Alison

Jeg håber du vil huske mig, når du nu sidder en aften, alene, med armene støttet mod et bord, en seng eller et stengærde, og ser solen gå ned og himlen langsomt unddrage sig blikket.

For sådan forsvinder vi alle for menneskenes øjne. Og alligevel blir der noget tilbage. Hvis ikke i mindet, så nede i det mørke hvor alt synker hen og intet blir glemt. Denne historie foregår i et af mine tidligere liv, mange levealdre før denne.

Jeg var den samme dengang som jeg er nu. Men omstændighederne var anderledes. Og omstændighederne gør meget til sagen. Det foregik alt sammen meget langt herfra, i et fjernt land. Og til sidst faldt hele huset sammen over hovederne på os. Men hvad er det imod de forstyrrelser kærligheden under alle forhold bringer ind i vore liv.

Jeg var en gift kone. Min mand, Thomas, var 54 år. Til gengæld var jeg ikke mere end 27. Og tro det eller ej, det var en lykkelig omstændighed, det skabte harmoni i vores samliv. Han havde erfaringen, og jeg var åben for alt hvad erfaringen kunne tænkes at bringe med sig - og så var jeg ikke helt uden erfaring selv.

Min mand var tømrer, måske ikke særlig køn, men rig og stærk. Hans ansigtsmuskler var ikke til at røre med hverken gråd eller latter. Men hvad brød jeg mig om hvorvidt han havde ondt ved at vise sine følelser. Så længe han dyrkede sin ejendom - tømrerfirmaet, jorderne, og mig naturligvis - med snilde og omtanke.

Nu var jeg ikke selv udgået af nogen særlig fremragende slægt, jeg var derfor stolt og glad over at Thomas havde valgt mig til sin hustru. Han hævede mig op til sin stand, hvortil kom at min krop næsten kunne forsvinde mellem hænderne på ham. Det var ikke nogen ringe fornemmelse.

Thomas havde vistnok kun én stor fejl. Eller også var det ikke i sig selv en fejl, måske var det mere på grund af omstændighederne at det hele faldt så fejlagtigt ud: han kunne blive så rasende at han ikke vidste hvad han selv gjorde.

Det hang måske sammen med hans naivitet at han så nemt nåede et punkt hvorfra han ikke længere kunne styre sig. For Thomas gik til verden med et åbent sind og kunne derfor ikke godt affinde sig med, at den ikke indrettede sig lige så smidigt som han selv. Og så kunne man godt finde ham midt ude på markerne, hvor han gik i rette med naturen selv og skældte vorherre ud for den måde han lod det regne og ikke regne på.

»Nå, så du havde måske slet ikke tænkt dig at lade det regne her i foråret, sidste forår kunne du ellers godt lade det flyde ud over alle bredder. Men nu - ikke en dråbe, ikke så meget at en sølle karl kan læske ganen! Hvad skal man så tro på, når vorherre ikke engang kan styre sin smule himmel, men vil ikke han så skal sgu jeg!«

Og så videre og så videre. Og havde vorherre nu ikke været i stand til at døve sine øren for menneskenes jammerklager, så havde Thomas' udbrud vist været nok til at hensætte ham i en vældig og vedvarende depression. Men vorherre tav, vorherre led i stilhed. Og så snart Thomas forstod at vorherre ikke havde i sinde at svare, tog han gerne et af sine redskaber, en plov eller en harve, og kylede den mod himlen og smadrede den mod jorden, så den til sidst lå hen i tusind stumper og ikke engang kunne bruges til at tænde op i ovnen med.

For sådan gik Thomas' hidsighed altid ud over ham selv. Han kom uvægerligt til at gøre skade på sin ejendom, eller endda på sin egen person. Men aldrig så slemt som til sidst, altså dengang huset brasede sammen for os, fordi forholdene var blevet for besynderlige.

Han var ellers flere gange ved at gøre en ende på sig selv. Værst er det engang han står og er ved at trække en spand op af brønden, og den begivenhed er vigtig, den kom til at betyde meget. Thomas svedte altid voldsomt, og det var en varm sommerdag. Han var tørstig og havde hårdt brug for en slurk vand. Og så netop som spanden er inden for rækkevidde brister rebet og spanden vælter ned i brønden igen.

Der står så Thomas med sin tørst og sine tomme hænder, og han blir så forstyrret at han kaster sig ud efter spanden, på hovedet ned i brønden, alt imens han råber og skriger efter spanden at den omgående skal vende tilbage, med vand og det hele.

Havde han nu ikke råbt så højt var han nok druknet den dag. Men ingen på gården kunne undgå at høre ham, og vi fik ham snart fisket op. Efter den tid var hans hjerte lidt sart, og han gik ligesom lidt mere stille med sig selv. Han var blevet ræd for vand.

Thomas var også bange for ild, men det var fordi han som dreng havde fået at vide af en gammel kælling at jorden skulle gå under ved en stor brand, der ville komme inden han blev gammel. Og nu var han 54 og fik det her med hjertet. Det føltes, sagde han, som om det havde slået et slag over i den gale side og aldrig var kommet rigtig på plads igen. Det føltes, sagde han, som at blive gammel.

Men ellers havde vi det godt sammen. Thomas og jeg tilbragte mange timer i sengen. Her følte han sig ung igen, her var han som en ung mand. Hengiven og uden begrænsninger. Og han gav sig tid til det hele, han var en opmærksom elsker, meget opmærksom på det vi havde for med hinanden. Som om verden udenfor ikke eksisterede. Det var hans allerfornemste kunst.

Og alligevel gik jeg hen og forelskede mig i en anden. Og se, straks var der en helt tredje som forelskede sig i mig. Når man er køn i to mænds øjne smitter det gerne af, pludselig vil hele verden besidde dig. Men jeg var ikke forelsket i denne tredje, han var mig inderlig ligegyldig. Men William blev min store lidenskab det forår.

Det var selvfølgelig ikke noget jeg ville. Jeg havde det godt og fik fuldt op af livets fornøjeligheder. Det ville mig, og jeg kunne ikke få mig til at sige nej. Jeg havde kun et liv - troede jeg - og kunne ikke få mig selv til at give afkald på dets sødme. Og så tænkte jeg at foråret vel måtte bære sin part af skylden.

Eller også var jeg bare så smaskforelsket, at jeg forlængst var holdt op med at tænke, og bare ønskede at sætte mig i besiddelse af noget der var blevet en del af mit hjerte, af min svindende forstand. Det var galskab, herlig galskab, og jeg kunne ikke længere tage mig af det.

Men det var ikke nemt, for Thomas var altid i og omkring huset. Der lå hans arbejde og ventede på ham. Og på den måde kunne han være trygt forvisset om at der ikke ville ske mig noget uventet.

For sådan er det - den mand der er så heldig at eje den kvinde han elsker, vil altid medvirke til at begrænse hendes frie adgang til andre mennesker. Alle har vi inderst inde en stor angst for at komme til at stå forladt tilbage. Så jeg forstår ham godt. Jeg forstod ham også dengang. Men jeg lod mig drive frem af mit hjerte. Og det krævede at vi fandt på en plan.

William var ikke kun en dejlig mand, køn og med spilblanke øjne, han var også jordens mest tålmodige menneske. Han vidste at selv den bedste plan skulle have sin tid. Så han gav sig tid. Men jeg var utålmodig. Jeg kunne ikke vente ret meget længere. Så jeg bad ham sætte lidt skub i de planer.

Vi var kommet hinanden så nær, vi gik op og ned ad hinanden hver dag. Vi vidste alt for godt, at han kun var der på gennemrejse, og at han snart ville være borte igen. Men hvad det angår var tiden sat i stå. Det kan man godt, sætte tiden i stå - selv om den går videre og til sidst fører os derhen hvor ingen af os havde drømt om at komme.

William var en vandrende svend, og skal jeg være helt ærlig tror jeg han havde vandret omkring i mange pigekamre. Jeg tror ikke han var spor tømrer. Men han havde en evne med træ som Thomas slet ikke kunne stå for.

Jeg skal gerne indrømme at det var den samme følsomhed i hans hænder jeg ikke kunne stå for. Thomas tog ham i huset et halvt år, han stod og havde brug for en der kunne lave udskæringer i træ. Og det kunne William, så han fik et værelse oppe på loftet.

Der kunne jeg nu slet ikke komme, det siger sig selv. Men William spiste med ved vores bord, og han fortalte historier fra sine vandringer. Han fortalte om sine mange rævestreger, og om forvildede ture gennem alverdens skove og ørkener.

Han sad altid og stak så småt til maden, mens han løste op for sine mange oplevelser. Han talte ikke vort sprog for godt, men han havde stor lyst til at lære det, og derfor var det i orden at vi blev siddende ved bordet og snakkede sammen, også efter at maden var båret ud.

Og når Thomas trak sig tilbage med sin pibe, lærte William mig også nogle ord på sit eget sprog. Dem brugte han ikke til at berette om sine prøvelser rundt om i verden. Dem brugte han kun til at fortælle mig noget om mig selv. Og så var det jeg faldt for ham. Hans sprog havde virkelig noget forunderligt over sig.

Nu er det jo ikke muligt for to mennesker at gå hen og forelske sig uden at alle og enhver kan se det. Og William kunne ikke betro mig alle disse hemmelige ord, uden at det bagefter lyste langt væk af mig hvad han havde sagt.

Men Thomas tog den med en knusende ro. Han vidste hvor han havde mig hvert sekund af døgnet. Og han vidste på dato hvor mange dage William havde tilbage i huset. Og Thomas mente at det var sundt for mig at høre om andre mennesker og fremmede lande langt borte, det er altid befordrende for den menneskelige udvikling at udvide sin horisont - sagde han.

På sit sprog og på mit sprog fortalte William mig altså hvad det var hos mig han så godt kunne lide. William fandt mig smuk. Han elskede frem for alt overgangen mellem min næse og mine kinder. Han kunne aldrig blive træt af den måde mine ører var drejet på, han kunne få det til at kilde i mine øregange bare ved at fortælle om dem.

Og svajet i min nakke blev efter hans mening kun overgået af faldet i min ryg. Min ryg var det fineste han havde set. Sådan noget sagde han.

Vi fandt på de særeste påskud for at kunne bevæge os i cirkler om hinanden, som to svimle planeter. Jeg sørgede for at han kunne se mere og mere af mig. Han forsøgte at komme til at røre ved mere og mere af det han kunne se.

Til sidst kunne jeg ikke holde ud at vente længere. Et er at eksplodere af foretagsomhed i en seng, noget helt andet er at kvæles langsomt af den røg der stiger op fra en dårligt anlagt brand. Et er at drukne sammen i fælles fryd, noget andet er at rende våd og tjavset om, mens man venter og ikke tør tro på kærlighedens rette udfoldelse.

Jeg måtte også have at vide om William virkelig holdt af mig. Måske holdt han mig kun for nar. Måske var det rigeligt for ham at pirre til ilden. I virkeligheden fandt han mig måske ikke spor smuk, men bare nem at narre. Jeg kunne kun tale for mig selv: jeg ville have ham.

Samtidig skete der det underlige at jeg blev mere og mere glad for Thomas og følte en dybere tilfredsstillelse ved at ligge med ham. Det var ikke forelskelse længere, det var noget langt hinsides forelskelse, og det bandt os uhjælpeligt til hinanden, gennem krat og kaos.

På den anden side blev jeg altså drevet fremad på jagt efter Williams røde blod, og det rev ikke mit hjerte spor itu. Jeg ville synge og gynge med ham i vild forståelse, og jeg kunne til min store undren bevare de to følelser side om side i mit bryst. Begge dele var fuldt mig, og jeg var ikke nødt til at vælge.

Jeg var en lykkelig kvinde. To mænd begærede mig og fyldte mit hjerte i alle dets kroge. Jeg gik i sød forventning og ventede kun på opfyldelsen. Men det var ved at være opover, Williams tid hos os var snart omme. Så jeg lod ham forstå at selv den længste tålmodighed har en ende, og at han ifølge omstændighederne måtte rubbe sig.

På det tidspunkt havde William ikke spor lyst til at fortsætte sin rundgang i verden. Men Thomas havde ladet ham vide at den dag han sluttede sit arbejde, sluttede også hans ophold. Så var det at William fortalte den plan der skulle give os en nat sammen.

Det var selvfølgelig en fejl ved den plan at den i første omgang kun sikrede os én nat. Men ellers fandt jeg den god, og det sagde jeg også til William.

»Ja, hvad fanden,« svarede han, »jeg skulle have brugt min tid dårligt, hvis jeg ikke kunne narre en tømrer.« Det var ikke pænt sagt, og det gik op for mig at han måske kunne mere end han havde givet det udtryk af. Måske havde jeg drømt ham pænere end han var.

Men på det tidspunkt var det vigtigere for mig at det lød som en bekræftelse af at han virkelig holdt af mig. Og min kærlighed til ham var vokset støt og roligt, selv om det slet ikke var meningen, og i værste fald jo kunne bringe store forstyrrelser med sig.

Jeg havde engang i spøg fortalt William om Thomas' tur i brønden, og derfor tog planen sit udgangspunkt i Thomas' angst for ild og vand. Den blev sat i værk en smuk lørdag aften i maj, ved middagsbordet. Vi var kun os tre i huset, det kunne ikke være bedre.

William rørte ikke sin mad, han hang bare hen over bordet og så sygt på os. Væk var hans spraglede smil, væk al hans glæde. Han var helt grå i ansigtet og så ud som om han hvert øjeblik kunne give sig til at græde. Det var lige før jeg selv blev bange og tænkte at så slemt var det vel heller ikke. Thomas var til gengæld i usædvanlig godt humør på grund af det gode vejr, så det varede længe før det gik op for ham at der var noget galt.

Først da William havde skubbet maden til side et utal af gange, og først da det til sidst var lykkedes ham at komme til at ligne selve Døden fra Lübeck, begyndte det at gøre indtryk. Thomas så på ham og spurgte hvad der var i vejen. William sagde at der ikke var noget i vejen. Så sagde Thomas at vist var der noget i vejen, sådan som han sad der og lignede Døden fra Lübeck. Og så sagde William at han var ked af det, fordi han skulle miste os begge, to gode venner, på så grufuld en måde.

Thomas troede han snakkede om sin snarlige afrejse og fandt at der vel kunne tænkes grufuldere måder at miste venner på. »Det er ikke min afrejse jeg tænker på,« sagde William. »Det skal vi heller ikke tænke på nu,« sagde jeg, men så sagde jeg heller ikke mere. »Hvad tænker du så på?« spurgte Thomas.

William gloede sådan på os med sine hendøende øjne, at jeg igen blev helt underlig til mode. »På en begivenhed jeg har kendt til alt for længe,« sagde han omsider, mens jeg svimlede ned i en afgrund af bare uhygge, »men som jeg ikke har haft lyst til at tænke på.«

»Og hvad kan det så være?« - »Jeg burde ikke tale om det.« - »Sludder mand, nu har du kastet os ud i dyndet, nu må du hale os på det tørre igen.« - »Jamen, det er jo netop det,« sagde William, »jeg kan jo ikke udrette mirakler når først det går løs, jeg er jo kun et almindeligt menneske.«

Det lød så alvorligt og forfærdeligt, at jeg var lige ved at fortryde at vi havde sluppet det løs. Og efterhånden som William udviklede hvad der ville komme, blev også Thomas meget bleg og lagde skeen fra sig.

»For tre år siden,« forklarede William, »mødte jeg langt nede sydpå en mand som der gik stort ry af. Han havde allerede forudsagt ét stort jordskælv og tre mindre jordrystelser, som tilsammen kostede titusind mennesker livet og ødelagde 25 landsbyer. Derfor var der heller ingen ende på hvordan folk så op til ham.«

William måtte synke lidt spyt før han kunne fortsætte: »Den mand havde en hemmelig bog. Deri var nedfældet alt hvad der var værd at vide om stjernerne. Og i den bog kunne han se at jorden snart ville gå under, ved ild eller ved vand. Han kunne endda fortælle at det ville ske om nøjagtig tre år, plus-minus en time. Ødelæggelsen ville komme over jorden i løbet af én lang nat, og næste morgen ville der ikke være en stump tilbage, og tiden ville være sat i stå for evigt.«

»Vil det sige at det er i aften vi taler om,« spurgte Thomas, »lige nu mens solen går ned og markerne ligger så fredeligt hen?« - »Jeg har ikke kunnet få det over mit hjerte at tale om det før,« sagde William ynkeligt, »og jeg kunne jo heller ikke få mig selv til at tro på det. Men nu må jeg jo tro det er sandt.«

»Hvorfor må du det?« - »Men sagde han da ikke udtrykkeligt at det ville komme efter en usædvanlig smuk dag i maj?« - »Sagde han det?« røg det ud af munden på mig. »Ja,« sagde William og så på mig, »han brugte endog udtrykket »en aften hvor markerne ligger så fredeligt hen«.«

Thomas så ud som om han kunne have bidt tungen af sig selv, fordi han var kommet til at bruge de skæbnesvangre ord. »Og dagen efter,« sluttede William profetien af, »ville der komme en stor og rædsom solformørkelse, selv om der nok ikke var nogen der fik den at se, bortset fra dybets umælende fisk og strandens øgler.«

Thomas havde fået en klump i halsen og var begyndt at tale meget utydeligt. »Den mand mente altså ikke der ville være stump på stump tilbage, heller ikke af menneskeslægten?« - »Det er jo det vi ikke kan vide.« - »Kan vi ikke?« - »Nej, for vi ved jo ikke om det blir ved ild eller ved vand, kun at det blir en af delene.« - »Gør det da nogen forskel?«

»Selvfølgelig gør det en forskel,« sagde William så engleblidt at det løb mig varmt ned ad ryggen: »Sker det ved ild er der ikke noget at stille op.«

Thomas sad længe og gloede på ham. Han plirede nervøst med øjnene og ventede på at der skulle komme mere. Men William så ud som om sagen var afgjort. »Jamen -,« sagde Thomas så. »Jamen hvad?« spurgte William tilbage. »Jamen, hvis det sker ved vand?« William så ligesom anerkendende på Thomas. »Hvis det sker ved vand, vil de klogeste overleve,« sagde han.

»Jeg er med,« sagde Thomas hæst, »Noah gjorde det.« William nikkede: »Det var præcis hvad han gjorde!« - »Men en ark?!«

William rystede på hovedet. »Den kloge mand dernede sydpå røbede for mig - men hvis I sladrer til nogen vil I blive straffet på jeres forstand - han røbede at i tilfælde af en oversvømmelse ville nogle få udvalgte kunne klare sig med lidt snilde og omtanke og uden en ark.«

Og han forklarede at alt hvad man skulle gøre var at hænge et antal tønder, svarende til antallet af de der skulle reddes, op under bjælkerne i laden. Tønderne skulle hænge i stærke reb og være rigeligt forsynet med mad og drikke til syv dage. Der skulle man så tilbringe natten i hver sin tønde. Man måtte heller ikke glemme en god økse. Når så vandene steg skulle hver gribe sin økse, hugge rebene over og lade sig drive hen hvor bølger og strøm førte en.

»I løbet af syv dage vil vandet synke igen, og man vil kunne stige tørskoet i land, måske ikke lige på sin egen mark, men dog ikke alt for langt borte, for der vil ikke røre sig en vind i de dage.«

Nu var økser og reb jo noget Thomas havde forstand på, så han nikkede til alt dette og mente at det skulle han nok kunne klare til alles tilfredshed. På den måde var han ikke helt nem at tage på sengen.

»Og hvad mere er,« fortsatte William, og nu så han kun på mig, »man kan på forhånd skaffe sig vished for om dette med tønderne vil være en fornuftig foranstaltning eller blot et forfængeligt håb. Man kan på forhånd skaffe sig at vide om det blir ved ild eller ved vand, blot man kender metoden.«

»Kendte han metoden, din mand dernede sydpå?« - »Han kendte den.« - »Kender du den?« William nikkede. »Hvad skal du have for at afsløre den?« William skulle ikke have noget, han bad bare Thomas gå ud og hente to æg.

Ak, hvad kan angsten ikke drive et menneske til. Da Thomas vendte tilbage med æggene bad William ham stille sig op midt i stuen og koncentrere sig. Så skulle han kaste først det ene, så det andet æg op i luften. Men så blidt som overhovedet muligt. Hvis begge æg faldt ned og gik i stykker ville jorden gå under ved vand. Hvis det ene eller begge æggene holdt til faldet ville det ske ved ild.

Thomas stillede sig midt i stuen og koncentrerede sig, og så kastede han æggene meget blidt op mod loftet, først det ene og så det andet, og så dem falde til jorden. De gik begge i stykker.

Udenfor var aftenen ved at falde på, solnedgangen var meget smuk. Der var et gyldent skær ude over landskabet. Under himlen hang lette skyer i lyse farver. Fra øst kom et blåt mørke glidende op over hvælvet, og der hvilede en forunderlig ro over naturen.

Men Thomas fik så travlt som jeg aldrig før eller siden har set et menneske skynde sig. Han påtog sig ene mand hele ansvaret for at vi nok skulle overleve og slippe fra det med livet alle tre.

Imens fattede William sig og bad mig sørge for rigelig mad til os, ikke kun til at fylde i tønderne, men lige så meget som en styrkelse før nattens prøvelser.

William havde sandelig fået appetitten tilbage, skal jeg love for, så mens Thomas sørgede for tøndernes rette placering og indretning, forsynede William sig med alt godt fra køkkenet, kød og postejer og øl og hvad der nu hørte sig til. Og han prøvesmagte den brændevin der skulle med ud på den farefulde færd over bølgerne. Til sidst smækkede han med tungen og sagde god for den. Og han smilede til mig, han kiggede så varmt til mig imens.

Og det lykkedes mig en enkelt gang, mens jeg serverede for ham, at få listet en hånd ned mellem hans ben, som et uskyldigt tegn på at jeg var indforstået med at ville dele alle farer med ham. En uskyldig gestus, ja, men havde han gjort det samme med mig er jeg bange for jeg havde røbet alt. Han holdt sig heldigvis i skindet og lod sig ikke mærke med noget. Og han lignede den mætte uskyldighed selv da Thomas vendte tilbage og sagde at nu kunne han ikke gøre mere.

Tønderne hang forsvarligt i svære reb, der var en økse i hver, der var vådt og tørt til samfulde syv dage. »Nu må vi overlade resten i Guds hånd, og så i øvrigt tro på at vi har båret os ad som de fornuftsvæsener vi jo er,« mente Thomas fattet.

Så tørrede William sig om munden, overtog styringen og gennede os ud i laden, hvor tønderne hang som vældige skibe under spærene. Fra laden, havde Thomas ræsonneret, kunne man så sejle ud gennem den store port, når først vandet fik den presset op.

Det var næsten mørkt, men William forbød os på det strengeste at anvende ild. De to mænd blev straks rørende enige om at man som det allerførste måtte se at få mig op ad den stige der førte til den midterste af tønderne. Men der havde de gjort regning uden værtinde.

Jeg havde besluttet mig for selv at tilrettelægge omstændighederne fremover. Nu hvor slaget skulle stå måtte jeg have klarhed over hvad William følte for mig inderst inde. Han var blevet mig lidt for hurtig. Jeg ville sidst op, så jeg kunne have stigen stående ved min tønde. Jeg nævnte at William var den vigtigste i forsamlingen, og at han måtte skaffes i sikkerhed først.

Thomas var fuldkommen enig, men det var William selvfølgelig ikke. Han svor på at denne fremgangsmåde var aldeles ukorrekt. Men han havde ikke en chance. Thomas' hengivenhed for ham var alt for stor.

William måtte op ad stigen som den første. Og med en ulykkelig grimasse lod han sig glide ned i den midterste tønde. Herefter var det en smal sag at overbevise Thomas - det kære fjols - om at han var den næstvigtigste person i selskabet. Han kyssede mig ømt farvel, ønskede mig alt muligt held og lykke og forsvandt ud af syne. Jeg havde kun tilbage at håbe at William ikke var blevet alt for sur.

Derpå klatrede jeg selv op til den tredje tønde, og passede meget på ikke at vælte stigen bag mig. Og William havde heldigvis åndsnærværelse nok til med hul røst at bede os om endelig at bevare fatningen og ikke lade os gribe af panik, hvad der end måtte komme: »Alt vil vende sig til det bedste. Vi bør sikkert ikke forgribe os på vore forsyninger endnu. Men det er i orden at slumre ind, selv om det kan føles en smule umageligt. Naturen vil vække os når timen er inde.«

Hvorefter han udtrykte sit inderlige håb om snart at måtte gense os begge, eller i det mindste den ene: »Og tag bare en god slurk snaps at sove på,« sluttede han af. Og der blev stille i laden.

Jeg har vist nævnt at jeg havde en tredje tilbeder. Han hed Milton og var virkelig et forfærdeligt menneske. Han havde sat sig i hovedet at han elskede mig, og mente derfor at følelsen måtte være gensidig. Sådan er der nogle mænd der har det. Men man kan jo heller ikke gå hen og forelske sig i hele verden på samme tid. Og Miltons måde at forholde sig på lod mig aldeles kold.

Nu denne nat med syndfloden f.eks. - da havde han sat sig i hovedet at planeterne stod overordentlig passende i forhold til det mål han havde sat sig: at komme i lag med mig. Milton var skrædder og vistnok ret ferm med en nål. Men jeg skulle ikke have noget syet og var derfor fuldkommen uskyldig med hensyn til Miltons forehavender. Jeg har heller ikke siden villet påtage mig noget ansvar for hvad de medførte.

Jeg hang der og lyttede til de små bevægelser der fremkom når de to mænd rørte på sig i deres tønder. Og jeg lyttede til mit hjertes små rørelser. Men det var roligt og følte sig trygt ved omstændighederne. Det nærede endda et vist håb om at det hele kunne gentages natten efter - når det nu viste sig at syndfloden blev lidt forsinket.

Jeg hørte også hvordan de to mænd sad og spejdede ud i mørket. Thomas spændt afventende den uundgåelige undergang og udfaldet af sine tømrerbestræbelser. William mere interesseret i hvornår Thomas mon ville lade sig overmande af trætheden og snapsen.

På dette tidspunkt gik Milton uden for laden og undrede sig såre. Han havde i skumringen gemt sig bag et hegn for at udspejde min færden og Thomas' kommen og gåen - min alliance med William var han lykkeligt uvidende om. Fra sit skjul der bag hegnet havde han set os alle tre forsvinde ind i laden for ikke siden at vise os. Intet lys blev tændt derinde, ikke en lyd hørtes efter en stund. Det forstod Milton ikke et levende ord af.

Men hans mistanke blev vakt, det blev den. Og hans jalousi. Oh, den jalousi, denne skændige, nedrige, nedværdigende, i et og alt forbandede jalousi. Milton forstod at det kunne blive svært for ham at komme i nærheden af mig den nat, og derfor rettede han sin harme mod de to andre mænd. Han bildte sig ind at de havde aftalt at deles om mig. Og nu lå de så derinde i laden og eksekverede aftalen.

Han mente bestemt at han burde foretage sig noget. Men alt var stille, ikke det mindste strå blev vendt derinde. Al hans handleiver hobede sig op i ham og var ved at kvæle ham. Hørtes mon ikke af og til en let snorken derinde? Nej, det var nok snarere sådan at der hang et eller andet og skurede ved et reb - havde de hængt mig?

I det samme blev porten skubbet op og jeg trådte ud i natten, fulgt af William som uendelig blidt lukkede porten til efter os, og uendelig blidt sluttede mig i sine arme, hvorpå han dånede om på jorden sammen med mig. Da fik Milton syn for sagn, for der tog vi hinanden på den bare jord, uden at give os tid til at se eller sanse. Der lå vi længe sammen og fugtede hinandens kinder.

Milton var målløs og dannede sig straks en ny teori: vi to havde slået Thomas ihjel og lå nu der i vores blodrus og fejrede den onde gerning. Alt dette var noget han fortalte mig langt senere, i en anden fase af vores liv. Han fortalte også at det alligevel undrede ham så meget at mennesker kunne opføre sig sådan, at han i stedet blev nysgerrig og besluttede at se tiden an.

Det der var sket var selvfølgelig at jeg omsider havde følt mig overbevist om at Thomas sov fast. Men før jeg steg ud af min tønde, gav jeg mig tid til at lade en varm bølge skylle op gennem kroppen og give mig vished for mine følelser. Så kravlede jeg ned ad stigen, satte den til Williams tønde - han sov ikke, og gud nåde ham hvis han havde gjort det - og gav ham lov til at stige ned i mine arme.

Han var ét smil, og det havde han også god grund til, for nu havde jeg erklæret mig så åbent jeg kunne. Og så erklærede han da sine følelser ved at tage min hånd og føre mig hen til porten, åbne den for mig og lade mig træde ud i natten først.

For sådan var William, og jeg fik straks dårlig samvittighed over min ringe tro. Og straks igen en god rolig fornemmelse i kroppen: jeg havde valgt rigtigt. Milton ville aldrig have båret sig sådan ad. Og så er det jo sådan, at en kvinde kan mærke ad hvilke veje en mand er kommet til hende. Og Williams veje var velvalgte. Hvad mig selv angår har jeg altid haft svært ved at tage mit valg. Men det jeg vælger opnår jeg.

Da William og jeg var blevet godt fugtige af at ligge der på den bare jord flyttede vi ind i ægtesengen. Jeg havde redt den på det allernydeligste og lagt de bedste lagner i bunden. Da vi nåede derind havde vi ikke en trevl på kroppen, alt vores tøj lå efter os som et broget bånd hen over gårdspladsen. Thomas sov så trygt i sin tønde, og alligevel slog vi skodderne for. Det var vores nat, og vi ville have den for os selv - endda stjernerne måtte vente.

Men Milton var ikke nogen stjerne, og han blev sur. Han blev meget sur. Men han syntes ikke han kunne foretage sig noget, før han vidste hvor herren i huset befandt sig. Så han listede tilbage til laden, han kunne jo alligevel ikke se noget gennem skodderne. I laden opdagede han de tre tønder, men fattede ikke den dybere mening med arrangementet. Han opfangede dog en let snorken fra den ene af tønderne, og forstod også at der var en god grund til at stigen ikke var sat til netop den tønde.

Med denne fattige besked gik han tilbage til huset, lyttede længe uden for sovekammervinduet og nåede omsider frem til den erkendelse, at over for alt dette uventede kunne han lige så godt prøve at overrumple os. Nu måtte han handle for ikke at blive kvalt.

Men inden da havde William og jeg hentet den trøst og morskab vi begge havde så hårdt brug for. Og hvad mere var - vi havde nået at flytte jordens akse indtil flere gange, frem og tilbage på himmelhvælvingen, og den slags sker umådelig sjældent for almindelige mennesker.

Da Milton havde lyttet længe nok til denne himmelske forstyrrelse, kunne han ikke styre sig længere. Han bankede forsigtigt på skodderne. Og da var det at mit hjerte sprang tre slag over. Jeg havde nær aldrig fået det i gang igen. Nu vidste jeg hvordan Thomas havde det, når han havde det allerværst med sit urværk.

Da sengen igen stod stille under os, lyttede vi ud i natten i hvad der syntes at være en evighed. Thomas kunne det jo ikke være. For det første havde han ingen mulighed for at komme ned, og for det andet: hvorfor i alverden skulle han banke på skodderne, soveværelset var jo hans, stort set.

»Luk op,« peb det derude, og jeg blev lidt roligere. »Luk op og lad mig komme ind. Det er mig, Milton, og jeg skal nok lade være med at sige noget.« - »Gå din vej. Jeg ved ikke hvem du leder efter, men her er ingen.« - »Men Alison, her er koldt og mørkt. Jeg ved du er der.« - »Lad mig være i fred, din lede ånd, jeg lukker ikke op.« - »Jeg hører din mand er bortrejst i nat, og at du vansmægter alene.«

Det sidste var ment som en list, for at vi skulle røbe os. »Er det mon sandt hvad jeg har hørt, er det sandt at du er alene?« - »Jeg ved ikke hvad du har hørt, jeg skylder ikke dig svar.« - »Bare et kys, Alison, planeterne har vist mig vej til dig. Et eneste kys.« - »Gå hjem og tråd din nål og hold mig uden for dine planeter, du får ikke noget kys.«

Men han bankede ufortrødent på, han mente jo han havde os i saksen. Og så blev William forstyrret over at den idiot skulle ødelægge vores ene nats bryllupsrejse på den måde. Han hviskede til mig hvordan han ville skaffe os af med stodderen, og så pustede han lyset ud.

»Godt,« hviskede jeg ind mod skodden og ud mod Milton, »du får et kys, men så må du også love at lade mig være i fred.« - »Først kysset, siden løftet!«

Jeg lovede ham et kys, og da vi nu kunne fornemme at han havde spidset munden derude, lirkede jeg forsigtigt skodderne fra. Og William stak hurtigt enden ud i den åbne luft.

Milton slog til og overkyssede hvad han mente måtte være mit honningsøde ansigt. »Tihi,« fnisede jeg inde under dynen, jeg syntes han havde fået hvad han havde fortjent. Men da Milton opdagede sin fadæse tog han til at spytte og harke, og han bandede og svovlede og begyndte at flå i skodderne.

Man kunne ikke tale ham til fornuft. Han hørte kun sin egen forurettethed, og den talte til ham med store bogstaver. William var nødt til at smække skodderne op igen, for fuld kraft. Det solide træ ramte Milton lige på næsen, og han gik bagover i græsset, med en blodig tud. Vi lukkede skodderne igen. Milton sagde ikke mere derude. Freden sænkede sig.

Men aldrig så snart havde jeg fået tørret Miltons spyt af Williams bagdel, før fyren igen stod derude og bankede på. Jeg ved ikke hvad det lignede, han havde ingen ret til at kræve noget af mig på den måde.

»Bare ét kys til, så skal jeg nok gå,« jamrede han. »Du lovede at du ville lade mig være i fred.« - »Et lille kys til, så skal jeg aldrig forstyrre dig mere.« - »Du fik et før, var det ikke nok.«

Men han var snedig nok til ikke at indrømme noget: »Jeg kunne da ikke drømme om at krænke nogen her, Alison, det ved du da.« - »Men det kan jeg, din satan!« hvæsede William mellem tænderne og gjorde tegn til mig: »Den der ikke vil høre må tage hvad der kommer.« - »Godt,« hviskede jeg, »jeg vil jo ikke snyde dig for noget planeterne har givet dig løfte om.«

Altså pustede vi igen lyset ud, og William anbragte endnu en gang enden i det fri. Men nu var der ikke kun mørke derude, vi så et ildskær som pludselig flammede op. Milton, det forræderiske menneske, havde forsynet sig med en glødende gren fra bageovnen, og den plantede han nu for fuld kraft tværs hen over Williams bagparti, så lufttrækket fik gløden til at flamme hidsigt i vejret.

Det er sandt når jeg siger at jeg aldrig har hørt en mand hvine som William hvinede den nat. Jeg kunne i min dybe kvide ikke forestille mig andet end at hele hans underkrop var brændt op. Det lugtede af brændt hår og jeg ved ikke hvad! Jeg var kun glad for én ting: at det ikke var mig.

Men William satte efter skrædderen og greb i farten branden, som Milton i sin skræk havde ladet falde til jorden. William indhentede ham, lige før han nåede laden. Han sparkede ham bagi så han røg ind gennem porten og smed branden i nakken på ham, så hans hår stod i lys lue. Og så løb han ud i natten for at finde noget vand at sænke sig i.

Milton fór rundt inde i laden og himlede op. »Brand, brand!« råbte han. Og imens rendte William om i mørket og kunne ikke finde brønden, »Vand, vand!« råbte han.

Jeg nåede derover netop som Thomas rejste sig i sin tønde, vækket af de vilde råb, ude af stand til at fatte meningen med at verden nu skulle gå til grunde både ved ild og ved vand. Han skreg mod himlen at det ikke var efter aftalen, men bad os dog samtidig i vore tønder - hvor han gud bedre det stadig troede vi befandt os - om at bevare fatningen.

Nu skulle vi bare gøre som han, frelse os fra ilden ved at lade os synke i vandet, sejle hen hvor en ny jord kunne indvindes og en bedre fremtid se dagens lys. Og dermed begyndte han af al kraft at hugge de reb over der bar hans tønde oppe.

Men han var for ophidset til at tage vare på hvad han gjorde. Han huggede fejl to gange, og det var nok til at han i den tilspidsede situation blev helt balstyrig: »Nå, så sådan et skide reb vil ikke lade sig hugge over, sådan en stump tov kommer her og skaber sig og mener det kan slippe. Og de andre har det på samme måde, det er en ren sammensværgelse! Man ser nok helst ikke, at vi slipper herfra i levende live, men vil ikke tovet, så skal sgu bjælken!«

Og dermed gav han sig til at bearbejde bjælken af alle kræfter, og Thomas var virkelig meget stærk. Det varede ikke mange øjeblikke før bjælken begyndte at give efter, og omsider så jeg den brække midt over i skæret fra den brændende halm, som Milton havde slukket håret i.

Jeg skal ikke kunne sige hvad der derefter skete. Jeg ved kun at Thomas styrtede til jorden, mens hele bygningen brasede sammen over ham. Tønden smadrede og Thomas trillede ud. Milton løb ud, og jeg løb ind. Jeg tog fat i Thomas og trak ham ud i det fri. Han havde brækket den ene arm og begge ben, og guderne måtte vide hvordan han så ud indeni. Laden brændte lystigt, og ilden bredte sig til stuehuset og videre til stalden. Men da havde William fået lukket dyrene ud.

Det var som om hele verden gik under den nat. Til sidst lå vi bare målløse hen og lod dét gå til grunde, som alligevel ingen levende sjæl kunne gøre noget for at redde. Vi krøb sammen på hver sit sted, og først da morgenen kom kravlede vi frem mellem stumperne.

Jeg havde denne fornemmelse - som man godt kan have i sjældne øjeblikke - af at intet nogensinde ville blive det samme igen. Verden lå stadig der med sit klare daggry, uanfægtet og imødekommende. Men ingen af os kunne få den til at hænge sammen. Det var som om verden var blevet en ting man måtte starte helt forfra med.

Og månen stod op, det første daggrys måne, og se, den havde kun én tåre, den som nogen kalder morgenstjernen, og andre Venus. Men jeg vidste bedre, jeg har altid så godt forstået hvorfor månen græder. Den kan ikke holde ud at se på alle de folk der ustandselig drager hver til sit, selv om de kun så nødig vil det.

William stod på et stengærde, lidt for sig selv, omgivet af to heste og en ko, en meget smuk silhuet mod den lyse morgenhimmel. Han havde bundet noget frisk græs om sine forbrændte balder. Andet skulle han ikke have med sig, for alt hvad han ejede i verden var gået til ved ild eller ved vand. Han løftede sit ansigt mod himlen, og han citerede fra sin barndoms rimskat. Og så forstod jeg hvordan det var fat med ham:

»I dag er det søndag
pibe med håndtag,
piben er sprukken
slår mod krukken,
krukken af guld
slår vor tyr omkuld,
tyren er tapper
stanger folks knapper,
knapperne ruller
triller i huller,
hullerne tomme
verden er omme!«

Og så drog han ud i verden, lige så nøgen som han blev født, og lige så lystig som da han kom til vor gård. Han vinkede lige så længe vi overhovedet kunne se ham, og forsikrede i ét væk os og den ganske egn at han nok skulle skrive, at han ville komme tilbage, at han helst var blevet, og hvad folk ellers siger i den situation. Det var fint nok, jeg bar ikke nag. Enhver rejse har to sider, og i mødet ligger adskillelsen.

Men nu rejste Milton sig fra en tot vissent græs, og lignede selv en tot vissent græs oven i hovedet. Alt hans hår var brændt af, og han havde sorte skorper over hele ansigtet. Hans øjenbryn var svedet bort, men hans øjne blinkede lystigt mod mig. Han havde sandelig ikke glemt nattens genvordigheder på grund af de par uheld.

Han gik hen til Thomas og anbragte omhyggeligt Williams og mit tøj i en net lille bunke lige foran Thomas' forundrede øjne. For sådan var Milton indrettet: da han ikke selv kunne snuse sig frem til sagens rette sammenhæng, regnede han med at Thomas i sin jalousi måtte kunne skaffe besked ved hjælp af så soleklare beviser.

Men heller ikke for Thomas var verden længere den samme, og Milton skulle snart opdage at andre folks aflagte klædningsstykker ikke betød noget som helst længere. Men jeg vil godt undskylde Milton lidt: han var virkelig syg af elskov. At al hans møje blev gjort til skamme skyldtes kun at han ikke blev genelsket. I modsat fald havde alt jo været fint, og ingen ville have bebrejdet ham noget.

Nu pillede Thomas bare ved tøjbunken med sin raske hånd og bad så det lille kryb fjerne sig og lade være med at spærre for udsigten.

Milton forstod det ikke og blinkede med det ene øje. Så gik Thomas bersærk for sidste gang i sit liv. Bersærk og bersærk, han løftede stille og roligt sin vikingenæve og lod den falde ned på Miltons forbrændte isse. Siden trak Milton ikke sit vejr i lang tid. Men han overlevede og endte sit liv mange år senere som et yderst fornuftigt menneske.

Thomas trillede den livløse skrædder til side og glemte alt om ham. Han tog et tæppe om sig som han havde reddet og vinkede mig hen til sig. Jeg havde ikke andet på kroppen end en uordentlig måtte af græs og halm og sod, og jeg følte mig ikke spor overbevist om at han kunne genkende mig. Men han kunne godt se at jeg var svært ulykkelig, så han strøg mig blidt over kinden og rettede blikket mod himlen.

»Hvad er der i vejen med dagen,« spurgte han, »er verden ved at gå under?« - »Nej,« sagde jeg, »det er solformørkelsen.«

Hvad skulle jeg ellers sige. William havde talt sandt på dette ene punkt, det var solformørkelse den morgen. Og Thomas sukkede dybt: »Du skal ikke tage det så tungt, min tøs, det var jo alt sammen forudbestemt og fastlagt i guds store kalender. Og dog har vi overlevet.«

Og han så sig om så godt han nu kunne komme til det, kiggede med øjne der intet forstod, vurderede sagkyndigt ødelæggelserne og hele vederstyggeligheden, og gjorde sig sine tanker.

»Vi har mod forventning overlevet både ildstormen og vandfloden. Jeg vil nu flikke tønderne sammen igen, og der vil vi samle den smule madrester vi har tilbage. Vi er de sidste overlevende i verden, her er som du ser ingen uden os, og det er derfor vor pligt at genbefolke jorden. Vi kan ikke vide hvad lykken vil skænke, men ingen skal komme og sige om os at vi ikke gjorde hvad vi kunne på den yderste dag.«

Jeg skal gerne indrømme, at da han sagde det begyndte jeg at græde. Det var jo en galskab uden lige, men igen - hvad er alverdens gale påfund mod de omstændigheder kærligheden kan byde os. Og jeg elskede ham, han tog mig ind under sit tæppe og lagde mig oven på sig. Og der lå vi og trøstede hinanden, mens han arbejdede på sine planer om igen at bemande jorden, og jeg ventede på at der skulle komme folk og tage sig af os.

Om det var der jeg blev gravid, eller om det skyldtes William, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved kun at godt ni måneder senere fødte jeg en dreng, som så igen blev stamfader til en forfærdelig masse piger. Og det er fra dem jeg nedstammer.

Jeg havde senere andre mænd - ingen mand er uerstattelig, og Thomas døde kort efter - men jeg glemte ingen af dem jeg havde haft. Jeg så dem i bølgerne på de store oceaner, jeg så dem aftegnet i silhuet mod de lyse bjerge, jeg så dem hvide som sne og gyldne i solens allersidste stråler, grønne som nattens palmer.