TRODS TIDEN

eller

DEN ENOGFYRRETYVENDE FORTÆLLING

Et stykke om A.D. Jørgensen

 af Kaj Nissen

MEDVIRKENDE:

A.D. Jørgensen (ADJ)
Mor Danmark (MDK)

STEDET:

En park

TIDSPUNKTET:

5/10/97

Scenen må godt være andet og mere end blot en park, med et par træer - der kan være skanser, et bakket landskab - brede udkig bag parkens kommunale ydre. Men der er også en helt almindelig bænk. I denne park vandres der rundt med de to medvirkende, og under vandringen skifter så scenerierne og billederne.

TRODS TIDEN

(Forrest på scenen står på en mandshøj sten en buste af A.D. Jørgensen. Den er gipshvid. Og står som alle buster ubevægelig. Alt er stille. Så åbner busten øjnene. Lader dem glide fra side til side. Drejer så hovedet på samme måde fra side til side. Et sted bag ham lyder der feststemt musik. Busten vender sig langsomt og møjsommeligt om mod musikken. Der er intet at se, den vender sig igen og ser fremad. Mor Danmark ind, et midtpunkt i al festmusikken. Busten vender sig igen bagud, får øje på hende, spærrer øjnene forskrækket op)

ADJ: Aaaaaah!

(hele manden springer nu frem bag stenen og prøver at komme væk. Det er kun i hovedet, han er hvid. Og han er ikke bare forskrækket, han er også nysgerrig, selv om han ikke rigtig vil være ved det - for står ikke der Mor Danmark i hele sit skrud, med fane og hjelm og sværd, og håret i ét pur om panden. Hun smiler så mildt til ham, og er i øvrigt ikke til at komme udenom. Han har kun publikum at holde sig til)

ADJ: Hvem er du?

MDK: Kan du ikke kende mig?

ADJ: (mod publikum) Hvem er hun?

MDK: Vi havde en aftale.

ADJ: Fortæl mig hvem du er!

MDK: Jeg er Mor Danmark.

ADJ: (til publikum) Er hun det?

MDK: Kan du slet ikke kende mig?

ADJ: Du ligner mest et tableau. Er du det? Et yndigt billede - et patriotisk symbol? (ingen af delene. Til publikum) Hun kunne godt ligne en forklædt bondepige - (til MDK) Hvilken aftale?

MDK: Kan du slet ikke huske at når der var gået 100 år skulle jeg komme og hente dig?

ADJ: Hente mig?

MDK: Jeg skulle vise dig noget.

ADJ: (meget i tvivl) Vise mig noget? - Var det en aftale?

MDK: Mellem dig og mig. Beseglet i vore hjerter - - men vist ikke skrevet ned nogen steder.

ADJ: Er der da gået 100 år? (hun nikker roligt) Siden i går? (hun ryster alvorligt på lokkerne) Siden hvornår?

MDK: Siden for 100 år siden.

ADJ: Og så skulle du komme og hente mig?

MDK: Kan du slet ikke huske det?

ADJ: Jeg må have sovet tungt.

(hun går hen til ham, mens hun finder en fjerkost frem fra sine vide folder. Med den fjerkost støver hun ham af så kridtet står i luften om dem. Festlig musik i takt til fjerkosten)

MDK: Vi har kun kort tid - men det havde vi altså - en aftale! Jeg skal vise dig, hvad der er sket i de sidste 100 år!

ADJ: (nyser) Det er jeg nu ikke sikker på, at jeg har lyst til at være med til. Jeg havde det mere fredeligt med at være en statue. (til publikum) Det beskyldte man mig for allerede i levende live - at jeg var blevet en statue af mig selv, et sindbillede.

MDK: Slap af! Alt det kan vi ikke bruge til noget nu!

ADJ: Jeg føler mig ikke helt oplagt.

(hun bevæger sig rundt om ham med kosten)

MDK: Du har sovet tungt! Så skal man have tid til at vågne. Og du er nu vågnet op til mangt og meget. Her er sket store ting i mellemtiden - så du kan roligt indstille dig på at skulle på forundringsbænken en gang eller to! (mod publikum) Det kan I roligt indstille jer på! (til ADJ) Er du slet ikke nysgerrig?

(hun er tilfreds med hans udseende. Hun sænker kosten, og som når en dirigent sænker taktstokken, standser nu også musikken, hvorpå hun bytter kosten ud med en fane på kort stang)

ADJ: (mod publikum) Hun ligner en, jeg kendte engang - (til MDK) Hvad går den aftale så nærmere ud på? (til alle) Nej, jeg er ikke nysgerrig! Ikke det mindste! (ser sig om) Hvor er vi henne lige nu?

MDK: Ved statuen af dig selv. I Gråsten.

(han får først her øje på fanen)

ADJ: I Gråsten! Synes du ikke hellere, du skulle passe lidt på? Sådan som du ser ud. Og det dannebrog. Hvad med de tyske gendarmer -

MDK: Pyt skidt nu med dem!

ADJ: De finder sig ellers ikke i så meget. (til publikum) Man kan ikke så meget som lægge sine rød- og hvidbolstrede dyner til luftning over hegnet uden at det straks blir opfattet som en demonstration af nationalt, dansk sindelag.

MDK: Jeg kan lufte hvad pokker jeg vil!

ADJ: Vil det sige at du kan vise dig frit? Vil det sige at -

MDK: (lokker for ham) Nå?

ADJ: (overvældet af tanken) At Mor Danmark - eller hvem du nu er - kan gå omkring her?

MDK: Selvfølgelig kan jeg det!

ADJ: Det ville være en helt ny politik fra tyskernes side!

(hun slår stolt og lidt overbærende fanen om sig)

MDK: Her er sket meget siden sidst. Jeg kan vise mig frit og klæde mig i de farver jeg ønsker - - det er ikke bare en ny politik her hos os, det er en verdensomspændende forandring!

ADJ: Mener du - du mener ikke - det mener du ikke!!

MDK: Sig det bare! Kom nu - ud med det!

ADJ: Jeg tør næsten ikke.

MDK: Du tror måske ikke på noget af det?

ADJ: (til publikum) Allerede som 14-årig lod jeg drømmen om at blive digter falde og holdt op med at fortælle mig selv historier i fantasien.

MDK: Men det her er lige ud af det virkelige liv!

ADJ: Mener du at vi står på dansk jord her - lige her? Det kom til en genforening - (hun nikker til alt) Åh, hvilken lykke! (ser rundt) Hvor ligger grænsen så her i 1997?

MDK: (tørt) Mellem Danmark og Tyskland.

ADJ: Det jeg mener er: Hvor strækker Danmark sig til i dag?

MDK: Tøv nu lige en kende!

ADJ: (til publikum) Jeg vidste det måtte ske en dag! De måtte jo ende med at bøje sig og give os vor ret - tyskerne kunne ikke blive ved med at tro på, at magtmisbrug ville føre til et godt naboskab.

MDK: Du har ikke hørt enden på historien endnu - du digter dig til begyndelsen af historien, før du har nået enden!

ADJ: Går det galt igen? Du mener ikke det går -

MDK: Du er så utålmodig!

ADJ: Det ville du også være, hvis du havde ventet i 100 år!

MDK: Jeg har ventet i 1000 år! En ting ad gangen!

ADJ: Hvor går grænsen så? (til publikum) Jeg har altid ment at den skulle følge sproggrænsen, folkegrænsen - (til MDK) Det kunne vel ikke være andet efter alle de forviklinger. Alt andet var løse drømmerier. - Hvor går den så?

MDK: Du skal nok blive holdt underrettet om det hele!

(han giver sig pludselig til at ryste på hovedet ad sig selv)

ADJ: Kom nu, Fru Heiberg, giv Dem til kende!

MDK: (mod publikum) Fru Heiberg?

ADJ: De har mig til bedste. (til publikum) Hun har mig til bedste.

MDK: Mon dog?

ADJ: Det er en rolle.

MDK: Det er noget, du tror!

ADJ: Men De skulle ikke klæde Dem ud som Mor Danmark. Hun har ofte svigtet os på det grusomste. Disse udklædningslege klæder kun dilettanter, ikke en seriøs kunstner som Dem - (til publikum) For mig personliggør Mor Danmark en slægt af blødagtige drømmere uden kraft og marv - en flok der først og fremmest trænger til at hærdes og stålsættes - (til MDK) Mor Danmark er de fatale brist som vi fandt i det danske folk op til 1864. (til publikum) Der tabte vi Sønderjylland og jeg personlig mistede min barndom og min ungdom, uskylden, de sorgløse drømme. (til MDK) Den slags klæder Dem aldeles ikke, fru Heiberg.

MDK: (godt sur) Kunne fru Heiberg gøre det her?

(hun slår om sig med fanen. En kanon høres, kun ét hårdt puf)

MDK: Det kan godt være Fru Heiberg var en større kunstner end mig, men kunne hun gøre det her? (et nyt hårdt puf) Kunne hun det?

(hun svinger igen fanen og haler ham med sig til et nyt sted. Han er nødt til at droppe sit sidespring og koncentrere sig)

ADJ: Jeg bryder mig ikke så meget om kanoner - tyske kanoner.

MDK: Kanoner undgår vi ikke - kanoner i august!

ADJ: (blir alligevel nysgerrig) August? Hvad er det for en begivenhed?

MDK: Det er noget du ikke drømmer om! (til publikum) Det er noget han ikke drømmer om!

ADJ: (til publikum) August? (til MDK) Jeg husker en februar, jeg husker en april. I april befandt jeg mig i København. Men i februar 1864 - da sad jeg på en bakke og så ud over Sankelmark.

(skydning. Han sætter sig på en træstub)

ADJ: Jeg var gået derud sammen med en ven.

(hun sætter sig hos ham)

ADJ: (mod publikum) Vi så ud over de tilsølede snemarker. Vi så ikke så meget, vi havde ingen forestilling om hvor blodig kampen var. Næste dag rykkede tyskerne ind i Flensborg. Sneen faldt på deres blanke hjelme og lagde sig tæt over deres brystpanser, byen var smykket med slesvig-holstenske flag. Det er i dag umuligt at vide om vi kunne have holdt Dannevirke. Men der ved Sankelmark føltes alting meget urimeligt.

(hun nikker tungt og rejser sig)

MDK: Det led var af lave og elendigt holdt!

ADJ: Og bedre blev det jo ikke senere - (til publikum) Jeg var nødt til at undersøge hvad der var gået galt. Jeg måtte til bunds i det, jeg måtte søge bagud - jeg gik helt tilbage til år 800.

MDK: Et eller andet sted må man jo starte.

ADJ: Og det gik meget af min tid så hen med -

MDK: Et eller andet skal man jo bruge tiden til.

ADJ: (til MDK) Jeg måtte vide nok om fortiden til at kunne fremstille grunden til den ulykke, der havde ramt min egen generation så hårdt.

MDK: Nu har du så chancen for også at søge fremad i tiden og se, om der så tryggere ud for generationerne der -

(hun stopper brat op og ser indtrængende på ham)

MDK: Hvorfor vil du absolut have, jeg skal være Fru Heiberg?

ADJ: Det er udseendet - det er fordi - - det ser ikke rigtigt ud.

MDK: Hvorfor kan du ikke bare acceptere mig, som jeg er! - Jeg vil elskes, som jeg er! Jeg vil have, at man holder mine led! Jeg vil elskes! Jeg vil holdes om, tæt og fast!

ADJ: (rejser sig, ramt) Gudbevares.

MDK: Elsk mig - I skal bare elske mig! Hvorfor skulle jeg ikke kunne forvente mig den mest ubetingede kærlighed fra alle der nyder godt af min hengivenhed? (til publikum) Nåja, hvad om jeg så også slår fra mig en gang imellem og kan synes lidt utålmodig! (til ADJ) Om der nu også vanker et par brådne pander - I har bare at elske mig alligevel!

ADJ: Det er jo ikke dig, jeg klandrer. Det er mere dem, der bestyrer dig. (til publikum) De har ikke altid haft en heldig hånd.

MDK: Men bag alt det kan du stadig finde mig - ubefamlet, uden bestyrer eller håndlanger! Lige sårbar!

ADJ: Det kan jeg godt se. Og bag det hele ligger jo også at al vor fortræd er tysk -

(hun trækker af med ham til et nyt sted og slår ud med armene, nu er det pludselig en ganske anden slags skydning, der høres)

MDK: Hvor mange mistede vi ved Sankelmark?

ADJ: Der var 40 døde og 134 sårede.

MDK: Det er det, jeg mener.

ADJ: Hvad mener du? (til publikum) Hvad mener hun?

MDK: Det var en anden tid.

ADJ: Enhver tid er en anden tid.

MDK: (ildevarslende) Nogle mere end andre! - Du så kun begyndelsen dengang.

ADJ: Vi ser vel alle kun begyndelsen på noget, der skal fuldbyrdes senere.

MDK: Men du spejder ivrigere end andre efter opfyldelsen af et bestemt håb - du digter forløsninger. Jeg vil råde dig til ikke at konkludere endnu - der gik 17 år efter din død, så kom der en krig, der medførte de største forandringer, Europa hidindtil havde set - og Sankelmark var blevet en dråbe i havet.

ADJ: (igen nysgerrig) Mener du forandringer heroppe?

MDK: Over hele Europa!

ADJ: Det ville jeg gerne have oplevet - endnu en heroisk indsats!

MDK: Åh, alle dine store ridderdrømme om krig!

ADJ: Hvor foregik det slag?

MDK: Hvad mener du med: Hvor foregik det?

ADJ: Der må da være et sted, hvor man kan overvære det.

MDK: Omkring Verdun måske? 1000 km front. År efter år stod det på.

(han blir lidt betænkelig ved at høre dette)

ADJ: Den krig - hvem stod den imellem?

MDK: I hovedsagen mellem Tyskland og resten af verden.

ADJ: (mod publikum) Al verdens fortræd er tysk.

MDK: (beklagende) Den gamle nationalisme, den gamle junkerstolthed! Mere og mere ville de have - det måtte ende med et større opgør. Og så gled det da også over i den værste katastrofe af dem alle.

ADJ: Tog de også resten af Danmark nu?

MDK: Katastrofen var større end det – i øvrigt var Danmark neutralt.

ADJ: Det var vel ikke afgørende. (hun kigger på ham) Hvad Bismarck ville have, det tog han. Hvad tyskerne vil have, det tager de.

MDK: Men det blev altså i sidste ende de storpolitiske omvæltninger ude i Europa, der kom til at afgøre Sønderjyllands skæbne.

ADJ: Jeg havde inderligt håbet at det kunne ske uden en krig.

MDK: Det havde 30.000 unge sønderjyder vist også håbet på.

ADJ: (bange) Hvor mange af dem vendte så aldrig hjem igen?

MDK: (mod publikum) Der faldt 6000 sønderjyder. Endnu langt flere blev lemlæstede eller sårede. Det var næppe halvdelen der vendte uskadt hjem. De døde ligger begravet overalt. I Ruslands nåletræsskove og vidtstrakte sumpe, langs Polens floder, og i Serbiens dale. I Argonnerne og Karpaterne, i Makedonien, og ved Dardanellerne, i Palæstina og Mesopotamien. Særlig tæt ligger de i Frankrig, i Vogeserne, foran Verdun, fra Champagne til Flandern. Mange fik deres sidste hvile i et skibsskrog på bunden af havet.

(han ser længe på hende, meget tvivlende)

MDK: Men den tyske kejserinde udtalte skam også sin store glæde og stolthed over sit nordslesvigske regiment.

(pause)

MDK: Tror du jeg lyver?

ADJ: Jeg ville ærlig talt helst tro det.

MDK: (til publikum) Han tror jeg lyver! (til ADJ) Alt i alt kostede den krig 8,5 million døde soldater og 22 millioner sårede.

(det er tal han slet ikke kan tage ind)

MDK: Men det var ikke kun soldater det gik ud over denne gang. Det ramte hele civilbefolkninger. Man nærmede sig den totale krig nu. - 18 millioner civile døde af sult, sygdomme eller myrderier - det siger vist sig selv, at Europa ikke kunne forblive det samme efter det. Dynastier faldt og nye stater rejste sig.

(han ryster fortvivlet på hovedet, mens alle hans hjemmevante billeder rasler sammen derinde)

ADJ: Det du siger er at det var slut med de heltemodige krige?

MDK: Hvem er helten i et slagtehus?

ADJ: Og Sønderjylland?

MDK: Blev delt i en nordlig og en sydlig del - det gik ordentligt og rigtigt til, ifølge folkenes selvbestemmelse. Grænsen kom efter frie valg til at ligge så nogenlunde der hvor du havde ment den burde ligge. Til lykke med det. Flensborg blev tysk.

(han blir pludselig ude af sig selv af forfærdelse)

ADJ: Det kan ikke passe!

MDK: (misforstår hans affekt) Men sådan blev det - den lå i en afstemningszone for sig.

ADJ: Så mange millioner slået ihjel! I en enkelt krig! Det er ikke sandt, det kan ikke - (mod publikum) Det er jo forfærdeligt!

MDK: Første verdenskrig - krigen der skulle slutte alle krige.

ADJ: Kom den så til det?

MDK: Det vender vi tilbage til.

ADJ: Eller skabte den bare nye problemer?

MDK: Du forudgriber hele tiden begivenhedernes gang!

ADJ: Men Sønderjylland blev delt - og en del var dansk?

MDK: Tyskland tabte krigen. Men en del var stadig tysk.

(han har meget svært ved at tage det ind)

ADJ: (mod publikum) Det var lige som dengang jeg kom i spidsen for arkivet og omsider havde adgang til alle skattene. Min glæde var ikke ren. Jeg bekymrede mig hele tiden om noget andet, nemlig papirets synkende godhed: hvordan skulle vi bevare vores fortid og vores forståelse for det, der skete med os, hvis vi ikke kunne stole på det papir, der skulle bære vidnesbyrdene - hvis det bare smuldrede? (ryster på hovedet) Åh, hvilken kærlighedens gift lader vor Moder, det gamle Danmark, os ikke indsuge!

(han vender sig brat om mod hende igen)

ADJ: Jeg forstår bare ikke, hvordan Fru Heiberg kan vide alt det.

MDK: (mod publikum) Fru Heiberg igen?

ADJ: (fortvivler) Hvilken smerte, hvilken harme og hvilken lyst i denne kærligheds vished! Jeg er slet ikke indstillet på det!

MDK: (tørt) Du burde være kommet tættere på en indstilling nu.

ADJ: Tænk dig mig med mit pigeagtige sind og mine drømmerier - jeg skrev engang at jeg ikke er født til digter. Og måske var jeg dog blevet det - hvis ikke tyskerne havde forsét sig på os.

MDK: Så længe du bilder dig ind at jeg er Fru Heiberg, vil du ikke komme til nogen som helst forståelse af de konsekvenser tiden har budt os. - Så trods dog tiden. Byd tiden trods!

ADJ: Nej, jeg orker det ikke længere. (til publikum) Ingen kan forlange af mig, at jeg skal blive ved med at orke! (til MDK) Så hellere vende tilbage til min ungdoms drømme, det frie stærke liv med alle dets visioner. Jeg var nødt til at smide det fra mig for at påtage mig en opgave. - Jeg ville være digter, men måtte blive historiker. Nu er jeg ude over alle forpligtelser - nu må jeg frit kunne følge min tilbøjelighed.

(hun ser på ham, han føler sig ikke sikker på at hun er overbevist, så han sætter sig ned og vil ikke være med mere)

ADJ: Jeg har hørt nok. Resten kan jeg selv regne ud.

MDK: Ved hjælp af tilfældige associationer?

ADJ: (til publikum) Min tillærte viden som historiker kan i det mindste så nogenlunde give mig et billede af, hvordan tingene senere må have udviklet sig - ledet var altså igen i lave, alting var i den skønneste orden - selv tyskerne måtte vel engang indse deres begrænsninger - og nødvendigheden af samhørighed med andre - især efter at have tabt i sådan en krig - i stedet for flere udfordringer måtte det komme til en udsoning igen. (til MDK) Efter så mange ofre kan jeg ikke se anden udvej - lad det nu være sådan - lad mig glemme det igen og bare være digter!

("Danmark dejligst vang og vænge" lyder meget fjernt og yndigt, hvorpå en vældig port slår i. Han farer op)

ADJ: (forskrækket) Hvad var det!

MDK: Ja, det var så ledet der gik i lave.

ADJ: (lettet) Der ser du selv: Det gjorde det altså dengang. (mens hun fører ham videre frem) Ledet er igen i lave - det ligger bare et andet sted. - Det bør bestemt kunne ses som den endelige afslutning af dette ulykkelige lands omskiftelige historie. (opdager at de imens har flyttet sig) Hvor er vi nu henne i tiden?

MDK: Ledet blev lukket i 1920. Nu er vi i 1940.

ADJ: (nysgerrigt) Hvad skete der i 1940?

MDK: Det var f.eks. sidste gang Valdemarsmuren blev bygget om.

ADJ: Valdemarsmuren! Dannevirke? Som værn mod hvem?

MDK: Som værn mod et angreb fra nord.

ADJ: (appellerer til publikum) Fra nord!?

MDK: Tyskerne byggede om - du glemte at tage højde for dolkestødslegenden i din fremskrivning af tidens trodsige udvikling.

(før han får spurgt afbrydes han af en splintrende lyd af en port, der gennembrydes af et tungt køretøj. Tung marchmusik)

ADJ: Hvad var dét så?

MDK: Det var så ledet der gik af lave.

ADJ: (fuld af bange anelser) Tyskerne igen?

MDK: (meget alvorlig) Et chok lige så voldsomt som det i 1864.

ADJ: (ser sig utrygt om) Er der så stadig tyskere her i landet? (det må hun bekræfte) Og du render stadig rundt og ser sådan ud!

MDK: Der er gået mange år. Der er sket meget i den tid.

ADJ: "Meget". Som historiker må jeg vide præcis, hvad der er sket!

MDK: Jeg tror du gør bedst i at ruste dig lidt.

ADJ: Tyskerne kom altså igen -

MDK: Tyskerne kom igen.

ADJ: Tog de så også Sønderjylland tilbage? Skulle det hele nu bare til at starte forfra igen?

MDK: Du kan da også tænke så forbandet lokalt!

ADJ: Verden var ikke så stor i min tid. Det er den åbenbart blevet senere.

MDK: Hitler gik ikke specielt efter Sønderjylland. Han drog ud for at tage hele verden -

ADJ: (mod publikum) Hitler?

MDK: Og dermed hele Danmark!

ADJ: Altså ikke specielt Sønderjylland?

MDK: Tyskerne besatte landet.

ADJ: Var vi i krig?

MDK: Det var for at beskytte os.

ADJ: Mod hvem?

MDK: Englænderne.

ADJ: (appellerer til publikum) Mod englænderne!?

MDK: Et påskud selvfølgelig.

ADJ: Hvem var Hitler?

(marchmusikken lyder nu så højt at de må tie lidt. Omsider får hun den til at holde op med nogle vældige fagter)

MDK: Det var anden verdenskrig - tyskerne besatte ikke kun Danmark, hvis du tror det - de tog også Polen, Norge, Holland, Belgien, Frankrig - men først tog de Østrig med omliggende tyske lande.

ADJ: De havde måske stadigvæk ikke plads nok?

MDK: Det var alt sammen en naturlig følge af den første verdenskrig. Nu strikkede tyskerne de ender sammen, de mente endnu hang og blafrede. Nu skulle regnskabet gøres endeligt op.

ADJ: Hvor længe varede denne anden krig? Hvor mange - nej, jeg vil ikke høre det. Jeg vil hellere sove.

MDK: Du kan ikke vende om nu.

ADJ: (tager sig sammen) Hvor mange døde der?

MDK: Over 20 millioner. Over 30 millioner sårede. Nu snakker vi kun om militær - de civile tab var endnu større - godt 6 millioner jøder blev udryddet - det hele endte med en ny opfindelse, som tyskerne gud være lovet ikke kom først med. Denne gang oplevede verden for alvor den totale krig - nu gik der flere hundrede tusinde med, hver gang nogen trykkede på knappen.

ADJ: Hvordan kunne sådan noget ske?

MDK: Efter første verdenskrig gik det hele skævt. Tyskerne var ikke parate til demokratiet, de valgte nazismen - et despoti i sammenligning med hvilket kejserdømmet var vandgrød. Og nu gik de i gang med at hævne sig, fordi de var blevet snydt.

ADJ: Var de blevet snydt?

ADJ: De følte sig snydt. Dolket i ryggen. Og først da det opgør var taget kunne man igen begynde at tænke på at skabe en bedre, og måske retfærdigere verden. Hitler var diktator og sørgede personligt for, at landet næppe eksisterede efter nederlaget.

ADJ: Hvad gjorde man ved Tyskland efter det nederlag?

MDK: Er der slet ikke plads til lidt fryd?

ADJ: (forbliver saglig) Noget måtte man vel gøre?

MDK: (gør så det samme) Det blev delt i fire zoner - tre vestlige, og en kommunistisk. Den sidste blev indlemmet i østblokkens diktaturregimer, hvor den blev endnu en prøjsisk mønsterstat. Nu var Tyskland delt!

ADJ: (ryster på hovedet) Du går for hurtigt frem. Jeg kan ikke følge med.

MDK: Det var dig selv der spurgte.

(hun træder alligevel lidt tilbage og overlader ordet til ham)

ADJ: Hvordan tog danskerne så disse prøvelser?

MDK: (lille pause) Der var stadig brist i dele af det danske folk.

ADJ: Vi trænger vist stadig til at hærdes.

MDK: Men der er en lille historie. - Ja, der er mange, men jeg kan kun nå en. Det var en skolelærer. Han blev en af de mange der ikke bare ville se på at tyskerne satte sig på landet - en af dem der greb til modværge. Han nåede kun få aktioner, før han blev taget - de havde et effektivt politikorps, og en af hans kolleger var tysk stikker - nogen gik jo deres ærinder. Læreren blev dømt til døden og henrettet, sådan gjorde man nu.

ADJ: Det er som om det bare blir værre og værre hele tiden.

MDK: Der hvor han havde boet, boede også en lille dreng. Han havde tit været oppe hos læreren, der spillede violin for den lille dreng. Den lille dreng huskede, at læreren havde et kulbækken hængende på sin væg, af messing. Da læreren var borte, glemte den dreng ham snart. Der var ingen forklaringer og ingen snak om sagen. Men han glemte aldrig det kulbækken, og siden fandt han ud af sammenhængen, og glemte heller aldrig den.

ADJ: Det blir altså ikke hele tiden værre?

MDK: Det er der ingenting, der gør - hjulet drejer.

ADJ: Men hvordan indrettede folk sig efter den krig, hvad var der mere at være fælles om - der er så langt tilbage til Sankelmark nu, og alligevel kan jeg forstå på dig at der har været en ubrudt linje af tysk aggression siden - nu ville jeg godt høre dig sige, at den blev brudt til sidst - som landet blev brudt - og at det gode forhold trods alt blev etableret igen.

(hun står uden at gøre mine til at ville svare)

ADJ: Kan du ikke se det havde været nemmere for mig hvis du havde været Fru Heiberg. (til publikum) Hun var min gode veninde - men nåede ikke at opleve at jeg ikke fik skrevet min Sønderjyllands historie færdig eller løst livets gåde for den sags skyld.

MDK: (sarkastisk) Næ, for du fik jo travlt med at forberede dig på nye takter!

ADJ: (uskyldigt) Gjorde jeg?

MDK: Du skulle lige skrive en opsats om Ambrosius Stub først! Hvorfor skulle du lige skrive om Ambrosius Stub først?

ADJ: Jeg troede, jeg havde tid nok!

MDK: Var du i dit stille sind ved at forberede dig på at falde tilbage til at være digter igen - som i dine unge dage?

ADJ: Jeg kunne ikke vide jeg skulle dø så snart!

MDK: Og så skulle Stub være afsættet?

ADJ: (til publikum) Det er noget hun gætter!

MDK: I stedet for at afrunde historien om mig!

ADJ: Hvem af os er det nu der tænker lokalt! Stub var en del af mit arvegods - mit fællesskab. Det handlede også om fællesskabet!

MDK: Eller turde du bare ikke levere din version af den ulykke, der ramte os i 64? Var du bange for at du alligevel ikke kunne give os forklaringen, og så lod du det hellere ligge lidt endnu?

ADJ: Du spørger om for meget på én gang.

MDK: Et eneste svar er nok for mig.

(han tænker sig om)

ADJ: Jeg vil hellere spørge.

MDK: (til publikum) Hvem ville ikke det i hans bukser?

ADJ: Fandt folk ud af det med hinanden igen? Er der en fremtid for os? Kan vi finde sammen igen, som vi jo må og skal?

MDK: Du spørger om for meget på én gang.

ADJ: Et eneste svar er nok for mig.

(hun tænker sig om)

MDK: Jeg kender ikke svaret. Jeg ville ønske jeg gjorde.

ADJ: Jeg kan nok heller ikke give dig noget endeligt svar.

MDK: Der er for meget i den nye tid jeg ikke kan afkode.

ADJ: Sådan er det tit med nye tider.

MDK: Jeg er nok ikke så stærk en mor som I gerne vil gøre mig til. Måske heller ikke så kærlig. Men det skader jo aldrig at tro godt om sin mor.

ADJ: Er vi heller ikke så stærke som vi gerne vil gøre os til?

MDK: Det skader jo aldrig at tro godt om sine børn.

(hun går rundt lidt, smider så hjelmen og sværdet fra sig)

MDK: En ting er at folk mest ser mig som en karikatur i vore dage, noget andet er den omvæltning der er sket i opfattelsen af os selv. Hvad er vi i dag - danskere, nordtyskere, europæere?

ADJ: Europæere? (til publikum) Hvorfor europæere?

MDK: Europa er en af de store blokke, man har samlet sig om i dag. Tyskland er genforenet, og er blevet en stormagt igen. Det må aldrig mere komme til krig i Europa - det gør der ganske vist hele tiden. Men ikke længere mellem de gamle store magter. De har lavet en union.

ADJ: Hvad går den union ud på?

MDK: Oprindelig var det en toldunion.

ADJ: Med indre toldfrihed og ydre grænser?

MDK: Det er du måske stødt på før i din higen?

ADJ: Prøjserne skabte en "Zollverein" i 1834. Den indbefattede alle de tyske stater - og den var blandt andet rettet mod Danmark.

MDK: Danmark er skam med i dag, og mange andre, mindre lande. - Men Tyskland, England, Frankrig, de store, de fører det store ord.

ADJ: Det du siger er at vi ikke længere er helt så suveræne, som vi måske gik og troede? At vi lige så godt først som sidst kan se os selv som et led i en større sammenhæng?

(i stedet for at svare ifører MDK sig en skingert grøn badehat samt et par pinkfarvede svømmebriller. Sit sværd udskifter hun med en fjernkontrol til et fjernsyn)

MDK: Er det sådan jeg ser ud i dag i verdens øjne?

ADJ: Det ved jeg ikke noget om.

MDK: Klæder det mig?

ADJ: Jeg kender ikke tidens smag - det kan godt være, at folk i dag synes det klæder dig. (han tvivler) Det kan da godt være.

MDK: Jeg ved ikke længere, hvor det bærer hen - eller hvad der klæder mig. Det er kun smukt og rigtigt med en forbrødring mellem den nordiske og den tyske kultur -

ADJ: Jeg har altid ment, den var nødvendig.

MDK: Og for øvrigt mellem alle mulige kulturer.

ADJ: Jeg har altid ment, at sådan måtte det komme.

MDK: Men vil vi stadig have overskud til at stå ved os selv? Eller vil den evige brist i det danske folk for alvor bryde frem nu, den brist du kunne have nået at påvise og tydeliggøre hvis du ikke havde skejet ud dengang med Ambrosius Stub.

ADJ: Det du samtidig siger er vel, at det jeg fik skrevet godt kan bruges til noget i dag - det er i hvert fald det jeg hører.

MDK: Kom jeg til at sige det?

ADJ: Gjorde du ikke?

(hun begynder at zappe mod baggrunden: Flaksende lys og infernalske lyde hele vejen rundt om dem er resultatet)

MDK: Men det er mig der skal leve det - dag efter usikker dag!

ADJ: Og forhåbentlig til evig tid. Det skulle da gerne -

MDK: Men det ved vi ikke noget om - ved vi?

ADJ: Helt trygt blir det vel aldrig.

MDK: (zapper) Du drømmer ikke om, hvor rask det går i dag. Nye verdensbilleder farer ind over vore arme hoveder hvert andet sekund - hurtigere end granaterne over Sønderborg i 64 - det er et veritabelt bombardement, og det er vor opgave at stå fast midt i alt det - (mod publikum) Men før vi har forstået at netop her ligger vores opgave, kan vi jo ikke løse den.

ADJ: (råber for at overdøve) Hvordan skal jeg tro på alt det? Hvordan skal jeg få det ind i mit arme hoved? Jeg tror blot på, at man bør arbejde frem mod et godt mål, ubekymret om udfaldet. Jeg tror, at før eller senere vinder sandheden og retten nok sejr! Når man hænger på en opgave, så hænger man på den - så gennemfører man! (mod publikum) Det tror jeg på!

(ud af de flaksende lys og lydene materialiserer sig nu en ægte ting: en ambulance med sirener og blåt lys. Den standser op uden for parken. Vi ser den ikke - kun lyset der blinker videre. Så slukkes også det og bilen kører væk igen. ADJ har fulgt hele forløbet med den yderste spænding og udråber nu)

ADJ: Det der var ikke nogen dansk ambulance!

MDK: (til publikum) Jeg siger ikke noget. (til ADJ) Du tror alligevel ikke på hvad jeg siger. Så jeg siger ikke noget.

ADJ: De uniformer var så tyske at man kunne se det på lang afstand.

MDK: Det har du sikkert forstand på. Du er jo historiker.

ADJ: Stilen er umiskendelig. Snittet er nyt for mig.

MDK: Du prøver at få mig til at kommentere det.

ADJ: Men folk tog alligevel godt imod dem.

MDK: (mod publikum) Men jeg ved hvornår jeg skal tie.

(han sætter sig ned på bænken, fuld af undren)

ADJ: Et samarbejde hen over grænsen?

MDK: (kan alligevel ikke tie) Vist så.

ADJ: Også militært?

MDK: Også det.

ADJ: Fri bevægelighed?

MDK: Tæt på.

ADJ: Handelssamkvem?

MDK: Voldsomt.

ADJ: Og kulturelt?

MDK: Mindre. En smule.

ADJ: (halvt mod publikum) Ingen bitre følelser?

MDK: Ikke sådan rigtig for alvor.

(han læner sig tilbage og ser, stadig undrende, op på hende)

ADJ: Det lykkedes for os at få et godt forhold til tyskerne?

MDK: Det må man mene.

ADJ: (nikker) Endnu er fremtiden vor.

MDK: (mildt) Det sagde du allerede dengang -

ADJ: Jeg husker endnu den dag, det gik op for mig, at det sprog jeg snakkede, var dansk. Det kom som en hel åbenbaring - og da jeg så senere fandt ud af, at min flensborgske opfattelse af dansk kultur som en afglans af den tyske var grundløs. Vi kan stadig være os selv bekendt.

(hun anbringer sin venstre hånd bag hans nakke - på samme måde som i krattet i Skibelund)

MDK: Du har nu heller aldrig givet køb på noget.

ADJ: Det kommer alt sammen kun an på os selv.

MDK: Du stod på min side hele tiden.

ADJ: Hvor skulle jeg ellers stå?

MDK: (smiler) Hos Fru Heiberg - langt tilbage i tiden!

ADJ: (ud i rummet) Fremtiden er ikke nem at få hold på, og slet ikke til at hente trøst af. Sådan var det også i min tid - i alle de ting må man stole på sin fornemmelse af at handle ud fra sine egne værdier - (mod MDK) Men aldrig ved at udelade påvirkninger udefra - en osmose kalder man det i biologien - den fungerer kun mellem to intakte celler - og er livsnødvendig. Det kunne jeg have skrevet ind i din historie dengang. Nej, ikke dengang. Først nu.

(hun smider nu også badehatten og svømmebrillerne. Efterhånden står hun der kun i en meget enkel kjole og sit brus af et hår)

MDK: Hvad skulle alle de svinkeærinder så til for?

ADJ: Hvad mener du?

MDK: Med at du ikke kunne huske at vi havde en aftale?

ADJ: Sagde jeg det?

MDK: At du absolut ville lade som om jeg var en anden?

ADJ: Ville jeg det?

MDK: Du sagde og du gjorde, og det ved du godt!

ADJ: Men nu synes jeg faktisk du ser helt godt ud igen.

MDK: Du synes ikke mere jeg ligner en af Fru Heibergs roller?

ADJ: Du ligner mere dig selv nu.

(han rejser sig og står lige foran hende)

ADJ: Willst du entstehn, entsteh' auf eigne Hand.

MDK: (smiler) Det er godt med dig.

ADJ: Goethe. Selvfølgelig burde jeg om nogen have forstand på, hvor grænsen skulle gå. Jeg havde den samme grænse i mit eget sind. Der måtte være en linje der skilte, og jeg måtte vide hvor den gik. Men jeg levede på begge sider af den.

(han smiler lidt til hende, de har fin kontakt igen)

ADJ: Så lykkedes det mig endnu en gang at blive mæt af dansk historie. Nu kan jeg med god samvittighed læne mig tilbage og prøve at løse livets gåde. Det er altid godt at vide, at man bevæger sig i samme retning som sig selv.

(han ser sig et øjeblik længselsfuldt om)

ADJ: Hvordan mon her ser ud når der er gået endnu 100 år -

MDK: Det skal du ikke bekymre dig om nu.

ADJ: Kunne vi ikke lave en ny aftale?

MDK: Indrømmer du så vi havde en?

ADJ: (pause) Det må jeg vel hellere så.

(hun tager ham ved ærmet og trækker ham hen til stenen igen)

MDK: Tiden er udløbet. Vi kan byde den trods - men noget af den udløber alligevel hele tiden. Jeg er ikke sikker på, du har set så meget som du måske gerne ville. Men herregud - hvornår mon sådan en som dig nogen sinde har fået set nok.

(hun stiller ham hen bag stenen igen og pudrer ham voldsomt)

MDK: Sådan. Så er der ingen der lægger mærke til noget.

ADJ: Kommer du så igen - om 100 år - gør du det?

MDK: Nu tager vi et århundrede ad gangen.

ADJ: Har vi så ikke en aftale?

MDK: Luk nu bare øjnene.

ADJ: Har vi ikke?

MDK: Slap af.

ADJ: Hvad?

MDK: Sh.

ADJ: (næppe hørligt) Jeg bærer alt mit med mig.

(hans ansigt er nu helt roligt, øjnene lukkede, ikke den mindste trækning kan mere ses. MDK træder lidt på afstand af ham)

MDK: (mod alle) Vi har en aftale. Jeg kommer igen. Vær rolig for det.

(hun løfter armene. En vældig bragende fanfare hvirvler hende hen langs hele scenens forkant og derpå videre ud. Black-out)

SLUT