Denne novelle kan også downloades i RTF-format og læses offline.

JASMINER I DECEMBER

Efter tolv stod han igen ude i det blæksorte mørke. Han havde kun solgt én sølle blomst, og det selv om hotellets bar havde været propfyldt.

Kun én retfærdig gæst havde været parat til at sætte en jasmin i udskæringen på sin kvindes bluse.

Da han havde afsluttet handelen og stod med sin ene dinar i hånden, havde en blegfed mand kaldt ham hen til sit bord.

"Hvad hedder du så, min ven?" havde han grinet hen over bordet i stedet for at tage pungen op af lommen.

"Abdelkader," havde han svaret.

"Abdelkader," viftede manden med sine tykke fingre, "du kan tage dine blomster og putte dem skråt op - de vil sikkert stå sig bedre i dit eget røvhul end på min kones barm, og hold så de øjne for dig selv!"

Da han lidt efter stod ude foran promenaden, kom han til at tænke på, om det ikke alligevel til sidst var lykkedes ham at oparbejde et sæt komplet negative indstillinger til tilværelsen som sådan.

Det var tit sket for ham at han havde en dårlig dag. For sådan en som ham var træerne aldrig nogen sinde groet ind i fædrelandets himmel.

Men her stod han nu med en hel kurv fuld af blomster og måtte se i øjnene, at det ville blive mere og mere umuligt at få dem solgt, efterhånden som natten skred frem.

"Tunesia shit!" havde manden råbt efter ham ud af døren.

Men med til historien hører også at sådan blev det ikke ved med at være. Til sidst blev Abdelkader glad igen - og fuld af fortrøstning til fremtiden.

Det havde kostet ham en lang dags arbejde at samle og binde de blomster.

Han havde sat de udsprungne blomster på en pind og med stor forsigtighed viklet sølvpapir om. Eller han havde spundet dem i lange ranker af tynde flager hvis fyldige dufte stadig hang i nattemørket om ham.

Men de spæde jasminknopper havde han sat på en snor, som aflange hvide perler i en bedekrans. De var specielt attraktive direkte mod en ung kvindes solbrunede hals. Det var noget han vidste af mange års erfaring.

De ville visne i løbet af natten, i morgen skulle de udskiftes med friske. Enhver ved at hvide jasminer hurtigt løber an med brune pletter. Lige nu kunne han bare ikke komme på, hvor der var friske at finde.

En mand burde have købt disse jasminer og ladet dem passere ned over sin kvindes hår. Det var ikke kun derfor, Abdelkader elskede sine blomster. Men det var afgjort en del af meningen med deres ukuelige spiren frem.

Abdelkader solgte af princip kun nyskårne blomster. Lige nu var der bare ikke særlig mange at finde herude ved kysten, en kraftig storm havde gennem nogle dage flået mange ned fra grenene og spredt dem ud over denne jord der tilhørte hans folk.

Fønikerne havde været på denne jord, og grækerne og romerne, store profeter var kommet langvejs fra og havde stukket deres spyd i jorden og grundlagt helligdomme her. Kairouan! Hellige Kairouan! Og nu var det hele så beskidt og ligegyldigt.

Tunesia shit, javist!

Men hvor kunne de ellers få jasminer midt i december - ikke hjemme hos dem selv.

Hjemme hos dem selv lagde de ved denne tid op til noget der hed jul, og deri - havde han erfaret - lå nu hele deres tro.

Han havde også hørt at december hjemme hos dem var en fuldkommen katastrofe af kulde og altædende tåge, og at det måske var den vigtigste grund til at de fejrede denne julehøjtid.

Men det mærkelige var, at sådan så de egentlig ikke ud. Det virkede, som om de var fulde af energi, og der var ikke noget i vejen med deres evne til at tjene penge.

Måske gemte de det af vejen inde i sig selv. Måske var det derfor de var blevet så afvisende og skaffede ham alle hans negative tanker.

Han havde egentlig ikke noget imod dem, selv om de naturligvis på sæt og vis teede sig besynderligt. Der var bare det at de med tiden var begyndt at trække sig længere og længere ind bag deres skal.

Turisterne blev ved med at komme, både her og andre steder. Men samtidig virkede det som om de blev mere og mere bange og nervøse for alle de steder de så inderligt ønskede at se.

Som nu i aften - han havde ikke engang kunnet få lov til at forære en jasminranke bort, til et barn. Det var den kønneste af alle hans ranker, men de havde i lang tid strittet imod og ville ikke lade barnet modtage gaven.

Selvfølgelig havde han haft en bagtanke med det - når først de så hvor smukt det klædte dette barn at bære sine jasminer, så ville alle de andre i baren sikkert også få lyst til at smykke sig selv og hinanden med dem.

Det ville gribe om sig, og han kunne forlade stedet med penge på lommen og sympatien i behold.

Rent bortset fra det havde det været hans overbevisning, at ranken hellere måtte smykke barnets hals, end risikere senere at blive hældt i havnen sammen med resten af kurvens indhold.

Det var selvsagt ikke stederne i sig selv de var nervøse for. Det var alle de mennesker herude. De var bange for at strømmen skulle vende, og at han og hans folk skulle begynde at vandre op mod deres steder.

Abdelkader krydsede over gaden og vandrede hen langs stranden for at gå tankerne på plads. Der var mange mennesker oppe på promenaden endnu, men det var for sent. Jasminerne var begyndt at nikke trist, de første brune stænk ville snart kunne ses på knopperne.

De var jo bange for at alle de fattige mennesker hernede en dag skulle finde på at sejle op over havet og storme kysterne deroppe.

De var nervøse for de utalte skarer, der stod på spring for at spolere deres jul og andre højtider.

Han stoppede op og gav sig igen til at spekulere på hvordan de havde båret sig ad. Hvordan havde de klaret at skære kagen så godt ud til deres egen fordel.

Det kunne han godt lide at vide. Og hvornår var det begyndt, det måtte jo være begyndt engang.

Hvorfor kunne han ikke få lov til at være storsindet og forære barnet en blomst? Troede de at hans hjerte var en bundløs sump af salt og snyd, var det sådan de betragtede ham og hans folk?

Han kiggede ned i sin kurv. Måske var det jasminernes skyld alt sammen. Men kunne den almægtige virkelig tillade, at nogen lagde så tungt et ansvar på en blomst, så smuk og forfængelig den også var.

Hans stædighed havde trods alt sejret til sidst. Barnet havde fået sin blomst. Det var ikke lykkedes før i tredje forsøg, men der var ikke meget i denne verden, der kunne hamle op med hans stædighed i det lange løb.

Der var blot det ved det at den glæde han normalt følte ved at give noget bort, var udeblevet. Sådan var det når man ikke fik andet end vrantne miner igen.

Han bevægede sig hen langs rækken af hoteller. En stor hånd trak skyerne bort fra byen og lod en streng af måneskin rinde op over himlen som en manende finger.

Han turde ikke engang vove sig ind på et af disse store lysende hoteller - der havde andre tinget sig ind og havde lagt deres tiende.

Havde han endda bare fået solgt fire blomster. Det halve af fire var to, og de to havde været hans egen fortjeneste - men det halve af den ene dinar han reelt havde tjent var nul, for mindre end én dinar kunne han ikke nøjes med at betale for at få adgang til baren.

Nattens ånde var hed, havet trak vejret med uendeligt mådehold. Orion strammede sit bælte i en ret vinkel mod jorden.

Han så disse mærkelige mennesker gå forbi sig på alle sider, de hvide folk med deres store maver og deres lange stankelben, i korte bukser, sjuskede med sig selv.

Lade og vantro var de, selvfølgelig ikke fuldkommen tilregnelige, men dog en slags gæster i fædrelandets hus.

Kvinderne. Ifølge hans egen tro var det sådan, at havde man set en kvindes ben, så var det lige så godt som at have gjort noget ved hende. Men hvordan kunne nogen mand nogen sinde blive færdig med at gøre noget ved alle de kvinder der gik forbi her med deres bare arme og deres pudrede lår?

Han kunne ikke få sig til at prakke dem sine blomster på nu. Der var så mange andre der var ude med snøren. Og hvad skulle de med hans halvvisne buketter, når alt hvad hans land ellers kunne frembringe blev udbudt her på promenaden, til næsten ingen penge.

Månen var på vej op over fyrtårnet. Nede i strandkanten fik han øje på en død trane, vippet op på kysten af bølgerne. Med knækket hals, kuet af stormen derude over Sirtebugten.

Man kunne stoppe den ud og sælge den for en ret pæn sum penge. Men dens fjer var ikke præsentable mere. Den havde ligget ude i lidt for meget vejr, den trane. Den havde villet for meget og var ikke spor rentabel mere.

Måske skulle alle de mennesker være blevet hvor de var, hellere end at storme rundt her og pådrage sig hans folks dulgte vrede. Han vidste med sig selv at hans landsmænd blev fortørnede og hadefulde over for enhver der ikke godvilligt lod sig tage ved næsen.

Der var tusind måder at snyde på, alle lige så ældgamle som hans egen kultur, og alle sammen blev de forsøgt. Han selv tog en regulær overpris for sine blomster, men det var noget alle var på det rene med.

Og skulle det være, forærede han gerne væk - for han vidste også med sig selv at inderst inde var han en gavmild sjæl.

Problemet var at blomsterne var den eneste måde han og hans familie kunne skaffe sig rede penge på.

Men det der skulle have været et gavmildt strømmende tilbud til de store skarer af turister, det var med ét slag forvandlet til en slags tvang. Det havde han aldrig hørt om før - at tvinge fremmede til at købe snyd og bedrag.

Det ville næsten svare til, at han selv fik et tilbud om at rejse op til deres kolde lande mod at lade kone og børn sidde derhjemme uden at kunne se dem en gang imellem.

Han havde et mildt sind, det vidste han i grunden godt, han havde altid underkastet sig loven. Han havde aldrig brudt nogle af religionens forskrifter og havde altid taget hensyn til sin kone. Det var en selvfølgelig del af ham.

Han havde været som et barn med sine børn, og alligevel mærkede han nu hvordan noget kogte op i ham, og han måtte spørge sig selv hvad det var for en slags raseri der rørte op i hans indvolde.

Han havde jo set det hele før, der var intet nyt i det. Men det der gav ham et anderledes syn på tingene var måske at han aldrig før havde følt sig så ilde til mode over intet at have solgt.

Men som før sagt - til sidst gik det alligevel sådan at han så lys under himlen og følte en uventet glæde i sin sjæl.

Månen havde nu lagt sig halvt om på ryggen inde over havnen. Den ene og rigtige halvmåne. Han gik langsomt over mod medinaen. Men vendte sig så mod månen igen og kiggede fuld af en ny undren op i dens skæve smil.

Han længtes pludselig væk. Han vidste ikke hvor han længtes hen, for han kendte intet af alt det der lå på den anden side af havet og bjergene. Men dette var første gang i sit liv han følte sådan en længsel.

Han havde længtes efter sin kone og børnene, han havde længtes efter at foretage den syvende rejse til Kairouan. Men han havde aldrig nogen sinde tænkt på at der måske lå en stor verden derude som ikke vidste at han længtes efter den.

Abdelkader blev afbrudt i sine tanker af et større skænderi der var under opsejling ovre under medinaens mur. Det var det sædvanlige, en flok af de hvide var gerådet i klammeri med en ung fyr der ikke ville slippe dem før de havde stukket ham et par dinarer i hånden.

Han drev lidt derover ad, nysgerrigt, ørkesløst. Det var nu ikke helt sandt at han ikke vidste hvordan der så ud deroppe.

Engang imellem kom der billeder på skærmen i hans eget land, det var som en strøm af syner der gled direkte fra skærmen og ind i hans egen længsel.

Han kom til at tænke på hvordan han selv havde levet gennem hele sin barndom og ungdom. Sådan var der i øvrigt stadig derhjemme. Får og æsler var der, ingen kamel, den var der aldrig blevet råd til.

Dér overlevede kone og børn, alle sammen lige fortrolige med dyrene og dyrkningen af nogle få oliventræer.

Men det forslog langtfra - flere gange om måneden måtte han tilbringe dagevis herinde i et forsøg på at få afsat nogle af sine blomster.

Det tusindårige åndedrag bestod stadig ude i landet, men noget nyt var kommet snigende ind. Byens hurtige omsætning, hurtig elskov, uden nogen slags forpligtelser, men med masser af bagtanker. Byens hurtige handler.

Alt hvad han ejede af blot nogenlunde værdi var en blomsterkniv som han brugte til at pode, beskære og binde op med.

Han kunne når som helst lade en finger glide hen langs dens papirstynde æg, kniven var hans, den var skarp og smidig, men som sagt det eneste han ejede af nogen værdi.

Det eneste det reelt gik ud på, var at skaffe en dagløn der svarede til værdien af et enkelt brød, i rede penge. At tigge var bedre end alt det andet - men det var ikke alle der kunne få sig til det.

Det krævede øjenkontakt med de fremmede at tigge - og det i sig selv var ikke særligt eftertragtelsesværdigt. Men det var værre at tiggeriet nemt fik turisterne til at føle sig små og utilpasse og kunne ende med at skræmme dem væk.

Det bedste var at betjene dem på deres egne betingelser. Og for dem der forstod at indrette sig, var der sidegevinster nok. Der var kvinder, udenlandsk valuta, spiritus.

En hel del af det var ikke tilladt, og dog blev det ved med at strømme ind i landet, som en flod, og uden at nogen rigtig syntes at kunne forstå den dybere mening med det.

Hans eget folks nysgerrighed med hensyn til disse mennesker var stor, den var meget stor - men det gik nu mest på hvor meget man kunne se af kvindernes bryster og køn i øvrigt.

"I fuck you, I cry!" råbte hans landsmænd grinende. Han havde fået det oversat, og var bagefter blevet enig med sig selv om at han vist heller ikke hér forstod den dybere mening.

Ville de gerne - eller var de helst fri? De ville nok gerne, de kunne nok ikke tænke sig noget smukkere end hår der skinnede som sølv. Men hvad var der så at græde over?

Han havde også fået forklaret, at hvis det gik den omvendte vej, hvis nogle herfra tog op til deres lande, selv i små portioner, så risikerede man at få besked om at man gjorde klogere i at blive hvor man kom fra og lade sig hjælpe der.

Men det kunne selvfølgelig også skyldes at de selv havde så mange penge at de ikke på nogen måde havde brug for den smule han kunne bibringe med.

Her i hans eget land kunne de købe lige, hvad de havde lyst til. Men de vidste at de blev snydt, og var derfor aldrig tilfredse med at skulle betale prisen.

De søgte de virkelige skatte - de sjældne fund fra fortiden, både den romerske, den græske, og den fønikiske, ja, selv fra hans egen store kultur. Men intet af det var de parate til at betale ordentligt for.

Det næste ville vel blive at han skulle til at falbyde sine pigebørn til fremmede mænd, på lemfældig vis, og uden for ethvert anstændigt familiemønster. Drengene kunne vel forresten gøre samme gavn.

Han var nu kommet så nær på gruppen under medinaens mure at han nok begreb at det kun var småting sagen drejede sig om.

Hans unge landsmand derhenne havde guidet en gruppe på otte rundt i medinaen og forlangte nu to dinar af hver fordi ingen af dem havde købt så meget som et tæppe derinde.

Hvorfor i alverden skulle han ellers vise dem rundt i medinaen. Troede de han selv havde fornøjelse af at rende rundt i deres selskab.

Købte de ikke noget, var der jo heller ikke noget at dele i porten bagefter - det var noget ethvert tænkende menneske kunne sige sig selv.

I gruppen var der to kvinder, den ene var gravid, så de var på forhånd udsatte - den ene af mændene havde armen bundet op i en slynge. De virkede alt i alt som et såre lettilgængeligt bytte.

Det kunne i sig selv være grund nok. En anden kunne være at den unge mand også havde haft en dårlig dag. Han var nået til enden af sin tålmodigheds tråd og rystede desperat på hovedet over disse vantro og langede så pludselig ud efter manden med den dårlige arm.

Nu blev der ballade. Slaget havde ramt manden rent på hagen og sendte ham i jorden med den sårede arm nederst. Abdelkader så som i et glimt hvorledes denne handling kunne få hele baggrunden for hans forretning til at forsvinde i den blå luft.

Hvis det skete, hvis overfald og mishandling fik turisterne til at holde sig borte, ville det være det samme som at vende tilbage til et liv, hvor ikke engang det daglige brød længere var opnåeligt. Det måtte ikke ske.

Gud er stor, tænkte han, men stor nok til også at klare det her, uden hjælp fra sin tro Abdelkader?

Han lagde mærke til at månen lyste meget stærkt i hans øjne. Dens rolige smil var afløst af en brændende stråle der banede sig vej ind gennem hans nethinder - en ledestjerne.

Han sprang midt ind mellem de stridende parter, og samtidig med at han i blomstrende vendinger gav udtryk for sin helhjertede støtte til sin landsmands grundsynspunkter, greb han sin blomsterkniv og plukkede hans venstre øre af med et øvet snit.

Måske ville det alligevel, på en eller anden måde, vise sig muligt at vende strømmen af de billeder der gled så ubarmhjertigt og direkte ind i længslen.

Den unge mand faldt om på gaden, og mens han lå og skreg og blødte, prøvede Abdelkader at få de opskræmte turister til at forstå, at han også kunne bibringe med noget, og at han ville tage hele skylden på sig - hvis han nogen sinde blev fanget.

Han stod stadig med øret i hånden og tørrede det nu hastigt af. Så forærede han dem resten af sine blomster, sine levrede jasminer, han tømte kurven ud over dem og gav så det afskårne øre til den gravide kvinde, som en ringe erstatning bare, til at tage med sig hjem, en gave fra hans folk til hendes ufødte barn.

De skulle ikke længere nøjes med antikke skatte - de skulle have friske legemsdele. Øret lignede en sart og gylden orkidé, den sjældneste af dem alle - en musling mod hendes hvide håndflade, og han vidste at han havde gjort sit fædreland en stor tjeneste. Derfor blev han igen fuld af fortrøstning.

Det sidste han så af den lille flok var at de stod der midt i dyngen af hans blomster og stirrede fortabt efter ham, mens den frugtsommelige kvindes yndige, buttede fingre stadig ikke turde lukke sig om øret.

Selv sprang han som et kamelføl i den retning, Orions bælte udstak for ham, vis på at alt ville ordne sig til det bedste.