lod ham falde var hans absolutte modvilje mod at se løgnen i øjnene, da den uvægerligt dukkede op. Jeg besluttede mig for at prøve ham igen og fangede ham midt i et smægtende øjekast.

»Hvorfor skal jeg ikke tænke ringe om jer?« spurgte jeg med et opmuntrende smil. »Tænke ringe om hvem?« spurgte han straks igen. »Ja, hvad ved jeg, hvem er I der danser med mig?« - »Vi er kongens gæster.«

»Du løj også for mig, dengang du lagde allermest vægt på at sige mig sandheden om hvorfor det var så nødvendigt at vore møder skulle være hemmelige. Og nu tager du kongens bekymring på dig igen, og du ved det og vil ikke vide af det. Men det er længe siden jeg holdt op med at beundre den kunst, Tor.«

Han indrømmede ikke noget, men på baggrund af dén forståelse - eller mangel på samme - var hans ihærdighed som dansepartner hastigt på retur.

Han prøvede fortsat at bedåre mig. Men hans forsøg virkede ikke engang overbevisende på ham selv mere. Han trak det ud så længe han kunne få ansigtet til at virke tilforladeligt. Måske begærede han mig faktisk. Men da selv ansigtet begyndte at smuldre gav han op.

Den næste var en ren jomfru lige ud af en eller anden krigerlejr. Jeg fandt aldrig ud af hvem han var. Han nægtede pure at lade sit navn slippe over læberne, som var han bange for at dette dyrebare kendetegn for al evighed skulle vanære ham i mit hjerte.

Jeg opgav at få det at vide. Jeg fandt ud af ham på en anden måde. Og han skiftevis blegnede og rødmede mens jeg brugte min mave til ganske let at puffe omkring med ham. Han havde at blive hvor han var, så der var ikke meget han kunne stille op. Jeg mærkede ham med kød og blod og sparkende liv og lod hans arm strejfe mine bryster.

Til sidst åbnede han munden og kom på gled. »Det vil snart være ude med dit spil,« snerrede han. Han var en bornert jomfru. »Du ægger verden og gækker dig selv, du aner ikke hvor du danser dig hen.« Nu begyndte deres antydninger at ligne et mønster. »Hvorhen?« spurgte jeg og prøvede ikke at lægge for meget i spørgsmålet.

»Hvor længe tror du, du kan danse, danse og bare danse? Ja, hvor længe tror du? Det skal vise sig.« Det slog mig at han så stædigt holdt fast ved at sige du til mig. Det var muligt at jeg i deres øjne opførte mig utilbørligt. Men jeg var dog stadig kongens søster. Eller var det der jeg havde forregnet mig?

Jeg svarede ham ikke, jeg stirrede ham ind i hans hellige øjne til de løb i vand, jeg pirrede hans krop der havde samme udstråling som en kampestensmur en kold vinterdag.

Om ham ønskede jeg at han måtte blive så overtændt af begær at han ville søge sin tilfredsstillelse alle vide vegne, og aldrig kunne finde den, om han så betalte i dyre domme. Jeg ønskede ham til en vissen pind der ikke kunne andet end stritte mod månen.

Jeg var ikke specielt interesseret i om jeg kunne danse ham varm, jeg var kun ude på at tirre hans modtagelige steder. Jeg blev krop for ham, rundbuet som tvillingehøje, med skjulte kilder der randt hvor mindst man ventede det. Og salen så derpå!

»Du er i din gode ret,« sagde han så, »til at tage det søde før det sure. Du skal for alt i verden nyde dansen, før den blir dig en evig pine.« - »Og hvornår sker så det?« spurgte jeg. »Det sker lige her og nu,« svarede han.

Han havde sagt for meget, og nu fortrød han. Men det drejede sig ikke længere om at fortryde, kun om hvor længe han kunne stå imod. Omsider brast det ud af ham: »Vi danser dig ihjel, er du ikke klar over det, du får ikke en pause, du får ikke en dråbe vin, du får ingen mulighed for at bryde ringen omkring dig!«

Sådan gik det op for mig hvad de ville. Og mit hjerte slog lidt hurtigere, mine fødder trampede lidt fastere. Det skulle de ikke få lov til, det skulle ikke blive nemt for dem at gennemføre. De regnede mig altså ikke længere som kongens søster. Men selv det jagede vildt har sine veksler.

»Det var rigtig nydeligt af dig at nævne det,« sagde jeg, »jeg havde nok forestillet mig en sådan mulighed, men nu ved jeg at jeg har kigget jer ud som det I er. Og må jeg så ønske dig mange gode voldtægter fremover.«

Han svarede ikke med et ord, og jeg undlod at nævne hvad de var: bødler. Tolv af dem. Med smil på læben og spjæt i benene. Men ikke desto mindre kongens håndlangere. Og jeg lænede mig ind til den unge jomfru, jeg hang på hans arm, jeg lod som om jeg hviskede søde ord i hans ører.

Jeg har aldrig oplevet et menneske så angst. Han udstrålede med hele sin ryg ét stort: Jeg har intet med hende at gøre, jeg har aldrig haft det og vil aldrig få det. Han var så bange for kongens hvasse øjne at hans egne døde ud og lå hen som trækul i den hvide aske der var hans ansigt.

Så de prøvelser han udsatte mig for med hensyn til udmattelse var hurtigt til at overse. Til slut kunne han dårligt løfte sin fod. Han frelste sig ved den samme væg som de andre. Og han rystede sin pels som en hund der har været i møddingen.

Jeg så at den næste stod parat. Det var Tyge Tygesen. Men så nemt skulle det ikke gå. Der stod flere på spring nu, uden for tur så at sige og lokket af den spændende leg.

Jeg vendte mig mod en af disse for at kaste mig i hans arme. Måske håbede jeg også på at kunne bryde trylleringen bare denne ene gang. Så kunne det måske senere lykkes mig at få lokket min barnefader ud på gulvet til mig. Det var pludselig blevet vigtigt for mig at få ham til at forstå hvorfor han ikke skulle blande sig.

Men jeg tøvede for længe i mit valg, der var så mange at vælge imellem og jeg havde for mange tanker i hovedet. Tyge Tygesen brød sig vej frem til mig, og dér kunne det godt være kommet til slagsmål.

Men kongen gav Tyge forrang. Det brød ikke alle sig om, men det viste hvor ombejlet jeg var den aften - festens midtpunkt.

Jeg er igen blevet til det stof stjernerne dannes af. Nu ved jeg det. Det er derfor jeg er herude. Det er derfor her er så stille. Det finder sted alle vegne. Men det sker inden i os, lydløst. Vi er mange herude. Der er ingen fortræd mulig.

Da Tyge først havde mig ved sin side var det ingen sag for ham at fremstå som danseren frem for alle. Tyge var langt den mest erfarne af den udvalgte flok - en god rådgiver for kongen og i det hele taget et behageligt menneske - og den eneste jeg aldrig havde set på med forelskede øjne. Derfor undrede det mig også hvad han gjorde her, og det spurgte jeg ham selvfølgelig om.

»Jeg danser,« sagde han i fuldkommen overensstemmelse med sandheden, »jeg har den store ære at danse med kongens søster, og det er ikke kun en ære, det er også en fornøjelse.« Han var ikke nem at gå til.

»Ud over det er jeg mig intet ondt bevidst,« tilføjede han, »selv om jeres skeptiske mine tyder på at jeres spørgsmål ikke var helt så uskyldigt ment.« - »Det er sandt,« sagde jeg, »det var lige så anløbent som jeres hensigter med mig.«

»Jeg har fået tildelt denne dans af kongen. Hvis det var i en slet hensigt, så gid jeg aldrig må begå noget værre, det tror jeg nok verden vil tilgive mig.«

Jeg spekulerede på om han virkelig kunne være det uskyldige redskab han gav sig ud for, og besluttede at spørge ham direkte. »Vil det sige at I ikke kender kongens hensigt med mig.« - »Dét blander jeg mig ikke i.« - »Det er en statsakt.« - »Det er en personlig sag.«

Jeg trak mig lidt på afstand af ham for at kunne overskue al den hæderlighed. Det var hæderlighed han udstrålede, og jeg gav så hans renfærdige udstråling endnu et puf: »Det er kongens hensigt at danse mig ihjel i aften, her på dette gulv, med jeres hjælp.« Han så på mig og virkede som om han ikke havde hørt det.

»I er meget smuk i aften, langt smukkere end jeg mindes at have set jer før. I vil føde et barn der vil arve alle kongeslægtens bedste egenskaber. I vil falde til ro i omsorgen for dette barn. I vil blive smukkere og smukkere, og tiden vil forgylde jer. Hvor har I hentet de ulykkelige tanker om at kongen skulle stræbe jer efter livet?«

»Åh, så her, så der, det er jo ikke alle der har den samme vidunderlige evne som jer til at holde mund. Og jeg forstår dem skam, det er ikke spor let at holde tæt under de omstændigheder. Men I er en sand kunstner med hensyn til takt.«

»Jeg forsikrer jer,« brød han ind, »det kan ikke være kongens hensigt, jeg ville kende den, hvorfor skulle han holde det hemmeligt for mig.« - »Ja, hvorfor mon?« - »Hvem ved det?«

»Alle ved det,« sagde jeg, »kun ikke I?« - »Jamen, hvorfor?« - »Spørg ikke mig, jeg er ikke indviet.« - »Det er jeg heller ikke!« - »Man skal aldrig lade sig slå ud af kendsgerningerne, Tyge.« - »Men jeg fatter ikke hvad det skal være godt for!«

Han var begyndt at råbe temmelig højt, og kongen så betænkelig ud og virkede som om han tænkte på en hurtig udskiftning. Jeg måtte jo efterhånden tro på at Tyge Tygesen virkelig ikke vidste noget.

Fordi han ikke ville være gået med til det hvis han var blevet spurgt? Eller fordi han ville have valgt en anden fremgangsmåde, noget mere diskret? Jeg lærte vist aldrig at forstå mig på mænd. Og nu var Tyge gået helt i stå inde bag sin skal.

Men han dansede så let til fods som nogensinde. Og det varede længe. Han spekulerede så det knagede, han så ikke på mig. »Musikerne blir skiftet ud midt under numrene,« forsøgte jeg igen, »jeg får ingen pauser, jeg får ingen forfriskninger, jeg må stå det igennem.«

Det var en fejl. Det gik op for mig, at han sikkert havde gjort op med sig selv at selvfølgelig talte jeg sandt: Han var med til at danse mig ihjel. Og alligevel dansede han på livet løs, uden at slække det ringeste på tempoet.

Billigede han da tanken ved nærmere overvejelse? Eller indså han bare at der ikke var noget at stille op? Jeg prøvede at få det til at hænge sammen, jeg fattede ikke hans pludselige udholdenhed.

Jeg prøvede at tale til ham, men han var forsvundet for mig. Han havde måske indset at han havde været tæt på at dumme sig, og aldrig ville gøre det igen, aldrig mere ville udlevere sine spørgsmål til en kvinde. Det havde været ham en lære, og han var ikke til sinds at lade sig selv slippe så let.

Hvad var det også for en idé af mig at ville appellere til en mand der havde helt andre ideer om barmhjertighed, og som - blev han end en enkelt gang taget på det forkerte ben - ikke kunne lade sig påvirke af en kvindes beklagelser over manglende vederkvægelse eller hvile.

Efterhånden som tiden skred frem gik det op for mig at mine fornemmelser var rigtige. Han havde indset at jeg var et sandhedsvidne, han havde affundet sig med at så var det sikkert også til det bedste, for landet, for kongen, for os alle sammen.

Han dansede så fyrigt og trak vejret frit, han dansede som om han aldrig mere skulle stoppe. Hans hu stod til dansen, og han holdt den tredje trop af musikere gående uden at trættes.

Men jeg havde fået tilført nyt blod, og jeg smilede til ham fordi jeg pludselig fandt ham morsom. Han så stadig ikke på mig, men han kunne ikke undgå at mærke mit smil. Jeg tog ham ikke ret alvorligt.

»Jaja,« sagde jeg omsider, »I skal da i min dom være den der giver de bedste råd, de smukkeste vejledninger og de klogeste svar - og der vil ikke være én der tror jer, ikke én der retter sig efter jer. Midt i jeres store visdom skal I se alt omkring jer gå til grunde i dårskab - uden at kunne le af det.«

Så var han færdig. Han dansede mig ud til siden uden at fortrække en mine og uden et ord om den fornøjelse det måtte have været for ham at få den ære at danse med selveste kongens søster - så længe.

Jeg husker ikke hvem der var den næste. Jeg husker ansigterne rundt om. Rundt langs væggene. Rundt om på balkonerne. Balancerende på balkonkanten. Et øjeblik forekom det mig endda at der også var hoveder der kiggede ned fra lofterne. Og bag alle døre tittede tjenestefolkenes hoveder frem. I alle hovederne var der øjne. Og bag øjnene?

Hvorfor husker jeg ikke hvem den næste var? Var jeg begyndt at miste taget i mig selv? Eller gjorde jeg bare op med mig selv at nu vidste de det, alle vidste hvad der foregik og det var væddemål der blev indgået, de toppedes om hvor længe jeg kunne holde den gående.

Herude kigger ingen ind gennem sprækkerne. Vi ser ikke hinanden, kender ikke hinanden. Vi ved ikke hvem og hvor mange vi er. Vi er mange. Sammen husker vi hvor vi kommer fra, og vi burde græde. Vi griner meget. En let og lydløs latter der danner ringe i rummet og fletter sig ind i sin egen glæde.

Jeg holdt det fint ud. Mit barn dansede i min mave. Mine ben bar mig. Og kongen så mere og mere bekymret ud, eller var det af arrigskab han fik de rynker ved næsen? Nu var det mørke han bar i øjnene ikke til at tage fejl af længere. Men jeg ønskede ikke hjælp, for ingen verdens pris, jeg ville bare så gerne danse med barnets far én gang.

Det var blevet langt over midnat før jeg igen begyndte at lægge mærke til hvem jeg dansede med. Jeg havde ingen anelse om hvor mange der var blevet skiftet ud inden da. Men lige nu dansede jeg med Ove Svin, og han var allerede nattesvimmel.

Ove Svin fik mig til at tænke på Ole Viin, og anden gavn gjorde Ove Svin ikke. Ole Viin var en mand jeg traf da jeg var tyve år. Han var den eneste mand der aldrig, ikke på noget tidspunkt, betragtede mig som en fremmed. Han sneg sig ind under min hud før nogen af os vidste af det. Han var en bror, en elsker, en ven, en kærlig sjæl.

Jeg ved ikke hvad han døde af, men jeg ved at han tit og ofte bankede på min dør efter at han var død - og jeg havde set liget. Jeg vidste at ham blev jeg aldrig færdig med, og jeg vidste at jeg aldrig ville kunne vende ham ryggen når han bankede på min dør.

»Ove Svin,« sagde jeg derfor lige ud, »når jeg danser med jer, tænker jeg på en anden, og jeg kan ikke lade være. Jeg er ked af at jeg ikke kan lukke jer ind i mit hjerte, men der er optaget. Der er ikke engang plads under mine fingernegle, det gør mig virkelig ondt.«

Men Ove Svin var selvfølgelig ikke den der gav op så nemt. Han havde sikkert også drukket en del i ventetiden og var blevet stædig i stedet for beruset. Han trådte mig over tæerne - og dét var forsætligt - og lod som om han hengav sig til de stadig friske toner. Der randt blod af mine sko, men der skulle mere til at standse mig.

»Han besøger mig stadig om natten, denne anden,« drev jeg på, »han lovede intet, og han holdt alt. Han lægger sig ved min hjerteside, mens min stadig levende elsker, ved hvem jeg venter dette barn, ligger til højre for mig, som jeg mener en ærlig mand bør.«

På dette tidspunkt var Ove Svin gud være lovet lige nået om til min venstre hånd, og hvadenten han nu var fyldt af en skrækkelig overtro, eller nødig ville slås med de døde, så skiftede han straks over til min højre. Og der blev han.

Men det siger sig selv at sådan går dansen ikke, der må man bruge sig selv til begge sider. Jeg trak ham rundt og rundt ved min højre side, og han blev endnu mere svimmel. Så hans del af ballet var snart forbi.

Jeg var lidt ked af at jeg havde været åndsfraværende det ene øjeblik - eller hvor mange det nu var - for nu kunne jeg ikke længere regne ud hvor mange partnere jeg havde tilbage af det fulde dusin jeg havde fået tildelt. Betød det noget?

Mine ben føltes tunge efterhånden, og gulvet fornemmedes sejt, som trak jeg det efter mig ved fødderne, hele den store hvid- og sorttavlede flade med alle de dansende - og så var der endda ikke så mange der dansede mere. De fleste sad og drak, selv kvinderne.

Jeg forstod dem godt. Festen artede sig slet ikke som det den var lagt op til. For få forhold blev indledt. Mændene så hen over hovederne på kvinderne, kvinderne skottede nervøst mod hinanden.

Alle de fremmede gæster der var inviteret, mange af dem udenlands fra, sad og hang mistrøstigt rundt om, uden at begribe hvad der var i vejen. Der var vel ingen der havde gjort sig den ulejlighed at fortælle dem på et sprog, de kunne forstå, hvad der egentlig skete.

Det store afsluttende nummer lod i hvert fald til at trække ud i det uendelige. Jeg var træt, men stadig ved godt mod. Jeg var heller ikke bange for at de skulle danse barnet ud af mig, det hagede sig godt fast. Så længe jeg selv kunne bestemme over min krops bevægelser skulle jeg nok holde dem stangne. Bare natten ud.

Jeg kunne ikke forestille mig at kongen ville lade det trække ud til efter at solen var stået op. Det ville give festen et helt vanartet forløb, med alle de blege og hærgede ansigter der forvandledes til sten i det første daggry, og et ensomt par der dansede træt rundt i salen mens solen forsøgte at undgå at skinne ind.

Det ville danne for mange sære billeder i folks hoveder. Derfor følte jeg mig også overbevist om at det ville få en ende, kunne jeg blot holde mig dansende ind i solopgangen og frem til hanernes skrål.

Jeg ved ikke hvad kongen havde givet de sidste - der var tre, viste det sig - men de var usædvanlig kvikke, alt taget i betragtning, og, jeg måtte lukke mig helt om mig selv og tage dem en efter en.

Det blev lange danse frem mod ulvetimen. Selv orkestret begyndte på et tidspunkt at lave fejl. Tyge Tygesen var den eneste der ikke havde fået noget at vide, det må have været surt for ham at kongen ikke stolede på hans tilregnelighed. Det kunne jeg nu godt unde ham - at være kommet i tvivl om sig selv.

Den tiende havde fået besked på ikke at sige et ord, så lidt som lytte til hvad jeg måtte have at sige ham. Så mens jeg dansede min dans med ham fik jeg tid til at mindes de gange tidligere i mit liv hvor musikken havde klinget så sødt. Jeg mindedes særlig én gang.

Jeg havde ladet mig føre på samme hårdhændede måde som nu, og det var første gang jeg bevidst var gået kongen midt imod. Jeg havde ladet mig forføre lige for øjnene af ham. Og det var ikke mindst musikkens skyld - disse dryp af klange fra vægge og lofter.

Men det skyldtes også det højst særprægede væsen der førte mig. Hans hår og hans skæg var sort som beg. Hans kinder var hvide som sukker. Og hans øjne var smalle og gule som rav.

Men han var ikke modig. Før solopgang var han forlængst ude af landet, og det var måske godt nok, for da havde han en hel horde af krigsfolk efter sig, og de skulle ikke overtale ham til at vende tilbage.

Jeg hørte siden at han var en prins fra et land langt borte og dybt inde under solen. Jeg har også hørt at han var en landstryger sammesteds fra. Ingen af delene interesserede mig stort. Jeg havde fået klarhed over min brors tanker, og det var mig nok.

Jeg dansede i trance, jeg dansede i blinde. Jeg vidste ikke længere hvor jeg var. Jeg var i tiden, og jeg var uden for tiden. Jeg havde mine hemmeligheder, jeg lod gerne nogle af dem lyse op om mig. Omkring mig stod alt stille og bevægede sig med rasende fart. Jeg var stadig ikke bange for noget som helst, jeg følte mig helt tryg.

Men da min tiende partner opdagede at det var ham der indgød mig denne voldsomme tryghed gav han op. Han sluttede sig til resten af flokken og overlod mig villigt til den elvte. Og den elvte var den tungeste af dem alle, han lod mig ikke i fred. Ikke alene fremviste han sig selv i dansen, han trak også mig frem til beskuelse.

Han befamlede denne krop der ikke tilhørte ham, og han lod ingen i tvivl om det. Det forvirrede mig og gjorde mig usikker på fødderne. En ting var at jeg skulle danses til døde, men hvorfor ydmyge mig oven i købet. Hvad ville han fremkalde? En indgriben? En afgørelse?

Så gik det op for mig at kongen selv følte sig så dybt ydmyget af mine handlinger at han var ved at miste taget i sig selv. Han vidste at han skulle have standset min færden for længe siden. Han havde vist svaghed, og nu var hans styrke ikke nok.

Derfor blev jeg klædt af midt på dansegulvet - holdt frem og klædt af. Jeg havde en fornemmelse af at stå nøgen på et bord mens alle defilerede forbi og betragtede det skød hvoraf et barn snart skulle fødes. Og jeg kunne ikke se deres ansigter, jeg havde tårer i øjnene.

Der er ingen tårer herude. Jeg mærker kun en stor vilje til at samle alt det der så letfærdigt blev spredt. Hvad gør vi mennesker dog ikke for at slippe af med hinanden. Det er det vi finder så morsomt. Det er derfor vi ler så lydløst gennem rummet.

Og her dansede jeg mine trin for hundredtusinde gang, naglet til et gulv ingen anden længere betrådte. Og jeg blev ydmyget af min elvte danser. Han åbnede for mine bryster og beviste at jeg var med barn og dermed havde forskertset min dyrebare jomfruelighed.

Han prøvede at malke mig - i endnu et forsøg på at afsløre det jeg aldrig selv havde lagt skjul på - her to måneder før fødslen! Der var ingen der grinede. Det værste var at han tændte på mig.

Han havde ikke den ringeste mulighed for at blive tømt for sin lidenskab. Og alligevel lod han sig gejle op som en hane og blev rød i kammen. Jeg ville ikke kunne kende ham igen om jeg så blev stillet over for ham i tusinde år med besked om at kigge godt efter.

Om ham ønskede jeg at han måtte ende sit liv som eremit, bestandig optaget af at lege med sig selv, altid med hånden nede mellem lårene, til en sådan grad at han forsømte at skaffe sig føde og hjælp, hvorpå han til slut måtte dø af sult og udtørring.

Og så gik det hverken værre eller bedre end at han pludselig stoppede op, standsede sig selv, midt på gulvet. Som havde han fået en blodstyrtning. Midt i en obskøn gestus. I ganske få takter havde jeg mig for mig selv.

Så prøvede han at komme ind igen, at trænge sig tilbage. Så trak han sig ud. Den tolvte danser sprang til og lagde beskyttende en kappe over mine skuldre, mod natten og morgenkulden, som han sagde.

Jeg var nu så gennemsigtig af træthed at jeg ikke længere behøvede at sige noget for at enhver kunne læse mine tanker. Det bekymrede mig ikke. Mine tanker måtte enhver kende. De følelser der randt i mit blod var følelser enhver mand og kvinde kendte til.

Det var længsel. Et sviende savn efter alle dem der var forsvundet, alle dem jeg havde ladt bag mig. Dét ville jeg have givet meget for - at møde dem igen, stå i deres vej når de mindst ventede det. Se deres overraskede ansigter, udtale deres navn igen og igen - og forstærke længslen.

Min tolvte danser førte mig varsomt, og han talte til mig, forsigtigt som man taler til et barn. »Du ved,« talte han, »at din krop for mange år siden blev sat i pant af kongen. Han har forlængst fået pengene i hænde. Og han kan ikke indløse pantet, han vil ikke.«

»Jeg drømmer ikke om at få andre mennesker til at gøre noget de ikke vil,« sagde jeg, »til gengæld drømmer jeg måske om at de heller ikke går ind og lægger hånd på min kærlighed, mit liv, min skæbne.«

»Din kærlighed er ikke din, den er lovet bort, hvor kan den da være din. Dit liv er ikke dit, det er kastet ind i puljen, hvor kan det da være dit. Din skæbne er forudbestemt, hvor kan du da bryde den. Det er helt normalt. Nu fjernes pantet. Hvem kan da stille krav?«

Jeg nikkede, jeg forstod dem så godt. »Det er synd for kongen,« tænkte jeg. »Det er tungt at miste en man står nær,« sagde han. »Han har været længe om at tage dette skridt,« tænkte jeg. »I var en værdifuld person for ham,« sagde han. »Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for ham,« sagde jeg. »Det kan I ikke, han kan heller ikke gøre noget for jer mere,« tænkte han. Jeg smilede til ham, det var Niels Bugge.

Een stor kærlighed har jeg haft som kongen aldrig fik nys om. Denne min hemmelige elsker blev slået ihjel mens jeg så på det, og ingen vidste at han var en del af mit hjerte og hørte til i mit hus.

Alle morede sig meget over drabet, og der var vild dans bagefter. Jeg dansede med, så lystigt. For dén ene gangs skyld måtte de andres meninger være afgørende for mine egne handlinger. Jeg havde ham boende i alt for kort tid, og der var aldrig nogen der fandt ud af noget. Vi gemte os af vejen med hinanden.

Han var fjende, som kun få havde været det. Han var sendt for at dræbe kongen. Han afstod og jeg tav. Men de opdagede ham til sidst, ikke i mit hus, ikke i forbindelse med mig, han var ude i et uskyldigt ærinde. Der dræbte de ham. Og jeg dansede med de andre og holdt for lang tid op med at tænke.

Men mit hus var for altid fyldt af dette mysterium, af denne uforklarlige kærlighed der opstod hvor kun had havde været på sin plads, hemmeligheden om en dejlig elskov. Vores store og smukke hemmelighed.

»Man skal bevare sine venner,« tænkte jeg højt, »man skal beholde dem hos sig, i venstre side af brystet, godt skjult i hjertet, og der skal de aldrig ophøre med at leve, for sådan er mennesket skabt.«

»Jeg håbede det blev mig der fik den sidste dans med jer,« sagde han højt, »det anede mig at I nok fik nys om hvad her gik for sig. Jeg skal tage vare på at I ikke falder for hårdt mod gulvet.«

Niels Bugge kunne ikke følge mine tanker længere. Han kendte ikke savnet, og denne min ene hemmelighed var han så lidt som nogen i stand til at aflæse. Det glædede mig. Mit hjerte stod nu kun i forbindelse med barnet der lå sammenkrøbet under det, i venten på dagen.

»Jeg falder ingen steder,« sagde jeg. »Det ville ellers være en værdig afslutning på denne nat,« indskød han, »så kan de fremmede gesandter rejse hjem i morgen og aflægge ed på at I ikke længere står til rådighed for hverken dette eller hint, nu eller nogensinde.«

»Dør jeg, blir det dansende, til tonerne af den musik der aldrig ophører, eller ved de første solstråler der falder ind i salen.«

Jeg vidste at solen måtte stå lige under horisonten derude, et gråt lys var allerede begyndt at trænge ind. Jeg begyndte at danse vildere og vildere, nu måtte det snart få en ende. Jeg fik uanede kræfter og prøvede at få Bugge til at danse med som gjaldt det livet.

Men Bugge havde ikke flere kræfter og kunne ikke holde trit. Hans ben svigtede ham, hans tunge gav ikke længere lyd fra sig. Han forsøgte, af al magt, af hele sin vilje. Han fulgte mit fjed, og jeg satte farten op. Musikerne spillede det bedste de havde lært, festen blev munter igen, fik hele sit præg af fest tilbage. Jeg dansede.

Jeg dansede Niels Bugge sønder ved den lejlighed. Pludselig faldt han omkuld med fråde om munden og døden på læberne. De måtte hjælpe ham bort og gjorde sig store anstrengelser med hans livløse krop.

Men da sprang den trettende ind, kongen, og bød mig op. Musikerne satte tempoet ned, og vi dansede, alle holdt vejret. Vi dansede, roligt, kærligt, fulde af omsorg og ømhed for hinanden.

Og jeg kunne ikke længere mærke mine ben, min krop svandt bort mellem kongens hænder og jeg havde ikke længere noget at bruge den til.

Jeg kunne se på mit barns far at han havde forstået. Han ville ikke lade sig mærke med noget, uanset hvad der skete. Ingen vidste hvad vi to havde haft med hinanden, og stod det til ham skulle ingen få det at vide.

Han ville danse med de andre, så lystigt, så lystigt, og aldrig vise sin sorg. Og under kongens ro, under al hans omsorg hvilede en isnende kulde. Alt hans raseri var brændt ud, kun den klare beslutning stod tilbage. Vores lange kæde af fælles liv var forvandlet til et frygteligt vindstille, en askegrå vilje.

Og så - idet hanen galede første gang - tog min bror sin kniv af skeden og skar mit bælte over. Og han skar dybere. Da han igen førte kniven opad sprættede han min mave op fra nederst til øverst. Han førte kniven koldblodigt og fattet, som en der ikke længere er sig sin hånds gerning bevidst, og han skar igennem til mit barn.

Jeg mærkede ingenting, jeg fattede det næppe. Det var som en tyngde der gled af mig, en vilje der stoppede her hvor den havde fuldbyrdet sig selv og nu kunne slippe taget og lade sig glide ind under himlen.

Blodet sprang mig af munden, blodet randt ned ad mine ben, blodet, det meget blod fra min sjæls inderste gemmer. Det sprængte min krop, og jeg blev hængende ved kongens arm. Jeg hang der og tilsølede hans bryst, jeg sank og lod ham bære hele byrden af sin beslutning.

Et barns stemme klang af intet og blev til intet. Så jeg må tro at jeg efterlod dem i stor fred med sig selv. Nu befinder jeg mig her, jeg er kun her. Her er hverken tid eller sted. Jeg har hverken tunge eller ører. Men min tanke når altid frem.

Jeg hører de syv klange der er alle klange. Men det er ikke kun mig der hører dem, jeg er ikke kun mig. Mine sanser som er alles sanser fortæller min historie som er alles historie.

Aldrig havde det været lettere at lade sig synke, aldrig havde jeg følt en større glæde ved at lade gulvet og lofterne sejle hen i deres baner om mig, glide bort fra hinanden i mægtige buer og forsvinde som lysende punkter langt hinsides de fjerneste egne.

Og mens jeg selv hvirvlede herud hvor jeg er nu standsede musikken i sit trit, og der var en lyd som om alle klappede - men måske var det bare lyden af deres fødder da de gik bort.