HEYSEL-FUGAEN

 Et radiospil

af

Kaj Nissen

Stykket foregår i 1985, i Heysel
og Torino og på vejen derimellem.

PERSONERNE:

Luca (17-18 år)
Store L (mandens stemme i Luca)
Lille L (barnets stemme i Luca)
Vennen
Kæresten
Faderen
Moderen
Chefen
Tv- og radio-speakere
Diverse stemmer

(Tillige vennen Giorgio, men han dobler så at sige kun Lucas stemme op, i starten og repriser - bortset fra et dødsskrig)

MUSIK:

VERDI: "REQUIEM" (1874)
MIKE OLDFIELD: "THE KILLING FIELDS" (1984)

HEYSEL-FUGAEN

Scene 1:

(Heysel Stadion, den 29. maj 1985. En times tid før cupfinale-kampen mellem Liverpool og Juventus skal i gang. Forventningsfuld råben og skrigen og masser af tudehorn. En vis lystighed gør sig gældende, opmuntrende sange, trommer. Vi oplever stemningen gennem LUCA - en ung, italiensk fodboldfan, som er til stede sammen med vennen Giorgio. De er begge meget højt oppe)

LUCA: I slipper ikke levende herfra! (sammen med Giorgio) Juventus, Juventus, Juventus! Platini, Platini! - Hej, I der Liverpool-folk, har I bestilt tid hos bedemanden! Ellers skal Luca her nok tage sig af det. (med Giorgio) Heja, Juventus, bank dem, slå dem ned, ind under græstørven med dem! - Gå hjem og slik jeres egen mor, nosseløse køtere! Der er nummererede pladser til jer i helvede! (med Giorgio) I skal dø i dag, I skal dø!

(stemningen er tydeligt ved at skifte, en ondere tone gør sig gældende, der hujes ikke længere, men råbes forbandelser. Der er regulære kampe i gang, og tungt skyts brager ned overalt)

LUCA: Hej, Giorgio, se ham der, han er englænder, hvad vil han her hos os! Giv ham en på snotten, smid ham ind over hegnet til hans egne, han stinker! - Nej, Giorgio - nej - lad ham være! Pas på - de kaster med sten - de smider med - det er jernstænger! Pas på, Giorgio! - Slip ham, for fanden! Slip ham!

(i den mellemliggende tid er stemningen på tilskuerpladserne skiftet totalt. Massakren mellem fans fra de to klubber er i fuld gang. En mur braser sammen. Kaos og vild kamp, skrig og gråd og kvæstelser. Reallyd, hentet fra de originale lydspor)

LUCA: Giorgio - kom her! Pas på gitteret, det braser sammen - det - Giorgio! (i vild panik) Giorgio!! (et dødsskrig fra Giorgio, ekkoet i et lige så vildt brøl fra Luca) Idiot, idiot!!

(helt tæt på Luca, baggrunden meget fjern og meget svag, måske kun en dump tromme - andet hører Luca ikke på dette tidspunkt)

LUCA: (meget lavt, meget desperat) Giorgio, det er mig - Luca! Sig noget, hører du! - Giorgio! Vi skal bare over på vores egen side! Kom nu! - Giorgio, Giorgio! (græder) Jeg mente det ikke, jeg mente det ikke -

Scene 2:

(Reallyden igen meget højt, men nu via et fjernsyn med italiensk speaker. Vi er i Lucas hjem i Torino. Familien har forsamlet sig foran fjernsynet. Under dette afvikles fortekster)

FADEREN: (forholdsvis rolig) På den måde får de sgu da aldrig den kamp i gang.

MODEREN: (mere ængstelig) Hvor er min søn, hvor er Luca, hvor er han henne?

VENNEN: Luca er sammen med Giorgio, de skal nok klare sig.

KÆRESTEN: Jeg savner ham sådan. Skal vi ikke slukke for det?

FADEREN: Han er snart hjemme igen! Der er ingen der slukker!

MODEREN: (da det blir værre) Åh gud, min stakkels lille Luca! Kan I se ham nogen steder?

FADEREN: Knægten er voksen, han har reddet sig ud af det der var værre.

KÆRESTEN: Jeg kan ikke lide at se på det, bare han var hjemme igen.

VENNEN: Et lille slagsmål. De er her senest i morgen aften.

FADEREN: Det ordner sig. Fodbold er for voksne mænd.

MODEREN: For mig er han stadig kun et barn!

FADEREN: Han var sgu stor nok i slaget da han tog op til Heysel!

Scene 3:

(Uden for stadion. Ambulancer nær og fjern - men også nogle fugle og under det hele rislen af vand. En præst der messer over de døde lige i nærheden. Luca går forbi alt dette, han taler til det, men han ved ikke at det er det han gør)

LUCA: (rablende) Det er min far der synger - det er min mor der græder - hvor løber vandet - Luca - løber - ud af en prop - i havets bund.

(han begynder at græde. Ud af gråden dukker der langt borte, dybt nede, en stemme op, LILLE L)

LILLE L: Det er mig der er Luca, jeg vil gerne puttes, mor skal putte mig - ikke lade mig være alene herude.

LUCA: (grædende) Af en prop i havets bund - vi er de bedste - ud i en spiral i havets - - idi-idiot.

(ud af gråden dukker endnu en stemme, der trænger sig mere på, STORE L)

STORE L: Hold kæft med det flæberi, det er mig der er Luca, jeg finder ud af det her selv, jeg er den der er gået.

LUCA: (grædende) Blod i øret, blod på ærmet - svøbt i et brunt tæppe - min far der synger - min mor der græder.

(han græder videre. Store L prøver et par ræsonnerende ord af på sig selv, mens Lille L råber bange op et sted i baggrunden)

STORE L: Så er det heller ikke værre. Må bare se at finde hjem nu. Hvor langt kan der være hjem til Torino herfra? Fra Heysel hjem til Torino er der - - må nok se at komme hjem - hvor langt er der?

(den lille forskræmte stemme dukker nu tydeligere frem i Lucas hoved, en dreng der er frygtelig bange, men ikke VIL græde)

LILLE L: (kommer halsende) Vent på mig! Vent! Tag mig med!

STORE L: Hvem mig?

LILLE L: Mig - lille Luca! Vent!

STORE L: Pis af! Det er mig der er store Luca!

LILLE L: Jeg vil ikke være her mere!

STORE L: Du er her slet ikke!

LILLE L: Jo, jeg er!

STORE L: Du tæller ikke!

LILLE L: Jeg er altid med.

STORE L: Nu går jeg!

LILLE L: Ikke hjem, ikke hjem!

(han overdøves af en vældig lyd af bølger der skyller op mod en strand, kraftige dønninger der truer med at drukne alt og alle. Fjernt, som hørt under vand, dukker en magtfuld bid af Verdis Requiem frem. Det hele klinger ud langt borte)

Scene 4:

(Lucas fødder begynder at komme ind i en endnu usikker rytme, mens han hæst forsøger at synge en stump af Requiet. Store L rømmer sig for at mande sig lidt op. Luca opgiver at synge)

STORE L: Jeg går til Torino, om du så piver eller synger. - Det her er Belgien - det derinde er Heysel Stadion. - Vores hold spiller ikke her i dag. - Og det er mig der har styr på fødderne.

LILLE L: (snøfter lidt) Det ser ikke godt ud med det blod på ærmet. Og hul i hovedet, mand. Du skulle ikke have råbt. Så du hvor Giorgio blev af?

STORE L: Det var mig de var ude efter. Men sådan leger vi ikke.

LILLE L: Hvis vi går hjem nu - uden - alene - uden Giorgio -

STORE L: Et lille slagsmål, de fik hvad de havde godt af.

LILLE L: Det mener du ikke! Hvad skal vi sige når -

STORE L: Kryb du bare ned i mørket og klap i!

LILLE L: De vil sige vi har kludret i det -

STORE L: Fodbold er for voksne mænd!

LILLE L: De vil give os så mange bank -

(Giorgio og Luca sammen, i en høj og klar reprise fra begyndelsen: 'Juventus, Juventus, Juventus! Platini, Platini!')

LILLE L: Hvor blir han af - hvorfor kommer han ikke!

STORE L: Giorgio skal nok klare sig. Vi kan ikke vente på ham.

LILLE L: (skriger hysterisk) Jo, vi kan! Selvfølgelig kan vi det! - Kom nu, vend nu om!!

Scene 5:

("Etude" fra "The Killing Fields" lægger sig ind over Lille L. Den dækker ham fuldkommen. Efter nogle takter glider musikken over i fjernt råbekor fra stadion - det lyder som en brænding mod en kyst, men også som et beroligende åndedræt)

LILLE L: De vil tro, jeg har gjort noget, der er lige så slemt som dengang bedstemor -

LUCA: Det er min far - det er min mor - det er min far -

STORE L: Det var ikke din skyld at bedstemor døde!

LILLE L: Jo, det var! Fordi jeg larmede!

STORE L: Hun var død alligevel.

LILLE L: Tror du det?

STORE L: Det er jeg sikker på.

LILLE L: Jeg vil helst ikke hjem, jeg tør ikke se dem i øjnene -

STORE L: Der er sgu ingen der giver os bank. Hold nu kæft lidt -

LUCA: Det blir blåt - det blir sort - jeg skal videre - opad -

(et fjernt, halvkvalt skrig fra en der er ved at drukne. Overdøves af reprise fra begyndelsen - Luca og Giorgio: 'I skal dø i dag! I skal dø! Heja, Juventus, slå dem ihjel!')

LILLE L: (begynder at græde) De vil sige at det var kun hvad man kunne forvente af sådan et klummer som mig - og hvis der nu var nogen der døde derinde og - - vil de så også sige det var min skyld?

Scene 6:

(En landevej, stille forårsaften. Fugle, et pludrende vandløb. Fødder mod grus. Luca går og udstøder nogle uforståelige ting mellem tænderne. Et par stemmer kommer samtalende nærmere, men ikke så tæt på, at vi kan skelne sproget. Luca standser op og venter, indtil de er kommet forbi. Så går han videre, mens han fortsat mumler, nu kan vi dog fange enkelte af ordene)

LUCA: (begynder at græde) At komme hjem er - - at komme hjem - - hjemme er - - en stor by - en glitrende tinde - irgrønne kupler - - to blå tårne -

(en stump af Etuden kommer op og fejer ham videre ud ad vejen. I musikken blander sig kort en efterklang af Heysel-lyden)

Scene 7:

(Mens Etuden næsten toner ud og Luca stadig mumler, når Store L lige akkurat at undertrykke en grådimpuls. Han rømmer sig)

STORE L: Der hører du, hjemme er - - hvor fanden var politiet henne!

LILLE L: (snøfter) Hvad? Det ved jeg ikke.

STORE L: Jeg skulle selv være gået ind og have stoppet det!

LILLE L: Kunne du det?

STORE L: Slagsmålet! Så var det aldrig gået så -

LILLE L: Tror du?

STORE L: Nu afbødede jeg kun slaget for mig selv. Jeg kunne have -

LILLE L: Selv om du råbte? Og Giorgio?

(Giorgio og Luca i en kraftig reprise fra begyndelsen: 'Heja, Juventus, heja, Juventus, heja, Juventus!')

LILLE L: Tror du han er taget i forvejen? Så har han måske taget vores billetter med. Det var ham der fiksede billetterne.

(Etuden kommer op igen, meget langsomt, meget hvilende)

STORE L: (meget voksen) Jeg går hjem. Hjem er en by, hører du. - Man kan bo der, måske spise. Sove, måske - alt det kan man gøre hjemme. Søvn er hvad der er brug for, og hold så kæft lidt, din lille orm!

LILLE L: (meget lille) Men hvad er det du vil hjem til?

(sammen med Etuden den umiskendelige lyd af erotiske udfoldelser, dragende, lokkende, Lucas navn forekommer. Krydsfade)

Scene 8:

(En lille by, nat. Ingen ude, men fra alle huse høres lyde af radioer og fjernsyn. Lucas fødder mod fortovet. Så pludselig: Lyden af tumulterne vender tilbage, ud af et åbent vindue, nu via fjernsynet, og med en speaker-kommentar på fransk. Det er den originale speaker vi hører kommentere. Meget højt, med en smule genlyd mellem husene. Tumulten svinder hastigt hen idet Luca giver sig til at løbe højt råbende bort gennem gaderne)

Scene 9:

(En dialog udvikler sig mellem Store L og Lille L, alt imens Lucas råben så småt dør ud og overtages af hans åndedræt, der kommer og går i panik, i takt med løbet. Et tog drøner forbi)

LILLE L: (svært nervøs) Hørte du om der var nogen døde - kunne du høre om -

STORE L: Nu løber vi efter det tog hele vejen hjem og -

LILLE L: Lort, mand, det er det værste du kan gøre!

STORE L: Gå så hjem og vask din mund med sæbe!

(Luca begynder under løbet at mane verden med et ord, som er: Cykel, cykel, cykel, i et staccatoagtigt samspil med dialogen)

LILLE L: (i stigende angst) De vil bare spørge hvor vi kommer fra - om vi er blevet sindssyge - det blir aldrig til noget med os mere -

STORE L: Der er 1000 km hjem, mand, det varer længe endnu! Selvfølgelig spørger de hvor vi kommer fra - de er bekymrede for os.

(en kort reprise fra starten - Giorgio og Luca: 'Heja, Juventus')

LILLE L: (falder lidt ned) Men så snart jeg dukker op, står de med deres åbne munde - de vil spørge og spørge lige til de får et svar, de vil have alt at vide - - jeg ved ikke hvad jeg skal sige til dem, ved du?

STORE L: Jeg ved at de venter på mig. De venter at jeg skal komme hjem og overtage min del af ansvaret - et fælles liv - en familie.

LILLE L: (pause) Sådan sagde du sgu ikke før vi tog herop. Hvorfor vil du nu -

STORE L: Jeg ved bare at jeg ikke har gjort noget galt. Og jeg ved at - der ikke mere er noget der blir som det var før.

LILLE L: Før vi tog herop, glædede jeg mig sådan. Jeg var sikker på det ville blive en stor kamp. Tror du ikke også, det var blevet en stor kamp? Giorgio var helt sikker på at vi nok skulle vinde.

STORE L: For enden af den vej ligger der et hus. Der overnatter vi. Når vi har hvilet, går vi hjem og fortæller dem at vi er i live.

LILLE L: Kunne vi bare være kommet foran 1-0. Så havde de ikke haft en chance. For er der noget Juventus er gode til, er det at smadre de andres opspil. Jeg syntes nu jeg hørte, der var nogen -

(Luca får en stump Verdi med ud ad vejen. Plus et kort strejf af en kraftig brænding. Dette danner gradvis overgang til - )

Scene 10:

(Tung regn. Luca står og ser ud over en motorvej. Biler kører forbi i regnen, i et evigt sus fra pjaskvåde dæk. Et råbekor)

LILLE L: Om formiddagen - kan du huske det, vi var til bryllup inde på det store torv. Vi var der alle, både dem og os, med hatte og tørklæder - vi blev fotograferet - Liverpool med brudgommen - og Juventus med bruden. Giorgio dansede med hende -

STORE L: Giorgio har altid været - jeg må snart se at komme hjem til min kæreste. Hvad mon hun vil sige nu? Mon hun stadig vil -

LILLE L: Hende jager du jo bare ud og ind og vil alligevel ikke have!

STORE L: Jeg har måske været bange for at satse hårdt nok. De kan jo rende deres vej, og så står man der med håret i postkassen.

LILLE L: Kan du huske Fiona. Hendes far dyrkede ferskner. Så flyttede de. Bare fordi jeg spillede fjollet uden for hendes vinduer.

STORE L: Det er mange år siden nu. Så lille og dum kan man ikke - det er på tide jeg begynder at tage mine forpligtelser alvorligt!

LILLE L: (pause) Jeg ved bare ikke om jeg så godt kan lide mig selv mere.

STORE L: Kan du ikke, hvordan skal vi andre så kunne.

LILLE L: Måske har jeg gjort noget forkert.

STORE L: Det er ikke første gang så.

LILLE L: Det er altid mig der står der med røde ører.

(de blir stående lidt. Vejens lyd kommer op og fader så igen)

STORE L: Derfor skulle du også tage og høre på mig nu. Jeg ved hvad jeg snakker om. Der er ikke noget at være ked af, og selv om du er en møgunge, er det ikke din skyld alt sammen. Det er umuligt.

LILLE L: Jeg vil hellere være noget andet end det jeg er, et klummer.

STORE L: Det er ikke så nemt, når man først er røget ind i en stime.

LILLE L: Jeg vil altid helst være et andet sted end der hvor jeg er.

(pludselig giver Luca sig til at trave fremad, hen mod vejen)

LUCA: En by er en by er et hjem er en strålende tindrende tinde -

STORE L: Det skal du også nok komme! Vi går ud og stopper en bil!

LILLE L: Nej, ikke en bil! Nej, det vil jeg helst ikke!

LUCA: Kardanaksel, gearkasse, oliepumpe, elektriske sidespejle -

STORE L: Det går simpelthen for langsomt på den her måde!

LUCA: (begynder at løbe) Forlygter, baglygter, blinklys, bremselygter, tågelygter -

LILLE L: Nej, ikke en bil, ikke en bil, det går for hurtigt!

LUCA: (stadig højere) En by er en by er et hjem er en strålende tindrende -

Scene 11:

(Det indre af en kørende bil, chaufføren sidder og nynner med på en tysk melodi fra bilradioen. Luca sidder udeltagende ved siden af, han snøfter måske lidt. Store L memorerer)

STORE L: Kardanaksel, gearkasse, oliepumpe, elektriske sidespejle, forlygter, baglygter, blinklys, bremselygter, tågelygter -

(bilradioen tunes, og pludselig dukker Heysel-stadion op igen, meget højt, og med en smule forvrængning i bilens trange rum. Luca råber og prøver at komme ud. Bilen bremser hvinende op)

LUCA: (mens bilen standser) Ikke en bil, ikke en bil, ikke en bil! Det går for hurtigt!

(han får omsider døren op og springer ud, mens biler drøner meget tæt forbi på den våde vej. Oven i dette lægger sig nu det særlige råb, der er karakteristisk for Liverpools fans)

LUCA: (råber gennem larmen) Det er min far der synger - det er min far der synger -

(et stykke af Etuden kommer op i et vældigt crescendo og får skubbet det hele af vejen, måske bortset fra den våde susen)

Scene 12:

(Etuden og suset mod den regnvåde vej afløses af en fredeligt pludrende bæk. Luca kommer gående langs bækken. Et par fugle. Afløses af Verdi, noget meget blidt, sunget af en sopran, det blir liggende under Lille L's rolige og bedrøvede enetale)

LILLE L: Nu er vi snart nede ved bjergene. Og der er ingen strande. De svarer på tysk, bare vi beder om et glas vand. Ingen forstår, hvad vi siger. Hvorfor kan jeg ikke få det, sådan som jeg vil have det. Hvorfor kan jeg ikke få lov til at stikke af ud til havet og sidde bag en klippe på en strand. Så kan vi altid gå hjem bagefter. Jeg kan godt lide sandstrande med rigtigt sand. Det løber ned mellem tæerne og kryber ind i bukserne. Man får det i håret, og bagefter skyller man det hele af sig i vandet.

(Verdi er slut, bækkens pludren går via brænding over i - )

Scene 13:

(Stor stilhed. Luca har lagt sig til at sove. Kun de to stemmer der hvisker sammen i stilheden)

LILLE L: Giorgio sagde også altid at Liverpool heller ikke havde nogen som Platini, eller Boniek, eller -

STORE L: Giorgio havde ikke altid ret, Giorgio var ikke altid -

LILLE L: Hvor længe vil de billeder blive i os?

STORE L: Altid. Det skal du nok regne med.

LILLE L: Holder det aldrig mere op!

STORE L: Men mindre slemt -

LILLE L: (pause) Så du den bande oppe i Bruxelles der smadrede vinduet ind til smykkebutikken - de tog en stor sten og smadrede ruden, fordi politiet havde travlt - og så løb de væk med lommerne fulde -

STORE L: Jeg så dem godt.

LILLE L: Der lå nogle ringe og skinnede på gaden - - jeg kan bare ikke lide tanken om at jeg er i live, det er det hele.

STORE L: Du må prøve at vænne dig til det.

LILLE L: Du huggede en af ringene.

(Luca stønner lidt i sin søvn)

LILLE L: Hele verden vil snart være i hælene på os. Politiet vil stille os spørgsmål som ingen kan svare på. (hvisker) De vil banke os sønder og sammen. Sådan gør man altid med små Luca'er.

STORE L: Jeg har ikke slået nogen ihjel. Der er ingen, der kan gøre mig noget. Jeg prøvede bare at komme væk inden jeg selv blev slået ihjel. Jeg tror ikke der var noget jeg kunne have gjort.

LILLE L: Hvad skal du så med den ring?

STORE L: Give den væk vel.

(et strejf af togtur, et nedslag af Heysel med en superkort reprise af 'Heja, Juventus'. Så et forbifarende glimt af en far og mor, der skændes bravt og højrøstet, eller formaner)

FADEREN: Den knægt roder sig ud i noget skidt!

MODEREN: Lad ham nu selv finde ud af hvad han vil!

FADEREN: Den store lømmel finder sgu aldrig ud af det!

MODEREN: Giv ham lidt tid!

FADEREN: Farer sgu bare rundt og spilder sin tid!

MODEREN: Luca blir til noget stort engang!

FADEREN: Det skal jeg nok bestemme!

MODEREN: Lad ham nu være!

(glimtet af far og mor er forbi)

LILLE L: Kan du huske togturen op til Bruxelles?

STORE L: (med stigende ængstelse) En pige med blå øjne - hun sad hele tiden og kiggede på mig. Hun sad sammen med nogen vi drillede undervejs. Vi gjorde grin med dem - sang vores sange. Vi råbte efter dem. Inde på stadion. Ville have dem ned med nakken. Vi skreg. Smed flasker. Kaldte dem nosseløse køtere -

LILLE L: Det var Giorgio!

STORE L: Så væltede de hegnet og kom ind over os. Der var mange døde, jeg ved det, for jeg trådte på nogen af dem, og de rørte sig ikke engang, da jeg satte af på deres arme og ben.

LILLE L: (pause) Det kan være det går bedre en anden gang.

(Luca er begyndt at grynte og røre lidt på sig. Nu strækker han sig og er for alvor ved at vågne op)

STORE L: Der var det med den pige, ser du - at den farve øjne har jeg aldrig set. Den blå farve kan jeg ikke huske jeg har set før. Måske døde hun derinde - og alligevel tog jeg den ring op.

(Luca vågner helt og begynder at plaske med fødderne i vandet. Så stikker han hele hovedet ned i bækken og pruster. Vi hører det inde fra hans hoved, en gurglende, brølende lyd af vand)

Scene 14:

(Omgående afløses lyden af vand af et tv, med endnu en reprise af Heysel-stadion, nu med en tysktalende speaker. Knap så højt som tidligere. Yderst ligger en reprise af Giorgios dødsskrig. Luca løber væk fra det hele. Hans forpustede trav tager snart over, og går så i modspil med en ung piges latter og en serie erotiske udfoldelser, som ligger under hele scenens start)

LILLE L: (under løbet) De lå i plasticposer, på rad og række, jeg så det!

STORE L: Jeg sagde der var mange døde, jeg sagde det!

LILLE L: Men så mange, Luca, der var så mange!

STORE L: Så du nogen i et brunt tæppe?

(i erotikken en klar afvisning fra pigen: 'Nej, Luca! Nej!'. Luca stopper op. Erotikken nu mere afdæmpet, fader langsomt)

LUCA: (højt) Dejlig tøs - svøbt i et brunt tæppe - den farve blå øjne - en hule i havet - en ring under himlen - bjergenes sider i guld -

(Luca giver sig igen til at løbe, Store L tager sig sammen)

STORE L: Ringen er til min kæreste. Det siger vi så. Det er bedst, at jeg tager hjem og gifter mig - så snart min læretid er slut.

LILLE L: Først ville du ikke i lære, og nu vil du giftes!

STORE L: Det er det klogeste for alle parter.

LILLE L: Skal I så sove sammen?

STORE L: Det gør en mand og en kone.

(Lille L brummer. Erotikken er fadet. Løbet alene lidt)

LILLE L: Jeg skulle have taget min cykel med.

STORE L: Din cykel? Hvad for en cykel!

LILLE L: Du tror da ikke de kan have smidt den ud!

STORE L: Det ved jeg sgu ikke, jeg er ligeglad med din cykel!

LILLE L: Jeg kunne have cyklet hele vejen ud til vandet!

LUCA: (i forpustet løb) Cykel - cykel - cykel - cykel - cykel - cykel - cykel -

(en helikopter kommer hurtigt hen imod dem fra det fjerne)

STORE L: Vi kan jo ikke have alt dit gamle ragelse liggende.

LILLE L: Jamen, en cykel! Og min togbane - og hvis de nu også har smidt din Platini-trøje ud! Og mine flyvemaskiner - hvor er alt det!

(som et efterslæt når en sidste rest af Heysel-larmen frem. Og overdøves af helikopteren der kommer ned over dem. Luca udstøder en række forskræmte lyde og prøver at gemme sig af vejen)

STORE L: Dengang jeg kom i lære -

LILLE L: (nervøst) Tror du det er os de leder efter?

STORE L: (morer sig) Hold hovedet nede! Du er en værre lille bangebuks.

LILLE L: Der er også nok at være bange for! Ikke længere ud mod kanten!

(helikopteren svæver hen over dem. Luca udstøder nervøse lyde)

STORE L: Ramler vi på hovedet ned her, får vi måske hukommelsen igen!

LILLE L: Gør vi det?

STORE L: Det har jeg set engang.

LILLE L: Kan man ikke gøre det på andre måder?

STORE L: Du så selv den film, din odder.

LILLE L: (husker det udmærket) Det kan jeg ikke huske.

STORE L: Det var ikke os de ledte efter.

(siger han, fordi helikopteren nu forsvinder ud af billedet. Luca kommer langsomt på benene igen og går videre)

STORE L: Dengang jeg gik i lære - jeg vidste ikke hvad jeg ville dengang - jeg vidste ikke hvad jeg ville bruge mit liv til.

LILLE L: Fordi du ikke ville høre på mig!

STORE L: (overbærende) Du ville jo både være brandmand, astronaut og fodboldtræner!

LUCA: (glad ud i luften) Brandmand, astronaut og fodboldtræner! Brandmand, astronaut -

LILLE L: (glad og naiv) Jeg vil helst have alt sammen i hele verden - og resten oveni.

STORE L: (tørt) Du blir mekaniker ligesom mig.

LILLE L: Du ville jo ikke selv være mekaniker, flyveøre -

STORE L: Jeg vidste bare, at far ikke ville lade mig gøre det jeg havde lyst til - og du skal ikke kalde mig flyveøre!

LILLE L: (hoverer) Far var bange for du skulle rode dig ud i noget - far bestemte for dig - flyveøre ved stadig ikke hvad han har lyst til!

STORE L: (dybt fornærmet) Gu gør jeg da så. Jeg har lyst til at gøre det færdigt - og stå med mit svendebrev i hånden - men så vil jeg også - - det forstår du ikke!

(Luca traver så videre. Vinden øger. Fjernt et vandfald)

Scene 15:

(Etude fra "The Killing Fields" kommer op, små fragmenter, de samme der vender tilbage igen og igen og snor sig om teksten. Under det hele Luca, der stønner sig vej gennem grus og sten)

STORE L: Der blir en masse jeg må sige farvel til snart.

LILLE L: (fanger straks adressen) Mener du mig?

STORE L: Du og dine uendelige sandstrande, verden som en stor zoologisk have hvor man kan klappe dyrene og give dem franskbrød, en mor til at tørre tårerne af, og en far til at skælde ud - hvis man er kommet til at klumre - længere er den ikke - en verden inde bag din egen næsetip fyldt med bolsjer og broget papir, flyvemaskiner og sand i bukserne, det kan man jo ikke eksistere på.

LILLE L: (efter en pause) Hvad er det så man gør med de der piger, når man sover sammen?

(Luca stopper op midt i et skridt. Han står og ser sig om en rum tid. Vinden øger. Et stykke Verdi blæser forbi på vinden, Luca begynder at løbe opad. Sten rasler nedover. "The Killing Fields" og Verdi kæmper mod hinanden. Verdi vinder, og løfter sig op i et crescendo der synes at rive Luca med sig i løbet)

Scene 16:

(Luca kommer løbende ind i en tunnel, biler til alle sider af ham, han tager sig ikke af det. De dytter af ham, han reagerer ikke på det. Tunnelen forstærker larmen og frembringer af sig selv mindelser om tildragelserne i Heysel, her kun som bizarre brudstykker, men dog umiskendeligt derfra. Han råber ind over lydene, han stormer igennem, og kommer så pludselig igen ud i det åbne, hvor hans sidste råb gjalder over mod fjerne bjerge og vender tilbage som skingrende ekkoer. Det fader brat ud)

Scene 17:

(Lucas rolige åndedræt, svagt. Dertil en regn der falder let, men lydeligt, på hans isse)

LILLE L: (stille forundring) Og så sover man bare videre? Og får en masse unger?

STORE L: Der er også mere - - du hører kun det du selv vil høre!

LILLE L: Men hvad nu hvis man kommer til at gøre dem fortræd - hvis man nu gør dem kede af det, har man så også selv været ude om det?

STORE L: Det skal du ikke spekulere på.

LILLE L: Det er jo det jeg gør.

STORE L: (søgende) Det er også noget med - at spejle sig i en anden, hvis du vil vide det - og forståelse, at du ved det - og en fælles -

(Store L kan ikke finde på mere. Etuden op, meget svagt)

LILLE L: Hvad så med alle de billeder du har af nøgne piger?

STORE L: Det er da ikke særlig mange.

LILLE L: Du har gemt dem godt.

STORE L: Det blir vel min egen sag.

LILLE L: Bedre end togbanen i hvert fald.

STORE L: Det er noget alle har!

LILLE L: Gemt dem godt?

STORE L: Nøgne piger!

LILLE L: Ikke alle.

STORE L: Der hænger da også en på værkstedet. (pause) Du tror ikke de giver sig til at rode dem frem, mens jeg er væk, hvad?

LILLE L: Tænk bare på hvad de har smidt væk af mine ting. (pause) Dem har de vel også rodet frem et eller andet sted fra!

STORE L: Jeg smider dem ud - så snart jeg - så snart vi er hjemme igen!

LILLE L: (eftertanke) Det kan da også være, de er gemt godt nok. Nede under Platini-trøjen og autograferne og alle bannerne.

STORE L: Nej, jeg smider hele lortet ud! Man er også nødt til at se sig selv som - - at du indgår i en større - sammen med andre!

LILLE L: Jeg er mig selv og finder selv ud af det.

STORE L: Hvis far finder de billeder -

LILLE L: Så er det kosteskabet -

(de tier, alt tier. Kun Etuden ligger et sted omme bag)

Scene 18:

(En solvarm eftermiddag. Køer og får med klokker på afstand, nærmere fugle, og supernært: insekter der summer og svirrer.

Fra det fjerne nærmer et tordenvejr sig over bjergene. Luca tumler rundt og sætter ord på verden - stemmerne i symfoni)

STORE L: (hen over Luca) Måske var det ikke spor dårligt at trække hjemkomsten, bare lidt - man modnes og blir - - så holder det også længere -

LUCA: Vandet skifter i blåt, turkis og grønt - han bløder fra øret.

LILLE L: (bange for tordenen) Jeg kunne godt tænke mig at vende hjem nu. Der er så højt til loftet, jeg vil helst kunne høre far og mor når jeg skal sove.

LUCA: Nogle har blå øjne - andre har ikke - tårnet ligger på toppen af bjerget - højt til loftet.

STORE L: Vinde tid - må kunne bruge det -

LILLE L: Er det sådan når man aldrig mere har nogen at snakke med?

LUCA: Når det lyner skal man tælle til tre - så kommer skraldet -

LILLE L: Og når der er endnu længere tilbage end at tælle til tre?

STORE L: Man må også tænke på at når man én gang har valgt, så hænger man på den - hvor blir alle ens store drømme så af, tror du?

LILLE L: Jeg vil puttes.

STORE L: Tænk hvad jeg kunne være blevet, hvis jeg ikke var det jeg er.

LUCA: Så kommer skraldet - jeg vælger om og tæller til tre - en ring - ned ad bjerget - blå lyn øjne -

LILLE L: Der er ikke så langt mere.

STORE L: Du har mig at snakke med.

LILLE L: Ned ad bjerget og ligeud.

STORE L: Tage verden til sig - det ville jeg engang - erobre verden -

LILLE L: Kan man både gifte sig - være mekaniker - og erobre verden?

STORE L: Det med lærepladsen var min fejl. Jeg kan gøre den god igen -

LUCA: De smider ting efter spillerne - de kaster mod spillerne -

LILLE L: Hvem tog mit sovedyr og gemte det væk, kan du huske det?

LUCA: De spytter på spillerne - de smider ting efter spillerne -

LILLE L: Ned ad bjerget og - de må helst ikke spørge om for meget.

STORE L: (pause) Jeg får bare så svært ved at se dem i øjnene og indrømme at der er nogen ting jeg måske ikke mere har lyst til at gøre.

(der skiftes via et ordentligt tordenskrald over til noget af Verdis mere lurende musik, Dies Irae, og derfra over til - )

Scene 19:

(Nat i bjergene. Vinden hyler om tinderne højt oppe. Af og til en ugle, ganske nær, sært og ildevarslende. Luca kommer gående gennem nattens mangeartede lyde. Han græder under hele scenen)

LILLE L: (gyser lidt) Jeg kan bare ikke lide at være alene heroppe om natten.

STORE L: Det er for sent, Lille Luca! Vi vender ikke om nu!

LILLE L: Det behøver vi heller ikke, jeg siger jo at -

STORE L: Vi overvejer situationen lige her!

LILLE L: (første panik) Det synes jeg ikke vi skal!

STORE L: Midt på bjerget! Lad dem bare syde lidt i deres eget fedt. Der er sgu så småt derhjemme! Gu er der så!

LILLE L: Det er jeg da ligeglad med!

STORE L: Far opfører sig som om han var konge af Italien. Og mor tuder, fordi hun gerne ville have haft ti drenge og ikke kun én Luca!

LILLE L: (nervøs over en ugle) Så kunne de have sendt dem alle ti ud for at finde os, haha!

STORE L: Men hun fik dem aldrig, fordi den første var alt for længe om at beslutte sig, den satans unge smadrede hele maven på hende!

LILLE L: (anden panik) Det har de aldrig sagt!

STORE L: De mener det sgu!! Og bedstemor, mand - alt det pis, jeg har fået skylden for i tidens løb! Men lad dem nu bare rode alle mine skuffer igennem, lad dem bare finde ud af, hvem jeg er!

LILLE L: Hvad så med ringen? Hvad så med din kæreste?

STORE L: De vil have mig til at passe ind i en bestemt form - i deres billede - men hvad nu hvis det ikke er mit billede! Laver de det så om efter mig - eller er jeg nødt til selv at bestemme. (pause) Tror du jeg er nødt til at slå far ihjel først?

LILLE L: (begejstret) Ja! (tænkepause) Hvad så med din læreplads?

STORE L: Der er større ting i livet end arbejde!

LILLE L: (prøver at holde sig oppe) Kan du huske da vi gik med far til fodbold? Det var skægt, vi kom hen at stå mellem de voksne. Bagefter tog vi bussen hjem, og vi havde været der sammen med ham, vi havde set vores hold vinde, eller set det få uafgjort - det var nemlig fodbold.

STORE L: Måske gør jeg det til sidst, smadrer bremserne på hans bil!

LILLE L: (tredje panik) Jeg vil ikke være her mere, jeg vil ikke være her mere!

(Luca begynder at trave stærkere til, det går over i løb)

STORE L: Hvem er det der bestemmer her! Hvem er det der bestemmer!

LILLE L: (på vej væk) Det er jeg da ligeglad med! - Jeg vil ikke være her mere!

STORE L: Du kan vel for fanden vente til jeg har fundet ud af det!

LILLE L: Nej! (i et skingrende skrig) Ne-e-e-ej!

(skriget når ud i det åbne, idet Luca udstøder nøjagtig det samme skrig, og samtidig giver sig til at løbe meget stærkt)

Scene 20:

(Panikagtigt løb ned over bjerget. Luca kan intet se, men han tager sig ikke af det. Han løber og løber, han jamrer sig for hvert skridt han tager. I baggrund råbet fra Liverpools fans)

STORE L: (vild panik) Stop det, jamen så stop det dog! Vi løber ud over en kant, vi løber ind i et træ! Så stop det dog - vi kan jo ingenting se! Jeg har lige taget en beslutning, nu skal der være tid til at tænke sig om, tænke sig for, vi kan ikke komme farende gennem mørket på den her måde! Jeg ved godt at det er en utilgivelig fejl af os at være i live - men sådan her er vi - - STOP!!

(Luca stopper brat op, står et øjeblik og puster tungt, men giver sig så til at gå videre, skramlende ned over bjerget)

LILLE L: (meget bange) Men er det forkert af os at vi er i live, er det det?

STORE L: Det skal du faneme få betalt - din lille møgunge!

LILLE L: Vil de straffe os for det, vil de virkelig?

STORE L: De vil give dig så mange bank -

LILLE L: Jamen, er det da min fejl alt sammen?

STORE L: Stikker af og pisser i bukserne af skræk!

LILLE L: Det er også mine bukser! Det er også mine fødder!

STORE L: Det er en kæmpemæssig utilgivelig fejl at du er i live!

LILLE L: Var det noget andet hvis jeg var blevet slået ihjel da?

STORE L: Du kan fanme tro det ville have ændret ved meget!

LILLE L: Men er det så også forkert af dig at du lever?

STORE L: (meget højt) Bland mig udenom! Jeg har ikke gjort noget!

Scene 21:

(Luca kommer løbende hen ad en landevej. Biler suser forbi)

LUCA: (skriger i én lang køre) Jeg har ikke gjort noget, jeg har ikke gjort noget, jeg har ikke gjort noget, jeg har ikke gjort noget, jeg har ikke -

(som båret af og skiftet rundt mellem de forbikørende biler, høres løsrevne stumper af tumulten fra Heysel, ikke så højt)

LUCA: (græder ind imellem) Jeg har ikke gjort dem noget, jeg har ikke gjort dem noget -

(der er ingen af bilerne der gør tegn til at stoppe op)

Scene 22:

(I en bil i god fart. "The Killing Fields" for fuldt drøn)

STORE L: (meget indædt) Vi skulle have fikset en bil lige fra starten!

LILLE L: Hvis bil tror du det er? Giorgio sagde selv at -

STORE L: Kan det ikke være det samme! Har hjul - vil rejse!

LUCA: Den der savner den mest - er den - hvis bil det er -

LILLE L: (nervøst) Tænk alligevel at vi kan finde ud af at køre den, hvad!

LUCA: Den der forbinder ledningerne - kan få bilen startet -

STORE L: Det er lige som når man har fået lært at cykle.

LUCA: Den der lærer at cykle - glemmer det ikke -

LILLE L: Eller at svømme. Men Giorgio -

STORE L: Hvad ved du om at svømme, du er jo bange for vand, din lille pissemyre, selv om du blir ved med at fable om sandstrande!

(et fjernt, halvkvalt skrig fra en der er ved at drukne)

LUCA: Den der lærer at svømme - drukner ikke -

LILLE L: Kan du huske dengang vi var lige ved at drukne, og så var det os der fik hele skylden og den værste gang bank nogen sinde.

(Store L speeder op, og så er det som om noget klikker i ham. Underliggende begynder Luca at messe: Vrooom, vrooom, vrooom)

LILLE L: Nu finder Giorgio os aldrig nogen sinde i verden mere.

STORE L: Jeg tror aldrig jeg har været så rasende over at få bank. Det er okay at få bank, men ikke når man har været ved at drukne! Jeg skulle bare ikke have kaldt ham idiot lige før han døde -

LILLE L: Giorgio?

STORE L: Giorgio fik en jerndrager tværs gennem brystet. Det kan ingen overleve. Han var død! Hvordan fanden kunne de også blande os på den måde, englændere mellem italienere - hvordan kunne de!

LILLE L: (vil gerne høre et ja) Tror du så de har begravet ham nu?

STORE L: Hvordan kan man være så dum!

LUCA: (delvis under Store L) Vrooom - har hjul - vrooom - vil rejse - den der lever - kan køre - vrooom - hvorhen - han vil - vrooom - vrooom -

STORE L: (rasende) Hvorfor lærte de mig ikke at svømme før de slap mig løs på den skide strand. Det kan da ikke være min skyld at jeg var ved at drukne så. (han speeder voldsomt op) Det kan vel ikke være min skyld alt sammen. Det er umuligt! Det er faneme da -

LILLE L: Ikke så hurtigt, ikke så hurtigt!

(men bilen blir bare speedet endnu mere op. En brat overgang)

Scene 23:

(Al contentum overtages af en vældig lyd af bølger der skyller op mod en strand, store dønninger, der truer med at drukne alt og alle. Fjernt, som hørt under vand, dukker en stump af Verdi frem. Vi er ude ved havet, mågerne skriger. Luca står nede ved stranden og udstøder små lyde, som af genkendelse og glæde)

LILLE L: Vi er kommet for langt!

STORE L: Tak for sidst, min fine ven!

LILLE L: Vi er kommet helt ned til vandet nu!

STORE L: Simpelthen! Nu er det for sent at fortryde!

LILLE L: Jeg tror ikke jeg gider være sammen med dig mere.

STORE L: Står det til mig vil det heller ikke vare meget længere.

(Luca begynder at gå langs stranden og huje ad mågerne)

LILLE L: (påkalder sig sympati) Jeg føler mig alt for ensom og forladt herude i verden.

STORE L: (verdens værste trusler) Nemlig, min ven, med fødderne i vandskorpen. Og ved du hvad - der gemmer sig ingenting bag horisonten derude, der er tomt!

LILLE L: Nej, der er ej! Jo, der gør så! Det er bare noget du siger!

STORE L: Horisonten lukker sig om sig selv og lukker af for verden, og på den anden side er der bare et stort og gabende, tomt hul!

LILLE L: Nænæ, nænæ, den skal du ikke komme her med!

STORE L: Og måske ligger der også noget og venter på dig nede i vandet, dybt nede i vandet ligger de store hvaler og uhyrer og venter!

LILLE L: Jeg vil ikke være her mere! Jeg vil hjem!

STORE L: Okay, så går vi hjem -

(Luca stopper op og blir stående bomstille i vandkanten)

LILLE L: Gør vi?

STORE L: Men først tager vi et bad! Du stinker!

(Luca tager et hurtigt afsæt ud i vandet og svømmer af sted)

STORE L: Og når vi går hjem blir det på mine betingelser. Vi er nødt til at finde ud af det her, Luca - én gang for alle.

LILLE L: (meget nervøs) Ja, Luca. (pause) Hvad for nogen betingelser?

STORE L: Jeg vender ikke bare hjem.

LILLE L: Men du sagde lige at -

STORE L: Det blir alligevel aldrig mere det samme -

LILLE L: Er her hvaler, tror du?

STORE L: Slap nu af, mand! Vi er nødt til at lave en aftale. Jeg ville gerne blive herude i verden, nu jeg er her. Men det duer ikke så længe jeg slæber rundt på dig. Hvordan skal jeg kunne det?

LILLE L: (meget lille) Det kan jeg godt se.

STORE L: Jeg går hjem nu så de ved at jeg er okay. Du kan blive her på stranden. Jeg har ikke brug for dig mere. Du kan blive her og lege på stranden. Fra nu af vil jeg ikke høre en lyd fra dig!

LILLE L: (pause) Fortæller du så det om Giorgio?

(Luca rejser sig og pruster, går op og sætter sig på stranden)

STORE L: Det var jo ikke kun Giorgio - det var - det - - der lå en død dreng - oppe i Heysel - ikke ældre end dig. Jeg tror de havde trampet på ham alle sammen - det her var første og sidste gang jeg - det var for slemt, Lille Luca - - så mange døde - hende pigen - der havde fået skåret struben over - svøbt i et brunt - det var ikke fodbold, det var krig - koldblodig krig - - og politiet så bare til. Alt det de kastede mod os - knive, sten - og ikke en skid man kunne stille op - så må man jo selv, så må man jo - - lad nu bare være med at gå for langt ud.

(kun et allersidste svagt brum fra Lille L. Så toner en stump Verdi frem igen, meget blidt og stille, som overgang til - )

Scene 24:

(En befærdet gade i udkanten af Torino, biler, fodgængere. Lyden fra Heysel er nu helt oppe at vende igen, tumultuøs. Luca tumler selv rundt, men pludselig blir han fanget ind)

VENNEN: Luca!! Jamen, Luca - - Luca!

(alle de indre lyde stopper, kun gadens lyde står tilbage)

LUCA: (vågner op) Det var ikke mig. Jeg har ikke gjort noget.

VENNEN: (omfavner ham) Du er tilbage! Du er hjemme igen!

LUCA: Jeg har ikke slået nogen ihjel, jeg har ikke -

VENNEN: (danser rundt med ham) Luca, for fanden, Luca, Luca, Luca! Hvor har du været!

LUCA: (svævende) Rundt i verden, rundt i verden.

VENNEN: (stopper dansen) Vi troede du var død!

LUCA: Død? Troede I jeg var død?

VENNEN: Vi troede de også havde slået dig ihjel!

LUCA: (pause) Er jeg så hjemme nu?

Scene 25:

(Hjemme hos Lucas forældre. Der er stor og glad opstandelse, i baggrunden synger faderen Verdi med et udsøgt smæld i stemmen, lykkelig over at have sønnen tilbage. Moderen græder ind imellem, kæresten har præcis den kurrende klang i latteren, som vi kender fra turen. Vennen er stadig fuldkommen overvældet. Luca blir forkælet med mad og drikke og virker igen helt ovenpå)

LUCA: Det eneste jeg kan huske er - at jeg ville ikke hjem. (latter) Fordi - - det ville jeg bare ikke. (latter) Jeg følte, at jeg var - at det var - min skyld. (latter) Så jeg ville ikke hjem, aldrig mere. (latter) Så gik jeg hjem alligevel. (stor latter) Jeg var bange for at I måske ville spørge mig ud. Og jeg kunne jo ikke svare, for jeg vidste ingenting. Jeg kunne ikke huske noget. (mindre latter) Jeg kunne ikke huske, hvad det var jeg ikke ville sige - jeg kunne heller ikke huske hvad for en vej jeg skulle, eller hvordan jeg - hvor jeg kom fra - eller hvor jeg skulle hen - ikke før jeg vågnede op i min egen gade -

VENNEN: (alvorligt) Hvis du vidste hvor vi har ledt -

MODEREN: Politiet har været ude, i Belgien, Holland -

FADEREN: Selv i Frankrig, på hotellerne, på sygehusene, togene -

LUCA: (lille latter) Så tog jeg toget derop - og måtte gå hele vejen hjem!

KÆRESTEN: Din far kørte også derop - i bilen - for at finde dig.

VENNEN: Du har sigtet efter solen - ligesom trækfuglene!

MODEREN: Din far tog hele den lange vej op for at finde dig.

FADEREN: Jeg stod deroppe og så ud over 38 døde kroppe.

KÆRESTEN: Og der var 475 sårede! Er den af guld?

LUCA: (venligt) Tag den for hvad det er.

FADEREN: Men du var ingen steder at finde.

MODEREN: Kun Giorgio Varese var her fra kvarteret. De begravede ham i -

FADEREN: Nu kommer der kun turister deroppe. Men det blir vist forbudt.

VENNEN: Og nede i Rom har de skrevet på væggene: Tak, Liverpool, fordi I har formindsket antallet af Juventus' fans!

KÆRESTEN: Vi troede du måske var faldet i en grøft og lå der -

VENNEN: Vi troede du måske var løbet din vej -

LUCA: Har de skrevet det på væggene?

FADEREN: Vi kunne jo ikke tro andet end at du var død.

MODEREN: Men ingen har vovet at kalde dig død, det blev over mit lig!

FADEREN: Du var ikke mellem de døde italienere, det var du ikke.

LUCA: Hvorfor har de skrevet det på væggene?

KÆRESTEN: Jeg har sådan savnet dig, Luca -

FADEREN: Det har vi alle!

MODEREN: Vi har alle savnet dig!

(Lucas chef kommer ind under stort bulder og brag)

CHEFEN: Til arbejdet, Luca, bilerne venter!

MODEREN: (protest) Han skal spise først, han skal hvile!

CHEFEN: (godmodigt) Jaja, nu bare rolig, det kan jo godt vente lidt.

FADEREN: (praler lidt) Han er kommet hele vejen ned gennem Europa, på sine egne ben!

VENNEN: Men det bedste -

CHEFEN: Det er en søn du kan være stolt af!

MODEREN: Han starter først i morgen!

VENNEN: Men det bedste -

LUCA: Så tog jeg helt derop, og så spillede de ikke engang!

VENNEN: Jo, de gjorde! Det er jo det bedste af det hele!

CHEFEN: (til alle) Hør, hvad nu - så han det ikke engang?!

VENNEN: Det var synd du ikke så det!

LUCA: Spillede de kampen?

CHEFEN: Ved han slet ikke hvordan det endte?

FADEREN: Gu spillede de kampen!

CHEFEN: Ved han ikke engang hvordan det gik!

LUCA: Bagefter? Da vi var - ?

KÆRESTEN: Jeg har sådan savnet dig!

LUCA: Spillede de bagefter? Efter at - ?

VENNEN: Da der var ro og orden, ja.

LUCA: Var der ro og orden da?

(Luca har lagt kniv og gaffel fra sig, fra et sted langt ude i baggrunden vokser en lyd frem: Kampråbet fra Liverpools fans)

FADEREN: De var nødt til at spille kampen, det var uundgåeligt.

VENNEN: Ellers var der blevet endnu mere ballade.

CHEFEN: For at undgå mere vold, ja!

MODEREN: Spis nu op, min dreng!

LUCA: Hvordan gik det så?

CHEFEN: (triumf) Han véd ikke hvordan det gik!

MODEREN: Du kan ikke allerede være færdig med at spise.

LUCA: Hvordan gik det så? Hvad endte det med?

KÆRESTEN: Kom, skal du få et kys.

VENNEN: Vi vandt sgu da!

LUCA: Vandt vi?

KÆRESTEN: Så blir du sulten igen.

LUCA: Vandt vi kampen?

KÆRESTEN: Du er blevet så tynd!

CHEFEN: Du skulle have set glædesprocessionerne bagefter!

VENNEN: Juventus vandt Europacup-finalen!

LUCA: Hvad endte det med?

VENNEN: Et-nul!

CHEFEN: Et-nul!

FADEREN: Et-nul!

LUCA: Til os?

VENNEN: (glædestrålende) Ellers havde vi jo ikke vundet, mand! På et straffespark!

(lydene fra starten, real-lyden, vender tilbage til Luca, vi vender igen tilbage til hans hoved, hvor Lille L er begyndt at jamre, mens Store L gør alt for at holde ham i skak)

LUCA: Så I det?

FADEREN: Gu så vi det!

VENNEN: Boniek brød igennem - Gillespie fældede ham -

CHEFEN: Måske var det lidt udenfor straffesparkfeltet.

FADEREN: Vel var det ej! Hvem er det der bestemmer her!

("The Killing Fields" kommer op, voldsommere og voldsommere)

CHEFEN: Dommeren tøvede ikke et sekund!

VENNEN: Michel Platini sendte bolden i nettet!

FADEREN: Ti minutter inde i anden halvleg! Vores mål nr. 100 i -

(et kæmpebrøl stiger op fra baggrunden: Platini har scoret)

LUCA: Så I det i fjernsynet?

CHEFEN: Gu så vi det i fjernsynet.

MODEREN: De viste det hele i fjernsynet.

FADEREN: Selvfølgelig så vi det.

KÆRESTEN: Du var der jo!

(og så med ét, i et gevaldigt chok, skriger Lille L igennem. For de andre virker det bare som om Luca rejser sig hastigt. Men ellers er det selvfølgelig kun Store L, der hører det)

LILLE L: Har de skrevet det på væggene!

(og Store L - som selv blir bange - skynder sig at bryde ind, fuld af forståelse, har helt glemt at han smed Lille L ud)

STORE L: Såså, såså, det gør ikke noget, Lille Luca, lad dem nu bare -

LILLE L: Har de spillet kampen, har de skrevet det på væggene, har de -

(han bryder fuldkommen sammen og græder hjerteskærende. Store L kan ikke stille andet op end at udstøde små, trøstende ord)

STORE L: Såså, såså, såså - det skulle de ikke have gjort - det skulle de ikke - - jeg mente ikke det med hvalerne - - jeg lader dig ikke - gå nu ind og find din togbane - jeg venter på dig.

(de to fader, mens Luca står rolig og fattet midt i rummet)

LUCA: Jeg går lidt.

(reaktioner fra de andre, fader ud sammen med musikken. Havets brusen op, roligt, forsonet, bølger der kammer over, en brølen i havstokken, et sug i vandkanten. Og så - sammen med bølgerne - de afsluttende orkestertakter fra Requiets "Offertorium")

 SLUT