Det var en smuk dag, og jeg gik nede på stranden med min walkman. Klokken ti minutter over tolv kommer så den her bil drønende ud over skrænten, fyrre meter over mit hoved. Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at kigge op, men sådan begyndte det.

Bilen rev en tot græs efter sig ud, og en sten begyndte at bumpe med nedover. Samtidig drejede bilen sig langsomt om sin egen akse, den vendte køleren nedad, slog en kolbøtte og gled ind foran solen.

Så slog en af dørene op og vred sig fri af hængslerne. Den strøg ud på sin egen kurs som et svæveplan. Bilen hamrede ned i stenene tyve meter fra mig. Om jeg så havde fået den lige i hovedet - jeg kunne ikke have rokket mig ud af stedet.

Den eksploderede i nedslaget, og jeg røg omkuld i tangen mens vragstykkerne fløj om ørerne på mig. Det var en Buick, og der sad ikke nogen i den. Jeg blev ikke ramt, det var næsten det største mirakel.

Jeg kom på benene igen og søgte af vejen inde under skrænten, hvor jeg gemte mig bag den største sten jeg kunne finde. Det var der de fandt mig, de troede jeg var en snuser og ville afsløre dem.

Men jeg havde kun gemt mig for ikke at få flere af deres biler i hovedet. Folk der gør den slags er utilregnelige, i mine øjne i hvert fald, og så må man hellere se at komme af vejen hvis man kan.

Og der gik jeg og havde det så rart. Jeg stod op med solen og følte mig frisk. Jeg gik behagelig træt og tidligt i seng. Jeg nød hver eneste dag i fulde drag, og når jeg så ud over verden fra min sandstrand kunne jeg ligefrem gribe mig i at føle mig nyttig.

»Det var satans,« tænkte jeg højt, »her går man og prøver at holde verden pæn og intakt, og så spreder de en bil ud over hele stranden på den måde, hvem skal nu redde stumperne i land!«

Da de kiggede ud over kanten for at nyde synet fik de omgående øje på mig. Set ovenfra var jeg lige så synlig som en strisser på et gadehjørne. Og så kom der to mand kurende ned over skrænten, en på hver side af mig, men nu havde de elefanthuer på. Jeg løb ikke. Hvorfor skulle jeg løbe. Jeg lå godt bag min sten.

Jeg havde ellers tænkt på om jeg skulle invitere min mor og mine flinke søstre ned til mig, så de kunne overvære at selv jeg kunne finde den plads i tilværelsen som jeg hidtil havde nægtet at fylde ud, ja at livsmodet nu kunne boble mig helt ud gennem ørerne, så jeg måtte stoppe op og foretage nogle synkebevægelser, indtil det igen holdt op med at klikke i rørene.

De to mænd kom frem bag det rygende vrag og ville gerne have at vide hvad jeg tog mig til her, sæsonen var slut og jeg kunne godt holde op med at lege løve, pigerne havde pakket sig ind og var gået hjem.

»Jeg er strandvasker,« forklarede jeg, »nej, ikke sådan et lig der vasker ind, en der går og fejer strandene for skidt og møg. Sådan et lig.« Det grinede de ikke meget af, så jeg fortsatte: »Dem sender man først ud når sommeren er ovre og affaldet har hobet sig op.«

Men det kom jeg ikke langt med. Den ene begyndte systematisk at hamre mit baghoved ind i klintens ler, mens den anden udspurgte mig om hvad jeg havde set. »Set?« sagde jeg, »hvor?« Det lød ikke spor overbevisende på dem, så nu fik jeg et par flade og en forklaring oveni.

Det jeg havde set var en midaldrende dame der havde forsøgt at vende bilen oppe for enden af vejen. Hun var kommet for tæt på kanten. I sine forsøg på at få bilen ind på fast grund havde hun kun gjort ondt værre. Min hjælp havde været forgæves. Jeg havde trukket hende ud i sidste sekund, men bilen var desværre røget ned. Den midaldrende dame var så gået hen for at melde det. Det havde jeg set.

»Hvorfor er der så ikke mærker efter bilen hele vejen ned over skrænten,« spurgte jeg, men det skulle jeg ikke have gjort. Den barske langede et af sine hug ud, og nu begyndte min næse virkelig at bløde. Men den blide blev interesseret og lagde sig imellem: »Du er vaks, hvad, og lad os så høre hvad det er for noget med den strandvasker.«

Og jeg fortalte det som det var: At jeg gik her som et led i min samfundstjeneste, fredag aften til mandag morgen, efter eget frit valg, og at det var sådan jeg afsonede min straf og ikke i et fængsel.

»Ser man det,« sagde den blide, og et smil bredte sig over hans maskerede fjæs, »en lille kriminel bisse!« Og det måtte jeg indrømme, jeg havde faktisk begået et røveri og taget pengene med mig.

»Velkommen i klubben, kammerat, hvor lang tid fremover kan man så finde dig her på stranden?« - »Et stykke tid endnu. Og jeg er ikke helt sikker på at jeg blir i klubben.« - »Hvorfor tog du pengene?« - »For sjov.« - »Hvor?« - »Postkontoret i Skævinge.«

Han rystede mildt på hovedet som om han udmærket godt kendte postkontoret i Skævinge. »Jeg ville have været til Tyskland og se på damer,« meddelte jeg. »Hvor langt nåede du?« - »Ud af posthuset.« - »Så tog de dig?« - »Der stod en strisser som ikke kunne lide mit udseende.«

Hans smil blev til et fedtet grin. Den anden havde sat sig på stenen for bedre at kunne overskue situationen. »Og det gav dig ikke blod på tanden?« - »Næ. Men det gav mig mulighed for at gå her i fred.«

Han holdt op med grine, han holdt i det hele taget op med at være venlig. Fra nu af gjorde jeg bedst i at anskue min løbebane fra en helt anden vinkel. Den ville måske ikke være så fredelig - han havde i hvert fald ikke tænkt sig at lade mig i fred - men spænding skulle den ikke komme til at savne, det havde han nu sat sig i hovedet.

Jeg spurgte hvad det indebar, men prøvede ellers på ikke at gøre eller sige noget der kunne bruges imod mig. Han sagde: »Du har overværet en uheldig manøvre, og du har beklageligvis set os. Nu skal vi bare vide hvor vi kan finde dig.« - »Her på stranden.« Men den gik ikke, jeg havde mit sygesikringsbevis på mig.

»Og tag så lige og få ryddet lidt op her,« sagde den blide med en hånd på min skulder. Den anden gav mig et forsvarligt gok i nødden, og med det vinkede de farvel og klatrede til vejrs. De var i god form, og kun røgen stod tilbage efter dem.

Mine mange kilometre strand strakte sig igen øde til begge sider af mig, mine redskaber var lagt sirligt til rette for min fod. Bag mig de høje klinter, sine steder græsbevoksede, andre steder arrede af vinterstormene. Foran mig havet så langt det kunne bære. Og der, i sandet om mig, lå min gode gerning og ventede.

Først næste dag gjorde jeg noget ved bilen. Jeg fik fat i en bonde der alligevel kun gik og ventede på at høsten skulle slå fejl, og fik ham til at køre sin traktor og en ladvogn ned gennem slugten og ud på stranden. På den måde fik vi resterne af bilen væk.

»Det er med det ene som med det andet,« var alt han sagde mens vi sled i det, »det går til, det skidt.« Inden middag havde vi smidt det hele af på lossepladsen. Så kunne forsikringen finde det der.

Der skete mere den dag. Først fandt jeg en ravklump, og så gav jeg den væk. Ravklumpen lå halvvejs skjult i en dynge rådden tang. Jeg gik mest og holdt øje med skrænterne. Men et eller andet fik mig til at kigge ned. Det var en klump på størrelse med en barnehånd.

Mens jeg stod og tænkte over det, opdagede jeg at der kom en gående imod mig henne på stranden. Det var en pige, men hvem siger at de er ufarlige. Hun gik og søgte i strandkanten. Jeg lænede mig op ad riven og ventede, det var jo en trafik uden lige.

Da hun kom helt hen gik hun udenom i en stor bue. Men lidt efter vendte hun om - som om det først nu var gået op for hende at hun havde passeret noget. Hun standsede op og så på mig og min rive. »Du bestiller da noget, hvad laver du?« sagde hun. »Helst ikke for meget,« grinede jeg, »man skulle jo gerne holde hele livet!«

»Men hvad bestiller du, er det et arbejde du har?« - »Ja, jeg renser strandene, indvendig og udvendig.« Hun smilede lidt: »Det er der vel ikke meget ved?« - »Det troede jeg heller ikke.« - »Det er der altså?« - »Man må jo tage det der er, for det det er!«

Og jeg forklarede hende at rensning af strandene var uhyre vigtigt, ud fra et samfundsmæssigt synspunkt. Bortset fra det havde det været en af mit livs store opdagelser at de havde sendt mig herned.

»Hvem sendte dig herned?« - »Dommeren. Jeg stod til halvandet år, men jeg kunne komme på samfundstjeneste i stedet for, jeg kunne gå i gang med strandene. Pis, mand, tænkte jeg, pis, men det er bare det bedste der nogensinde er overgået mig.«

Hun nikkede som om hun egentlig godt forstod hvad jeg snakkede om. »Jeg kommer til stranden hver dag,« foldede jeg mig ud, »jeg har her alle naturens attraktioner for mine øjne, frisk luft og bølgebrus, her står månen klar og solen går rent ind. Altid horisont og mågeklatter, nogen steder trækker vandet sgu vejret som en kæmpekolos.«

Hun smilede igen, det var også det jeg prøvede at holde hende i gang med. »Er du sådan en naturfanatiker?« - »Overhovedet ikke, jeg anede ikke hvad jeg gik ind til. Jeg havde aldrig set det. Men lyset herude, jeg siger dig, og stjernernes univers, man kan kigge lige ind i det, det er virkelig noget helt enestående, det må man altså have set!«

»Hvor længe mon du får lov til det?« spurgte hun bare. »Nå ja, vi ejer 7.313,9 kilometer kyststrækning,« sagde jeg med stor overbevisning, »så der skulle være nok!« Det trak i hendes ansigt, og jeg fik en fornemmelse af at hun havde hentydet til noget helt andet.

Men hendes trækning blev igen til et smil, og nu blev hun ved med at smile. Til sidst rakte jeg hånden frem. »Vil du se hvad jeg har fundet,« bad jeg ind i hendes smil og åbnede for mit fund.

»Hvad er det?« spurgte hun. Jeg sagde: »For det er jo ikke bare lort der ligger på strandene. Hvis det er det du tror.« - »Men hvad er det for noget?« - »Det er en klump rav.« - »Er de så store!« - »Du må få den, den er din!« - »Nej, det kan jeg ikke tage imod!«

Jeg prøvede at få hende til at forstå at den jo havde ligget frit på stranden, tilgængelig for enhver, og at den ikke tilhørte nogen specielt: »Kom nu, tag den, den er din!« - »Men hvorfor?«

Hun tog klumpen over i sin hånd. Jeg nævnte ikke at jeg var meget let at påvirke. Ravet hvilede så blødt mod hendes håndflade, og jeg kunne straks mærke at det var det rigtige jeg havde gjort. Hun strøg en finger let over klumpen for at mærke dens varme.

»Tak,« sagde hun og så hastigt på mig, som om hun ville undskylde at hun ikke kunne blive. Hun fortsatte hen langs stranden. Og jeg kunne pludselig ikke huske hendes ansigt.

Kun hendes øjne kunne jeg se for mig, klare og grumsede på samme tid, rammet ind af fine streger og buer. Dem kunne jeg stadig se ude over horisonten. Hun havde ikke mælet et ord om sig selv, kom jeg i tanker om, hvad hun hed eller hvor hun holdt til.

Da hun var forsvundet bag et jordskred holdt jeg brat op med at drømme. Jeg trak min affaldssæk hen langs strandvoldene og tog med mig hvad jeg fandt af uhumskheder.

Men dagens prøvelser var ikke slut. Længere henne opdagede jeg til min rædsel at nogen oppe fra et sommerhus havde hældt en gedigen bunke lort - køkkenrester, flasker, dunke, malerbøtter, rustne husholdningsartikler og byggeaffald - ned over skræntens sider.

Nu blev jeg gal. Jeg tog mig af det, klart, det var det jeg var her for, men bagefter drønede jeg op over skrænten og satte en seddel på døren om at de ville blive meldt og sendt på arbejdslejr i Thy.

Det grinede jeg meget af mens jeg listede rundt om huset for at få et indblik i hvordan de boede. De boede flot og havde ikke mangel på noget. Jo, på omtanke, men det havde de åbenbart råd til at betale sig fra. Efter moden overvejelse satte jeg mig og sked på deres fine verandafliser. Øje for øje og lort for lort.

I mellemtiden var dagen gået under og jeg nåede tilbage til mit telt som jeg havde slået op i slugten. Det var ikke meningen at jeg skulle være her ud over weekenden, men jeg havde besluttet mig for at gøre min afsoning til en stil, og ingen havde brokket sig.

Ved ti-tiden bankede hun på teltdugen for at levere ravklumpen tilbage. Jeg spurgte hende hvordan hun havde fundet mig. Hun sagde at hun var gået efter lyset i mit telt - og en følelse af at jeg ikke var langt væk. Hun stod uden for teltet i skygge af sig selv.

»Vidste du at der er et insekt inde i dit rav?« Bag hende strakte havets sorte flade ud og rørte ikke på sig. »Nej, det havde jeg ikke set.« - »Det er der, en skarabæ.« - »Hvad er det for en fyr?« - »Den kom frem da jeg gned på overfladen.« - »Det vidste jeg ikke.«

»Kommer du ikke ind og sidder ned,« prøvede jeg mig frem. »Jeg har både kaffe og te!« Hun rørte ikke på sig, så spurgte hun: »Når du siger du har været for en dommer, betyder det så at du er kriminel?« - »Helt klart!« På det punkt følte jeg mig sikker. »Også i dine egne øjne?« - »Nå nej, på den måde, nej, det var et uheld.«

Men uheld eller ikke uheld - så var man jo dømt til at bære rundt på det man havde forbrudt. Der var dog værre forbrydelser end min, jeg mente nok jeg skulle komme igennem med skindet på næsen.

»Ja, nu vil jeg heller ikke forstyrre dig mere,« sagde hun tøvende og gik i ét med mørket mellem buskene. Hun havde ikke fået afleveret ravklumpen, hun havde den slet ikke med.

Næste dag havde jeg fornøjelsen af at underholde mig længe med en sæl. Den var søgt op på stranden for at slikke et sår og lod mig komme helt tæt på. Uden for revlen tøffede en båd frem og tilbage, måske var sælen også blevet bange for den.

Det var en speedbåd, og den kunne sikkert bevæge sig stærkt nok hvis det skulle være. Men sælen så på mig og hørte tålmodigt på en lang historie om havfruer der dukkede op af dybet i mørke nætter, med en krans af gyldent lys om halsen og lige der hvor halen starter.

Hun vendte tilbage til stranden ugen efter. Da var båden forlængst borte, og sælen havde jeg ikke set mere til. Hun kom lige som sidst, gående mod mig langt borte fra. Jeg gik hende i møde, selv om jeg ikke længere vidste hvad jeg skulle sige.

Det var en dag med sol og en enkelt byge på tværs af regnbuerne. »Du bestiller vel også noget,« fandt jeg så på, »hvad laver du?« Hun så væk.

»Jamen, hvad hedder du, jeg må have et navn at sætte på!« - »Maria.« Jeg så lige på hende, jeg måtte vide mere. »Jeg arbejder i en børnehave, lidt herfra.« Jeg havde vist forestillet mig noget mere i stil med Mata Hari. »Kan du lide det, dit arbejde, mener jeg?«

»Jeg kan lide at have med børn at gøre,« sagde hun ud mod vandet. Jeg så på hende, så længe at hun, næsten i trods, kiggede tilbage, men det var ikke trods, det var en udfordring. Billedet skiftede hele tiden mellem det jeg huskede og det jeg så nu.

»Du skulle tage og lade mig lave en kop kaffe til dig,« sagde jeg meget lavt, jeg kunne næsten ikke høre det selv. »En anden gang,« svarede hun, »det vil jeg gerne.« Jeg så ikke andet end de der øjne, resten kunne godt have været strøget ud af en blid hånd.

Men hun gik ikke. Hun lagde armen om min nakke og gav mig et hurtigt klem. Lidt efter gav jeg hende et kys på kinden. Hun stod der stadig. Jeg kyssede hende på den anden kind. Hun lod sine arme hænge ned langs siderne. Jeg gav hende et let kys på munden. En sten rullede væk under mine såler. Vi lagde armene om hinanden og kyssede rigtigt. Holdt vejret længe og kyssede igennem. »Jeg må gå nu,« sagde hun.

Hun slap mig, og kyssede mig igen. Så gik hun. Det første stykke med ryggen til, som om hun ikke ville være ved det. Så vendte hun sig og vinkede. »Kommer du i aften,« brølede jeg op mod vinden. Hun kyssede på fingrene og så pludselig ud som om hun havde svært ved at rive den stadig tyndere tråd over. Så vendte hun sig og løb.

Senere samme dag havde jeg besøg af min kontakt fra Kriminalforsorgen, og vi gik en tur hen ad stranden. Jeg fortalte om mine oplevelser med den sårede sæl, med båden og sommerhuset, men jeg syntes ikke jeg ville nævne Maria, det var der ligesom ikke nogen grund til.

»Her går så mange forbrydelser i svang,« forklarede jeg, »man skulle ikke tro det, vel?« - »Bare du holder dig fri af dem,« sagde hun, »så er du ude af det om et halvt år og alt er glemt.« - »Man skulle ikke tro det, på en strand!« - »Hvilke forbrydelser?«

Ja, nu mente jeg jo ikke jeg var kommet til bunds i det endnu, men der var da både dem der gemte sig i skrænterne og fotograferede nøgne kvinder, og der var dem der smed spidse ting fra sig, der var Badning Forbudt-skilte i stedet for rent vand, og der var de store udslip som jeg ikke selv kunne klare, men måtte have eksperthjælp til.

»Alt det siger du kun fordi du går her.« - »Under åben himmel, mener du?« - »Hvis du havde siddet i fængsel, havde du været tættere på den virkelige uret og havde nok haft sværere ved at undgå uheldige påvirkninger.« - »Jeg er ikke sådan at påvirke,« påstod jeg, »men det hænder der driver en mine ind, og der er granater i sandet.«

Maria krøb ind i teltet til mig lige efter at det var blevet mørkt, hun kom ind på alle fire og sagde ikke noget, ville slet ikke snakke, lagde sig bare ind over mig og lagde øret til mit bryst. Hjertet gik som om det skulle lægge kloden bag sig. Hendes hånd gled ned under min linning og der kom luft til. Jeg udstødte et dybt suk.

»Synes du jeg er for hurtig?« hviskede hun. Jeg kunne ikke svare, på den anden side smed jeg hende jo ikke ud. Jeg begyndte at tage tøjet af hende, og hun hjalp til, også med mit, jeg lå stadig på ryggen, og hendes hår forsvandt ned i mit skød, senere satte hun sig på mig og vuggede som bølgerne, de blide og de krappe.

Bagefter var jeg sikker på at det var en drøm. Hun havde klædt sig på igen og var gået straks efter. Hun ville vende tilbage, og jeg skulle passe godt på mig. »Det er en lang rejse,« sagde hun, »og der kan ske så meget undervejs.« Det var det eneste hun havde sagt, og jeg kunne stadig høre det, det var det eneste jeg kunne høre.

Jeg gik ned til vandet og satte mig på en sten. Jeg trak benene op på stenen og lod bølgerne skylle ind under mig. Der var kun de blide tilbage, ingen vind. Masser af stjernedrys over havet. Ude hvor strømmen havde skåret sig dybt ned var der forvirrede genspejlinger af en måne der var gul som solen, men meget mindre.

Derude begyndte noget at bryde i overfladen, med små skvulp og en let snorken. Jeg bildte mig ind at det måtte være min sæl og glædede mig allerede til at skulle fortælle den resten af min historie om havfruen. Men det var en iltbeholder og en svømmemaske.

En frømand skød op af havet midt i månen, og da hans maske havde vendt sig hid og did et par gange begyndte han at gå ind mod mig. Han havde en pakke på slæb og blylodder om maven, og der kunne ikke være nogen tvivl om at han forlængst havde fået øje på mig.

Han plaskede rundt om min sten og trak forsigtigt pakken ind. Så først tog han masken af. Det var den veltalende af de to elefanthuer, jeg kunne kende ham lige med det samme, hans øjne afslørede ham.

Han satte sig op hos mig på stenen og pustede lidt ud. »Hvordan går det med løbebanen?« brød han så tavsheden. »Den har ingen endnu hørt mig klage over.« - »Og udsigterne?« - »Kunne ikke være bedre.«

»Vi har brugt lidt tid på at checke din sag,« nikkede han som om han var godt tilfreds med mine svar. »Hvordan?« spurgte jeg.

»Det kan man sagtens uden at man behøver komme så tæt på at man udstiller sig selv.« - »Fint.« - »Og okay, jeg tror på at din tilstedeværelse her forleden dag var tilfældig, men jeg tror ikke du kommer udenom at tage et vist medansvar for hvad der sker her på stranden.«

»Hvad sker der her på stranden?« - »Nok er vi dumme,« grinede han, »men derfor behøver vi ikke gøre os fattigere. Det bedste ville jo være hvis du havde fundet dig en anden strand, men nu er du her, og det kan måske også vise sig at være en fordel.«

Jeg påstod hårdnakket at jeg ikke havde fanget tråden, og at der måtte være noget der havde undgået min opmærksomhed. »Måske har jeg bare ikke fulgt med i timen,« undskyldte jeg. Men han vidste at jeg vidste at han vidste at jeg var klar over hvad vi snakkede om.

»Du ved at du gør bedst i at holde dig fra kriminalitet, og det vil jeg bestemt også råde dig til. Men nu er sagen jo den at du allerede har stukket næsen i hvepseboet ved at medvirke til forsikringssvindel og ulovlig bortskaffelse af et lovligt indregistreret motorkøretøj, du kan godt høre din kontakt i Kriminalforsorgen ømme sig, ikke?«

»Hun har vel set det der var værre.« - »Men du må da indrømme at de har næse for den slags derinde.« - »Jeg kan vel altid henvise hende til jer.« - »Fint,« sagde han, »vil du have adressen?«

Jeg kiggede ud over vandet, der var sådan set ikke så meget at kigge efter mere. »Nu skal du høre,« betroede han mig, »jeg har en pakke her som jeg ikke kan slæbe rundt på længere. Og så var det jeg kom til at tænke på om du ikke kunne hjælpe mig.«

»Er det nu jeg skal være beæret?« spurgte jeg. Bortset fra det stod jeg hårdt på min ret til ikke at udtale mig eller komme ham i møde. Han lagde armen om min skulder og rystede mig som den våde hund jeg var blevet. »Claes,« sagde han, »Claes, drop den der bedemandsmine og kom på sporet igen. Det er ikke så farligt. Det er ikke tyvegods!«

Jeg vidste sgu godt hvad det var, det behøvede han ikke forklare mig. Lige ovre på den anden side af vandet blinkede lysene fra den vide verden hvor sneen dalede blidt, jeg havde også mine informationer, men mest fra aviserne selvfølgelig.

Han holdt pakken frem mod mig og forklarede at der ville komme en kurér og hente den næste formiddag. I mellemtiden skulle jeg bare passe godt på den og sørge for at den ikke kom noget til. »Og én ting til, den er plomberet, vandtæt, lugtfri. Uskadt som du selv kan se. Sådan skal den helst passere videre.«

Han blev enig med sig selv om at det nok var bedst at lægge den i en af mine affaldssække, ikke en kæft ville kigge efter der. Og det var sandt, det var der nok ikke en kæft der ville.

»Du er jo på en udsat post her,« sagde han mens han gemte pakken ned, »hvis der bliver fundet noget, er du ikke egnet til at tjene her mere.« Vi lagde en masse aviser oveni, der var ikke mere at snakke om.

I mellemtiden var speedbåden dukket op ude på vandet igen, for lav kraft og med slukkede lanterner. Min frømand dukkede ned uden et ord til afsked, kun en svag krusning fortonede sig efter ham. Først da båden var langt ude i åbent farvand blinkede dens lys frem.

Da jeg gik tilbage til teltet forekom det mig at der stod en skikkelse oppe på skrænten og kiggede ned mod mig. Men det var kun et glimt, det kunne lige så godt have været noget jeg bildte mig ind.

Jeg krøb på alle fire ind under teltdugen og fik igen orden i min madras og min sovepose og alt klunset. Det var ikke Maria der havde stået oppe på skrænten og kigget ned, det var det ikke!

En af nætterne var fyldt med stjerneskud. De kom strømmende ud fra et bestemt punkt i himlen og spredte deres regn over os. Jeg bildte mig ind at jeg så dem i alle farver. Grønne, gule, røde, blå. Så meget kunne man slet ikke nå at ønske. De stod på nethinden i mindre end et sekund, så kom den næste allerede sprintende.

Neden under alt det sad Maria og jeg og holdt hinanden i hånden. Hun havde omsider ladet sig overtale til at nyde noget i mit telt, og jeg havde disket op, med masser af vin og levende lys. Hun havde stadig ikke sagt ret meget om sig selv, hun var begyndt at græde.

Men der var også andet i luften den nat. Der var lyden af trækfugle højt oppe. Somme tider kom der et lysskær ind under dem, og man kunne se dem glide af sted som spøgelsesagtige, grågrønne ufoer.

I flere timer måtte jeg sidde og holde om hende. Det var kommet i stød, i anfald, og til sidst var hele hendes krop gået i krampe. Og jeg kunne ikke gøre andet end at stryge ned over hende indtil det var begyndt at løsne sig, og hun igen turde se mig i øjnene og fortælle at hun slet ikke kunne tåle at drikke.

Vi gik udenfor og satte os, og så var det at det kosmiske fyrværkeri tog fat. Nu var der slet ingen der havde lyst til at snakke. Jeg fortalte bare at for mit vedkommende kunne alting have set meget værre ud. På grund af mit lille røveri var jeg havnet på denne storartede plads, og i øvrigt holdt jeg meget af hende.

Hun smilede igen og trak mig tilbage til teltet. Lysene blafrede stadig derinde, og jeg lagde mig ned på ryggen. Maria ryddede lidt om os og begyndte at klæde sig af. Jeg lå og glædede mig til at jeg for første gang skulle se hende nøgen.

Men jeg kunne nok heller ikke tåle at drikke. Jeg nåede kun at se hendes ryg idet hun hev blusen over hovedet, så faldt jeg i søvn og kunne ikke se mere.

Da jeg vågnede næste morgen var hun væk, og det varede noget før jeg begyndte at huske. Jeg kravlede ud af teltet for at opstøve hende, men der var ingen derude. Bortset fra den hårdtslående elefanthue der rejste sig fra græsset og strakte sig. Han bar ingen maske. Det gjorde en fremmed gut der stod et stykke fra os.

»Vi har et problem,« sagde min ven. Jeg nævnte ikke at det havde jeg også. Der manglede et led i mine tanker, en bjælke i konstruktionen, og af og til - som nu - kunne jeg godt nære frygt for at det hele ville brase sammen. »Hvad er det I ikke kan finde ud af?«

»Du blir nok nødt til at flytte dit telt ud på stranden,« sagde han og antydede retningen. »Hvad så hvis det blir højvande?« - »Ikke så langt ud. Du blir også nødt til at bytte teltet ud med et der er lidt større.« - »Jeg kan sagtens være i det her.« - »Vi blir nødt til at oprette et depot i dit telt, eller rettere under teltet.«

Jeg nikkede hen mod den fremmede. »Hvem er Zorro der?« - »Lad være med at spørge om noget du alligevel ikke får svar på.« Men jeg kunne ikke nære mig. »Han kunne godt ligne bossen fra den bil der kører med frømandens pakker, er han ude for at se på forholdene i morgensol?«

Nu fik jeg svar, men det var i form af en kraftig næve mod mit kindben. Jeg trimlede omkuld, han satte mig op igen. Han smilede lidt og sagde at han ikke mente noget personligt med det, det var mere en form. »Men det gør sgu ondt!« indvendte jeg. Det havde han kun et grin til overs for, men bedyrede at det ikke satte sig spor.

»Det blir stille vejr i nat, og overskyet,« sagde han, »hvis man da ellers kan stole på vejrudsigterne. Vi kommer ind med en båd klokken tre, båden kommer helt ind, ingen frømænd. Kysten er checket, men du kommer selvfølgelig til at være ude af soveposen til den tid. Og du kan lige så godt have en skovl parat, der blir brug for dig.«

»Jeg er vist en sand guds gave til jer, men jeg tror ikke jeres vejrudsigt holder,« sagde jeg med et blik mod himlen.

»Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg har lagt et andet telt nede på stranden, det kan du sætte op i aften. Og pil så det her ned og få det smidt på lossepladsen.« - »Giver I ikke en pind for guds gaver?«

Han så lidt på mig. »Vi giver dig lov til at være her,« grinede han bredt. »Og hvis du giver de her oplysninger videre,« råbte Zorro pludselig, »kommer du ikke kun i spjældet, din mor vil heller ikke kunne kende dig når du engang kommer ud.« - »Stakkels mor,« mente jeg, »hun har i forvejen problemer med at skulle kendes ved mig.«

Men jeg havde læst teksten, og de trak sig tilbage gennem slugten, heftigt debatterende. Jeg følte også selv en vanvittig trang efter nogen at snakke med, diskutere med, samle op med, helt op.

Maria vendte tilbage senere på dagen og havde sat håret op i en lille knold. Hun gav mig et knus og en undskyldning for at hun bare var gået. Men jeg havde virkelig sovet så godt. Nu ville hun blive hele dagen. Og hun blev. Hun hjalp mig oven i købet med at få ryddet et stort stykke, en efterårsstorm kunne ikke have gjort det bedre.

Aldrig havde jeg følt mig mere fornøjet med at passe min dont, aldrig havde jeg været lykkeligere optaget af at bringe denne strand tilbage til dens oprindelige tilstand. Vi bevægede os virkelig fremad.

Undervejs fandt vi en vingeskudt måge som jeg fangede ind, efter nogen løben omkring. Jeg tog den med mig, jeg kunne lige så godt have den at tage mig af også. Den skulle læres op til at flyve igen.

Om aftenen hjalp Maria mig med at rejse det nye telt. Jeg sagde ikke hvor jeg havde det fra, og hun spurgte ikke. Det gamle stuvede vi af vejen under regnfanget på det ny, det telt havde huset vores første møde, det kunne ikke bare ryge ud.

Maria ville ikke flytte ind hos mig, selv om jeg gik så vidt som til at foreslå ægteskab. Hun mente ikke jeg kunne forsørge en familie. Og jeg havde da heller ikke haft noget arbejde endnu, indrømmede jeg, »men det er kun et spørgsmål om at vente til tiden er moden, du ligner en helt anden med det hår.«

Hun lagde hovedet på skrå og sagde at hun gerne ville komme tiere og være sammen med mig. Vi indviede teltet med bram og brask. Hun tog mig, hurtigt og effektivt, næsten demonstrativt dygtigt, og jeg havde nær aldrig fået mit vejr igen. Så snakkede hun.

Hun fortalte at hun havde været luder med egen klinik, til for et år siden. Hun var blevet træt af at snakke mænd til rette. »Fin forretning ellers. Oprindelig var vi to, tvillinger.« Nu ville hun være børnepsykolog. Børn kunne man snakke igennem til noget.

»Men man glemmer ikke så let sine færdigheder. Eller sin modvilje. Derfor var det heller ikke let for mig at købe dig. Mænd er nogen skiderikker. Men du er en værdifuld skiderik, det gør en forskel. Dig kan man håbe noget for. Som for børnene. Jer kan man forelske sig i.« - »Tvillinger?« - »En til at kneppe, en til at holde.«

Jeg troede jeg havde mistet mine sansers brug. Hun skiftede form og udseende for næsen af mig. Jeg havde haft et billede af hende. Nu fik jeg et andet. Jeg vidste der måtte være et tredje.

Jeg spurgte hvor længe hun kunne blive. Hun sagde at hun var nødt til at smutte omkring midnat. Jeg var så lettet at jeg ikke fik spurgt hvad hun skulle. Hun kom heller ikke ind på det selv.

»Jeg har ikke været i seng med en mand i - - siden jeg holdt op,« sagde hun, »det gør helt godt igen.« - »Ja, jeg har ingen indvendinger.« - »Du kunne også få en på snotten ellers!« - »Ikke flere på snotten i dag,« jeg tog mig til kindbenet, »prøv noget andet.«

»Jeg slår ikke,« sagde hun. Jeg spurgte: »Hvad gør du så?« - »Jeg laver et billede af en kvinde og en mand, af denne mand på denne kvinde, du kan selv se dem, hendes ben om hans lænder, hendes liv i hans hænder.«

Det blev en svinenat, hold kæft, hvor vi knoklede. Det var lykkedes mig at falde en smule i søvn efter at Maria var gået. En søvn med mange ansigter. Men klokken to havde jeg ryddet teltet. Ingen skulle sige jeg ikke kunne være på min post når det gjaldt.

Båden kom ind præcis tre, ikke en lyd røbede at noget var under opsejling, ikke et lys var nødvendigt for at få tingene til at fungere. Kasser i stakkevis blev smidt af på stranden. Fire mand begyndte omgående at grave inde i teltet, og jeg sørgede for at der hele tiden var fri bane, så kasserne kunne komme frem til lageret.

Det var trækasser, solide som bare pokker, de vejede til som var de fyldt til randen med støbejern. Der skulle et stort hul til. Men det blev gravet, og kasserne blev stablet, og der kom sand på. Båden lå derude, og da det hele var overstået smuttede de bort den vej de var kommet. Ikke et ord var blevet talt.

Jeg tilbragte et par timer med at planere grunden om teltet, og få sandet og stenene til at ligge naturligt igen. Da det blev lyst kunne jeg konstatere at det havde været en god idé at grave hullet hernede. Oppe i slugten ville det have sat sig spor.

Jeg var en anelse træt nu, og skyerne - mine kumpaner måtte have forbindelser til vejrguden selv - samlede sig og blev til tung regn. Jeg blev siddende ude i regnen, jeg var ikke tryg ved at lægge mig oven på de kasser. Engang imellem trak jeg teltdugen til side og kiggede ind. Jeg vidste at jeg måtte se at vænne mig til det.

Men før det kunne ske, fik jeg besøg af min kontakt fra Kriminalforsorgen. Hun havde absolut ikke lyst til at sidde ude i regnen, jeg var nødt til at trække med ind. Hun så sig anerkendende om og tog de nye omgivelser i øjesyn. »Du har rigtig indrettet dig, hvad!«

Jeg så ned i sandet. »Man vil jo gerne have her er til at holde ud at være,« sagde jeg beskedent. »Når det nu er her man skal være.« Det kunne hun godt forstå. »Men du ved godt at du kun får godskrevet de timer du er her i weekenden. Man drøner ikke gennem en straf.«

»Jeg kan lide at være her. Og jeg tager jo ikke arbejde fra nogen.« - »Nej, det var synd at sige. Jeg må indrømme at det er et fint stykke arbejde du gør, her er jo som slikket!« - »Man gør hvad man kan,« jeg grinede fjoget, »hvad med en kop kaffe?«

»Jeg må indrømme,« nikkede hun, »at til at begynde med syntes jeg det var en fjollet idé. Det er jo ikke let at holde øje med dig her.« - »Skal I det da?« - »Ikke på den måde. Men vi skal jo være sikre på at du ikke går og driver den af.« - »Det gør jeg overhovedet ikke!«

Hun så på mig, og hun så helt venlig ud. »Nu vil jeg faktisk foreslå at vi finder nogle flere kommuner som vi kan forsøge at lave en aftale med.« - »Skulle I ikke lige afvente erfaringerne herfra, tror du?«

Hun løftede øjenbrynene, var der noget i mit tonefald der kunne tage pippet af hendes glade forventninger. I så fald havde hun ingen mulighed for at finde ud af hvori det bestod. Jeg smilede og skænkede kaffe op.

Bortset fra det må jeg indrømme at jeg sad og skrabede så småt i sandet. Hvad nu hvis man pludselig satte en fod hårdt i, ville det så lyde som om man sad oven på en bunker. Hvad lå der i det vi sad ovenpå, det brugte jeg en del energi på at forestille mig.

Hun drak sin kaffe og fortsatte med at rose mig for min indsats til naturens forskønnelse: Der var virkelig alt for megen slendrian og svineri i vores daglige tilværelse.

»Bor du her alene?« spurgte hun så. »Det er set at der kommer folk forbi,« svarede jeg, »men ellers er stjernerne mine eneste ledsagere og månen viser vej.«

Omsider nåede hun bunden af koppen og forlod teltet. Hun hævede sig på tæerne derude og trak vejret dybt ind. Jeg åndede lettet ud. »Ja, du kan sagtens,« sagde hun og kiggede ud over vandet, »vi andre skal bare sidde og administrere alt det her.«

»Jo, et lille postrøveri er ikke at foragte,« smilede jeg, men lagde trykket sådan at hun kunne forstå at det var sidste gang og at jeg ikke gjorde det mere.

Bagefter fik jeg et par timer til at gå med at få min måge til at lette røven. Jeg snakkede godt for den, fodrede den med døde krabber, åbnede muslinger for den og holdt den op mod himlen. »Kom så, skraldemand, kom så, kom så for helvede, op med dig, op med sig, du kan da stikke af fra det hele!« Men det kunne den ikke.

Den ville kunne lære det, jeg vidste det. I mellemtiden måtte jeg holde den i god foderstand og sørge for dens adspredelse. Modstræbende greb jeg min rive og min affaldssæk. Jeg forsynede mig med min walkman og gav mig hen i drømme mens jeg halvhjertet gik ud i regnen. Mågen fulgte troligt med hen langs stranden og kæftede op.

Da Maria kom var jeg så langt væk i tonernes verden at jeg skred helt ud over at hun ruskede mig i skulderen. Mit hjerte sprang timer over og jeg stod bare der og gloede på hende, indtil hun slog båndoptageren fra og befriede mig for mine indre lyde.

Vi gik en lang tur, slog et slag helt ud om fyret og tilbage igen. Hun spurgte om jeg havde haft problemer ved tanken om at hun havde været luder, og det kunne jeg svare helt ærligt på: Jeg havde ikke skænket det en tanke. Men problemer var der jo, sådan, ellers.

Og selv om vi gik der hånd i hånd og var så tæt på hinanden som to mennesker næsten kan være, så kunne der jo altid findes punkter hvor tingene ligesom bider sig selv i halen. Mente jeg. Hun kiggede på mig, men bad mig ikke uddybe det. Vi glemte det igen da vi nærmede os teltet, for nu var der virkelig problemer.

Først kunne jeg ikke rigtig forstå hvad det var, men noget var helt pivegalt nede i strandkanten og ude i det første flade stykke. Det nærmest sydede. Vi gik derned for at kigge. Vi kom snart væk igen.

Det var en folkevandring, ud af havet. I tusindvis af fisk kravlede gispende op på land, og sammen med dem hummere, krabber, de kom i lag på lag, til alle sider af os, snart var hele stranden fyldt op.

Til sidst kunne jeg godt se hvad der foregik - de var søgt op på land for at få luft, ilt, liv. Og af den grund døde de så for fødderne af os, flere og flere, den ene bølge efter den anden, jeg vidste i grunden ikke om jeg skulle give mig til at tro på det.

»Hvad er det der sker?« spurgte jeg da det ebbede ud og vi stod omgivet af døde dyr på alle kanter. »Og hvem skal fortælle dem at de er gået galt i byen.« - »Det er bunden der vender,« sagde Maria, »der er ingen ilt i vandet mere. Så søger fiskene på land.«

Jeg smøgede ærmerne op. »Nå, men skal vi lige tage os af den lille sag.« Vi så på hinanden og kom til at grine, det var virkelig for komisk.

»To dage med godt vejr,« sagde jeg træt, »og her blir ikke til at være.« - »Måske kommer der en storm og fejer det hele væk.« - »Vi må håbe det, det her kan hverken mågen eller jeg æde os igennem.«

Jeg rystede på hovedet og trak hende med op mod teltet. Da vi var næsten fremme standsede hun mig. »Måske skulle du flytte teltet.«

»Det er jeg ikke meget for,« sagde jeg da jeg havde tænkt lidt over det. »Det har ikke været helt nemt at finde det rigtige sted.«

»Kan det ikke være lige meget om det står det ene sted eller det andet sted.« - »Tror du?« Jeg vendte mig mod hende og tog hende om skuldrene. »Maria, du er ikke i ledtog med dem, vel. Det er ikke dine bekendte der huserer her, er det?«

»Hvad tænker du på, Claes?« - »Nej, hvis du ikke ved noget, kan det være lige meget,« fyrede jeg af, jeg var helst fri, »der er bare så mange løse ender. Det piver måske lidt i mig.« - »Jeg er ikke på lønningslisten hos nogen.«

»Betyder det mon at jeg skal være glad eller ked af det?« Jeg så mig om, ud over stranden, på de ophobede lag af døde fisk, ud mod fyret hvor vi lige havde været, mod teltet hvor vi havde været på vej hen. »Hvad med mig,« sagde jeg, »jeg hænger på dem, jeg gør.«

»Problemet er en lang kæde af uheldige omstændigheder. Og hvis du ville have besked kunne du have spurgt. Hvis du havde mistanke om noget kunne du have forsøgt at få den bekræftet. Jeg er lige så meget din som du er min. Men det er rigtigt nok - vi har et problem.«

Jeg ville ikke vide mere, ikke lige nu, ikke se, ikke høre, ikke mærke, jeg ville die og dvaske og gå i dvale. Og Maria kunne godt mærke det på mig, hun hev mig ind i teltet, hvor vi bumpede omkuld. Senere, århundreder senere, da vi lå i hinandens arme og vore åndedræt var faldet til ro, kiggede jeg stjålent mod hende.

»Ved du hvad vi ligger ovenpå?« spurgte jeg. Hun svarede: »Sand, sten, ral, en kontinentalplade, kloden.« - »Ja, okay,« sagde jeg, »mere betryggende kan det jo ikke gøres.« Og jeg sov vist lidt ind.

Jeg vågnede ved en klagende lyd. »Hvad er det,« sagde jeg, »er det mågen?« - »Ja.« - »Godt. Jeg troede det var inde i mit hoved.« Jeg satte mig over ende. »Jeg er ligeglad,« sagde jeg, »bare jeg lever længst og kan fortælle historien.« - »Du skal sige fra nu hvis du ikke kan magte det. Det eneste jeg ikke gider høre på er piveri!«

Hun kendte det fra børnene, sagde hun, det punkt hvor klage blir til plage, hvor spørgsmålene ikke længere har andet formål end selvbekræftelse, og hvor gråden skifter fra smerte til selvmedlidenhed.

Uden for teltet gav min måge sig stadig, men Maria ville ikke have den ind. Hun var bange for at den skulle begynde at pille i hendes blottede dele. Jeg bad den skruppe ned og æde sig mæt i fiskedøden.

Hvis jeg havde noget konkret, sagde hun, så skulle jeg spytte ud snart og ikke brænde inde med det. Det var det værste hun vidste, at brænde inde med noget. Jeg nikkede, jeg havde forstået princippet.

Og ikke så snart var hun gået før mine to venner dukkede op, de sev lige så stille ind i teltet. »Nogen problemer?« sagde den ene. »Bare spyt ud,« sagde den anden. »I spolerer ret meget for mig,« sagde jeg, jeg havde lært at det ikke nyttede at slå falske toner an.

»Det er ikke dig der har hevet alle de fisk på land? Det ser faneme drabeligt ud, hvad er der sket?« spurgte den blide med en finger under næsen.

»Jeg er bange for at det skyldes større forbrydere end os,« gav jeg igen. »Fiskene kunne ikke få vejret og prøvede at efterligne pattedyrene dengang de gik på land. De skulle måske have ventet lidt. Hvem skal vi anholde når forbryderne er så talrige?«

»Næ, men nu får du i hvert fald chancen for at forlade denne stinkende rede et par timer i aften, vi har noget vi gerne vil bede dig hjælpe os med.« - »Vil I sende mig uden for mit område?« - »Bare hen til den nærmeste lystbådehavn, vi skal nok stille en cykel til rådighed.« Jeg indskød at alle andre steder end stranden var tabu for mig.

»Ved du hvad der ligger i sandet under dine fødder?« - »Russisk trotyl? Israelske håndgranater? Amerikanske pumpguns?« - »Måske. Men hvad det så også er, så skulle det jo nødigt gå af mens du ligger her og hygger dig, og så er der jo også det ved det at vi har en prægtig dokumentation, knivskarpe fotos, af dengang du gik og hjalp os med de kasser, den indsats er vi dig for øvrigt taknemmelige for.«

Han fortalte mig hvad jeg skulle gøre og hvordan. Cyklen stod oppe ved vejen, den var ikke låst, men der hang en kode ved låsen. Jeg udtrykte min dybe taknemmelighed for hans omhu med detaljen, men det fik ham nu kun til at se lidt stødt ud. De brød snart op, og jeg opdagede at min måge var gået på vingerne og havde sagt farvel.

Senere på aftenen cyklede jeg over til lystbådehavnen. Vejret var stille og mildt, selv lygter havde de sat på cyklen. Splinterny for øvrigt. Oven over mig ragede træerne sort op. Der var ingen trafik, og det forekom mig at jeg havde en ret munter tur.

Jeg stillede cyklen lige inden for havnens nordre mole, låste den og stak lygterne i lommen. Så gik jeg ud til plads 72 med en dunk benzin under armen. Jeg fandt mit mål, Freja, en kæmpestor motorbåd med overbygning og plads til en hel immigration.

Der var ikke et øje i syne, men jeg satte mig lidt i skyggen af et lokumsskur. Jeg havde ikke mange erfaringer med lystbådehavne om natten. Under mig klukkede bølgerne, jeg kunne ikke forestille mig at nogen af dem ville sladre om den fæle fyr der sad her for at hjælpe en i forvejen hovedrig mand til en rigelig forsikringssum.

Til sidst vovede jeg mig frem, ovre ved den anden mole var der tilsyneladende nogen der boede i deres båd. Men de kunne ikke se hvad der foregik her. Jeg hoppede ombord på Freja og hældte godt med benzin ud over hendes skrog, og så fik Najaden til venstre og Atlantis til højre også et skvæt, så branden kunne virke mere tilfældig.

Da jeg igen stod inde på broen kylede jeg den tomme benzindunk ud over bølgebryderen. Jeg fandt en lille flaske frem jeg i forvejen havde lavet om til en molotov-cocktail og tog tændstikkerne op af lommen.

Jeg gik godt tilbage på broen før jeg tændte lunten og tog sigte. I det samme hørte jeg stemmer inde på land. Jeg stivnede og ville camouflere mig som pæl. Men lunten brændte og jeg måtte smide flasken.

Den ramte godt nok hvor den skulle, midt på Frejas dæk, og nu fænger benzin jo helt vidunderligt, der slog et stort pust af lys og hede imod mig. Jeg opgav at gemme mig mere, nu var det bare med at komme væk, ind på land, op på cyklen, hjem til mit telt som jeg aldrig skulle have forladt. Jeg vendte mig kort og så alle tre både brænde lystigt, og nu syntes jeg næsten jeg havde pligt til at pive lidt.

Da jeg var nået lidt indad kunne jeg se at der kom folk. Allerede! Umuligt, det passede ikke med min tidsplan, det måtte de ikke! Jeg sank ned i knæ og løb dybt foroverbøjet, ingen måtte se mig her!

Jeg holdt mig så vidt muligt i læ af molens plankeværk, men hvad nyttede det, de skar ind mod min bane lige foran mig. De var næsten fremme, jeg ville løbe lige i armene på dem, det måtte sgu ikke ske!

Pludselig følte jeg mig fanget ind af et par arme, og jeg blev hevet ind i skyggen af en bil. Maria! Det var i hvert fald hendes duft der omsluttede mig og hendes hår der sænkede sig over mit ansigt.

Hun masede mig op mod bilens køler og gav sig til at kysse mig så vildt og inderligt som jeg aldrig er blevet kysset før. Hun stak hænderne dybt i mine bukselommer og jeg kunne ligefrem fornemme hvordan hendes ryg krummede sig over mig. Et par mænd løb forbi.

Så mærkede jeg gennem blodets susen i øregangene at en af dem stoppede op, nej begge to. De blev stående i et uendeligt antal sekunder. »Nå, det brænder nok mere end ét sted,« grinede den ene så, og de løb videre for at prøve om i det mindste en af brandene kunne slukkes.

Jeg kunne mærke hvordan det slappede af i Marias skuldre, og hendes kyssetøj var knap så krævende mere. Men hun slap mig ikke, hun drejede vores forenede hoveder i begge retninger for at se om der kom flere. Det gjorde der åbenbart ikke i første omgang, men om lidt ville politi og redningsfolk komme styrtende, og de gik måske ikke på komedie.

Jeg rykkede mit ansigt lidt på afstand og så hende ind i øjnene. »Det gjorde godt,« sagde jeg, »men nu vil jeg have en forklaring.« Hun nikkede og gav min hånd et klem. Vi kom uhindrede væk fra molen, der var ikke en kæft der skulle kunne se hvad vi var for nogen.

»Min cykel, for helvede,« vendte jeg om da vi var kommet lidt væk. Maria protesterede, og i det fjerne kunne vi høre sirenerne, men de havde lang vej at gå endnu. Jeg låste cyklen op og fik den med.

Så sluttede jeg mig igen til Maria. »Det er min,« sagde jeg og satte lygterne godt fast. »Du kan sidde bagpå, selv om det er imod loven. Det blir en fin tur, kan du tro, og vi har tid nok.«

Hun lagde armene om min mave og hovedet mod min ryg. Oven over os ragede træerne sort op, og Maria lod en masse seje ord drysse efter sig på vejen, men dem måtte jeg vente med at samle op til senere.

»Senere« viste sig at være et mere vidt begreb end jeg havde regnet med. Vi kunne ikke bare trække os tilbage til teltet. Mindst fem mand var i fuld gang med at tømme dets undergrund.

Jeg gemte cyklen og låste den omhyggeligt. Mens vi lagde os i venteposition, bar de kasserne op til to biler der var forsynet med hver sit firmamærke. Det hele tog ikke ret lang tid, men alligevel nåede jeg at tænke mig om adskillige gange.

»Selvfølgelig kunne man ikke have forventet at de ville lade tingene ligge ubrugte hen,« hviskede jeg, »men havde de heller ikke regnet med at jeg kom tilbage?«

»Ikke så snart,« sagde Maria med en hånd i mit hår, »det var dem selv der slog alarm til sejlklubben.« - »Og så ville jeg have været godt af vejen et stykke tid. Hvem ville have troet på mine gode forklaringer.« - »Ingen. Lutter dårlige undskyldninger.«

Vi ventede i tavshed til de havde fået slæbt alle kasserne af vejen og fyldt hullet op igen. Vi gik ikke ned til teltet før vi havde set deres baglygter forsvinde langt inde i landet.

De havde kun slettet sporene nødtørftigt efter sig, mine ting lå hulter til bulter rundt om på stranden. Der var meget at tage sig af inden vi kunne gå til ro, men til sidst var hver sten på plads igen.

»Hvad gør de når de nu finder ud af at jeg stadig er i mit telt, på fri fod, levende og munter?« - »De vender ikke tilbage til den her strand mere.« - »Er du sikker?« - »Det er bare en fornemmelse jeg har.« - »Jeg ville helst være mere sikker end det.«

Maria sagde at det kunne jeg nok ikke regne med at blive, og hun forklarede hvordan det hele hang sammen. Jeg lå på ryggen i soveposen og drak øl, hun sad med ryggen mod teltdugen. Heldigvis skinnede månen derude, vi turde ikke brænde lys.

»Jeg har også, i løbet af min karriere, været derude hvor det ikke alt sammen går lovligt til,« lagde hun ud. »Tvillingeparrets meriter kunne godt have givet stof til kriminalhistorien.«

»Velkommen i klubben,« grinede jeg, for jeg havde det egentlig meget godt. »Men vi blev ikke taget,« gav hun igen, »så dumme var vi ikke. Jeg blev bare opsnappet, ikke af politiet, af vores fælles bekendte.«

Hun fortalte at vennerne havde brugt hende som due, til at lokke og holde fast, og som kurér, fordi hun havde skjulesteder på sin krop som ikke mange mænd havde. Til gengæld holdt de tæt med hvad de vidste, men de glemte det jo ikke.

Jeg prøvede at få det til at hænge bedre sammen. »Og så satte de dig på mig for at involvere mig?« - »Du skal give mig lov til at tale ud, du har ikke forstået en skid af det hele!« - »Du er sgu da på lønningslisten hos - - undskyld, nu skal jeg nok holde op.«

»Da de satte mig på dig fik jeg næsten ingenting at vide. Jeg vidste ikke hvem du var eller hvad du stod for. De sagde jeg skulle finde ud af hvorfor du havde slået dig ned her. Men det kunne godt have været et påskud, du kunne godt have været en løsarbejder som skulle checkes af - eller en central person som kunne checke mig af.«

Jeg måtte indrømme at det ikke var ligetil at finde sine ben i alt det, der var skudt rigtig mange lag glas ind, og hvert eneste viste et nyt billede. Hun nikkede: »Havde du måske ikke gjort dig skyldig i mange ting efterhånden, jeg mener, du var jo skrap til det!«

»Så det sådan ud?« - »Betydelig skrap! Det var først her til aften jeg fandt ud af at det var du måske alligevel ikke. Jeg kom til at overhøre en samtale - men man kan jo aldrig vide om det er deres hensigt at man skal overhøre den slags - og så besluttede jeg mig for selv at kigge efter. Så fandt jeg ud af at det var du ikke, skrap altså.«

»Men nu er det ved at være opover, er det ikke?« - »Jo, vi er lidt sent ude.« - »Men når du ikke hører til dem, må vi da kunne frikende hinanden, sige god for hinanden, du til din side, jeg til min!«

Hun så lidt på mig: »Hvis vi holder af hinanden og stoler på hinanden, ja måske.« - »Jeg holder af dig, jeg elsker dig og jeg stoler på dig.«

Hun tilføjede at så nemt gik det bare ikke. Efter i aften ville de sætte tommelskruerne på hende. Hvis de kunne finde hende. Det mente hun ikke de kunne. Det kunne jeg så til gengæld heller ikke: »Så din frikendelse må du vente med. Du blir nødt til at klare dig alene et stykke tid. Du må finde ud af det så godt du kan, uden mig.«

Jeg bad om hun ikke ville overveje det en gang til. Hun påstod at hun var ved at samle materiale mod dem: »Men jeg må have afstand til dem for at kunne forberede mig, det kræver en masse tid og god tilrettelæggelse. Du kan godt stå for mosten, ikke?«

Det følte jeg mig ikke overbevist om, men det kunne jeg ikke så godt tillade mig at sige. »Holder du så fri fra børnehaven?« Hun smilede: »Der begynder jeg først til nytår.« - »Hvem skal du bo hos?« - »Det kan jeg ikke fortælle dig.« - »Jeg vil gerne vide det!«

»Når jeg siger alene, så mener jeg alene!« - »Men du holder af mig, ikke?« - »Du piver ikke, vel?« - »Jeg ved bare ikke hvad det er for et lag glas jeg ligger og kigger ind i, det er det hele.« - »Du er nået helt ind, vidste du ikke det? Du tog mig med den ravklump.«

Da det var vores sidste nat sammen i teltet, besluttede vi os for at holde os vågne og ikke blunde så meget som et sekund. Maria fjernede soveposen fra mig og bedyrede ved sin professionelle ære, at når hun var færdig med mig ville jeg være varm af hendes ånde og iltet af hendes blod. Hun ville gemme mig i sig og kun tage mig frem ved sjældne lejligheder.

Før hun gik fik jeg hende til at love at vi skulle mødes igen til en bestemt tid. Hun var ikke meget for det, men jeg insisterede, jeg kunne ikke klare ikke at have et mål. Vores mødested skulle helst være et sted på stranden. Hun overvejede det lidt. »Henne under den store klint, der kommer de ikke. Stoler herren så på mig?«

»Vi skulle jo nødig gå fejl af hinanden,« mumlede jeg. Hun overhørte det og forsvandt ud i morgenen der endnu var kulsort. »Du er den eneste jeg er rede til at møde helt uforbeholdent,« råbte jeg, »den eneste!« Men jeg kunne ikke afgøre om budskabet var nået frem.

Jeg kunne heller ikke få rede på om de ønskede mig væk fra stranden, eller om de ikke bekymrede sig om mig mere. Da det var blevet lyst nok, gravede jeg lidt i sandet, og da jeg gravede dybt nok fandt jeg en sindrig lille kasse, fyldt med elektronik. Jeg lod den ligge, det nyttede vist ikke noget at jeg begyndte at pille for meget ved den.

Jeg dækkede det hele over igen og kravlede ud af teltet. Der var ingen andre end mig vidt og bredt. Det var en meget stille morgen, overhængt med en grå tåge. Jeg slettede de sidste spor efter alle de mange mennesker og slængede min rive over nakken. Nu skulle det gøre godt med lidt nyttigt arbejde.

»Der er nok at tage fat på,« så jeg mig om til alle sider. »Det er ikke sådan at få bund i skidtet, men der er nok at tage fat på.« Jeg spekulerede på om det lød tilforladeligt nok, og tænkte ved mig selv at de sgu hellere skulle lade mig leve mit liv med Maria.

Jeg agtede nu at vende tilbage til min oprindelige uskyldstilstand og gå i fred med mig selv under himlen, om jeg så skulle blive kvalt i det. Jeg forsvandt ind i tågen. Det blev ikke til den store oprydning, og selv om der var langt derhen stod jeg pludselig under den store klint, hvor jeg igen skulle mødes med Maria.

Jeg var våd i ansigtet og på hænderne af tågen. Hele skrænten under den store klint var rendt ned over sig selv, revl og krat, helt ud i havstokken hvor bølgerne allerede var i gang med at bugsere den væk. Det gjorde mig lidt sær til mode, det havde jeg slet ikke forestillet mig. Resten af klinten så ustabil ud.

Jeg kunne ikke se op til toppen, men der måtte have stået en bænk deroppe på udsigten, den var skredet med ned og stod dybt i en masse kviksandsagtigt mudder. En stor sten var også røget i afgrunden og var forhåbentlig ikke landet i hovedet på nogen. Den dannede nu støtte for bænken. Der kunne man sidde og kigge ud over havet.

Men der var ikke det mindste spor af Maria nogen steder. Jeg gik tilbage og tog med hvad jeg fandt, jeg fyldte min sæk og tømte den igen, omkring mig skiftede vejret i ét væk, som fulgte det på en prik mine sindsstemninger. Sådan gik jeg om i nogle dage.

Om natten sad jeg med min walkman. Det var dejligt. Det gav drømme og længsler, det kunne få sindets bæger til at flyde over. Jeg havde hele tiden en fornemmelse af Marias hud under hænderne, det sved og stak.

Og hvor blir man sat af, tænkte jeg blegt og så mig omkring. På månens bagside! Der kan man så rigtigt tumle sig. Nyt bånd i maskinen! Fra månens bagside er der frit afsæt til rummet. Musikken strammede godt op i trommehinderne. En overgang følte jeg mig meget alene.

Jeg begyndte at gøre dumme ting. Mens jeg skottede op mod skrænterne, og aldrig fandt et publikum, ryddede jeg en sandstrækning og skrev med mælkekartoner et stort SOS hen over den. For det meste var jeg våd og kunne godt trænge til at blive samlet op.

Jeg faldt også over en kraftig oliebræmme og gav mig til at sætte døde fugle fast i olien i en slags mønster. Jeg forestillede mig at det kunne blive en værdig skulptur over - - men det blæste til havs.

En dag flød der et lig ude i vandet, og jeg var lidt i tvivl om hvor langt hen i dagene vi var kommet. Jeg vadede derud. Det var en kvinde, og hun var nøgen, der var ingen tvivl om det. Hun lå og skvulpede med ansigtet nedad og armene strakt ned langs kroppen.

Jeg bevægede mig rundt om hende og bildte mig ind at det var en spøg hun havde for med mig. Om lidt ville hun vende sig som en sæl i vandet og stikke mig et fornøjet smil. Hun holdt vejret utroligt længe, måske havde jeg engang set en tilsvarende bagdel. Jeg vendte hende en omgang, og hun havde ikke noget smil at give væk af.

Der var ingen der ville kunne genkende hendes ansigt mere. Hun havde også en gabende flænge i halsen, og et stiksår under det venstre bryst. Hun var helt død, jeg ville ellers godt have spurgt hvem der havde sendt hende, og om det nu også var nødvendigt.

Jeg havde det efterhånden som om jeg flød på vandet sammen med hende, og jeg ledte efter et kendetegn. Men der var kun kroppens dejagtige konsistens.

Jeg trak hende op på stranden og passede på ikke at kradse hende for meget op mod stenene. Jeg tog min skovl og gravede et dybt hul i sandet, der lagde jeg hende så ingen fik hende at se i den tilstand.

Jeg strøg en sidste gang ned over hendes arm og håbede det ikke var usømmelig omgang med lig, endnu en forbrydelse at klaske på ryggen af mig. Så kom jeg sand på og ryddede op, det skulle jeg jo.

Der må være gået en uge med alt det, for nu så jeg min kontakt fra Forsorgen dukke op henne på stranden, og hun kom mindst en gang hver weekend. Hun var ikke alene. Hun gik og snusede sammen med en ubestemmelig person i civil, strisser var han i hvert fald.

På det tidspunkt var der ikke noget som helst spor af ulovlig virksomhed noget sted, alt var slettet af vind og vejr og af mig. Alligevel var jeg lidt spændt på hvad der var under opsejling, lige nu følte jeg mig ikke helt sikker på at jeg kunne svare for mig.

De kom vadende lige hen over graven, og jeg vinkede dem ind i teltet. Han var ganske rigtigt kriminalassistent. Men det var ikke mig han havde noget på, det var stranden, det var selve denne strimmel sand der var under mistanke. Nogen havde åbenbart sat nogen på sporet.

Han spurgte over kaffen om jeg havde bemærket noget usædvanligt, ved dag eller ved nat, jeg havde jo min faste gang her. Jeg bad ham uddybe hvad han mente med usædvanligt. Og han nævnte lys i natten, hurtigtgående både, mennesker som normalt ikke havde deres gang her.

Det kunne aldrig skade at være flink over for en strisser når man én gang har klasket fjæset mod lovens barm. Jeg fortalte ham beredvilligt at jeg nær havde fået en bil i hovedet en dag, men at det vistnok skyldtes et uheld. Han nikkede, den sag kendte han til.

Og hvis der ellers hvilede en mistanke over stranden måtte jeg stort set afkræfte den. Jeg havde som sagt min gang her, og der var ingen uregelmæssigheder. Jo, der var en masse olieforurening og fiskedød, det slog jeg lidt på, men det var ikke hans bord.

»Ville det kunne undgå din opmærksomhed hvis der skete noget, lad os sige en kilometer til hver side fra dette sted?« Han rejste sig halvt, han sad vist ikke for bekvemt. »Næppe.« Jeg blev siddende. »Heller ikke hvis du går i dine egne tanker?« - »Slet ikke!«

»Vi tror at der er en bestemt kyststrækning som bliver anvendt til indsmugling af gods. Men du mener altså ikke det kan være her?« - »Jeg mener at det kan være så mange steder, her er vidunderligt mennesketomt på denne årstid, undtagen i weekenden.«

»Hvis du ser noget vil du så godt give os besked gennem din kontakt her? Det kan aldrig skade din sag at give os et praj.« - »Det var præcis min tanke, jeg skal nok løbe til den nærmeste telefon hvis der dukker noget op.« Han nikkede igen, nu til farvel, og gik ud.

Min kontakt blev hængende. Hun sad længe og drak kaffe, den ene kop med den anden, uden at se op. »Hvad går du ellers og tumler med?« kom det så.

»Jeg har ikke kun min faste gang her,« sagde jeg, »jeg har også mine faste vaner. Det er godt at have noget at holde sig til.« - »Føler du dig aldrig alene?« - »Jo, meget.« - »Hvordan?«

Og jeg forklarede at jeg sommetider næsten kunne få kuller af ensomhed, og at jeg da næsten kunne ønske at nogen ville bruge mig til et eller andet, forbrydelser, hvad som helst, bare der var folk indblandet.

»Det er hårdt at blive til, men jeg har selv valgt det. Og så vender alt jo også tilbage til den gamle skure igen. Regnen falder hvor den skal, og stjernerne i deres baner siger at det nok skal gå alt sammen. Først vil der komme en hård periode, så vil der komme en fin periode, afløst af en mere ustabil men lovende tid.«

»Og du er ikke involveret i noget?« - »Går du politiet i bedene?« Hun trak lidt på det: »Måske prøver jeg at lede dig fri af dem, hvem ved.« - »Du mener hvis der er noget.« - »Hvis du skulle være røget i noget, ja. Så blir du fjernet fra stranden.« - »Der er ikke noget.«

Hun tænkte sig lidt om, drak mere kaffe. Jeg var gået på en øl. »Vi har fået et mærkeligt tip,« sagde hun så, »om at du skulle være set ved en bådebrand ikke så langt herfra.« - »Jeg har været her hele tiden, det kan jeg bevise, dvs. jeg kan fanden heller.« - »Og du ved ikke noget?« - »Om båden?« - »Om det der måske foregår her?«

»Det er første gang jeg hører om det.« - »Jeg havde nu heller ikke forventet andet.« - »Du havde ikke forventet at jeg ville sige noget andet, mener du?«

Hun smilede, og hendes smil var varmt nok: »Jeg giver ikke meget for anonyme meddelere. Men du må godt hjælpe mig med det du kan.« - »Du finder ikke noget.« Men jeg nikkede at det skulle jeg nok. Hun gav mig ligefrem et knus da hun gik.

Samme nat fik jeg et kraftigt tilbagefald til naturen, uden walkman, uden noget som helst. Det var blæst op, det var faktisk blevet kuling, og bølgerne hamrede lige ind mod min kyst, som dæmoner, som vilde bæster der gnistrede gennem det kulsorte mørke omkring mig.

Jeg havde sat mig så langt ned mod vandet som jeg kunne komme, og stormen piskede hele tiden skum i ansigtet på mig. Der sad jeg så og lod mig tæve igennem fra inderst til yderst.

Skyerne drev som forrevne laser over mit hoved og gjorde hvad de kunne for at slukke for himlens lys - en blegfiset måne - men de havde for meget fart på. Havets tordnen rullede gennem mine øregange, det var lige så fornøjeligt som at blive skyllet ud gennem en centrifuge.

Til sidst hundefrøs jeg, men det betød ikke så meget, det gjorde kun godt at få klapret lidt med tænderne. Det anede mig at dette ustadige vejr ville fortsætte længe, det passede mig så udmærket.

Morgenen kom med endnu kraftigere vind, og med morgenen blæste også mine to ubekendte bekendte forbi, dem havde jeg ellers ikke troet jeg skulle se mere til. For dog at overleve havde jeg trukket mig tilbage til teltet og sat over til morgenkaffe og en dygtig snaps.

Men de sagde at de hellere ville snakke ude i det fri. Jeg sagde at så fik politiet måske øje på dem. De sagde at der ikke var noget politi. Vi trak ud i blæsten, mig kom det ud på et. »Men ikke flere opgaver uden for stranden,« betingede jeg mig, »stranden er i øvrigt ikke egnet som operationsbasis længere.«

De sagde at alt det var de fuldkommen på det rene med, og at betingelser fra min side var lige så nytteløse som forsøg på at sætte nogen på sporet af dem. De havde ikke flere opgaver til mig, så måske var det på tide at jeg flyttede min bopæl og glemte alt om hvad jeg havde set og hvem jeg havde været sammen med.

»Og så glemmer I til gengæld alt om mig og sletter vores lille mellemværende?« - »Vi aner ikke hvem du er, vi synes bare du har været et smukt bekendtskab.« - »Hvordan kan jeg glemme hvem jeg har været sammen med, hvordan kan jeg det, og nu tænker jeg ikke på jer to!«

De trak lidt hen ad stranden. »Det du mener er måske at du har så mange minder her på stedet at du nødig vil flytte?« - »Jaja, I har givet meget, og taget meget, jeg ved ikke om det går lige op, jeg var glad for det I gav. Det jeg mener er at stedet ikke kun bærer minder om de levende. Det gemmer også rester af de døde.«

I stilheden krøb bølgernes brusen helt tæt ind på mig. Men pludselig blev jeg blæst omkuld af et enormt pust. De to andre havde allerede smidt sig, og der lå vi så alle tre og kiggede tilbage mod teltet der var forsvundet op i himlen i en ti meter høj stikflamme.

»Det var søreme godt du ikke var derinde,« sagde den blide blidt og rejste sig. »Jeg havde ellers lige lavet kaffe,« sagde jeg mens de børstede sand af bukserne. De sagde at de var kede af at de ikke kunne blive, om jeg ville slå følge. Det ville jeg ikke.

De vendte sig for at gå. Men vendte så om og kom tilbage. Den barske holdt sin lukkede hånd frem mod mig. »Vi skulle ellers hilse så mange gange og levere den her tilbage.« Jeg rakte ikke min hånd frem. »Den siges at tilhøre dig.« Han tog min hånd og lagde noget i den.

»Jeg ved ikke hvordan du vil forklare det med teltet,« sagde den blide afslutningsvis, og jeg behøvede ikke kigge ned for at finde ud af hvad jeg havde fået. Det var en ravklump på størrelse med en barnehånd. »Men du hitter jo nok på noget.« Og dermed gik de.

Jeg blev hvor jeg var, nogle dage og nogle nætter. Jeg lå og krøb sammen oven på graven, gjorde mig døv, spiste ikke, drak intet. Eksisterede ikke. Til sidst rejste jeg mig og rystede mig fri for sand.

Jeg satte mig op på min cykel og begyndte at fare omkring inde i landet. Jeg må have set herrens ud, for ligegyldigt hvor jeg kom frem begyndte børnene at skrige i vilden sky ved synet af mig. Da jeg blev træt af det satte jeg kursen ud mod den store klint.

Jeg kom stæsende ud mod klinten inde fra land, snoede mig frem gennem højt græs ad en knoldet sti, op mod blæsten der stod ind ude fra havet. Det var hen under aften, i horisonten for min fod tegnede solen en gylden vifte over nogle sorte, svulmende skyer.

Jeg havde aldrig set noget lignende, himlen havde fået glorie og jeg fik tårer i øjnene og kunne ikke se noget. Sådan trådte jeg ud over kanten og havde kun luft under mig og en slingrende cykel.

Jeg kunne mærke hvordan jeg hev en tot græs med ud og svævede med den ved min side, indtil jeg begyndte at bumpe ned over skrænten. Jeg holdt hårdt i mit styr og blev hængende på cyklen længe, men til sidst blev den revet væk under mig og gled ud på sin egen kurs. Jeg landede på ryggen i dybt mudder og fik plasket luften ud af mig.

Lidt efter lidt gik det op for mig at jeg stadig trak vejret og ikke var død. Mudderet dækkede hele min krop som en dyne, og jeg slog øjnene op. Der, på bænken, sad Maria og så forskrækket på mig.

»Jeg har ellers haft dig mistænkt for de grusomste ting,« sagde jeg og besvimede vist lidt. Maria vækkede mig til live med et par velrettede dask på kinden. »Jeg kan måske ikke sige mig helt fri,« medgav hun, »men jeg troede jeg kunne stole på dig, hvorfor kom du ikke?«

»Har du ventet længe,« spurgte jeg bekymret. »Vi havde en aftale her under klinten,« hun så på sit ur, »for en time siden. Mistænkt for hvad?« - »Jeg troede vennerne havde fundet dig. Jeg tog det som en advarsel. Jeg var sikker på at du var død og druknet.«

Hun rejste sig fra bænken og begyndte at grine. Jeg grinede med, men så blev hun alvorlig igen og tog min hånd. Jeg lagde mærke til at hun havde et lille sår på halsen, det blødte ganske let. »Hvad er det?« spurgte jeg. »Ikke noget,« sagde hun, »en rift.«

Hun tog fat på at hjælpe mig fri. »Troede du det var mig der var død?« - »Hvem ellers?« Hun smattede rundt i alt det mudder og fik mig op at sidde. Hun spurgte: »Hvor kommer du så fra nu?« - »Fra himlen.« - »Fra himlen?« - »Jeg vidste ikke hvor du var, hvordan går det?«

Hun mente det gik meget godt. Hun havde klaret at holde sig fri af dem. Men havde nu virkelig brug for at jeg snart stillede op. »Så knalder vi dem sammen, og så skal jeg også nok svare for dig,« mukkede hun, men det var ikke mig der strittede imod, det var leret.

Vi æltede rundt i det og blev smurt ind over det hele. Hun baksede med mig, og oven over os begyndte klinten lige så stille at skride. Nu var det pludselig ikke kun mig der skulle hjælpes fri, det var os begge, på røven og pladrende rundt i alt det pløre.

»Jeg så dig godt hale hende ind, oppe fra skrænten.« - »Det var ikke smart af dig at hænge rundt på skrænterne på det tidspunkt.« Det jamrede i hendes knogler. »Jeg kunne ikke gå ned til dig, jeg ville så gerne.« - »Hvem var hun?« - »Min tvilling. Vi var slet ikke tvillinger. Vi lignede bare hinanden til forveksling. Jeg tog nogle billeder.«

Hun ragede en mudderkage ud af mit hår og sagde at hun havde savnet mig mens jeg var væk, og jeg tilstod at jeg havde haft det lidt på samme måde, selv om man ikke skulle tro det sådan som hun så ud nu.

Og så lykkedes det hende omsider at få os trukket fri. Jeg var stadig lidt ru i mælet efter chokket og øm i hele kadaveret, men det gjorde ikke særlig ondt når jeg smilede. »Hvad så med ravklumpen,« kom jeg i tanke om, »hvornår fik de den?« - »Den fandt de lige med det samme.«

Hun kiggede op mod toppen af klinten fyrre meter over vore hoveder. »Var der ikke langt ned?« - »Det ved jeg ikke, jeg hang bare på.« Vi trådte nogle skridt tilbage, for nu begyndte kanten at kamme over. »Du kunne være ramlet lige ned i hovedet på mig.«

Klinten gav efter og satte et metertykt lag i skred ned mod os. Men vi havde fået trukket os fri. »Næste gang sigter jeg bedre,« sagde jeg. »Næste gang ser du dig bedre for,« sagde Maria. Støv og skidt regnede ned over stranden og lagde sig på os.

Vi stod over for hinanden som to statuer formet i ler, og udefra ville vel ingen have kunnet se at vi mente det alvorligt. To nye mennesker lige før de får mæle. Så gik vi et eller andet sted hen for at få noget at leve af - jeg var også ved at være sulten.