asta

Denne tekst kan ikke downloades i RTF-format. Den kan købes i STYKKER AF 94.

AF ASTAS LIV

Et fragment

af Kaj Nissen

PERSONERNE:

ASTA, 45 år
MAND 1, 45 år
MAND 2, 45 år
MAND 3, 45 år

Tiden er 1994. Møblementet i Astas lejlighed er ikke blevet rørt siden slutningen af 60'erne, hvilket nok indebærer, at det i dag virker umådeligt antikveret. Den musik vi hører i Astas lejlighed er udelukkende fra Pink Floyds "The Piper at the Gates of Dawn", en umådeligt avanceret lyd til gengæld, men fra samme tid som det urørte møblement.

AF ASTAS LIV

(Musik. Asta danser rundt med sig selv, hendes blik er rettet ud i rummet - som mod en fjern drøm. Hun har armene ned langs kroppen og tæt ind mod sig. Det virker som om hun gerne ville slynge dem om en eller andens hals, eller løfte dem højt over hovedet. Men hun holder dem tæt ned langs siden. Så pludselig standser hun op og tager sig i det og sender verden et stort, bekræftende smil. Hvorpå hun breder armene ud mod døren, i en stor og åben, indtagende, gestus. Der kommer ingen ind gennem døren. Hun blir stående sådan, til musikken fra den båndoptager der bare kører og kører i et andet rum. Dette finder sted foran Astas seng og er en tilstand der har varet i 25 år)

(Asta hjemme i sin stue, ved telefonen. Det er en drejetelefon. Hun har netop ringet et nummer op, hun venter tålmodigt på at nogen skal gribe røret i den anden ende. I det øjeblik telefonen blir taget i den anden ende, ser vi, et helt andet sted i rummet, en mand tage en telefon. Han sidder henslængt foran et fyldt askebæger i en lænestol. Han ryger under hele seancen, men siger ikke andet end dette ene ord i starten)

MAND 1: Flemming.

(i det sekund Manden siger det, retter Asta sig op med et sæt)

ASTA: Hallo? Hvem? Jamen, er det ikke hos - nej, vent! Vent! Du må ikke lægge på igen! Hvis du lægger røret på nu - hvis du afbryder forbindelsen igen, så holder du op med at eksistere! Du forsvinder lige på et øjeblik - du fordamper! Kun så længe du lytter til mig, vil du blive ved med at være til! Ja - jeg hedder Asta. Du hedder Flemming. Du sagde Flemming, da du tog røret, jeg hørte dig selv sige det. Hvis du havde sagt "Hallo" eller "Ja?", hvis du havde givet mig navnet på en institution, så ville jeg ikke have vidst det. Du hedder Flemming - og du må ikke lægge på nu, Flemming, for skaden ville være uoprettelig. Nu skal jeg fortælle dig noget om mig selv - nej, du behøver ikke fortælle noget om dig - jeg ved at du er ét stort spørgsmålstegn lige nu, men senere vil du være et udråbstegn! - Du behøver ikke sige til når det sker, jeg kan høre det, jeg har så tit set på lærredet, hvordan det ser ud når folk skifter på den måde og ikke kan lade være med at lade det skinne igennem. - Børn har det allermest på den måde. Derfor holder jeg meget af små børn. De har hele deres uskyld i behold. Senere så - blir de frække og selvstændige - det er også i orden, de skal være frække. Det er det, de skal være. Men helt små børn har endnu uskylden i behold - og så ved de alt. Hvis du lægger røret på nu, så vil du ophøre med at eksistere i samme sekund - det er kun denne forbindelse, der holder dig i live! Små børn ser på en og ved alt. Senere går man jo hen og glemmer det meste, og man har svært ved at bringe det frem igen, det der er så vigtigt, og som man havde med sig engang - som en stor glæde, en forventning til livet og alt det, livet skulle bringe en - og der er jo også kærligheden, men ensomheden er mere almindelig, den dukker op i enhver sammenhæng, det gør kærligheden ikke altid - kærligheden er en rose af en uhørt sjælden farve, kan du ikke være enig i det, mens ensomheden findes i alle farver og til tider dem alle sammen på én gang, og så smelter farverne sammen, og blir én stor grå klump, det er det almindeligste. I morges da jeg trådte ud på gaden, stod der en dreng og græd midt ude på vejen. Jeg kom fra mit arbejde, han kom måske fra en eller andens seng, han ville ikke se på mig, så jeg vendte blot ryggen til, man skal aldrig mænge sig i andres ensomhed, men måske var han ikke ensom endnu, måske var han bare ved at blive det. Og hvis du lægger røret på nu, så siger jeg dig, du vil blive opløst i atomer og ikke være til at samle igen. Der var engang en mand der blev fanget af djævelen. Han kunne kun slippe fri på én betingelse: at han stillede fanden en umulig opgave. Manden slog så en - ja, undskyld - prut og bad fanden om at male den grønlillalyseblå. Djævlen fløj straks omkring og prøvede at fange prutten ind, men den var ikke sådan at - det var umuligt, den var forduftet i alle retninger. - Sådan vil det også gå dig, hvis du lægger røret på nu, og ingen kan fange dig ind, eller sætte farve på dig igen, du er sådan en prut, der er forsvundet for både vorherre og fanden. Nu er det jo ikke sikkert, vi beholder det klima, vi har nu, men ikke engang det vil kunne hjælpe på dine bestanddele, de vil for altid være spredt for alle vinde - om vi nu får varmere eller koldere vejr. - Men én ting kan jeg godt fortælle dig: Vi to har den stærkeste kontakt, to mennesker vist kan håbe på. Du kan altid sige mit navn: Asta, og du vil straks vide, at du eksisterer. Og jeg kan sige: Flemming, og vide det samme. Det er ikke let med alle de billeder vi har i os, det er ikke let at komme tæt på dem. - Jo, jo, du hedder Flemming, man kan lyve om meget, men aldrig om sit navn - da slet ikke når man tager en telefon der ringer, og uforvarende giver sig til kende. Og nu skal jeg sige dig en anden ting: Din kone hedder Dorthe, hun tegner kort over byens gader. Ja, hun tegner byens gader, men hvorfor forlod du mig? Du tror du har to børn, men det har du ikke, du har tre! - Måske skal moren til de to andre skilles, hvorfor sidder du ellers for nedrullede gardiner og trykker dig i mørket, mens du ryger dine ensomme smøger. Så galt kan det gå. Det ville ikke være sket hvis vi to havde - - hvor har du Dorthe henne i aften? Og hvorfor forlod du mig, Flemming, og lod mig sidde alene tilbage? Ja, jeg fik et barn med dig! Det var en dreng! Hvad skete der dengang? Nu underviser du der på universitetet - du lærer dem om udenlandske politiske ideer - nej, stop, det gør du ikke mere, men du har gjort det. - I dag sidder du der og sælger et koncept til dine arbejdsgivere, du er psykolog og giver dine arbejdsgivere en idé om, hvem forbrugerne er her i slutningen af århundredet, kunderne, kundegrundlaget. Jaja, du giver dem en opmåling af det menneskelige underlag - en profil som de kan kalkulere med, og hvis der er noget i alt dette, Flemming, der ikke stemmer overens med din sandhed, så skyd det du tror er sandheden i sænk, og stol blot på, at den identitet, jeg her har givet dig, den kan holde - ikke kun i dag og i morgen, men i rigtig lang tid, årtusindet ud måske - og nu må jeg slippe dig. Du behøver ikke være spor bange for at du forsvinder, når jeg lægger røret på. Så længe det bare er mig, der lægger røret på, så er der ingen fare på færde. Du blir ikke til atomer, du blir til den Flemming, jeg lige har givet dig et billede af. Jeg vil ikke glemmes, billedet af dig vil skinne klart, du er ikke et forkert nummer, du er en stjerne, men du skulle ikke have forladt mig.

(hun lægger røret på, men blir ved med at se ned på telefonen. Manden får, trods hendes forsikringer, et mindre chok da sluttonen lyder, men blir så glad og taknemmelig over at han ikke forsvandt. Han lægger på. Og løfter så straks røret igen. Han lytter ind i det. Det siger nu kun Dut-dut-dut. Han lægger på igen. Han forsvinder. Asta løfter blikket og ser ud i mørket, som havde hun der et stort lærred fyldt med farvede billeder)

III

(Asta sidder for enden af den bagerste række i en biograf og har foran sig et stort lærred fyldt med farvede billeder. De sidste sekvenser af filmen Rocky I går over lærredet. Vi ser ikke billederne, kan bare følge deres lysspor gennem mørket. Men vi hører filmens lydside. Vi kommer ind hvor kampen netop er slut, replikkerne "Ingen returkamp", "Det ønsker jeg heller ikke" - og så musikken der svulmer, Rockys råb: "Adrian", og hendes råb: "Rocky", og det afsluttende "I love you", "I love YOU", og så slutteksterne og mere musik, mens lyset kommer op i salen. På bagerste række midtfor sidder MAND 2, helt alene, han kigger op mod lærredet og gør ikke mine til at rejse sig, sidder bare der og følger slutteksterne, han kunne ikke lide den film. Asta får øje på ham, hun rejser sig og går hen mod ham, ind langs sæderne, lysende glad at se på og helt sikker i sin sag. Hun ser en anelse museagtig ud, men hendes øjne stråler stadig over filmens slutning, hun er ren Adrian)

ASTA: Flemming?

(Manden blir vakt af sin dvale og ser forbløffet op på hende)

MAND 2: Hvad?

ASTA: Asta!

MAND 2: Asta?

ASTA: Husker du ikke?

MAND 2: (har aldrig set hende før) Nå jo -

ASTA: Du husker det!

MAND 2: Arbejder du ikke ude på -

ASTA: (smiler) Længe før det. Husker du ikke?

(Manden ser op mod lærredet og forsøger at sno sig udenom)

MAND 2: Skal det virkelig ende sådan hver gang? Skal det altid slutte med at de får hinanden i enden, og så er den skid slået? (ser på hende igen) Jeg er ikke så god til ansigter.

ASTA: Det er jeg. (tager hans hånd) Kom.

MAND 2: Hvad vil du?

ASTA: Jeg kunne ikke sige det.

MAND 2: Sige hvad?

ASTA: Dengang.

MAND 2: Hvornår?

ASTA: Men nu er tiden en anden.

MAND 2: Er den?

ASTA: Jeg vil vise dig noget. (hun får ham op fra sædet og med sig. Ser op mod lærredet) Hvad skulle det ellers ende med?

(hun slipper ikke hans hånd, men fører ham ud af biografen på en så bestemt måde at han ikke får den ringeste chance for at undskylde sig. Hvis dette have været en film, havde vi også set hende trække af sted med ham gennem gaderne, på regulært slæb efter sig. Og ind imellem ville hun stikke ham et smil, et smil som betød, at alt var i den skønneste orden, og at bare synet af ham for enden af hendes arm var nok for hende)

*****

(Manden er blevet ført hjem i Astas stue, hvor han nu sidder midt på sofaen og ser sig undrende om. Asta har hele hovedet nede i en skuffe, og fra dybet af denne skuffe dukker hun til sidst frem igen, med et fotografi som hun rækker ham. Hun har løsnet håret og ser smuk og frisk ud igen. Hun står spændt og afventer hans reaktion på billedet. Der kommer ingen. Bånd på båndoptageren kører, dæmpet og uden at forstyrre nogen)

ASTA: Kan du ikke se det: Han ligner dig på en prik!

MAND 2: Det kan vel diskuteres. Børn i den alder ligner ikke engang sig selv.

ASTA: Du kan måske ikke se det. Men det kan jeg.

MAND 2: (ser op på hende) Hvem er det?

ASTA: Tænk nu langt nok tilbage, Flemming.

MAND 2: Det ville måske hjælpe, hvis du gav mig et fingerpeg. Om det hele. Dig. Den. (ungen) Det. (fotografiet)

ASTA: (ked af det) Jeg troede ikke, du havde brug for et fingerpeg.

MAND 2: (ufortrødent) Hvis du nu stiller det hele lidt logisk op - sådan skal vi mandfolk jo helst have det -

ASTA: Flemming!

MAND 2: Det ville sikkert også være nyttigt for dig selv - at stille det logisk op altså. Tag nu en ting som mit navn -

(Asta går hen til en skænk, hvorfra hun finder en flaske likør og to glas frem. Hun stiller det på et lille rundt bord, som hun ruller hen foran sofaen. Sætter sig ved siden af Manden, som stadig sidder med fotoet og ikke aner hvad han skal mene)

ASTA: Hvad syntes du der var i vejen med den film?

MAND 2: Jeg bryder mig ikke om Sylvester Stallone - jeg kan ikke fordrage tanken om muskelbundter der vinder titler og prinsesser uden at betale med andet end sved og blod.

ASTA: Hvorfor gik du så ind og så den?

MAND 2: Spørgsmålet er forkert stillet.

ASTA: Er det?

MAND 2: Det burde lyde: Hvorfor er der ikke en god film, når man for en gangs skyld har lyst til at se en?

ASTA: Det er der også - der er masser af gode film - og Rocky betaler skam med mere end sved og blod. Men så skal man have set den flere gange, ellers opdager man det ikke.

MAND 2: Og det har du? Set den flere gange?

ASTA: Selvfølgelig har jeg det!

MAND 2: Du har måske set alle de film der -

(Asta tager flasken og skænker op i de to glas. Hun er fremdeles fuldkommen sikker på sig selv og sin sag)

ASTA: Sådan tror jeg du altid har været - også som barn, tror jeg - eftertænksom og impulsiv på samme tid!

MAND 2: Tror du?

ASTA: Du er som snydt ud af næsen på dig selv, Flemming!

MAND 2: Må jeg så få en forklaring!

ASTA: (løfter sit glas) Du ligner dig selv på en prik. Skål.

(Manden løfter sit glas og ser yderst mistænksomt på indholdet, inden han tager et meget lille og meget forsigtigt nip)

ASTA: Du kan også få en kop kaffe.

MAND 2: (stiller straks glasset) Jeg mangler ikke noget.

ASTA: Dengang var det vist også mest te. (han nikker uvilkårligt) Ja, ikke? Det var i hvert fald hvad du selv sagde.

(Manden lægger demonstrativt billedet fra sig på det runde bord og læner sig tilbage i sofaen og ser afventende ud)

ASTA: Jeg ønsker, at du prøver at se det for dig igen. Jeg ved det er mange år siden nu. Men tit er det nok bare at løfte en flig af sandheden, så følger resten af sig selv.

MAND 2: Det vil snart vise sig.

ASTA: Det var det smukkeste nytår, jeg nogen sinde havde oplevet - der var klare froststjerner - og da klokken slog tolv gik vi til en midnatsgudstjeneste. 1968 blev til 1969, og du tog mig med ud til dit kollegieværelse - under påskud af at det stod skrevet i grundloven og i menneskerettighedserklæringen, at intet menneske måtte lades alene, når et nyt år netop var skudt ind, for ellers ville året blive en ensom affære og komme til at mangle det sociale aspekt.

MAND 2: Sagde jeg det? (lidt imponeret) Sagde jeg det?

ASTA: Jeg husker det lige så tydeligt.

MAND 2: Og så hoppede du på det billige trick?

ASTA: Jeg lod som om. Det blev mit påskud til at gå med dig.

MAND 2: Endnu et billigt trick altså?

ASTA: Jeg turde ikke sige det, men det var det jeg ønskede mig mest af alt: at gå med dig - du kunne virkelig få en pige til at tro på de værste historier, dem er du vel stadig fyldt af?

MAND 2: Hvad skal jeg så mere se for mig, siger du?

ASTA: Vi gjorde noget sammen den nytårsnat.

MAND 2: Hvad gjorde vi?

ASTA: En gang.

MAND 2: Hvad?

ASTA: Flemming!

MAND 2: Det er dig der fortæller - vi har vel ingen fordomme?

ASTA: (drikker glasset ud) Vi to gik i seng sammen - jeg havde aldrig prøvet det før. Din krop lyste stor og hvid om mig der i dit værelse, og stjernerne skinnede ind på os.

MAND 2: Og så gik jeg min vej i den årle morgen efter at have fået, hvad jeg ville have?

ASTA: (smiler) Nej, det var jo dit værelse.

MAND 2: Nåja, undskyld.

ASTA: Jeg var nødt til at gå hjem, jeg boede hos min mor dengang. I den her lejlighed. Jeg boede alene her med min mor.

MAND 2: Er vi så ude over det, jeg skulle kunne huske?

ASTA: Det var min ungdoms første kærlighedsoplevelse, og jeg husker måske bedst hvordan den startede, først på aftenen da du kom til festen, for selv akten - jeg husker helt tydeligt hvordan du kom ind, og jeg så ikke andre end dig, jeg tænkte: Hvis det er rigtigt, at der kun findes én sand kærlighed til hver af os, så har jeg fundet min. Du blev mit store tiltrækningspunkt hele den aften, og det har du selvfølgelig kunnet mærke, for resten gik jo smertefrit, og vi dansede og forlod så selskabet og gik hen i den kirke og sad på bagerste række.

MAND 2: (pause) Nu blir du også nødt til at fortælle resten.

ASTA: Resten begynder først nu.

MAND 2: Vi gik i seng sammen, siger du, og så gik du din vej om morgenen - og resten begynder først nu?

ASTA: Lige siden har du været forsvundet for mig.

MAND 2: Du vidste hvor du kunne finde mig, du havde været der.

ASTA: Jeg turde ikke. Først et halvt år efter turde jeg.

MAND 2: Hvad fandt du så ud af et halvt år efter?

ASTA: Du var flyttet, sagde de.

MAND 2: Vi har et folkeregister her i landet.

ASTA: Det er ikke alting folkeregistrene registrerer.

MAND 2: Der er ingen - der er meget få - der bare forsvinder.

ASTA: Jeg var med barn. Med dit barn.

MAND 2: Med mit - ?

ASTA: Jeg håbede du ville prøve at finde mig - og så ville jeg forære dig vores dreng i findegave.

MAND 2: Vores dreng?

ASTA: Til sidst måtte jeg give ham bort. Jeg kunne ikke magte ham. Min mor døde, mens han var spæd. Dem der adopterede ham syntes han var den dejligste unge de nogensinde havde set.

MAND 2: (sagte) Asta, det var ikke mig.

ASTA: Jeg fik det fotografi af ham, lige da han var fyldt tre.

MAND 2: Det var ikke mig, Asta!

ASTA: (helt rolig) Dig tager jeg ikke fejl af, Flemming. Ikke dengang. Og heller ikke da jeg så dig i biografen.

MAND 2: (farer op) Hold så op! Det var ikke mig!

ASTA: Så rolig og fuldkommen dig selv.

(Asta skænker sig endnu et glas, sidder med det i hånden og betragter ham. Hun udstråler kun vished og en ukuelig glæde)

MAND 2: Hør nu her - hvor fandt alt det - hvor fandt det sted?

ASTA: Det var her i byen.

MAND 2: Her i byen - nytåret til 1969?

ASTA: Vi var i domkirken, dit værelse lå ude ved universitetet. Vi gik hele vejen derud, du varmede dine hænder - (hun tager sig til barmen) - herinde. Hele vejen.

MAND 2: (tålmodigt) I 1968 læste jeg godt nok. Og jeg havde et kollegieværelse. Men dengang jeg læste, plejede jeg altid - i et fast og ubrydeligt familiemønster - at tilbringe juleferierne hos mine forældre. De bor på Als, min far er dyrlæge. Eftersom grise og køer uvægerligt blir syge mellem jul og nytår, kunne disse sammenkomster ikke placeres andre steder, det her nytår var ingen undtagelse - min mor og min far er mine vidner - og mine to brødre og enlige søster kan sværge på den hellige bog. Og det er heldigt nok, for et øjeblik var jeg vist lige ved at hoppe på din historie, jeg mener som en del af min fortid. Men også jeg må have fotografier - af mig selv omkring det mødrene og fædrene bord. Nytåret 68-69.

(de sidder tavse lidt, mens ordene synker på plads i rummet)

MAND 2: Ja, jeg er ked af det, Asta, men -

ASTA: Der må du huske forkert, Flemming.

MAND 2: Husker jég nu forkert!

ASTA: Historien er som jeg fortæller den.

MAND 2: Selvfølgelig er den ikke det!

ASTA: Jeg var i den. Du var i den.

MAND 2: Du var måske. Jeg var ikke.

ASTA: Hvis du vidste, hvad jeg alt har gået og forestillet mig om din fremtid og din karriere - men du skal nok til at passe lidt på nu, man kan også spænde buen for hårdt.

MAND 2: Det skal du overhovedet ikke -

ASTA: Vi kunne have haft sølvbryllup i år.

MAND 2: Det har jeg haft én gang, lad det nu være nok!

ASTA: Du har overhovedet ikke forandret dig.

MAND 2: Asta, alt forandrer sig. Alle forandrer sig. Også jeg var tyve år engang og - - verden har forandret sig!

ASTA: Det er, som var det i går, vi sidst mødtes.

MAND 2: I går er slut! Siden i går er en masse tid forbi!

ASTA: Men i går betyder ikke nær så meget som i morgen.

MAND 2: Af fortiden kan man måske lære at håndtere fremtiden - men sgu da ikke hvis det er en gal fortid man har valgt sig!

ASTA: Jeg valgte dig, det er der ikke noget forkert i.

MAND 2: Så drømmer man om noget, der slet ikke er!

ASTA: Men hvis man mister sine drømme, Flemming -

MAND 2: (ser lidt på hende) Ja, hvad så?

ASTA: Så mister man også forstanden.

MAND 2: Asta, vågn nu op!

(Manden læner sig frem over bordet, tager sit glas og hælder det hele i sig. Asta skænker op igen, også til sig selv)

MAND 2: Men måske er der noget i det, der er endnu værre. For sæt vi nu antager at det virkelig er, som du siger, at vi to altså var kærester for 25 år siden, at vi har en søn, der nu er vokset op blandt fremmede og har fået skæg - så kan du jo stadig ikke komme brasende ind i mit liv på den måde -

ASTA: Tror du har han fået skæg?

MAND 2: Det kan jeg da ikke vide noget om! (rystet over digressionen) Jamen, det kan du da ikke bare, efter alle de år, med en mine af at det hele tilhører dig!

ASTA: Det gør det jo. Og der er ingen tid at spilde.

MAND 2: Hvordan havde du tænkt dig det? - Tror du, jeg sådan ville kunne vende mig mod dig igen, efter et helt langt liv med uddannelse, med kone og børn og -

ASTA: En dreng og en pige, ja.

MAND 2: For hvordan det så også er alt sammen - så har jeg en kone, Asta, det har jeg altså!

ASTA: (uforstyrret) Dorthe, ja.

MAND 2: (endnu mere rystet) Lad være med at afbryde mig!! - I skal lade være med hele tiden at afbryde mig! Og så dig, som jeg dårligt kender - og ikke kan huske spor om! Hvad får dig til at tro at jeg skulle kunne vende tilbage til dig?

ASTA: Fordi du lovede det.

MAND 2: Hvad gjorde jeg?

ASTA: Ja, du lovede det, om morgenen, før jeg var nødt til at gå. Du lovede at uanset hvad der ville ske, eller hvor mange år der måtte gå, så ville du vende tilbage. Det lovede du.

MAND 2: Hvilke gode grunde skulle jeg have til at love det?

ASTA: Jeg kendte ikke dine grunde. Men du lovede det.

MAND 2: Nej, jeg gjorde ikke, nej, nej, nej!

ASTA: Og lige siden har jeg været sikker på, at du nok skulle holde ord. Jeg har ventet på dig. Jeg har givet afkald. Holdt mig fri af alt og alle. Har arbejdet for at tjene til føden, hver aften har jeg siddet i biografen og fulgt de historier, folk nu kunne finde på at give mig for tyve kroner.

MAND 2: Det der er jo ikke andet end tvangstanker, Asta! Du projicerer noget over på mig som - - jeg forstår ikke at en pige som dig har kunnet ligge under for det der. Jeg kan dog tænke mig én mulig teori, omhandlende en særlig psykisk forsvarsmekanisme som går ud på at leve på anden hånd, frem til det punkt hvor man - ved egen eller ved andres hjælp - igen formår at bane sig vej ud i virkelighedens verden og erobre den tilbage. Det er sgu en meget brugbar teori -

ASTA: Jeg tager gerne din teori. Bare jeg får dig med i købet.

MAND 2: Hvor må han dog have været en stor skiderik! Hvordan kunne han finde på at binde dig sådan noget på ærmet! Skulle han til Sydamerika, eller på skattejagt, eller på en mission til Nordpolen, siden han ikke bare kom forbi samme aften!

ASTA: Det glemte jeg at spørge om.

MAND 2: Det her burde give dig anledning til nogle alvorlige overvejelser, Asta. - Brug dog den rationalitet du har! Den har du jo som alle andre! Se nøgternt på det og lad så være med at ligge under for de der forkrampede følelser!

ASTA: (nøgternt) Jeg skal nok holde alle 15 omgange ud, Flemming, stående på mine egne ben.

(Manden læner sig tilbage en god stund og kigger på hende)

MAND 2: Somme tider kunne jeg jo også ønske mig, at jeg kunne lave om på folk, ja, gå ud og ændre dem i bund og grund - så de passede til nogle større og mere ideale behov måske!

ASTA: Ja, ikke?

MAND 2: Men jeg er sgu bange for, at jeg ikke tror nok på det!

ASTA: Det er jeg ikke bange for!

MAND 2: Hvor kan du få dig selv til at sige sådan noget sludder, Asta! Du gav dit eget barn fra dig, du kunne ikke engang magte det!

ASTA: Vi går ud og finder ham igen! Siger det hele som det er!

(Manden stopper op et øjeblik, han ser på hende. Så kommer han til at grine: Hun er håbløs, men også et interessant tilfælde)

MAND 2: Asta, hør nu på mig. Du er på vildspor, og på et eller andet tidspunkt blir du nødt til at indrømme det over for dig selv. - Jeg har aldrig gjort mig inhabil ved at tilsmudse din ungdom og lade dig sidde tilbage med en unge som -

ASTA: Alt det kommer ikke mig ved. Jeg har ventet på dig -

MAND 2: Det er altså ikke mig der er problemet -

ASTA: Og jeg har fundet dig.

MAND 2: Det er dig, der slæber mig herhen for at overrække mig et kærlighedseventyr - som jeg ikke kan tage æren for, og som jeg ikke kan tjene dig i at føre videre, om ikke for andet så for ikke at bringe min familiære situation i fare -

ASTA: Bringe din hvad for en i fare?

MAND 2: Ja, den situation jeg sidder i -

ASTA: Men gør du det, sidder du i den?

MAND 2: Selvfølgelig gør jeg det!

ASTA: Jamen, gør du? Rigtigt?

MAND 2: Ja, for fanden, Asta!

ASTA: Jamen, gør du nu også det?

MAND 2: (dyb indånding) Du ville gøre dig selv en stor tjeneste hvis du prøvede at trænge bag om alle de billeder, du har manet frem for dig, Asta. Jeg har min egen tilværelse og mine egne rammer derhjemme -

ASTA: Men hænger du virkelig så fast i dem?

MAND 2: Det der er jo bare én til af dine tvangstanker, det er blot en overbygning på dit oprindelige projekt - kan du ikke se det! - Du kæmper for at berede jordbunden for dig selv og bruger ethvert tænkeligt påskud til at fremme dit eget formål, selv en ting som at jeg skulle have huslige problemer!

ASTA: (pause) De drømme, der hjemsøger mig om natten, foregår uden undtagelse på havets bund. Der er ingen ord og der høres ingen lyde, men havet omslutter mig og trænger ind i mig.

MAND 2: Jeg forstår dig jo så godt, Asta. Det er ikke nemt at stå alene her i verden - det er det ikke for nogen af os.

ASTA: Og når havet har gennemtrængt mig, så følger du efter og fylder mig helt ud. Og din glæde er ikke ringere end min.

MAND 2: Er det hvad vi har sammen - en fed jungiansk drøm?

(Asta svarer ikke direkte, hun går i stedet hen til båndoptageren, hun skruer helt op for den. Musikken står alene en tid og tordner ud i rummet, før hun råber sit svar)

ASTA: (ret højt) Vi dør alle sammen en lille smule hele tiden, der finder en stor nedsmeltning sted inden i os. Der er ikke noget vi kan gøre ved det, men måske dør der mere end vi har gjort os fortjent til. Måske er der mere liv end vi ved af.

MAND 2: (råber) Det er jo den rene terror!

(Asta skruer så ned igen, men musikken ligger der stadig)

ASTA: (om musikken) Er det ikke fantastisk - hver gang båndet når til enden vender det og kører den anden vej. På den måde holder det aldrig op. Jeg synes ikke man kan være bekendt at lade alt det liv ligge ubrugt hen, det synes jeg ikke.

(Manden stopper hende, han prøver at samle op fra en ende af, han rejser sig uvilkårligt som om han skal holde et foredrag)

MAND 2: Det her er din historie, det er ikke min historie. Så vidt, så godt. Vi har hørt på den, den er ikke faldet heldigt ud. Først kikser du en kærlighedshistorie, siden overgiver du dit barn i andre menneskers varetægt. Og som kronen på værket shanghajer du mig og vil drage mig ind i alt det der. For det første: Jeg fatter ikke at du ikke kæmpede dig igennem sammen med dit barn, det ville jeg nok have forsøgt. Jeg kender ikke historien om din mor, jeg aner ikke, hvor din far gemmer sig, men jeg indser stadig ikke at denne konsekvens var den eneste nødvendige. For det andet: Der kan foretages mange valg her i livet men at vælge mig ind i dit liv er nok det mindst heldige af de mange fejlgreb, jeg her ser bragt i anvendelse. For det tredje: Jeg synes at du skal begrænse dine udgydelser for fremtiden. For det fjerde: Jeg synes du skal finde dig en rar og forstående mand som kan forsøde dine ensomme stunder - og for det femte: Jeg synes bestemt du skulle holde op med at se så mange film, jeg tror hverken det er godt for øjnene eller for hulrummene inde bag øjnene. Der var sikkert flere punkter man kunne føje til, men for nu at undgå risikoen for at komme til at gentage mig selv, tror jeg, jeg vil lade det være godt med det. Du er intet i mit liv, Asta! Bliv noget i dit eget!

(musikken er slut, Manden har talt færdig. Asta der har virket mere og mere sønderknust under hans lange svada løfter nu brat hovedet og giver sig til at klappe. Til at begynde med virker det, som om hun klapper af musikken, men det står snart klart, at det er Manden, hun klapper af. Hun banker hænderne sammen, mere og mere begejstret, hun nikker mod ham og smiler og går så over til taktfaste klap. På det tidspunkt har Manden forlængst sat sig ned igen mens Asta stadig står midt i rummet)

ASTA: Bravo, Flemming, bravo!

(pludselig stopper hun bifaldet og ser indtrængende på ham)

ASTA: Hvor har livet gjort dig - - du er smuk - smuk!

MAND 2: Asta, hold så op med de der overspringshandlinger!

(han springer op, men hun griber fat i hans hænder og får ham ned på sofaen igen. Hun lægger sig på knæ foran ham og griber hans ene hånd og fører den ind på sin barm og holder den der)

ASTA: Det er billedet af dig, jeg bærer på herinde - og altid vil bære på. Jeg kan ikke overbevise dig, jeg ved det, og det kan være slemt nok for ørerne at skulle høre på dig i længere tid ad gangen, men du er og blir manden i mit liv.

MAND 2: (spagt) Asta, der er millioner af mænd derude -

ASTA: Om der så var en milliard! Du er her lige nu!

MAND 2: Asta, en kvinde som dig kan jo sagtens -

ASTA: Hvad der end sker, så forlad aldrig byen!

(det er en replik fra Rocky I, men Flemming opfanger den ikke, han lader sig også forvirre af at Asta igen fjerner hans hånd)

MAND 2: Hvorfor skulle jeg det?

ASTA: Jeg elsker dig, Flemming!

(hun trækker ham op at stå, de står længe over for hinanden og ser hinanden dybt ind i øjnene, indtil Manden omsider viger)

ASTA: Du må hellere se at komme hjem. Klokken er mange.

MAND 2: Det rager sgu ikke nogen, hvornår jeg kommer.

ASTA: Jeg er glad for, at jeg har fundet dig igen.

MAND 2: Måske har du ret: Måske var det bedst om jeg blev her. Somme tider spekulerer jeg på om vi da virkelig er sat her på jorden med det ene formål at genere hinanden på det groveste, og gøre livet surt for andre mennesker - for hvis det er tilfældet, så kunne det godt se ud som om ægteskabet er den helt rigtige metode til at gennemføre projektet. Ikke blot er man, ned til den mindste detalje, bundet hårdt op følelsesmæssigt, man er også økonomisk og juridisk spundet ind i et net der er så finmasket, at for eksempel en flytning kan forekomme endnu mere umenneskelig end at blive boende. Til sidst står man der og tænker bare: Du må finde en som du kan affinde dig med, en guddommeligt udtænkt komponent, som kan passe ind i dit kram.

(Asta fører ham ved armen hen til døren og åbner den på klem, hvorpå hun vender sig om mod ham og slipper ham helt)

ASTA: Farvel, Flemming.

MAND 2: (blir stående) Jeg gemte mig af vejen inde i den biograf, jeg krøb i skjul derinde for at komme lidt fri af det hele. Du kan ikke bare lade mig gå sådan her.

ASTA: Det er jeg nødt til, Flemming. Jeg holder skiftedag.

MAND 2: Jeg går aldrig i biffen, jeg hader Sylvester Stallone.

ASTA: Og flyttedag måske. Måske også flyttedag.

MAND 2: Og så går det sådan - én fejlagtig beslutning - og man blir taget på det forkerte ben. Det var en fej manøvre som nu har ført mig herhen. Så usselt kan du ikke gøre mit liv.

ASTA: Siger du, at jeg har gjort det, Flemming?

MAND 2: Ja - først rækker du mig - og så sætter du mig på porten. Så står man der med hele sin tilværelse mellem hænderne, sådan en sær lille klump ler uden hverken form eller indhold.

ASTA: Det er en stor glæde for mig at have fundet dig igen.

MAND 2: På den måde blir alle ens valg jo meningsløse.

ASTA: Det var ikke meningen, Flemming, undskyld.

(hun lukker døren op på vid gab og nikker ham ud på afsatsen, hun lukker døren efter ham. Hun ser sig om i sin stue, og går så igen hen til båndoptageren og skruer højt op for musikken)

(Tidlig morgen, Asta kommer gående fra arbejde, hun er frisk og veloplagt. Hen imod hende på fortovet kommer MAND 3, som ser sur og træt ud, en mand der er vågnet op til en uheldig dag. Da deres veje skal lige til at mødes, høres en lastbil skride ud, og Asta ser op. Hun kaster sig mod Manden og får ham smidt til side, i samme sekund som et stort læs brædder fra lastbilen styrter ned lige der, hvor han kom gående. De vælter rundt mellem hinanden på gaden og kommer langsomt og fortumlede op at sidde. Asta finder sin taske og redder den til sig igen. Så først går det op for hende hvad det er hun har gjort, og hun sætter sig tilbage på hælene, og lader en hånd glide gennem håret og ser på Manden med store øjne, og det hun ser er et noget derangeret og frustreret menneske)

ASTA: (ser medlidende på ham) Hvordan er det du ser ud?

MAND 3: (tager sig til panden) Bløder jeg?

ASTA: Og dig er jeg nødt til at -

MAND 3: Tak for hjælpen.

ASTA: Kineserne -

MAND 3: (ser sig om) Hvem?

ASTA: Åh nej, åh nej, åh nej -

MAND 3: (bløder ikke) Der reddede du vist mit liv -

ASTA: Det var mig der skubbede dig til side -

MAND 3: Endda lige fra morgenstunden af -

ASTA: Det var mig der gjorde det -

MAND 3: Ja. Og tusind tak skal -

ASTA: Det var ikke så godt.

MAND 3: Var det ikke?

ASTA: Man gør det bare, instinktivt.

MAND 3: Hvis du ikke havde skubbet mig væk lige der -

ASTA: Man kan slet ikke lade være. Men kineserne siger at -

(Manden kommer til at se på hende og undres, hun sidder på hug over for ham og ser ufravendt, beslutsomt, og kærligt, på ham)

ASTA: Du kom ikke noget til, vel? Du har det vel godt?

MAND 3: (hånden frem) Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal sige dig tak - uden din indsats havde jeg endt dagen og vejen her.

ASTA: (tager ikke hånden) Det skal du ikke tænke på nu.

MAND 3: (ser efter bilen) Han stopper ikke engang op og ser efter om der er sket noget. Det kunne han da godt.

ASTA: Han er ude af billedet. Han har gjort sit.

MAND 3: (tager hånden til sig) Han sidder vel bare og drømmer om sin morgenkaffe.

ASTA: Jeg skal nok gøre resten.

MAND 3: (rejser sig med stort besvær) Men han kunne nu godt have stoppet op og -

ASTA: Du har ikke brækket noget, vel?

MAND 3: (han ryster på hovedet, det har han ikke godt af) Du kunne selv være kommet alvorligt til skade, er du klar over det! Du kunne have fået alle de brædder ned over dig!

(hun ser længe på ham, ryster så selv på hovedet, ad ham)

ASTA: (efter endnu en pause) Jeg hedder Asta.

MAND 3: Man burde tage en snak med tømmerhandelen.

ASTA: Jeg kan desværre ikke komme til at ringe til nogen.

(Manden sætter sig på fortovskanten og ser endnu mere syg ud)

MAND 3: Jeg fik vist alligevel et lille chok.

ASTA: Det er blodsukkeret, skal du se.

MAND 3: Lidt er der vel altid.

ASTA: Der ser du. Og så en forskrækkelse oveni. Og så en -

(hun åbner sig taske og giver sig til at hælde Eau de Cologne ud over ansigtet på ham og duppe ham alle vegne)

ASTA: Jeg ville hellere have reddet dig ud af et brændende hus og være brændt inde selv. Det er der så ikke noget at gøre ved nu. Det her kommer lige så meget bag på mig som på dig.

MAND 3: Der er jo ingen der kan vide hvad dagen og -

ASTA: Kineserne siger at når man har reddet et andet menneskes liv, så overtager man ansvaret for det menneske for resten af livet. Det gælder uanset hvad der sker og hvad -

MAND 3: (langsomt) Vil det så sige at du -

ASTA: Det er jo det, det vil sige.

MAND 3: Har overtaget ansvaret for mit liv fra nu af?

ASTA: Og der er ikke noget, nogen kan gøre ved det.

(Manden ser ud som om han skal til at blive dårlig igen. Men hendes ansigt er overbevist, som solen der står op en skyfri morgen - og ikke agter at lade sig overtale til at vende om)

*****

(På Astas sofa ligger Mand 3 og snorker, krøllet helt sammen om sig selv. Lav musik. Asta sidder på kanten af sofaen. Hun har en vis uro i kroppen, for tiden går, og hun holder jævnligt øje med uret. Til slut kommer Manden til sig selv igen)

MAND 3: Pyha, jeg havde en drøm om - - hvem er du? Vent! Sig det ikke, lad mig selv, jeg har det lige på - - Asta! Du er Asta, det er dig der er Asta!

ASTA: (smiler) Asta, det er mig.

MAND 3: Jeg havde en drøm om at du skulle tage dig af mig og det ville jeg ikke være med til -

ASTA: Jeg er Asta. Og det var ikke en drøm.

MAND 3: (ser sig om) Hvad er det her så for et sted?

ASTA: Det er min lejlighed, det er her jeg bor.

MAND 3: (pause) Måske skulle du meget hellere have ladet mig blive mast under de brædder, eller i det mindste glemme alt om, hvad de siger, de der kinesere - var det kineserne?

ASTA: Det er ikke kun kineserne. Det er noget alle ved.

MAND 3: Ja, jeg har sgu aldrig hørt om det.

ASTA: Jeg var nødt til at tage dig med herhen.

MAND 3: Hvad med at lade mig klare mig selv?

ASTA: Det tror jeg ikke, du kan lige nu.

MAND 3: (ud i luften) Det tror hun ikke jeg kan, det er hendes lejlighed, hun tog mig med herhen, en voksen mand.

ASTA: Hvordan skal jeg ellers tage mig af dig?

MAND 3: Bare fordi jeg er lidt ude at skide! Ved du hvad - nu skider jeg af, min pige, og så er den skid slået!

ASTA: Det er jeg nu ikke så sikker på.

MAND 3: (sætter sig brat op) Hvad er klokken?

ASTA: Halv syv.

MAND 3: Så har jeg tid nok - - om aftenen?!

ASTA: (ser på uret) Du har sovet længe.

MAND 3: Hvad har du så lavet imens?

ASTA: Jeg har siddet her imens.

MAND 3: Og passet på mig?

ASTA: Og våget over dig.

MAND 3: Javelja. (pause) Man skulle tro, du var min kone.

ASTA: Hvis jeg var din kone, var det nok meget lettere.

MAND 3: Hvis du var min kone, var det meget sværere!

ASTA: Er der noget du har brug for?

MAND 3: Du holder rigtig hånden over os, hvad?

ASTA: Kun over dig.

MAND 3: Hvad tror du, Dorthe vil sige til det?

(Asta svarer ikke, den sag ligger ikke på hendes bord)

MAND 3: (vil forklare sig) Dorthe er min kone. (god pause) Og så mig der ellers aldrig kan sove om dagen.

ASTA: (smiler) Jeg sover altid om dagen.

MAND 3: Hvad laver du så om natten?

ASTA: Om natten arbejder jeg.

MAND 3: Med hvad?

ASTA: Jeg gør rent.

MAND 3: Gør du rent?

ASTA: Ude på universitetet.

MAND 3: Var du så på vej hjem fra arbejde da -

ASTA: (med et blik på uret) Om aftenen går jeg i biografen.

MAND 3: Hver aften?

ASTA: Og ser en film.

MAND 3: Det gør man i biografen.

ASTA: Om dagen sover jeg.

MAND 3: Og lukker fremmede mænd ind, når du har frelst dem.

ASTA: Du er ingen fremmed. Jeg lukker aldrig nogen ind. Sådan har det været i 25 år nu. Sådan er det ikke mere. Jeg har besluttet mig. Det gjorde jeg, mens du lå og sov.

MAND 3: (utilpas ved tanken) Det lyder lidt som om det skulle være min fortjeneste.

ASTA: Du skal ikke blive ved med at lade, som om du ingen del har i det. Jeg har været et frit menneske - det vil jeg ikke være med til mere.

MAND 3: (ser på hende) Så har du vel i det mindste et glas til en gammel ven? Det var mange timers søvn uden en dråbe.

ASTA: (på vej op) Vand?

MAND 3: Sprut for pokker.

ASTA: Jeg har en flaske likør stående - - den har jeg drømt om at skænke op til dig i 25 år.

(Manden ser så totalt afvisende ud, at Asta opgiver forsøget)

MAND 3: Det var sgu en underlig drøm at slæbe rundt på.

ASTA: (ser på ur) Hvis man mister sine drømme, mister man også forstanden. (ser på ham) Det vidste du måske heller ikke?

MAND 3: Nej. Den var ny for mig.

(Asta begynder at klæde om og står snart der i sin underkjole, hun prøver forskellige kjoler, hun er fuldkommen ugenert over for Manden. Det er for at gå i biografen at hun skifter tøj)

ASTA: Du forstår bare ikke at vi alle dør lidt hele tiden, og at der bestandig sker en stor nedsmeltning af vore drømme.

MAND 3: (pause) Jeg har selv drømme - - havde i hvert fald.

ASTA: Drømme er man nødt til at have -

MAND 3: Der var ting jeg gerne ville opnå -

ASTA: Drømme skal man bevare, i venstre side af brystet.

MAND 3: Ting jeg aldrig har betvivlet eksistensen af - men at skulle levere kundeprofiler til sine arbejdsgivere her henne mod slutningen af århundredet, det er dog - - hvorfor sidder du hele tiden og ser på dit ur, er der noget du skal nå?

ASTA: Jeg ville ærlig talt gerne i biografen.

MAND 3: I biografen? Skal du i biografen nu!

ASTA: Det plejer jeg ved denne tid.

MAND 3: Jamen, hvad så med mig?

ASTA: Det er derfor jeg klæder om.

MAND 3: Nå, mig skal du ikke tænke på.

ASTA: (pause) Du kan jo gå med.

MAND 3: Mener du mig? Hvorhen?

ASTA: I biografen! Jeg synes du skal gå med!

MAND 3: Jeg skal ikke i biografen med dig!

ASTA: Hvorfor ikke, er der andet du skal?

MAND 3: Jeg skal måske hjem.

ASTA: Drikker du så ikke bare videre der?

MAND 3: Jeg drikker, vist gør jeg det - der er en god grund på bunden af alt. Engang vil udstødningen fra fly og biler ændre vores klima - engang vil en ond indflydelse gøre sig gældende og blodige skæbner træde ind på banen! Jo, jeg skal sgu hjem!

ASTA: Det ville være dejligt at følges i biografen. Det kunne knytte os til så mange erindringer sammen - om kollegieværelser, nytårsnætter, som en stjerne ville du -

MAND 3: Og du er sikker på, at du ikke har spor af drikkevarer i huset, andet end den der tussegamle likør?

(Asta er igen påklædt, hun svinger sig omkring i sin kjole)

ASTA: Det har jeg ikke.

MAND 3: Bare det tyndeste destillat, som kan give mig modet tilbage?

ASTA: Det har jeg ikke.

MAND 3: Det er det jeg siger - snart vil de tude i dommedagsbasunerne - og splittelsen vil sænke sig sort over landene - bærme vil flyde! Hør nu her, Asta, du har gjort mig en stor tjeneste i dag, det skal jeg ikke - - men derfor behøver du ikke tage hånd om mig, ikke for min skyld. Hvordan i himlens navn havde du også tænkt dig at gennemføre det!

ASTA: Det ved jeg ikke. Sådan er det bestemt.

MAND 3: Det er vi sgu flere om at afgøre!

ASTA: Nej, der er kun dig og mig.

MAND 3: Ved du da ikke, at der bag hvert menneskes ryg står en hel skyggehær af folk der holder øje med hvad vedkommende gør - kone og børn og forældre og venner og fjender og frænder -

ASTA: Så skyd dem til side, væk med dem!

MAND 3: (pause) Du mener det ikke spor alvorligt, vel? Det er en vits, og om lidt sætter vi os ned og får en munter latter over at du i det mindste fik mig på glatis og sået en ordentlig bunke tvivl i mit i forvejen hærgede sind.

ASTA: (urokkelig) Jeg passer på dig fra nu af, og det gør jeg bare. Det er ikke noget jeg har valgt -

MAND 3: Hvem fanden har så!

ASTA: Og det er ikke noget du skal sige ja til.

MAND 3: Hvem fanden skal så!

ASTA: Det er bare noget der skal gøres.

MAND 3: Godt. Så ved jeg til gengæld, hvad jeg skal gøre! Jeg skal gå ned om hjørnet og tage mig en lille en, og så går du i biffen, og så har du allerede gjort dagens næste gode gerning, for så slipper jeg for dig imens!

(han har rejst sig og begiver sig omgående mod døren. Lige så omgående kaster Asta sig over ham og hægter sig til hans arm)

ASTA: Nej, du må ikke efterlade mig her! Jeg går med dig - i stedet for - ligegyldigt hvorhen -

(og desperat får hun sig trukket ud af døren sammen med ham)

*****

(Toppen af en silo. Mand 3 står helt ude på kanten. Han står med udbredte arme. Lidt inde på siloen står Asta - og hun er stiv af skræk over at befinde sig i denne højde over jorden)

ASTA: Hvis jeg går ud til dig nu - hvis jeg - det var jo ikke det jeg ville - jeg skulle jo passe på dig -

MAND 3: Ja! - Og nu har du hængt over mig i - gennem værtshus efter værtshus! Jeg har dårligt kunnet gå på lokum alene! Nu har du så din store drømmechance!

ASTA: Kom ind til mig - du har jo ikke selv mistet dine -

MAND 3: Jeg vil ikke have det - dig og det her liv. Denne her skrøbelige silo der svæver ensom i rummet og aldrig har mødt en engel. Stop den, jeg vil af!

ASTA: Du har dine drømme, du kan stadig nå at ændre dit liv!

MAND 3: Nu fik du mig i det mindste jaget herop.

(han basker med armene som for at prøve luften af. Asta blir stående, skønt hun godt ved at hun burde gå frem)

ASTA: Jeg har selv været bange for at ændre mit liv og for at det skulle blive for sent alt sammen!

MAND 3: Det er ikke let at vide hvad der sker med os i dag på afgrundens rand!

ASTA: Nu ved jeg at det kan gøres.

MAND 3: Hvad sker der for eksempel, hvis jeg hopper ud nu og lader mig flyde gennem det rum der kun er beregnet til brug af vinger?

ASTA: Nu ved jeg at intet er for sent.

MAND 3: Ville du kunne nå ned og gribe mig, inden jeg rammer jorden? Eller må du snart til at se i øjnene at der er ting du ikke kan?

ASTA: Ellers kunne jeg jo lige så godt have ladet dig blive mast under de brædder -

MAND 3: Og måske var de brædder min skæbne. Og så gik du ind og spændte ben for den.

ASTA: Det tror jeg bestemt ikke - sådan er det ikke - kan du huske den film hvor -

MAND 3: Skidt med filmen, nu er det virkelighed.

(Asta indser at hun ikke har noget valg. Hun stiller sig hen ved siden af ham. Hun er meget bange - står med lukkede øjne og armene ned langs kroppen, skuldrene oppe, knugede hænder)

ASTA: Du skulle jo have været med mig gennem hele resten af -

MAND 3: Men nu erkender du måske omsider, at du ikke kan lege vorherre med mig i en hvilken som helst given situation?

(hun græder, og ryster på hovedet. Han hopper lidt op og ned)

ASTA: Jeg kunne ikke gøre for det - jeg ville helst have været fri. Dengang ville jeg helst have været fri. Jeg var fri. Det kunne jeg ikke fortsætte med. Det er blevet en styrke for mig at skulle passe på dig. Nu vil jeg gøre alt for at redde dig.

(hun åbner øjnene et kort øjeblik, men lukker dem så igen)

ASTA: Jeg har været et tålmodigt menneske - og når jeg nu ikke engang vidste præcis, hvad jeg gik og ventede på og - hvordan kunne jeg så tro på at det ville dukke op engang -

(hun slår øjnene op, selv om hun er meget bange for dybet)

ASTA: Men så fandt jeg dig -

MAND 3: Få mig nu først ind herfra.

ASTA: Og nu har jeg sat al min tålmodighed over styr.

(det virker som om hun er ved at lægge afstand til sin angst)

ASTA: Det var kun en lillebitte ting jeg ønskede mig -

(hun tørrer tårerne bort fra kinderne og sukker dybt)

ASTA: Nu er den lille ting vokset og vokset, nu er den blevet større end hele verden og al dens uretfærdighed.

MAND 3: Nu er det anden gang i dag du prøver at redde mit liv. Hviler ansvaret så dobbelt på dig? Eller får jeg del i ansvaret hvis jeg tjener dig i at - hvad siger kineserne til det?

ASTA: Ansvaret er mit, og en silo kan kun bruges én gang. Når en silo er brugt én gang, så er den brugt op.

(hun ser ned i dybet, og kaster så et blik op mod himlen)

ASTA: I dag er det første gang, i mange år, jeg har vovet mig omkring i gaderne mens det var lyst.

MAND 3: Var du da bange for at lyset kunne gøre skade på dig?

ASTA: Det var ikke lyset.

MAND 3: Eller gaderne?

ASTA: Heller ikke gaderne. Måske var det mig selv.

MAND 3: For ellers ville du have ret. Der er så meget man kan være ræd for, lyset eller gaderne er ikke det mindste af det.

ASTA: Jeg gik og ventede. Jeg vidste ikke hvad jeg ventede på. Jeg lukkede mig inde om dagen og arbejdede om natten.

(hun vender ansigtet mod ham. De ser hinanden ind i øjnene)

ASTA: Jeg ønskede ikke at tage ansvaret for et andet menneske, det er det samme som at tage magten over det - og den dag man mister det menneske er det værre end at miste hele verden -

(de ser begge ud mod horisonten. Asta har svært ved at tale)

ASTA: Men frelser jeg dig nu er det så godt som at have frelst hele verden -

MAND 3: Men som tingene står, her frem mod årtusindskiftet, er den verden så et godt nok koncept til at lade sig frelse?

ASTA: Du var blevet ked af det og prøvede at ryste det af dig. Sådan er det jo, man roder i sin rådne tand, og hamrer sig på storetåen for ikke at huske at man har ondt i maven, man slår det øje ud, der ser onde ting, og vil ikke vide af noget.

MAND 3: Men denne tid med dens trusler om verdens undergang -

ASTA: Tidligere var jeg også tit bange og ked af det. Og sådan har det også tit været i biografen, hvis du vidste hvor bange jeg somme tider har været. Men nu -

(hun rækker den ene hånd ud mod ham. Han tager ikke imod den)

ASTA: Mens du lå og sov, besluttede jeg mig for at sige farvel til min lejlighed. I den lejlighed har jeg altid kunnet gemme mig af vejen. Det her ér en forandringernes dag!

MAND 3: Dropper du så også rengøringen?

ASTA: Ja, nu har jeg prøvet det der.

MAND 3: Og starter helt forfra?

ASTA: Kan man starte mindre end forfra?

MAND 3: Hvorfor skal alting nu gå så stærkt?

ASTA: Tiden er lige her og nu, og vi er i tiden.

MAND 3: Det synes jeg ikke lyder særlig betryggende.

ASTA: Men er det ikke bedst sådan, er det ikke bedst at -

MAND 3: Da jeg vågnede var der noget ved dagen, der var rivende galt, og så var den i vildrede med sig selv - det passede mig fint, jeg var selv i vildrede, og måske var jeg også ond.

ASTA: Enhver ny dag er et skridt væk fra den gamle.

MAND 3: Jeg ved ikke - hvorfor skifter tiderne, hvorfor følger den ene æra den anden, hvorfor blir vi ved at undres i stedet for at lægge os ned og dø!

ASTA: Enhver ny tid har nok i sig selv!

MAND 3: Jeg længes selv efter en højere retfærdighed - frihed, lighed, broderskab - ideen er god nok i og for sig. Friheden, hvem kan have noget imod den. At vi alle er født lige, det er vel den mest problematiske del. Men broderskab - søsterskab -

(Asta holder stadig hånden rakt ud, hun er ved at få åndenød)

ASTA: Følger du så med mig ind?

(hans eneste svar er at rykke sig lidt længere ud mod kanten)

ASTA: (rykker med) Jeg synes du skal tage min hånd nu - Flemming - og gå med mig ind - er du parat til at - gå med ind?

MAND 3: Det kan jeg ikke vide om jeg er, for jeg aner ikke en døjt om hvad der vil komme. - Man vågner om morgenen og tror man skal leve evigt. Og en time senere ligger man der måske.

ASTA: Når i går er forbi, hvem tænker så mere på den?

MAND 3: Det her kan stadig nå at gå rivende galt.

ASTA: Nu har jeg kun én hemmelighed tilbage.

MAND 3: Hvorfor skulle jeg stole på dig?

(Asta konstaterer, at han ikke tænker på at tage hendes hånd. Hun er igen helt rolig og har fuld kontrol over sit åndedræt)

ASTA: Jeg sætter mig altid i skuespillerens sted. For selv om rollen dør, overlever hun. Og går hun engang selv hen og dør, starter filmen forfra, så der er ikke mere at være bange for.

(Asta kaster sig ud. Manden står et øjeblik og svajer forfærdet ude på kanten, mens han følger hende i faldet. Så får han sig halet tilbage i sikkerheden længere inde på siloen. Og så forsvinder han der, mens en svag vind suser op over kanten)

(I Astas lejlighed kører båndoptageren ufortrødent og spiller sin musik. Hver gang båndet når til enden vender det og kører den anden vej. På den måde holder det aldrig op. Der er nogen der banker på døren. Der er nogen der bliver ved med at banke på døren. På en stump af båndet har Asta indtalt en lille sekvens. Vi hører Astas stemme på båndet, med musikken bag)

ASTA: (stemme på bånd)

Det er en kærlighedsscene.
De står tæt over for hinanden.
De bevæger sig rundt om hinanden.
Men de rører aldrig ved hinanden.
Hun vil ikke sige hvor hun kommer fra.
Han vil ikke sige hvor han skal hen.
Forelsket smukke i deres bevægelser.
Hvad betyder i går når den er gået.
Hvad er i morgen før den kommer.
De dukker op, forsvinder ud.
Hvem giver dem navn, hvem lyd.
Hver dag er som en ny dag under himlen.
Hver dag lever på ny i sin skiften.
De står meget tæt på hinanden.
Kan man tænke sig det anderledes.
Kun en tynd membran af luft mellem dem.
Man mister, og man sætter til.
Livet sætter ikke tiden til,
livet når aldrig for sent frem.
De rører stadig ikke ved hinanden.
Bevar dine drømme, bevar dem i brystet.
Vi dør alle en lille smule hele tiden.
De ser hinanden dybere i øjnene nu.
Deres hænder rækker ud mod hinanden.
Mist dine drømme, og du mister din
forstand, skal du være en stjerne,
må du skinne klarere end en sol.
Det er en kærlighedsscene.
Et lærred i vinden.

(en stump instrumentalmusik slutter af og fragmentet er - )

SLUT