LIVETS HJUL

Inde i en forunderlig cirkel, i selveste midten af Jyllands hjerte, går en mand og beskriver en ikke mindre forunderlig spiral.

Han går der med sin græsslåmaskine. Den har motor på, men bag maskinen vandrer han støt af sted, mens græsset blir slået fra cirklens yderste rand og langsomt, hele vejen rundt, ind mod midten. Det må betyde kilometre at vandre den tur.

Jeg går også rundt derinde, men kun ude langs brostenene, der kanter keramikvæggen, Carl-Henning Pedersens billedcyklus: "Fantasiens leg - om livets hjul", afleveret her i Angli-gården engang i 1968.

Her går jeg hver morgen i denne tid, en opladning, en sindets opstramning, før dagens undervisning på Herning Højskole.

Maskinens hjul drejer, græsslåmaskinens, hele den keramiske udsmyknings hjul drejer, livets hjul. Fantasien får frit spil, så længe man går her, lukket ude fra verden.

Kun nogle trætoppe, et par antenner og en flagstang rager op over taget som mindelser om noget derude. Ellers er man lukket inde mellem farver, former og en fantastisk leg, indesluttende en grøn plæne - som skal slås, to gange om ugen?

Står man inde over den lille rist, der markerer centrum, kan man også se det øverste af et par ovenlysvinduer. Men så har vi også taget det hele med.

Manden går rundt med sin maskine. Jeg går rundt langs kanten, så tæt på væggen at dens flimmer af farver blot er - et flimmer af farver. Men ovre på den anden side kan jeg se hele cyklussen glide forbi mig i sin storartede rigdom.

Farverne flimrer, manden og jeg ser ikke på hinanden, vi har hver sit ærinde, vil helst ikke forstyrres.

Netop som jeg spekulerer på, om han virkelig vil gå på den måde helt ind til cirklens centrum, kaster han et enkelt blik til siden, i min retning, han har altså set mig.

Han ved godt, at jeg har set ham, hvordan kan det være andet, men jeg lader stadig, som om ingen af os har set hinanden, på den måde behøver jeg heller ikke blive knotten over, at han går der og forstyrrer stilheden med sin motor.

Det er ikke mange gange om året jeg kan gå her. Men hver gang føler jeg, at dette er et af de fineste rum i Danmark, så sluttet om sig selv, så åbent i sit indre univers.

Hvad foregår der på kaklerne? Hvad ved jeg om det! Jeg er fra første færd veget uden om at tolke eller analysere dem. Jeg ænser kun farverne, bemærker skiftene, vendepunkterne, det utrolige anslag.

Jeg ser fabeldyrene, den sorte sol, de små menneskelignende gopler. Jeg véd, at det der er en blæksprutte, måske, og der flyver en hval, gud ved hvor den skal hen?

Jeg ved også, at dette spil af tunge farver bevæger sig i en uendelig cirkel fra fødslen og lige inde i døden, eller det kunne jo også være omvendt, og jeg ved at hver den, der lader sig lokke ind i cirklen, blir indfanget af dens magi.

Og det uanset om man kommer i flok og følge for under hujen og støjen, eller måske fremsigelse af et norsk eventyr om hvordan ulvene kom i skole, at afprøve stedets akustiske kvaliteter med ekko i flere omgange, eller om man lister sig ind alene og håber og beder til, at ikke flere vil finde vej herind blot de næste ti minutter.

Måske er det bare farvernes tyngde, der udgør hele trylleriet, disse keramisk dybe toner af himmel og hav, af skære solnedgange og skingrende sammenstød mellem kloder.

Eller også er det det store åndedræt i fortællingen, det brede spekter i en fabel, som helst vil lades i fred.

Hvor mange timer om året ligger den alene, for i stilhed at berette sin historie om og om igen, i en stadig slyngen sig om sig selv, herude midt på heden, som i vore dage er forvandlet til et fabriksområde, engang lå der bag cirkelmuren rad på rad af systuer i den gamle skjortefabrik.

Nu er det et museum, kranset inde af marker, markeret af Højskolens opretstående langhus, højhuset, af Tekstilskolen og Utzons tiloversblevne "Iskiosk fra Sidney-operaen", af skulpturparkens enorme kreds af grønt i grønt, en gigantisk flade af det pureste ingenting.

Og to gange om ugen (?) kommer her en mand forbi og slår altså græsset med nøjagtig akkuratesse i sit indre cirkel-sigte, og et par gange om året kommer en anden en og slipper sjælen løs herinde, hvor den ikke kan komme ud.

Jeg ved ikke, hvem der ellers kommer her, jeg tager det ikke så nøje, men nu går vi her altså samtidig, manden og jeg, og vi lader stort set, som om vi ikke eksisterer for hinanden.

Og så sker det alligevel, det store brud på tid og sted, skredet i rummets farver, den uventede, universelle sammenstyrtning, nedsmeltningen som får selve kaos til at åbne sig, og hvorfra der ikke er nogen vej tilbage:

Mens jeg endnu svimmelt prøver at forestille mig hans sidste, sikre drej ind mod midten, svinger han med et dristigt tag sin maskine på tværs og begynder at slå resten i lange, lige stræk, som var det en fodboldbane.

Man skal ikke lade sig fange i en fælde, tænker jeg, han har en mening med det, der findes altid en dybere hensigt.

Men den er nu ikke sådan at få øje på, han farer bare frem og tilbage over det sidste stykke på den måde, og så er han færdig og kan få fyr på piben.

Det er måske slet ikke så indviklet, som man tror, alt det med kunsten og magien. Det er måske bare at beslutte sig for en anden retning, når man er træt af at trave rundt i manegen som en anden cirkushest.

Vi kigger igen på hinanden, et kort blik hen over denne verdens kaotiske muligheder, og så er jeg allerede på vej ud gennem cirklens munding, den åbner sig villigt nok, og er på vej tilbage til en frisk start på højskolen:

Hvad kan man egentlig fortælle andre mennesker om kunst og kunstens væsen, altså ud over at man helst skal være flittig og slå sin græsplæne, gerne to gange om ugen?

Og udenfor sidder Svend Wiig Hansens Moder Jord i gedigen bronze og beskuer verden med sine skrævende ben og det kryptiske blik i øjnene.

Endnu en af den slags forunderlige cirkler, som findes i så stort et tal her på egnen.

Det er meget godt alt sammen, synes hun at udstråle, men se nu alligevel hellere at komme i gang.

Det er så hvad jeg gør, ser at komme i gang. Når det nu en gang ikke kan være andet.