Denne artikel kan også downloades i RTF-format og læses offline.

 

AT SKRIVE SKUESPIL FOR ÆLDRE

 

Der er gode historier for børn, der er gode historier for unge, der er gode historier for modne mennesker - og så er der historier som kræver et helt liv for at kunne opstå.

Det er når man får lov til at kaste sig over historierne i denne sidste kategori at man pludselig oplever en voldsom tilvækst af sine ressourcer.

Jeg glemmer aldrig den dag hvor jeg sad til en prøve på I BAOBABTRÆETS SKYGGE. En af skuespillerne fra Værkstedet Ældreteatret af 97 vendte sig om mod mig og sagde: "Nu kommer min yndlingsreplik."

Jeg havde ellers ikke været til så mange prøver på stykket. De foregik i København under Jakob Oschlags ledelse, og jeg bor i det sønderjyske.

Men denne dag var jeg altså til stede, og Jakob sad sammen med to af spillerne omkring et bord og gennemgik teksten med dem.

Så var det altså at en af dem så over mod mig og pointerede at nu kom den replik hun holdt allermest af.

Replikken lyder som følger - 'Jeg har haft et godt liv. Og jeg føler mig snydt.'

Det er ellers en lidt kringlet, måske kryptisk, replik, men her havde den ramt med en voldsomt positiv energi. Den var forstået og blev senere afleveret med stor præcision.

Og lige i dette punkt lå nok den store oplevelse for mig ved at have skrevet et stykke for ældre skuespillere - det havde åbnet for en helt ny tematik, en helt ny emnekreds.

Der var historier som pludselig kunne komme frem fordi de gemte på en erfaring og en indsigt som kun kan findes på et tidspunkt af livet, hvor erfaringerne og indsigten er gjort.

Det vil sige at den mulige kreds af historier der kunne fortælles, nu pludselig for mit vedkommende var udvidet enormt. Handling efter handling buldrede frem, det var bare at slå til.

Et levet liv trådte her frem med dets erfaringer, dets skuffelser måske, fejlslagne håb, skepsis, fortrydelse - men sandelig også med dets nyvundne forhåbninger, en positiv fylde, stadige udvidelser, og evigt nye planer for øje.

Det positive og det negative går hånd i hånd - sådan er det nok for os alle gennem hele livet - men nu på et intensere og måske også mere påtrængende plan.

Til det kræves nødvendigvis ældre skuespillere - dette er noget der kun kan udføres af mennesker der har fundet ind til en tilsvarende indsigt - og som umiddelbart kan forstå hvad der menes med: 'Jeg har haft et godt liv. Og jeg føler mig snydt.'

Jeg er historiefortæller, og som historiefortæller mener jeg at der her gemmer sig et meget stort ubrugt potentiale. Ældre mennesker bliver tit gjort til nogle gamle fjollehoder der fjumrer hjælpeløse rundt - men det er efter min mening en indskrænkning af netop den udvidelse jeg nævnte ovenfor.

Dette tuttenuttede, pjattede, reklamesøde, bedstefar og bedstemor som sutteklud, dette indskrænkende billede af nogle mimrende, gamle individer der kludrer rundt i udkanten af det produktivt arbejdende samfund - lad os se at komme væk fra det.

Der er langt større muligheder i den ende af livet.

link02.gif (3034 bytes)

© Kaj Nissen 1998
Email: kaj@kajnissen.dk