Et grønt radiospil

af

Kaj Nissen

Personerne:

MANDEN, Thomas
KONEN, Ellen
HANNE, deres datter
NABOEN, Albert
NABOKONEN, Berthe
PETER
MARIANNE
 

 MENS GRÆSSET GROR

(Vi befinder os i det fri, en have. Uden for hækken af og til en bil, ikke noget at snakke om. Højt i luften hændelsesvis en passagermaskine der lægger an til landing 50 km borte. I det fjerne en hane der galer med visse mellemrum, og på allernærmeste plan hører vi en solsort der øver sig i vellyd. Det lyder ikke alt for godt endnu. Men det skal blive bedre! En mand går og nynner koncentreret. Snart retter han ryggen og puster ud, veltilfreds. Gnider hænderne raspende mod hinanden, råber)

MANDEN: Ellen! (højere) Ellen, for pokker!

KONEN: (kommer ud fra huset) Hvor har du nu fået en splint?

MANDEN: (lidt bekymret) Du er da ikke ved at blive døv?

KONEN: Jeg stod med ørerne i maskinen - hovedet i vaskema –

MANDEN: (rasler haveredskaber sammen) Nu skal du høre: Jeg skal have en stol herud, den polstrede. Og jeg skal have en kasse bajere, og så må du godt smøre en ti tolv stykker mad. Og hvis du vil fylde termokanden op, husk at spæde op med lidt fløde. Et stykke chokolade var ikke af vejen heller.

(Konen er nu alligevel blevet så forundret at hun er kommet helt hen til ham, således at hans replik der startede råbende efterhånden er blevet dæmpet ad naturlig vej)

MANDEN: (afslutter) Men så var der vist heller ikke mere.

KONEN: Hør, hvad for en himmel tror du, du er faldet ned fra? Hvordan er det du pludselig råber op herude og kommanderer omkring?

MANDEN: Jeg skal nok lægge det af mig igen.

KONEN: Lover du det!

MANDEN: Ellen, hvorfor så kort for hovedet?

KONEN: (lidt blidere) Lover du?

MANDEN: Godt, jeg skal nok selv slæbe stolen ud så.

KONEN: Du er sindssyg.

MANDEN: Men det andet levnes der mig ikke tid til lige nu.

(han går mod huset, nynnende på en lille sang. Hun kommer bagefter)

KONEN: Hvad går det hele ud på, kunne man mon få det at vide?

(de er nu nået ind i huset. Han tænder for en transistorradio og hanker op i stolen)

KONEN: Hør, den transistorradio –

MANDEN: (slæber uanfægtet af med det hele) Det er vel ikke sådan at du kan undvære den, for det kan jeg dårligt.

(han går ud, alene, slæbende på den tunge stol. Han nynner trods slæbet, til transistorens musik. Han placerer stolen i haven, sætter sig, puster veltilfreds ud. Så lyder der en stemme over hegnet, det er naboen der har fået øje på ham)

NABOEN: Nåh nabo, der er nok nogen der forstår at nyde livet!

MANDEN: (gider ikke snakke med ham) Nogen kan tage det og nogen kan ikke tage det.

NABOEN: Og nogen har bare ikke tid til den slags.

MANDEN: (fortsætter i det kryptiske hjørne) Det er jo i det hele taget et spørgsmål om at kunne fange det øjeblik hvor tingene skal til at ske.

NABOEN: (pause) Ja. Selvfølgelig. (pause) Nå, men man skulle vel også ind og have noget at spise.

MANDEN: (mere til sig selv) Velbekomme til den der kan æde sin kost bag de trange mure.

(han sidder og nynner videre, hensunken. Så kommer konen slæbende med en kasse øl som hun nærmest smider ved siden af ham. Han slukker for transistoren)

MANDEN: Tak skal du have.

KONEN: (råber) Hanne, det skal herud - smørrebrødet og kaffen og alt det andet!

HANNE: (er på vej) Kommer nu.

MANDEN: Goddag, min pige. Vel hjemme?

HANNE: Hej far. Jeg skal løbe igen. Værsgo.

MANDEN: Tak, min pige.

HANNE: Jeg skal over på skolen.

MANDEN: Det er godt, min pige.

(Hanne forsvinder med et "ciao-ciao". Manden åbner en bajer. Konen venter et øjeblik)

KONEN: Hvad er det så du foretager dig?

MANDEN: (lille pause) Jeg venter på at græsset skal komme op.

KONEN: På at hvad?

MANDEN: På at græsset skal komme op.

KONEN: Det du lige har puttet i jorden?

MANDEN: Det græs jeg netop har sået ja.

KONEN: (pause) Og nu har du altså slået dig ned her.

MANDEN: Jeg ville gerne sidde her så længe.

KONEN: Du er sindssyg.

MANDEN: (pause) Det er vel som man ser på det.

KONEN: Du tror da vel ikke for alvor at jeg vil have dig siddende her og -

MANDEN: Hør nu her, først gravede jeg det her stykke jord godt igennem, det var i efteråret. Det ved du godt, jeg ved det, jeg nævner det bare. Jeg lod jorden ligge i store knolde, så frosten kunne komme til at mørne og skørne dem og jorden blive let og luftig. Jeg gødskede, jeg gav jorden den fornødne nitrofoska. Der ligger det vinteren over. Det blir forår. Sneen smelter, alt det klamme og rå går af luften. Jeg river nu jorden grundigt, jeg planerer og sørger for at hver eneste sten er fjernet, og hver ukrudtsrod, specielt dem med rodformering. Hovedpine har jeg fået, og svedt er jeg blevet, men jeg ville have et rent stykke jord. Jeg river igen, først den ene vej, så den anden vej, jeg stamper jorden meget fast, og prøver samtidig at bevare en vis værdighed naturligvis. Med den fine rive foretager jeg derpå den endelige planering, og her kommer en let regnbyge mig svært godt tilpas. Jeg sår græsfrøene, jeg spreder dem fint og jævnt ud over den forberedte jord, jeg river dem en halv centimeter ned. Tromler let og løsner så kun lige en millimeter jord med den fineste rive, for at forhindre den værste fordampning. Der er ikke mere jeg nu kan gøre, nu kan jeg bare vente. Og så forresten opøve mig i tålmodighed. Det var det jeg havde tænkt mig at gøre.

KONEN: Det varer jo evigheder før det kommer op!

MANDEN: Nåh - jah - det - -

KONEN: Har du tid til at vente så længe.

MANDEN: (hurtigt) Jeg har taget fjorten dages ferie!

KONEN: Og så skal alt andet bare flyde i de fjorten dage?

MANDEN: Det er ikke sikkert det tager helt så lang tid. Forstår du, jeg har tilsået stykket her i forholdet 4 kg græsfrø til 100 kvadratmeter. Det skulle sikre at plænen er godt i gang på 14 dage. Jeg kunne også have givet i forholdet 5 kg græsfrø til 100 kvadratmeter, så ville plænen være oppe på godt en uge, men ærlig talt, jeg synes at planterne kommer til at stå lidt trængt på den måde. Det forekommer mig at fjorten dage er meget rimeligt, og skulle det i sidste ende knibe med tiden må jeg tage lidt af min vinterferie oveni.

KONEN: Vi skulle have været til Marrakesh.

MANDEN: Vi har ikke helt besluttet det.

KONEN: Så synes jeg virkelig det er en god idé at du sidder her og finder ud af hvad vi helt har besluttet, mig skal du ikke regne med mere, hverken med mad eller drikke!

MANDEN: (med let sind) Da må jeg dø af sult og tørst.

(en dør lukker efter hende ind til huset. Fredfyldt pause hvor han sidder og nynner lidt på sin sang. Og solsorten er nu bedre i gang, klarere toner. Naboen igen)

NABOEN: Tak skal du have for et værtshus du har fået dig opbygget der!

MANDEN: (mumler) Ja, her mangler såmænd kun det opretstående.

NABOEN: Har du noget imod at man slutter sig til dig?

MANDEN: Du træder ikke på det stykke jord!

NABOEN: (trækker sig tilbage) Det var fandens så sensibel du er blevet.

MANDEN: (igen mere indad) Ikke sensibel. Omsorgsfuld - det er faneme noget andet.

(nedfadning på solsorten. Og så opfadning på en vejrmelding i transistoren. Det lyder ikke spor lovende, det er noget med haglbyger og vinde fra nordvest. Og temperaturer omkring nul. Manden skutter sig gevaldigt. Nu kommer konen ud igen, fra huset)

KONEN: Jeg ville bare høre om -

MANDEN: Hørte du den vejrudsigt?

KONEN: Det er dig der har radioen.

MANDEN: Men jeg kan ikke være gået for tidligt i gang. Jorden har holdt 10 grader i over en uge.

KONEN: Jeg ville bare høre om du er klar over at det er blevet aften?

MANDEN: Jeg kunne høre det på solsorten. Den blir altid lidt vemodig i klangen hen under aften.

KONEN: (kort pause) Jeg ved godt at jeg af og til har beklaget mig over at vi kun har et erotisk liv til fælles.

MANDEN: (hurtigt) Det passer ikke, det ved du godt.

KONEN: Sådan har jeg somme tider følt det. (pause) Men nu har vi ikke engang det.

MANDEN: Det har jeg ikke tænkt på. Så skal det godt nok vise sig om vi ikke har andet til fælles.

KONEN: Synes du alligevel ikke du skulle komme ind, bare for i nat. Du kan jo alligevel ikke se spirerne når det er mørkt. Og når de ikke engang er kommet op endnu eller noget.

MANDEN: Jeg vil gerne være her.

KONEN: Jaja, men så må jeg vel sætte mig ind og glo på mit sytøj igen.

MANDEN: Når det nu sker hele tiden, ikke.

KONEN: Du er sær.

MANDEN: Du siger ikke længere sindssyg, men sær. Det ser jeg som et stort fremskridt.

KONEN: Gad vide om det er det.

(hun går derfra og lukker efter sig ind til huset. Låser. Krydsfade til naboens hvor tv’et larmer i baggrunden med både skyderi, musik og råben)

NABOEN: Han er simpelthen ikke rigtig klog, sidde ude i haven på denne her tid.

NABOKONEN: (er lidt hys ved det) Hvad gør han også det for?

NABOEN: Det ved jeg sgu da ikke, han svarer jo ikke når man spørger.

NABOKONEN: Jeg kan ikke lide det, Albert. (småsnøftende) Jeg kan altså ikke lide det.

NABOEN: Hvad skaber du dig nu over dét for?

NABOKONEN: Det gør mig bare så nervøs at have ham siddende derude.

NABOEN: Godt, han er tosset, men så er det sgu da heller ikke værre.

NABOKONEN: Det minder mig sådan om dengang du lod mig sidde uden for din dør i fire timer, du ville ikke lukke mig ind og -

NABOEN: Nu begynder du ikke at ribbe op i det der igen, jeg vil ikke høre mere for det!

(krydsfade til haven. Midnat og ganske tyst. Det man tydeligst hører er mandens tænder der klaprer af kulde. Døren til huset åbnes, konen kommer stille gående. Alt lavmælt)

KONEN: Fryser du?

MANDEN: Også noget så nederdrægtigt.

KONEN: Hvorfor kommer du ikke ind?

MANDEN: Nu tegner det lige så godt.

KONEN: Hvad mener du?

MANDEN: (mere og mere tænderhakkende) Alle de små græsfrø. De ligger nede i jorden. Her rundt omkring. Jeg har haft dem i hånden alle sammen. Har vejet dem ud, med rund hånd. Men ikke ødslet, ikke overdådigt. De putter sig her i mørket. I jordens skød om jeg så må sige. Fornemmer de rige grødemuligheder omkring sig. Trækker lidt fugt til, får fornemmelser.

KONEN: Tror du?

MANDEN: Ja, det tror jeg bestemt. Og nu er det jo ret beset en gang skidt og møg de ligger i, noget forrådnet noget, plantedele, lidt lort og døde dyr, og så alt det levende naturligvis, mikroberne, og regnormene. Men de kan gro i det. På en måde er de allerede begyndt. Jeg kan godt fornemme det, kredsløbet. Lidt.

KONEN: Skal jeg hente et tæppe til dig?

MANDEN: Gider du virkelig.

KONEN: Klart at jeg gør.

(langsom nedfadning på hendes skridt der fjerner sig. Langsom opfadning på stor vind og stormstød, frygtindgydende, selv når det som nu høres inde fra huset. En telefon)

HANNE: (tager røret) Hallo. - Nej desværre, far sidder ude ved græsplænen. - Nej, han vil ikke forstyrres. - Hvad? Nej, det tror jeg ikke. - Hvad? - I en lænestol. - Ja, han ved vist godt det er begyndt at sne, far har altid været meget optaget af når det sner. – Jo, jeg kan godt se ham herfra, nu skal jeg se. Nej, det når ham kun til anklerne. - Selvfølgelig har han et tæppe over sig. - Det skal jeg sige til ham. - Jaja, fint, fint. - Farvel, farvel.

(hun lægger røret på. Krydsfade ud til manden der kryber sammen i en rygende snestorm)

MANDEN: (råber af sine lungers fulde kraft) Bare det lægger sig. Det luner jo alt sammen. Sådan er april. Lunefuld.

KONEN: Synes du ikke du for en gangs skyld skulle tænke lidt på dig selv!

MANDEN: Hvad var det for en dulgt ironi som der lød?

KONEN: (grædefærdig) Du må da gøre noget, du fryser ihjel!

MANDEN: Hvad kan man stille op. Når det er hele det asiatiske kontinent der er sat ind mod os, Nordishavet og de norske fjelde. Da må man bide tænderne sammen. Eller lukke jorden godt til om sig. Eller - eller bede regnormene holde igen. (brøler) Hvad siger man?

KONEN: (brøler også mod den tiltagende storm) Må jeg så kondolere dig da!

MANDEN: Nej tak! Men der må være mere snaps i fryseren!

KONEN: (hyler) Så kommer jeg og graver dig ud i morgen tidlig!

MANDEN: Kaffe blir alt for hurtig kold i det her vejr!

KONEN: Vil du kremeres straks eller vil du tøes op om 100 år.

MANDEN: Og så er det i virkeligheden et fantastisk held at vi får sne netop nu. Barfrost i de her mængder - kors i hytten! Hov, gik du? Jeg blir våd bagi.

(stormen giver et sidste fløjt fra sig. Det hele fader ud. Dæmpet morgen, snetyst. Så åbnes døren ovre hos naboens med et brag, og går i med et brag. Manden nyser højt)

NABOEN: (morgensur) Nys dig ihjel, det går dig ikke bedre end du har fortjent! Ringe til bladene skulle man - jeg har måttet holde på min kone hele natten!

MANDEN: (fantastisk forkølet og egocentrisk) Årh klap i, mand.

(naboen begynder demonstrativt at skovle sne væk. Denne lyd blir baggrund)

HANNE: (kommer, rolig, uanfægtet) Hvordan går det, far?

MANDEN: Gider du godt skifte min stol ud?

HANNE: Klart at jeg gør.

MANDEN: Tak - atijak - min pige. Jeg stamper lidt så længe.

(Hanne slæber af med stolen. Manden står og stamper med fødderne. Han er allerede begyndt at nynne så småt igen, inde bag forkølelsen. Hanne tilbage med en ny stol)

HANNE: Kan du bruge den her?

MANDEN: (sætter sig) Vældigt. Bare man trækker fødderne godt op under sig.

HANNE: Mor har ikke lukket et øje hele natten.

MANDEN: Det er jeg ked af.

HANNE: Hvordan har du sovet?

MANDEN: Forbløffende godt - ATJ - når man tager forholdene i betragtning. Fin vind ellers. Og har du set som skyerne kommer og går. Hvad holder den i dag - en fire, måske fem varmegrader. Og kan solen komme lidt til op ad dagen, så er den sne såmænd væk inden aften.

HANNE: Der ligger over en halv meter i driverne.

MANDEN: Der er væde i det og grøde, det skal gøre godt hvor det kommer frem.

HANNE: Jeg løber nu, far, ellers kommer jeg for sent.

MANDEN: Det er godt, min pige.

(Hanne går. Manden prøver at finde sig tilrette i den nye stol. Så kommer konen gående inde fra huset. Samtidig forsvinder naboen ind i sit hus med en drøj ed)

KONEN: Her har du din morgenmad - sig så ikke det er service du mangler.

MANDEN: (særdeles mild og forkølet nu) Jeg ved det jo også godt - uden dig måtte jeg ynkeligt omkomme.

KONEN: Synes du ikke du skulle lade det være godt nu?

MANDEN: (står blidt imod) Du ved jo at jeg ikke har sparet mig, og du ved at det tit har holdt ganske hårdt. Tænk på al den forbistrede skvalderkål. Og så skulle jeg ikke have lov til at nyde det nu? (pause) Jeg ved jo godt at der må være ensomt derinde, og mange ting er ikke som de plejer i det daglige liv. Men det retter sig, det varer jo ikke evigt det her.

KONEN: Er du sikker på det?

MANDEN: Det kan kun afløses af noget endnu bedre.

KONEN: Jeg ville gerne kunne se det for mig.

MANDEN: Men kan du ikke se for dig hvordan her er til sommer, når du kan ligge på en fin, frisk, grøn flade. Den dufter og er som fløjl at kigge hen over. Kan du ikke se det for dig?

KONEN: Jo, det kan jeg godt.

MANDEN: Der ser du!

KONEN: Så kommer der vel bare noget andet.

MANDEN: Det kan være svært at forhindre.

KONEN: Bekymrer det dig slet ikke?

MANDEN: Ikke så meget mere.

KONEN: Det er da altid noget. Ja, det er da ligefrem et fremskridt.

MANDEN: Jeg er ikke uden skyld, det er jeg ikke, men mine handlingsmuligheder er ikke ubegrænsede. Her har jeg nu kunnet gøre det at jeg har samlet sten fra i spandevis, og jeg har ligget på maven for at se om jorden nu også var helt plan - se sådan på det.

KONEN: (pause) Man kan da altid prøve.

(krydsfade til stille nattetime. To unge mennesker kommer gående hen ad fortovet uden for haven. Deres trin giver højt genlyd i natten. Pludselig stopper de op)

PETER: (hedder det ene unge menneske) Hvad fanden var det! (pause) Den lyd? (lang pause) Der er det igen, kan du høre!

(en lyd høres i den stille nat, en sær, sær blanding af en vældig nysen og afsyngning af fjerde sats af Beethovens Niende, på en god halv snes meters afstand)

MARIANNE: (hedder det andet. Hun er bange) Det kommer inde fra haven.

PETER: Op og kigge over hegnet her!

MARIANNE: (skrækslagen) Nej slip mig, sæt mig ned!

PETER: Så lad mig se.

MARIANNE: Vær nu forsigtig, hører du, vær nu forsigtig!

PETER: (lidt efter) Hvad er klokken?

MARIANNE: Jeg går nu!

PETER: Hvad er klokken!

MARIANNE: Halv fire.

PETER: Der sidder en fyr inde i haven, klokken halv fire midt om natten, midt i alt pløret!

MARIANNE: (pause) Hvad laver han?

PETER: Kom selv og se!

MARIANNE: Nej, jeg vil ej!

PETER: Han sidder med en lygte og lyser hen over jorden. Han har en kasse bajere stående ved siden af sin stol. Nu knapper han en bajer op. Han drikker den, i ét drag, han knapper den næste op. Hold da kæft. Han sidder i resterne af en snedrive. Nu rejser han sig og pisser ud i sneen. Han ligner en indianer.

MARIANNE: Kom nu ned, Peter, jeg kan ikke lide at vi står sådan her og kigger på ham.

(den blandede sang hæver sig igen vældigt gennem luften)

PETER: Det rager ham sgu da ikke en døjt.

MARIANNE: Det er måske også derfor jeg ikke kan lide det. (kort pause) Jeg vil hjem nu.

PETER: (ned, hen mod hende) Godtgodt, godtgodt. (de begynder at gå) Vi kigger forbi en anden dag.

(meget, meget langsomt synker sangen og fader bort og forsvinder langt ude. Lidt efter toner en ny dags fugle op, sammen med dem en ynkelig stønnen)

MANDEN: Uh, uh, uh, hvor har jeg det skidt oppe under håret.

KONEN: Du må altså ikke larme sådan om natten.

MANDEN: Larmer jeg virkelig meget?

KONEN: Ja, du larmede meget.

MANDEN: Der var også nogen der kiggede ind over hegnet. De kommer forbi ude på fortovet, og ved ikke at man kan se dem derude i lygten. De har vel også givet deres bidrag til festen, og jeg drak da ikke mere end - - jo, en hel kasse. (pause) Jeg larmede meget.

KONEN: Og så må du helst ikke tisse op ad ribsbuskene. Jeg ved godt det ikke er livet om at gøre men - - kunne du ikke nøjes med at vande jorden omkring dem?

MANDEN: Selvfølgelig. Det var dumt af mig. Taktløst. Men det var nu fordi batterierne i min lygte brændte ud, og så kunne jeg ikke se og så - - nej, den holder ikke vand, det kan jeg godt høre. Men jeg må have nye batterier i, jeg må kunne lyse omkring mig.

KONEN: Det vil jeg gerne gøre for dig.

MANDEN: (lidt gladere) Tænk, og i går lå her så meget sne. Nu er det væk og næsten sunket.

KONEN: Og den bare sorte jord breder sig omkring dig.

MANDEN: (farer op) Katten!! Få den væk! (falder ned igen) Kors, hvor har jeg det skidt. Og så ryger hans skorsten derinde, ind på vores rabarber. Rabarber med røgsmag, det er hvad vi kan vente os af fremtiden. Satans, den dejlige sydvestenvind - spoleret, ødelagt, kvæstet!

KONEN: Men din forkølelse forsvandt da. Så du skal se - det går nok.

MANDEN: Sådan uden videre? Hvordan kan du tro det?

KONEN: Jeg regner med menneskets evne til at overleve under selv de mest ekstreme forhold.

MANDEN: Det var ikke helt venligt ment, det der.

KONEN: Jo min ven, det var faktisk venligt ment. Og nu går jeg ind til mit!

MANDEN: (pauserer mens konen giver sig af. Råber så) Man skal alligevel høre meget, hvad!

KONEN: (på nogen afstand) Der fik du alligevel ret til sidst.

(døren går i efter hende. Manden tager en hjerteskærende dyb indånding)

MANDEN: Gud ved hvad jeg gjorde.

(krydsfade til vejrudsigt over transistoren. Det er noget med at det kolde vejr vil fortsætte, selv om de kølige luftstrømme muligvis aftager lidt. Maksimumtemperaturer på mellem 4 og 7 grader, dog ned til frysepunktet i byerne. På udsatte steder vil der være minimumstemperaturer på ned til 3 graders frost)

MANDEN: (slukker for skidtet) Fy for den lede, fy for - - og se så ens fine nabo, om han ikke prøver at smutte ind til sig selv uden at man opdager det. (prajer) Hov du, nabo, inden du stikker af!

NABOEN: Var det mig du kaldte på?

MANDEN: Gu var det dig jeg kaldte på. Når jeg kalder på din kone, siger jeg altid fru. Og tag mig det så ikke ilde op, men jeg vil altså ikke finde mig i at den der skorsten står der og ryger lige her ned i hovedet på mig, man kan jo dårligt være i sin have længere.

KONEN: (kommer til) Thomas, hvad skal jeg stille op med Ottos fødselsdag, kommer vi eller kommer vi ikke. Og nu blir du altså nødt til at kigge på det her ejendomsskema -

MANDEN: Jeg kan sgu ikke påtage mig alverdens -

NABOEN: Jeg kunne ikke drømme om at fyre når først vejret er blevet sådan at det overhovedet er til at være i haven!

KONEN: Hør, hvad er der nu på vej?

NABOEN: Men det er vel ikke enhver forundt at forstå det.

(hvormed naboen går ind og smækker døren i efter sig. Pause)

MANDEN: Der kommer et eller andet derovrefra, en slags aggressivitet tror jeg det er, ja det er aggressivitet, en aggressiv adfærd der rækker ud efter os.

KONEN: Efter os? Også efter mig?

MANDEN: Vi har været gift i 22 år, vi vil altid stå sammen mod overgreb udefra, sådan noget kan folk godt mærke.

KONEN: Men hvad har de at udsætte på mig?

(en aftenlig solsort begynder at synge, nu helt anderledes sødmefuldt)

MANDEN: Der har vi aftensolsorten igen. Der er allerede ved at komme modenhed over det, kan du høre det. Jajaja, jeg har måske været tilbøjelig til at give op, det er muligt at sådan noget er kommet op i mig, men det kan der naturligvis ikke være tale om nu.

KONEN: Næ nej. Men skriv i hvert fald under på det skema, så udfylder jeg resten. Og så kommer jeg med aftensmaden om lidt, det er et farligt rend man har herude efterhånden.

MANDEN: Ja, og underligt er det nu alligevel, for foreløbig er der ikke kommet spor andet op end ormehuller, kan du nu forstå det.

(krydsfade til tikkende stueur. En kvinde skriger op)

NABOKONEN: Jeg blir vanvittig af det, det er til at blive sindssyg over!

NABOEN: Berthe, Berthe, det er da ikke noget at tage sådan på vej over.

NABOKONEN: Når jeg nu får pip af at have ham siddende derude, midt om natten!

NABOEN: Han sidder jo da ikke i din have.

NABOKONEN: Det kunne han lige så godt have gjort!

NABOEN: (med uendelig tålmodighed) Det er noget sludder, Berthe, det ved du jo godt.

NABOKONEN: Jeg vil ikke have det, jeg kan ikke tage det! (stort udbrud) Jeg ringer efter politiet!

NABOEN: Politiet kan ikke smide ham ud af hans egen have. De kan ikke forbyde ham at sidde der.

NABOKONEN: De kan forbyde ham at være til gene for sine omgivelser!

NABOEN: Du får ikke medhold!!

(efter dette blir der en brat og lang pause. Så bryder nabokonen ud i krampegråd. Og så fader det hele væk, og det blir igen dag. Døren åbnes henne i huset. Fugle synger)

KONEN: Godmorgen. Hør, hvad går der af dig. Klokken er ti, og her har jeg sovet over mig for første gang i tyve år så du må sidde uden morgenmad, og alligevel råber du ikke op.

MANDEN: (hvis sind er ganske roligt) Jeg ved det godt, Ellen, jeg har været slem til at råbe op. (pause) Det var dengang.

KONEN: Det her er i hvert fald nyt. Og så har du flyttet din stol herom, hvorfor det?

MANDEN: (lille pause) Jeg havde bare en fornemmelse af at der nok alligevel var bedre her.

KONEN: For det er vel ikke sådan at her kan man ikke se dig inde fra huset?

MANDEN: Hvorfor skulle man ikke kunne se mig inde fra huset?

KONEN: Det spørger jeg dig om. Du overrasker jo på løbende bånd, gør du ikke.

MANDEN: Nåja. Næ, det - men jeg har da lavet et digt. (pause) I nat. (pause) Vil du høre det? (lang pause) Det vil du godt? (pause) Nu skal du høre. (deklamerer)

Til det første græsstrå

giver jeg lyset

fra den livgivende sol

til det næste græsstrå

giver jeg gyset

af vand fra en spand.

KONEN: (lidt efter) Jeg forstår mig vist ikke på vers.

MANDEN: Sagde det dig ingenting da?

KONEN: Jeg vil hellere have dig ind.

MANDEN: Jamen, det vers forklarer jo stort set alt!

KONEN: (dét forbløffer hende alligevel) Gør det dét?!

MANDEN: Jeg siger dig, Ellen, her har været så stille i nat at -

KONEN: Nu prøver du ikke på at fortælle mig at du kan høre græsset gro!

MANDEN: Nej, nej, nej, selvfølgelig ikke - men her har været så tyst, så indadvendt tyst, at det næsten skulle være muligt. Ja, det vil sige, der var et tidspunkt lidt over midnat hvor de råbte meget højt inde ved siden af, som om der var noget de på ingen måde kunne blive enige om. Men det skal jeg ikke bebrejde dem, enhver kan have sit at slås med. Og det driver vel over. Jeg længes allerede efter den stilhed igen. For her er faktisk lidt åbent om dagen, lidt udsat. Om natten er der ikke et dun der rører sig, alt er tryghed, og en cigar på det tidspunkt - den smager som en drøm.

KONEN: Og du tager dig ikke længere af om man glemmer dig og alting?

MANDEN: (pause) Det ville jeg nu ikke sige, det var lidt hårdt stillet op.

(overgang til nattestemning. Stilhed. Manden sidder og ryger cigar. Han nynner og er helt euforisk. Der lyder lette trin på havegangen)

HANNE: Hej, far.

MANDEN: Er det dig, min pige. Goddag, godaften, godnat, hvad siger man - hej.

HANNE: Jeg kunne ikke sove. Så tænkte jeg, jeg lige så godt kunne sidde lidt herude hos dig.

MANDEN: Det kan være så godt som hvad som helst andet.

HANNE: (efter en god pause) Hvordan går det ellers? Det med græsset?

MANDEN: Jeg har jo aldrig prøvet sådan noget før. Jeg tror det går som det skal, jeg holder mig jo til det trykte ord i bøgerne om havebrug, og jeg holder mig til den overleverede erfaring fra min bedstefar. Så stærkt har jeg vist aldrig holdt på noget før.

HANNE: Det er skægt, for det giver mig billeder inde i hovedet af sådan nogen vældige græsklædte sletter, sådan nogen der er grønne helt rundt om horisonten.

MANDEN: Det er nu ellers ikke noget kongerige der udstrækker sig for ens fødder.

HANNE: Det er et helt hav af grønne strå, og alligevel kan man se hvert eneste ene af dem.

MANDEN: (pause) Har du mange af den slags billeder?

HANNE: Ja.

MANDEN: Det vidste jeg ikke.

HANNE: Det er jo også mest for mig selv.

MANDEN: (kort pause) Og hvad er det så man gør, du, putter et lille brunt frø ned i den sorte jord, og forvandler det på den måde til sin modsætning, grønne farver i den lyse dag. Ganske vist er der ikke kommet noget op endnu, men kun på den måde kan vi få at vide om det holder, og så må det have den tid det skal have. - Nå, nu er min cigar gået ud.

(hvilket måske kan skyldes at det i mellemtiden er begyndt at blæse op, en god vind der kommer og går og rusker kraftigt hvor den kan få fat)

MANDEN: Og jeg glemte vist at holde øje med vejret.

HANNE: Tag det her tæppe over dig, jeg tog det med ud fordi -

MANDEN: Det er forår, det skulle vel for pokker ikke være nødvendigt med tæpper!

HANNE: Gør det nu bare, ikke.

MANDEN: (hyller sig ind, hygger sig ved det) Nå, så skidt da. Man sidder så let og blir lidt beruset af alt det vejr. Og se så endda hvor det skaber sig så snart man lader det ude af syne et øjeblik - nå, beruset er nok ikke det rigtige ord. (pause) Og så er det det måske alligevel?

(pludselig blander en stemme sig henne fra hækken. Det er den unge mand fra tidligere i stykket, ham der var ude at gå tur med den unge pige. Det er han også nu)

PETER: Undskyld, hvis vi - jo, kom nu bare, Marianne, for pokker - det er jo ikke fordi vi vil trænge os på, men vi har været forbi én gang, og så ville vi gerne kigge forbi igen, og nu kom vi alligevel forbi, så nu - - sidst var her mere fest og ballade.

MANDEN: Kom bare ind alligevel.

HANNE: Dav, Peter. Hej, Marianne.

PETER: Hvad fanden, sidder du her også?

HANNE: Ja, jeg gør såmænd.

MARIANNE: Hvordan, hvem -

HANNE: Det er min far.

PETER: Er det det?

MARIANNE: Er det din far?

HANNE: Ja, det er såmænd.

PETER: (lidt "diskret" sådan) Hvad laver han egentlig?

HANNE: Han venter på at græsset skal komme op.

MANDEN: Ja, han gør såmænd.

MARIANNE: Op af jorden?

MANDEN: Eller ned fra himlen, det er mig det samme.

MARIANNE: Det har jeg aldrig set nogen gøre før.

MANDEN: Skidt med det, bare det kommer!

PETER: (griner, godartet) Det er sgu noget helt andet end da min far skulle prøve at få en græsplæne op at stå. Han vandede og vandede, og der kom ingenting, og så blev han ved med at vande, og I skulle have set til sidst, mand, det hele sejlede væk under benene på ham, jord og frø og hele lortet, det fes af sted som en malstrøm og lige ned i kloakken, I skulle fanme have set ham!

MANDEN: (i rigtig godt humør) Hvad gjorde han så?

PETER: Han lagde sgu fliser over det hele!

(de to piger hyler af grin. Manden grynter et godmodigt høhøhø. Så pludselig besinder han sig og kommer til fornuft, tysser højlydt på de andre)

MANDEN: Hov, hør, nu må I tage og vise lidt social adfærd. I må ikke være så højrøstede her midt i natten, det går ikke an.

PETER: Nåh, sidste gang var der ellers ingen ende på - - sidste gang var der da larm og bajere over det hele.

MANDEN: Hvad! Nænæ. Hø, jo, men det var dengang.

MARIANNE: Vi ville heller ikke forstyrre. Vi skal også tidligt op i morgen.

MANDEN: Ja, jeg har ferie.

MARIANNE: Og tænk hvor var jeg bange for at gå herind.

PETER: Men nu kan det da godt være vi ses en anden gang. Næste gang. Jaja, men så - (sammen med Marianne) Hej, Hanne.

HANNE: Hej, Peter. Hej, Marianne.

MANDEN: (pause mens de to forsvinder) Der er sgu da ellers ikke noget at være bange for herinde.

HANNE: (rejser sig) Jeg går ind nu, jeg fryser.

MANDEN: Ja. Tak for tæppet, min pige.

HANNE: Det var lidt snyd. Jeg havde hørt vejrudsigten. Godnat, far.

(blæsten fader ud. Men kun for at lade en ny og langt frygteligere blæst fade ind. Og lidt efter lyder der en vældig splintren fra et træ der skal til at falde)

MANDEN: (står op og hujer) Nabo! Nabo, dit takstræ vælter! Nabo, dit drivhus!!

(men ak, det er for sent, for nu brager træet ned i drivhuset og knuser det)

NABOEN: (kommer styrtende ud) Hvorfor fanden kunne du ikke have sagt til noget før! Du kunne jo se det!

MANDEN: Tror du ikke jeg har nok at gøre med at holde sammen på mit, hvad!

(stormen lidt i baggrund så vi bedre kan følge med)

MANDEN: Se min jord, se mine frø!

NABOEN: Se mit drivhus!

NABOKONEN: (kommer også styrtende ud. Skingert) Det er Deres skyld alt sammen, De frygtelige menneske. Det har man for at ingen har turdet forhindre at en sindssyg, en særling, har slået sig ned ved vores hus!

MANDEN: Hør nabo, er det også din mening hun lufter der?

NABOEN: Jeg ville ikke formulere det så stærkt men –

KONEN: (kommer nu til fra sit hus) Hvad foregår der her, hvad er det for en råben og skrigen så man næsten ikke kan høre stormen engang!

NABOEN: Men du må undskylde mig når jeg mener at du har en uheldig indflydelse på nabolaget!

NABOKONEN: (den absolutte trumf) Et tilfælde, det er lige hvad De er - - et tilfælde!

KONEN: (med uanet, uventet styrke) Klap i, kælling, og skrup så ind til dig selv, dit forpulede asen!

MANDEN: (blir helt forskrækket) Ellen! Ellen, hvad er det du siger!

KONEN: Jeg siger at nu er det vist på tide at vi slår os sammen, og at nu slår vi os ned her, sammen. Ikke tale om at jeg vil finde mig i at man render et både uskyldigt og uskadeligt foretagende over ende på den mest sjofle, mest hysteriske måde, ikke tale om!

MANDEN: Nej, det kan der bestemt ikke være tale om, bestemt ikke, ikke tale om.

KONEN: Og hvad kan de, udover at råbe og skrige så det er en jammer! Men nu skal jeg sige jer to noget, I skal nemlig ikke komme her og kalde min mand for hverken en særling eller et uheldigt tilfælde, for det vil jeg ikke høre fra nogen! Sidder han måske ikke her og lader sig overfalde af den ene elendighed efter den anden - og det var til at forudse! - men han sidder her!! Frivilligt! Nå, er han så måske ikke et vidnesbyrd om menneskehedens uudslukkelige og mirakuløse optimisme! Jo, han er så!!

MANDEN: (blir helt benovet) Nånå, Ellen, nånå, nu må du ikke -

KONEN: Men den tålmodighed han her har udvist og som her er det eneste fornødne, den tålmodighed gælder alene græsplænen, den gælder ikke jer! Så hvis vi nu snart kunne få lov til at se jeres bagdele forsvinde ind gennem palisanderdøren, så kunne det måske være man kunne få lov til at slå sig ned og drikke sin kaffe i fred! Hysh!!

(det var tilstrækkeligt, døren slår i efter de to naboer med et brag)

KONEN: Sikken morgen!

MANDEN: Gud, Ellen, jeg havde ingen anelse om at du kunne så mange ord.

KONEN: (absolut velment) Du har sgu meget at lære endnu.

MANDEN: Ja, der kan man bare se.

KONEN: (råber mod huset) Ja, Hanne, så kan du godt komme med den anden stol, og kaffen og alt det andet!

MANDEN: Hvad?!

KONEN: (til Hanne der kommer med stolen) Der står tre Underberg inde i skabet, bag tallerknerne.

MANDEN: Jamen –

HANNE: (på vej ind igen) Jeg tager min senere.

MANDEN: Vil det sige at Hanne nu –

KONEN: (sætter sig) Ja.

MANDEN: Vil det sige at du nu -

KONEN: Ja. Resten klarer sig nok. Det tager Hanne sig af alt sammen.

MANDEN: (lille pause) Hun er en god pige, det har jeg altid sagt.

(det meste af blæsevejret er nu væk. Svag vind. Og nu kommer Hanne med kaffen)

HANNE: Velbekomme jer. Jeg kunne altså ikke finde andet brød end det her.

KONEN: Det er godt, min pige.

HANNE: Jeg sætter det her, så finder I vel ud af det.

KONEN: Ja tak, min pige.

HANNE: Så smutter jeg, ellers kommer jeg for sent.

KONEN: Det er godt, min pige, farvel, min pige -

(Hanne går. Konen skænker kaffe. Drikker kaffe. Pause)

MANDEN: Velkommen i klubben.

KONEN: Tak, min dreng. (skifter så tonefald til varmt) Tak, Thomas.

MANDEN: (skænker selv kaffe) Vist var det uventet, vist var det det. Men man holder jo bedre varmen når man er to.

KONEN: Nej, jeg stod det jo heller ikke ud mere med alle de fødselsdage og alle de papirer og dårlige film. Så hellere sidde herude hos dig lidt, og prøve at holde varmen ja.

MANDEN: (særdeles tøvende) Der er noget jeg først må fortælle dig. Det er ikke helt let, det er noget jeg -

KONEN: Var det derfor du flyttede stolen herom så vi ikke kunne se dig inde fra huset?

MANDEN: Ja. (pause) Ja, jeg kunne jo ikke vide at du også ville flytte ud, jeg kunne ikke forudse det. Men hver morgen, altså, hilser jeg solen ved at bøje mig tre gange mod jorden.

KONEN: Det er en smuk tanke, bliv du bare ved med det.

MANDEN: (storlettet) Tak, Ellen. Tak. (pause) Det var jo alligevel blevet en del af det hele.

(klip til nabohuset indvendig hvor nabomanden prøver at få styr på sin kone)

NABOEN: Jamen, ingen kan forhindre dem i at vente på deres græs. Ingen kan hindre dem i at svare igen. Ingen kan forhindre konen i at være lige så forstokket som manden!

NABOKONEN: (hun er helt knust) Nej, nej, nej, så magtesløse kan vi ikke stå, det kan ikke være muligt i et civiliseret samfund. Næste gang planter de måske en urskov!

NABOEN: (her var noget konkret at tage fat i) Så kan vi skride ind, så vil du få medhold og ret og det hele. Så kommer han i strid med hegnsloven og miljøloven, det er straks en helt anden sag.

NABOKONEN: Det er bare så ondt, Albert, det er så frygteligt ondt mod os.

NABOEN: Såså, nu snakker vi ikke mere om det. Vi glemmer det. Og du dropper alle tanker om politiet og ombudsmanden. Ikke noget med at tabe ansigt, Berthe, sidst af alt det!

NABOKONEN: (efter en pause, lavt) Se deres lygte derude, nu skinner den igen.

NABOEN: Så ved vi hvor vi har dem. Det er dog bedre end at rulle gardinerne ned.

(krydsfade ud til de to i haven. Konen strikker så det knitrer. Nat. Fjern knallert)

KONEN: Du må sidde roligt med den lygte, ellers forstyrrer det mere end det hjælper.

MANDEN: Kunne du ikke holde inde lidt, jeg er ved at være lam i armen.

KONEN: (holder inde) Var den jord ikke kommet til at se lidt tør ud i dag, synes du?

MANDEN: (ikke meget for at indrømme det) Jo. Jo, vi skulle meget gerne have noget regn snart.

KONEN: Den var begyndt at slå revner i det dumme hjørne ovre under hegnet.

MANDEN: (dybt suk) Og alle de frø der er blæst netop derover!

KONEN: (strikker igen) Nå, helt galt kan det vel ikke gå. (farer sammen) Hvad er det, henne under æbletræet?

MANDEN: Det er ingenting, nu skal du ikke - - her er lige så fredeligt om natten som om dagen, det kan du være tryg for, det har du mit ord på.

KONEN: Det føles anderledes.

MANDEN: Du vænner dig til det. Nu skal du se, du kan rykke nærmere herhen. Sådan ja. Læg så dine ben op på mine ben. Se så, nu er der ikke noget der kan rykke ind mellem os.

KONEN: (pause) Prøv at se op i den himmel.

MANDEN: Ikke en sky.

KONEN: Alle de stjernetegn.

MANDEN: Ingen regn.

KONEN: Og hernede mangler der heller ikke underholdning. Jeg vidste ikke at man kunne se folks hoveder hen over hegnet. Og folk ved ikke at man kan sidde herinde og se dem.

MANDEN: Ikke en eneste lille våd sky.

KONEN: Det skal nok gå alt sammen.

MANDEN: Kunne man være sikker på det.

KONEN: Hold om mig, gør.

(langsomt svinder nattebilledet bort. Hurtigt op på telefon der ringer)

HANNE: (tager telefonen) Ja, hallo? - Nej, mor sidder ude ved græsplænen. - Nej, far sidder også ude ved græsplænen. - Hvadbehager? - Nej, det kan nok ikke lade sig gøre, desværre. - Ja, nej, det er der nok ikke rigtig noget at gøre ved. - Jo tak, de har det fint begge to. - Hvad for noget? - Nej, de sidder der bare. - Det ved jeg sørme ikke, en uge eller to, det ved jeg ikke. - Det skal De ikke tænke på. Godt nok. - Ja. - Farvel, farvel.

(hun lægger røret på. Krydsfade ud til varm, solbeskinnet middagstime i haven)

KONEN: Rigtig lunt og fint er det gået hen og blevet.

MANDEN: (virker meget anspændt) Det er en ørken er det. Det rene Sahara er det!

KONEN: Nu må du ikke pludselig forlange at det hele skal gå af uden bekymringer.

MANDEN: Jeg kunne bare så godt tænke mig at vide hvor det første lille strå blir af!

KONEN: Nu sidder du her, og så kan du lige så godt først som sidst lære at se din utilstrækkelighed i øjnene. Skal den solsort have lov til at trampe rundt der?

MANDEN: Solsorten skal have lov. Det er naturens orden, og desuden er det både rimeligt og uskadeligt. Lad den bare. Lad fuglene slå sig ned i haven. Men katten vil jeg ikke have her. Og hundene spytter jeg på!

KONEN: Uh, jeg tror jeg kunne blive helt høj på sol og vind og regn. Thomas, min Thomas, nu må du prøve at slappe lidt af. Alt det brune og grå her skal nok blive grønt og grønt. Tro mig, grønt i bunden og op over murene og lige op i luften, grønt!

MANDEN: Jeg tilbagekalder hermed enhver sur bemærkning jeg nogensinde måtte være kommet til at fyre af i retning af dig. Men derfor kunne det godt snart se at gøre noget ved det!

KONEN: Du kan lige så godt lade være med at stille dig på bagbenene. Der sker alligevel ikke noget før tiden er inde. Om du så råber, skryder eller skælder ud, hører du!

MANDEN: (utåleligt utålmodig) Jaja, jeg hører jo, jeg hører jo. Jeg må hellere høre om der dog ikke -

(han tænder for transistoren. Først lidt andre nyheder som manden bare stønner over, så en vejrudsigt der glad og fro lover tørt vejr og rigtig meget sol)

MANDEN: Det var dog også som satan og helvede bare! (råber nervøst) Hanne! Hanne! (så næsten hvisker han) Tror du det her er enden på det hele, tror du?

KONEN: Nåh. Nøh. Ganske vist hænger hyldens nye skud lidt med bladene men -

MANDEN: Der er noget i det der varsler frygteligt ilde.

KONEN: Der er skjulte ressourcer de underligste steder.

MANDEN: Det lader der sig ikke leve på nu. (ophidset råb) Hanne!!

HANNE: (kommer roligt op gennem haven) Det er det samme overalt. Radioen og telefonvejrmeldingen står ved hvad de sagde i tv-avisen i går. Hver gang man ringer op. Hver gang det samme.

MANDEN: (hæst og lavt) Det ville være et frygteligt nederlag hvis der ikke snart sker noget. Tænk på alle de nætter. Tænk på naboens. Men der sker ikke noget, der sker jo ikke noget. Det er holdt op med at der sker noget. Det er fuldstændig holdt op. Der sker ikke noget.

KONEN: (gider ikke høre på det mere) Nå, så skulle da også! (op fra stolen) Den jammer kan vi for pokker ikke bare sidde og høre på! Nu må der gøres noget, og det skal være lige med det samme!

(hun går derfra, nærmest løber, forsvinder ind i huset. En god pause)

MANDEN: Gik hun ind? Hvad skulle hun?

HANNE: (går nogle skridt til siden så hun kan se) Nu kommer hun ud igen.

MANDEN: Jamen, hvad laver hun?

HANNE: Hun pudser vinduer.

MANDEN: Pudser hun vinduer? (rejser sig, går hen til Hanne. Siger så helt stille og næsten bedrøvet) Stakkels Ellen, nu har det alligevel fået bugt med hende.

HANNE: Det har nu aldrig slået fejl før, det med vinduerne.

MANDEN: Hvad mener du med det?

HANNE: Kors, hvor hun går til den. Sådan har jeg aldrig set hende pudse vinduer før.

MANDEN: Mener du at - radioen! Hvor fanden er - - her!

(han tænder, der strømmer musik ud, sluttakterne af et stykke)

MANDEN: Pudser hun endnu?

HANNE: Hun pudser!

(vi ryger lige ind i en vejrudsigt. Den lyder frygtelig: Dybt lavtryk på vej, storm fra nord, med sne og voldsom kulde, mulighed for torden og stærke haglbyger)

MANDEN: (farer op, råber) Stop det, Ellen! Stop det, stop!! Hører du, stop for guds skyld!

KONEN: (kommer roligt gående) Nå, hvad er der nu? Hvad er der i vejen?

MANDEN: Det var for meget, Ellen, det var alt for meget. Det var godt nok, men alt for meget.

HANNE: Nu kommer der en sky derude.

MANDEN: (paf) Ja, nu kommer der en sky.

HANNE: Nu kommer der mange skyer.

MANDEN: (endnu lavere og hæsere end før) Det er frygteligt. Det er forfærdeligt. Sne, hagl, kulde, nordenvinde.

(lang pause hvor man mest hører mandens hvæsende vejrtrækning)

KONEN: (til sidst) Vinden er sgu da ikke i nord.

MANDEN: (efter en ny pause) Nu du siger det.

HANNE: Den er i sydvest.

MANDEN: Den må være slået om.

KONEN: Det er heller ikke spor koldt.

HANNE: Den blir i sydvest.

KONEN: Mildt, det er lige hvad det er. Forår.

MANDEN: Ja. Ja. Hvem skulle have troet det. Men det er det samme lavtryk, forstår I. Det er bare gået nordenom og har givet plads for betydelige tilstrømninger af milde vinde fra syd. Sådan hænger det sammen. Det er sgu foråret, det rigtige forår. Føl på det.

KONEN: (konstaterer bare) Ja, sådan må det føles at forandre og forvandle verden til det den kunne være!

MANDEN: Det er græsplænens og Ellens sejr over vejrudsigter og bureaukratiet og det hele!

KONEN: Det fik du stillet rigtig nydeligt op, Thomas.

MANDEN: Man blir sgu så stille indeni.

HANNE: Og der har vi regnvejret.

(det begynder at sile, sile, og sile. Med en egen blød lyd vokser regnen i styrke og plasker alt rigtigt godt igennem. Langsomt fader det væk. Og så en langsom opfadning på de sidste få regndryp, der snart afløses af en nu helt fuldttonende solsort)

MANDEN: (sagte, helt højtideligt) Ellen, se derhenne, se der, og der. Det fine gennemsigtige noget. Over det hele.

KONEN: (er i mellemtiden blevet forkølet) Der har vi det.

MANDEN: (ned på knæ) Det er græs, Ellen, det er græsset! Og her sidder man og venter gennem dage og nætter, og så opdager man ikke engang at det er kommet. Før det hele er én grøn dyne.

KONEN: Ingen tvivl om den sag, der har du dit græs.

MANDEN: Gud altså, bedst som man sidder og ingenting aner folder det hele sig bare ud.

KONEN: Det er rigtig dejligt at se på.

MANDEN: Og der har vi Hanne, med tre bajere i hver hånd.

HANNE: Hej, far. Hej, mor. Den er allerede højt oppe, hvad.

MANDEN: Tja, min pige.

HANNE: (sætter sig, åbner øller) Nu kommer solen.

MANDEN: Se, hvor den lyser i de små fine spirer. Og så er her en duft.

KONEN: Nu gror det.

MANDEN: (kan nu tillade sig at sige det) Den er nu ikke helt plan inde på midten.

KONEN: Ingen forlanger at du skal præstere det fuldkomne første gang.

MANDEN: (glad for de ord) Nemlig ikke. Og det vil en smule topdressing hurtigt gøre noget ved. Se solen der spiller som diamanter hen over det, hvor blir den dog tæt. Og når man så tænker på at det bare er noget der kommer af sig selv. Op af jorden når mindst man det venter.

KONEN: Åh jo.

(hen over hækken lyder nu på ny stemmen af den unge mand fra tidligere)

PETER: Dav igen. Halløjsa, ser man bare!

MANDEN: Ja, kom ind, kom bare ind!

MARIANNE: Det blir vel nok en dejlig plæne De får Dem!

MANDEN: Ja, ikke sandt! Ikke en bar plet! Men det holdt hårdt!

PETER: Kunne man ikke have vandet den op?

MANDEN: Puh, vandet den op - aldrig i livet. Aldrig i livet! Blasfemi ville det have været!

KONEN: Sæt jer nu ned og få en øl.

PETER: (sætter sig) Det var vældigt som De er blevet forkølet.

KONEN: Så er man hærdet for fremtiden.

MARIANNE: Det er bare synd De ikke kan lugte hvor dejlig luften er blevet.

MANDEN: (stolt) Det er græsset!

KONEN: Jeg kan forestille mig det bedre end det er.

HANNE: Der har vi naboens, mon de også -

MANDEN: I kufferter og rejsetøj! (råber efter dem) Hvad nu?

NABOEN: (kort) Afbestillingsrejse. Marrakesh. Bare væk. (dyt-dyt) Undskyld os, taxaen venter.

MANDEN: (venter til de er gået) Marrakesh?

KONEN: Det kan være godt nok til dem.

MANDEN: De kunne da ellers godt være kommet ind og have slået sig ned, som Moses ville have slået sig ned hvis han var kommet ind. Marrakesh?

PETER: Skål. Det har sgu været dejligt at have jer siddende her om natten.

KONEN: Skål. Det skal blive dejligere endnu.

MARIANNE: Skål. Men man skulle nu lige vænne sig til det i begyndelsen.

HANNE: Det er ved at blive rigtigt dejligt varmt. Det er snart sommer.

MANDEN: Skål! For ikke engang fjorten dage siden sad jeg i sne til midt på lårene. Det har ikke været uden bekymringer, det har det ikke, det vil sådan noget aldrig være. Har man én gang set dét i øjnene, ved man straks en hel del om sine eventuelle begrænsninger.

KONEN: Ja, det kan nu være meget godt alt sammen. Men i mellemtiden har jeg også siddet og fundet ud af nogle begrænsninger!

MANDEN: (pludselig dybt bekymret) Ellen, hvad har du nu fundet på!

HANNE: (let og luftigt) Jeg tror vi skal have nogen flere stole ud.

MANDEN: Husk på at vi har forsømt meget inde i huset, husk på at vi har meget at indhente!

KONEN: Det skal vi ikke tænke på nu. For nu har luften fået mig gjort lidt småvild, så nu planter jeg en skov. Så venter vi, og så ser vi hvad den kan gro op til.

(eneste reaktion er et par klare strofer fra solsorten. De klippes væk)

 SLUT