Der står vi, i udkanten af torvet, og har fundet et strategisk godt sted. Det er her vi sætter af, lørdag morgen.

Jeg ved ikke om du ved hvem jeg er. Men kald mig bare Fokker. Jeg er altid blevet kaldt Fokker, det har jeg aldrig haft noget imod.

Og du kan roligt stole på det her, for jeg var der, jeg var til stede, mand. Det er mandag i dag, ikke? Hører du efter?

Der er altid masser af folk på torvet sådan en lørdag formiddag, løse penge mellem hænderne, god omsætning på markedet. Store muligheder for at komme af med noget, af hvad man nu står og skal af med.

Jeg er kravlet op på en ølkasse hvor jeg står og spjætter med arme og ben for at løsne musklerne. Og oppe ved statuen af en eller anden konge sidder Anita. Med sin guitar.

Jeg har ingen guitar. Jeg har foreløbig kun mig selv.

Anita er en pige jeg har hyret til det samme, altså til at spille guitar. Og til at udøve en dragende effekt på publikum. Hun var et helt nyt bekendtskab, det var udelukkende tænkt som en forretningsmæssig forbindelse.

Jeg ville hale folk til ved at vise hendes mave frem, og hendes bryster. Hendes bryster var ikke store, men de prikkede sådan til blusen indefra, som om de ville længere frem. Hendes mave til gengæld, den var stor, den så man. På en måde kan man godt sige hun forplumrede viljen i hele foretagendet.

Vi havde kendt hinanden en uge, hvis sandheden skal frem. Jeg havde samlet hende op på et værtshus og taget hende med hjem. Jeg kunne mærke at hun ville blive en stor attraktion.

Det allerførste hun sagde til mig var: »Hvorfor kravler du når alle andre går oprejst?« Og nu havde jeg det ikke så godt mere med at skulle vise hende frem. Selv om det var til et godt formål.

Jeg mener det er en menneskeret at tage et initiativ. Hvis andre mennesker ikke vil røre en hånd for dig, så må du selv. Det er muligt at andre ikke kan se hvor du har din styrke, så må du rykke i marken.

Anita havde slet ikke noget. Hun var uden tag over hovedet, som man siger, og havde ingen steder at læne sin skulder mod.

Vi venter lidt endnu. Det er mig der skal give tegnet til at gå i gang, og jeg venter på at der skal komme flere folk på torvet.

Jeg ser op mod Anita. Der tegner sig ligesom en glorie af lys om hendes ansigt. Hun hviler hånden på maven, og maven mod lårene. Hun ser ned på mig og ryster let på hovedet. Jeg ser ud over torvet.

De sælger alt muligt på torvet. Vi står der mellem fisk og bananer og hjemmestrik og oste og agurker og æg og stiklinger. Her deler de ud - af balloner og Jesus, af sang og fællesskab, ren begejstring og blandet fryd, op til et valg er der masser til salg.

Jeg havde planlagt det i månedsvis, en stjernestund midt i al deres pølsespisning og bajerdrikning. Og Anita var lige den støtte jeg havde brug for - netop fordi hun syntes det var så håbløst. Jeg var meget betaget af hende.

Jeg ser op i solen der hamrer ned over os. Jeg kan tage vældig meget varme, så det passer mig fint. Hvis vejret holder blir det en smuk aften, det passer mig også fint, vi har lovet at tage hinanden med en tur i skoven - afhængigt af hvad der sker naturligvis.

Ud over mig selv har jeg nogle bannere parat, et par skilte, en balancestang til livets gang, pap, maling, pensler, kobjælder, en expander, et stetoskop, et pandespejl og en gonggong.

Det var næsten det værste af det hele - at skaffe de ting.

Men det var heller ikke let at se i øjnene at jeg var blevet så afhængig af Anita. Hun styrede snart alle mine tanker og indfald, og jeg havde et hyr med at sætte min egen vilje igennem.

Hun underholdt også hele værtshuset den aften jeg samlede hende op. Hun var virkelig god med en guitar. Så jeg spurgte hende om hun ville være mig behjælpelig. Det ville hun godt. Jeg købte os en øl, to.

Efter alle de indkøb var jeg læns og havde ikke flere penge. Så vi slog pjalterne sammen og lukkede dynen til over os.

Vi havde en meget fin uge sammen. Jeg kunne få hende op at ringe, eller hun kunne få mig op at ringe, ganske let, der var en frihed i det, du drømmer ikke om det. Vi var simpelthen bestemt for hinanden, hvis der nogensinde er to der har været det.

Hun kaldte mig sit barn og sagde, at når jeg smilede til hende var det med et udtryk som hos en fræk dreng der har glemt hvorfor han er fræk.

Selvfølgelig kunne det godt være et problem med hendes mave når vi lå sammen. Men jeg elskede denne gravide vom, jeg forestillede mig hvordan den ville rage ud over torvet som et stort forbjerg, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at få del i ungen derinde.

På en uge blev det så godt som min unge, og Anita vidste godt hvordan hun skulle placere os så maven ikke kom i vejen.

Det er også hende der pludselig går i gang. Jeg har ellers ikke givet spor tegn, men nu kører vi altså. Hun synger »We Shall Overcome« og »Bridge over Troubled Water«, og folk tøver, men der er jo ikke noget der hindrer en i at købe ind mens man lytter.

Jeg vil altid huske hende sådan, på et torv fyldt med blomster i alle farver, i en slags evig sommer, skrålende af fuld hals.

Hun var lige kommet ind i syvende måned sidste lørdag, altså den lørdag vi mødte hinanden, og det havde hun jo ikke behøvet fortælle mig, men det gjorde hun alligevel, for sådan skete det.

Vi var stoppet op uden for min dør, og der nævnede hun så det med graviditeten, og hun blev ved med at sige at hun hellere måtte gå, nu måtte hun hellere gå, men da havde det for godt fat.

»Mine damer og herrer,« bryder jeg ind over den sidste strofe, »mine damer og herrer! Stop op og hør på!« Jeg hæver armene og en højtidelig stemning sænker sig over alt og alle.

»Kun her kan De få et tilbud som siger sparto til alt! Kun her finder De den ægte vare og det oprindelige udtryk, hvor finder man ellers det i denne forhærdede verden. Kom så, ærede, slut op bag mig og glem alt det forlorne pjat man ellers kan tilbyde jer!«

Anita har droppet sangen og arbejder nu i en mere fast rytme, som bund for min rekommandation. Den første interesse begynder at pible så småt imod os, og sådan skal det være, man må selv kalde dem frem.

»Vi viser Dem ikke syvstjernens flugt gennem det tomme rum eller de fantastiske muligheder i Atlantis' susende rørskove, ejheller Venus med hår på tænderne, her viser vi Dem virkeligheden når den er bedst, og hvad mere er - vi giver Dem del i virkeligheden!«

Det var først efter et par dage sammen med hende at jeg vendte tilbage til det med forretningerne. Jeg kunne ikke se nogen grund til at det skridt der oprindelig var tænkt som min redning ikke også kunne være til gavn for os begge to, eller alle tre for den sags skyld.

Hun rystede opgivende på hovedet og stillede op. Ikke bare sådan, for der var ting hun ville have rede på først, men hele tiden på mine præmisser, altid på min banehalvdel.

Jeg ser ud over alle de hoveder der har vendt sig mod os, en fem-seks stykker, men det skal nok komme, det har jeg aldrig tvivlet på. »Og den del af virkeligheden,« hujer jeg, »den del kan vi tilbyde Dem her i dag, for en billig penge, ja for næsten ingenting!«

Jeg pifter i fingrene og svinger et banner for enden af balancestangen. På banneret har jeg ridset et menneske, inddelt i felter, ligesom en ko, med nakke og bov og mørbrad, men endnu er banneret ikke foldet helt ud, endnu kan man ikke danne sig et skøn over det.

»De tror De skal se et show, mine damer og herrer, en forestilling for de mange, og det skal De også, men først og fremmest: De vil her i dag FOR FØRSTE GANG I VERDENSHISTORIEN - eller i det mindste siden romerne - få en chance der er aldeles enestående!«

Jeg hamrer vældigt på min gonggong, og Anita rejser sig oppe ved statuen og slår ud med maven. Det er lige så kongen deroppe hvis håb står til havet (det står der i hvert fald på soklen) falmer og synker hen i de bølger af energi der udgår fra hende.

Det var ikke spor let at overgive sig til hende, det var ikke nogen ligetil sag. Det skete bare. Pludselig var det alvor, og det var slet ikke meningen, slet ikke for mig. Jeg havde rigeligt at se til og havde lige fået brændt nallerne grundigt. Jeg havde ikke spor lyst til at prøve det en gang til. Men nu drejer verden sig jo ikke om man har lyst eller ej.

Anita trækker maven til sig og peger ned på mig med en besværgende gestus. Jeg hæver mig på tæerne der på min ølkasse og er lige ved at græde, så flot er det, men jeg kan ikke lade mig overvælde, ikke nu, der er ting der skal gøres, ting der skal huskes.

»De ser her for Dem et menneske der er i besiddelse af al den kraft og vitalitet der kendetegner en ungdom der er opvokset i frihed og på et rigeligt vitamintilskud. Det har været en dyr omgang, mine damer og herrer, at holde mig rask på legeme og sjæl!«

En skjult fjeder får mit banner til at folde sig ud for enden af balancestangen. Det nøgne menneske tegner sig stramt mod den blå himmel. Anita flår i strengene.

»Derfor, mine damer og herrer, bør det også kunne forventes af mig at jeg med alle tilgængelige midler stiller min muskuløse krop til rådighed for den almindelige bevægelighed. Om denne krop fungerer? Om den fungerer! Men først skal vi have en sang!«

Og mens jeg får vejret igen synger Anita ud over forsamlingen, og det er som om der ikke længere er udelt tilfredshed blandt de andre handlende - der er en tendens til at vi hiver kunderne fra dem.

Det er en tendens jeg har god lyst til at forstærke, det er det her øjeblik jeg har kravlet frem imod, jeg kan ikke modstå fristelsen til at hive et stykke fyrværkeri frem jeg har gemt i lommen, antænde det og slynge det højt op i luften over mig.

Det går af med et hvæs på Anitas sidste tone. Hun får et helt chok. Det med fyrværkeri er noget hun har modsat sig, en billig effekt.

Jeg fandt hurtigt ud af at Anita var ældre end mig, noget ældre, for ikke at sige ti år, men helt nøjagtig fik jeg det nu aldrig at vide, hun var ret svær at få oplysninger ud af.

Hun påstod bare at hun var stoppet op midt i et vadested, og midt i det vadested stod der efterhånden så mange at de var begyndt at jokke hælene af hinanden. Så der ville hun ikke blive.

»Kryb for alt hvad du har kært,« sagde hun, »så kan du altid lægge dig til at dø med god samvittighed.«

Måske var hun bare bange for fyrværkeri, sådan er der nogen mennesker der har det, de tåler ikke godt det der pludselige ryk under huden.

Men jeg skal love for at hvad der ikke har vendt sig mod os før, det gør der nu. Interessen er vakt og øjnene spærres op.

»Der er ingen tid at spilde,« galer jeg, »der blir intet at fortryde. Her er muskler af granit, her er nerver af stål. Her er sprængstof i blodet. Enhver seriøs køber vil naturligvis få lejlighed til selv at føle og famle på varen. Her køber ingen katten i sækken, her taler vi om den rene uforfalskede vare!«

Jeg kyler mine skilte i vejret i hastig rækkefølge. Der står: BILLIGT TIL SALG. Der står: KØB NU, SPAR SENERE. Der står: VELEGNET TIL ETHVERT KLIMA. Og der står: DEN RENE VARE FOR DET RENE INGENTING.

»I ser på mig, og hvad ser I: Frisk, ung fyr! Og tænk så på alt det I ikke ser: Lever, lunger, nyrer, hjerter - hjerte, alt sammen perfekt og intakt, på plads og i orden, og har vi råd til det, jeg mener, hvem har råd til at lade alt det gå til spilde.«

Jeg holder min expander højt op i luften og lader den dingle for alles øjne, jeg tager stetoskopet på og monterer lynhurtigt mit pandespejl: »Disse tænder, mine damer og herrer, dette bid! Mærk selv og bliv tilfreds!« Man skal altid sørge for at folk blir inddraget.

»Jeg stiller mig her og nu til rådighed for en hjerte-lever-lunge-undersøgelse. Man indskriver sig bare på en liste som Anita kommer rundt med. Ja, Anita, mine herrer, dette kapitel helt for sig. Anita er ikke til salg, mine damer og herrer, jeg er til salg!«

Jeg var en af dem, forstår du, der troede at der bare var fri bane forude. Så jeg opdagede ikke spærringerne i tide.

»De ser denne expander. Ved dens hjælp skal jeg nu bevise for Dem at der stadig er viljer af stål i de danske gutter. Køb dem inden udlandet trækker dem ud!«

Og jeg hiver og slider i expanderen, det er ikke spor nemt, jeg rakker derudad så det sortner for øjnene. Men jeg stopper ikke op, jeg tæver løs, nu er det bare med at holde sig kørende.

»De ser, det er ingen ligetil sag. De ser, en investering her betyder guldrandet forrentning langt frem i tiden. De ser, det gode initiativ ligger stadig lige om hjørnet. Og nu spørger De selvfølgelig -.«

Men jeg skal lige have vejret, sveden står mig på panden, og det hvæser dybt nede i brystet. Det er en dårlig reklame, og jeg får Anita til at overdøve den stygge efterklang af alt for mange smøger.

Jeg ved selvfølgelig også godt at min lever ikke kan leve op til det helt store check. Hvem tænker på det når musikken spiller.

»Nu spørger De sikkert Dem selv hvad det skal koste. Hvad er prisen for al den herlighed?« Jeg griner selv smørret over »herligheden«, for jeg ved at Anita står bag mig og ser dybt ironisk ud, og det er også en fin lille pointe i sig selv.

»Ja, hvad bydes der, noget bydes der vel? Op med hånden, på med vanten, hvor har vi nu den ærlige sjæl der tør vove et øje. Hvornår får vi det første håndslag på dette friske tilbud. Langt friskere, det garanterer jeg Dem, end alle de andre fisk her!«

Og jeg sælger jo ikke mig selv for en sag, eller for at prostituere mig. Men for at komme af med mig! Og der er ikke én der er begyndt at tælle sine penge op endnu.

»Vi ved jo alle at behovet findes,« træder jeg ned fra kassen for at komme dem lidt i møde. »I har brug for sådan en som mig! Se godt på denne krop, lyt til denne sjæl, se hvad kroppen kan, hør på sjælens råb, er der ingen der vil føle!«

Men jeg er kommet for tæt på, de viger til side og nogen er ligefrem begyndt at undersøge grøntsagerne igen. Jeg springer op på soklen til Anita, jeg hæver mig på tæerne og besværger dem.

»Jamen, jeg kan alt! Jeg kan skrælle kartofler, sortere flasker, skrive på maskine! Jeg har forstand på planter og dyr, kan stå på hænder i timevis, kan 100 kabaler udenad, er der ingen der vil købe! En krone, hører I, en krone plus kost og logi, og I har et menneske på hånden!«

Og nu giver jeg alt hvad jeg har i mig, jeg stripper skjorten af og viser mine rygstykker frem, min brystkasse, mine overarmsmuskler, det giver nyt røre, der var endda en der tog et par billeder.

Jeg griner med hvide tænder mod dem og lader mine smidige fingre spille i luften, jeg står på hænder og går på tæer. Børnene griner og har det herligt. Jeg sveder og smider bukserne.

Jeg havde selvfølgelig gjort mig mine tanker om hvordan jeg skulle bære mig ad med at prioritere mellem flere gode tilbud. Folk skulle ikke gå sure væk hvis jeg lod mig afhænde til anden side.

Og indenunder har jeg badebukser på, jeg står ikke der og overtræder politivedtægterne. Jeg er et ordentligt menneske, jeg er ude i et lovligt ærinde, og mit tilbud er ærligt ment.

»Okay, I siger til jer selv: En krone, det er for lidt. Det man sælger for en krone er kun det halve værd. Godt, lad os sige: Nok til at jeg selv kan klare dagen og vejen!«

Men de er lige henholdende, de morer sig herligt og afventer bare forestillingens store clou. Og jeg idiot har forlængst fyret det af og har ikke flere godter i posen. Jo, én til har jeg.

»Mine herrer! Jeg har én chance, og denne chance er samtidig Deres garanti: Kun ved at udslette min egen person kan jeg indgå i en sammenhæng der alligevel ikke bestemmes af mig. Mine herrer, oplaget er begrænset, tilbudet gælder kun i 10 dage!«

Så kommer der en mand hen, han vil mig noget, jeg kan mærke det, den første udstrakte hånd. Det er torvets inspektør. Han siger at vi ikke må stå der, man skal bestille stadeplads i forvejen og i øvrigt betale torveleje. Vi har ikke betalt torveleje, så han jager os væk.

Jeg kender mange systemer og forordninger, det gør jeg, men den med torvelejen har jeg ikke mødt før.

Der er ikke mere at komme efter, jeg sender Anita et blik og begynder at pakke sammen. Nej, først hjælper jeg selvfølgelig Anita ned, hun skal ikke springe ned på brosten fra den højde.

På vejen hjem går vi ind i et supermarked og køber ind. Vi har 100 kroner tilsammen, det får så række til dagen og vejen.

»Ingen skal i hvert fald komme og sige,« siger hun så da vi er hjemme igen, »at du stopper op og tænker dig unødigt om!«

Hun smider rygsækken fra sig og sænker sig ned i sofaen, hvor hun skyder maven frem og spreder benene godt så det hele kan være der.

»Et helt livs opsparing,« siger jeg bare og smider indkøbsposen hen i en krog så en flaske ketchup går i skår. »Sat over styr ved en enkelt storartet indsats, tabt på gulvet!«

»Så, tag dig nu sammen,« stønner hun, »og se at komme videre. Nu har du prøvet det, du har skreget dig hæs, du har dummet dig, du har gjort din del. Vi har alle set at du vil dø om så det gælder, nu skal du bare koncentrere dig om at leve!«

»Hvad vil du foreslå?« spørger jeg og lader mig synke ned på gulvet ved siden af hende. »At du dropper det. For mig minder det alt for meget om dødsdrift.« - »Jamen, jeg ønsker at være med!« - »Det er det jeg siger, lad os nu få noget at spise.«

Men jeg har ikke lyst til noget. »Vi kunne have været på vej til Jamaica nu,« siger jeg og ser længselsfuldt frem for mig, »som guider til de eksotiske steder. Hoffets døre kunne have stået os åbne. Nogen kunne have fået brug for os til at hænge i tovene under en verdensomsejling.«

Jeg tænker mig lidt om. »Og jeg ved at der er et stort behov for en ny slags nar, en kreativ person der kan kaste uventet lys fra nye vinkler og bringe lidt konstruktivt vanvid ind. Men en børnepasningsordning havde også været fint.«

»Vil du have et stykke appelsin,« lokker hun og har allerede skrællet den, så det er jo fristende. »Hvad skulle de købe dig for,« siger hun da jeg lader mig overtale, »du er jo aldrig stået op til normal tid.«

»Jeg ved da godt at jeg meget hellere skulle lade mig male til benmel,« indrømmer jeg så og tænder en smøg, »den slags er der nemlig penge i. Men så blir alting jo bare ved og ved, ikke.«

Anita går hen for at varme sjatterne af morgenkaffen. »Hvis du vil høre min ærlige mening,« skramler hun rundt, »så tror jeg ikke du kan ændre dig, eller at jeg kan ændre mig, eller at vi kan lave om på noget som helst.« - »Det kan jeg overhovedet ikke give dig ret i.« - »Alt var lagt til rette for os allerede fra fødslen af.«

»Jeg har ellers god lyst til at købe dig,« siger hun så, » til at servere kaffe på sengen og sådan. Men jeg har desværre ikke råd. Og du giver vel ikke udsættelse eller henstand, bare et par år?«

Hun kommer hen og lægger sin mave oven på mit hoved. Jeg drejer øret ind mod den. »Du kan da ikke mene,« siger jeg, »du kan ikke mene at den unge derinde heller ikke kan ændre ved noget?« Den kan hun heldigvis ikke svare på, hun smiler bare lidt mere end før.

Du må forstå, hun var måske lidt grov i trækkene, en smule skarp i kanterne, men så snart hun smilede gled det hele over i hinanden og blev som en blød skråning man kunne lade sig glide ned over.

Og jeg ønskede at den unge skulle leve og gøre noget ved det. Alle vegne omkring mig aborterer de for tiden. Min søster for fjorten dage siden, min kusine i sidste uge, og alt sammen på grund af ulykkelig kærlighed, tænk over det, tænk på hvad der blir sat over styr.

Og jeg kunne sgu ikke give hende henstand i de par år.

»Der sker altid et eller andet,« mumler hun, »hver gang det ser allerværst ud. Eller måske længe efter. Et eller andet som du slet ikke har regnet med, og som man måske slet ikke kunne vide noget om.«

»Man skal bare ikke være bange,« fortsætter hun, »for så opdager man ikke når det kommer.« Hun støder til guitaren med tæerne, og den giver en sprød klang fra sig.

Hele min lange række af forberedelser svinder hen i den tomme luft, min ærlige vilje til ændring suser bort, og jeg ser på hele den sidste uge som et kæmpestort fejlslagent projekt - med én undtagelse.

Og den undtagelse er selvfølgelig Anita, som ellers indgik i min planlægning som åndelig strip-teaser for torvets mange øjne, men som nu er gået i mit blod og ved hjælp af en guitarstreng kan sætte mit sind i svingninger som jeg ikke har noget værn imod.

Jeg trækker hende ind til mig, eller hun glider ind i mine arme, eller vi lader os begge lede af den fælles vilje der hviler over os alle når det kommer til kridtet, okay?

En ting har jeg lært: Drøm og virkelighed kan godt mødes.

Jeg lægger hende forsigtigt på sofaen og kryber om bag hende. Vi nykker så småt omkring og får skabt en hulning så alt og alle ligger blødt og hensigtsmæssigt. Jeg har det fint igen.

Varsomt lader jeg min hånd glide ned over kuglen foran og får et spark over tommeltotten. Men inde under kjolen er hendes skød bart, og det har det da vist været hele tiden, jeg gør mig ganske lille der bag hendes ryg og trækker helt ned under hende.

»Undskyld, jeg forstyrrer,« står der en mand i døren og siger, »men kan vi ikke snakke først?« Han er meget fint klædt og har en mappe under armen. Han går hen og slukker for kaffen der koger over.

Vi blir liggende, der er jo ingen grund til panik, og nu har han reddet kaffen, så går han nok igen. Men han blir stående og ser på os. Vi blir liggende og ser på ham. Kun barnet sparker i mors mave.

»Det er dig der er til salg, ikke? Vi vil gerne købe!« Det siger han faktisk og jeg vender mig om mod væggen for at finde ud af hvem han snakker til. Men der ligger selvfølgelig ingen. »Hvor meget?« spørger jeg, men blir liggende. Anita rejser sig. »Hvem vi?« spørger hun og glatter skørterne ned.

Fyren sætter sig i min stol, men den slags gør man ikke ustraffet i mit hjem, ikke uden at spørge sig for i hvert fald. Han ryger bagover og redder sig kun ved at slå en arm ud, rulle en halv omgang om sin egen akse og genvinde balancen. Han er ikke uden træning og kontrol.

»Fokker, hvem er han?« vender Anita sig mod mig. Men jeg havde ikke engang lagt mærke til ham på torvet. Han var faneme diskret, han måtte jo være fulgt efter os hele vejen, ind om supermarkedet og hen til hvor jeg bor.

»Jeg ved det ikke,« siger jeg. »Fokker,« spørger han, »hedder du Fokker?« Og straks står der en flaske Glen Fiddich på bordet og tre glas. »Morten Olsen Holm er navnet,« siger han og skænker glad op.

»Jeg tror det er dit publikum der har indfundet sig,« siger Anita syrligt og tager den sidste kaffe, »det er virkelig din store dag!«

Morten nikker. »Jeg var på torvet i dag, et usandsynligt held, kan man sige.« - »Hvorfor kom du så ikke hen og slog til med det samme?« vil Anita vide. Men han svarer ikke, han spørger. »Bor I to sammen her?« spørger han.

»Er du hovedjæger eller hvad?« spørger Anita tilbage. Han ser på mig og skåler, jeg griber mit glas. »Du har nogle meget sjældne kvaliteter, Fokker, jeg behøver ikke fremhæve dem her, du har til overmål demonstreret dem på torvet i dag. Men jeg er nødt til at sige at det er jer begge vi er interesseret i.«

»Uden mig,« siger Anita. Han tager en lommeregner frem og knalder hurtigt et par tal ind på den. »Vi vil give jer 100.000 hver.«

»For hvad?« spørger Anita. Han ser træt på hende - som om han har en kone derhjemme der også hvert andet øjeblik griber ham i struben.

»Det kommer, det kommer,« siger han. »Hvordan får du det til lige 100.000?« kører hun på.

»Tja,« siger han, »man kunne gå ud fra de regulære produktionsomkostninger, altså hvad det har kostet at føde på jer og den slags, undervisning og varme og husly, men det har I vel ingen dokumentation for, og der er jo også tale om en vis form for nedslidning og - det er kun et løst overslag.«

Jeg burde have været mere på vagt, mener du?

Men som Morten selv sagde: Det ville komme til at strække sig over mindst et halvt år. Og hvis man skal stå til rådighed gennem seks måneder - og det måske er lidt ud over det sædvanlige - så er 100.000 overhovedet ikke spor for meget.

»Okay,« bryder jeg ind, »du fortæller os hvad du har i posen, og vi tager stilling til om vi kan lide det eller ej.« - »Uden mig,« siger Anita. »Det der navn, Fokker,« blinker han til mig, »hvor stammer det fra, det lyder som om vi kan få noget ud af det.«

Jeg forklarer ham så hvordan det hænger sammen med det. »Der var mig jo,« griner jeg, »og der var Den røde Baron, og Det lange Loop, og Dumbo, og Røgsløret. Jeg ved ikke hvor de andre flyver rundt i dag, men her er jeg - kun sigtbarheden er det så som så med.«

Han nikker opmærksomt. »Hvor længe har I to kendt hinanden?« spørger han. »Længe nok,« siger Anita. »En uge,« siger jeg, »hvis sandheden skal frem.«

»Og nu bor I sammen her?« Jeg svarer ikke, nu ved jeg ikke mere hvor jeg har hende. Jeg slår ud med hånden, som en slags bekræftelse.

»Okay, det drejer sig om noget studiefilmsarbejde,« rykker han så i marken, »ikke uoverkommeligt, faktisk hurtigt overstået, med masser af tid til jer selv, her i jeres lille hybel.« Og nu ser han kun på mig, med oprigtig alvor, en mand der ved hvad han taler om og kan stå inde for det: »Var det ikke inderst inde det du drømte om?«

»Hvad var det særligt ved min optræden i dag der fik dig til at tænke på at I kunne bruge mig?« - »Din impulsive styrke, din stædighed, dit mod på uhåndterlige situationer.«

Jeg nikker tilfreds. Og alligevel fik jeg, lige der, en fornemmelse af at det i virkeligheden ikke var mig de kunne bruge til noget. Det var hende. Det var Anita. Jeg var kun en slags staffage.

Men foreløbig holder hun sig klar af foretagendet. »Netop,« svarer hun Morten, »viser han måske ikke ungdommen en vej ud af dødvandet!« - »Og Anita?« spørger jeg. »Mangler vi endnu at spørge,« siger han.

Se, det er igen en af de ting man ikke skal sige til Anita, for hun benytter straks anledningen. Hun begynder at svanse rundt med maven flere kilometer fremme, og armene graciøst hævet over hovedet.

»Jeg har skam mange års optræden bag mig,« kvidrer hun, »siden min store tid i Cirkus Rådvild og Kabaret Beautifugl. Jeg har rejst meget, har sunget overalt, og aldrig så man mig stå ved sceneindgangen og spejde fortvivlet efter endnu en forkølet publikummer!«

Hun sænker armene og hovedet. »Det var dengang vi prøvede det hele,« siger hun langsomt. »Bare ud hvor man ikke kunne bunde, men så gik det jo agurk og ansigterne smuldrede. Til sidst var der ligesom ikke mere tilbage. Det var ellers nogen store billeder man havde i hovedet jo.«

»Jeg har ledt efter et par som jer gennem år og dag,« siger Morten indtrængende, »og jeg er villig til at strække mig meget langt.«

Anita står helt stille nu. Så sætter hun sig bare ned. »Og den der påstår at jeg har mere at sælge ud af,« siger hun omsider, »kan selv få lov til at tørre sig i røven med sine 500-kronesedler.

»Det spændende er jo netop,« nikker Morten, »hele tiden at mærke dybet under sig, suget. Du er slet ikke med på en handel?« - »Den eneste grund til at jeg gik med til Fokkers show,« slår hun fast, »var at jeg ikke havde fantasi nok til at forestille mig denne situation.«

Se, det var jo et hårdt slag mod min selvfølelse. Jeg trak vejret lidt tungere efter den svada, også fordi jeg var kommet til at se på hende med nye øjne.

Der skete jo det at jeg kom til at holde mere og mere af hende.

»Tag I hellere en af de der store flotte piger,« siger hun så, »man ser dem engang imellem, de har altid store flotte solbriller og et glansfuldt hår, og de har flotte børn, alting stråler om dem. Men sådan en som mig, sådan nogen som har en lav gang på jorden og smager af salt i munden, det er ikke noget man kan læne sit hoved op ad. Men de store flotte piger er måske ikke til salg?«

»Eller også har de allerede solgt sig én gang for meget,« siger Morten eftertænksomt. »Jeg synes du er smuk,« siger jeg. »Synes du? Synes du jeg er smuk?« Hun ser på mig med store øjne.

»Kan du da ikke forstå at det netop er et par som jer vi leder efter!« prøver Morten at holde fast. Hun ser på ham og hendes øjne blir smalle som en kats: »Og jeg snakker med Fokker her, kan du forstå dét!«

Hun vender sig mod mig igen, som om han allerede var død og borte: »Det har du aldrig fortalt mig.« - »Men det synes jeg, jeg synes du er smuk.« - »Synes du?«

Jeg bestræber mig på at se lige så oprigtig ud som jeg føler mig på bunden. Og Morten gør sig de hæderligste anstrengelser for at forhindre sin stol i at knirke stilheden i smadder.

»Jeg forstår vist ikke rigtigt det her,« siger han så følt som muligt, men Anita sparker straks ud: »Der er ikke meget at forstå,« siger hun, »kærlighed er såmænd bare en fremgangsmåde de indfødte benytter sig af når de ønsker at træde i nærmere kontakt med hinanden.«

Men Morten lader sig ikke gå på af noget. »Skyldes din afvisning at du ikke længere tror på at din situation kan ændres,« spørger han, og nu blir hun ligegodt tavs. »For jeg tror selv,« fortsætter han, »at verden er en dynamisk størrelse, og at den kan underkastes forandringer, så den blir et bedre sted for os alle at leve i.«

»Der kan du selv se,« indskyder jeg, for det lettede, »du må da også snart begynde at tro på at nye impulser udefra kan gøre noget ved tingene.« - »Tak,« siger hun, »du er en ven og en bror.«

»Men du er stadig med, ikke?« siger han mod mig. »Det er klart,« svarer jeg, »i princippet.« - »Fokker, Fokker,« siger Anita, »én ting er at du ikke gror ind i himlen, en anden er at du aldrig får land under fødderne på den her måde. Selv om du er meget sød.«

»Hvad er det for en slags film I laver?« spørger jeg så. »Film?« Morten ser et øjeblik helt vild ud i øjnene som om han har glemt hvorfor han er her. »Ja, hvad er det for en slags film I vil have os med i?«

»Vores film er noget langt hinsides virkeligheden,« siger han så. »Og ofte,« føjer han til, »vil der slet ikke være nogen forskel at se mellem den levende virkelighed og det perfekte billede.«

Anita har lænet sig bagover i sofaen og lader høfligt som om hun lytter. Men jeg tror slet ikke hun hørte efter. Jeg tror hun tænkte på noget helt andet.

»Du vil da ikke for alvor påstå, « ser Morten på hende, »at det er forkert af ham at tage imod lønnet, ja endda vellønnet arbejde?«

Hun ser ham roligt ind i øjnene, længe, men han viger ikke. »Selvmord duer ikke,« siger hun. »Så hellere tage skraldet i levende live. Andet er der ikke tilbage. Men han har aldrig så meget som tænkt på om han ikke skulle påtage sig den udgift at købe sig selv.«

Jeg slår opgivende ud med armene, men Morten kører fortsat den mere stille linje: »Der vil altid være flest mennesker der arbejder for andre i stedet for at arbejde for sig selv. De fleste mennesker stoler mere på andre end de stoler på sig selv. Og det gør de fleste mennesker ret i, risikoen taget i betragtning. Det ville være en rigtig dårlig handel af ham at købe sig selv.«

Anita ser på ham. »Jaja,« smiler hun en smule, »det vil jo aldrig blive som at flyve. Det højeste han kunne opnå var vel at komme på benene igen. Men sikke en udsigt han så ville få!«

Enden på det hele blev selvfølgelig at vi tog med, begge to. Anita var ikke den der sådan lod sig sejle agterud. Og måske havde hun også en fornemmelse af at nogen burde passe lidt på mig.

Vi strøg altså ud på gaden alle tre, og der holdt en taxa og ventede på os, der har den holdt hele tiden og ventet. Morten stikker hovedet ind og langer en adresse ud, vi andre lirker os om på bagsædet.

Og så læner hun sig ind over mig der på bagsædet og hvisker med armene om min hals: »Jeg drømmer en underlig drøm, Fokker. Der kom en mand ind til os mens alle tidens dimensioner stod åbne, gennem et nøglehul i tiden, og nu er han sammen med os her, i en taxa, på vej til Nowhere. Det er en drøm, jeg kan lige så godt få noget skæg ud af den.«

Jeg ser lidt forvirret på hende, men hun kigger bare ud af vinduet, som om hun vil notere sig hvilke gader vi kører ad. Jeg ved godt hvor vi er. Så vender hun sig igen mod mig: »Og en drøm kan man jo ikke lave om på, vel?«

Morten ser kun fremad og sludrer med taxachaufføren. Så er vi der. Det er en ganske almindelig villa, et godt stykke uden for byen. Jeg ved lige hvor den ligger.

Inde i stuen er der dækket fuldkommen af, med sorte forhæng for alle vinduer. Der er kvælende hedt, og ude i hjørnerne er der buldermørkt. Inde over stuens centrum er der tændt lamper, der står man ligesom i en kegle af lys. Rundt om er der sort med nogle skygger i.

Skyggerne er filmholdet. De viser sig af og til og trækker sig så tilbage igen. Der står et helt filmhold der og venter på os. Morten siger at alt er parat og at der kun lige mangler et par formaliteter. Men først trækker han os frem så alle kan se hvad vi er for nogen.

Anita siger »Hej « og »Dav« og »Hvor hyggeligt« og er vældig imødekommende over for dem alle sammen, som om det var gamle venner og gode kammerater. Det er de ikke, for ingen af dem har nemt ved at finde ind i hendes tone. Men sådan har hun nu besluttet sig for at tage dem.

Morten smider jakken og smiler mod hende, så bytter han sko og ser pludselig helt sportslig ud, har virkelig skiftet stil. Han får os sat ved et bord, og vi får straks en kop kaffe, jeg får også en smøg, faktisk får jeg en hel pakke.

»For at der ikke skal være noget pjat med pengene,« siger han, »så får I dem straks.« - »Og så går vi bare ud i byen og bruger dem?« spørger Anita. »Det gør I fuldkommen som I har lyst til. Det er et honorar, altså en B-indtægt, så derfor trækker vi ikke skat af den.«

Det han mener er selvfølgelig at vi helt skal lade være med at opgive pengene. Han stikker os så en check på 100.000 hver. Der er god dækning for dem, smiler han, og vi kan indløse dem hvor som helst. Nu kan vi foreløbig tage dem, så kan vi altid snakke om resten. Anita stikker stolt og selvbevidst sin ned på barmen.

»Der er ingen vanskeligheder med den optagelse vi skal i gang med,« siger Morten. »Fokker skal huske sine »kvaliteter« fra i formiddags, og Anita skal nok få besked om hvad hun skal lave. Det tager under ingen omstændigheder mere end en time, og så kan I gøre hvad I vil.«

»Det er lørdag eftermiddag,« siger Anita ubeskedent, »hvor skal vi gå hen og få indløst vores checks, hvad skal vi leve af til mandag morgen?« Morten smiler over sin tankeløshed og stikker hende en 1000-kroneseddel, »så hun ikke skal lide nogen form for nød.«

Pludselig kaster han et hastigt blik hen mod en dør der blir åbnet ind til de andre værelser, men de er åbenbart ikke helt klar endnu, der kommer bare mere kaffe. »Hvad skal vi gøre,« spørger Anita, »skal vi smide tøjet?« - »Nej, I skal ikke smide tøjet.« - »Skal vi sminkes?« - »Ingen sminke!«

Hun nikker og rejser sig, hun skal ikke have mere kaffe. Morten ser et øjeblik efter hende, men hun går kun rundt og snakker med folkene. Det burde jeg også, men jeg kan ligesom ikke komme op af stolen. Anita går hen til et spejl og siger til sit eget spejlbillede: »Jeg har store poser under øjnene.« Morten nikker: »Det er en del af din udstråling«. - »Også på film?«

Morten koncentrerer sig om sine papirer og svarer ikke. Der er fuldkommen stille - bortset fra at han engang imellem råber om man ikke snart er klar.

Anita stiller sig ud i lyset og stikker maven frem for at se fra hvilken vinkel den tager sig bedst ud. Hun griner og flirter lidt, og der er også en enkelt der giver hende et lille tilråb til gengæld.

»Det er en drøm i en drøm i en drøm,« hvisker hun og strækker armene i vejret mens hun drejer rundt om sig selv, »det er min drøm og den er ikke til salg. Der er væsener i min drøm, men ingen ansigter, der er skygger, men ingen legemer!«

Og hun ser op i lamperne og begynder at synge: »The Biggest Star That Ever Hit The Big Time!« og vender sig så mod os og slår over i sin normale talestemme: »Hvornår kommer der nogen og vækker os?«

»Nu,« siger Morten og rejser sig. Døren er blevet åbnet og blir lukket igen, der kom to mænd ind, men jeg ser kun deres silhuetter. »Okay,« siger Morten, »vi kører nu, vi tager Fokker op ad lærredet herovre, og Anita beholder vi hvor hun er, midt i lokalet, der skal mere lys på hende, det gulv ligner et plettet lagen!«

Der kommer mere lys på hende og det plettede lagen, nu ligner det mere henad brosten. På lærredet dukker der en projektion op af den konge under hvis beskyttende arme Anita om formiddagen havde sunget sine sange. Jeg føler mig helt hjemme igen og går derover.

En af de to silhuetter kommer ind på gulvet til Anita, han ser ikke helt rar ud, men sådan er nok den rolle han spiller, han smiler til hende og siger »Hej«, og hun smiler stort og overvældende tilbage.

»Er det min makker?« råber hun mod Morten der har stillet sig hen til et af kameraerne. »Godt gættet,« siger Morten, »du skal bare følge med i hvad han gør ved dig, han ved hvad der skal ske.«

»Og hvis jeg ikke kan lide det han gør ved mig?« - »Så bare gå til ham, han er polstret ud til det samme.« Hun nikker og sender sin makker et ulvesmil. Og jeg tænkte: Der er check på det.

Pludselig blir der smidt en ledning ind på gulvet, der må være en slags fjeder i den, for den slynger sig næsten af sig selv rundt om Anitas ben. Hun sparker lidt til den og kan ikke rigtigt se for maven. Så lyder der et klik fra et klaptræ og kameraerne kører.

Jeg har meget lys i ansigtet og svedperler i øjnene, jeg kan kun se at den makker Anita har fået sig ikke er nogen virkelig gentleman, for han begynder straks at tage på hende, på det groveste, rigtigt, og hun blir selvfølgelig gal. Jeg føler mig lidt underlig til mode.

Der er helt stille i resten af rummet, og Morten ser upåvirket til. Jeg ser på ham og forstår ikke helt og hører så Anita hvæse en forbandet ed, det er også den måde han tager på hende på, op under kjolen.

Han er vist også ved at hive hendes bryster frem, og hun stritter imod, rigtigt, men kan ikke bevæge sig for ledningen, og han kører bare sin offensiv, det ser tæt ud nu, og det begynder at røre sig i mig: Hendes mave, for helvede, pas på, nu har vi sådan passet på!

Morten lister over og anbringer en hånd på min skulder. »Ikke nu,« hvisker hans utydelige skikkelse, »der sker ikke noget.« Og det stilner lidt af ude på gulvet. Men Anita er fanget.

»Er du klar?« prikker Morten så til mig. Jeg nikker forvirret og ser mig om, bag mig begynder kongen og hele torvet at panorere. »Bare spil med musklerne, vis din vilje, vis dit mod, få det ud nu, lad os se dit ansigt! Sælg dig! Se på dem, lad dine øjne lyne, ja!«

Jeg spiller vældigt op, og de kører helt ind på mig, jeg er i supernærbillede, jeg kan mærke det, jeg slipper kræfterne løs.

Imens er fyren gået i clinch med Anita midt ude på gulvet. Jeg vil ikke se på det mere. De har slukket kameraerne på mig igen, så nu mener jeg nok jeg er fri til at gøre noget ved det.

Men inden jeg får flyttet en fod ser jeg mig selv træde fri af skyggerne, jeg ser tydeligt mig selv komme ud på gulvet og gå hen mod de to, og jeg ser vred ud, rasende vred, jeg har en kniv i hånden.

De har virkelig fået ham til at ligne mig på en prik. Jeg kigger ned over mig selv, der står jeg ude, jeg begynder næsten at grine, har jeg ikke allerede fået stand-in.

Jeg kommer der og redder hende, jeg redder min elskede fra en stor fare, nej, jeg redder hende ikke, jeg er vred og jeg stikker kniven i hende, jeg slår hende ihjel, i jalousi - står hun måske ikke der sammen med en anden fyr - og han slår hende ihjel, det er noget jeg gør, det er mig der gør det.

Mere når jeg ikke at se, før Morten og en anden fyr tager mig under armen og fører mig ud af rummet. Morten smiler og ser vældig tilfreds ud, men han slipper ikke min arm. »Tak, Fokker,« siger han, »fordi du stillede dig til rådighed. Vi ringer når vi får brug for dig.«

Jeg nikker automatisk og siger at det er da helt okay, og de fører mig ud af huset og sætter mig ind i den taxa vi kom med og som stadig holder og venter, og de fortæller chaufføren hvor jeg skal hen.

Så kommer jeg i tanker om at jeg sgu da ingen telefon har, men vi kører allerede, og da jeg vender mig om og kigger ud af bagruden ser jeg dem begge forsvinde ind i huset igen og lukke døren bag sig.

Så snart jeg er ude på fortovet igen begynder jeg at løbe, hele vejen tilbage, alt hvad remmer og tøj kan holde, og det er faneme en sen død, det kan du godt forestille dig, ikke, det tager jo en evighed.

Og hele vejen derud går der bare én ting gennem skallen på mig: Det passer ikke, det passer ikke, det passer ikke, det er bare noget du bilder dig ind, det må ikke være sandt, det kan ikke passe!

Da jeg når derud er alt stille og fredeligt, ikke en sjæl, døren er ikke engang låst, man kan gå lige ind. »Der kan du se,« siger jeg til mig selv og går ind i det rum hvor vi var, »du har bare en syg fantasi.«

Derinde ligger Anita stadig på gulvet. Hun er helt viklet ind i den skide ledning, bundet og bastet, flået op er hun. De har ganske vist arrangeret tøjet lidt fikst om hende igen, men hendes mave er der ikke. Hun er død, og jeg ved ikke mere hvad jeg skal stille op.

Ved siden af hende ligger ungen, også nok så fredeligt, men der er ikke noget vejr i den. Taget ud og lagt lige så nydeligt på en avis.

Og det er mig der har gjort det, det kan du godt se, ikke. De har det hele på film. Jeg har voldtaget og slået to mennesker ihjel så man kan sælge det og tjene styrtende med skillinger på det.

Anitas barm er stadig varm da jeg fisker 1000-kronesedlen frem. Lidt krøllet, men der er ingen blod på. »Det er kun et lån, Anita,« siger jeg beroligende, »nu kan jeg betale tilbage, den film er millioner værd for os, vidste du det?«

Jeg tager også hendes check, og jeg lægger den oven på min egen og river dem begge to til konfetti. Senere smider jeg stumperne væk, i en eller anden rendesten, jeg skal ikke kunne sige hvor.

Jeg går ud af stuen igen, vil lige tage en runde, men jeg forsvinder bare ud af huset og lukker døren efter mig, så det ikke skal trække på hende. Så tager jeg en taxa tilbage.

Søndag morgen - altså i går morges - finder jeg så en fyr at slå mig ned hos. Vi sidder sammen på en bænk og ser ud over torvet.

Jeg får en satans lyst til at vælte alle boderne, stejle ind på en vild hest og trampe hen over det hele. Men der er ingen, der er ikke en sjæl at se, og alle huse har lukket dørene bag sig.

»Det er noget lort,« siger jeg så, »for det var mig der samlede hende op, lige derovre. Sig mig, hører du overhovedet efter?« Det gjorde han ikke, for han havde også haft en lang vågen nat.

Nu kender jeg opskriften, nu ville jeg bare så gerne vide hvem der har bagt kagen. Jeg vil helst tage livet alvorligt, forstår du.

Nå, men jeg har ikke flere penge, det var bare der jeg ville hen. Man skal jo videre, prøve sin lykke, som man siger, og hvordan kan man det uden penge. Femhundrede kroner bare, det må da være i alles interesse at der stadigvæk er et vist initiativ i behold.

Hvis 500 er for meget, så 200 da, man kan dårligt hyre nogen for mindre. Jeg havde jo tænkt mig jeg ville prøve med en der var yngre, dristigere, mere af vor tid ligesom. Det skal være ordentligt jo.

For de her tænder, du, det her bid, og disse muskler! Føl selv og læg mærke til alt det. Jeg kan både tale og læse og skrive og regne. Gå, løbe, løfte, græde. Tænke, føle, skrige, synge, danse.

Men uden et tilskud går det altså ikke. Det er jo ikke nogen helt nem sag - at skulle bane sig vej ud med hovedet først.