Denne tekst kan ikke downloades i RTF-format. Den kan købes i STYKKER AF 96.

BROEN VED VERDENS ENDE

En tekst for

kor, orkester og spillere

 af Kaj Nissen

Musik: Bent Lorentzen

MEDVIRKENDE:

Et orkester
Et kor
Mandlig spiller 1
Mandlig spiller 2
Kvindelig spiller 1
Kvindelig spiller 2
En omflakkende spiller
Deling 1
Deling 2
Deling 3
Deling 4
Deling 5
Lederen
Bedstemor
Moderen
Faderen

 BROEN VED VERDENS ENDE

1.

(Lys på kor og orkester dæmpes. En spot op på det åbne areal der er "scenen" - en ganske lille plet lys kun. Der er ingen stedsangivelser. Vi er i et rum i det lokale, hvor værket opføres)

(Lyset i spotten blir meget klart og rent hvidt. Et skud blir affyret. En lang stilhed. En salve fra et automatgevær bryder stilheden. Stilheden vender tilbage. Lidt efter slukkes spotten, og der kommer lys på koret og orkestret)

2.

(Korindsats)

KORET:

To mennesker blir skudt,
to unge mennesker,
de ligger på en bro,
broen ved verdens ende.

3.

(Fire spillere træder frem, de er neutrale og i almindeligt tøj. Musikken blir liggende)

MANDLIG SPILLER 1: Det sker hver dag, hver time. To mennesker skudt og dræbt.
MANDLIG SPILLER 2: To ganske unge mennesker. Der kræves ind.
KVINDELIG SPILLER 1: Men disse to ligger på en bro.
KVINDELIG SPILLER 2: Broen ved verdens ende.

(Den omflakkende spiller stiller sig hen på det sted, hvor lyspletten var. Står lidt der og ser sig om. Der sker ikke noget. Træder lidt væk fra stedet igen. Korindsats)

KORET:

Mens de langsomt blir kolde,
vil vi se på og spørge til,
om det er tilfældet,
eller ligefrem skæbnen,
der har smidt dem fra sig,
på dette støvede og øde sted.

(de fire spillere tager over igen)

MANDLIG SPILLER 1: Det sker hver dag, hver time.
KVINDELIG SPILLER 1: På dette øde og støvede sted.
MANDLIG SPILLER 2: Herude hvor alt liv hører op.
KVINDELIG SPILLER 2: Og kun floden strømmer forbi.

4.

(Korindsats)

KORET:

Så giv dem dog
i det mindste
en skilling i munden,
til en bid brød,
og en drik,
inden I
sender dem ud
på den sidste rejse
til det rige,
hvorfra ingen ringer hjem.

(Den omflakkende spiller går forbi og smider to mønter på det sted, hvor lyspletten ramte før. Mønterne falder klirrende på plads. Den omflakkende spiller afventer hvad der videre sker)

5.

(Det følgende under ledsagelse af orkestret, fremlæggelse af facts ved Mandlig spiller 1 og kvindelig spiller 1)

MANDLIG SPILLER 1: Admira og Bosko.
KVINDELIG SPILLER 1: To fremmedartede navne.
MANDLIG SPILLER 1: To fortrolige navne.
KVINDELIG SPILLER 1: Bosko, drengen.
MANDLIG SPILLER 1: Admira, pigen.
KVINDELIG SPILLER 1: Hun muslim.
MANDLIG SPILLER 1: Han serber.
KVINDELIG SPILLER 1: Det var om eftermiddagen den 18. maj.
MANDLIG SPILLER 1: 1993. Lidt før klokken fem.
KVINDELIG SPILLER 1: Det var en smuk dag.
MANDLIG SPILLER 1: De kom frem mod spærringen bag ingenmandsland.
KVINDELIG SPILLER 1: På Vrbanja-broen i Sarajevo, udvekslingsstedet.
MANDLIG SPILLER 1: Småhoppende, som legede de en eller anden leg.
KVINDELIG SPILLER 1: De var blevet lovet frit lejde og åben udgang.
MANDLIG SPILLER 1: Men en eller anden gammel regning skulle gøres op.
KVINDELIG SPILLER 1: Ved verdens ende.
MANDLIG SPILLER 1: Hvor der kræves ind hver dag.
KVINDELIG SPILLER 1: En snigskytte sendte en kugle i jorden foran dem.
MANDLIG SPILLER 1: Tiden stod stille.
KVINDELIG SPILLER 1: (står stille) Men standsede ikke.
MANDLIG SPILLER 1: Så blev de mejet ned af en salve.
KVINDELIG SPILLER 1: Bosko døde på stedet.
MANDLIG SPILLER 1: (står stille) Admira levede endnu i nogle få minutter.
KVINDELIG SPILLER 1: Hårdt såret krøb hun hen til ham.
MANDLIG SPILLER 1: Hun tog ham i sine arme.
KVINDELIG SPILLER 1: Siden rørte intet sig ude på broen.
MANDLIG SPILLER 1: Alle holdt vejret.
KVINDELIG SPILLER 1: Og vogtede på hinanden.
MANDLIG SPILLER 1: Og ingen turde vove sig derud.
BEGGE SPILLERNE: Ingen turde vove livet for at hente dem ind.

(de bevæger sig forbi stedet og ud)

6.

(Korindsats)

KORET:

To ganske unge mennesker ligger
på denne bro
ved verdens ende,
på andendagen mens kameraerne kører.

7.

(Den omflakkende spiller træder frem og spørger mod fem forskellige grupperinger af uniformerede og bevæbnede soldater, der befinder sig rundt om i lokalet. En deling kan godt udgøres af en enkelt mand eller kvinde)

OMFLAKKENDE SPILLER: (mod deling 1) Havde de ikke frit lejde?
DELING 1: Jo, de havde frit lejde.
OMFLAKKENDE SPILLER: (mod deling 2) Havde de ikke frit lejde?
DELING 2: Jo, de havde frit lejde.
OMFLAKKENDE SPILLER: (mod deling 3) Havde de ikke frit lejde?
DELING 3: (tøvende) Jo, de havde frit lejde.
OMFLAKKENDE SPILLER: (mod deling 4) Og hos jer - havde de ikke frit lejde og åben udgang?
DELING 4: (undskyldende) Der er så mange galninge der bærer våben.
OMFLAKKENDE SPILLER: Var det så dem der skød?
DELING 4: Det er ikke sikkert.
OMFLAKKENDE SPILLER: Hvem var det så der skød?
DELING 4: Intet er sikkert.
OMFLAKKENDE SPILLER: (mod deling 5) Hvad siger jeres folk?
DELING 5: Vores folk havde intet fået at vide om en udveksling.
OMFLAKKENDE SPILLER: Siger I at det var jeres folk der skød?
DELING 5: Det tvivler vi meget på.
OMFLAKKENDE SPILLER: (til alle) Hvad gør vi så nu?
ALLE DELINGERNE: Venter på obduktionen, så det kan afgøres, hvem der affyrede de dræbende kugler.

(Deling 5 forlader sin post for at komme noget i forkøbet)

8.

(Korindsats)

KORET:

Af obduktionen vil det vise sig,
hvilke kugler der blev affyret,
af obduktionen vil det fremgå,
hvem den skyldige part er,
og hvem der kan gå fri.
Vent på obduktionen,
den vil bringe større klarhed.

9.

(Fremlæggelse af flere facts, ved Mandlig spiller 2 og Kvindelig spiller 2)

KVINDELIG SPILLER 2: Der blir ingen obduktion.
MANDLIG SPILLER 2: Hvorfor blir der ingen obduktion?
KVINDELIG SPILLER 2: De blir begravet sammen, det må være nok.
MANDLIG SPILLER 2: Men hvorfor ingen obduktion?
KVINDELIG SPILLER 2: Nogen kunne have dummet sig.
MANDLIG SPILLER 2: Men andre kunne frikendes for drabene.
KVINDELIG SPILLER 2: Skylden skal ikke kunne placeres.
MANDLIG SPILLER 2: Men kuglerne kunne spores.
KVINDELIG SPILLER 2: Hvis ingen får skylden, er alle frikendt.

(Den omflakkende spiller tager mønterne op igen og går ud)

10.

(Korindsats)

KORET:

Vi er alle frikendt i denne sag.
Det var ikke dig.
Det var ikke mig.
Skød du? Ikke jeg!
Skød de? Ikke dem!
Ingen har skylden.
Ingen tager ansvaret.
Beklagende trykker de sig
bag deres sandsække.
Hvem er modig?
Hvem er fej?
Sket er sket.
Gjort er gjort.
Men det lidt, der vides,
skal fortælles,
og det meget, der undrer,
gives mæle.

11.

(Den omflakkende spiller introducerer)

OMFLAKKENDE SPILLER: Her lidt om hvad der gik forud. Besøg hos en tidligere narkogangster, nu national helt og leder af Sarajevos forsvar.

(Kvindelig spiller 1 over for Lederen)

KVINDELIG SPILLER 1: Det er nødvendigt, at Bosko forlader Sarajevo inden 72 timer.
LEDEREN: Hvorfor skal det gå så hurtigt?
KVINDELIG SPILLER 1: Bosko er din ven. Du kan hjælpe. Du kan få en udveksling bragt i stand, så Bosko kan komme ud.
LEDEREN: (nikker) Bosko er serber. Hans bror er min bedste ven. Jeg har hjulpet hans mor ud. Jeg er leder af Sarajevos forsvar. Jeg er muslim. Men jeg kan hjælpe ham ud, selvfølgelig kan jeg prøve at hjælpe ham ud. Jeg har hjulpet ham så mange gange, da han var en lille dreng. Men han skulle være flygtet sammen med sin mor.
KVINDELIG SPILLER 1: Han ville blive hos Admira. Men nu kan ingen af dem blive her længere. Hans bedste ven er stukket af, over til den serbiske side - han stak af uden at sige et ord til Bosko.
LEDEREN: Jeg ved det. Hans bedste ven var en forræder. Han stak af med hemmelige koder og håndvåben.
KVINDELIG SPILLER 1: Det stiller Bosko i et meget dårligt lys. De var altid sammen. De var faktisk uadskillelige.
LEDEREN: Bosko stolede på sine venner, vist så. Men hvorfor 72 timer?
KVINDELIG SPILLER 1: Det lokale muslimske politi har indkaldt Bosko til forhør. Der forekommer tortur og drab på serbere som de tror er forrædere.
LEDEREN: Bosko er ingen forræder.
KVINDELIG SPILLER 1: Men nu har han fået besked på at møde op inden 72 timer. For 50 år siden forsvandt hans morfar efter sådan et besøg.
LEDEREN: Og nu vil han have Admira med sig ud af byen?
KVINDELIG SPILLER 1: Han går ikke nogen steder uden hende.
LEDEREN: Jeg arrangerer en udveksling. (pause) Men jeg kan ikke garantere noget.

12.

(Korindsats)

KORET:

På tredjedagen ligger de der nu,
og intet er ændret,
varmen hænger over broen,
over to døde unge ved verdens ende.

13.

(Den omflakkende spiller introducerer)

OMFLAKKENDE SPILLER: Hør videre hvad der skete. Besøg hos en bedstemor.

(Mandlig spiller 2 over for Bedstemor)

BEDSTEMOR: Men hvordan kan Admira, som muslim, tænke på at gå over til serberne - hvordan kan hun overhovedet overveje det!
MANDLIG SPILLER 2: Det er det eneste sted Bosko kan gå hen.
BEDSTEMOR: Så må hun lade Bosko gå alene!
MANDLIG SPILLER 2: Men hun vil kun være der, hvor Bosko er.
BEDSTEMOR: Serberne voldtager alle muslimske kvinder - de indespærrer og henretter dem - de vil slå hende ihjel!
MANDLIG SPILLER 2: Bosko siger at han altid er blevet ladt i fred af hendes folk, så vil hans folk heller ikke røre hende.
BEDSTEMOR: Det er en forkert beslutning, de skulle hellere blive her!
MANDLIG SPILLER 2: Det er blevet for farligt for dem her i Sarajevo.
BEDSTEMOR: Det er langt farligere at tage herfra.
MANDLIG SPILLER 2: Det kan vi ikke vide.
BEDSTEMOR: Jeg ved det!
MANDLIG SPILLER 2: (pause) Nu har de besluttet sig. Nu er de allerede på vej ud i ingenmandsland. De kan ikke mere vende om.
BEDSTEMOR: Bare de ringer, når de er fremme!
MANDLIG SPILLER 2: Selvfølgelig vil de ringe, når de er nået frem.
BEDSTEMOR: (meget fast) De må love at de ringer, så snart de er fremme i god behold!

14.

(Korindsats)

KORET:

Hvem lod deres blod størkne på broen,
hvem gav dem lov til at dø,
fyldt med uidentificeret bly,
men gav dem ikke lov
til at udfri deres sjæle,
så de kunne tage hinanden ved hånden
og føre hinanden ind i dødsriget,
betale for hinanden,
og lade det være godt med det.

(Den omflakkende spiller træder helt frem og vil godt betale, men der er ingen til at tage imod pengene. Koret fortsætter)

15.

(Korindsats)

KORET:

Fjerde dags aften,
parterne slås om retten til
en død muslim og en død serber,
hvis blod er forenet i broens støv.

16.

(Kvindelig spiller 1 bevæger sig gennem rummet med en monolog)

KVINDELIG SPILLER 1: I lang tid havde de måttet krydse gennem den farlige by for at kunne mødes. Nu var de flyttet sammen i en lejlighed. Kort før var en granat gået ind i Boskos mors køkken, netop som han var gået derfra. Admira havde været i nærheden af brødkøen, da den blev sprængt i stumper. Admira tålte ikke godt at se blod. Der var meget blod. I byen blev alting værre - Boskos mor flygtede ud, da det blev for slemt. Bosko og hans ven drev sortbørs for at overleve. Vennen, forræderen, flygtede ud til kone og børn. Admira og Bosko havde nu blot sig selv at falde tilbage på. De følelser, de nærede for hinanden, tillod dem ikke at søge tilflugt hver for sig, i hver sin lejr, fjernt fra hverandre.

17.

(Den omflakkende spiller introducerer)

OMFLAKKENDE SPILLER: Der var flere overvejelser. Besøg hos Boskos mor.

(Mandlig spiller 1 over for Moderen)

MANDLIG SPILLER 1: Kan Bosko ikke bare gå ind i forsvaret af byen? Så bærer han våben, så kan han bedre forsvare Admira og sig selv. Han ved hvordan man -
MODEREN: Bosko ville aldrig kunne skyde på sine serbiske venner. Jeg ved, at han umuligt kan få sig selv til det.
MANDLIG SPILLER 1: Kan han så ikke gøre det modsatte og slutte sig til serberne oppe i bjergene?
MODEREN: Og skyde ned på den by, hvor Admira og hendes familie bor?
MANDLIG SPILLER 1: Han må vælge.
MODEREN: Han har allerede valgt.
MANDLIG SPILLER 1: Han har jo været soldat engang.
MODEREN: Og alligevel holder han på en pistol, som var det en serviet - nej, hans hænder er ikke skabt til at bære våben.
MANDLIG SPILLER 1: Men hvis han blir boende og ikke vælger side, så risikerer han at blive dræbt af de lokale muslimske militser.
MODEREN: Admira har lovet at passe godt på ham.
MANDLIG SPILLER 1: Men er hun i stand til det?
MODEREN: Man har lovet at forsvare ham med alle midler.
MANDLIG SPILLER 1: Men vennens forræderi har bragt ham i en fortvivlet situation.
MODEREN: Vennen var selv i en fortvivlet situation.
MANDLIG SPILLER 1: Seks af Admiras slægtninge er allerede blevet dræbt under de etniske udrensninger. Hvordan kan hun tro på en overlevelse?
MODEREN: Men hvad kan Bosko gøre? Han vil have Admira med sig, for enhver pris. Siden vil de vende tilbage og leve her i byen som om intet var hændt. Bosko forstår ikke, at serbere kan dræbe muslimer. Bosko er måske ikke bange nok for ondskaben her.

18.

(Mandlig spiller 2 bevæger sig gennem rummet med en monolog)

MANDLIG SPILLER 2: Admira og Bosko fandt hinanden ved den tid, da Sarajevo var en åben by, hvor verdener kunne mødes, en by hvor serbere, muslimer, kroater og jøder levede side om side. Fra den dag enigheden blev brudt, var der ingen vej tilbage, og hundredtusinder af enhver tro og nationalitet måtte lade livet i landet. Admira og Bosko døde, da Sarajevo var en sønderbombet og indesluttet by - bag en mur af had. Her hvor man havde fejret ramadan, jul, ortodoks påske, katolsk påske, fødselsdage, 29. november, 1. maj og Befrielsens dag som naboer og venner - at blive her var ikke til at tænke på. Og med hensyn til at komme ud -

19.

(Korindsats)

KORET:

Efter den femte dag
beder den unge piges far
om lov til at hente dem ind,
forgæves: de ligger stadig på broen.

20.

(Den omflakkende spiller introducerer)

OMFLAKKENDE SPILLER: Besøg hos Admiras far.

(Kvindelig spiller 2 over for Faderen)

FADEREN: De vidste hele tiden, hvor den anden var - det var dengang før de flyttede sammen. De var nødt til at vide det. Deres største bekymring gik på om frontlinjen en dag var flyttet, så de ikke længere kunne nå frem til hinanden. Det kunne ikke nytte at de var i hver sin del af byen, det havde ingen af dem overlevet.

(Kvindelig spiller 2 vil spørge om noget, Faderen stopper det)

FADEREN: "Krigen kan ikke skille os, kun en kugle kan." Det er Admiras egne ord. "Hvordan er dette muligt i vor tid, hvornår får det en ende, det må få en ende snart!" - Det får vel også en ende. Hun spurgte, om min kone ikke også ville have fulgt mig, dengang vi var unge. Og min kone sagde: "Jo - til verdens ende." Og det ville hun bestemt også have gjort.

(Kvindelig spiller 2 vil spørge om noget, Faderen stopper det)

FADEREN: Admira ville ikke gifte sig under disse omstændigheder. Bosko forsøgte at overtale hende. Måske var hun den klogeste. Måske var det derfor hun besluttede sig for at flygte med ham, selv om ingen kunne forstå at hun kunne beslutte sig for netop det.

(Kvindelig spiller 2 vil spørge om noget, Faderen stopper det)

FADEREN: Jeg ville ikke sige farvel til dem. De havde planlagt flugten uden mig. Og jeg var imod den, det indrømmer jeg gerne. Måske var det dem, der ikke ville sige farvel. Måske ville det have været for svært for dem. De ringede aldrig. Men hvilken kraft er der ikke i kærligheden, og hvilket mod indgiver den ikke.

(Faderen ser længe på Kvindelig spiller 2, nu kan der spørges)

KVINDELIG SPILLER 2: Og nu har du så tilbudt at hente dem ind derude fra broen?
FADEREN: Jeg har bedt om en pansret vogn fra FN. Så skal jeg nok hente dem ind. Jeg kan ikke bare se på at de ligger derude på broen. Men FN har nægtet at give mig en pansret vogn. De vil undgå at blive part i krigen. Senere skal jeg nok selv finde morderne!

21.

(Korindsats)

KORET:

Den sjette dag efter drabet
opstår så problemet med,
hvem der skal begrave ligene,
og efter hvilke hellige ceremonier.

(Den omflakkende spiller vil gerne foretage sig et eller andet for at løse problemet. Men kan intet gøre. Koret fortsætter)

22.

(Korindsats)

KORET:

Både står ud fra en krig,
lastet med lig,
Styx hedder vandet,
og Udåden landet,
hvorfra de med kugler blev flået,
Charon har lukket,
lyset er slukket,
døren er stængt,
livet fortrængt,
men dødens hvile endnu ikke nået.

23.

(De fire spillere træder ind i hver sit hjørne af salen)

KVINDELIG SPILLER 1: Næsten hver time på døgnet kunne en snigskytte hente sine 500 D-mark for en dræbt Sarajevo-borger.
KVINDELIG SPILLER 2: Uanset hvilket køn, alder, nationalitet eller religion vedkommende Sarajevo-borger nu måtte have.
KVINDELIG SPILLER 1: Overalt ligger de på lur, langs gader og veje -
KVINDELIG SPILLER 2: Ved broer og afspærringer og åbne pladser -
MANDLIG SPILLER 1: Men Bosko var nødt til at tage risikoen. Og Admira ville ikke acceptere nogen anden løsning end at følge med ham ud af byen, hvor de nu ikke længere kunne blive.
MANDLIG SPILLER 2: Hun ville ikke høre, hun ville ikke mere vende om.
KVINDELIG SPILLER 1: Hun vinkede, inden hun steg ind i bilen.
KVINDELIG SPILLER 2: De lovede at ringe.
MANDLIG SPILLER 1: De havde pakket to små rejsetasker.
MANDLIG SPILLER 2: Og de ville ringe.
KVINDELIG SPILLER 1: De kørte hen til Lederens hovedkvarter.
KVINDELIG SPILLER 2: Bosko var nervøs.
KVINDELIG SPILLER 1: Admira var rolig og fattet.
KVINDELIG SPILLER 2: Efter hovedkvarteret stod nu tilbage at gå det sidste stykke hen til broen og ud over det ingenmandsland, der strakte sig der. De havde fået at vide at det var bedst at vente til det var blevet mørkt. Da de nåede frem, var klokken kun fem.

24.

(Korindsats)

KORET:

Verdens opmærksomhed er stadig,
på syvende og ottende dag,
rettet mod denne bro,
hvor døde sover uden at finde hvile.

25.

(De fire spillere, samtidigt eller på skift, med orkester)

DE FIRE SPILLERE:

Med sig havde de noget tøj,
og nogle smykker fra Boskos slægt.
Omkring sig havde de politiet,
politiets specialenheder,
Sarajevo-Brigaden,
kroaterne,
serberne.
Umuligt at aftale med alle,
fronten var lang,
overalt lå galninge med geværer.
Pludselig dukkede de frem på broen.
En af serberne,
som havde aftalt udvekslingen,
råbte og fløjtede.
Bosko fløjtede tilbage.
De kom næsten hoppende frem,
som om de legede en eller anden leg.
Da de var ud for blomsterbutikken
ved krydset
over for benzintanken
lød et skud fra en snigskytte.
Kuglen slog ned foran benene på dem.
Så blev der åbnet ild.
Drengen var dræbt på stedet,
pigen skreg og kravlede hen mod ham.
Da hun nåede frem omfavnede hun ham.

(de sidste fire linjer gentages, enkeltvis efter hver linje, i koret)

26.

(lys på kor og orkester dæmpes. En spot op på det åbne areal der er "scenen" - en ganske lille plet lys kun. Lyset i spotten er meget klart og rent hvidt)

(Den omflakkende spiller kommer ind og smider lidt jord ind i lyspletten. Står lidt der for at se, hvad der videre sker)

(Recitation med orkester: Omflakkende spiller, siden koret)

OMFLAKKENDE SPILLER:

En dag stod broen så tom igen,
en nat var deres lig hentet ind,
serberne havde tvunget et hold
muslimske krigsfanger derud,
og med stor risiko for, at de
kunne blive skudt af deres egne,
fik de bundet et reb om ligene
og trukket dem væk fra broen.

KORET:

Serberne tog æren, serberne lagde
dem i den samme grav, samme dag
som en helt blev stedt til hvile,
de begravede dem på en militær
kirkegård, under hensyntagen til
religionen, men uden obduktion,
berøvede forældrene deres børn,
og retfærdigheden børnenes mordere.

(Den omflakkende spiller spreder jorden med et velrettet spark og forsvinder derpå videre ud i verden)

27.

(Orkestret fortsat. De fire spillere træder frem)

MANDLIG SPILLER 1: Hvad var det så der smed dem her? Klogskab eller kløgt?
KVINDELIG SPILLER 1: Menneske- eller næstekærlighed?
MANDLIG SPILLER 2: Hensyn eller omtanke?
KVINDELIG SPILLER 2: Medfølelse?

28.

(Slutindsats: orkester, kor og alle spillerne)

ALLE:

To mennesker blev skudt,
to unge mennesker,
de ligger på en bro,
broen ved verdens ende.
Broen fører over dårskabens flod.
Broen fører over dårskabens flod.
Broen fører over dårskabens flod.

 SLUT