Denne tekst kan ikke downloades i RTF-format. Den kan købes i STYKKER AF 93.

JULIES MASKE

En monolog

af

Kaj Nissen

 MEDVIRKENDE:

Julie
Jørgen

JULIES MASKE

(Et rum. Tidlig morgen. Et stort skab. En stol. Bag et forhæng en dobbeltseng. I sengen en sovende mand, Jørgen. Lyset følger i tykt og tyndt Julies skiftende sindsstemninger)

(Julie kommer ud gennem forhænget, hun er i natkjole. Hun har Jeanne d'Arc-frisure. Hun ser sig om og fører hånden hen over sin isse. Natkjolen er lang, og snavset, og der er skåret en strimmel tøj bort langs sømmen. Hun er endnu ikke helt vågen)

JULIE:

Jeg må vel også have lov til at sige noget. Jeg blev spurgt om noget, så har jeg vel også lov til at svare. De havde -

(hun blir mere vågen og sender et smil mod sengen)

De havde skilt hans hår i midten og sat ham op på en kamel. På fødderne havde han røde balloner og på ryggen et åg. Han havde selvlysende næse på og forsøgte uden held at spille basun.

(hun ser sig om mens hun stadig smiler frem for sig)

Da han så os træde frem som tre flåede engle på rad, fik han kamelen til at knæle og sprang rask ned fra dens ryg. To balloner knaldede under hans fødder, og han løb hen til os.

Følgesvendene kastede knaldperler mod mine ben og tvang mig til at springe op i hans arme. Hele gaden jublede.

(hun kigger mod sengen gennem forhænget, vender sig)

Det var egentlig først da jeg hang der i hans favn, midt på torvet, at jeg igen kunne trække vejret. Jørgen var ét grin, han havde haft en overdådig tur ind til byen, på sin hyrede kamel og med masser af optankninger undervejs.

Jeg gav mine to veninder en krammetur og undskyldte, at jeg havde været sådan en klovn. Nu var vi i sikker havn, det var det, der var meningen med det hele, og festen kunne begynde. De havde bestemt at brylluppet skulle vare i tre dage.

(hun går hen til skabet og lukker det op. Hun finder en taske på bunden derinde. Lægger den i sit skød og giver sig til at rode i den. Roder længe. Og finder omsider hun hvad hun søger: En snavset papirsmaske)

De havde givet mig en skærm for øjnene, af groft hvidt papir, jeg kunne lige akkurat skimte jorden under kanten af masken. Og de tog mig ud på gaden og snurrede mig rundt mod alle fire verdenshjørner. Det var hele tiden kun Lone og Vibeke og mig.

(hun ryster på hovedet af sig selv og sætter masken for øjnene. Hun giver sig til at snurre rundt om sig selv, lader sig snart fange ind af denne bevægelse)

Rundt og rundt - det tog dem ikke mange minutter at gøre mig rundtosset. Og de sagde, at jeg lige så godt kunne slappe af, det ville vare længe, før vores polterabendgejst førte os til ham. Så gav de mig et par omdrejninger til og trak af med mig.

De kaldte det en "udtagelse" af hjemmet, en "overgang". Og det var det også, det var sådan det var tænkt. Vi må have været et morsomt trekløver at se på, os tre med hinanden under armen.

(hun bevæger sig omkring i rummet, som i blinde)

Vi drejede til højre og vi drejede til venstre og jeg kunne ikke mere finde ud af, om vi virkelig svingede om hjørner, eller om de lige stræk havde noget på sig. Jeg var så småt begyndt at tvivle på, om jeg kunne holde sanserne samlede.

(hun hopper op i luften med samlede ben og fniser)

Så greb de mig ved albuen og løftede mig op i et tog. Lidt senere mistede jeg troen på, at jeg kunne genkende det tog. Efter det skiftede vi over til en bus, og de satte mig ind i en taxa, der bragte mig muttersalene frem til en færge, hvor jeg måtte gå ud over en gyngende landgangsbro - men ude på færgen sluttede de sig til mig igen, og vi drak en øl hver.

(hun tager masken af og ser sig om. Morer sig lidt)

På færgen havde de arrangeret sig med en massør, og mens vi sejlede frem og tilbage jeg ved ikke hvor mange gange, blev jeg anbragt på hans briks og masseret igennem.

Han æltede og æltede og æltede, forpå og bagpå, oppe og nede, huden blev varm, blodet rullede. De gav mig tilladelse til at tage masken af imens og se mig om i det lukkede rum.

Ælte, ælte, ælte, jeg lukkede øjnene. Jeg lod mig ælte igennem, bredt ud under hans olieindsmurte hænder, min prinsessekjole foldet helt op under armhulerne -

(hun står med vidtåbne øjne og masken i hånden, hun kommer pludselig til at grine, men tager sig i det)

De gav mig masken på igen, da han var færdig med mig - og jeg kunne sætte mig op. De kaldte en frisør ind, han klippede mit hår. Han tog fylden af mit hår, og de satte en krone af guldpapir på mit hoved som erstatning.

(hun finder kronen frem fra tasken, den er krøllet og snavset, hun anbringer den på hovedet, og masken i panden, lader hænderne glide ned over natkjolen)

Efter færgen var vi ude på et langt stræk i en skinnebus. Jeg kunne skimte nogle grønne marker, et par træer i en sø og en gårdsplads. Det kunne være hvor som helst. Jeg kunne også se, at solen skinnede og mente i mit stille sind at jeg til sidst nok skulle få skinnernes rytme til at røbe hvor vi var.

Men pludselig begyndte de at trække af med mig og sagde at vi skulle se at komme af toget, det kunne ikke gå stærkt nok. Vi blev forfulgt. En uheldig indflydelse gjorde sig gældende. Og blev vi opsnappet nu ville planen gå fløjten. Jeg jamrede mig lidt over, at vi skulle tilbringe hele dagen på den måde.

Det skulle vi heller ikke, sagde de, men lige her og nu var det vigtigt, at "ritualet" ikke gik i vasken. De gav mig en foldekniv til at forsvare mig med. Og de grinede godt.

(hun finder kniven frem, folder den ud og folder den sammen igen og lægger den tilbage i tasken. Smiler)

Vi sprang ud på en perron. "Hvor fører I hende hen?" råbte en mand. "Til en skæbne, der er værre end døden," svarede Vibeke kvikt, det var noget hun havde udtænkt i forvejen.

Det gik så hurtigt med at komme op i et nyt tog, at min lange hvide prinsessekjole fik sin første rift i døren der, den var ellers meget pæn dengang. Lone nåede lige at lægge en hånd på min guldkrone og mase den ned over panden på mig, så den ikke røg ind under toget.

(hun stryger langsomt ned over natkjolen og giver sig så til at gå omkring med afmålte skridt)

De gav sig til at gentage de betingelser jeg var gået ind på: Ikke smile, ikke grine, ikke stille spørgsmål. Kun svare med "Ja", hvad der end dukkede op. Jeg rettede øjnene mod dem bag masken og sagde at ja, det havde jeg lovet at rette mig efter.

"Jamen, du må heller ikke bruge andre ord," Lone fnisede, "du må kun bruge det ene ord: Ja!" - "Ja," sagde jeg lydigt. "Ja," og de gav sig til at trække af med mig, ned gennem hele toget.

"Hold afstand, hold afstand," skreg de i kor, "hun er smittet og ingen må røre ved hende! Hun smitter ved den mindste berøring, ingen må komme i nærheden af hende! Vi kunne også sælge et dyrebart kys for en krone, men vi tror at I skammeligt vil tage uden at betale." - "Ja." - "Så altså: Nej!"

Den ene larmede med en skralde, og den anden blæste i horn. Og de forklarede de tungnemme, at prinsessen var dødeligt såret, lige i hjertet, og at det var yderst epidemisk, men de var jo nødt til at lufte hende en gang imellem, det stakkels pus.

Der var mange i det tog der undrede sig over, at det virkelig var nødvendigt at lufte prinsessen inkognito, og der var også en, der foreslog at man skulle slå skørterne op over hovedet på mig, så man kunne se om jeg nu også var en ægte prinsesse.

"Men hvor er prinsen?" var der først en der ville vide. "Ja, prinsen venter hende for enden af vejen. Og prinsen må under ingen omstændigheder se hende før tiden!" - "Hvordan ser man om prinsesser er ægte?" var der så en, der ville vide. "Ægte prinsesser har tre guldhår på kussen," lød svaret.

"Det ville koste hende livet hvis prinsen så hende nu!" Vibeke med sit store lyse hår - og sin unge på halvandet år derhjemme - hun prøvede i det mindste at holde tråden.

"Du skulle hellere tage mig," foreslog en sprukken røst. "Ja," sagde jeg. Stemmen fortsatte: "Jeg er ikke så krævende af mig, jeg er gammel og træt og - - sagde du ja?!"

"Pas på ham smukkesen der, han er efter os," hviskede Vibeke til Lone, mens hele vognen lo ad den sprukne. Lone havde set det: "Det har han gjort længe." Vi tog toget på den anden led.

"Tror du det kan være en udsending fra mændenes hold?" spurgte Lone. "Ja, jeg kender ham ikke," sagde Vibeke, "men man kan jo aldrig vide. Vi må være forsigtige." - "Ja," sagde jeg.

"Er der nogen, der vil ønske prinsessen held og lykke, i senge og for fode og drikke hendes skål?" spurgte Vibeke i den næste vogn, hvor de havde stillet mig til skue midt ude på gangen.

(hun folder armene ud og giver sig til at "flyve")

Nu ønskede jeg mig næsten et par kraftige vinger, så jeg kunne sejle ud gennem vinduet og gemme mig i det nærmeste træ.

"Hvor har vi et mandfolk," fortsatte Vibeke, "der kan åbne en champagneflaske med manér?" - "Her!" - "Det er ham!" hvislede Lone bag min ryg. Så stod han allerede henne hos os.

Jeg kunne høre ham tage imod flasken og flå kraven af. "Bare lad som ingenting," hviskede Lone til mig. Så blev hans åndedræt anstrengt. "Vent!" sagde Vibeke og gav sig til at dele bægre ud. "Ja," sagde jeg, og så stillede de mig op med udbredte arme og rettede på min holdning. Så røg proppen af.

Lone med sit korte, brune strit og sit dårende væsen - hun lød ikke helt sikker på sig selv mere. "Du skal kun svare, når du blir spurgt," hvæsede hun ind i mit øre. "Skål!" råbte Vibeke, og min hud var som når solen har varmet alt for længe på den.

"Hvornår gifter I hende?" spurgte fyren med flasken. "I morgen den dag!" fastslog Vibeke. "Og vi to skal nok sørge for at hun kommer sikkert frem," tilføjede Lone for en sikkerheds skyld.

"Ja," sagde jeg, og så kom han hen og holdt sit bæger op mod mine læber og hældte forsigtigt et par dråber ind i min mund.

(hun retter på kronen og lægger hænderne om halsen)

"Skal du virkelig giftes bort?" - "Ja." - "Tror de da at de kan spærre dig inde på den måde?" - "Ja." - "Jeg har ellers lige erfaringen, ser du, til en der skal giftes bort. Vi må ses igen," sagde han og lagde sin hånd mod min hals. "Ja."

(hun stopper op et øjeblik, lukker så øjnene)

"Nu skal I da vist til at passe lidt på hende," mente en dame, og Vibeke maste sig frem, mens han hældte mere champagne på mig: "Det var en skam, vi først lærte hinanden at kende nu." - "Ja." - "Vi kan nå det endnu." - "Ja." - "Du kan tro nej," himlede Vibeke op, "hun har fundet sig en rigtig prins!"

(hun åbner øjnene, stadig med hænderne om halsen)

"En prins?" hviskede han mod min kind. "Ja." - "Og nu skal du med ud og ride på hans hest?" - "Ja." - "Kom hellere med mig." - "Ja." Men nu stoppede toget og mens hele vognen løftede sig af grin, fik tøserne mig hurtigt lodset ud. Der fik min kjole den næste rift, for han stod på sømmen.

(hun klemmer kort til om halsen, slipper så igen)

Da vi kom ud på pladsen stod der et hornorkester og spillede brudevalsen. Nogen stak mig en stor buket blomster i favnen, og Vibeke lod endnu en flaske springe. Det gik op for mig at jeg ind imellem ikke kunne huske hvad det hele gik ud på.

Jeg fik besked på at bukke nådigt til alle sider samt se mig mildt om: Mine undersåtter måtte nu vænne sig til at der var en, der havde besvaret alle spørgsmålene rigtigt, og at prinsessen derfor ikke længere kunne betragtes som løst bytte.

(hun fisker en lille krøllet blomst op af tasken)

Vibeke fyldte løbende min frie højre hånd - i venstre bar jeg buketten - op med karameller, som jeg strøede omkring mig. Børnene jublede og skreg på mere, vi såede glæde hvor vi kom.

"Jeg har kareten holdende lige herhenne," sagde Lone, og jeg håbede den var med heste for, jeg mente ikke Lone var i stand til at køre selv, med champagnen og alt det andet indenbords.

En kvindestemme nåede mit øre: "Hvor er hun smuk!" - "Javist," bed Vibeke hende af, "men er hun jomfru, det er dét, det kommer an på! Alt det andet kan være lige meget nu!"

Kareten var et gammelt folkevognsrugbrød, de havde lejet og glemt at prøve af. Mens Lone stod og lirkede med låsen, sneg der sig en op bag os: "Hej, Vibeke, hvor skal I hen!" - "Åh," gispede hun, "vi skal sørge for at prinsessen når hel frem."

"Er det den skønne der?" prikkede han mig i siden, og Vibeke fnisede: "Er det Lone eller mig, der er prinsesser måske? Er der måske nogen af os to, der har favnen fuld af blomster og et ansigt der er lige til at plukke?"

(hun lader blomsten falde, sætter masken for øjnene)

Jeg kunne godt have troet, at deres plan var ved at skride i en tilfældigt møde. Det var den ikke. Det skulle lyde sådan. Det gjorde det ikke. Masken for mine øjne havde skærpet min høresans. "Er der ikke noget man kan gøre," spurgte han.

Vibeke sagde at det var der faktisk. Han kunne godt hjælpe os, men med hensyn til hvor vi skulle hen, så var det en hemmelighed, ingen skulle få ud af hende, med vold eller fagre løfter. Han smilede: "Fint, så går vi op til mig og snakker om det."

Vibeke greb mig under hagen: "Hvad siger du, Julie, tør vi følges med de to herrer op?" - "Ja. To?" - "Er det i orden, Julie?" - "Ja." - "Helt bestemt?" - "Ja." - "På eget ansvar?"

"Ja," svarede jeg. "Vi skulle jo gerne have undersøgt om hun stadig er jomfru," forklarede Vibeke så på vej op ad trappen, "der er masser af muligheder hvis man kan stille med en brud, der stadig er jomfru. Uberørthed er nemlig det bedste udtryk for selvdisciplin. Og selvdisciplin er, hvad verden har brug for i dag. Vil I to hjælpe os med at finde ud af det?"

"Hvad hedder gommen?" spurgte fyren og lukkede os ind. "Ham snakker vi ikke om nu," sagde Vibeke, "nu snakker vi om jer to og Julie." De satte mig på en skammel og lod mig vente.

Musikken strømmede ud i rummet, de var begyndt at danse, og parvis gled de forbi min skammel, men aldrig som det samme par, og ind imellem kunne jeg høre en latter, et suk og et favntag, som en længselsfuld susen gennem træernes grene.

"Hvordan går det," spurgte Vibeke mod Lone. "Det er ikke så enkelt og ligetil alt sammen," svarede Lone tilbage, "for er det ikke sådan de siger, at indtil nu har jeg fået det hele, nu blir jeg gift og skal snart til at dele."

Jeg tror de forsvandt et øjeblik. Båndet løb ud, alt var tyst. Et par tårer trillede ud under min maske. Så kunne jeg mærke dem igen, de var vendt tilbage for at underkaste mig prøven.

Lone og Vibeke stillede mig med ryggen mod væggen. Jeg kunne stadig ikke mærke nogen af fyrene, men Vibeke forlangte, at jeg stod helt stille nu, så skulle det snart være overstået.

"Du må selv finde ind til det rigtige sted," hørte jeg Lone fra baggrunden. Jeg forstod det ikke, hun var min bedste veninde. Det havde hun været igennem alle årene, og nu kunne jeg mærke hvordan hun ikke et sekund slap mig med blikket.

Der var den så, udstrålingen fra ham. Jeg fangede et glimt af dunene i hans nakke, da han bøjede sig ned for at løfte op i min kjolesøm. Jeg satte et knæ op i næsen på ham, så han gik bagover og bankede nakken i gulvet. Mere hørte jeg ikke til ham, men jeg blev ved med at trippe rundt med hænderne oppe.

De skældte mig godt ud og sagde at det kun var for sjov, og jeg kom til at tænke på, at så tidligt på dagen var der vist ingen, der havde brug for at være kede af det, så jeg mimede en undskyldning, og det havde heller ikke været ondt ment.

Mens vi kørte videre, sad de og snakkede om deres erobringer, og om hvor vidunderligt det var at kunne vælge frit og uden bindinger. Jeg sad bagi og fulgte bilens slingren og vidste, at det var løgn og snyd, i hvert fald for Vibekes vedkommende.

Vi tre havde en pigeklub sammen, havde fuldet os og var taget ind til byen lørdag nat, havde drukket te sammen hver søndag aften. Det gik så fint. Lige til den dag jeg valgte Jørgen.

Så satte motoren ud i det gamle skidt, midt i et gearskifte, og Lone måtte holde ind. Hun bandede og blev ved med at vride nøglen om, til sidst var der ikke engang lyd i den mere.

"Hvad fanden gør vi nu?" spurgte hun. Jeg følte at jeg stadig havde let til tårer: "Jeg er ikke sikker på at jeg vil giftes alligevel, hvis det skal fortsætte sådan." - "Jeg kan da ikke gøre for at lortet ikke vil køre," gav hun igen.

"Vi skulle have taget Jørgen med," jeg var ved at blive lidt sur, "det kunne han have ordnet som en mis." - "Jamen, Julie, hør nu her," sagde Vibeke tålmodigt, "det er jo meningen, vi skal lede dig frem til Jørgen. Så kan han ikke også være her. Vi skal beskytte dig, det er det de her ritualer er til for!"

"Hvad for en bil sidder Jørgen mon fast i nu?" - "Han er ikke med bil, og du må kun sige Ja!" Lidt efter var vi på vej igen, til fods, ude i rabatten. Jeg kunne lugte skov på begge sider, og det ene med det andet: jeg følte mig en smule bedre tilpas. Kort efter svingede en bil ind foran os.

"Kan jeg hjælpe med noget?" sprang en mand ud, jeg kunne kende ham lige med det samme. Det var ham fra toget. "Forfølger du os!" råbte Vibeke vredt. "Mig? Nej, jeg kom tilfældigt forbi."

"Ingen kommer tilfældigt forbi," sagde jeg til min egen forundring og masede mig frem, "hvordan ser denne mand ud?" - "Og en gentleman kan da ikke bare lade tre vildfarne damer i stikken," blev han ved. "Beskriv ham for mig," befalede jeg.

"Du må kun sige ja," vrissede Lone, "og du må kun sige ja til det vi siger." - "Ja," sagde jeg og trådte længere frem, "jeg blev spurgt om noget, så har jeg vel også lov til at svare."

"Beskriv mig!" Han kom så tæt på at lugten af ham blev båret ind under min maske. "Så hun kan få et sandt billede af mig."

Vibeke beskrev ham, en mand på 35 år, høj, brede skuldre, en kraftig nakke. Hans øjne grøngrumsede og hans næse høgeagtig. Skægstubbe. Håret tætklippet og mørkt. Ørerne sad pænt og det samme gjorde hans skovmandsskjorte. Han gik med sko.

"Fortæl mig så hvordan min rival ser ud." Han kom endnu tættere på, men inden jeg kunne nå at svare, havde Vibeke halet et billede op af sin taske. "Jeg har et billede af ham her," sagde hun og stak det op i næsen af ham.

"Har du det!" røg det ud af mig. "Kæft!" sagde Lone. "Og som du vil se," fortsatte Vibeke, "er han både stærkere, smukkere og mere mand end dig!" - "Hvad hedder han?" - "Jørgen!"

Han listede en arm om mit liv. "Og hvad hedder du så?" - "Hun hedder Julie!" - "Lad hende svare for sig selv." - "Tag så og slip hende!" - "Hedder du Julie?" - "Ja," nikkede jeg, "jeg hedder Julie, og jeg må vel også have lov til at sige noget."

"Den første dans går altid til en anden," nikkede han og tog bedre fatning.

(hun begynder at danse rundt om sig selv)

Rundt og rundt og rundt - han hvirvlede mig ud over vejen, så alle tanker vendte op og ned i mit hoved - helt guddommeligt svang han mig, mine fødder dansede af sig selv.

"Hvorfor vil du giftes, Julie?" - "Fordi Jørgen giver mig en følelse af noget sandt, og oprigtigt." - "Nok til at du vil opgive kærligheden?" - "Måske har jeg prøvet det med kærligheden, måske vil jeg prøve noget andet nu."

(hun fryser i sin dans, står helt stille)

"Er det ikke nok at du er sammen med ham af og til?" - "Ikke så længe han giver mig en fornemmelse af sammenhold." - "At være to kan være et slid som ikke altid lønner sig." - "Jeg har energi nok at tage af. Og jeg har prøvet at være alene."

"Men gifte mænd mener det alt for alvorligt." - "Gør de?" - "Så hvad om du i stedet gik hen og blev min, lad os sige på deltid." - "Hvad skulle det give?" - "Nye steder, nye måder."

Og han fortsatte: "Vidste du at man efterlader et aftryk i tiden, ligegyldigt hvor man er. Det blir prentet ned, og gemt i et lukket kredsløb. Hvert eneste sekund i din tilstedeværelse er fæstnet i en hukommelse, og det eneste der er svært, er at finde det frem igen og bryde koden. Jeg prøver mig bare frem."

Mere nåede jeg ikke at høre. Lone og Vibeke mente, at nu kunne det være nok, og de flåede mig ud af hans arme. Jeg havde godt hørt deres klynkeri et stykke tid, men havde besluttet ikke at tage hensyn til dem, så længe alting stod så uafklaret hen.

De greb mig ved hver sin hånd og styrtede bort gennem skoven med mig, uden at tage hensyn til grenene der svirpede mig om benene. Et sted langt bagude kunne jeg høre ham le højt, som om han slet ikke havde givet fortabt endnu.

Det fik dem bare til at sætte farten endnu mere op, mens de blev ved med at se sig tilbage: "Er han der, er han der?"

Men til slut løb de sig trætte i en tæt underskov, og på det tidspunkt følte de sig også nogenlunde sikre på, at han ikke var fulgt efter os. På det tidspunkt var der heller ingen af os, der vidste hvor vi var.

"Nu må du godt sige noget, Julie," sagde Lone, og jeg kunne lugte på deres sved at det ikke gik som det skulle. Men jeg lod som ingenting - det gjorde de jo også. "Ja," sagde jeg.

"Nej, du skal sige hvad for en vej vi skal gå nu." - "Må jeg så også tage masken af nu?"

Men det ville de ikke give mig lov til, for så kunne vi lige så godt afbestille hele festen. De ville heller ikke indrømme at de var faret vild. Så jeg gik videre med masken på, skønt jeg var den eneste af os der havde en smule stedsans.

"Hvor har du det billede fra, Vibeke?" - "Hvilket?" - "Det af Jørgen." - "Vi må vist hellere holde os til at du kun må sige ja!" - "Nej, hold nu op," bad jeg, "hvor har du det fra?"

"Jeg ved godt du har været sammen med ham engang," sagde jeg, "er det fra dengang?" - "Det har Lone også!" - "Et billede af ham?" - "Været sammen med ham." - "Men Lone vil ikke giftes."

(hun stopper op og begynder at tælle på fingrene)

"Lone vil bare se på. Vibeke, hun er gift. Kan det så ikke være lige meget?" - "Hvorfor blir du så ved med at spørge?" - "Fordi jeg ikke ved, om jeg måske er ved at trække mig ud."

"Du kan tro nej! Hvis du vidste, hvad vi har brugt af tid for at få den her fest op at stå! Nu følger du bare med her!" Jeg stoppede op så brat, at de nær havde stået på næsen begge to: "Godt! Så før mig, vis mig vejen!"

I det samme kunne jeg mærke, hvordan det begyndte at løbe ned ad mine ben, og jeg bandede dem begge to langt væk. Jeg havde ingen bukser på -

De havde taget mine trusser af og tvunget mig til at gå nøgen under kjolen - og nu havde jeg fået menstruation.

"Hvorfor sagde du det ikke!" brokkede de sig, men nu var jeg blevet sur: "Vidste jeg måske hvor vi skulle hen, vidste jeg det!" - "Jamen, de gik ikke med bukser dengang!"

(hun kommer til at grine, står lidt der og griner)

"Hvem gik ikke med bukser?" - "Kvinderne gik ikke med bukser!" - "Så gik de vel med noget andet!" - "Det kan da godt være!" - "Dengang hvornår?!" - "Dengang de her ritualer blev lavet!" - "Jeg er ligeglad, I må finde på noget, før vi møder nogen!"

De prøvede at få mig til at forstå, at vi ikke kunne vende om, hverken for at hente tøj eller for at bakke ud. Det var netop hele ideen i det, at man kunne bruge de der gamle ritualer til noget, selv i vore dage. Der var nemlig god mening med dem, og derfor var det ikke noget man bare kunne vende op og ned på.

"Meningen er altså at I to skal beskytte mig i den svære overgangsfase før brylluppet, er det sådan?" - "Jaja - man spejler faren for til sidst at overvinde den!" - "Og den lige vej frem duede altså ikke, vi skulle absolut ud i det her?"

"Nej," indrømmede Vibeke, "det her var ikke meningen." - "For jeg vil nok sige," kørte jeg på, "at hvis det her spejler min indgang til den hellige ægtestand, så ved jeg ærlig talt ikke hvor meget jeg synes det er i orden."

Lone græd lidt: "Du har selv valgt det!" - "Nemlig, og nu har I jeres på det tørre, lad os så finde mændenes kompagni!"

Men de ville selvfølgelig ikke sige, hvor vi kunne finde vores mænd, ikke under nogen omstændigheder, den streg ville de ikke gå over. "Har I ikke i det mindste noget drikkeligt," foreslog jeg, "så vi kan holde spændingen ud lidt endnu."

De havde noget rødvin, den delte de så ud af. Omkring os var det begyndt at skumre - selv i maj falder mørket på - og det stemte i hvert fald helt overens med hvordan jeg havde det.

Til sidst kommanderede jeg dem videre - det har en prinsesse vel lov til - og jeg vidste godt, hvordan vi skulle komme ud af skoven: "Farer vi mere vild, kan vi altid klippe håret af Vibeke og drysse ud, det lyser som katteskidt i måneskin."

Jeg trak dem ind gennem en masse krat, der lå en vej, og på vejen kom der en bil - en ordentlig karosse med en masse hestekræfter dunkende under hjelmen.

På forsædet sad to gutter der klart var ude på at få lagt en utrolig masse kilometre bag sig, helst så hurtigt som muligt.

Da de havde fået os ind på bagsædet, bad jeg dem om endelig ikke at tage hensyn til, hvor vi piger skulle hen. De kunne bare fortsætte ud ad deres rute, og så bad jeg om et stykke køkkenrulle, og det fik jeg.

Det fik jeg rullet sammen til en køn, lille pude og behændigt anbragt oppe under kjolen. Det kunne sagtens gå, så længe jeg bare sad ned, og de havde hele bagsædet fyldt op med imiteret ruskindslam, så jeg var nødt til at passe lidt på.

"Hvordan ser hun ellers ud, jeres prinsesse," lænede ham ved rattet sig bagover for at pille ved min maske.

"I alt andet er vi fuldkommen afhængige af jer, for sådan har det været besluttet lige fra starten af," erklærede jeg frejdigt, "men i dette får du kun tre gæt - og gætter du galt er det af med knoppen og benene kappet under knæet."

Han grinede og satte farten op, mens den anden fandt en tequila frem fra handskerummet. Jeg drak en god slurk, jeg følte mig sikker på at jeg aldrig mere ville kunne drikke mig fuld, det sad bare alt sammen nede i maven og varmede.

Vibeke og Lone forsøgte hele tiden at hviske advarende ord til mig, men jeg hørte dem ikke. Jeg havde fået nykker og ville være den eneste, der bestemte. I stedet gav de sig til at fortælle om min tilkommende - for at ingen skulle få tanker.

Vibeke udbredte sig om hvor betænksom han var, og hvor klog og hvor udholdende, og Lone supplerede med små detaljer fra hans karriere. Jeg sparkede mine ballerinasko af mig under sædet og rejste mig, mens jeg holdt godt fast i Lone og Vibeke.

(hun roder i tasken, men finder ikke det hun søger)

"Ja, sådan en mand har virkelig fortjent en rigtig prinsesse," sagde jeg, "men er jeg nu også en ægte prinsesse?" - "Det kan man kun se på dine øjne," sagde ham til højre og skulle lige til at fjerne min maske. "Løgn!" råbte jeg og klatrede op på sædet, "der ser man det ikke!"

Jeg bøjede mig ned og greb fat i min kjoles sørgeligt flossede kant, rettede mig op igen og hev kjolen med op over hovedet.

"Dér ser man det!" - "Julie!" gispede Vibeke og Lone i forskrækket kor, mens ham ved rattet trykkede på speederen, så bilen drønede ud ad vejen og jeg faldt bagover.

"Så du tre guldhår nogen steder," spurgte jeg, "bare tre små hår af guld?" - "Det kunne jeg ikke se," han lød fuldkommen rolig og meget rar, "det var helt rødt." - "Så må vi vente, til jeg har været i bad. Så skal du se, hvor det skinner!"

Jeg lænede mig frem mellem de to forsæder for at forsikre mig om, at hans hår var halvlangt. Jeg kunne også mærke på ham nu at det var lige meget for ham, om der var guldhår på eller ej.

"Hvilken opfyldelse," spurgte jeg, "venter du dig af mig?"

"Hvor går du hen herfra?" spurgte han tilbage. Jeg smilede: "Kan det ikke være det samme? Jeg vil altid kunne kende dig igen, hvordan vil du helst have mig?" - "På langs," svarede han, og nu vidste jeg, at han ville have lånt mig selv sin bil, for den anden satte farten ned, og jeg vidste, at jeg aldrig mere skulle få nogen af dem at se, for med den slags var det forbi. Jeg greb min buket og sprang ud af døren.

(hun finder nu hvad hun søgte efter: en guldring)

Bilen stod næsten stille, så det var ikke så farligt. Det mest vovelige var at Lone og Vibeke måtte samme vej, de turde ikke blive tilbage uden mig og sprang derfor også af. Det kostede os den sidste flaske vin, som Vibeke stadig slæbte rundt med.

De påstod at jeg ikke var rigtig klog, og nu kunne det snart være lige meget alt sammen, og imens gav de to fyre sig til at lave hjulspind ud over asfalten, og de dyttede som vanvittige og drønede så ud ad vejen, dem kunne jeg godt lide.

(hun sætter ringen på fingeren, fisker blomsten op af tasken igen og kiler den fast under ringen)

"Hvilken opfyldelse venter du dig mon, Vibeke," spurgte jeg, mens jeg med begge hænder vinkede vores riddersmænd af sted, "når du snakker om Jørgens formåen?" - "Jeg venter mig ikke noget!" stønnede hun. "Jo, du gør! Og du gør også, Lone, du får hor på stemmen når du snakker om ham!"

"Men hvad venter jeg selv," blev jeg ved, "hvad skal jeg i det hele taget med jeres forventninger, måske skulle jeg holde mig til mine egne." Det syntes de var en fin idé, det syntes de, og så stak de mig velvilligst en tampon.

I det samme dukkede der en bus op som på en eller anden måde holdt lige ud for os. Den sprang vi på, mens jeg undrede mig højlydt over at der kørte busser rundt herinde i skoven.

"Vi er ikke inde i skoven," sagde Vibeke bekymret, "der kører ikke busser rundt inde i skoven." - "Det gør ikke noget for mig, det er sådan set i orden med mig." - "Julie, hold op!" -"Så snakker vi ikke mere om det." - "Vi kører ind til byen!" - "Vi kører ind til byen og så snakker vi ikke mere om det."

Bussen var oplyst og lugtede godt, udenfor var det mørkt nu. Vi stod på bagperronen, og snart sejlede gulvet under os af vin og blod. Jeg gav mig til at gå op og ned gennem bussen:

"Men kan jeg nu også stole på ham? Kan jeg stole på at han vil dele sit liv med mig - som jeg vil dele mit liv med ham. Rejs jer, medpassagerer, rejs jer og fortæl mig at det kan jeg godt regne med, og at jeg aldrig mere behøver at bekymre mig, for vi skal leve lykkeligt sammen til vore dages ende."

"Hør lige her," fortsatte jeg, for der var ikke én, der rørte en hånd, "I skulle tage og hjælpe jeres prinsesse, det er til jeres egen fordel, jeg forlanger nemlig sikkerhed og trykkede omstændigheder. Trygge. Ordnede tilstande ja, så skal jeg nok smile igen. Skal jeg falde på knæ for jer, skal jeg virkelig ligge her og trygle om jeres bistand!"

(hun falder på knæ og lader sig ligge der)

Jeg forsøgte at få min maske til at se rigtig ynkelig ud. Men nu var Lone og Vibeke henne hos mig, bussen standsede med et ryk, og døren gik op. De slæbte mig ned ad trinene og ud på fortovet. Der blev jeg liggende, og bussen smækkede fornærmet døren i og kørte bort uden at der vankede flere smæk.

Jeg kunne lugte hav. For mit indre blik så jeg et kæmpestort akvarium fyldt med grønne alger. "Jeg kan jo ikke blive ved med at tage mig af hvad han har gjort før i tiden, og måske vil gøre engang, det er for ondt, det er en ond trold."

"Jørgen har valgt dig, Julie," sagde Vibeke, "og du gik ind på det." - "Det gør mig alt for afhængig af ham med den trold." - "Og du havde ikke noget imod at være den foretrukne!" - "Er det ikke det man kalder kærlighed?" - "Du var ikke i tvivl!"

"Derfor kunne jeg alligevel godt bruge en lille kop kaffe," sagde jeg, "er her ikke et eneste lille sted hvor man kan få en lille kop kaffe til at skylle kærligheden ned med?"

Jeg rystede over det hele og prøvede at få knæene til at holde op med at gøre så ondt. De fik mig op at stå. Det hjalp straks på knæene. "Jeg tror nok, der ligger en kaffebar lige herhenne," sagde Lone. Jeg snuste omkring mig.

"Er her vand?" - "Ja." - "Hvor løber vandet hen?" - "Det er et færgeleje." - "Jamen, hvor løber alt vandet hen?" Det kunne de ikke svare på, det var måske det der bekymrede dem allermest.

Jeg blev stående uden for baren, mens de hentede noget kaffe til mig. Jeg stod derude og slubrede kaffen i mig, og de gik ind igen for at betale.

Så begyndte jeg at gå. Bag mig gik koppen i skår mod fortovet.

"Er det jer, der skal hjælpe mig ud i lyset igen?" rakte jeg armene frem mod gadens lygter. "Se, jeg famler i mørke, hvor før der var lys. Jeg vandrer i blinde, men kunne dog se."

Jeg strakte armene endnu længere frem, og så begyndte jeg at løbe. "Grib mig før jeg snubler. Drik før floden tørrer ud."

I det samme kunne jeg høre pigerne sætte efter mig. De kom for fuld fart, og det gik ikke stille af, de var bange for, at jeg måske var ved at blive bortført.

Jeg satte farten op og sprang af sted, over stok og sten, og under min maske samlede mørket sig. Måske var der ikke flere lygter tilbage, måske var lygterne blevet afskaffet ved lov. Jeg kunne lugte vandet tydeligere nu.

Et kort, stakåndet øjeblik vendte jeg mig om for at finde ud af, om de stadig hang ved. Et kort, stakåndet øjeblik kunne jeg mærke deres vejrtrækning slå mod mit bryst. Så løb jeg ud over kanten og røg på hovedet i havnen.

Rundt og rundt - det føltes som et endeløst fald, før vandet stod op om mig og blev hængende der i luften - hver dråbe en salig klode i frit svæv - jeg fik hav i næse og mund, vandet slog sammen over mit hoved, og min maske blev revet af.

(hun rejser sig og fjerner masken, ser sig om)

Da jeg vendte tilbage til overfladen trådte verden frem for mine øjne, som var det første gang jeg så den - som var det overhovedet første gang nogen sinde jeg kunne se verden.

Bag mig satte mine blomster ud af havnen, båret på en bølge, som jeg selv havde fremkaldt. Jeg fik mig trukket hen til en trappe, så Lone og Vibeke kunne hjælpe mig op igen.

Jeg undskyldte mange gange, at jeg havde forlist min maske og foreslog at jeg sprang i vandet igen for at hente den tilbage.

Men det ville de ikke have. "Er du kommet noget til?" spurgte de i munden på hinanden, "har du brækket noget?" Og så videre.

Jeg sprang på hovedet i havnen igen og hentede min maske ind, men den var så våd og slasket, at den ikke duede mere, og vi blev enige om, at den måtte tørre ved min barm indtil videre. Der fiskede Jørgen den så frem, da tiden var moden.

(hun gemmer masken af vejen nede på barmen)

Først da alt det var overstået, svarede jeg dem: "Næ, jeg fik vist bare gang i blodomløbet igen, og det er jo ikke specielt farligt, efter hvad jeg har hørt."

Jeg havde lidt svært ved at fokusere og fandt til sidst på at bilde mig selv ind, at jeg stadig havde masken for øjnene og derfor ikke behøvede rette blikket ind mod noget specielt.

"Jamen, er det dét man kalder kærlighed," spurgte jeg ud over havnen, "er det den ægte vare - at samle hinanden op?"

Der var ingen der svarede derude, så jeg vendte mig mod de to piger igen: "Jeg skal nok tørre undervejs," og så tog jeg dem under armen og sagde at de var nødt til at føre mig igen. Det mente de ikke var strengt nødvendigt nu, men jeg stod på mit.

Blot fordi alt var ramlet om ørerne på os, kunne vi ikke uden videre begynde at lave om på tingene nu. Det skulle gå ordentligt til hele vejen.

Ved et sært under havde jeg stadig min guldkrone på hovedet, selv om den sad lidt skævt og var våd som resten. Jeg så mig om mod verden og spurgte igen: "Er det, hvad man kalder ægte kærlighed?" Lone græd en tåre og var vist lidt ude af den.

Men Vibeke blev mærkeligt alvorlig: "Jeg ved ikke så meget om kærlighed mere. Den er næsten blevet væk for mig. Jeg husker den, jeg kan snakke om den, sådan rent teoretisk, men jeg kan ikke føle den. Jeg har også alt for meget arbejde."

Så tørrede Lone tårerne bort og begyndte at trække af med os. Hun påstod, at tidsplanen ikke var skredet, vi kunne sagtens nå det. Det skulle nok lykkes til sidst. Jeg strittede imod:

"Vent, vi har slet ikke prøvet det værste endnu!" - "Hvad er det værste da?" spurgte Lone og blev meget bleg.

"Hvor kan jeg vide det, vi har jo ikke prøvet det endnu!" Jeg mente det virkelig, jeg følte mig slet ikke parat.

Men Lone blev fuldkommen ude af sig selv og begyndte at ruske mig i håret. Hendes eget strittede på hovedet af hende og hun spruttede vildt: "Kom nu, kom nu - vi skal ind på torvet! Det er der vi skal møde dem, inde på torvet om lidt, kom så!"

"Inde på torvet," sagde jeg, "det forstår jeg ikke noget af, det er ikke der jeg er på vej hen." - "Jo, du er!"

Der var ikke noget at stille op, hun fik så mange kræfter at jeg var nødt til at følge med. "Jeg ville ikke have Jørgen," pev hun, "jeg sagde nej da han spurgte, han spurgte nemlig!"

"Om hvad?" - "Men jeg skulle ikke nyde noget, jeg ville ikke lade mig indespærre i al evighed, er du med!" - "Derfor behøver du vel ikke hive min arm af led." Men hun blev ved:

"Der må være bedre ting at bruge sig selv til. Man mister alt det man giftede sig for at få, og får alt det man helst ikke ville have. Men nu vil jeg se, hvordan du klarer den, du har bare at gennemføre, vi har en aftale, nu følger du med her!"

Vibeke prøvede at stoppe hende, men fik et dask over næsen der sendte hende ud af kampen. Jeg holdt i Lone af alle kræfter og ville låse hendes arme ned langs siden, men kunne ikke magte hende. Så trak jeg hende i håret, og hun langede mig en.

Det gik pludselig op for mig, at det var en fuldkommen upassende situation at befinde sig i, for en som mig, så jeg slog mig fri og stak af alt hvad benene kunne bære. Men Lone havde ikke givet op endnu, hun var lige i hælene på mig.

Jeg løb op ad det første jeg traf på. Det var en stålbue som spandt sig ud over en jernbaneviadukt. Det var bare at sætte neglene i og se at komme derop.

Jeg ville ikke høre på hende mere, jeg var så god en prinsesse som nogen, og jeg ville behandles som en prinsesse - om nogen.

Jeg nåede helt op til toppen og vendte mig så om for at fortælle hende med rene ord, at det var hendes skyld alt sammen.

Ja, hendes skyld at min mave føltes hård som sten. Ja, hendes skyld at jeg skulle brække mig. Hendes skyld at jeg - - da så jeg hende stå nede på gaden og se meget lille og bange ud.

Jeg kunne ikke begribe, hvorfor hun havde givet op så let, og kiggede mig om for at finde ud af hvor jeg nu skulle gå hen.

Så skyndte jeg at sætte mig ned. Der var ikke antydningen af gelænder deroppe i højden, til gengæld var der masser af tom luft til alle sider.

Tågen hvirvlede ned over mig, og mørket blev tættere. Nede i dybet havde Lone og Vibeke fundet sammen igen, og de vinkede med arme og ben op mod mig at jeg skulle komme ned til dem.

Det ville jeg også gerne. Jeg kunne bare ikke se, hvordan det skulle gå til. Jo mere de vinkede, jo mere snurrede broen med mig. Fra afgrunden dernede dukkede grå, farende skygger frem og trak et fletværk af lysende ruder ind under mig.

Det trak og sugede og ville have mig. Jeg turde ikke røre en finger og havde besluttet mig for at nu ville jeg reddes, nu kunne det være nok, de måtte sende en helikopter.

Jeg gjorde mig døv og aftalte med mig selv at jeg aldrig mere ville smile, til verden eller til dem.

Nu kunne de plaske rundt i deres egen sump, det var ikke spor for godt til dem. Alt hvad jeg havde tilbage var en krøllet forglemmigej, som sad kilet ind under en ring.

"Jeg springer nok til sidst," tænkte jeg og kiggede ud, "det er så let at sprede sine smukke vinger og flyve."

Jeg begyndte at synge, jeg kunne ikke gøre for det: Bro, bro, brille - - men allerede efter første vers kunne jeg høre det gungre i broen, og da jeg kiggede ned langs buen, var han allerede på vej op mod mig, så skridsikkert som intet andet.

Jeg kunne straks kende ham på beskrivelsen derude fra vejkanten. Han var sådan en, der kunne tage en på sit cykelstyr, og man ville sidde fuldkommen rolig, med hænderne i skødet.

(hun lader hånden glide let hen over issen)

Nu satte han sig ned hos mig og lod som om vi skulle nyde udsigten sammen.

"Er du nu der igen," spurgte jeg. "Ikke igen," indrømmede han, "jeg har været med hele tiden, det var morsomt nok." - "Og jeg som mente jeg var så godt bevogtet. Men nu er det ikke morsomt mere?" - "Det virkede ikke helt sådan, ikke her til sidst."

"Er det så sandt, at du kunne tyde de tegn, jeg havde prentet i tiden, og på den måde holde kontakten?" - "Nej, det her var nemmere, det var bare at følge færten." - "Men ville du kunne bryde koden, hvis det blev nødvendigt?" - "Helt bestemt."

Jeg måtte så indrømme at det måske ikke var så morsomt mere, at jeg nok følte mig lidt mere udsat end før, og at det ikke skulle skorte på taknemmelighed, hvis han hjalp mig ned. "Og til rette?" spurgte han. "Og til rette. Mest til rette."

"Hvilken slags taknemmelighed taler vi om?" spurgte han lidt efter. Jeg så på ham: "Hvad mener du?" - "Det er jo ikke tilfældigt at jeg er fulgt efter dig helt herop."

"Naturligvis er det ikke tilfældigt, ingenting er tilfældigt." - "Det er ikke for dine blå øjnes skyld." Jeg så ind i hans grøngrumsede: "Du mener du vil ind i mit guldrandede skød og finde fred der?" - "Ville det volde dig problemer?"

"Teknisk set ikke - og du har jo ført din hest sikkert herop. Du gør dit bedste for at få mig til at live op igen, og smile til verden. Men kan du også befri mig for min inderste tvivl, kan du hele den flænge der har delt mit inderste i to. Det er nemlig det mindste, jeg forlanger af dig!"

"Jeg kan jo ikke frelse dig fra dig selv."

"Det skal du heller ikke. Du skal ikke frelse mig, hverken fra mig selv, eller fra dig, eller fra Jørgen, eller nogen anden. Jeg vil bare reddes. Kan du det, ser jeg ikke nogen som helst grund til at holde dig ude fra mit område, og jeg lover dig at jeg blir lykkelig og glad hver gang jeg ser dig tordne forbi."

"Kan du ikke bare tage en hurtig beslutning nu." - "Jeg elsker ham virkelig," sagde jeg og så min redningsmand fast i øjnene, "men hvad nu hvis det senere viser sig at han er en helt anden end den jeg kender. Han kan være en morder eller en internationalt eftersøgt bandit." - "Kan han?" - "Hvad ved jeg."

(hun taler nu lige frem for sig. Inde i sengen vågner manden og begynder langsomt at røre på sig)

"Tit kan jeg godt undre mig over, at det lige skulle være os to, der fandt sammen. Men sådan er det vel, det er altid det første hug der går dybest ind. Spørgsmålet er så bare om man er i stand til at betale prisen. Er friheden så stor en guldklump, at ingen kan give tilbage på den, svar nu på det."

(inde i sengen sætter manden sig op, han lytter)

"Og det næste du skal svare på er: Hvor vigtigt er det, at der er nogen der råber på dig i skoven, når det er mørkt derude og du ikke mere kan se en hånd for dig? Og du skal ikke kun svare på det, du skal også tage det på dig, du skal bære det på dine skuldre uden at segne."

Rundt og rundt og rundt - fra afgrundens rand forsøgte hans øjne at gøre op med sig selv hvordan de kunne få mig til at falde til hans side. Men det var der ikke spor af redning i, han vidste det bare ikke endnu.

(hun går til skabet og finder sin brudekjole frem)

"Du behøver ikke vælge på den måde," insisterede han. "Er der andre måder," tvivlede jeg. Han smilede: "Vi kan lade det stå åbent. Ingen aftaler, ingen datoer. Lad os se hvad der sker."

Så var det som om noget brast i ham: "Og er det ikke nok, så gift dig med mig!" - "Med dig!!" - "Og kan du ikke klare dig uden Jørgen, så tag ham da, ved siden af!" - "Det er jo slet ikke det du vil! Nænæ, stå op og ligge, det kan man ikke. Er det en måde at hjælpe mig til rette på, er det en måde!"

(hun smider natkjolen, masken falder ned på gulvet)

Han kunne ikke svare, jeg følte mig pludselig uden for fare.

(hun lægger kronen og ifører sig sin brudekjole)

"De sidste fjorten dage har Jørgen og jeg ligget sammen hver dag og hver nat af angst for, hvad det her kunne medføre. Så jomfru er jeg ikke mere. Vi gifter os, fordi vi er bange for at komme til at stå alene. Og så var vi også bange for at vi skulle blive ved med at være ræd for at gå ud og møde verden på egen hånd. Og jeg havde ingen steder at gå hen med det."

"Jeg vil tage det på mig," sagde han. "Det er så mærkeligt," sagde jeg, "jeg har aldrig fortalt det til nogen før og jeg havde også besluttet mig for at du ikke skulle få det ud af mig. Men nu sidder vi her, og så sker der vel ikke så meget ved det. Vi må jo også se at komme videre og kan ikke blive hængende efter os selv hele livet. Vi rejser til Italien."

"Må jeg kysse dig?" bad han. "Det koster egentlig en krone," sagde jeg, "men: Ja." Og han kyssede mig forsigtigt midt på munden, og jeg sagde: "Hvad efterlader jeg i dig nu?" - "Et spørgsmålstegn som vil besvares. Et forrevet tegn prentet i tiden." - "Vil du hjælpe mig ned nu?" - "Ja." Han nikkede at det skulle han nok, der var ikke mere at være bange for.

Vi rejste os. Han smilede og lagde en krone ned til masken. Mønten gled ned langs min mave og trillede ned på stålbuen. Han trådte et skridt tilbage og bøjede sig ned for at fange den. Hans fødder sank ned i den tomme luft, hans hage ramte kanten af buen, hans krop slog bagover i en kolbøtte. Lidt efter var han forsvundet nede mellem de farende togstammer.

(inde i sengen lader manden sig falde bagover igen, mens hun begynder at snurre rundt om sig selv, rundt og rundt. Hun holder ikke op, før hun er svimmel og må sætte sig. Hun samler masken op og sætter den på)

Et tostemmigt skrig lød op mod mig. Jeg kunne gå ned fra broen igen. Forsigtigt bevægede jeg mig nedad. Langsomt trådte skyggerne dernede, som var Lones og Vibekes, frem og blev større.

(hun finder kniven frem af tasken og folder den ud)

Jeg spurgte Vibeke om hun havde et lommetørklæde. "Ikke et der er rent," sagde hun. "Hvor går vi så hen nu?" spurgte jeg. "Vi skal ind på torvet," snøftede Lone, "vi tager en taxa herfra."

(hun tager natkjolen og giver sig til at skære langs dens nederste søm, hun river og flår, og får på den måde en meterlang strimmel af, som hun holder frem)

"Bind det her for mine øjne," sagde jeg til Vibeke, "det er også bedre end et beskidt lommetørklæde." Tågen var ikke så tæt mere. "Skal jeg binde det her for dit ansigt?" - "Ja."

Hun foldede strimlen tre gange sammen og bandt den for mine øjne og fjernede den ikke igen, før vi var inde på torvet.

(hun vil binde strimlen for øjnene, men opdager at hun har masken på. Det forvirrer hende et øjeblik)

Følgesvendene kastede knaldperler mod mine bare ben - jeg var nødt til at springe op i Jørgens arme - hele torvet jublede -pigernes flok gik i gang med at tilberede en bowle - nu måtte vi skåle på - at vores polterabendgejst lykkeligt havde bragt Jørgen og mig sammen igen - tre dage - tre nætter - tre -

(hun binder strimlen for øjnene uden på masken. Hun snor den rundt flere gange, op over hovedet og ned under hagen, og binder knude på. Kun munden er fri)

Til sidst måtte selv de mest udholdende give fortabt. Vibeke og Lone fulgte os ind til sengen og var noget af det sødeste og undskyldte over for Jørgen at jeg blødte lidt -

(hun giver sig til at samle de øvrige ting sammen og lægger dem ned i tasken igen. Hun stiller tasken ind i skabet. Hun tager brudekjolen af og hænger den ind igen. Hun famler på gulvet for at være sikker på, at hun har alt. Hun finder en mønt og putter den i munden. Samler så natkjolen op og stiller sig med den i den åbne skabsdør, med ansigtet indad. Manden sætter sig igen op inde i sengen)

JØRGEN:

Julie.

(hun vender sig mod ham, stirrer blindt i retning af ham)

 SLUT